JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel69ontol02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.1.11.

At være vælger og politiker - (Ontologisk antologi 2)

af Jens Vrængmose

Dansk politik er for tiden en ganske lystig affære - ikke mindst sammenlignet med de alvorlige problemer lande som Irland, Frankrig, Italien og Grækenland roder med for slet ikke at tale om Tunesien og de arabiske lande i Mellemøsten.

Ganske vist tales der fra visse sider om nedsmeltning af den offentlige sektor og derfor fra selvsamme hold om en undergravning af det danske velfærdssamfund, men trods alle forsøg på at standse den offentlige sektors vækst er dette ikke lykkedes i VK-regeringens tid - og de fleste mennesker har trods alt fortsat fornemmelsen af en offentlig sektor og et velfærdssamfund der fungerer på trods af den internationale finanskrise.

Fattigdom er der i landet, uligheder er der, nedslidning af både mennesker og institutioner ligeledes. Folkeskolen kan sagtens kritiseres. Sygehusvæsenet ligeså, og driften af jernbaner, busser og vejnet er og bliver en vanskelig kunst. Men det er der i grunden ikke noget nyt i, og flertallet af borgere har det fortsat ganske godt - alt efter hvordan de enkelte familier nu forstår at indrette sig. Det er et mindretal der er i klemme, omend det er stigende. Og derfor har regeringen længe formået at skaffe sig opbakning.

Men politikerleden er markant i dag, og den bliver ikke mindre af at politikerne er havnet i et dødvande, hvor ingen større reformer kan gennemføres, selvom alle - eksperter såvel som almindelige vælgere - råber efter dem. Næsten alle meningsmålinger peger nu på et regeringsskifte ved det valg der skal finde sted senest til november, men som kan komme før.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har med sin nytårstale og sin overraskende bebudelse af en større efterlønsreform tilsyneladende fået rettet en smule op på sit partis dårlige meningsmålinger det foregåede år, men Det konservative Folkeparti har haft en voldsom nedtur som følge af udenrigsminister Lene Espersens ubegribelige fejlprioritering af sin tid. Og selvom hun nu endeligt har valgt at gå af som sit partis formand, har den nye formand, justitsminister Lars Barfoed endnu ikke formået at forbedre partiets situation. Kun ser det ud til at Liberal Alliance trods fremgang ikke får den gevinst det endnu kunne øjne i efteråret ved at kunne tiltrække alle utilfredse konservative vælgere.

Regeringens vækstforum ser ikke ud til at barsle med forslag der vil rykke den politiske balance. Flere uheldige enkeltsager for visse ministre har ikke været nogen gevinst. Og den helt aktuelle, mere eller mindre pressehetzagtige genopfriskning af den konservative politiske ordfører Henriette Kjærs gamle, men pinlige rod i sin og familiens privatøkonomi forbedrer ikke just partiets omdømme på et tidspunkt hvor der er brug for fokus på alt andet end privatlivet.

Alt tyder derfor på at VK-regeringens dage er talte. Den kommer ikke igennem med de nødvendige reformer her i foråret og får formentligt heller ikke en tiltrængt hjælp af konjunkturerne. Om det ender med udskrivning af valg allerede i april eller maj er ikke til at sige. Kun valgresultatet synes sikkert: et regeringsskift vil komme, og det betyder at S og SF da får chancen for at vise hvad de dur til - i et formentlig vanskeligt samarbejde med de radikale og Enhedslisten der vil trække hver sin vej.

Helle Thorning-Schmidt ser ud til at få en pæn, men ikke overvældende sejr for socialdemokraterne, og da Villy Søvndal på grund af fejlbedømmelse af det såkaldte pointsystem for indvandrere ikke synes at kunne holde fast i den store fremgang meningsmålingerne længe spåede, bliver en S-SF-regering mere afhængige af de radikale og Enhedslisten end de kunne ønske. I befolkningen er der ganske vist en lidt større tiltro til regeringens økonomiske troværdighed, men oppositionen vil sandsynligvis alligevel løbe med vælgerflertallet, fordi folk nu vil have forandring.

Symptomatisk for situationen er at SF har fremsat sin egen redningsplan for dansk økonomi, kaldet SF's vækstplan med særligt henblik på at bane vej for 75.000 nye arbejdspladser i den private sektor. Den gennemtænkte plan satser ifølge Villy Søvndals og Steen Gades kronik i Politiken den 19.1. meget bevidst på de globale vækstområder Danmark skal leve af i fremtiden, det vil sige på målrettet udvikling af sektorer med eksportpotentiale, nemlig klima, vand og velfærdsteknologi. Og udviklingen skal vel at mærke ske gennem et tættere samarbejde mellem den private sektor og den offentlige sektor, idet en del af alle offentlige indkøb skal øremærkes vækstsektorerne samt innovation og småvirksomheder. Energiforbruget skal reduceres med 40 procent, fossile brændstoffer udfases inden 2050, bl.a. gennem 'intelligente elnet' og isoleringsordning. Det vil i hvert fald på papiret altsammen give flere arbejdspladser i den privat sektor. Desuden skal etableres et nationalt center for velfærdsteknologi samt indføres flerårig budgettering for kommuner, som også skal have ret til at låne og genbruge penge der spares op.....

SF-planen er blevet godt modtaget af flere repræsentanter for erhvervslivet, der især hæfter sig ved at private virksomheder bliver direkte involveret i vækstplanerne. Det gælder således bestyrelsesformanden for Grundfoss, der vil nyde godt af planerne (og som jo også har været så utilfreds med den siddende regering at han har meldt sig ud af Venstre!). Politikens økonomiske analytiker Niels Lunde har moret sig med at påpege at det ikke er så mærkeligt at 'SF's røde vækstplan' bliver mødt med klapsalver i erhvervslivet, eftersom den forgylder ganske bestemte brancher. Og erhvervslivet tænker nu engang i mulighederne for at tjene penge, ja det kan købes for penge, siger Lunde, og det har SF selvfølgeligt for længst regnet ud og indrettet sig efter. Så til 'SF's nye venner' hører topcheferne i ISS, Coloplast, Falck, Vestas, Medicinalindustriens brancheforening LIF (Lægemiddel Industri Foreningen) og som nævnt Grundfoss. Hertil kommer måske også Novozymes' direktør der i efteråret tog mod indbydelsen til at tale på SF's landsmøde.

'Dansk Erhverv' sagde dog straks blankt nej til planerne, og det samme gjodt Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian. Han fandt at planen lugtede af erhvervspolitik fra gamle dage. Og han kunne ikke forestille sig at den ville give flere tusinde nye arbejdspladser.

En mere principiel kritik gælder selv tankegangen om at politikere skulle kunne udvælge fremtidens vinderbrancher. En ekspert i offentlig-privat samarbejde som Jens Kristian Elkjær-Larsen, CBS, kan ikke komme i tanke om en eneste industri der har fået succes på denne specielle måde. Og en underdirektør fra 'Danske Erhverv' kan sagtens se fordele i øget samarbejde mellem den offentlige og private sektor i visse henseender, men også masser af forhindringer og fordyrelser i resten. Efter hans mening er planen tænkt som en del af S-SF's overordnede plan 'Fair-løsning', og den vil efter hans mening sende en kæmperegning til erhvervslivet.

I forvejen er alle parter uenige om efterlønnen og boligskatterne. Det førte i ugens løb til et skænderi for åbent tæppe på TV2 mellem finansminister Hjort Frederiksen og SF's finansordfører Ole Sohn. Finansministeren påstod at S-SF-planen ville mangle så mange penge til finanseringen at det var givet at man måtte ty til en forhøjelse af boligskatterne. Men det betegnede Sohn ligeud og flere gange som løgn, for det står ingen steder i planerne. Og det har manden ganske ret i, men til gengæld er der vitterligt usikkerhed om den endelige finansiering, så det er temmelig risikofrit for regeringsfløjen at skræmme visse vælgere fra at købe S-SF-planen på grundlag af hvad den siger på papiret.

Påstand står mod påstand, og alskens beskyldninger om løgn fyger gennem luften - og vil gøre det lige til valgdagen. For såvel regeringens som S-SFs plan beror på skøn og beregninger der er usikre og ikke kan være andet. Ingen kan med nogensomhelst grad af sikkerhed forudsige den økonomiske udvikling i almindelighed eller virkningerne af bestemte indgreb. Tværtimod er det bombesikkert at ligegyldigt hvilke beslutninger der vil blive taget af hvilken regering, så vil de få utilsigtede og måske endda meget ubehagelige virkninger ved siden af de tilsigtede og stemmekøbsfremmende. Og derfor er det i sidste ende en tillidssag og trossag, hvem vælgerne vil give ansvaret for økonomien. Vælgerne lader sig påvirke af såvel de politiske partiers som lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationernes spindoktorer og propagandaapparater samt almindelig presseomtale, sladder og fornemmelser. Men man skal ikke undervurdere selve det efterhånden akkumulerede ønske om forandring som altid kommer jo længere en regering har siddet.

Det er med andre ord ikke let at være vælger, for man véd måske så nogenlunde hvad man har, men ikke hvad man får, hvis der sker den ændring man stemmer på. Politik er ikke og har aldrig været en eksakt videnskab, og dette ligger ikke blot i loven om utilsigtede virkninger eller i den forvirring politikerne og medierne med overlæg selv skaber, men allerede i det grundvilkår at samfundsudviklingen er principielt uforudsigelig fordi der ikke gælder simple årsagsforhold for den og fordi ingen - af gode grunde - kender den nøjagtige begyndelsestilstand som kunne være grundlaget for forudsigelser, hvis årsagsloven ellers gjaldt.

Samfundsudviklingen og historien er og bliver lidt af et eksperiment. Man må prøve sig frem - med hele den risiko der ligger i at vælge forkerte planer og strategier og forkerte personer til at føre dem ud i livet. De seneste år har internettet betydet langt bedre muligheder for kommunikation end tidligere, herunder også for at skaffe sig viden som magthaverne helst vil have for sig selv. Magtmonopolet i både diktaturer og demokratier kan endda bevidst brydes gennem lækager af forskellig art som det er set med Wikileaks' fremfærd som dog synes uigennemskuelig hvad motivationen angår. Men som det bl.a. ses i den øjeblikkelige uro i Tunesien, så er skabelsen af en revolutionær tilstand og dermed en slags ny 'begyndelsestilstand' ikke ensbetydende med garantien for en fredelig og konstruktiv opbygning.

Men det er bestemt heller ikke let at være politiker. Det er tværtimod meget utaknemmeligt, fordi politikerne aldrig kan være sikre på at deres planer og strategier slår til eller at vælgerne har forståelse for planerne endsige tålmodighed med langsigtede mål. Vælgergunst er idel dunst, som der står på Christiansborgs mure. Og denne sandhed ser ofte ud til at føre til rendyrket opportunisme, populisme eller kynisme. For i demokratiet har vælgerne jo det sidste ord.

Ofte er der også tale om at politikernes format er for lille. Jo vigtigere det er blevet for politikernes chancer for at blive valgt, at de kan begå sig i medierne, jo færre ser der ud til at blive af kandidater med tilstrækkeligt stort format, når det gælder om at føre landet og folket ud af kriser og ind i det lange og seje træk som er forudsætningen for tilpasningen til en udvikling der både nationalt og globalt skaber store udfordringer. Og jo større bliver samtidigt risikoen for at politikerleden vokser.

Derfor må spørgsmålet også stilles, hvad det rent ontologisk vil sige at være henholdsvis vælger og politiker. Det er jo i hvert fald ikke noget nogen fødes til eller tvinges til. Ret til at være vælger og at blive opstillet følger med myndighed og statsborgerskab, men ingen forlanger at man bruger rettighederne. Men det er til gengæld noget der i givet fald kræver en vis realitetssans og ansvarsfølelse - og en vis lyst til magt og indflydelse.

Vælger man at blive vælger, kan man stemme efter pengepungen, social status, familietradition og umiddelbare økonomiske interesser (fx. beskatningsgrad). Man kan være naiv socialist, naiv liberalist, naiv konservativ eller naiv revolutionær osv., dvs. man kan hælde til en bestemt holdning eller ideologi i den tro at det er det eneste rigtige og at modstanderne er dumme og ondsindede. Eller man kan hæve sig lidt over særinteresserne og acceptere at der kan være noget rigtigt at hente i alle synspunkter og ideologier, og at man derfor bør holde sig på den gyldne midtervej, hvilket som regel i praksis betyder at man følger med strømmen og overlader det til folketingsflertallet og regeringen at tage ansvaret for den nødvendige politik. Eller man kan blive virkeligt oplyst og nå til dybere erkendelse af at der i hvert fald ind imellem skal tages beslutninger der kræver mod og forandring og som rusker op i vaner og traditioner og almindelig bekvemmelighed. Så kan man blive progresssiv i sand forstand, at blive forkæmper for et fremskridt der bringer udviklingen op på et lidt højere niveau end klassekampens og derfor bliver til gavn for alle på langt sigt. Da vil vælgeren have forladt vanetænkningen og vovet fornyelsen - uden hensyn til umiddelbar personlig vinding. Og dermed har vælgeren også mistet sin politiske uskyld.

Vælger man at blive politiker, kan man på lignende vis holde sig inden for de vante forestillingers rammer og mere eller mindre opportunistisk gå ind for en politik der kører videre i de gamle spor med lidt småfornyelse her og der. Eller man kan hæve sig over særinteresserne og acceptere visse reformer der kan føre videre uden at der sker en radikal ændring der kunne forstyrre idyllen og sætte fællesskabet på prøve. Eller man kunne blive oplyst og fx nå til dybere erkendelse af en grundliggende komplementaritet mellem det sociale og det liberale, mellem det nationale og det internationale og globale eller mellem den trygge velfærd og den grænsesprængende fornyelse. Og da bliver politikeren progressiv og vil være med til at fremme en udvikling der bringer alt op på et højere niveau inden for realiteternes rammer og måske ind på en bevidst 'tredje vej'. I så fald vil politikeren have mistet sin politiske uskyld og naivitet. Og det er desværre blevet en sjældenhed i vore dage, hvor medierne fokuserer på det og dem der tager sig ud.

Mere om den komplementære helhedsrealismes opfattelse af de politiske parametre kan læses i artikel fra valget i 2005.

Uanset den enkeltes konkrete valg, kommer man ikke udenom, at det at være menneske adskiller sig markant fra det at være dyr ved at selve den menneskelige bevidstheds fakticitet i princippet river mennesket ud af dyrets uskyld, naivitet og immanens.

Bevidsthedens opdukken i biologien gør mennesket til et grænsesprængende, transcenderende væsen der ikke kan stille sig tilfreds med et blot vegeterende liv, men forlanger vedvarende eksistentiel tilblivelse. Dette betyder igen fuld fremadrettet ansvarlighed, og i sidste ende et stort historisk ansvar, men også at eksistensen skifter fra 'væren' til 'vorden' som det hed i gamle dage, det vil sige tilbliven. Integriteten og konsistensen skal dog altid bevares.

Denne artikel er den 2. i en lille 'ontologisk antologi'.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Øvrige artikler i 'Ontologisk antologi':

At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker  (15.2.11.)
At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed  (11.2.11.)
At være naiv eller at være bevidst gør en forskel  (9.2.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)
At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
At være metafysiker er en tvivlsom affære   (26.1.11.)
At være vælger og politiker  (art. 2 - 24.1.11.)
Skal læger bestemme over liv og død?  (art. 1 - 20.1.11.)

Andre relevante artikler på Jernesalt:

Samlet oversigt over serie om Virkeligheden:

Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed

Veje til livskvalitet og mening - artikelserie

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.

Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Kieslowski's 'Dekalog'
Lykke og velstand er to ting  (24.11.06.)
Sundhedstyranniet og det gode liv  (27.06.05.)
Transcendens  (2.6.02)
dødskriterier og organdonation

'Jernesalts 2009-filosofi' med kapitlerne:

Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Værdimanifestet

Peer Sendemands rubrik: Klik
Jens Vrængmoses rubrik: Klik

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Politiske parametre (6.2.05.)

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean