|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.8.07.Fysik og virkeligheden(omarbejdet udgave af artiklen Virkeligheden, vrøvlet og kvantemekanikken,som blev bragt 26.6.07 som polemik mod artikel i Politiken) Kvantemekanikkens opgør med Newton Genstandsbevidsthedens forudsætning Korrespondensprincippet Heisenbergs ubestemthedsrelation Zinkernagels sprogregel Bohrs komplemenentaritetsbegreb Fysik og eksistens Henvisninger Kvantemekanikkens opgør med Newton Til toppen Næste Tilsyneladende har kvantemekanikken med sit erkendelsesteoretiske opgør med den newtonske fysik skabt usikkerhed om hvad virkeligheden er. I hvert fald er nogle mennesker blevet forvirrede, fordi det ikke længere uden videre gælder, at en håndgribelig ting er det mest virkelige i verden og derfor det som al anden virkelighed må bedømmes på. Faktisk var troen på at det håndgribelige er virkeligt og alt det uhåndgribelige mindre virkeligt eller direkte uvirkeligt en meget naiv forestilling, men naturvidenskaben og den newtonske fysik havde efterhånden fået trængt andre forestillinger ud som metafysiske eller overtroiske. Og derfor var det velgørende at kvantemekanikken i 1920'erne og 30'erne på meget solidt teoretisk og sprogligt grundlag fik sat nogle ting så grundigt på plads at vi i dag kan forstå virkelighedens problematik på en helt anden og bedre måde. På en måde er det forståeligt at kvantemekanikken med Werner Heisensbergs usikkerhedsprincip, der tilsyneladende gjorde alt uforudsigeligt fordi vi er ude af stand til at bestemme en atompartikels sted og impuls samtidigt, fik mange til at drage den slutning, at den gode gamle virkelighed var sporløst forsvundet som dug for solen. Det gjorde bl.a. Heisenbergs hovedmodstander gennem årene, fysikeren Erwin Schrödinger, tykt nar af. I 1935 opstille han et tankeeksperiment med en stakkels kat der fik navn efter ham selv og altså kom til at hedde 'Schrödingers kat'. Man putter den sagesløse kat af ubestemmelig race i en kasse med en dødbringende gas som blåsyre i et rum ved siden af. Et hul mellem de to rum åbnes og lukkes ved hjælp af en mekanisme der bestemmes af det tilfældige og uforudsigelige henfald af et uranatom, altså af et fænomen der følger kvantemekanikkens regler - uden ringeste hensyn til Newtons gamle fysik eller Dyreværnets højere etik. Efter en times tid kan man ved at åbne kassen afgøre om katten er død eller levende. Men før man åbner kassen er den sjældne kat både død og levende, for det er ifølge kvantefysikkens Københavnerfortolkning iagttagelsessituationen og den alene der afgør dette livsens alvorlige spørgsmål. Enhver idiot kan på denne måde med egne glugger og hjerneceller se hvor absurd kvantefysikken er. Men som bl.a. David Favrholdt har slået fast, så bygger Schrödingers paradoks på en elementær fejl i præmisserne. Schrödinger overså at den kvantemekaniske 'superposition' kollapser, lige så snart der finder en registrering sted der afsætter et makroskopisk spor. Kvantemekanikkens 'superposition' er populært sagt den position som kvantemekanikken indtager i forhold til eksperimenter med kvantefænomener, fordi disse fænomener gør det nødvendigt at se statistisk på hvad der sker. Man kan ikke registrere den enkelte partikels nøjagtige 'skæbne' da man som nævnt ovenfor ikke samtidigt kan bestemme en partikels sted og impuls. Men man kan meget nøjagtigt bestemme sandsynligheden af mange partiklers indvirkning på makroskopiske ting så som måleapparater der følger Newtons fysik. (Derfor kan man lave velfungerende og sikre atomreaktorer m.m.) Skillelinjen mellem 'subjekt' og 'objekt' i Schrödingers eksperiment, forklarer Favrholdt, ligger ikke mellem fysikeren uden for kassen og det der er inde i kassen, herunder katten. Grænsen ligger imellem detektoren (plus den eventuelt tilknyttede forstærker-mekanisme) på den ene side og den radioaktive kilde på den anden. Og dette må respekteres overalt hvor man vil måle virkningen af radioaktivitet eller atomare fænomener. En kat har med andre ord intet at gøre i sådanne målinger, uanset hvor mange liv den måtte have. Genstandsbevidstheden som forudsætning Til toppen Næste Men d'herrer paradoksmagere der elsker at mystificere både fysikken og virkeligheden ved leg med kvantemekanikkens fundamentale udvidelse af den menneskelige erkendelses begreber begår en endnu værre fejl, nemlig den at de totalt ser bort fra den afgørende psykologiske betingelse for at vi overhovedet kan operere fornuftigt med begrebet 'virkelighed'. Betingelsen er selve hjernens evne til at udvikle den såkaldte 'genstandsbevidsthed', dvs en stabil opfattelse af faste genstandes eksistens og urokkelige karakter. Denne bevidsthed er ikke en teoretisk, sprogligt betinget viden om tingene, men en grundlæggende erfaring af at de håndgribelige ting er nogle hårde krabater uden for én selv, som man kan slå sig på eller må gå udenom hvis de er store, men kan flytte rundt med, hvis de er tilpas små. Denne erfaring gør allerede spædbarnet så småt efter nogle uger. Den gør enhver hundehvalp og kattekilling og alle andre dyreunger. Naturligvis uden at vide det på intellektuelt plan. Den psykiske forudsætning for erfaringen er de sekundære psykiske processer, der lidt efter lidt - i modsætning til de primære processer - medfører sondringer mellem subjekt og objekt, mellem fantasi og virkelighed, mellem fortid, nutid og fremtid - samt de logiske konstanter og alle de andre sproglige begreber og redskaber. Det er de psykiske sekundprocesser der således muliggør en nuanceret virkelighedsopfattelse og selve dannelsen af et nuanceret sprog der kan støtte denne virkelighedsopfattelse. Al nøgternhed, logik og realitetssans beror på de psykiske sekundærprocesser. Videnskab kan betragtes som en systematiske videreudvikling af disse processer. Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser. Men forudsætningen for sekundærprocessernes igangsætning og videreudvikling er de fysisk håndgribelige ting. Dette betyder imidlertid ikke at tingene, materien, er basis for alt - således som den materialistiske og marxistiske filosofi postulerer. For dette kan vi intet vide om, da vi nøgternt må konstatere, at energien er lige så basalt et fænomen i verden som materien. Det materielle og det energetiske (eller om man vil det ideelle eller i visse sammenhænge det åndelige) er derfor komplementære fænomener, som vi må betragte som lige basale for universet og dets fænomener uden at vi nogensinde kan komme bag om dem. Nej, de fysisk håndgribelige tings betydning ligger i selve det forhold at de er betingelsen for genstandsbevidstheden og dermed for sekundærprocesserne og den nøgterne og nuancerede opfattelse af virkeligheden samt sproget og logikken, og intet andet. Korrespondensprincippet Til toppen Næste Dette betyder igen at vi har et glimrende udgangspunkt for at kunne tale om solide kendsgerninger. Det er nemlig muligheden for i sidste ende at kunne henvise til faste, håndgribelige genstande. Dette bruger vi alle i praksis, når vi vurderer om en påstand er falsk eller sand, eller om en en oplevelse refererer til faktiske forhold eller til drøm og fantasi. Når Jeppe på Bjerget efter baronens løjer med ham vågner op på møddingen - reverenter talt med en lort i hånden, som der står - så hjælper det ikke at han lukker øjnene og forsøger at drømme sig tilbage til baronens seng. Han ligger uhjælpeligt på møddingen. Men det er nøjagtigt samme kriterium fysikken bruger, når den skal behandle de usynlige og uhåndgribelige atomare fænomener som kvantemekanikken beskæftiger sig med og har formået at lære at kende så den kan beskrive dem stadigt mere nøjagtigt og nuanceret. Kriteriet fastslås i det korrespondensprincip som Niels Bohr opstillede, og som populært sagt lyder, at alle de atomare fænomener som skal iagttages og måles af forskerne skal iagttages og måles gennem apparater der hører under faststoffysikken og dermed følger Newtons love. For dér ligger soliditeten. Der er absolut ingen mystik i dette forhold. Tværtimod. For som den videnskabelige erfaring har vist, så kan man gennem atomforsøg skaffe sig stadig mere præcis viden om de atomare fænomener, selvom de hverken kan sanses eller måles på samme måde som de håndgribelige ting. De 'eksisterer' fuldt ud som disse, men på en måde der gør dem umulige at måle individuelt med hensyn til sted og impuls på samme tid. De måles derfor ved deres massevirkninger på apparaterne og beskrives ved hjælp af sandsynlighedsberegninger. Der er intet behov for henvisning til noget transcendent eller metafysisk. Og hvis man så alligevel drager den slutning at de ikke kan være rigtigt virkelige, så har man intet andet sagt, end at man ikke anerkender at der findes ting i verden der kun kan fattes via sandsynlighedsprincippet. De atomare fænomener er virkelige fænomener, fordi de kan måles med apparater der følger Newtons fysik. Det går derimod ikke an at sætte lighedstegn mellem det virkelige og det håndgribelige. Kvantemekanikken har tværtimod lært os - helt i Niels Bohrs ånd - at omgås begrebet virkelighed forsigtigere end man gjorde i den klassiske mekanik. Vores sprogsituation kommer vi lige så lidt udenom som vor iagttagelsessituation. Heisenbergs ubestemhedsrelation Til toppen Næste Det der herefter bliver spændende ved atomfysikken, er at kvantemekanikken og dens sandsynlighedsberegninger (udtrykt i Heisenbergs ubestemthedsrelation) undergraver den fuldstændige determinisme som ligger i faststoffysikkens udvikling til en ren mekanicistisk verdensopfattelse, hvorefter alt i universet kan forklares som mekaniske processer der følger den klassiske mekaniks lov. Hele naturen betragtedes i denne opfattelse som en kæmpestor maskine eller et kæmpestort urværk, ja, regnedes endog af forskere der forudsatte en guddommelig skaber som en guddommelig eller himmelsk maskine (mèchanique céleste). Da kvantemekanikken nøgternt må konstatere at visse fænomener ikke kan bestemmes fuldstændigt eksakt med hensyn til tid og sted, tvinges den til at acceptere tilfældigheden i tilværelsen. Det betyder ikke at alt pludseligt er blevet tilfældigt, men at i hvert fald noget unddrager sig nøjagtig bestemmelse og nøjagtig forklaring. Dette synspunkt har den store fordel at det i modsætning til det deterministiske grundsyn gør det begribeligt at der dukker helt nye fænomener op i udviklingen: livet eller bevidstheden for eksempel. Eller i biologien de mange nye arter på kloden. Og i historien 'emergente' fænomener, noget helt nyt der aldrig tidligere har gjort sig gældende, fx det civile samfund, pengeøkonomien, bogtrykkerkunsten eller atomfysikken og internettet. I virkeligheden beror al kreativitet på den tilfældighed der er brud på forudberegneligheden, og den hænger igen nøje sammen med at den menneskelige bevidsthed ikke blot omfatter mekanicistiske hjerneprocesser af den art vi må formode ligger bag de psykiske sekundærprocesser, men også ikke-mekanistiske hjerneprocesser af den art vi må forestille os ligger bag de psykiske primærprocesser, som igen må formodes i vid udstækning at være udtryk for et samspil med det kollektivt ubevidste. Hjerneforskerne er opdraget til at tænke i mekanistiske baner og forudsætte at der i princippet ligger forudsigelige processer bag al bevidsthed, men folk der kan tænke på tværs af sådanne tankevaner og har dyb og solid erfaring af kreativitet og underbevidsthed, vil mene - som også Niels Bohr - at livet for en fysisk-kemisk betragtning må indeholde et kvantemekanisk niveau, der i princippet gør det umuligt at følge alle processer ned til mindste detaljer. Zinkernagels sprogregel Til toppen Næste I forbindelse med virkelighedsbegrebet spiller det ind hvad en filosof som Peter Zinkernagel har nøje påvist, nemlig at naturvidenskaben ikke kan udtale sig om virkeligheden som et hele (i bestemt form), men alene om virkelighed i ubestemt form som en delvirkelighed. Videnskaben stiller bestemte spørgsmål om naturen, men det er altid bestemte spørgsmål om dele af naturen, fx om tyngdekraften, om grundstoffers egenskaber, om insekternes liv og økologi eller om vejret imorgen. Og videnskaben får naturligvis ikke svar på andet end det den spørger om, men kan dog i det konkrete tilfælde indse at den har spurgt forkert og spørge igen på en bedre måde. Virkeligheden i sin helhed er ikke og kan ikke gøres til genstand for naturvidenskaben. For forskningen kan ikke træde ud af virkeligheden og se objektivt på den. Forskerne er altid en del af den virkelighed de selv iagttager. Heraf kommer det at naturvidenskaben heller aldrig vil kunne finde det endelige svar på spørgsmålet om hvor universet kommer fra eller hvordan det er dannet. Den kan derimod ud fra iagttagelser af hvad der sker i universet i dag og er sket over en historisk årrække forsøge at drage nogle slutninger om fx universets alder. Men bagom det hele kommer den aldrig. Igen må man acceptere Niels Bohrs påstand om at 'vi hænger i sproget'. Naturvidenskaben er vores stadige forfinelse af sproget når det gælder at forstå dele af naturen ud fra de spørgsmål vi meningsfuldt kan stille. Bohrs komplementaritetsbegreb Til toppen Næste Men det helt centrale begreb i Bohrs filosofi var komplementaritetssynspunktet, der som ofte nævnt på disse sider går ud på at ophæve uforeneligheden af to påstande om samme fænomene som logisk modsiger hinanden. Hvis betragtningsmåderne hver for sig må bedømmes som nyttige til hver sine formål, må begge indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet som komplementære til hinanden. Det klassiske eksempel er opfattelse af atomare fænomener som henholdsvis bølge og partikel. Opfattelserne er begge nyttige, men kan ikke forenes i en logisk konsistent syntese. Dette generer ikke atomfysikerne i deres praksis, men det generer folk der hænger fast i logikken og forlanger at enten det ene eller det andet synspunkt må være det rigtige. Komplementaritetsssynspunktet er at begge er rigtige. Faktisk ligger kvantemekanikkens tilsyneladende uforståelighed ikke - som Politikens journalist Morten Jastrup morer sig med at hævde 17.6. (jf. oprindelige artikel) - i atompartiklernes mærkværdige, endsige mystiske opførsel, men i menneskets tankemæssige stivsind, hvilket nærmere betegnet vil sige i menneskets ulyksalige tilbøjelighed til at holde sig til at tænke i dualistiske enten-eller-baner, lige så snart denne, i andre sammenhænge iøvrigt nyttige kunst, er gået i blodet. Jastrup påstår endog at det ikke er muligt at tænke intuitivt på den alternative måde. Men det gjorde Bohr og andre med ham fuldstændigt ubesværet. Og det er iøvrigt hvad næsten alle mennesker gør til dagligt, også fuldstændigt ubesværet og uden at tænke over det, endsige vide af at det har noget med komplementaritet at gøre. Det jeg tænker på er at alle mennesker faktisk hver dag oplever at solen står op i øst og går ned i vest, selvom de som oplyste mennesker udmærket godt véd, at det er jorden der drejer rundt om sig selv, og solen der er det faste punkt i forhold til os. De to opfattelser er logisk uforenelige, men begge er nyttige og fornuftige til hver sine formål. De er komplementære. Eller tænk på den afgørende diskussion i Holbergs komedie 'Erasmus Montanus' der netop har haft repremiere i København. Er jorden flad eller er den rund? Bondedrengen Rasmus Berg har været i København og studeret på universitet. Her har han lært både logik og akademisk hovmod, så han forlanger at blive kaldt Erasmus Montanus, og han har samtidig erhvervet sig den nye viden om at jorden er rund. Men hans forældre er ulykkelige, for de véd at jorden er 'flak' som en pandekage, og skolemesteren Per Degn véd også hvordan man på autoritær vis får Erasmus til at afsværge sine nykker. Af gode grunde kendte ingen af dem - og Holberg naturligvis heller ikke - til begrebet komplementaritet, men faktisk er de to logisk absolut uforenelige påstande komplementære til hinanden. At jorden er rund er en ubestridelig videnskabelig kendsgerning der er med til at give os den rette forståelse af solsystemet. Men at jorden er flad er vores umiddelbare, dagligdags erfaring som vi klarer os glimrende med til hverdag. Ikke en eneste af os har nogensinde ved at bevæge os rundt på jordens overflade fået ringeste fornemmelse af at fladen i virkeligheden er en kugleflade, for det er kuglefladen simpelthen alt for stor til. De to betragtninger er vel at mærke ikke blot komplementære på intellektuelt plan. Vi skifter ubesværet mellem dem alt efter hvad vi skal bruge synsvinklen til. Nøjagtigt det samme gælder hundredvis af andre logiske modsætningsforhold som det dualistiske princip forhekser vore tankevaner med. Vi ser forholdet mellem individet og samfundet som et uløseligt modsætningsforhold, selvom komplementaritetssynspunktet, som gang på gang påvist på disse sider, udmærket kan bruges til at komme fri af den logiske modsætning og ind i det frugtbare dynamiske modspil mellem principperne. Det samme gælder forholdet mellem frihed og tryghed eller mellem liberalismen og socialismen - jf. de mange artikler herom. Og det gælder endeligt også det forhold mellem det nationale og det globale som har været stærkt i fokus de senere år på grund af globaliseringsideologien eller globalismen. Også dette modsætningsforhold kan og bør anskues ud fra komplementaritetssynspunktet, fordi det nationale er og bliver vores dagligdags udgangspunkt i og med at vi vokser op i et bestemt land med en bestemt historie og et bestemt sprog. Men det globale spiller da unægteligt en større og større rolle i kraft af at verden bliver mindre gennem de åbne grænser, den åbne handel og konkurrence og den åbne dialog. Jf iøvrigt artikler om Michael Böss' forsvar for nationalstaten og Safranskis bog om globaliseringen. Fysik og eksistens Til toppen Næste Til allersidst skal nævnes det komplementære forhold mellem naturvidenskaben og vores eksistensforståelse, som er basis for hele Jernesalts filosofi. Hovedsynspunktet er at naturvidenskab - som allerede nævnt - ikke kan sige det fjerneste om virkeligheden som helhed, men at vores psyke uden videre går ud fra og til stadighed vedligeholder den opfattelse at virkeligheden danner en meningsfuld helhed. Denne helhed er vort inderste jeg, som Vilh. Grønbech så smukt har sagt. Dybdepsykologisk set beror de to modstridende opfattelser på at sekundærprocesserne er fuldstændigt forskellige fra primærprocesserne, og at vi alle uanset den systematiske udvikling af sekundærprocesserne gennem hele livet (sprogligt, skole- og uddannelsesmæssigt, socialt, erhvervsmæssigt og politisk m.m.) vedbliver på det eksistentielle plan at være bestemt af primærprocessernes umiddelbare forestillinger om helhed og mening. Glipper disse forestillinger havner vi ikke i en eller anden ideel rationalisme, men i sindssyge eller dyb depression (fortvivlelse). Ulykken er, at naturvidenskaben og dens måde at tænke på efterhånden har fået status som den eneste fornuftige eller rationelle. Alt andet er følelsesmæssigt med tendens til metafysik og overtro. For dette betyder, at eksistensforståelsen i høj grad forsømmes som selvstændigt erfaringsområde for alt det naturvidenskaben ikke kan beskæftige sig seriøst med, nemlig meningen med tilværelsen. Den kan ingen leve uden alligevel, så resultatet af naturvidenskabens statusmæssige forrang bliver blot at flertallet render mere eller mindre forvirrede rundt - og blandt andet bliver modtagelige for æsteticismens oplevelsesjag, eller for dogmereligionernes og ismernes falske autoritet - eller for den leg med ord som paradoksmagere og videnskabsjournalister disker op med i medierne. Jan Jernewicz Denne artikel er den første i serien om virkeligheden. De øvrige er: Tiden og virkeligheden (5.7.07.) Rummet og virkeligheden (12.7.07.) Livet og virkeligheden (22.7.07.) Ånd og virkelighed (29.7.07.) Sproget og virkeligheden (5.8.07.) Humor og virkelighed (20.8.07.) Henvisninger: Til toppen Litteraturhenvisning: David Favrholdt: Fysisk. Bevidsthed. Liv. - Studier i Niels Bohrs filosofi. (Odense Universitetsforlag. 1994) Artikler på Jernesalt: Hvad er virkelighed? (20.12.04.) - film om N. Bohr og Københavnerfortolkningen Tiden og virkeligheden (5.7.07.) Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser Peter Zinkernagels filosofi Kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske erfaring Komplementaritetssynspunktet generelt Erkendelsens forudsætninger (12 afsnit om 'Den komplementære helhedsrealisme'). Om Michael Böss' forsvar for nationalstaten Om Rüdiger Safranskis bog om globaliseringen Artikler om typisk komplementære modsætningspar: Sjæl/legeme, Individ/samfund Liberalismen/socialismen Artikler om Samfund Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |