|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.1.11.At være revolutionær - apropos opgøret i Egypten('Ontologisk antologi' artikel 5) af Jens VrængmoseDen arabiske verden er i opbrud. Først sendte en relativt behersket og hurtig 'Jasmin-revolution' i Tunesien den forhadte præsident Ben Ali på flugt i midten af januar. Det gav umiddelbart uro og plyndringer samt uvished om hvad der videre skulle ske - og situationen er naturligvis langt fra afklaret endnu, eftersom regeringschefen fortsatte. Kun er det nogenlunde sikkert at alt ikke får lov at gå tilbage i de gamle gænger. Nu rejser det egyptiske folk sig mod den ligeledes forhadte præsident Mubarak der har sidder ved magten lige siden han som vicepræsident greb tøjlerne efter mordet på Anwar Sadat for snart 30 år siden. Foreløbigt nægter han at gå af eller meddele at han ikke genopstiller til proforma-præsidentvalget om et par måneder. Men han har fyret hele den siddende regering og overraskende indsat - ikke som forventet sin søn - men den 73-årige efterretningschef Omar Suleiman som vicepræsident samt en forsvarschef som ny regeringsleder. Men protesterne og demonstrationerne fortsætter trods udgangsforbud, lukning af internettet og andre restriktioner, og de vil formentlig ikke stoppe før Mubarak går af. Hvad der så vil ske, kan ingen forudsige. Intet politisk parti er i stand til at tage over, omend det store Muslimske Broderskab nok skal forstå at gøre sig gældende. Det har overraskende nok peget på den hjemvendte FN-diplomat ElBaradei som leder af en samlingsregering. Men han er uden folkelig opbakning. Så meget tyder på at hæren vil komme til at spille en afgørende rolle - og foreløbigt har den også udvist den kløgt at være tilbageholdende med at lægge hindringer i vejen for demonstrationerne. Uroen og nervøsiteten breder sig forståeligt nok til hele Mellemøsten, for revolutionsånden smitter og vil navnlig true de regimer der i særligt høj grad har overhørt ethvert folkeligt ønske om sociale og politiske forbedringer. Det gælder ikke mindst Saudi-Arabien og Jordan, der ligesom Egypten har været kendetegnet af en meget fast, diktatorisk styreform, men takket være nære forbindelser til USA har sikret sig vestlig støtte - militært, moralsk og politisk. Dermed har disse lande samtidig sikret Vesten en betydelig stabilitet i regionen, hvad der er en vigtig modvægt mod truslen fra islamistisk og iransk side. Men nu trues altså også denne stabilitet. Og det bliver tydeligt at USA og EU i alt for høj grad har prioriteret den bestående stabilitet over nødvendige sociale og politiske reformer. Mellemøsten er for alvor kommet under forvandling.Hovedproblemet med store forvandlingsprocesser er at den form for radikal omvæltning vi kalder revolution på den ene side må siges i visse fastlåste situationer at være et folks eneste udvej for at komme af med uduelige og forhadte, enevældige magthavere og dermed sikre mulighederne for et mere progressivt regime, men på den anden side samtidigt kan åbne op for risikoen for kaotiske tilstande der kan ødelægge civilsamfundets basale orden og give plads for vold, plyndringer og systematisk destruktion indtil nye magthavere eventuelt tager over og skaber orden, men måske samtidigt nye magtbaser for undertrykkelse. Situationen i alle de berørte arabiske lande er først og fremmest folkerigdommen, den store fattigdom og den store arbejdsløshed. I flere lande udgør ungdommen (de 15-29-årige) omkring 30 % af befolkningen, og arbejdsløsheden blandt dem er i flere tilfælde over 20 %. Fattigdommen er generelt et stort problem, som ingen af magthaverne tager alvorligt, skønt de økonomiske muligheder er til stede. Alle steder er der derfor uundgåeligt opstået social uro, der imidlertid hidtil har kunnet holdes nede ved hård politisk og politimæssig fremfærd mod al opposition. Det der nu er sket i Tunesien og Egypten er ikke mindst kommet i stand gennem internettets muligheder for fri kommunikation gennem sms, twitter, facebook og Wikileaks-lækager. En meget utvetydig besked på twitter lød kort og godt: "Læs skriften på væggen, gamle mænd: Enhver arabisk leder kan blive afsat. Hver dag det skal være. Det er os der vælger tidspunktet. Sov godt." Og det er da en melding der må få nogle af lederne til at sove uroligt, selvom den er anonym og adresseløs. Men uspecificerede trusler virker nu engang altid stærkest. Ingen af magthaverne kan føle sig sikre, selv om de har enorme rigdomme og enorme sikkerhedsapparater bag sig. Der er naturligvis meget store forskelle på den magtmæssige struktur fra land til land, både den økonomiske og den politiske ulighed er forskellig, men når folket - i konkret forstand de store, ungdomsgenerationer - for alvor, med stor energi og stort mod begynder at trodse magthaverne og kæmpe for deres umiddelbare interesser, og får støtte til det af den efterhånden også voksende og veluddannede middelstand, så har magthaverne grund til bekymring. Folkets frygtbarriere er overvundet, men det skal holdes in mente, at opstanden primært er af social karakter og kun sekundært egentligt demokratisk. Det betyder imidlertid ikke at uroen ikke skal ses i det store perspektiv der hedder kampen for frihed og demokrati i Mellemøsten, og som i mange år har ført til vestlig indsats både militært og diplomatisk i Irak og Afghanistan som svar på islamistisk terror. Denne kamp er langt fra ført til ende, selvom den har givet stigende splittelse blandt vælgerne i de vestlige lande, fordi åbenlyse resultater har ladet vente på sig. Men den nye situation understreger kun - hvad mange af os har påpeget gennem flere år - at man ikke kan tage definitivt stilling til den militære indsats før om tyve eller tredive år, for først til den tid kan man se de store udviklingslinjer. Det bør i denne forbindelse også nævnes at det er meget let for menneskerettighedsforkæmperne at bebrejde USA og EU at have støttet de stabiliserende regimer i Mellemøsten som Egypten, Jordan og Saudi-Arabien, men forsømt kritikken af deres faktiske undertrykkelse af befolkningerne. Men menneskerettighedsforkæmperne begår altid netop som idealister den store fejl at kritisere magthavere ud fra absolutte principper og se bort fra at enhver udvikling tager sin tid, at intet demokrati er skudt frem af sig selv fra den ene dag til den anden, og at de vestlige demokratier er nødt til at føre en eller anden form for pragmatisk realpolitik og samarbejde med de lande som det er muligt at samarbejde med på det eksisterende realgrundlag, uanset om man kan lide det eller ej. Vestens politiske ledere er sommetider tvunget til at skulle vælge mellem betænkelige alliancer og alternativer der er endnu værre. Det er dog efterhånden svært at forstå at USA bliver ved med at se gennem fingre med undertrykkelsen i Saudi-Arabien, men når man har gjort det med undertrykkelsen i Egypten og Jordan så længe som tilfældet er, skyldes det jo ikke mindst, at begge disse lande valgte freden med Israel frem for den almindelige islamistiske krigs- og udslettelsesstrategi. Og dét har da været utroligt værdifuldt for Israel og Vesten. Nu er det imidlertid klart at der må skiftes spor i både USA's og EU's udenrigspolitik. Man må være mere lydhør for de folkelige kræfter i de arabiske lande end for de reaktionære magthaveres positioner. Og derfor ser man allerede at specielt præsident Barack Obama og udenrigsminister Hillary Clinton nu sadler om i forhold til den vej de slog ind på efter Bush - og som var et naivt forsøg på hurtigt at skaffe palæstinenserne en stat uanset hvad Israel måtte mene. Udviklingen må på ny ses i det helt lange 30-50-årige perspektiv. Palæstinenserne vil først kunne sikre sig deres egen stat, når de vælger demokrati og fred uden betingelser. Den revolutionære tilstand skaber som sagt altid uro og forandring. Revolution betyder generelt en omvæltning der bringer faste magt- og ordensstrukturer i opbrud og dermed frembringer mere kaotiske tilstande, dvs tilstande med hvad der i kaosteorierne kaldes nye følsomme begyndelsestilstande, og for dem gælder at deres videreudvikling ikke kan beregnes blot tilnærmelsesvis forudsigeligt. Risikoen er altid politisk kaos, dvs opløsning af civilsamfundets orden. Derfor søger de potentielle magthavere altid at gribe ind for at sikre deres egne interesser. Og da nogle af dem til dette formål higer efter den absolutte magt, kan revolutioner ende galt i og med at fjernelsen af de gamle undertrykkere blot baner vej for etableringen og konsolideringen af nye der er lige så slemme, eller endog værre. De historiske eksempler er mange og ofte skræmmende. Revolutionen i Frankrig 1789 fjernede den enevældige monark, men førte til Robespierres kortvarige rædselsregime 1793-94 med efterfølgende ustabilitet, der i 1804 endte med Napoleons kejserdømme og krigseventyr. Revolutionen i Rusland 1917 fjernede den enevældige zar og et spædt og usikkert demokrati. Det skete i folkets navn, men viste sig blot at føre til den fanatiske Lenins bolsjevistiske etpartisystem og senere til den lige så kyniske Stalins diktatur med Gulags arbejds- og straffelejre der kostede millioner af russere livet. Først i 1989 brød systemet sammen efter Gorbatjovs velmente, men for sene forsøg på nødvendig reformering. Revolutionen i Tyskland 1933 førte til faldet af den uhyggeligt svage Weimarrepublik der forgæves prøvede mod alle odds at hamle op med de katastrofale følger af nederlaget i første verdenskrig, herunder en galopperende inflation og arbejdsløshed. Hitler udnyttede skrupelløst befolkningens stigende utilfredshed (og den ulyksalige strid mellem socialdemokrater og kommunister om vejen frem skulle være revolutionær eller reformistisk), og han førte landet ind i systematisk undertrykkelse og jødeforfølgelse samt vanvittige ekspansioner mod både øst og vest. Han kæmpede til det sidste og førte hele landet med sig ind i det gigantiske ragnarok. Situationen i 1945 efter verdenskrigen var en yderst følsom ny begyndelsestilstand med frygtelige ar og ruiner, men også muligheder. Vesteuropa fik lov at rejse sig og bygge op - takket være amerikansk Marshall-hjælp; egentlig politisk fornyelse med udgangspunkt i modstandsbevægelserne blev der ikke meget af. Østeuropa måtte i årtier slide surt for opbygning af sovjettisk økonomi og militær. Alle modstandsforsøg blev slået skånselsløst ned - undtagen den der kom fra det katolske Polen der fra 1979 fik Vatikanet med den nyvalgte polske pave Johannes Paul II som kreativ og engageret forbundsfælle. Kreml forstod ikke en brik af hvad der kom gang i - og måtte kapitulere i 1989. Det blev dokumenteret at magthavere altid slås ikke blot med konkurrenter, men også med åndsmodstandere. Ungdomsoprøret i 1968 må nødvendigvis tages med, fordi det på godt og ondt blev et aldrig før set generelt oprør mod de etablerede systemer i Vesten som ikke blot gjaldt den politiske magt, men også og navnlig den akademiske og kulturelle i bred forstand. Ny musik og nye livsformer med psykedeliske stoffer gik hånd i hånd med en kritik af systemet der ofte gav sig udtryk i vold og ekstremisme. Besynderligt nok - men meget umodent og revolutionsromantisk - valgte ungdomsoprøret i vid udstrækning forbundsfæller blandt palæstinensere og andre revolutionære bevægelser ude omkring i verden uden at forstå, hvilke forudsætninger vort eget, hårdt tilkæmpede demokrati egentligt havde. Ungdomsoprøret sympatiserede med revolutionerne i fx. Latinamerika og Sydamerika, men havde ingen chancer for at påvirke resultatet. Revolutionen i Iran 1979 fandt en vis sympati i vestlige kredse fordi det rettede sig mod shahstyret og USA (og kapitalismen), men blev hurtigt set som roden til alt det onde iranerne senere måtte stå igennemn, da den dybt reaktionære og islamistiske ayatollah Khamenei definitivt fik etableret sit styre. Iran har siden stået som selve skræmmebilledet på hvad ekstrem islamisme kan føre med sig i retning af undertrykkelse af alle menneskerettigheder i Allahs navn - og de leger nu også med atomtruslen.. Det skal i denne forbindelse ikke forbigås at revolutionsånden som sådan hænger nøje sammen med det kollektivt ubevidste. Enhver undertrykkelse medfører naturligvis en stigende frustration både hos et individ og et folk - og også den individuelle sjæl har relationer til det kollektivt ubevidste - men det særlige ved den folkelige frustration er at den rejser en folkelig oprørsånd der kan blive umådeligt stærk, fordi den ikke alene omfatter mange mennesker, men trækker på dybe kræfter i det ubevidstes universelle forestillinger. Derfor kan den dels få en voldsom synergi, dels blive af 'smittende' karakter; den overføres så at sige gennem det kollektivt ubevidstes fine net af forbindelser til tusindvis af mennesker andre steder, et fænomen der lettest forstås i analogi med det elektromagnetiske felt i fysikken. Der er naturligvis ikke tale om overførelse af noget i retning af virus, eller noget i retning af hvad biologien Rupert Sheldrake kalder 'morfisk resonans', men netop om en specifik overførsel af psykisk energi der på passende tid og sted kan akkumuleres til en helt uimodståelig og ukontrollerbar 'højspænding' (for nok en gang at tale i vendinger fra fysikken, der under ingen omstændigheder skal tages bogstaveligt). Derfor ser man aktuelt at folkelige rejsninger i det ene nordafrikanske land kan inspirere til rejsninger i et andet - og måske i et tredje og fjerde, uanset at de sociale og politiske strukturer er forskellige i de pågældende lande. Det der overføres er universelle forestillinger om frihed og retfærdighed. Dette kan naturligvis ikke bevises, da de nævnte energier ikke kan dokumenteres på naturvidenskabelig vis, men det er der ingen psykiske energier der kan. Henvisningen til hypotesen om 'det kollektiv ubevidste' og de psykiske fundamentalkræfterkan derimod afmystificere sagen - og gøre de faktiske overførsler forståelige som naturlige, psykiske fænomener. Moralen er temmelig enkel: Revolution kan være nødvendig når enevældige herskere låser udviklingen fuldstændigt fast af enten snævre magtpolitiske, ideologiske eller religiøst-moralske grunde, for i første omgang kan den skabe den følsomme begyndelsestilstand der er forudsætningen for etableringen af noget principielt og strukturelt nyt, men resultatet kan i anden omgang desværre alt for let blive et længerevarende kaos der direkte kalder på ledertyper der ønsker magt frem for alt andet. De er ofte kyniske nok til at skabe orden med alle midler og dermed sikre sig en struktur der lige nøjagtigt passer til dem selv og deres korrupte vilje til magt. Men selvom man undgår denne magtpervertering og i stedet prøver den demokratiske proces, så er der ingen garanti for at den lykkes, for den kræver ikke alene god vilje og passende oplysning, men også en betydelig tålmodighed. Og en sådan er just ikke typisk for revolutionsånden. I demokratiske samfund er revolution slet ikke nødvendig. Her sikrer man nødvendige forandringer gennem reformer. Demokratiet kommer imidlertid ikke nogen steder af sig selv, men kræver en ofte langvarig proces med politiske kampe og åndelig udvikling, således at de parlamentariske mekanismer og strukturer såvel som den åndelige modenhed udvikles støt og roligt. Dette kræver igen oplysning og folkeoplysning, og forskellen mellem disse to størrelser ligger i dybden. Det åndelige og folkelige går dybere ned i sjælene end det rent kundskabsmæssige, fordi det er forbundet med det kollektivt ubevidste og derfor principielt ligger uden for kontrol. Det er frit og uafhængigt og derfor 'saltet' i samfundsudviklingen. Dette er grunden til at sekularisering i sidste ende er betingelsen for demokratiet. Sekularisering betyder ikke - som alt for mange desværre tror - at religion eller eksistensspørgsmål skal holdes ude af det offentlige rum. Tværtimod, for noget sådant kan slet ikke lade sig gøre, og det ville i givet fald være fatalt, da 'saltet' netop derved ville miste sin kraft. Men sekularisering betyder at den politiske magt skal holdes fri af alle former for 'religøs magt', dvs af ethvert præsteskabs forsøg på at gøre deres ideologi til grundlag for magtudøvelsen. Noget sådant er reelt altid et misbrug, da magt og ånd er principielt uforenelige størrelser, men visse magthavere elsker at ophøje deres egen ideologi til guddommelig sandhed. Det er med til at styrke deres i forvejen opblæste egoer. Folkeoplysningen er kun genuin hvor ånden opfattes som uafhængig af enhver magtinstans. Men så virker den til gengæld befriende på alle. Den fremmer humoren og tolerancen - og den kan skabe netop de kreative miljøer der er brug for. Intet samfund er fuldkomment eller færdigudviklet. Ethvert samfund vil altid være på vej mod noget nyt - og i håbet om noget bedre. Revolution kan som sagt være nødvendig hvor udviklingen er gået i stå, hvor konservatismen af enten ideologisk, religiøs eller vanemæssig art har taget overhånd og standset sund og nødvendig forandring. Men selv hvor et samfund ikke er havnet i sådanne uheldige, helt fastlåste situationer, vil der med mellemrum være brug for nybrud af den ene eller anden art, brud med fortiden som kan give plads til frembrud af noget emergent nyt i udviklingen som kan føre denne videre. Her taler vi med andre ord om noget banebrydende. At være banebrydende betyder at bane vej for store forandringer i såvel videnskab, økonomi, politik og religion. I naturvidenskaben er Niels Bohr og i åndsvidenskaben Vilh. Grønbech strålende eksempler. Hertil kommer i psykologien Freud og Jung og i biologien Darwin og Konrad Lorenz. I økonomien kan nævnes navne som Adam Smith og Karl Marx. Men fra vor egen tid kan også fremhæves Jørgen S. Dich. I politik kommer vi ikke uden om Platon, Cicero, Machiavelli, Thomas Hobbes, John Locke eller Rousseau. Men heller ikke Thomas Jefferson eller udformerne af velfærdsstatens teori som Pareto eller Ludwig Erhard. Og i religionen har vi foruden Moses, Buddha, Jesus og Paulus også nyere skikkelse som Luther og Grundtvig. Nogle arbejder mest teoretisk, men inspirerede ad den vej senere forskere og praktikere til store indsatser. Andre var i højere grad folkelige vækkere. Uanset om de hørte til den ene eller anden kategori, var de overvejende intuitivt tænkende. Og det betyder lige netop at de trak på det kollektivt ubevidstes enorme ressourcer og tilførte denne kilde yderligere ressourcer. Som det ses kræves der noget helt andet af det at være banebrydende end af det at være revolutionær. Det sidste er langt mere fokuseret på den øjeblikkelige situation og vil oftere påvirke den en tid. Mens det at være banebrydende fokuserer på og appellerer til noget dybere og derfor også har et meget længere sigt. Man kan også sige, at det at være revolutionær i højere grad angår det snævre jegs udfoldelse, mens det at være banebrydende angår åbningen af et større felt, 'selvets' eller totalpsykens felt. Men de to ting udelukker ikke hinanden. At være revolutionær kan i visse historiske situationer være nødvendigt. Men det skal helst forbindes med det banebrydende for at sikre en fornuftig progressivitet på længere sigt. Deres ærbødige Jens Vrængmose Henvisninger: Øvrige artikler i 'Ontologisk antologi': At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet (22.2.11.) At være mand og at være kvinde, hvilken forskel! (18.2.11.) At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker (15.2.11.) At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed (11.2.11.) At være naiv eller at være bevidst gør en forskel (9.2.11.) At være terrorist eller at være demokrat (7.2.11.) At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål (4.2.11.) At være ateist er snæversynethed (28.1.11.) At være metafysiker er en tvivlsom affære (art. 3 - 26.1.11.) At være vælger og politiker (art. 2 - 24.1.11.) Skal læger bestemme over liv og død? (art. 1 - 20.1.11.) Andre relevante artikler på Jernesalt: kaosteorierne det kollektivt ubevidste de psykiske fundamentalkræfter Vilh. Grønbechs kulturopgør Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt Konrad Lorenz' kulturopgør Vurdering af det 20. århundrede Ungdomsoprøret i 1968 Samlet oversigt over serie om Virkeligheden: Fysikken og virkeligheden (26.6.07.) Tiden og virkeligheden (5.7.07.) Rummet og virkeligheden (12.7.07.) Livet og virkeligheden (22.7.07.) Ånd og virkelighed (29.7.07.) Sproget og virkeligheden (4.8.07.) Humor og virkelighed Veje til livskvalitet og mening - artikelserie Afsnit I: Fra tidsfordriv til engagement Afsnit II: Fra tryghed til frihed Afsnit III: Fra rutine til intensitet Afsnit IV: Fra funktion til proces. 'Jernesalts 2009-filosofi' med kapitlerne: Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifestet Peer Sendemands rubrik: Klik Jens Vrængmoses rubrik: Klik Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |