JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Humor i Mellemøsten

Humor i Mellemøsten - artikel fra Jernesalt 7.6.02

I efteråret 2000 udkom en fortræffelig og længe savnet introduktion til humor i Mellemøsten i tidsskriftet Semiramis (tryk på anden stavelse). Det er et tidsskrift for Orienten som udgives af Orientalsk Forum, der igen er et selvstændigt akademisk selskab med tilknytning til Carsten Niebuhr Instituttet for nærorientalske Studier ved Københavns Universitet.

Spørgsmålet om forbindelsen mellem humor og folkekarakter tages op i flere artikler, og selv om der fx kan påvises en vis national galgenhumor i Israel og Egypten, så så er det tendensen at se vittigheden som noget i retning af ‘folkesjælens termometer' eller som udtryk for en stemning og en tidsånd. Blandt tyrkiske intellektuelle er vittigheder ligefrem blevet en genre, en bestemt sofistikeret måde at sige morsomheder på. Men der forekommer også former for en mere abstrakt humor, som sætter transnationale vilkår på spidsen, fordi det er forbundet med problemer at gøre grin med egne magthavere. Men glemmes skal det ikke, som temaredaktørerne nævner, at humor ofte spiller på det latterlige ved almenmenneskelige forhold og af den grund går på tværs af tid og rum.

Adil Hammuda spørger, hvorfor egypterne gør grin med sig selv, og begynder med at fastlå, at de gamle egyptere troede, at verden blev skabt af latter, helt bogstaveligt ved, at den øverste gud skabte verden ved at udstøde en voldsom latter. Et sådant mytologisk udsagn siger jo vitterligt intet om skabelsen af det fysiske univers. Men til gengæld siger det noget uhyre vigtigt om menneskets opfattelse af selve det meningsfulde eksistentielle univers og dettes tilblivelse. Det siger nemlig, at de gamle egyptere opfattede latteren som en væsentlig del af den verden, hvor menneskene har hjemme.

Adil Hammuda påstår, at egypterne den dag i dag lever ved latteren. Det daglige liv er ydmygt og småt, fyldt med økonomiske, politiske og sociale trængsler, så for at udholde denne tilværelse må de fortælle vittigheder. Og de kan ikke holde op igen. Det ægyptiske folk opfatter sig selv som ‘vittighedens børn'. Det gik så vidt, at Napoleon under sit korte regimente i 1798 måtte forbyde vittigheder og straffe overtrædelse af forbudet med pisk og bøde. Han fik til formålet en retsudtalelse fra en islamisk teolog, der fastslog, at "Den der siger, lytter til eller griner ad en vittighed har begået en synd og vil ikke komme i himlen".

Og da præsident Nasser havde tabt seksdages-krigen i 1967, måtte han opfordre egypterne til at holde inde med deres vittigheder om de slagne soldater og officerer, der var på vej hjem fra fronten - til fods. De der husker avisreportagerne fra dengang glemmer aldrig disse komiske billeder, som også Bo Bojesen forevigede i en tegning. Og at gøre grin med sikkerhedsapparatet var meget uklogt for egypterne på den tid.. Men Nasser var dog så fornuftig, at han brugte vittighederne i ugerevyen til at måle folkets frustrationer - og rette på forhold der avlede for mange vittigheder. Det havde man ikke troet om Nasser.

Men ikke nok med det. Da Nasser døde i 1970 græd egypterne i første omgang, men i næste gjorde de grin med ham. Smerten og latteren er vævet sammen i følelseslivet hos dette folk, som frembragte jordens ældste civilisation, konkluderer Adil Hammuda, og man fristes til ligefrem at sige, at så forstår man bedre, at det blev Egypten under Anwar Sadat der først af alle arabiske lande vovede at slutte fred med dødsfjenden Israel. Den slags historiske skridt kræver nemlig den form for humor, hvor man opgiver at holde på sin ret og at hævne nederlag.

Humoren i Israel tager TV2's korrespondent, Steffen Jensen, sig af. Og han starter med at skrive, at det er en håbløs opgave, for som hans kollega på JyllandsPosten, Lasse Ellegaard, engang betroede ham, så kan jøder komme op at skændes med klartonen i en telefonboks.

Humor er for nogle den svages våben, det eneste våben man har til at slås imod den ubehagelige virkelighed. Israelsk humor er slet ikke humor, siger en Efraim Kishon med rod i Central-Europa. Der er fx noget vulgært og dumt i den måde man gjorde grin med premierminister Netanyahu på. Eller som skuespilleren Shmuel Atzmon gør opmærksom på, så er der væsensforskel mellem israelsk og jødisk humor. I israelsk humor griner man ad folk, mens man i jødisk humor griner med folk; den kommer fra hjertet.

Men selvironien, der altid har været et af jødernes bedste våben i en verden, hvor de føler sig uvelkomne, lever stadig, fx i historien om den jødiske mor - die jiddische momme - en højt elsket, men også frygtet institution: Hvad er forskellen på en palæstinensisk terrorist og en jiddisk momme, lyder spørgsmålet. Jo forskellen er, at med en palæstinensisk terrorist kan man forhandle!

Palæstinenserne går naturligvis ikke ram forbi, men det gør sandelig heller ikke de israelske politikere. En yndet skydeskive var den mangeårige udenrigsminister David Levy, der stammede fra Marokko, aldrig fik sig en egentlig uddannelse, havde en sprogbrug som en professor, men ikke talte et ord engelsk. Med andre ord: et meget taknemmeligt offer. Og så er der jo altid Shimon Peres, hedder det. Der er en indre selvmodsigelse i selve sætningen: "Peres trækker sig tilbage". For det er jo noget nær det eneste, den mand aldrig nogensinde vil gøre. "Peres trækker sig tilbage" - det er israelsk humor.

Hvis det er sandt, er det godt vi har den gode gamle, uudtømmelige jødiske humor fra Central-Europa tilbage.

For Irans vedkommende gælder, at det er satiren der historisk set er den stærkeste humoristiske strøm. Den går ifølge Claus V. Pedersen helt tilbage til 900-tallet. Satiren kan opfattes både som et angrebsvåben og et forsvarsvåben. Som eksempel kan fra 1100-tallet nævnes et epigramdigt der er rettet mod hyklerisk moral: En Sheykh sagde til en Skøge: "Du er jo fuld, og hvert øjeblik fanges du i en ny Mands snare." - Skøgen svarer : "Oh Sheykh, alt hvad du siger, er jeg, men er du også alt, hvad du lader?"

Eller fra 1300-tallet en pragtparodi på tidens mange ‘etikker', ‘kongespejle' og moralske vejledninger - i et kapitel om retfærdighed:

"Den vildførte hersker, der - Gud forbyde det! - er retfærdig, som afstår fra at slå folk til plukfisk og dræbe dem, som ikke begår overgreb mod deres ejendom og ejendele, og som ikke bliver døddrukken og ikke udsætter sine undergivne for sin uhæmmede, umoralske opførsel og misbrug, vil helt sikkert ikke blive frygtet af folket. Sådanne herskere vil ikke blive adlydt af deres undersåtter, børn og slaver vil ikke lytte til og lyde deres forældre og herrer. Og som følge deraf vil landet synke ned i kaos."

Sidst i 1800-tallet får satiren nye mål. Stadig er den despotiske shah og den hykleriske og bagstræberiske religiøse lærde skydeskive, men satiren retter sig nu også stærkt mod de imperialistiske stormagter (Rusland og England), mod det sociale system samt mod iranere der er blevet latterligt og overfladisk frankofile eller anglofile efter ophold i udlandet.

Både under Pahlavi-shahernes tid (1915-79) og i den Islamiske Republiks Iran (fra 1979) har censuren med en enkelt afbrydelse været striks og skabt et fravær af politisk satire. De seneste år er der dog sket en vis lempelse af pressecensuren, og det har bevirket, at vittigheds- og karikaturtegningen er blevet bannerfører for satiren - med ugebladet Gol Aqâ som flagskib. Bladet har været på reformkræfternes side, men skåner ikke disse helt. En tegning viser fx en nøgle der skal symbolisere den reformvenlige Khatamis valgsejr den 23. maj 1997, men nøglen passer ikke til fængselscellen, hvor ‘det civile samfund' sidder indespærret.

En yndet skydeskive er også det storhedsvanvid som både de statskontrollerede medier og landets ledere giver udtryk for. Bladet Gol Aqâ er yderst populært, for det er et af de få åndehuller i et ellers forholdsvis lukket offentligt rum.

I et kapitel om ‘Karikatur som et eksempel på humor i den arabiske presse', gør Khalid Salih rede for problemet med den manglende ytringsfrihed i landene. Ytringsfrihedens fortalere, herunder mange journalister, bliver straffet af regeringernes sikkerhedstjeneste og/eller dødspatruljer. Karikaturen er derfor i den arabiske presse vigtige og sigende kommentarer til sociale og politiske forandringer, ligesom de kan være med til at belyse demokratiseringsprocessen i bredere forstand.

Pressen er naturligvis aldrig fuldstændigt under regeringernes kontrol i den arabiske verden; bl.a. forekommer der mange karikaturtegninger, hvor pressen nyder frihed til at stille spørgsmål. Fx om folk synes de er underlagt diktatorisk styre. Resultatet forbløffer ifølge en tegning journalisten, for kun nogle få procent siger nej eller ja, mens det store flertal på 95 % siger "dæmp din stemme".

Den tidligere nævnte form for humor blandt tyrkiske intellektuelle, geyik'en, kan ikke bare antydningsvis behandles på sparsom plads, da den som nævnt er temmelig sofistikeret og kræver lange forklaringer for udenforstående. Et konkret eksempel i Semiramis fylder 1½ side. Men forfatterne, Maren Ottar Jensen og Daniella Kuzmanovic, får påpeget, at geyik i almindelighed ikke opfordrer til dybere refleksion over stærkt politiske emner såsom forholdet mellem demokrati og militærmagt i Tyrkiet eller respekten for minoriteter og menneskerettigheder. Der er tilløb til kritik af offentligt ansatte eller politikere, men kritiken bliver som hovedregel ikke fulgt op - og er ikke formålet med geyik'en. Set med de fleste tyrkeres øjne er geyik derfor et eksempel på hele den afpolitiseringstendens som har gjort sig gældende blandt den unge generation. Groft sagt, er geyik'en en gang tom sniksnak som kun opfylder det ene formål at underholde.

Det er derfor tankevækkende hvad François Georgeon skriver om "Latter i det Osmanniske Rige?" For hvordan kan man overhovedet tale om latter i et rige, hvis historie i bund og grund er dramatisk, spørger han selv. Det kan man, hvis ikke man angriber problemet fra et folkloristisk perspektiv, men går til roden ved at tage latterens parti. Og han citerer Jacques Le Goff: "Af hvem, af hvad griner man, med hvem griner man? At svare på de spørgsmål er en god måde at trænge ind til hjertet af et samfunds sociale strukturer og kollektive mentalitet på, for at grine sammen er en afslørende handling for et samfunds sociabilitet." (1992).

Den kollektive latter har sit rum, i det Osmanniske Rige sit ‘han' eller sin café, steder for socialisering og for udvekslinger, hvor personer fra forskellige samfundslag mødes. Og latteren har sine særlige øjeblikke, nemlig fredagen, den hellige dag i den muslimske uge, dagen for både religiøs hengivelse og for profan adspredelse. Latteren etablerer også en kommunikation mellem de forskellige generationer, sociale lag og etniske og religiøse grupper.

Der satiriseres over den ‘franske' , dvs europæiske konsul, markeret med særlige træk der gør at publikum straks genkender ham som ikke-osmannisk. Kvinderne i sultanens harem lavede på et tidspunkt små sketcher ved hoffet, hvor de parodierede de europæiske ambassadører. Der blev kort sagt gjort grin med hvad der legemliggjorde den europæiske magt i riget.

Men i maj 1877 er det ved at gå for vidt. Det osmanniske parlament drøfter presseloven, og der stilles forslag om at forbyde den humoristiske presse. Argumenterne er, at de satiriske aviser ikke alene er unødvendige, men også skadelige. Masser af folk læser slet ikke seriøse aviser, men i stedet humoristiske aviser. - Det anføres, at sådanne er direkte forbudt af den religiøse lov.

Men andre peger på, at hvis komedien og humoren forsvandt fra denne verden, så havde vi ikke længere nogen våben at angribe ondskaben med. Vis mig en stat, der har gjort fremskridt, og hvor den humoristiske presse bliver anset for unødvendigt? spørger en.

Trykkekunsten og pressen mangedoblede humorens magt. Latteren er ikke bare et kommunikationsmiddel for en lille kreds af tilskuere, samlet rundt om en 'meddah' (en fortæller eller komisk figur) eller foran en ‘Karagöz'-forestilling . Den skaber en kommunikation der er usynlig og derfor sværere at kontrollere.

Men med den humoristiske presse kom der en ny måde at le på. Det var ikke længere den folkelige latter udløst af fortællerens sjove historier eller af Karagöz, men latter fra læsere med et vist kulturelt niveau. Det blev en kritisk latter, endog selvkritisk, den var overlagt bitter eller ironisk, det var en latter der var opmærksom på moderniseringens desillusioner efter chokket ved sammenstødet mellem tradition og modernitet.

Da den nye tyrkiske republik blev dannet i 1923 under Atatürk skete der en modernisering og sekularisering der betød, at det gamle Osmanniske Rige fremstod som en periode med despotisme, formørkelse og fanatisme. Det veritable opgør med denne fortid, udført af satiriske tegninger og karikaturer, skriver Georgeon, markerer rigets anden død. Og mordvåbnet var latteren.

Dette var simpelthen et vendepunkt i latterens historie i Tyrkiet. I hele denne satire over folkelig underholdning i det sene Osmanniske Rige er det den osmanniske latter der bliver afvist, og denne latter var en rabelaisk latter. Den nye tyrkiske republik havde som målsætning at slutte sig til civilisationen; det var i realiteten en revolution i Tyrkiets historie, men som alle revolutioner, skriver Georgeon, var også den tyrkiske seriøs. Den var mistroisk over for latteren og komikkens underliggende kraft. Grine kunne man, men kun af fortiden.

Georgeon slutter sin artikel med en jævnføring af udviklingen i Tyrkiet med udviklingen i Europa: Således synes det, skriver han, at parallelt med det Osmaniske Riges forsvinden uddør også en latter, en folkelig, kollektiv, offentlig latter, tæt knyttet til traditionerne og især til de religiøse traditioner, at man tilstræber at udskifte den med en anden, der er mere kritisk, distanceret, ‘civiliseret', ‘sekulær'. Latteren i Europa har gennemlevet den samme type udvikling fra middelalderen til oplysningstiden over renæssancen. Men hvordan går man fra Rabelais til Voltaire i løbet af en eller to generationer? Ændrer man virkelig latter, som man ændrer hovedbeklædning eller alfabet? - Spørgsmålet får lov at stå.

Temaredaktørerne Sune Haugbølle og Jacob Skovgaard-Petersen gør i indledningen til temanummeret opmærksom på, at det naturligvis ikke er sådan, at orientalistikken aldrig har interesseret sig for humor, men at interessen i mange år har været sparsom og i et vist omfang samlet sig om de forskellige kendte monumenter i den klassiske humor. Og som mulig årsag nævnes, dels at humor er vanskelig at studere, dels at emnet i sin natur ikke er så seriøst.

Begge begrundelser er falske, men naturligvis ikke grebet ud af luften. De afspejler blot den sørgelige kendsgerning, at mange seriøse forskere nærer den fordom, at humor er pjank og underholdning, og at den derfor er vanskelig at studere.

I virkeligheden forholder det sig sådan, at man eksistentielt set kan vælge at se humor som et dybt seriøst foretagende, der bl.a. gør det muligt overhovedet at mene noget med begrebet ‘guddommelig komedie' eller tale om ‘humor og tragedie' (jf. artiklen af samme navn), og som følgelig også gør det muligt at studere fænomenet ganske som eksistensen som sådan. Vanskeligheden består på ingen måde i at det skulle være sværere at lave systematiske undersøgelser af fænomenet end fx systematiske undersøgelser af musik eller kunst, men alene i at det kræver lige præcis den involveren af noget personligt, som mange akademiske forskere viger tilbage fra. Fravælger man den mulighed, nå ja, så er resultatet givet på forhånd.

Temanummeret af Semiramis kommer imidlertid så godt rundt om sit emne, at det faktisk er umuligt at komme uden om, at også humoren i Mellemøsten spænder fra det snævert underholdende, vittige eller satiriske til et langt større fænomen med stor dybde og klar eksistentiel mening.

Men på baggrund af den aktuelle, yderst tilspidsede situation i Mellemøsten tør man gå et skridt videre og ligeud fastslå, at konflikten er gået i hårdknude, fordi visse af de mest indflydelsesrige og magtfulde mennesker i området i bund og grund er uden humor og dermed uden ringeste evne og vilje til at indrømme modparten retten til at eksistere og trække vejret frit.

Terrorister er blottet for anden form for humor end hån, spot og skadefryd. De hører helt og holdent hjemme i det fortvivlelsens område af tilværelsen, hvor det at have eller få ret, det at gøre gengæld og hævne uret, det at vinde sejr og kunne ydmyge eller tilintetgøre fjenden, er det eneste der giver identitet og styrker selvrespekten eller æresfølelsen. Og det værste er, at de ikke er til at få i tale. De er uden for pædagogisk rækkevidde.

Læs også artiklen: Muslimsk humor - en selvmodsigelse? (Humor - 26.2.03.)

Jan Jernewicz

Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie.