JERNESALT - humorogvirke
ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.8.07.
Humor og virkelighed
- Syvende og sidste essay om menneskets virkelighed
Humor og virkelighed er udefinerlige
Humor som elementært fænomen
Humor og mentalitet
Humor og kreativitet
Humor og eksistens
Humor og historie
Henvisninger
Humor og virkelighed er udefinerlige Til toppen Næste
Hvad virkeligheden egentlig er for en 'Ding an sich' kan vi ikke afgøre af den simple grund at vi selv er en del af den og ikke kan sætte os uden for den og betragte den objektivt eller neutralt.
Logisk eller erkendelsesteoretisk kan endda fastslås, at vi ikke har mulighed for at udtale os videnskabeligt om virkeligheden som helhed (og i bestemt form), men kun om virkeligheder som dele (og i ubestemt form), fordi naturvidenskaben ene og alene kan give relevante og tilnærmelsesvist rigtige svar på de konkrete spørgsmål den stiller naturen i den helt konkrete erkendelsessituation den befinder sig i - og med den konkrete erfaring og det konkrete sprog den har til rådighed.
I det omfang vi alligvel udtaler os om virkeligheden som sådan har vi forladt objektiviteten og begivet os ind i en mere eller mindre bevidst eksistentiel subjektivitet. Dette er der intet galt i, tværtimod, for det er psykologisk set et medfødt behov hos os alle, og dette kommer igen af det simple forhold at vi fra fødslen kun har de primære psykiske grundprocesser til rådighed - og de har ingen sondring mellem subjekt og objekt eller mellem del og helhed. Helheden er fra starten vores inderste jeg. Men vi må altså skelne mellem den objektive og den subjektive virkelighedsopfattelse, hvis vi vil bevare nøgternheden og forstå vores erkendelsessituation.
Hvad humor egentlig er for et besynderligt fænomen kan vi heller ikke afgøre med absolut sikkerhed, da vi så at sige afliver al humor i samme øjeblik vi vil forklare den, eller - om vi foretrækker den dybdepsykologiske begrundelse - da vi for at forklare sagen er nødt til at suspendere de primære grundprocesser der er forudsætningen for al humor og alene betjene os af de sekundære grundprocesser der er forudsætningen for al forklaring.
Dette betyder ikke at vi slet ikke kan udtale os om humor, men at vi ikke på én og samme gang kan være i humorens og alvorens verden. Og dog har vi allerede med disse antydninger påpeget, at humorens forhold til virkeligheden er et andet end alvorens.
Forfatteren til den samling af tankesprog han selv kaldte 'Gnomonologia', den engelske præst og forfatter Thomas Fuller (1608-61), kunne fastslå at den der ler for meget har en nars natur, men den der slet ikke ler har en gammel hats natur.
Den gamle græske patriark Johannes af Konstantinopel (350-407), der på grund af sine blændende talegaver fik tilnavnet 'Gyldenmund' (på græsk Chrysostomos), vogtede nidkært over alvorens afgørende betydning for et ordentligt kristent menneske der havde blikket rettet mod det hinsidige. Latter synes ikke at være en synd, advarede han, men den fører til synd.
En yngre betragter, den tyske kabarettist og forfatter Werner Finck (1902-78), konstaterede derimod at den der kan få andre til at le må tages alvorligt, det véd alle magthavere. - Og til de ubehagelige magthavere han tænkte på og selv havde ubehagelige erfaringer med - hører som bekendt ikke blot ideologiernes, men også religionernes nidkære vogtere af de evige og ufejlbare sandheder.
Disse systemers generelle fejl er at de ikke tillader tvivl og sund fornuft, men så at sige forvrider proportionerne, og derfor er det let at forstå at den italienske teatermand Dario Fo - der om nogen kunne få folk til at le gennem sin sceneoptræden - kort og godt gav folk det råd at slippe latteren løs, så fornuften kunne komme til. - Alvoren kan nemlig dræbe den sunde fornuft ved sin ensidighed og opstyltethed. Alt hvad der er officielt, får mig til at le, som filmmanden Jacques Tati engang sagde.
Piet Hein, der var en mester i at lege med ord og logik, kunne med føje hævde, at "den som kun tar spøg for spøg, og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt". Hermed pointerede han i grunden også at der er dyb sammenhæng mellem spøg og alvor, og at den udefinerbare humor altså har en relation til den ligeledes udefinerlige virkelighed som synes afgørende for forståelsen af begge dele.
Der synes derfor i behandlingen af den menneskelige virkelighedsopfattelse ikke at være nogen vej uden om at se på relationen mellem humoren og virkeligheden.
Humor som elementært fænomen Til toppen Næste
Da humor og virkelighed er udefinerlige fænomener må begge betragtes som elementære kendsgerninger, der så at sige er vores eksistentielle og erkendelsesmæssige udgangspunkt. Hvis vi ser bort fra de allerdybeste former for mental og psykisk defekt, kan det fastslås at alle mennesker er i besiddelse af humor - uanset race, etnicitet, køn, kultur, uddannelse og erhverv samt alder. Også spædbørn har humor - og derfor tages deres første smil som det afgørende signal om at de er 'normale'. At et barn kan smile allerede 40 dage gammelt var for Dario Fo selve den faktor der giver barnet individualitet. Og omvendt gælder at der er noget rivende galt, hvis smilet forsvinder igen. En ung svensk pige der var ramt af anoreksi betegnede sygdommen som en tyran der 'också tog skrattet'. Smilet og latteren er ligesom spontansangen umiskendelige tegn på at børn og unge trives.
Latteren har en klar mentalhygiejnisk funktion ved at virke befriende. Den er for så vidt ejendommelig ved - som Arthur Koestler har påpeget - at være den eneste fysiologiske refleks der udløses af en skabende aktivitet. Men latteren er uhyre vigtig, fordi den kan smitte, så en gruppe kan rystes sammen gennem den fælles refleks. Har man leet og moret sig med andre, er det svært efterfølgende at blive gale på dem og se dem som fjender. Derfor gælder det selvfølgelig modsat for soldater i felten, at de aldrig må fraternisere med fjenden, for det ville formindske deres kampvilje.
Hemmeligheden bag al latter og humor synes at være modsætningen mellem de psykiske primær- og sekundærprocesser. Derfor ler spædbarnet først når det er nogle måneder gammelt og har fået opbygget så sikre sekundærprocesser, at det kan få øje på deres afvigelser i forhold til primærprocesserne. Selvom det ikke kan sætte ord på oplevelserne har det i alle givne situationer opbygget logiske forventninger om at ting og hændelser sker i en bestemt orden, og det kan derfor - hvis der iøvrigt ikke er fare på færde - se det komiske i at forventningerne ikke opfyldes eller beregninger ikke holder stik. Alle kan af samme grund more sig over al falden-på-halen-komik. Ja, W.C. Fields opdagede først for alvor, hvordan han kunne blive komiker, da han oplevede at folk skraldgrinede da han ved en fejltagelse ramte sig selv på næsen med en golfkølle under en optræden.
På samme måde griner vi ad fortalelser - som når en oplæser i tv-avisen engang kom til at sige, at der ved en ulykke var 'otte dræbte, heraf fem alvorligt'. Eller når samme mand (Steen Bostrup) beklagede at der desværre ikke var 'nogen kultur fra kommentar-ministeren'. Gøres fortalelserne bevidste, får vi vittigheder og komik. Sproget kan spille i det uendelige på modsætningerne mellem det ordene bogstaveligt siger - og som ønskes sagt - og så det de siger i overført betydning eller som man med mere eller mindre ond vilje kan lægge ind i dem. Dette skyldes først og fremmest dagligsprogets kolossale smidighed der igen beror på ordenes og begrebernes vaghed eller mangel på præcision. Det er en elementær funktion ved dagligsprogets ord og begreber at de ikke er entydigt bestemt, og derfor vil jargon og slang altid være et kreativt bidrag til sproget, mens alle forsøg på systematisk sprogrensning eller sprogpræcision - uden for fagvidenskaberne - vil være dømte til at mislykkes.
Humor og mentalitet Til toppen
Næste
Alle mennesker er som sagt i besiddelse af humor. Men unægteligt er det ikke i helt samme grad.
I komiske film som Chaplins eller Gøg og Gokkes er det et sikkert trick at lade personerne smide lagkager i hovedet på hinanden. Og i cirkus som fx. årets forestilling i Cirkus Arena at lade klovnene smide maling på hinanden i spandevis. Alle tilstedeværende griner. Men ikke alle ser den slags film og cirkus. Nogle vokser fra det, hævder de. Men det vil faktisk sige at de bevidst lukker for de muligheder der ligger i de medfødte primærprocessers evne til at sætte de tillærte sekundærprocessers alvor og logik i et afslørende og befriende lys. Og det er synd. For uden at blive som barn påny kommer man ikke ind i humorens rige.
Jo mere målrettet og disciplineret et menneske bliver, jo mere vil det følgelig lukke sig ude fra humoren. Hvis virkeligheden ensidigt identificeres med den voksnes arbejdsliv og karriere eller med den pågældendes ideologiske eller religiøse stræben, bliver der ikke plads til legen og det unyttige. Det går faktisk ud over kreativiteten, men betyder først og fremmest en mental indsnævring der gør vedkommende besværlig at omgås. Folk af den slags bliver mere sårbare og skal behandles med forsigtighed. De bliver mere udsatte for drilleri og mobning - og reagerer oftere på en uheldig måde der kun gør dem mere udsatte. I værste fald trækker de kniv mod enhver der ved ord eller attitude blot så meget som antyder at situationen måske ikke skal tages helt så alvorligt som de selv bilder sig ind.
Der vil naturligvis være individuelle forskelle der ligger i selve den medfødte eller tillærte grundindstilling til tingene. Nogle har let ved at grine og se det komiske i enhver situation, andre har sværere ved det - og virker melankolske. Hos Storm P. bebrejder en meget alvorlig mand en anden person at han tilsyneladende griner ad alt, men denne svarer bare med et stort grin: Ja, er det ikke komisk. En tredje af Storm P.'s personer betragter forbitret livet som nederdrægtigt, mens en fjerde konstaterer, at han har haft det pragtfuldt hele livet - takket være en svag karakter. Det hjælper åbenbart på ens livsmod at kunne bevare og udvikle den humor man har fået med sig i vuggegave. Humor er i den forstand troens fosterbroder som Martin Buber rammende har sagt.
Men også opdragelse, miljø, uddannelse og erhvervsvalg spiller en stor rolle. Autoritær opdragelse giver ikke megen plads til leg og humor. Et puritansk, stræbsomt miljø begrænser også friheden - således at leg, latter, dans og frisprog betragtes som tidsspilde og unoder eller ligefrem synd. Den højere, akademiske uddannelse udelukker ikke i sig selv humor, men havde i hvert fald tidligere en klar tendens til at være så borgerligt nyttebetonet og disciplineret at akademikerne fravalgte megen humor som plat eller vulgær. Den kom derfor ofte til at stå i skærende kontrast til den folkelige humor der trives blandt almindelige mennesker af lavere uddannelse og erhverv. Akademikere har ofte være skydeskive for vittighedstegnernes skyts, både fordi de ofte udtrykker sig unødvendigt indviklet og indforstået, og fordi de ofte er for ensporede, både fagligt og livsmæssigt. Eller rettere var, for de er jo også anderledes i dag end for 100 år siden. Den yderst distræte, langskæggede professortype vi kender fra mange vittighedstegninger er en sjældenhed i vore dage. I en Storm P.-flue ringer en professor af denne type på døren for at tale med sin kollega. Husassistenten lukker op og spørger, hvad det er angående, og hun får svaret: Det er angående de algebraiske kurvers og fladers teori, hvorved antalgeometrien er opstået!
Kollektivt er der stor forskel i humorens art og rolle på de grupperinger vi kan inddele befolkningen i socialt, erhvervsmæssigt og økonomisk, men det er også tilfældet når det gælder religion og ideologi. Qua det at være systemer med organisatorisk magt er ingen af delene til at spøge med. De frygter altid kritik og derfor også humor, men de bekæmper den også med forbud, censur og Berufsverbot. Som det har kunnet konstateres med de store europæiske ideologiers skæbne i forrige århundrede går det imidlertid i det lange løb altid galt med regimer der censurerer humoren, for humor er ensbetydende med kreativitet. Undertrykker man humoren, undertrykker man kreativiteten - og dermed sine egne udviklings- og overlevelsesmuligheder.
I det nye årtusind er det især en enkelt religions forhold til humoren som vækker bekymring, nemlig islam. Som det bl.a. er dokumenteret med bogen Humor i Mellemøsten er der naturligvis ikke belæg for at hævde, at muslimer ikke skulle have elementær humor. Det har de, da alle mennesker nu engang har humor. Men som Muhammedsagen afslørede på uhyggelig vis, så er der meget snævre grænser for muslimers accept af humor når det gælder selve religionen. De reagerede - som alle vil huske - med voldsomme demonstrationer, optøjer, bandbuller og trusler mod de danske bladtegnere og dagbladsredaktører der tillod sig at gøre grin med profeten selv - på trods af at tegningerne var meget uskyldige efter normal dansk målestok. Og de påberåbte sig som bekendt en særlig følsomhed som de hævdede måtte respekteres af alle andre. Og netop her stikker det store problem.
For forlanges en sådan følsomhed ubetinget respekteret når det gælder en religions hellige skikkelser eller skrifter, så befinder vi os ikke længere inden for en fælles livssfære, hvor de mange faktisk eksisterende religioner, ideologier og øvrige kulturelle grundforskelle kan leve fredeligt side om side i en befrugtende gensidig udveksling, men forsøges gennet ind i et reservat hvor en enkelt religions dogmer og forestillinger ophøjes til absolutte og absolut ukrænkelige fænomener der udelukker den frie tanke og ytring. Og da bliver fredelig sameksistens i realiteten umuliggjort, for da påberåber den ene part sig en fortrinsret som den kan udnytte - og som den rent faktisk også udnytter - til fanatisk kamp for sin egen religions magt og indflydelse.
Det er en kendsgerning at muslimernes humor generelt ikke er på højde med hverken europæernes eller jødernes. Det er et faktum der i allerhøjeste grad er med til at vanskeliggøre eller umuliggøre fornuftige og pragmatiske løsninger på de konflikter der raserer Mellemøsten og som truer verdensfreden. Der findes heldigvis enkelte muslimske kommentatorer, forfattere og entertainere der kan se problemets alvor og prøver at gøre noget ved det. Men de er ildesete af de toneangivende, ja udsættes ofte for direkte trusler på livet af fanatikerne. Derfor er det forståeligt at en indvandrer som Farshad Kholgi i maj måned reagerede på dannelsen af et fællesråd for danske muslimske organisaioner (med Zubair Butt Hussain som talsmand) ved at gøre opmærksom på, at hvis vi har brug for flere muslimske organisationer her i landet, er det 'Humoristiske muslimer'. De er nemlig en katastrofal mangelvare.
Humoren er altså med til at bestemme enkeltmenneskers personlige trivsel og sociale relationer, men også religioners og ideologiers forhold til hinanden - og dermed vores fælles virkelighed - og muligheder for fred.
Humor og kreativitet Til toppen
Næste
Humor er nært forbundet med kreativitet, fordi den har et frit, ubekymret og legende forhold til virkeligheden og dennes ubestridelige alvor i form af de ubestikkelige naturlove. Den er knyttet til nysgerrigheden og eksperimenteretrangen, men beror i allerhøjeste grad på selve evnen til at kunne se muligheder i stedet for lutter givne facts - og dermed alternative løsninger på opståede vanskeligheder og gængse metoder. Med humor kan man få øje på sammenhænge man ellers ikke ville se - og det kan give glæde og varme at se det, uden at det nødvendigvis behøver at være af praktisk nytteværdi. I almindelighed forbinder man ikke videnskab direkte med humor, men kreativiteten er af samme kilde, og der er mange eksempler på stor humor hos videnskabsfolk, herunder fx. på Niels Bohr-Instituttet i de glade dage i tyverne og trediverne. Jf. eksempelvis den russisk-fødte forsker George Gamovs beskrivelser af forholdene.
Kunsten er utænkelig uden humor, ikke blot i den forstand at der laves decideret humoristisk kunst (som bladtegnernes), men også i den forstand at kunsten, lige så snart den kommer ud over den rene efterlignings spændetrøje, både bevidst og ubevidst spiller på forskellen mellem fiktion og virkelighed, herunder på brud med normal logik og gældende fysiske love. Moderne kunstnere som Dali, Miro, Picasso, Chagall og Nolde eller vore hjemlige som Wilh. Freddie, Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen og Hans Chr. Rylander - bare for at nævne nogle få - kan ikke forstås uden at man tager humoren hos dem i betragtning. Det samme gælder naturligvis mange filmkunstnere som nævnte Chaplin og Tati, men også en dybt alvorlig mand som netop afdøde Ingmar Bergman. Humoren kan være i modstrid med alvoren, men kan også sætte den i et tankevækkende og latterfremkaldende relief.
Tegninger og kunst i det hele taget kan noget som artikler og fotografier ikke kan, således som den satiriske tegner Klaus Albrectsen skriver i sine tilbageblik 'Livstegn'. De kan nemlig på én gang forklare og forkorte og skabe indsigt samtidig med at de rører ved en følelse, går direkte ind, bliver siddende og arbejder videre, ja, huskes, og kan ramme plet, gøre ondt, være farlige. Altsammen forudsætter at både kunstneren og betragteren i forvejen har en eller anden virkelighedsopfattelse der er forskydelig og fortolkelig.
Selve sproget har utvivlsomt fra første færd været præget af flertydighed og underfundighed og dermed humor. Dagligsproget har aldrig været præcist og entydigt, men altid været bøjeligt og fortolkeligt, fuldt af undertoner og overtoner - og dermed 'musik', en dimension der går ud over det rent saglige indhold. Dagligsproget bevarer den fulde kontakt med både fortiden, nutiden og fremtidsmulighederne og alle forhåbningerne. Det afspejler med Grønbechs ord 'det fine tyste spil mellem bevidst og underbevidst'. Og det står derfor i føling med den hele virkelighed.
Humoren genfindes i de gamle myter - såvel de jødiske som de græske, romerske og nordiske. Loke-figuren i den nordiske mytologi er et tydeligt eksempel på at man aldrig har kunnet se bort fra det uberegnelige, drilske og undertiden ondskabsfulde element i det menneskelige sind. Funktionen genfindes i de shakespearske narre, i den polske Stanczyk-figur, den russiske jurodstvo-maske eller i helt moderne klovne-skikkelser som Charlie Rivel. Eller man kunne nævne den såkaldte 'pikareske roman' eller skælmeromanen fra Spanien, først og fremmest Cervantes' store fortælling om Don Quichote. Fra nyere tid kendes blandt mange andre Thomas Manns 'En svindlers bekendelse'.
Tilsyneladende mangler humoren slet ikke i vore dages vestlige kulturvirkelighed, da denne er fuld af humoristiske mennesker, forfattere, kunstnere, filmfolk, sceneoptrædende og tv-komikere der gør hvad de kan for at få folk til at le - ikke mindst ved at gøre grin med autoriteterne. Men omvendt kan det også påpeges at det moderne samfunds disciplinering trods alle oprør mod autoriteterne er øget således at forstå at overvågningen og kontrollen samt målingen af nytteværdien er blevet mere og mere mærkbar og nu i stigende grad giver folk stress. Derfor er det værd at huske at der som påvist af bl.a. den russiske litteratur-forsker Mikhail Bakhtin engang i Europa har eksisteret en decideret folkelig latterkultur, nemlig i middelalderen, hvor den adskilte sig markant fra den officielle kultur der ikke mindst var præget af den kirkelige, katolske ensretning.
Den folkelige latterkultur manifesterede sig ifølge Bahktin i karneval, riter, skuespil, i litterære, komiske værker og i familiære, vulgære sprogformer - og det skete ud fra et latterens princip, en særlig måde at forstå verden, livet og mennesket på, som igen er kendetegnet af universalitet, fest, frihed og ambivalens. Hvad karnevalsfænomenerne angår er de konsekvent ikke-kirkelige og ikke-religiøse. De hører til i en helt anden sfære af tilværelsen. Latterelementet i dem befrier dem fuldstændigt for kirkelig-religiøs dogmatisme, for mystik og godgørenhed, og de er uden bøn og magi. Karnevalet er universelt af karakter. Det er en særlig tilstand for hele samfundet, det er samfundets genfødsel og fornyelse, som alle deltager i. Karnevalslatteren en en social latter, som alle deltager i. Den er universel, dvs rettet mod alt og alle, inklusive deltagerne selv. Og den er ambivalent, dvs på én og samme gang glad og hånlig, munter og degraderende, bekræftende og benægtende. Den begraver og genføder på samme tid.
Sprogligt får eder og forbandelser samt sjofelheder en naturlig plads i det familiære liv til forskel fra den officielle sfære. Men først og fremmest udvikles der hvad Bahktin kalder en grotesk realisme, præget af en positiv materielt-kropsligt element som adskiller den markant fra den verdensfjerne idealisme og himmellængsel. Karakteristisk for den middelalderlige groteske realisme - til forskel fra den senere romantiske 'groteske' (bl.a. E.T.A. Hoffmann) - er at det uhyggelige bliver morsomt og muntert, fordi det besejres af latteren. Døden betragtes ikke som en negation af livet, men som et obligatorisk element af det, en betingelse for dets konstante fornyelse og mangfoldiggørelse. Døden er, som Bahktin skriver, altid relateret til fødselen, og graven altid til jordens fødende moderskød. I klassesamfundets kultur var seriøsiteten officiel, autoritær og forbundet med vold, forbud og begrænsninger. Det dominerende element var angst og afskrækkelse. Latteren i den folkelige kultur overvinder angsten. Sejren var ikke blot en sejr over angsten for Gud og angsten for naturen. Den var først og fremmest en sejr ovr den moralske angst, angsten der undertrykte menneskenes bevidsthed, forvirrede dem og indgød dem angst for alt hvad der var helligt og forbudt og uhyggeligt.
Som konstateret i essayet om Sproget og virkeligheden (4.8.07.) har sprogets liv og musik en uhyggelig tendens til at forsvinde i både den religiøse/ideologiske dogmatisme der tilstræber absolutte sandheder og den videnskabelige teoretiseren der tilstræber entydig objektivitet af helt utopisk fuldkommenhed. I begge tilfælde forrådes livets mangfoldighed, usikkerhed, uforudberegnelighed og humor. Derimod bevares hele denne mangetydighed i det dagligsprog der netop er karakteriseret ved sin vaghed og mangel på præcision, men som til gengæld er stabilt, fordi det er dannet i umiddelbar føling med virkeligheden, den føling som humoren og al latterkultur er med til at sikre.
Humor og eksistens Til toppen
Næste
Humor i form af satire er et stærkt våben imod alle autoriteter og magthavere. Den er farlig for dem og vil derfor blive forsøgt undertrykt eller kontrolleret. Men humor kan også være ironi og selvironi og bliver derigennem i højere grad rettet mod de alt for skråsikre meninger eller fordomme som både andre og vi selv render rundt med. De to former for humor holder tvivlen og dermed erkendelsen i live. Derfor må der i eksistensen skelnes mellem den lille humor og den store humor. Den lille humor dækker den godmodige spøg og den helt elementære humor som al falden-på halen komik eller de sproglige fortalelser og den rene leg med ord. Den er meget omfattende og udbredt, men er relativt snæver i sit sigte.
Den store humor, som den danske filosof Harald Høffding i 1916 skrev en bog om, er ikke en spøgefuld form, men snarere en livsindstilling eller en totalfølelse som alle et menneskes oplevelser og bestræbelser giver deres bidrag til og som holdes sammen af en stræben efter beståen og udvikling, men også af en indbyrdes harmoni mellem tankerne. Høffding lagde vægt på at den store humor vedkender sig sin egen begrænsning over for livets uudtømmelighed. Selvom den skulle have nok så stor betydning som en karakteristisk totalfølelse i hvilken alt menneskeligt kan komme til sin ret, så vil den dog aldrig, betoner han, kunne forkynde sig selv som den eneste rette måde at tage livet på.
Ifølge Høffding har den store humor også sin begrænsning over for den egentlig tragik, det vil i hans mund sige den dybe lidelse. Humoristen ved at livet har sine tragedier såvel som sine komedier. Hans stræben går ud på at lade de store modsætninger få deres indflydelse. "Men han må indrømme at hvor det tragiske er af en sådan natur at der ingen kraft og plads er til at lade sindets lyse elementer få indflydelse, dér er ingen sammensmeltning mulig."
Her afslører Høffding rigtignok sin afhængighed af den intellektuelle bestræbelse på at finde og fastholde en harmoni i tilværelsen der som ideal også har en syntese mellem det tragiske og komiske i tilværelsen. Heroverfor står religionshistorikeren Vilh. Grønbech imidlertid med et helt anderledes syn på humor og tragedie. Det sigter ikke mod nogen syntese, men bygger ganske enkelt på den ubestridelige kendsgerning, at lidelsen eller nederlaget ikke nødvendigvis fører til død og undergang, men tværtimod ofte fører til nyt liv og nyt livsmod, ikke fordi de er lette at bære, men fordi den sjælelige regenerationsevne er umådeligt stor. Men Grønbech ser heller ikke ensidigt det tragiske som noget uendeligt trist og sørgeligt, men derimod primært som en afbøjning af den menneskelige vilje. Og denne afbøjning fører ikke nødvendigvis til død og undergang, men til ny og dybere erfaring. Gennem tragedien kan et menneske komme ind i det område af tilværelsen hvor det at have ret er hørt op, som den jødiske filosof Martin Buber formulerede det.
Tragedien og den store humor bør derfor rettelig ses i lyset af det Dante og andre har kaldt den guddommelige komedie, dvs den komedie guderne spiller med mennesket eller - hvis man vil være fri for religiøse begreber - den komedie tilværelsen spiller med mennesket.
Dante så naturligvis komedien i kristendommens lys. Helvede var de ondes og fortabtes verden. Purgatoriet eller skærsilden ('fejefyret' som det også hed på gammelt dansk) var de troende synderes renselsesverden, mens himlen var de frelstes og renes verden. Dante var så sikker på sin sag, at han kunne placere samtlige historiens skikkelser på deres rette plads i de tre regioner og disses nøje beskrevne underafdelinger.
Den russiske forfatter Nikolaj Gogol prøvede at gøre Dante kunsten efter, men fik kun skrevet første del, 'Døde sjæle', der er en uforlignelig komisk beskrivelse af det russiske helvede på hans egen tid, et pragtværk der både har været genstand for fine illustrationer af P. Boklévshij og Marc Chagall og for en glimrende operakomposition af Rodion Shchedrin. I 1835 skrev den polske forfatter, Zygmunt Krasínski, en af de tre polske profeter, 'Den u-guddommelige komedie', der var en beskrivelse af kampen mellem borgerskab og adel. - Men i dag kan vi se Dantes oprindelige tredeling i den store humors lys og konstatere, at helvede og paradis er arketypiske forestillinger. Helvede er den verden hvor den menneskelige ondskab får lov at råde. Himlen er forestillingen om en paradisisk idealverden, hvor enhver ondskab og ufuldkommenhed og enhver dualitet, enhver modsætning mellem ønske og realitet er fjernet. Purgatoriet er den menneskelige realverden på godt og ondt hvor livet veksler mellem håb og realitet, mellem kærlighed og strid, mellem tro og fortvivlelse, men hvor det trods alt er muligt at komme længere og længere væk fra helvede - uden dog på noget tidspunkt at havne i fuldkommenheden.
Her bliver det relevant at fastholde den opfattelse af tiden, at selve livets grandiose humor, turde være at vi får forærende en årrække på 40-50-60-70 år eller endnu mere, hvor vi kan bruge alle kræfter på at 'gå imod entropien', dvs gå imod den ellers voksende uorden i universet, og altså støt og roligt bygge en lokal tilværelse op omkring familie, karriere, ejendom, livserfaring og mere eller mindre seriøse projekter. Men ligegyldigt hvor langt vi kommer, må vi en dag indse at vi skal slippe det hele.
Vigtigt er det også i denne sammenhæng at forstå at alt biologisk liv på jorden til forskel fra det døde stof netop er snævert bundet til tiden. Betingelsen for komplekst liv med indbyggede mål, hensigter og mening er selve dødens ofte bratte afbrydelse af alle projekter, dvs selve den relative kortvarighed af den enkeltes eksistens.
Dette er en højst ejendommelig egenskab ved livet som direkte appellerer til den menneskelige humor. Der kan næppe nævnes et fænomen eller et forhold ved virkeligheden som stiller alle vore specifikke projekter i et så skarpt perspektiv som netop visheden om deres bratte afslutning. Kan man se med humor på dette fænomen, bekræftes Martin Bubers opfattelse at humor er troens, dvs livsmodets, fosterbroder, for så undergraves bekymringen for hvad det hele skal ende med. Ja, man kan i denne humor forstå den dybere betydning af evangeliets ord om, at den som vil frelse sit liv, skal miste det, mens den der tør slippe det, vil frelse det.
Humor forstået på denne måde vil være at betragte som endnu et emergent fænomen i livets udvikling, en ny elementær kendsgerning, der er med til at bestemme virkeligheden som uudtømmelig i sin rigdom. Dybdepsykologisk set kan den store humor betragtes som en leg med de arketypiske forestillinger og dermed som et udtryk for hvordan mennesket omgås det hellige uden at blive fortæret af dets ild.
Humor og historie Til toppen
Næste
Da virkeligheden og især den biologiske og menneskelige virkelighed ikke er statisk og uforanderlig, men tværtimod kendetegnet af udvikling, må også humoren ses i forhold til tidens gang og historien.
Humoren gør fri ved at den kan vende menneskets blik fra fortiden og bindingen til årsager og skyld til fremtiden og dermed muligheder og forhåbninger - og dermed også fra traumer og nederlag til nyt livsmod.
Humoren gør også fri ved at den kan give mennesket en passende bevidsthedsmæssig afstand til de eksistentielle grundfænomener der ellers let kan føre til besættelse eller angst. Mennesket kan således frigøre sig fra den besættelse af det at eje og ville og den besættelse af det seksuelle begær som i værste fald fuldstændigt kan binde et individ til ensidig fokusering der mere eller mindre udelukker alt andet menneskeligt. Det er denne besættelse munke og nonner frigør sig fra ved at aflægge løfter om fattigdom og kyskhed - jf. artiklen om Den hellige Frans af Assisi. Men dette er til gengæld en ny ensidig fokusering på 'hellig renhed' der er ensbetydende med en verdensforsagelse der er yderst problematisk ved at skille det åndelige fra det jordiske og timelige.
Klosterløftet omfatter også fuldstændig lydighed mod de religiøse autoriteter - personer og dogmer - og det lukrerer magthaverne, paverne, på, men det er ikke frigørende for de enkelte mennesker i anden forstand end at det fritager dem for personligt ansvar. Humoren går her den stik modsatte vej ved at skabe kritisk afstand til alle autoriteter ud fra den grundopfattelse at de alle er arbitrære figurer, vilkårligt og tidsbestemt udpegede.
Humoren frigør endelig også for angsten for døden - en angst der undertiden nærmer sig panikkens karakter. Humoren ser ikke bort fra dødens fakticitet eller dens karakter af definitiv afslutning på alle individuelle projekter. Men den forstår at den definitive tidsbegrænsning er et afgørende karakteristikum for alt liv, dybest set en grandios humor ved selve livet.
Humoren er central for menneskeliv og -kultur, fordi den er udtryk for at vi kan se et alternativ til den endimensionale og nyttebetonede rationalitet som bærer den praktiske hverdag. Jo snævrere denne hverdags- eller sædvanevirkelighed er, jo mere har vi brug for at kunne ånde frit - og det kan vi ikke mindst gennem humorens nådegave der gør det muligt at se alternativitet til det etablerede.
Humoren giver os afstand til ikke alene vore instinkter og drifter, men også til alle de ydre forhold der bestemmer udviklingen i den uoverskuelige virkelighed - og dermed historien. Vi kan endda tale om historiens ironi som følge af misforhold mellem forskellige faktorer i tilværelsen og udviklingen, misforhold som ikke er af objektiv art, men tværtimod kun ses af os som subjektive væsener i kraft af vores kritiske sans og sans for humor.
Der kan ofte konstateres et vist misforhold mellem rum og tid, således at forstå at der til en given tid ikke gives plads til den menneskelige udfoldelse tiden kræver eller gør passende. Der er ofte misforhold mellem sag og person, således at forstå at en vigtig sag ikke nyder fremme hvis der mangler en personlighed til at føre den frem - eller omvendt hvis en karismatisk skikkelse kan føre en sag til sejr, selvom den i realiteten ikke er til gavn for fællesskabet. Det sidste er som bekendt sket mange gange i historien.
På denne måde understreges også misforholdet mellem individ og samfund og mellem ideal og realitet. Det er sjældent idealerne realiseres eller at realiteterne kan kaldes ideelle eller fuldkomne. Og det ligger for en stor dels vedkommende i det forhold at individernes interesser ikke altid går op i samfundets interesser. Med øget tendens i vore dage til fokusering på individernes interesser og rettigheder - jf. den standende velfærdsdebat - underkendes det at fællesskabet har sin egen værdi i virkeligheden og historien, ja, at samfundet som sådant er betingelsen for individernes eksistens og udfoldelse.
Vi kan i teorien være nogenlunde enige om at både individernes og samfundets interesser bør varetages, men i praksis kniber det med enigheden - og det hjælper ikke at lytte til Piet Heins gruk om 'Agitatoren': "Jeg hørte en stærk mand forleden dag. Hvor er jeg dog enig med manden! Samfundets og individets sag bør gå forud for hinanden."
Som ofte påpeget på Jernesalts sider er der fællestræk mellem den komplementære modsætning mellem individet og samfundet og den ligeledes komplementære modsætning mellem friheden og ligheden (eller trygheden). Individet ønsker størst mulig frihed, men den begrænses af den lighed og tryghed som også værdsættes, men kun gives via samfundet.
Et grundlæggende misforhold i historien er relationen mellem fremskridt og livskvalitet, fordi fremskridtet i form af teknologiske landvindinger og økonomisk vækst har en tendens til at presse sig på uden større hensyn til de enkelte menneskers livskvalitet. Et er at de ældre ofte føler at de ikke kan følge med udviklingen. Noget andet og langt alvorligere er at stress går hen og bliver en folkesygdom.
Historiens gang er i allerhøjeste grad bestemt af ungdommens vilje til forandring, der som bekendt ofte giver sig udtryk i deciderede oprør mod autoriteterne og de ældre generationer. Det har siden Adam og Evas mytiske 'syndefald' så at sige været normen for al ungdom, en norm der kan ses som selve kulturens igangsættelse - såvel individuelt som kollektivt. De unge forkaster de ældres erfaringer, men bliver selv ældre med årene og får erfaringer næste generation forkaster. I sidste ende må alle generationer kapitulere over for den definitive individuelle afslutning på alt liv der hedder døden. Slægten går dog videre, ligesom historien gør. De kollektive erfaringer går også videre tillige med de ubevidste kollektive forestillinger, der vedbliver at holde liv i humoren.
Det er med andre ord umuligt at se bort fra humoren, når virkeligheden i sit fulde, uoverskuelige og udefinerlige omfang og sin uoverskuelige udvikling skal opfattes på tilnærmelsesvis sand måde uden afkortning. Det er også umuligt at se bort fra humoren, hvis aktuelle konflikter som Mellemøstens skal finde en rimelig løsning, for uden humor ingen relativisering af religionen, og uden en sådan sekularisering ingen demokratisering af samfundene.
Hermed er serien om virkeligheden i forhold til fysik, tid, rum, liv, sprog og ånd afsluttet. Den kan ligesom Introduktionsserien ses som en oversigt over Jernesalts filosofi, den komplementære helhedsrealisme, der er grundlaget for alle bedømmelser på siderne. Den er skrevet i agurketiden som en slags optakt til den politiske debat der vil følge her i efteråret med velfærdsudspil fra socialdemokraterne og regeringen, partiprogram fra Ny Alliance, og muligvis valgkamp.
Jan Jernewicz
Dette er den sidste af syv artikler om virkeligheden. De øvrige seks er:
Fysikken og virkeligheden (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden (12.7.07.)
Livet og virkeligheden (22.7.07.)
Ånd og virkelighed (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden (4.8.07.)
Samlet oversigt
Henvisninger: Til toppen
Relevante artikler på Jernesalt
De psykiske grundprocesser
Humormennesket Storm P.
Martin Buber
Humor i Mellemøsten
Muhammedsagen (oversigt over Jernesalts artikler)
Klaus Albrectsens livstegn
Mikhail Bakhtin om latterkulturen
Vilh. Grønbech om humor og tragedie
Den hellige Frans af Assisi
Den komplementære modsætning mellem individet og samfundet
Den komplementære modsætning mellem frihed og ligheden
Er der en idé med at holde hviledag?
Myte, ord og billede (herunder om 'syndefaldet')
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
