JERNESALT - organdonation
ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.6.07.
Organdonation og dødskriterier -
Kampagnen for automatisk organdonation viser et skred i sjæleopfattelsen
Med korte mellemrum dukker diskussionen om organdonation op igen, ikke så meget fordi det principielle spørgsmål om dødskriterier trænger sig på (det betragtes uheldigvis nærmest som et overstået kapitel i historien), men ganske enkelt fordi der er stigende mangel på organer til transplantation.
I disse dage er det manglen på nyrer der fokuseres på, idet der er 5-600 mennesker på venteliste til nyretransplantation, og dette tal har vel at mærke været stigende i flere år. Alene sidste år døde 44 danskere mens de ventede på transplantation. og de der når at få en ny nyre i tide må igennem en lang og belastende ventetid med timelang dialysebehandling på hospitalet to eller flere gange om ugen. Det ville derfor for en umiddelbar betragtning være ønskeligt om flere mennesker indvilligede i at blive organdonorer. Og der køres derfor i øjeblikket en kampagne for at skaffe flere.
Et flertal af danskere har længe været positivt stemt til organdonation, men når det kommer til praksis er langt de fleste tilbageholdende med at melde sig som donorer. Og dette har kloge og behjertede mennesker nu foreslået omgået. De vil have loven ændret så alle automatisk bliver betragtet som organdonorer når de dør, med mindre de på forhånd har meldt aktivt fra. I dag er det som bekendt lige omvendt. Man skal melde sig positivt til som donor, hvis ens organer skal være til rådighed når man dør.
Det nye forslag vækker naturligvis diskussion, og det kan ikke undre at formanden for 'Transplantationsgruppen', Ib Gaarde-Nissen, til Politiken 16.6. udtaler at alle mennesker som udgangspunkt bør være organdonorer. Hans hovedsynspunkt er at organdonation giver døden skønhed derigennem at man får mulighed for at give livet til et andet menneske. Men samtidigt er han ikke bleg for at sætte spørgsmålstegn ved hvem kroppen tilhører, når dens ejermand er død!
Undre kan det heller ikke, at medierne bringer interviews med nyrepatienter på venteliste eller at disse samstemmende efterlyser en ny ordning. Medierne har alle dage forstået at køre frem med enkelttilfælde af nød og lidelser, der afslører at samfundet og det politiske system ikke er indrettet på individernes tarv alene eller først og fremmest. Kun sjældent ser medierne nogen fordel i at forsvare samfundets eller en højere etiks tarv over for individets.
Politikerne er delte i spørgsmålet. Nogle fokuserer på manglen på donorer og går ind for den foreslåede nyordning med 'automatik'. Mens andre fokuserer mere på den situation de pårørende til døende mennesker sættes i, når de stadigvæk har ret til at sige nej til transplantation fra den døende, men fremover må regne med langt større pres fra lægernes side, hvis den nugældende ordning ændres.
Formanden for Etisk Råd, overlæge Ole Hartling, har erklæret sig åben over for an ændring af loven, idet han understreger den stigende mangel på organer.
En filosof som Torben E. Andreasen, der underviser i medicinsk filosofi ved Århus Universitet, erklærer til Politiken 16.6. at han finder organdonation etisk rigtig, men han fraråder samtidigt automatikken, fordi retten til selvbestemmelse er en hjørnesten i det danske samfund. Manglen på organer kan efter hans mening ikke bruges som begrundelse for at gribe til en amoralsk løsning. Og en sådan amoralsk løsning vil foreligge hvis man uden videre går ud fra at mennesker der ikke aktivt melder fra som donorer formodes at være positive over for donation. Dette kalder Andreasen at manipulere folk ind i en bestemt situation, oven i købet ud fra den kalkule at mange mennesker simpelthen vil glemme at melde sig fra selvom de er imod donation. Andreasens pointe er da den, at man ikke skal tvinge mennesker til at træffe den rigtige beslutning, men fremprovokere en erkendelse der fører dem til den rigtige beslutning om donation. Folk skal tvinges til at tage stilling!
Det mest besynderlige ved den foreløbige debat i medierne er, at de to afgørende spørgsmål, spørgsmålet om en værdig død og spørgsmålet om dødskriterierne spiller en meget ringe rolle.
For at sige det lige ud: en værdig død forudsætter at hverken den døende selv eller de pårørende udsættes for pres fra lægers side om at den døendes krop efter dødens indtræden stilles til rådighed for organtransplantation. Skal der foretages transplantation fra den døende, må tilsagn være givet på forhånd - både fra personen selv og hans eller hendes pårørende. Gaarde-Nissen hævder i det nævnte interview at der ingen formel grund er til at de pårørende skal tage afsked med den døde mens denne ligger i respirator, for når hjernedøden er indtrådt er den døende kun en krop - uanset kropsvarmen, men dette argument gælder ad Wandsbeck til, for uanset hvad læger og andre kloge hoveder mener, så ser de pårørende ikke 'formelt' på denne situation. Det er tværtimod lige præcis det modsatte der er tilfældet, og det der gør hele forskellen.
At se formelt på dødsituationen er allerede udtryk for grov nedvurdering af alle menneskelige aspekter af sagen. Der gives ingen værdig død for noget mennesker - medmindre dødssituationen forbindes med normale, varme menneskerelationer. At henholde sig til det 'formelle' eller 'rent fysiske' eller 'naturvidenskabelige' er allerede et skridt ud i en uværdig behandling af døende mennesker. Men den hænger naturligvis nøje sammen med opfattelsen af, hvornår døden indtræder, og hvordan døden kan fortolkes.
Hjernedødskriteriet blev i Danmark indført ved lov i 1990, og det indebar at det blev legalt at afbryde al videre behandling af en døende patient, hvilket i praksis først og fremmest vil sige at slukke for respiratoren, idet ophøret af hjernens aktivitet betyder at vejen til helbredelse er blevet definitivt lukket. Herigennem legaliseredes også muligheden for at udtage organer fra en hjernedød person til brug for transplantation til et andet menneske mellem tidspunktet for slukningen af respiratoren og indtrædelsen af hjertedøden. For netop når det gælder transplantation af de mest livsnødvendige organer som hjerte, lever og lunger, forudsætter effektiv transplantation at organerne overføres som endnu levende organer, dvs inden hjertedødens indtræden.
Spørgsmålet er imidlertid hvornår døden indtræffer hvis man ser sjæleligt eller eksistentielt på sagen, og her er svaret at den definitive død først indtræder med hjertedøden, og at kroppen endda først kan betragtes som definitivt afsjælet flere minutter efter hjertedødens indtræden, nemlig når kroppen er begyndt at blive kold. Dette betyder at en værdig død forudsætter at man afventer hjertedøden - og endda at læger eller pårørende ikke giver sig til at flytte på den døde krop eller gøre den i stand før nogle minutter efter hjertedøden. I praksis drejer det sig om mindst ti minutter. Men en halv time er anbefalelsesværdig og også normalt den tid der gives de pårørende til afsked med deres afdøde medlem på hospitalerne, når der ikke skal foretages transplantationer.
Det ligger i sagens natur at der her skelnes skarpt mellem hjernen og sjælen, og at det således bestrides at der kan sættes lighedstegn mellem hjerneaktivitet og sjælelig aktivitet. Lægevidenskaben som naturvidenskab betragtet kan naturligvis ikke konstatere sjæleaktivitetens ophør, da sjælen overhovedet ikke er et objektivt håndterligt eller måleligt fænomen, men alene et eksistentielt anliggende. Sjælen kan ene og alene konstateres gennem introspektion og den individuelle sjæls umiddelbare kontakt med andre sjæle. Sjælen er subjektivt-eksistentielt set meget mere end hjernens aktivitet. Den har berøring med hele kroppens aktivitet (dvs alle former for sansefornemmelser). Men den er først og fremmest også et ekstrapersonelt fænomen, idet den er et samspil eller en spænding mellem det individuelt bevidste og ubevidste og det kollektivt ubevidste.
Det kollektivt ubevidste stifter alle mennesker uden undtagelse bekendtskab med allerede i fostertilstanden, idet man kan konstatere drømmevirksomhed flere uger før et barns fødsel. I de første barneår kan det kollektivt ubevidstes virksomhed ses gennem den udbredte spontansang og tendensen til at falde i staver. Alle disse dybt kreative aktiviteter fortsætter livet igennem, så det roligt kan fastlås at der overhovedet ikke forekommer menneskelig kreativitet uden at den stammer fra det kollektivt ubevidste. Hos den voksne kan følingen med dette kollektivt ubevidste yderligere styrkes og til dels styres gennem bevidst meditation, bøn, dans eller musikdyrkelse.
Det besynderlige ved vor tid er imidlertid at det kollektivt ubevidstes i virkeligheden enorme virkning og betydning på både enkeltmennesker og kollektiver ikke længere værdsættes efter fortjeneste, og at sjælelivet slet ikke ses som en vedvarende transaktion mellem det individuelt bevidste og det kollektivt ubevidste. Langt de fleste mennesker bruger fortsat ordet sjæl, når de skal omtale disse mange fænomener af kollektivt ubevidst art, ligesom de i det hele taget fortsat bruger betegnelserne for de arketypiske forestillinger som gud, djævel, engel, helvede, paradis m.m. Disse fænomener og betegnelser er simpelt uudryddelige i dagligsproget. Men dagligsproget, der reelt er i nærmere kontakt med den fulde virkelighed end de naturvidenskabelige og filosofiske fagsprog, er blevet mere og mere trængt af de sidstnævnte fordi disse betragtes som mere rationelle - og vi alle gerne vil bilde os ind at vi er rationelle mennesker.
Dette er vi ganske enkelt ikke - og det bliver vi aldrig. Vi er heller ikke blot irrationelle mennesker. Vi er heldigvis begge dele ved siden af hinanden. Den rationelle virksomhed er forudsætningen for den praktiske tilpasning til realiteternes ubønhørlige verden. Men den irrationalle virksomhed er forudsætningen for både kreativiteten og meningsfuldheden i verden. De to sideordnede dimensioner eller virksomheder er med andre ord komplementære.
Jf. andre artikler på Jernsalts sider.
Her drejer det sig om at slå fast, at synet på menneskesjælen som andet og mere end de objektivt målelige fysiske hjerneaktiviteter nødvendigvis må indebære, at hjernedødskriteriet kun kan accepteres som praktisk redskab til at afgøre, hvornår videre sygdomsbehandling tjener et formål eller ej. Det kan derimod ikke accepteres som redskab til at afgøre hvornår et menneske sjæleligt er afgået ved døden. For dette sker først ved hjertedøden.
Når Politikens store side om organdonation den 16.6. med de nævnte interviews sættes op under hovedoverskriften: 'Hjertet på rette sted', så må det betegnes som grov manipulation der fuldstændigt tilsidesætter det faktum, at hvis hjertet hos læger og pårørende virkelig er på rette sted i et menneskes dødsstund, så vil det respektere den menneskelige værdighed fuldtud og afvente hjertedødens indtræden, før det erklærer personen for definitivt død.
Det skred der vitterligt er sket i både lægers, politikeres og menigmands opfattelse af døden, sjælen og organdonationer, skal ikke forhindre folk der gennem solid subjektiv erfaring ved hvad en sjæl er i at protestere mod yderligere manipulationer med befolknngen i spørgsmålet om behandlingen af døende mennesker og deres pårørende.
Også politikerne på Christiansborg bør tvinges til i deres stillingtagen til de foreslåede ændringer i loven om organdonation at melde klart ud hvilket syn de har på sjælelivet og spørgsmålet om den menneskelige værdighed i dødsøjeblikket.
Jan Jernewicz
Henvisninger:
Psykologisk dybdeindsigt (afsnit af værdimanifestet)
Selvet - sjælen - ånden
(23.12.04.) om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen
Jeget og selvet om skellet mellem det lille, ordinære jeg og det store helheds-selv.
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Eksistentielt værdimanifest
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
