ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.10.02.

Darwin og skaberen

En af de vigtigste følger af den sekularisering der støt og roligt er sket i den vestlige verden er, at videnskab og religiøs tro er blevet adskilt på samme måde som stat og religion.

Religionen har naturligvis fortsat sin plads i ethvert frit og demokratisk samfund der ikke er så ideologisk besat som de kommunistiske regimer, at de vil have al religionsudøvelse og -tro udryddet, og religion betragtes også som en så væsentlig ingrediens i hele kulturudviklingen, at elementært kendskab til religion som sådan og de store folkereligioner betragtes som en selvfølgelig ting i oplyste lande.

Men religion er blevet en privat sag i den forstand, at det ikke rager andre, hvad folk render rundt og tror på eller hvordan de indretter deres tilværelse med hensyn til tro og gudsdyrkelse, sålænge det ikke generer andre. I det omfang religionen ligefrem påberåbes som udgangspunktet for politisk eller kulturelt stillingtagen, bliver religionen dog naturligvis en anden sag, nemlig en sag som de troende må stå til regnskab for i offentligheden.

Nu har vi her i landet fået en lidt ejendommelig konflikt mellem undervisningsministeriet og De Kristne Friskoler om udviklingslæren, idet den principielle adskillelse mellem videnskab og religiøs tro bevirker, at den danske folkeskole og den danske gymnasieskole i sin biologiundervisning holder sig til fakta og teorier, som den almindelige autoriserede naturvidenskab anser for givne eller sandsynlige, herunder udviklingslæren, og holder den bibelske skabelsesretning ude som videnskabelig irrelevant. Men De Kristne Friskoler blander bevidst tingene sammen og lader undervisningen i deres biologitimer omfatte både skabelsesberetningen og udviklingslæren.

Det vil undervisningsministeren nu af gode grunde have stoppet. Den slags sammenblanding er en total misforståelse af friskolernes frihed til at bestemme den religiøse opdragelse af de børn der sættes i disse skoler, for biologiundervisning er i vore sekulariserede samfund lige så lidt som geografi- eller historieundervisningem et led i den religiøse opdragelse. De er tværtimod led i den almene meddelelse af sådanne nyttige kundskaber, som anses for nødvendige for børn og unge der skal kunne begå sig i det moderne samfund.

Konflikten blev taget op i Deadline på DR2 fredag den 18. oktober, hvor Martin Krasnik konfronterede formanden for De Kristne Friskoler Kai Hansen med biologen Jesper Hoffmeyer fra Københavns Universitets molekylærbiologiske Institut. Og resultatet var højst besynderligt, fordi Kai Hansen var umådeligt skråsikker og veltalende, hvorimod Jesper Hoffmeyer var påfaldende usikker på, hvordan han skulle tackle en sådan skråsikkerhed - og Martin Krasnik lige så usikker på, hvordan han skulle skære igennem til sagens kerne.

Det eneste Kai Hansen nemlig kunne anføre - og det gjorde han til gengæld konsekvent og energisk - var at han og andre kristne mennesker nu engang troede på, at Gud var altings skaber, at dette stod i bibelen, og at det måtte og skulle være grundlaget for kristne menneskers opfattelse, hvorimod den officielle udviklingslære - af Hansen fejlagtigt reduceret til Darwins 150 år gamle teorier - var og blev hypoteser, som man gerne kunne undervise i, men kun ud fra det hovedsynspunkt at de var ubeviselige.

Hovedfejlen i denne argumentation er ene og alene, at en strålende og eksistentiel altid aktuel bibelsk myte opfattes på samme plan som en videnskabeligt underbygget og til stadighed efterprøvet og udbygget teori, eller med andre ord, at det slet ikke forstås, at den mytiske tale, livs- og verdensopfattelse angår tydningen af vores mening med livet eller om man vil det mere metafysiske aspekt af livet, mens den videnskabelige forskning angår den afdækning af årssagssammenhængene i tilværelsen, universet og evolutionen, som er muliggjort gennem streng holden sig til kendsgerninger, empiriske undersøgelser og logiske slutninger.

Alt det ved Jesper Hoffmeyer alt om, eftersom han er alt andet end fagidiot. Han forsker tværfagligt og mere og mere inden for et spændende felt der hedder biosemiotik. Og han afviser på ingen måde principielt eller personligt metafysiske betragtninger i tilværelsen, hvad man altsammen kan forvisse sig om ved at læse hans ugentlige klumme i Politikens bogtillæg om lørdagen eller hans egen hjemmeside.

Men problemet er jo, at det er hundrede gange sværere at redegøre for den videnskabelige forsknings principper, metoder og resultater end at docere uforgribelige religiøse trossætninger, der postuleres alene med reference til en bog som biblen (eller for muslimers vedkommende til koranen). Det er vitterligt to forskellige planer af sprog og tænkning, som man bedst kan danne sig et solidt indtryk af ved at gøre sig forskellen mellem de primære og de sekundære psykiske processer klart. På den måde vil man nemlig også lettere kunne forstå, hvorfor de mennesker der argumenter med troens dogmer som absolutte sandheder alt andet lige er meget sikrere i deres sag end folk der møjsommeligt bygger deres opfattelse op på nøgterne kendsgerninger, solide eksperimenter, logiske slutninger og omhyggelige afvejninger.

Evolutionsteorien er selvfølgelig en hypotese, fordi den ikke kan være andet. Evolutionen er et engangsfænomen af en så langstrakt, altomfattende og fortsat igangværende orden, at den ikke kan gøres om som eksperiment i laboratoriet. Men den bliver til stadighed bekræftet og forfinet ud fra stadig flere omhyggelige iagttagelser i astrofysikken og biologien, at den kan betragtes som den eneste foreliggende konsistente teori om vores univers gennem tiderne. Den er ikke identisk med Darwins lære, selvom Darwin skal have æren for at have ført udviklingslæren væk fra spekulationens sfære og ind i den empiriske videnskabs sfære. Men på flere delpunkter tog han fejl. Den slags opdages og rettes. Og det er sådan videnskaben arbejder.

Jesper Hoffmeyer havde ikke en heldig stund over for Kai Hansen, for han var åbenbart komplet uforberedt på og uvidende om, at nogen kunne være så indskrænket som denne Hansen, der førte biblen i marken over for både naturvidenskaben og sund fornuft. Hoffmeyer løftede opgivende armene og så mod himlen efter hjælp mod en sådan vankundighed og overtro. Og han tabte faktisk på point!

Hoffmeyers - og Martin Krasniks - fejl var at ingen af dem på noget tidspunkt forsøgte at gøre Kai Hansen begribeligt, at de mytologiske skabelsesberetninger har deres mening og styrke på et helt andet plan, nemlig den subjektive tilværelsesforståelses plan, hvor årsagssammenhænge, empiriske undersøgelser, eksperimenter og logiske slutninger - tvivl og prøven sig frem - er komplet underordnet den ejendommelige og uforklarlige fornemmelse mennesket gennem alle tider har haft af, at der er en mening med deres liv og et håb for deres fremtid, uanset hvor værdifrit og absurd det hele tager sig ud fra en objektiv videnskabs synspunkt, og uanset hvor tilfældigt og umenneskeligt mangt og meget i universet og historien måtte forekomme os at være.

Vi lever til dagligt i en verden der er gennemsyret af naturvidenskab og teknologi, og de fleste af os ønsker os det ikke anderledes, fordi det fører mange goder og udfordringer med sig. Men dybest set lever vi - som også nøgterne ateister som Bertrand Russell indså - på noget helt andet, nemlig på en grundliggende og i sin art mystisk erfaring af at tilværelsen er fuld af mening.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose