|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.2.11.At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker('Ontologisk antologi' artikel 10) af Jens VrængmoseFor øjeblikket verserer en sag mod en ung hjerneforsker der har formået at skaffe sig doktordisputats, professorat og stor bevilling som eliteforsker på falske forudsætninger. Hun har derfor mistet sin stilling ved Københavns Universitet og skal tilbagebetale en del af de udbetalte forskningspenge foruden at hun er blevet politianmeldt for dokumentfalsk. Hun har med sin ungdom, smarte påklædning og biler, høje intelligens og store udstråling forstået uden skrupler af nogen art at blænde en hel række kompetente personer og myndigheder, herunder universitetets rektor og en forskningsminister - og undervejs fået rejst falske anklager mod nogle studerende der ud fra egne forsøg rejste begrundet tvivl om de forskningsresultater der var grundlag for hendes disputats. Sagen er i sin art vistnok uden sidestykke i dansk universitetshistorie. Den er efter omtalen at dømme fuldstændigt grotesk - og ingen fatter rigtigt at den har kunnet finde sted i et universitetsmiljø der dog ellers burde kunne vogte sig for det allergroveste bedrageri. Men historien bekræfter at frækhed kan betale sig. Jo frækkere en svindler er, jo længere tid kan svindlen forløbe og jo længere kan den forgrene sig. Typen er skam ikke ukendt. Den findes bl.a. beskrevet hos Erling Jacobsen som mennesker der "ofte opnår betydelig omtale på grund af deres ubestridelige dygtighed med hensyn til at stikke andre blår i øjnene. Deres liv beror øjensynligt helt på, at de kan optræde som betydningsfulde personer, og ofte har de gennem lange tider held til at uddgive sig for rigmænd, akademikere eller lignende." Det er "mennesker der kan virke uhyre charmerende og føre sig med en betagende værdighed, således at andre der mangler lidt psykologisk skarpsyn, kan lade sig helt blænde af dem". I psykiatrien kaldes de patologiske løgnere og svindlere og de udgør her en del af de selvhævdende psykopater, om hvem det generelt gælder at de "ikke formår at affinde sig med et realistisk syn på deres egen rolle i tilværelsen, men i fantasien formår at lave tingene om til noget for dem mere tilfredsstillende".Den konkrete unge hjerneforsker viste fornylig sit blændende format som gæst hos Nynne Bjerre Christensen i Deadline på DR2. Værten sad med notater om alle de anklager der var rejst mod hjerneforskeren og førte det ene tilfælde frem efter det andet, men forskeren afviste blankt dem allesammen og bedyrede at hun skam havde orden i alle sine ting..... Og uden at blinke med øjnene hævdede hun også, at hendes rotteforsøg ville blive til største gavn for bekæmpelsen af kræftsvulster i hjernen hos mennesker. Nu er der selvfølgelig ingen grund til at tvivle om at fuldt forsvarlige videnskabelige rotteforsøg kan være til gavn for kræftforskningen, for det er sket for længst. Og generelt er det også dokumenteret at hjerneforskning som sådan er af allestørste værdi for mulighederne for både at behandle og forebygge skader i hjernen, fx skader der opstår som følge af alvorlige trafikuheld. Men det der i det aktuelle tilfælde er værd at hæfte sig ved, er at selv højtuddannede professorer og journalister der er vant til at se med skeptiske øjne på vidtløftige påstande, lader sig føre bag lyset, og at de endda som rektor Ralf Henningsen undskylder sig med ikke at give sig af med at stille diagnoser når de behandler universitetssager. Nej, selvfølgelig gør de ikke det, eftersom lærerkolleger ikke er patienter i forhold til deres øverste chef, men det udelukker vel ikke at en mand som Henningsen under alle omstændigheder i sin egenskab af først dekan og siden rektor bruger sin almindelige sunde fornuft i bedømmelse af sine kolleger og deres adfærd - og da slet ikke hvis der først rettes mistanke mod en af disse for uregelmæssigheder og direkte videnskabelig uredelighed. En erfaren professor som David Favrholdt har da også påpeget, det er en rektors opgave at indkalde en forsker til en personlig samtale, så snart der rettes mistanke mod vedkommende - og inddrage den personlige vurdering i den videre undersøgelse. Men end ikke dette har Henningsen gjort. Og det gør naturligvis ikke sagen bedre, at den daværende forskningsminister var nær ven med hjerneforskeren, da han udnævnte denne til noget så eksklusivt som eliteforsker. Sagen er ikke mindst til at grine af, fordi den handler om rotteforsøg og hjerneforskning, og således umiddelbart indbyder til alskens vittigheder om rektor der har fået rotter på hjernen og er gået i rottefælden, eller tegninger der fremstiller hjerneforskeren som rottefængeren fra Hameln der fortryller en rektor og en minister med sit fløjtespil. Sagen er derfor en glimrende anledning til at påpege at hjerneforskning ikke er det samme som sjæleforskning, ja, at hjerneforskningen i realiteten intetsomhelst kan sige om sjælelivet overhovedet. Kun når det går galt med hjerneforskningen ved fx en forskers svindel, får den noget med psykologien at gøre. Men det er jo ikke tilsigtet - og er ligesom en anden snak. Som flere gange påpeget i artikler om videnskabsjournalisten Lone Franks på mange måder udmærkede bøger om hjerneforskningen og dens forskere og forskningsområder, så er der ingen tvivl om at denne naturvidenskabelige forskning vil få stor betydning de følgende årtier i behandling af hjernelidelser, ikke mindst fordi den vil frembringe teknologi der kan forbedre mulighederne for forebyggelse af alvorlige sygdomme. Men intet i hendes fortællinger siger nogetsomhelst om sjælelivet i personlig forstand eller åndslivet i kollektiv forstand. Og det er det hun foregiver og som mange falder for. Generelt gælder, at alle sjælelige og åndelige fænomener er utilgængelige for fysisk måling, formentlig fordi de er så hurtige, komplekse og kvantemekaniske i art at de unddrager sig eksakt iagttagelse med fysisk måleapparatur. Mennesket som en helhed af krop og sjæl sanser allerede fra fødslen meget mere end fysiske måleapparater er i stand til at registrere. Det er derfor en ren og skær illusion at tro at der er identitet mellem hjerneprocesser og sjæleliv. Det er rimeligt at antage, at der som hovedregel er hjerneprocesser forbundet med sjæleliv (tænkning, følelser, associationer, åbenbaringer, kreativitet, musik, humor osv), men sjælelivet er for det første for komplekst til at blive målt fordi det fungerer i entiteter der er langt mere end summen af enkeltdelene og derfor kun kan kontaktes af åndelige væsener med samme slags entitetsfunktion, og for det andet peger al dybdepsykologi på at en væsentlig kilde til sjælelivet er det kollektivt ubevidste, som igen er et fuldstændigt umåleligt fænomen der kun kan kontaktes ad åndens vej. Sjælelivet er efter dybdepsykologisk opfattelse - der igen afspejles i dagligsproget - et spil mellem det bevidste jeg, det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste. Vejen til indsigt i sjælelivet er derfor introspektionen og udvekslingen mellem introspicerende individer via sprog, ansigtsudtryk, kropsholdninger samt kunst, humor, musik, dans m.v., samt hele denne mærkelige 'helhedssansning' alle bruger uafladeligt, men som ikke har specifikke organer. Den neurovidenskab Lone Frank refererer til kan på måleapparaterne konstatere en vis aktivitet når der foregår forskellige tanke- og føleprocesser i individet, men ikke en eneste gang er denne videnskab kommet i nærheden af en konkret måling af en specifik følelse eller specifik tanke af simpel karakter, endsige nogen af kompleks karakter. Den vil heller aldrig komme i nærheden af en sådan måling, for processerne er så følsomme, at det selv i bedste fald (det højst udviklede apparatur) ikke vil være muligt at måle noget uden at gribe forstyrrende ind. Den eneste vej til indsigt i sjælelivet vil derfor fortsat være den subjektive og introspektive indføling af den art vi alle gør brug af til daglig. Skal der siges nogetsomhelst relevant om sjælelivet må man derfor holde sig til at redegøre for menneskers subjektive forhold til åndelige fænomener som musik og kunst, fx billeder af fx Chagall, Kandinsky, Carl-Henning Pedersen eller Arne Haugen Sørensen eller kompositioner af Bach, Mozart, Stravinskij eller Per Nørgaard. Og vel at mærke er det i denne sammenhæng helt utilstrækkeligt at fokusere på den overfladiske, underholdningsmæssige eller formale side af disse åndelige fænomener. Man skal ned til den afgørende eksistentielle side af de ofte yderst komplekse og intensitetsladede entiteter for at få fat på det væsentlige. Som nøgterne hjerneforskere indrømmer er der endnu ikke givet nogen tilfredsstillende forklaring på koblingen mellem materie og ånd, bl.a. fordi det er en temmelig enestående situation i den biologiske udvikling at den menneskelige hjerne er selvransagende, således at enhver intellektuel analyse af dens funktion involverer den selv! Ud fra en sådan nøgtern betragtning kunne ånd ganske enkelt defineres som den del af materien der er i stand til at betragte sig selv. Men dette faktum gives der vel at mærke ingen forklaring på. Det er et emergent fænomen i den biologiske udvikling, der gør åndens funktion til noget fra materiens fysiske natur væsensforskelligt! Når det drejer sig om det konkrete udslag af åndsfunktionen vi kalder etikken og vores fælles ansvar for samfundet og udviklingen gælder det tilsvarende, at videnskaben ikke kan stille stort op med forsøg på årsagsforklaringer, for den kan ikke måle processerne. De er netop så komplekse af art, at de fortoner sig i en ejendommelig kollektiv ubevidsthed, som ikke er upåvirkelig af bevidst og rationel argumentation og logik, men som unddrager sig kontrol og forudsigelighed. Til det karakteristiske hører, at disse komplekse processer aldrig hører op og aldrig kan standses, end ikke af selv de værste dogmatiske, ideologiske og magtpolitiske indgreb. De er i princippet frie og spontane og medfører derfor en stadig udveksling mellem individerne, således at det resultat man ofte ender med mere har karakter af stiltiende konsensus end af formel beslutning. Derfor har også organer som Etisk Råd sin berettigelse. Det kan ikke erstattes af videnskabelige fora, således som visse materialistisk indstillede mennesker ønsker, heriblandt Lone Frank. Den store vildfarelse hos alle naive hjerneforskere og videnskabsjournaliuster ligger i at de opfatter modsætningen mellem den naturvidenskabelige erkendelse og den ikke-videnskabelige erkendelse som dualistisk i sin art og derfor mener at man må vælge mellem dem, dvs. vælge den naturvidenskabelige og udelukke den ikke-videnskabelige. Specielt forstår disse forskere slet ikke at forskellen mellem de to former for erkendelse eller verdensopfattelse ligger i selve forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser, som i virkeligheden gør dem lige uundværlige, men fastholder deres logiske uforenelighed. Primærprocesserne, som er i gang fra 6.-7. måned af fosterstadiet, er totalt blottet for logik og sondringer mellem subjekt/objekt, fantasi/virkelighed og fortid/nutid/fremtid. De er med andre ord en fri associering på helhedsmæssigt niveau. Sekundærprocesserne derimod kommer først i gang efter fødslen, hvor genstandsbevidstheden dannes og dermed forudsætningen for sprogdannelse og realitetsprøvelse. Sekundærprocesserne er karakteriseret ved logik og sondringer af ovennævnte art, og lidt efter lidt sker der en bedre og bedre opfattelse af realiteterne. Al indlæring, opdragelse, oplæring, skoleuddannelse, erhvervsuddanelse og social tilpasning sker via disse sekundærprocesser. Videnskaben kan ses som den mest systematiske udvikling af dem. Alt samfunds- og kulturliv afhænger af at disse processer kommer til passende udvikling. Men primærprocesserne holder heldigvis på intet tidspunkt op med at fungere, og det er lige præcis dem der i kraft af deres intensive og helhedsmæssige karakter giver tilværelsen mening for den enkelte, mening naturligvis ikke her forstået som formulerbart synspunkt, men som det modsatte af eksistentiel meningsløshed. Al fortvivlelse i verden er resultatet af at 'meningen' forsvinder. Det kan ske ved tabet af en nær pårørende eller en kæreste eller af tabet af arbejde, status og ære m.m. Men det gælder da om at genfinde meningen - eller 'melodien' om man vil. Her kan sekundærprocesserne være en hjælp, bl.a. andet fordi man kan trække på andres hjælp, men udslaggivende vil altid være at man genfinder den direkte føling med de dele af det før-sproglige bevidstheds- eller sjæleliv som giver meningen. Derfor vil der altid være en stor og eksistentielt aldeles afgørende principiel forskel mellem en videnskabelig erkendelse og en ikke-videnskabelig. Begge tilgange er livsnødvendige for opretholdelsen af livet. Den første sørger for nøgternhed og realitetssans, den sidstnævnte for meningen med tilværelsen. De to tilgange til virkeligheden vedbliver at være absolut uforenelige på det logiske plan, men de er begge nødvendige og kan sagtens fungere side om side. De er med andre ord typisk komplementære, hvad der er noget helt andet end 'dualistiske'. Men stadigvæk er der meget lidt bevidsthed om dette forhold. Og stadigvæk gælder at langt de fleste mennesker tror det er det materielle der er basis for alt andet, og at man derfor må søge forståelsen for åndelige og sjælelige fænomener i det fysiske, dvs i sidste ende reducere fænomenerne til fysisk-kemiske processer der følger årsagsloven ubetinget og kan måles og vejes. Men denne overtro er fatalt for kulturen. I populærvidenskaben gøres der også stadigvæk ihærdige forsøg på at forklare sjælelige eller åndelige fænomener med naturvidenskab. Det var således tilfældet i nogle tv-udsendelser på DR i det nye år med Thomas Breinholt som redaktør. Her belystes bl.a. forholdet mellem hjerne- eller neurofysiologi og paranormale fænomener som telepati, forudanelser og nærdødsoplevelser. Udsendelserne bragte de behørige interviews med hvidkitlede professorer og andre forskere, og der blev fra redaktørens side hele tiden fokuseret på hvad der kan bevises. Eksempelvis blev der i udsendelsen om 'den sjette sans' givet eksempler på en persons forudanelse af en trafikulykke der kunne have kostet hendes dreng livet. Eller på telepatisk overførsel af chok eller smerter fra den ene enæggede tvilling til den anden. Og fælles for alle den slags tilfælde synes at være at de altid involverer nære pårørende, og som hovedregel altid drejer sig om farer eller ulykker. Hvad tvillinge-telepati angår var det interessant at høre at en tredjedel af alle enæggede tvillinger har sådanne oplevelser, og at der sandsynligvis er forskel mellem tvillinger der på fosterstadiet helt op til 11. dag udgør én enkelt person (med fælles moderkage og fosterhinde) på grund af senere celledeling end andre tilfælde. Men nogen endegyldig forklaring blev ikke givet. Man holdt sig til ret banale formodninger som den at vi "måske er skabt til at passe særligt godt på dem vi holder af". Et nøje kontrolleret psykofysiologisk forsøg gjaldt langdistanceoverføring mellem to enæggede tvillinger hvor man med en løgnedetektor målte underbevidste effekter som åndedræt, blodtryk og svedudskillelse på den ene tvilling, når den anden blev udsat for forskellige tilfældige chokvirkninger. Forsøgene tydede umiddelbart på en sammenhæng. Men forsøgslederen var klog nok til at indrømme at fænomenerne er komplekse og at vi ikke forstår dem fuldt ud. Nogle forskere i udsendelsen påpegede specielt at de paranormale fænomener er ubevidste fænomener, som netop kun opleves når de involverede personer ikke er opmærksomme på dem. Og dette turde være ret vigtigt, men viser jo i grunden blot det generelle forhold, at det dybeste sjæleliv er ubevidst og af denne grund slet ikke kan iagttages mens det foregår. Da dette imidlertid minder om iagttagelsessituationen i kvantemekanikken er der naturligvis forskere der prøver at kombinere deres udforskning af de paranormale fænomener med kvanteteorien, herunder teorien om 'entanglement' eller 'forbundethed' over afstand. En engelsk forsker ved navn Dean Radin har skrevet en bog om fænomenet 'Entangled mind', og han mener at forskningen efterhånden vil finde flere og flere kvanteeffekter i hjernen. En dansk kvantefysiker ved Niels Bohr Insituttet, Anders Sørensen, hævder at vores dagligdags opfattelse af verden er naiv og forkert. Og han forklarede entanglement-fænomenet som en forbundethed mellem to partikler der opstår, når partiklerne skabes, og han hævdede ydermere at teorien stammede fra Albert Einstein. Og for at det ikke skulle være løgn, viste han os en velkendt buste af Einstein. Så måtte alle da være overbeviste, for ingen naturvidenskabsmand nyder større respekt end Einstein. Sørensen påstod endvidere, at så snart der måles på et fænomen (fx en partikel på Jorden) så sker der noget med dens forbundne partikel et andet sted (fx. på Mars). Og igen blev vi altså udsat for helt horrible fordrejninger af kvantefysikken af den art som undertegnede allerede har påtalt i artiklen om Modstanden mod komplementaritetssynspunktet (13.1.11.) Einstein kan absolut ikke gøres til fadder for en langt senere entanglement-teori. Han var tværtimod indædt modstander af alle påstande om ikke-lokalitet i naturen og kaldte Bohrs ikke-lokaliserbare elektroner i to-spalteforsøgene for 'spøgelsespartikler'. Bohr på sin side har aldrig tilsluttet sig entanglement-teorien. Den kommer tværtimod fra kredsen omkring Schrödinger og Bohm, der ligesom Einstein ikke kunne acceptere kvantemekanikkens afkald på den klassiske fysiks absolutte determinisme. Bohr har aldrig tilsluttet sig den opfattelse at en eventuel forbundethed skulle skabes ved partiklernes fødsel. Han ville hævde, at det kan vi intet vide om. Og han har heller aldrig postuleret nogetsomhelst i retning af at når vi giver os til at måle på en partikel så sker den noget med dens påstået forbundne tvilling. Hele pointen i Bohrs erkendelsesteori - og det man kalder Københavnerfortolkningen - er og bliver tværtimod at vi ikke under nogen omstændigheder kan sige nogetsomhelst om hvad der sker med partiklerne under to-spalte-forsøgene, men alene om hvad slutresultatet på måleinstrumenterne bliver af de ganske bestemte processer der sættes i gang ved forsøgene med instrumenter der følger den klassiske fysik. Med hensyn til forsøg med paranormale fænomener som telepati og forudanelser af fremtidige begivenheder gør man klogt i at se med største skepsis på alle forsøg på naturvidenskabelige forklaringer. En forsker som professor Chris Franck fra University of London siger da også i udsendelsen, at alle forsøg giver tvetydige resultater, og at der ofte er problemer med protokollerne og med gentagelse af forsøgene (det har man ligesom hørt om i tilfældet med den danske hjerneforsker). Og det gør ikke troværdigheden af forskningen bedre, at en af de forskere der hævder der er evidens for en sammenhæng, henviser til fysikernes teorier om tiden der kan løbe baglæns. For den slags teorier (som bl.a. Stephen Hawking og Holger Bech Nielsen har leget med) er skam interessante, men de er og bliver teorier - og de strider fundamentalt mod selve grundlaget for vores virkelighedsopfattelse: forestillingerne om det fire-dimensionale rum og den irreversible tid. Det gør derimod Københavnerfortolkningen slet ikke. Det sørgelige ved Thomas Breinholts uden tvivl velmente tv-udsendelser om sjælelige fænomeners forhold til normal målelig sansning og paranormal (umålelig) 'sansning' eller hvad man nu skal kalde det, er lige præcis at han går uden om sagens kerne: at der er noget der helt fundamentalt ved sjæle- og åndslivet som totalt unddrager sig naturvidenskabelig måling og forklaring - og det er vel at mærke ikke blot såkaldte parapsykiske fænomener som telepati, men alle helt normale psykiske fænomener. Det som 'folkeoplysning' af Thomas Breinholts art i virkeligheden forårsager er altså folkevildledning af værste skuffe, som totalt svigter den opgave der er relevant - og som ikke mindst Niels Bohrs erkendelsesteori giver særligt gunstige vilkår for - nemlig at påpege at der allerede i fysikken er faktiske fænomener der unddrager sig den årsag-virknings forklaring vi kender fra dagligdagens klassiske fysik, og at de uhyre komplekse problemer vi finder i det psykiske liv og åndslivet gør det samme, formentlig på grund af den kompleksitet og hastighed der knytter sig til processerne. De er alle uden undtagelse af en sådan art at de unddrager sig måling med fysiske instrumenter. Dette betyder ikke at de er uafhængige af fysiske legemer (organiske legemer af kød og blod med nervesystem), men derimod at de ikke er identiske med disse og derfor kun kan erfares, iagttages og beskrives ved intuition, introspektion og udveksling af disse mellem mennesker. Da vi lettest forstår tingene ved hjælp af analogier, kan vi også i mange tilfælde benytte analogier mellem fysiske fænomener og psykiske fænomener. Sådan har det været gennem hele kulturhistorien og sådan er det stadig. Undertegnede har specielt påpeget at det er ganske nyttigt at tale om psykiske fundamentalkræfter i analogi med de fysiske fundamentalkræfter og specielt at tale om analogi mellem fysikkens elektromagnetiske felter og det kollektivt ubevidste psykiske felt. Men det skal altid huskes, at analogier intet beviser, men udelukkende hjælper forståelsen. Alle sjælelige fænomener - det være sig individualpsykiske eller kollektivt psykiske - kan alene erfares, iagttages og beskrives gennem de subjektive metoder vi alle anvender i daglig praksis såvel som i kunst, musik, dans, fest, humor og kult. I den komplementære helhedsrealisme er sjælen - ligesom livet, sproget og samfundet - at betragte som en elementær kendsgerning, hvis opdukken i biologien der ikke kan gives nogensomhelst videnskabelig forklaring på. Det er emergente fænomener, og hele den biologiske udvikling er netop til forskel fra den ikke-biologiske naturhistorie kendetegnet af den ustandselige fremkomst af helt nye fænomener som aldrig har været set før. Det er derfor meningsløst at hævde at alle fænomener kan føres tilbage til simplere fænomener. Sjælen er ikke et videnskabeligt påviseligt fænomen, hvis eksistens kan bevises og måles gennem objektive metoder. Sjælen er derimod en umiddelbar realitet for alle mennesker fra fødslen og den konstateres som sådan gennem menneskets anskuelse af sit eget indre - i analogi med menneskets anskuelse gennem øjnene af det ydre. Sjælens konstatering har således sin forudsætning i selve det ejendommelige og uforklarlige forhold at en instans i det levende, organiske legeme kan anskue sig selv - og altså har et 'indre øje' i analogi med det ydre øje der kan sanse kroppen og omgivelserne uden for denne, men denne instans er vel at mærke ikke noget organ i lighed med øjet. Instansen er heller ikke faste, flydende, luftige og energetiske former som de ydre, men 'billeder' og forestillinger om sådanne billeder i et meget kompleks spil der både rummer erindringer om tidligere sansninger og billeder, forestillinger om tænkte eller fremtidige muligheder og spontane forestillinger af speciel art som vi navngiver drømme, visioner, åbenbaringer, teorier, hypoteser, skrækvisioner, tvangsforestillinger m.m. Alle disse vidt forskellige forestillinger er vel at mærke ikke udelukkende personlige fænomener, men også overpersonlige og universelle, hvorfor de på teoretisk plan med fordel kan henføres til det kollektivt ubevidste, der heller ikke er et organ eller kan dokumenteres på nogen videnskabelig måde. Såvel de enkelte menneskers som de enkelte menneskelige kollektivers sjæleliv er kendetegnet af en særdeles stor rigdom og variation og samtidigt af nogle faste mønstre der gør dem både meget karakteristiske for de enkelte individer og kollektiver og afgørende essentielle for disses liv og udvikling, håb, sundhed og konsistens. Det er karakteristisk for sjælelivet at det ligesom underbevidstheden foregår døgnet rundt. Det er i ethvert levende menneske og ethvert levende kollektiv et aldrig ophørende spil mellem fortid, fremtid og den på den aktuelle sansevirksomhed og bevidsthedsfokusering beroende nutid. Sjælelivet er overvejende et fint og tyst spil mellem bevidst og ubevidst, som manifesterer sig i ytringer, sang, musik, dans og anden kropslig aktivitet, billedkunst, håndværk og praktiske gøremål. Og det er dette rigt varierede sjæleliv der gør os til mennesker og giver os kultur. Det eksisterer under alle menneskelige kår, selv i fattigdom og selv i fangelejre, men det sygner når de ydre vilkår forringes i form af undertrykkelse, ensretning, moralisme og ideologisk eller religiøs fundamentalisme. Altafgørende for den fulde forståelse af sjælelivet og åndslivet er at det ikke kan måles, bestemmes eller defineres på nogen eksakt videnskabelig metode, og at det i det hele taget ikke kan erfares ved nogen objektiv iagttagelse der forudsætter et skarpt skel mellem subjekt og objekt i iagttagelsesøjeblikket. Tværtimod sker al genuin erfaring af irrationelle fænomener ved umiddelbar forholden sig til noget der kommer sindet aktivt i møde i form af såvel sanseindtryk som spontane indre indtryk (billeder, lyde, og forestillinger). Den ekstreme empirisme man kalder sensualisme er altså aldeles uholdbar. Den hævder at al erkendelse udelukkende stammer fra sanseindtryk og udelukkende angår sanseindtryk. Dens grundsætning lyder: "Intet er i forstanden som ikke først har været i sanserne" (nihil est in intellectu, quod non prius fuerit in sensu). Den hævdes ikke af ret mange empirister i vore dage på filosofisk plan, men den spiller stadigvæk en alt for stor rolle på ubevidst, naivt plan, og den er fuldstændigt uantagelig for enhver der har erfaring for umiddelbar føling med de psykiske energier der stammer fra andet end sansning, dvs. drømme og erindringer samt kollektive forestillinger af mere eller mindre universel art. For undertegnede er der efterhånden ikke den fjerneste tvivl tilbage om at den eneste fulde forståelse for sjælelivet og åndslivet i deres store rigdom og variation samt uforudsigelighed beror på accepten af det kollektivt ubevidstes realitet. Kun denne accept åbner for forståelsen af sjælelivets og åndslivets umålelighed og tilfældighed, og derfor afviser den naturligvis også enhver reduktion af sjæleliv og åndsliv til fysisk-kemiske hjerneprocesser. Deres ærbødige Jens Vrængmose Henvisninger: Øvrige artikler i 'Ontologisk antologi': At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet (22.2.11.) At være mand og at være kvinde, hvilken forskel! (18.2.11.) At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker (15.2.11.) At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed (11.2.11.) At være naiv eller at være bevidst gør en forskel (9.2.11.) At være terrorist eller at være demokrat (7.2.11.) At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål (4.2.11.) At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten (31.1.11.) At være ateist er snæversynethed (28.1.11.) At være metafysiker er en tvivlsom affære (26.1.11.) At være vælger og politiker (24.1.11.) Skal læger bestemme over liv og død? (20.1.11.) Andre relevante artikler på Jernesalt: Hjernedød, bevidsthedssyn og åndløshed (2.4.08.) Hjernedødskriteriet er falsk, allerede sprogligt (11.9.10.) hjerneforskningens revolution ifølg Lone Frank (30.9.07.) Hjerne og sjæl (17.10.06.) Sjælen (kap. af Jernesalts 2009-filosofi) sjælelig opladning (10.2.07.) sjæl og hjerne (2) (17.10.06.) sjæl og hjerne sjælen - ånden; Selvet - (23.12.04.) de psykiske grundprocesser de psykiske fundamentalkræfter det kollektivt ubevidste Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme Erling Jacobsen Chagall, Kandinsky, Carl-Henning Pedersen, Arne Haugen Sørensen Bach, Mozart, Per Nørgaard Samlet oversigt over serie om Virkeligheden: Fysikken og virkeligheden (26.6.07.) Tiden og virkeligheden (5.7.07.) Rummet og virkeligheden (12.7.07.) Livet og virkeligheden (22.7.07.) Ånd og virkelighed (29.7.07.) Sproget og virkeligheden (4.8.07.) Humor og virkelighed 'Jernesalts 2009-filosofi' med kapitlerne: Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifestet Peer Sendemands rubrik: Klik Jens Vrængmoses rubrik: Klik Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |