|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.11.06.Lykke og velstand er to tingEn avisoverskrift påstår at øget velstand ikke gør os lykkeligere. Det er Politiken der refererer den britiske forsker Richard Layard for denne nye 'visdom' i britisk økonomi, som han har offentliggjort i bogen "Happiness. Lessons from a New Sience". Overskriften kan næppe siges at være fuldstændigt dækkende for undersøgelsens faktiske indhold og resultat, for det Layard har undersøgt er sammenhængen mellem økonomisk fremgang og folks almindelige tilfredshed med livet. Men denne har han angiveligt målt med noget han kalder 'lykkeenheder', og som fx kan være indkomstfremgang på 50 %, høj grad af tillid til andre eller en religiøs grundholdning. Ned trækker skilsmisse og arbejdsløshed samt store indkomsttab. Der skal nok være noget om sådanne grove statistiske sammenhænge, eftersom de svarer til hvad alle fornemmer i forvejen, og politikerne kan formentlig også have den nytte af dem, at de undlader at tro at penge er alt, hvis de overhovedet skulle rende rundt og tro noget sådant. Men ordet 'lykke' er rent sprogligt så mange ting at det umuligt kan måles i objektive enheder.Storm P. har for længst givet det klassiske eksempel på, at man skal være forsigtig med at bruge ordet. En af hans vagabonder stiller en kollega spørgsmålet: Er du lykkelig, Herodot? - Og han får et meget kontant svar: Nej, jeg mangler syv øre! Vi kan roligt gå ud fra at prisniveauet på samtalens tidspunkt og tegningens frembringelse var forskelligt fra vores nuværende, men vi kan også regne ud, at manden der svarede var meget nøjsom og ikke tænkte længere end til at få sin flaske fyldt op. Så ville han være lykkelig for en stund. I vore dage har vi lykke-lotto, og det betyder selvfølgeligt at man i lotteriet har chance for at vinde et beløb i den millionstørrelse vi alle sagtens ville kunne gøre brug af - og som i visse tilfælde måske ligefrem kunne redde en stakkel fra fallitten. Begejstringen er altid stor hos vinderne. Og beløbet kan sagtens bruges fornuftigt, dvs som langsigtet investering. Men mange holder ikke fornuften fangen, og selvom de gør, følger lykken ikke automatisk med. Lykken er til syvende og sidst noget andet og mere end held. Lykken har sin gudinde, Fortuna, men selvom hendes navn oprindeligt har konnation med ordet skæbne, dækker det i almindelighed det tilfældige held. Derfor er der også noget der hedder 'Lykkens Terninger' og 'Lykkens Pamfilius' - det sidste nærmest som modsætning til udtrykket 'at være sin lykkes smed' der som bekendt angiver den moral, at et menneske er ansvarlig for sin egen lykke. En anden betydning af ordet rækker ind i begrebet sjælefred. Salmedigteren B.S. Ingemann skrev således i en af sine allermest populære morgensange smukke strofer som disse: Lykken gækker store, små,
leger med guldtærning. Lykkeligst at hvile på er fuldendte gerning. og Lad ved dag kun op og ned lykkens tærning rulle! Fandt ved kvæld kun sjælen fred, gik det som det skulle Den stilfærdige soraner med barnesjælen i behold mente at det var udtryk for nærmest guddommelig omsorg, at man fik fred i sjælen inden man lagde sig til at sove, og at det eneste et menneske selv kunne sørge for var at fuldende sin gerning dag for dag, år for år. Endnu en betydning af ordet lykke ligger i eventyrernes faste vending om to unge mennesker der får hinanden, at de "levede lykkeligt til deres dages ende". Om det virkeligt altid går så godt, kan nok betvivles, men det synes at være drømmen for ethvert par. Man skal dog i almindelighed næppe lægge en fuldkommen og uafbrudt lykke i udtrykket, da modgang, ulykker og sorger hører ethvert normalt liv til. Det ligger bl.a. i sagens natur, at alle vil opleve at nogle af deres nærmeste pårørende dør, herunder forældrene. Alderdommen med sin tiltagende skrøbelighed vil også i de fleste tilfælde give en eller anden form for modifikation af lykken. Men faktisk kan lykken opretholdes, hvis man ikke opfatter den som idel velbehag og medgang. Dybest set er den noget andet end den paradistilstand der vedblivende ligger i os som selve den arketypiske forestilling om fuldkommen lykke eller salighed. Den ægteskabelige lykke er i vore dage kommet i miskredit, fordi parterne ofte stiller helt urealistiske forventninger til forholdet og derfor ender med at lade sig skille, når der kommer alvorligere uoverensstemmelser. Ét er at forelskelsen normalt aftager efter den første tids rus - og i sig selv aldrig er tilstrækkelig grundlag for et livslangt forhold. Noget andet er, at mange går ind i et ægteskab uden særlige realistiske forestillinger om at det med den stigende frihed vi er kommet i besiddelse af i vore dage faktisk er at regne for et 'projekt' der simpelthen ikke kan lykkes uden at begge parter har nogenlunde samme indstilling til det og opfatter sig som lige partnere både når det gælder at modtage og at give. Parterne skal så at sige være så modne at de sætter sig ud over Søren Kierkegaards fordom: Gift dig og du vil fortryde det. Gift dig ikke, og du vil også fortryde det. Eller så fornuftige at de kan sætte sig ud over Bernard Shaws pessisimistiske opfattelse, at der er to tragedier i livet. Den ene er ikke at få sit hjertets ønske opfyldt. Den anden er at få det opfyldt. Han var dog så livsklog, at han samtidig kunne frabede sig den livslange lykke. Ingen vil kunne bære den, for den vil være helvede på jorden! Hvad Shaw hentyder til er naturligvis, at det for ganske normale mennesker ville være rædselsfuldt at blive hensat i et fuldkomment samfund hvor der ikke længere var udfordringer af nogen art. Udfordringer hører med til ethvert sundt liv og ethvert sundt samfund. Lykkelige nationer har ingen historie, som en amerikansk diplomat engang sagde, da det trak op til krigen mod Nazityskland. Derfor må 'lykke' også sondres fra livskvalitet. Hvis vi ser bort fra tilstande af diktatur og undertrykkelse, eller sygdom og handicap der indskrænker livet til ren overlevelse og livskvaliteten til bevarelsen af håbet og værdigheden, så vil normalt gælde, at livskvalitet afhænger af den enkeltes realistiske indstilling til både sine ydre muligheder og sine indre talenter og ambitioner. Mennesket adskiller sig afgørende fra dyrene ved at ville ud over sine egne grænser. Det vil ikke affinde sig med at leve permanent i 'immanensen', men placerer sig gennem den opnåede valgfrihed automatisk i 'transcendensen'. Det bliver tidligt bevidst om sin eksistentielle situation - og ser muligheder for udfoldelse som det ikke ville have, hvis det som dyrene var bundet alene til den instinktive adfærd. Det enkelte menneske forlader i og med puberteten den tryghed i den ansvarsfri tilværelse som barn hvor forældrene tager sig af det på alle leder og kanter. Og det bevæger sig lidt efter lidt - men ikke uden modstand - over i frihedens rige, hvor det må påtage sig ansvaret for sine egne handlinger og sit livsprojekt. Syndefaldet kaldet man det mytologisk, fordi denne pubertetskrise er fuldstændigt analog med den krise menneskeslægten kom i da menneskeslægten blev uddrevet fra paradisets have, hvilket netop vil sige fra den dyriske uvidenhed. Det er myten om menneskets egentlige dannelse og kulturhistoriens begyndelse. Begivenheden er mytisk fordi den som emergent fænomen unddrager sig videnskabelige forklaring. Med friheden følger at mennesket kan engagerere sig mere eller mindre energisk og bevidst i forskellige projekter og planer, og at det kan lægge vægt på at leve livet mest muligt intensivt og så lidt på den rene rutine som muligt. Dette indebærer generelt at individet mere ser sine projekter som processer end som funktioner - og naturligvis må tage følgerne af det, for de er uundgåelige. Jf. iøvrigt artikelserien om Veje til livskvalitet og mening. Eksistensfilosoffer som Jean-Paul Satre og Simone de Beauvoir har lagt uhyre vægt på at det frie menneske så at sige var defineret som det individ der bevidst opgav immanensen til fordel for transcendensen. Sartre forstod på kierkegaardsk vis at menneskets frihed var forbundet med den på bevidstheden forbundne angst for det ukendte, og han talte derfor om dets ulykkelige begær, begæret der aldrig kan tilfredsstilles og derfor evig og altid driver mennesket fremad. Og Beauvoir holdt strengt på, at individet lige til sidste åndedrag måtte holde fast i sine projekter for ikke at gå i stå. Disse ting ligner dem godt nok som de ikke alene højt begavede, men ekstremt intellektuelt indstillede mennesker de var. De bedømte alt på om den intellektuelle udvikling holdes i gang. Selv sådanne mennesker har dog ingen garanti for at de kan undgå den demens der ender med at slå livsprojektet og værdigheden i stykker. Men i virkeligheden er der med tesen om det ulykkelige begær indført en helt igennem udspekuleret, dybt naturstridig og dybt unødvendig forestilling om at livet i immanensen og livet i transcendensen udelukker hinanden, og at lykken så at sige pr. definition er udelukket på forhånd fra det sande menneskeliv, fordi den synes at fortrække immansen og uvidenheden frem for transcendensen og livsindsigten. Eksistentialister af denne ekstreme filosofi, forstår ikke og anerkender ikke at 'lykken' i betydningen 'meningen med tilværelsen' aldeles ikke er det samme som livskvaliteten og dermed beroende på livsprojektet, men tværtimod grundliggende netop er et spørgsmål om at 'være hjemme i tilværelsen'. Dette er hvad ethvert barn på forhånd er, når det fødes ind i en nogenlunde normal livssituation. Og barnet et det vel at mærke uden at vide af det. Men det er også hvad enhver voksen vedbliver med at være, sålænge det uden om al tænkning og filosofi er i stand til at holde kontakt med det der giver meningen. Med 'syndefaldet' kommer bevidstheden ind og spolerer i første omgang tilsyneladende meningen, idet barnet både mister illusionen om forældrenes almagt og ufejlbarlighed og opdager det andets køns eksistens og umådelige tiltrækningskraft. Vreden og oprørstrangen såvel som seksualbegæret vågner og sprænger totalt den gamle snævre horisont og den gamle tryghed og ansvarsfrihed. I samme moment dukker spørgsmålet om meningen med det hele op på tankens abstrakte plan. Og da det dér er fuldstændigt uløseligt, fordi der ikke gives nogen filosofisk holdbar begrundelse for livet, er det katastrofalt at forblive på dette intellektuelle plan. Risikoen for at blive der er imidlertid stor, fordi logikken og den abstrakte tanke er så fristende, ikke blot for særligt gode hoveder som Sartre og Beauvoir, Kierkegaard eller Sløk, der ligefrem havde eminent sans for paradoksalitet og derfor bevidst drev meningsløsheden ud i det absurde - jf. iøvrigt artiklen om Intellektualismens gudsbedrag - men også for mere almindelige mennesker der ikke formår at slippe ud af tankeprocessernes endeløse cirkler eller sløjfer og derfor enten må ty til bedøvelsesmidler, piller og narko eller overgive sig til autoriteter med dogmatiske løsninger, dvs til fundamentalistiske religiøse eller ideologiske systemer. En tredje udvej hedder 'livsløgnen', der som bekendt er den illusion et menneske klamrer sig til for ikke at se sit livs meningsløshed i øjnene. Det store klassiske eksempel er Gamle Ekdal i Henrik Ibsens fremragende skuespil 'Vildanden'. Den gamle løjtnant gik i stykker på en uretfærdighed og henlever nu sin alderdom på et kvistrum hos sønnen, hvor han holder liv i sig selv gennem sin drøm om den endelige nedlæggelse af 'vildanden'. Den er symbolet for den genoprettelse af retfærdigheden som også hans søn Hjalmar Ekdal drømmer om og får holdt oppe af idealisten Gregers Werle. Men den kyniske læge Relling har gennemskuet alt og advarer Gregers mod at pille ved folks illusioner: "Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager De lykken fra ham med det samme". Det stærke ved Ibsens drama ligger ikke mindst i, at det ikke bare er gammelmandsillusioner der afsløres, men også den unge idealists ideale fordring og retskaffenhedsfeber. Stykket rammer utroligt mange af verdens allerfarligste idealister, samfundsforbedrerne der - om galt skal være endog med terror - vil vende op og ned på alting. Men spørgsmålet melder sig naturligvis om det eneste alternativ kun er den 'objektive' videnskabs kyniske leg med livsløgnene og dens foragt for gennemsnitsmennesket. Det er naturligvis ikke tilfældet, for idealister der opretholder livsløgne er faktisk ikke gennemsnitsmennesker - og livsløgne er på den anden side slet ikke betingelsen for opretholdelsen af tilværelsens mening for gennemsnitsmennesker. Faktisk er det når det kommer til stykket formentligt det store flertal af mennesker, der har en ganske nøgtern opfattelse af tilværelsen og en ganske god fornemmelse for hvad 'meningen' eller 'lykken' drejer sig om - selvom de måske ikke altid kan sætte ord endsige dybe filosofiske begreber på deres fornemmelse. Men i virkeligheden drejer det sig til syvende og sidst om selve konsistensetikken, dvs den etik der udspringer af accept af det psykiske krav om indre konsistens. Dette krav indebærer nemlig for det første at man aldrig hvis man vil bevare sin indre konsistens kan komme uden om kravet om at sørge for overvægt i sit liv af varme og kærlighed, for det andet at man ikke må lyve for sig selv, altså netop at man ikke bør nære illusioner af nogen art. Dette er måske nok sværere end mange tror, men en af de vigtigste og ikke specielt vanskelige forudsætninger er at kunne skelne mellem det timelige og det evige og forstå disse størrelser som komplementære modsætninger. De kan ikke forenes i en syntese, et logisk system, men kan derimod plejes sideordnet, så nøgternheden og realitetsansen over for det jordiske og timelige kan bevares samtidigt med at kontakten til det evige eller guddommelige kan opretholdes. Det første er nødvendigt for at undgå illusioner og livsløgne. Det sidste for at bevare meningen med tilværelsen uden om al tænkning, filosofi og idealisme. At pleje nøgternheden vil i praksis sige at udbygge de psykiske sekundærprocesser gennem dagligdagens gøremål og erfaringer med hvad dette måtte indebære af normal sund sans og tænkning. At pleje kontakten til det evige vil sige at suspendere disse sekundærprocesser med passende mellemrum - og det sker i praksis gennem musik, dans, fest, kunst, medition, bøn og stilhed og eventuelt kult. Det er i vore dage - med alt deres jag, jagt på materielle goder (og lotterigevinster) og problemer med stressende arbejde og livsstil - helt nødvendigt at påpege hvilke uheldige følger det har at forsømme stilheden og dens veje ind til de evige kilder. Kun i stilheden - eller det jøderne kalder sabbaten - er det muligt at få adgang til de kilder der giver meningen med og energien til at leve livet. Adspredelse fra hverdagslivet er en god ting. Det samme er rekreation og motion som middel mod stress. Men den bedste medicin mod følelsen af ikke at nå hvad man gerne vil eller skal er at holde sabbat og søge stilheden. Jf. artiklen Er der en idé med at holde hviledag?. Vender vi herefter tilbage til økonomen Richard Layards tanker om lykke, må siges, at hans synspunkter totalt mangler de dybdepsykologiske og religiøse aspekter som er afgørende for at forstå begrebet fuldt ud. Men Layard har selvfølgelig ret i, at politikerne bør se det som deres opgave at sørge bedst muligt for en samfundsudvikling der i det mindste giver de ydre betingelser for at individerne har både frihed og tilstrækkeligt ordnede forhold til selv at kunne forme deres liv og livsprojekter og opretholde meningen med livet. Det sekulariserede demokrati er det bedste til at sikre friheden. Det civile samfund er det eneste der kan sikre den nødvendige orden. Og en passende økonomiske fremgang - gerne forbundet med ideen om 'bæredygtig udvikling' - er nu engang lettere at leve med end tilbagegang. Men det er aldrig politikernes eller forskernes opgave at gøre folk lykkelige. Peer Sendemand Henvisninger Artikler af Peer Sendemand Klik At blive som barn påny (barnesjælen) Myte, ord og billede (syndefaldet) Veje til livskvalitet og mening Konsistens-etikken De psykiske grundprocesser Intellektualismens gudsbedrag Er der en idé med at holde hviledag? (4.12.05.) Er der en mening med tilværelsen? (27.11.05.) Artikler om Livskvalitet Artikler om Transcendens Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens Artikler om Frihed Artikler om Religion Artikler om Sekularisering Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |