JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.11.05.

Er der en mening med tilværelsen?

Vittigt er det engang blevet sagt af selveste professor P.G. Lindhardt, at hvis der var en mening med tilværelsen, så var den først for alvor meningsløs.

Umiddelbart lyder det forrygende selvmodsigende, men ret forstået er der dyb sandhed i påstanden, for den går nemlig ud på at fastslå, at hvis der på forhånd var en given mening med vores liv, så ville det være meningsløst, for så ville det jo være en ren og skær trædemølle uden valgmuligheder - eller som pessimisme-filosoffen Arthur Schopenhauer kaldte det: et pensum der skulle arbejdes af. Og dermed færdig. Så var vi så at sige dømt til blot at kunne erfare den skæbne vi var prædestineret til - og dette ville unægteligt gøre tilværelsen uhyggeligt tåbelig.

Men hvis man i stedet for ser meningen med tilværelsen netop som modpolen til en fastlåst og håbløs tilværelse, bliver resultatet et andet, nemlig at uden mening bliver livet uden værdi. Det menneske der ikke kan se nogen værdi i sin tilværelse er dømt til fortvivlelse eller dyb depression.

Heldigvis er det de færreste der havner i denne situation. Derfor gælder i almindelighed at livet for langt de fleste mennesker har en værdi og en mening - i hvert fald indtil eventuel ulykke og modgang begynder at undergrave alt.

Men selv i stor håbløshed som fx nedværdigende og nedbrydende ophold i en koncentrationslejr kan meningen opretholdes langt hen ad vejen. Det er faktisk dette flere er overlevet på, selvom alle odds var imod - såsom systematisk underernæring, brutale straffe, sygdom - og dødsfald blandt medfanger. En psykoanalytiker som Viktor Frankl har ligefrem ud fra egne erfaringer fra koncentrationslejre lanceret en ny terapi for sådanne tilfælde, en 'logoterapi' der simpelthen bygger på den ofte bekræftede antagelse at de der overlever så store ulykker som ophold i kz-lejre er folk der formår subjektivt at opretholde en mening med tilværelsen på trods af dens objektive meningsløshed. Terapien har han kaldt logoterapi, fordi det græske ord 'logos' udover 'ord' også kan betyde 'mening'.

Man kan så spørge, hvor denne livs- og håb-bevarende mening kommer fra? Ja, den kommer i hvert fald ikke fra naturen som sådan eller fra naturvidenskaben, for her er ingen værdier eller kvalitet overhovedet. Her er kun kvantitet, lovmæssighed og årsagsforhold - eller målelighed og objektivitet.

Meningen må forudsætte en subjektivitet der kan øjne kvalitet i omgivelserne, altså kende forskel på godt og skidt, smukt og grimt, lyst og mørkt, varmt og koldt osv. Det vil sige at mening forudsætter psyke - og i højere forstand hvad man kalder ånd og bevidsthed.

Meningen kom med andre ord ikke ind i biologien før mennesket fik bevidsthed, sprog - og ånd. Men i samme øjeblik dette skete i den biologiske udvikling - og det ligger næppe mere end tyve eller tredive tusind år tilbage i tiden - var en fundamental mening med tilværelsen etableret som en given sag. Det betød vel at mærke ikke at den enkeltes skæbne var beseglet som en brik i et større spil eller som et lille tandhjul i et mekanisk univers efter fysikkens nådesløse årsaglove, sådan som prædestinationsteologer som Calvin mente, men derimod at alle mennesker blev født ind i et ordnet, lyst og varm fællesskab - et kosmos - kendetegnet af sprog og ånd og valgmuligheder.

Da dette gik op for de første mennesker blev det formuleret sprogligt i det vi kalder mythos, mundtlige beretninger. Det skabte kosmos var et under der umiddelbart blev forbundet med forestillingen om en skaber. Derfor har alle kulturer og religioner skabelsesmyter der fortæller om begivenheden, og de skal naturligvis ikke forstås som naturvidenskab eller tilløb til naturvidenskab, for deres sigte var ikke at give årsagsforklaringer eller opstille hypoteser og teorier. Man tog skabelsen og meningen for givet - ligesom børn gør - og forbandt dem umiddelbart med de spontane arketypiske forestillinger, hvortil gudsforestillingerne hører.

Børn betragter fra første færd meningen som en given ting der normalt hænger nøje sammen med forældres og families faktiske eksistens, omsorg og almægtighed. Og de reflekterer af gode grunde først efterhånden nærmere over fænomenerne. Men i puberteten vil der normalt ske en dybere refleksion der ofte endda er ensbetydende med en frigørelse fra eller ligefrem et oprør mod forældrene. Det er dette afgørende fænomen myterne kalder 'syndefaldet' og som er analogt med menneskehedens grundlæggende erkendelse af ansvar og tab af uskyld.

Refleksionerne kan for mange unge ende i en yderst kritisk situation med fortvivlelse, depression og selvmordstanker. Men de fleste klarer sig igennem og finder efterhånden meningen med tilværelsen påny - og på et højere bevidsthedsplan. Verden opleves som genskabt, fx gennem en forelskelse eller et venskab, eller gennem opdagelse af naturens, kunstens, musikkens og sprogets ufattelige og uudtømmelige rigdom. Meningen kan sættes overstyr gennem misbrug af alkohol, narko, sex og fest eller forsømmelse af evners udnyttelse. Men de fleste klarer sig igennem fristelserne og får uddannelse, arbejde og familie - uden at se tilværelsen skrumpe ind til en håbløs trædemølle.

Det afgørende er nemlig ikke at livet bliver lutter fest eller idel lykke. For det forhindrer psykens indretning. Højdepunkterne i tilværelsen (peak-oplevelserne) beror på de intense psykiske primærprocesser og disse er skruet sådan sammen at de er ustabile og altså ikke kan vare ved i al evighed eller bare flere timer i træk. Ind imellem må de vage, men stabile sekundærprocesser sørge for at man bliver på jorden, påtager sig ansvaret for sit liv, gennemfører uddannelse og påtager sig et job, passer sit helbred og betaler sine regninger. Men det er højdepunkterne - de sjældne øjeblikke af intens oplevelse - der giver meningen og bevarer den i sindet. Og derfor er såvel de erotiske oplevelser som oplevelsen af naturen, kunsten og musikken og - ikke at forglemme - humoren vedblivende helt centrale for ethvert menneskes livssyn og livslyst.

Den grundliggende oplevelse af naturen som et vidunderligt, men ufatteligt kosmos med smukke solopgange og solnedgange, klare stjernehimle, uendeligt hav, bakkede landskaber med å-dale eller grønne bøgeskove afspejles i billedkunsten gennem alle tider. Men de er også det centrale element i alle skabelsesmyter, herunder den bibelske fra 1. mosebog - jf. særskilt billedserie.

Er der nu en højere mening bag alt dette? kunne man spørge. Og svaret må blive et nej. For lige så snart vi begynder at tale om 'højere mening' går vi fra den enfoldige anskuelse over til den abstrakte og teoretiske. Og da er vi eksistentielt set på afveje.

Et helt andet problem ligger i dødens realitet. For egentlig er det jo mærkværdigt at vi fødes ind i dette vidunderlige univers af mening og skønhed og som voksne ydermere begynder at bygge videre på ved at lave vore egne små universer - og så en dag skal tage afsked med det hele. Det ligner ikke en gennemtænkt mening. Det kunne se ud som digteren Steen Steensen Blicher har ret i sin strofe: "thi også jeg er her kun på træk og haver andetsteds hjemme".

Måske kunne man forestille sig en analogi til højdepunktsoplevelsernes lovmæssighed. Ligesom disse intense oplevelser ifølge sagens natur må være ustabile og relativt kortvarige, så kunne det tænkes at livets besynderlige kulmination i åndsliv også beror på en omvendt proportionalitet mellem intensitet og varighed.

Det afgørende i spørgsmålet om dødens realitet er imidlertid at døden for den enkelte nok betyder en definitiv og irreversibel opløsning af den personlige identitet, men ikke destomindre en tilbagevenden til det kollektivt ubevidste, som er åndens ophav.

I al enfoldighed

Peer Sendemand

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean