Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - favrholdtbohr

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.12.10.


Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt

Favrholdts bog og hovedsynspunkter
Kvantemekanikken
Komplementaritetssynspunktet
Bohrs forudsætninger
Bohrs væsen
Dagligsproget
Livet og bevidstheden
Erkendelsen
Bohrs begrænsning
Helhedsrealistisk vurdering
Henvisninger



Favrholdts bog og hovedsynspunkter    
Til toppen  Næste

Professor dr. phil. David Favrholdt har skrevet flere bøger om atomfysikeren, nobelprismodtageren og filosoffen Niels Bohr (1885-1965), herunder ikke mindst den fremragende indføring "Fysik - Bevidsthed - Liv" som kom i 1994, men sidste år kom så den endelige biografi fra hans side: "Filosoffen Niels Bohr", en dybt personlig skildring af mennesket og filosoffen Bohr med en glimrende historisk gennemgang af fysikkens og filosofiens udvikling gennem tiderne forud for den grundige behandling af Bohrs egen, dybt originale erkendelsesteori og den besynderlige modvilje den blev udsat for.

Favrholdt understreger at Bohr virkelig havde noget revolutionerende nyt at byde på, nemlig en gennemtænkt erkendelsesteori som "under ét forkaster alle de mange forskellige grundholdninger som man finder i den vesterlandske filosofi fra Platon og frem til vor tid" (p.8). Men han konstaterer også med beklagelse at mange ikke har kunnet se dybden og nysynet i denne erkendelsesteori. De fysikere der har skrevet om den har vidst for lidt om filosofi. Og de filosoffer der har studeret den har vidst for lidt om fysik og naturvidenskab i det hele taget, hedder det.

Favrholdt lægger ikke skjul på at han betragter Niels Bohr som en mindst lige så stor teoretisk fysiker som Einstein. Og dertil kommer at Bohr "har langt større betydning end Einstein for såvel grundforskningen som den anvendte forskning inden for fysik, og at han i hele diskussionen om den filosofiske udlægning af den nye fysik var langt mere kvik og dybsindig end Einstein".



Favrholdt fremhæver at Bohr er den første der gør op med den gamle græske betragtningsmåde som har præget hele den vesterlandske tænkning fra oldtiden over middelalderen og op til vor tid og som Platon formulerede så klart at det blev medbestemmende for menneskehedens historie. Denne gamle betragtningsmåde gør det til et udgangspunkt for al filosofi at der ved siden af vores sanseverden også findes en idéverden eller begrebsverden som vi kun kan erkende gennem vores tænkning. Denne idéverden findes 'uden for', 'bag ved', 'bag om' eller 'hinsides' sanseverdenen. Og den er ifølge Platon evig og uforanderlig, eftersom almenbegreber, matematiske sandheder m.m. jo ikke kan ændre sig med tiden. Vi lever ifølge Platon i den sanseverden vi i daglig tale kalder 'virkeligheden'. Men hinsides den findes en 'højere form for virkelighed', idéverdenen, der rummer det evigt sande. (155-57)

Denne dualisme eller 'to-verdens-opfattelse' vinder indpas i århundrederne fra ca. 200 f.kr. til år 400 i såvel jødedommen som kristendommen og siden hen i islam. Ud over dagligdagens dennesidige verden findes en hinsidig verden, hvor der - med Favrholdts ironiske ord - vistnok er himmel og helvede, men i hvert fald en gud som står for det hele, en gud som har skabt den verden vi lever i.

Hele denne dualistiske filosofi bygger Immanuel Kant videre på i sin oplysningsfilosofi - og denne har lige til Bohrs dage forhekset næsten alle filosoffers forstand. Det ses navnlig i striden mellem materialismen og idealismen, og Bohr er den første der giver os begreberne til at forstå hvor fejlen i denne tænkning ligger.

Men det bør dog tilføjes at Niels Bohr ikke var den eneste i det 20. århundrede der gjorde op med dualismen. Det gjorde nøjagtigt samtidigt den danske religionshistoriker Vilh. Grønbech (1873-1948), men vel at mærke ud fra sin dybe og originale religionsforståelse. Og det gjorde såmænd også etologen og filosoffen Konrad Lorenz (1903-89) med sin originale forståelse af den menneskelige aggressivitet.... Men begges synsvinkler lå uden for Bohrs (og Favrholdts) rækkevidde.



Det afgørende for Bohrs nytænkning var de to store omvæltninger i fysikken omkring år 1900, nemlig kvantefysikken og relativitetsteorien. Begge indebærer så store brud på vore almindelige anskuelsesformer, at det siden er blevet normalt at tale om fysikken op til 1900 som den klassiske fysik og fysikken efter 1900 som den moderne fysik. Men det er Niels Bohrs fortjeneste at der er kommet helt nye tænkemåder på banen, tænkemåder som først og fremmest er karakteriseret ved komplementaritetssynspunktet og korrespondensprincippet og som efter Favrholds mening "langsomt er ved at slå igennem inden for naturvidenskaberne. Efter al sandsynlighed vil det brede sig til synsmåder inden for politik og livssyn i det hele taget."

Bohr udviklede sin komplementaritetsopfattelse ud fra en nøje analyse af iagttagelses- og beskrivelsesbetingelserne i kvantemekanikken. Hans overvejelser resulterede i et filosofisk grundsyn der i al sin enkelhed gør det af med en række traditionelle holdninger angående spørgsmålene om den menneskelige erkendelses gyldighed og grænser.



Dette Bohrske grundsyn er epokegørende, understreger Favrholdt, men den nye epoke har desværre endnu ikke indfundet sig, lyder hans gentagne beklagelse.

Favrholdt har mødt mange fysikere der har forstået Bohrs argumentation og accepteret hans grundsyn - personligheder som Wheeler, Weisskop, Rozental og Aage Petersen - men de havde for lidt viden om vor tids filosofi til at kunne se, hvor betydningsfuldt Bohrs grundsyn er uden for fysikken. Og hvad filosofferne angår har de efter Favrholdts mening især her i Danmark gennemgående haft den mening at det gjaldt om at skyde Bohrs filosofi ned, fordi de følte hvordan den trak tæppet væk under de forskellige filosofiske ismer som de møjsommeligt havde tilegnet sig i deres studietid og fremefter.

Favrholdt har i tidens løb været ude for mange danskere der intet ved om Niels Bohr. Men hvad værre er: "mange - alt for mange - danske intellektuelle, og hermed mener jeg kunstnere, skønlitterære forfattere, kulturdebattører, journalister og politikere m.m. ved nul komma nix om fysik eller naturvidenskab i det hele taget". Det er ikke så godt for Danmarks økonomi at grundforskningen fra politisk hold bliver nedprioriteret i forhold til anvendt forskning. Og det er heller ikke så godt for hele vort kulturliv, hele debatten om menneskesyn, livssyn, sociale forhold, civilisationernes sammenstød og globaliseringens store vifte af kulturelle problemer at flertallet af debattørerne ved for lidt om naturvidenskab.

Undertegnede er helt enig. Ja, jeg tør godt kalde det en skandale af rang at så få forskere, politikere og kulturdebattører i Niels Bohrs eget hjemland kun har et overfladisk og ofte helt forkert kendskab til denne filosof. Og det må derfor hilses velkomment at Favrholdt kommer med en ny sober og velfunderet, men alligevel på mange måder provokerende bog.

Favrholdts værk er forbilledligt hvad angår klar og præcis redegørelse for Niels Bohrs geniale og banebrydende, men endnu ikke ordentligt forståede endsige opfulgte filosofi og dens forudsætninger. Forbilledligheden er ikke så mærkelig, for Favrholdt er en af de meget få danske filosoffer der har sat sig så grundigt ind i fysik og kvantemekanik at han har været i stand til at forstå Bohrs erkendelsesteori i fuld udstrækning. Han har haft fordel af som studerende og ung forsker at have fulgt Bohrs egne forelæsninger, forskning og kollokvier på Bohr-institutet og debatterne om Bohrs filosofi i det hele taget på nærmeste hold. Han er fortolig med Bohrs egne skrifter, notater og korrespondancer, som findes på Bohr-arkivet. Og han er endelig også en stor pædagog der kan skrive forståeligt for ikke-fagfolk.



David Favrholdt (f. 1931 i USA) må betragtes som den betydeligste nulevende danske fagfilosof. Han er både magister i filosofi (1959) og kandidat i psykologi (1958) fra Københavns Universitet; han var kandidatstipendiat 1960-61 og amanuensis ved KU 1961-66, og han var i denne periode en flittig og meget inspirerende anmelder af filosofisk og psykologisk litteratur i Information, siden ved Berlingske Tidende og Weekendavisen. I 1964 blev han dr. phil. på en disputats om Wittgensteins 'Tractatus Logico-Philosophicus', hvis filosofi den dygtige pædagog også gennemgik grundigt på Folkeuniversitetet. Fra 1966 til 2001 var han professor i filosofi ved Odense Universitet.

Favrholdt var en af de første fagfilosoffer herhjemme der - bl.a. påvirket af Peter Zinkernagel - anerkendte Niels Bohr som en af vor tids største erkendelsesteoretikere. Men Favrholdts allerførste møde med Bohr hører med til fortællingen. Bohr havde nemlig påtaget sig som stedfortræder for de forhindrede filosofiprofessorer Jørgensen og Brandt at holde forelæsninger for de filosofistuderende netop i september 1951, hvor Favrholdt påbegyndte universitetetsstudiet. Bohr startede forelæsningen på Filosofisk Laboratorium kl. 19, og han talte uafbrudt time efter time lige til klokken halvtre-tre om natten. Han begyndte med at gøre rede for Plancks konstant, og derefter blev hele udviklingen af atomfysikken og kvante-mekanikken gennemgået trin for trin. Omkring midnat indskød hans nære, ledsagende medarbejder Stefan Rozental: "Professor Bohr, vi må tænke på at der også er en dag i morgen". Men hertil svarede Bohr blot: "Jamen, jeg er jo slet ikke færdig". Og så fortsatte han ellers uanfægtet.

Favrholdt tilstår at han ikke forstod ret meget af hvad Bohr sagde, men "jeg kunne skimte en helhed, og jeg kunne fornemme en dybde i problemerne, som var anderledes, end hvad jeg hidtil havde været ude for i læsningen af de store filosoffer i historien. Og den følgende dag besluttede jeg at jeg ville sætte mig ind i den atomare fysik. Derudover besluttede jeg at møde op ved de møder og foredrag hvor man kunne få lejlighed til at høre Bohr tale og diskutere". Det kan man da kun kalde en så dybtgående erkendelse at det har åbenbaringens karakter.

Favrholdt forsømte de følgende år ikke nogen lejlighed til at høre Bohr som forelæser eller drøfte problemerne med atomfysikeren selv og hans daværende assistent, den senere amerikanske fysikprofessor Aage Petersen, og han fik efterhånden et særdeles indgående kendskab til Bohrs filosofi, som det ikke mindst fremgår af den nævnte bog om Bohr 'Fysik, Bevidsthed, Liv' (1994). Den fulgtes i 2005 op af 'Spaltningen - Niels Bohr og Werner Heisenberg i videnskab og politik'.

Favrholdt vedkender sig i 'Filosofisk codex' at han i sit grundsyn netop er inspireret af Peter Zinkernagel, Aage Petersen og Niels Bohr, og han nævner udtrykkeligt at det fælles for disse tre var at de lagde markant afstandtagen til Jørgen Jørgensens synspunkter, specielt til teorien om de analytiske og syntetiske sætninger som man kendte den fra den logiske empirismens velmagtsdage. Denne isme indebærer principielt en kløft mellem tænkning og erfaring. Og Favrholdt undlader ikke at bemærke hvor ejendommeligt det er at se, at "selvom den logiske empirisme er blevet fordømt i alle filosofiske kredse, er netop denne distinktion i vore dage accepteret af næsten alle der beskæftiger sig med erkendelsesteori".



Favrholdt har i sin tid også skrevet om kinesisk filosofi (1970) og om 'Lenin' (1978). Den førstnævnte har givet ham gode muligheder for at forstå Bohrs interesse for taoismen. Sidstnævnte indeholder en skarp kritik af Lenins filosofi og verdensanskuelse. Og bogen fik den tragikomiske følge at en russisk filosof der engang i 1980'erne drøftede Bohr med Favrholdt på Bohr-instituttet fik et chok da han hørte at Favrholdt havde kritiseret den store Lenin. Ja, russeren blev bleg og begyndte at ryste på hånden. Han var nemlig under konstant overvågning af KGB og måtte ikke omgås fjender af Lenin.

Den flittige Favrhold har udgivet noveller og romaner, og i 2000 også en 'Æstetik og filosofi', hvori han opstillede et sæt ret snævre parametre for vurdering af kunst. - Jf. artiklen David Favrholdts æstetik. Han har desuden været medarbejder ved 'Den Store Danske National Encyklopædi', hvor han bl.a. andet har skrevet essayet om erkendelse (bd 5).

Men generelt må han betragtes som et udpræget æstetisk, for ikke at sige aristokratisk og reserveret menneske i den forstand at han aldrig afslører større interesse for politik, etik eller religion, men holder sig pænt på sikker afstand af alt eksistentielt engagement der kunne risikere at give ham snavs på fingrene eller berøring med folkeliv og folkelige bevægelser. Og dette kommer efter min mening i høj grad til - som jeg allerede har påvist i essayet om 'Filosofisk codex' - at indsnævre hans politiske og kulturkritiske betragtninger. Men det indsnævrer faktisk også hans bedømmelse af Bohr.

Favrholdt udgav 'Filosofisk codex - om begrundelsen af den menneskelige erkendelse' i 1999, og det må betragtes som et hovedværk i dansk erkendelsesfilosofi, der på fornemste vis tilbageviser ikke blot alle former for skepticisme, men også alle former for relativisme og dermed den ved slutningen af 1900-tallet dominerende filosofi. Så alle forudsætninger synes til stede for at Favrholdt kan skrive værket om filosoffen Niels Bohr. Men Favrholdt har som Bohr sin begrænsning og derfor er resultatet blevet et særdeles givende værk om filosoffen Niels Bohr set med David Favrholdts øjne.



Men Favrholdts forbilledlige bog er imidlertid også på sin vis et mærkeligt skrift ved en meget kraftig indblanding af - iøvrigt berettigede - angreb på det filosofiske, forskningsmæssige og videnskabsformidlende miljø i Danmark, men et angreb der fortjente et selvstændigt værk.

Bogen er også kritisabel hvad angår behandlingen af Bohrs syn på dagligsprog og religion og især udeladelsen af Werner Heisenbergs dybe opfattelse af dagligsproget. Favrholdt savner også forståelse for at Bohrs komplementaritetssynspunkt i virkeligheden er særdeles velegnet til en generel og nødvendig udvidelse af vores filosofiske (erkendelsesteoretiske) begrebsramme for hele den menneskelige eksistens, dvs naturvidenskaben, al anden erkendelse foruden selve følingen med den virkelighed der ikke blot er stabil i kraft af stabile materielle ting, men dynamisk i kraft af den energi der hele tiden forstyrrer stabiliteten. Men tilsyneladende interesser dette store perspektiv ikke rigtigt Favrholdt, og derfor er en kritik af hans bog på den komplementære helhedsrealismes grundlag uundgåeligt.

Jeg har dog i denne forbindelse fundet det mest hensigtsmæssig at dele min behandling af Favrholdts bog op i tre selvstændige dele: Først nærværende essay om 'Bohrs banebrydende filosofi', og dernæst to artikler om hhv. Favrholdts angreb på fagfæller og det faglig miljø i Danmark og Favrholdts egne, ret så bastante fordomme om religion og psykologi.



Kvantemekanikken    
Til toppen  Næste

En helt fundamental forudsætning for at man kan forstå Niels Bohrs filosofiske synspunkter er - som Favrholdt med rette understreger - selve opdagelsen af at energi kun kan forekomme i bestemte mindste kvanta - at energi har en diskontinuert "kornet" struktur. Det er denne omstændighed som betinger at der overhovedet er noget som hedder kvantefysik og kvantemekanik - analogt til at relativitetsteori er en nødvendig teori på grund af naturkonstanten c (universalkonstanten for lysets hastighed]. Max Planck opdagede energikvantet i 1900: al energi ligegyldigt under hvilke forhold findes altid i mængder der er et multiplum af 'Plancks konstant' eller 'virkningskvantet h', der har værdien 6,62 · 10-27 erg · sek.

Men en anden fundamental opdagelse hører med, nemlig Einsteins opdagelse af den fotoelektriske effekt. I 1905 (Einsteins 'mirakel-år') publicerede Einstein ikke blot sin artikel om den specielle relativitetsteori som skaffede ham verdensberømmelse, men også en anden om den fotoelektriske effekt: Den handler om at lys kan medføre løsrivelse af elektroner og derved frembringe en elektrisk strøm. Og det var faktisk den der skaffede ham nobelprisen i 1921, året før Bohr.

Bedst som mange fysikere og filosoffer havde afskrevet muligheden for nogensinde at få et nærmere kendskab til den atomare verden, skriver Favrholdt, blev der altså gjort en række opdagelser som førte lige ind i den.



Niels Bohrs gennembrud kom dog først i 1913, hvor han fremsatte sin revolutionerende atomteori der konkret handlede om brintatomet og som viste den klassiske fysiks begrænsede gyldighed.

En af grundlovene i den gren af den klassiske fysik der hedder elektrodynamikken - bekræftet gennem utallige eksperimenter - er at en elektrisk ladning i accellereret bevægelse udsender elektromagnetiske bølger. Når elektronen kredser om kernen i brinatomet skal den derfor nødvendigvis udsende stråling. Denne energi skal tages et sted fra, og der er kun elektronenes hastighed "at betale med". Så hvis elektronen udsendte stråling ville den miste sin bevægelsesenergi, og lynhurtigt - på grund af kernens tiltrækning - ende i kernen; atomet ville med andre ord falde sammen og blive til ioniseret gas (plasma - den fjerde tilstandsform).

Da dette ville gælde for alle atomer, ville der slet ikke findes stabile atomer, og dermed heller ikke stabile ting såsom borde, stole, træer, celler etc. Nu er er der imidlertid, som alle véd, stabile ting i verden. Derfor må atomer også være stabile. Og derfor må det for dem gælde den helt specielle lov, at en elektron der kredse om kernen ikke udsender stråling.

Denne erkendelse formulerede Bohr i sin artikel om kvanteteorien om brintatomet. Den revolutionerede fysikken, men den var så provokerende i sit nysyn at den længe betragtedes som helt uforståelig for fysikere og ingeniører. Mange troede at teorien fuldstændigt undergravede den ellers solide klassiske fysik man fx bygger huse og broer efter. En kendt ingeniør protesterede på et møde mod teorien og brugte argumentet at de broer han byggede var fuldstændigt stabile og altså ikke kunne bero på ustabile atomer. Men Bohr kunne replicere at de fleste atomer skam er stabile under normale betingelser - og at dette lige præcis beror på virkningskvantet. Elektronerne kan skifte bane når de udsættes for bestemte påvirkninger (fx forsøg i fysiske laboratorier), men de kan ikke have vilkårlige baner.



Bohrs atomteori bryder imidlertid med en del af den klassiske fysiks principper, og det drejer sig ifølge Favrholdt om disse:

1) Atomteorien bryder med elektrodynamikkens love ved at antage bevægelser i atomet hvor der ikke afgives energi (elektronernes baner er konstante under normale betingelser).

2) Atomteorien bryder med årsagsprincippet: Man kan ikke angive nogen årsag til elektronens spring fra bane til bane. Man kan kun sige at der vil være en klar sandsynlighedsfordeling når man har at gøre med mange millioner eller milliarder atomer på en gang.

3) Atomteorien bryder med determinisme-princippet. Vi kan ikke forudsige om den enkelte elektron vil springe fra den ene bane til den anden. Men springene fordeler sig efter bestemte statistiske love.

4) Atomteorien bryder derfor også med den klassiske fysiks kontinuitets-princip. Egentlig kan man ifølge Bohr og Favrholdt slet ikke tale om elektroners 'spring', for elektroner bevæger sig ikke fra bane til bane, men kan siges at forsvinde i én bane og opstå i en anden. Det ligger i begrebet om de stationære tilstande at der ikke er tilstande imellem dem. Denne sproglige finesse tjener til at understrege, at elektroners 'baneændring' er diskontinuert og derfor strengt taget ikke kan sammenlignes med legemers baneændring i den makroskopiske verden.

Alle disse konsekvenser var svære at forstå for fysikerne i begyndelsen, men de måtte efterhånden se dem i øjnene og lære at tænke i de nye baner. Bohr talte livet igennem om at kvanteteorien og kvantemekanikken kun kunne udvikles ved at man lærte at give afkalde på tilvante forestillinger. Og han sammenlignede ofte denne situation med indførelse af irrationale tal i matematikken i oldtiden, en nytænkning som var nødvendig for at komme videre i matematikken, men som skræmte pythagoræerne.

Og man må holde fast i at der i kvantemekanikken intet er som modsiger eller er uforeneligt med de ovennævnte tre postulater som udgør Bohrs atomteori fra 1913. De har i hele kvantemekanikken været basis og ledetråd i den videre forskning.

Fordringen om at kvantefysikken skal give samme resultat som den klassiske fysik i overgangstilstandene (overgangen mellem to stationære tilstande) kaldte Bohr for korrespondensprincippet.

I denne forbindelse talte han gerne om begrebet 'generalisation'. Den klassiske fysik er gyldig inden for et bestemt område, men har altså begrænset gyldighed. Kvantemekanikken kan ses som en 'generalisation' af den klassiske fysik, idet man i den bevarer en stor del af principper i den klassiske fysik, men opgiver andre.



Endnu drillede lyset dog fysikerne.

Einstein opstillede i sin 1905-artikel om lys den hypotese at den enkelte elektron blev løsrevet af en 'lyspakke' med energien h · v (en sådan 'lyspakke' kaldte man fra 1926 en foton). Einstein antog altså at lys i denne sammenhæng har en partikelkarakter, og det var dengang noget helt uforståeligt. Først i 1923 lykkedes det for Arthur Comptom at påvise at fotoner fuldt ud kan opføre sig som partikler. Den indfaldende foton afgiver noget af sin impuls til den løsrevne elektron, men summen af fotonens og elektronens impuls er den samme før og efter løsrivelsen.

Bohrs atomteori fra 1913 gav en dybere forståelse af dette, idet teorien jo netop går ud fra at atomer optager og afgiver energi i kvanta der er h gange frekvensen af den optagne eller afgivne stråling.

Men dualiteten med hensyn til lysets natur var mærkelig, og den inspirerede den franske fysiker Louis de Broglie til i 1924 at gætte på at også materien havde en sådan dobbelt natur. Fx kunne elektroner tænkes at opføre sig som bølger hvis man lod dem passere igennem gitre der var fine nok. Dette blev året efter påvist af Davidsson og Germer. Ud fra ret enkle overvejelser beregnede Broglie elektronens bølgelængde til at være lig med 'h/m · v' hvor m er elektronenes masse, v dens hastighed og h Plancks konstant,

Efter Davidsson og Germers forsøg var det imidlertid klart at man befandt sig i en paradoksal situation. Forsøg med udladningsrør viste at elektroner fremtræder som velafgrænsede partikler. Men Davidsson og Germer kunne påvise at elektroner ved gennemgang gennem krystalgitre udviser interferensmønstre som tillader nøje bestemmelse af elektroners bølgelængde ved forskellige hastigheder. Og klassisk fysik giver ingen løsning på dette paradoks.

Det ligger jo i begrebet partikel at to partikler ikke kan optage samme sted i rummet. Bølger derimod kan udmærket krydse hinanden, 'interferere', 'superpositioneres' og derefter forlade hinanden igen uden at være mærket af det. Derfor synes det ganske umuligt at acceptere at fx elektroner på én gang skulle kunne være både bølger og partikler.



Bohrs originale svar på dette problem var at det slet ikke giver mening at spørge om hvad en elektron er 'i sig selv': om den er en partikel eller en bølge (bølgepakke) eller noget helt tredje. Hvad man derimod skal være opmærksom på er at når elektroner i et forsøg optræder som bølger er det udelukket at man kan karakterisere dem som partikler, dvs bestemme deres position, bane og impuls, og når man anstiller forsøg hvor de optræder som partikler, kan de ikke samtidig fremtræde som bølger; man kan ikke tilskrive dem bølgelængde, frekvens med videre.

Man har altså ifølge Bohr at gøre med to typer forsøg som gensidigt udelukker hinanden, men som begge er uundværlige for den teoretiske bygning som kaldes kvantemekanikken. Denne udformedes i årene 1925 til 1927, og kan som Favrholdt understreger rodfæstes i empiriske data og eksperimentelle erfaringer. Og det er lige præcis om sådanne hinanden gensidigt udelukkende forsøgsopstillinger at Bohr først brugte ordet 'komplementær'. De to forsøgsopstillinger er komplementære til hinanden, fordi de gensidigt udelukker hinanden og samtidig supplerer hinanden, ja begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af forsøget. (Om komplementaritetssynspunktet nærmere i et efterfølgende afsnit).



I 1927 opstillede Werner Heisenberg de såkaldte ubestemthedsrelationer. Undertiden kaldes de 'usikkerhedsrelationerne', men det er vildledende, da der ikke er tale om nogen måleusikkerhed. For en atomar partikel, fx en elektron, gælder at ubestemtheden i målingen af dens impuls, ganget med ubestemtheden i dens position, aldrig kan sættes lig med nul; den er altid af en størrelsesorden der svarer til Plancks konstant.

Det betyder at man aldrig på ét og samme tidspunkt kan bestemme elektronenes position og dens impuls nøjagtigt. Jo nøjagtigere positionen bestemmes, des unøjagtigere bliver impulsbestemmelsen og vice versa. Konsekvensen heraf er at man ikke kan etablere en deterministisk beskrivelse af dens bevægelse efter den klassiske fysiks principper, thi en sådan forudsætter netop at man kan bestemme såvel sted som impuls af et givet objekt samtidigt.

Ifølge de Heisenbergske ubestemthedsrelationer er det altså ikke muligt at tilskrive en elektron både sted og impuls på et givet tidspunkt, og dette ligger i at steds- og impulsværdierne ikke må forstås som egenskaber ved elektronen, men derimod som måleværdier ved interaktionen mellem måleapparaturet og det atomare objekt. Dette er der imidlertid, som Favrholdt pointerer, ikke mange der har forstået. Folk tror uden videre at kvantemekanikken indføjer mystik og subjektivitet i fysikken, men det er naturligvis noget vrøvl. Det vender vi tilbage til.



Men som Favrholdt beretter om den omfattende diskussion af to-spalte-forsøget så har alle muligheder for at forklare det ud fra den deterministiske klassisk fysik været prøvet efter - og altid med negativt udfald. To-spalte-forsøget viser at i forsøg på at måle elektronernes bølgelængde er det principielt udelukket at tale om elektroner som værende partikler med bestemt baner. Alle forsøg herpå fører enten til modsigelser eller meningsløsheder. Det må endvidere fremhæves, pointerer Favrholdt, at forsøgets udfald ikke kendes, før det er definitivt afsluttet. Bohr bruger betegnelsen 'lukket' om sådanne forsøg. Det ligger sådan set i at udfaldet ikke kan underdeles, men Favrhold finder det i denne forbindelse værd at betone at selv om man kan angive en sandsynlighed for hvor den enkelte elektron vil lande på forsøgsskærmen, så foreligger der kun viden herom, når den er opfanget på skærmen, dvs når 'processen' er bragt til afslutning.

Favrholdt gør opmærksom på at denne bølge-partikel-dualisme gælder for fotoner såvel som for elektroner, protoner, neutroner og alle andre elementarpartikler, det vil sige for alt der har en masse så lille at Plancks konstant h må tages med i beskrivelsen.



Moralen af disse forsøg ser umiddelbart ud til at være at enhver iagttagelse synes at forstyrre eller ændre det man vil iagttage. Men det er ifølge Favrholdt en utilstrækkelig og vildledende formulering, som han derfor retter op på.

Enhver iagttagelse kræver en udveksling af energi mellem det middel eller apparatur som man iagttager med og det man iagttager, forklarer han. Lys er jo en energiform, og idet lyset rammer tingen og tilbagekastes fra den afgives en minimal mængde energi til tingen - så lille at det i vort daglige liv ikke har nogen teoretisk eller praktisk betydning. Lys er kvantiseret, og det betyder at ved enhver iagttagelsessituation er der en nedre grænse for hvor lidt energi vi kan bruge ved iagttagelsen.

Den mængde energi som man skal bruge ved iagttagelsen af for eksempel en elektrons position i et atom vil nødvendigvis altid være så stor at den - hvis man skal tale i klassisk fysiske vendinger - indebærer "en voldsom forstyrrelse af elektronens tilstand". På grund af størrelsen af de energikvanter der skal bruges ved iagttagelsen af atomare forhold, vil der ved iagttagelsen være tale om en principielt ukontrollerbar vekselvirkning mellem iagttagelses-midlet og det man vil iagttage. og det er derfor vi ikke kan tale om det atomare objekt i sig selv, men kun om det makroskopiske spor som fremkommer ved den etablerede, principielt ukontrollerbare vekselvirkning. Derfor er alt hvad vi ved om kvantemekanik så at sige rodfæstet i makroskopiske data, der må beskrives i klassisk fysisk sprog og dagligsprog.



Hertil kommer imidlertid processernes ejendommelige, men for forståelsen meget generende uanskuelighed.

Samspillet eller vekselvirkningen mellem elektronerne og apparaturet, forklarer Favrholdt, er principielt uanskueligt og altså ikke en eller anden klassisk forståelig, men blot ukendt vekselvirkning. "En atomar begivenhed eller et atomart fænomen er noget der fremkalder virkninger af en størrelsesorden hvor Plancks konstant h spiller en principiel rolle, med virkninger som kun kan gøres observerbare gennem principielt irreversible forstærkerprocesser som for fx ved klik i geigertællere eller spor på fotografiske plader. Men dette betyder igen, at enhver observation er en lukket helhed og er principielt irreversibel, og at den 'proces' der går forud er principielt uanalyserbar og derfor ikke er proces i klassisk fysisk forstand." (P. 124).

For at skære det ud i pap: De iagttagelsessituationer hvor vi opnår informationer om elektronernes bølgekarakter og de iagttagelsessituationer hvor vi opnår information om deres partikelkarakter udelukker gensidigt hinanden. Da de imidlertid begge er nødvendige for den fulde forståelse og supplerer hinanden, er de med Bohrs udtryk komplementære til hinanden.

Men Favrholdt understreger at når Bohr taler om komplementære forhold er det primært iagttagelsessituationerne han tænker på. Det er lidt misvisende at tale om komplementaritet mellem en partikelbeskrivelse og en bølgebeskrivelse i kvantemekanikken, for de kan ikke forstås uafhængigt af hinanden; de er tværtimod begrebsmæssigt sammenhængende (jf. Broglies ligning).



Kvantemekanikken udgør, betoner Favrholdt, en konsistent teori med en forklaringseffekt så omfattende at den ofte omtales som den bedste teori fysikerne nogensinde har frembragt.

De regneregler som udgør den kvantemekaniske formalisme er på grund af iagttagelsessituationen anderledes end i den klassiske fysik. De statistiske lovmæssigheder er principielt statistiske (dvs de kan ikke være andet end statistiske; de angår store mængder af tilfælde og kan aldrig angå enkelttilfældene).

Ubestemthedsrelationerne er udtryk for en indeterminisme, idet de udelukker at man til et givet punkt kan kende alle de variable ved en tilstand som er nødvendige for at man kan lave en deterministisk forudsigelse.

Endvidere gælder den kommutative lov for multiplikation ikke i kvantemekanikken; faktorernes rækkefølge er ikke ligegyldig. Regnereglerne giver en særlig matematik for kvantemekanikken, den såkaldte matrixmatematik.

Og hvad Favrholdt også understreger: Kvantemekanikken ugyldiggør absolut ikke den klassiske fysik. Den klassiske fysik har stadig sit gyldighedsområde, men den er utilstrækkelig, når man har at gøre med vekselvirkninger så små at Plancks virkningskvantum gør sig gældende.



Komplementaritetssynspunktet    
Til toppen  Næste

Som det fremgår er begrebet 'komplementaritet' uundværligt i Bohrs erkendelsesteori. Bohr har imidlertid ifølge Favrholdt aldrig anført en eksplicit definition af komplementaritet og aldrig opstillet noget 'komplementaritetsprincip'. Han talte derimod om komplementaritets-synspunktet.

Komplementaritet var for Bohr en betegnelse der "er egnet til at omfatte kvantefænomenerns karakteristiske individualitet og samtidigt klarlægge de særegne træk som iagttagelsesproblemet på dette erfaringsområde udviser".

Bohr brugte primært 'komplementaritet' om iagttagelsessituationer som gensidigt udelukker hinanden, og sekundært om de begrebssæt der knytter sig til sådanne iagttagelsessituationer. Han skrev bl.a. på sin karakteristiske, lidt omstændelige, men yderst præcise måde: ".... selve grundpostulatet om virkningskvantets udelelighed.... henviser os til en beskrivelsesmåde der betegnes som komplementær i den forstand at enhver given anvendelse af klassiske begreber udelukker den samtidig benyttelse af andre klassiske begreber der i anden sammenhæng er lige så nødvendige for fænomenernes belysning."



Bohr mente selv at han først kom på komplementaritetssynspunktet i forbindelse med iagttagelsessituationen i kvantemekanikken. Men mange, herunder blandt andre hans hustru Margrethe Bohr, kunne ifølge Favrholdt fortælle, at han havde talt om komplementaritet mange år tidligere - dog uden at bruge ordet. Og det kan der næppe være tvivl om, vurderer Favrholdt. Han mener bl.a. at synspunktet kan gå tilbage til Bohrs forbindelse med halvfætteren, perceptionspsykologen Edgar Rubin som med Bohrs hjælp gennemførte nogle perceptionsforsøg der bl.a. førte til opstilling af den berømte, dobbelttydige vase/profil-figur. Man kan vælge mellem på billedet at se en vase eller profilen af to spejlvendte ansigter, og således kan det siges at man står over for en slags komplementaritet. Men som Favrholdt påpeger er analogien ikke god, for i kvantemekanikken kan komplementariteten lige netop ikke anskueliggøres.

Bohr havde dog allerede stiftet bekendtskab med selve fænomenet gennem faderens, fysiologiprofessor Chr. Bohrs problemer med modsætningen mellem livets årsager og formålsbestemthed, men til bunds i sagen kommer man naturligvis ikke, da der er tale om et helt originalt og emergent synspunkt. Men som Favrholdt tilføjer så holdt Bohr af at tale om komplementære beskrivelsesituationer - allerede for at dele sin undren over tingene med sine tilhørere. Og netop undren er vel en hovedforudsætning for at lede efter nye forklaringer på fænomenerne.

Fra 1927 og op til 1935 var Niels Bohr i en stadig diskussion med en række fysikere som følte at partikel-bølge-dualismen stred så meget mod common sense at den ikke var til at leve med. Bohr selv var på det rene med hvor radikalt et brud kvantemekanikken var med 'tilvante forestillinger' om fysik, og udtalte ofte at hvis man ikke bliver svimmel ved at se ned i kvantemekanikkens dybder har man ikke forstået noget af den. Og netop 'svimmelheden' turde være essentiel i hele denne nytænkning. For det komplementaritetssynspunktet totalt undergraver er jo den ældgamle enten-eller-tænkning som er det nemmeste af alt. Enten er elektroner partikler eller bølger. Enten er verdenssubstansen materie eller idéer, materie eller energi.

Komplementaritetssynspunktet går fuldstændigt på tvært af denne enten-eller-tænkning - og derfor betonede Bohr netop til stadighed at man kom på vildveje hvis man tænkte i ontologiske baner, dvs i substansbaner.



Da kredsen omkring Bohr på instituttet på Blegdamsvej i København i store træk delte hans synspunkter opstod betegnelsen 'Københavnerfortolkningen' for denne kreds. Betegnelsen dækker ifølge Favrholdt flere forskellige definitioner i litteraturen, men står efter Favrholdts mening hovedsageligt for følgende:

1. Såvel ubestemhedsrelationer som bølge-partikel-dualismen er en konsekvens af den kvantemekaniske formalisme og dermed af virkningskvantets eksistens.
2. Kvantemekanikken er en konsistent teori.
3. Kvantemekanikken er en fuldstændig teori, dvs der er intet alternativ til den inden for dens anvendelsesområde.

Udover Bohr selv skal denne definition være blevet delt af alle hans nærmeste medarbejdere i 20'erne og 30'erne, herunder Kramer, Heisenberg, Pauli, Dirac, Klein, Wheeler, Møller, Rosenfeld og Rozental samt et stort antal yngre fysikere med interesse for fysikkens grundlagsproblemer. Men ikke alle var enige i selve de filosofiske anskuelser. Rosenfeld var eksempelvis tilhænger af en variant af den dialektiske materialisme. Heisenberg var positivist, og Chr. Møller var tilhænger af Ernst Mach. Og endelig var der fra starten deciderede modstandere af Københavnerfortolkningen, herunder de Broglie, Schrödinger, Einstein og Max Planck samt holisten David Bohm (med teorien om 'skjulte variable' og indfoldet orden). Også filosofen Karl Popper var modstander. Fælles for alle kritikere er ifølge Favrholdt imidlertid at de ikke har formået at referere Bohr korrekt.



Hvad specielt Einstein angår, protesterede han livet igennem mod bølgebeskrivelsen i to-spalte-forsøgene og omtalte mystificerende sådanne formodede bølger som "spøgelsesbølger". Schrödinger forsøgte at etablere en total bølgebeskrivelse der skulle gøre det af med enhver tale om partikler. Men Bohr sagde at man slet ikke kan tale om hvad der sker under hele forsøget, når begge spalter er åbne, fordi selve verbet 'at ske' jo altid må betegne et begivenhedsforløb som kan underdeles, og det er der ikke tale om her. Ethvert forsøg på at gribe ind for at se hvad der sker undervejs, ændrer eller destruerer hele forsøget.

Favrholdt gør særligt opmærksom på at når Einstein livet igennem ikke kunne acceptere den bohrske resignation over for den klassiske fysiks absolutte determinisme, var det fordi han var determinist i hel fundamental forstand. Han var i ung alder blevet grebet af Spinozas filosofi, ifølge hvilken hele universet er ét stort logisk spil, hvor alt har en årsag.

Som det vil være nogle bekendt kom der en kraftig kritik mod Bohr fra Einstein, Podolski og Rosen i to artikler i 1935, der søgte at påvise kvantemekanikkens utilstrækkelighed. EPR-paradokset kaldte man siden kritikken. Bohr kunne meget præcist afvise alle indvendinger, idet han bl.a. skrev at det af de nævnte forfattere foreslåede virkelighedskriterium indeholder en væsentlig flertydighed, når det anvendes på de faktiske problemer vi står over for i kvantemekanikken.

Trods Bohrs svar blev artiklen en slags mini-bibel for en række filosoffer og fysikere der ikke kunne vænne sig til kvantemekanikkens perspektiver, herunder ikke mindst David Bohm. Den stadige misforståelse af Bohrs synspunkter skyldtes efter Favrholdts mening at "filosofferne ikke havde indset at de data man får for eksempel ved at måle en elektrons impuls ikke er en beskrivelse af en egenskab ved elektronen taget for sig, men et måleresultat beroende på en principielt ukontrollerbar vekselvirkning mellem måleapparaturet og det atomare objekt".

Og dette er fuldstændigt korrekt, men forklarer jo ikke hvorfor i alverden det er så svært for selv højt begavede fysikere og filosoffer at begribe selve kendsgerningen og den præcise redegørelse. Undertegnede er ikke i tvivl om at forklaringen skal søges i ubevidste mekanismer. Der må være tale om en slags frygt for at miste det videnskabelige fodfæste i den klassiske fysiks determinisme, hvis der åbnes så meget som en lem til fænomener der unddrager sig sædvanlig deterministisk beskrivelse. Og dette på trods af at selve dagligsproget i den fulde føling med virkeligheden afspejler både deterministiske og indeterministiske fænomener.



Bohrs forudsætninger    
Til toppen  Næste

David Favrholdt indleder sin velskrevne bog med en ganske grundig gennemgang af såvel filosofiens som naturvidenskabens historie fra den græske oldtid til den moderne fysiks lancering omkring året 1900. Her skal vi nøjes med at skitsere udviklingen vedr. den klassiske fysik fra gennembruddet i årene 1600-1650 og frem.

Newton opstillede i sit hovedværk 'Principia' fra 1687 tre grundlove for mekanikken, dvs for de faste legemers fysik. Disse love er fortsat fundamentale for beskrivelsen af makroskopiske legemers bevægelse, og de kommer først til kort for beskrivelsen af atomare bevægelser.

1) Inertiprincippet siger: et legeme er enten i hvile eller i retlinet, jævn bevægelse og vil fortsat være det, såfrem det ikke bliver påvirket af en ydre kraft. 2) Impulssætningen: Kraft er lig med masse gange acceleration. 3) Loven om aktion og reaktion: Når et legeme trykker på eller trækker i et andet legeme, virker dette tilbage på det første med en lige så stor, men modsatrettet kraft.

Samme Newton studerede også lyset og mente at lys måtte være en slags bittesmå partikler [korpuskler], men den hollandske forsker Huygens anså partikelopfattelsen for at være absurd, og han kom i 1690 frem til det resultat at lys måtte være et bølgefænomen eftersom bølger kan krydse hinanden uden at de forstyrrer hinanden. Bølgerne fremkom - forestillede man sig - ved en slags stød gennem æterpartiklerne. Man kunne dengang ikke forestille sig det tomme rum, men forudsatte en fin, udokumenterbar 'æter' som atmosfære. Men det er en anden sag.



I 1675 kom Ole Rømers skelsættende opdagelse af lysets hastighed eller 'lysets tøven' som han kaldte det, eftersom det overraskende var at det overhovedet tog tid for lyset at bevæge sig.

Rømer studerede de fire måner omkring Jupiter, beregnede deres omløbshastighed og fastsatte tidspunkterne for hvornår de bevægede sig om bag Jupiter og hvornår de dukkede frem igen - på forskelligt tidspunkt alt efter Jordens stilling i forhold til Solen. Lyset fra Io bevægede sig med en bestemt hastighed, og det måtte derfor tage længere tid for det at når frem til os jordiske observatører, når vi var langt fra Jupiter end når vi var tæt på den store planet. Rømer kunne med datidens måleapparater beregne hastigheden til at være 214.000 km/sek. I dag ved vi den er godt og vel 299.000 km/sek. For nemheds skyld siger vi som regel blot 300.000 km pr. sekund.



I 1800 konstruerede den italienske fysiker Volta 'det galvaniske element' (et batteri der kan fremkalde strøm i en ledning). Og i 1820 opdagede H.C. Ørsted sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme og dermed elektromagnetismen. En strømførende ledning føres hen over en kompasnål med det resultat at nålen gør udsving alt efter hvordan man bevæger ledningen. Og nålens udsving følger den 'tommelfingerregel' han selv formulerede og som siden har været elementær skolelærdom: "Hold højre hånd langs ledningen med fingrene i strømmens retning og håndfladen mod kompasset. Nålens nordpol vil da bevæge sig til den side hvor tommelfingeren er."

Men Ørsted var ikke nogen stor matematiker, så det blev ikke ham, men James Clerk Maxwell der i årene omkring 1855 udformede hele det matematiske grundlag for teorien om elektromagnetismen.



Men hvad er nu den klassiske fysiks grundliggende erkendelsesteoretiske forudsætninger? - Favrholdt opstiller dem kort og godt på denne måde:

1)   Alle processer foregår i rum og tid.
2)   Alting har en årsag
3)   Alle processer er kontinuerte (Naturen gør ingen spring)
4)   Alle processer har en energiomsætning, men den samlede energi er konstant.

Punkt 2 erstattes sædvanligvis af determinismeprincippet: kendes begyndelsestilstanden for et fysisk system der er isoleret fra omgivelserne (et lukket system), så kan man ved hjælp af de fysiske lovmæssigheder beregne sig til enhver senere tilstand. Årsagsprinicppet som sådant siger blot at der er en årsag til alt, dvs til enhver hændelse der forekommer i tid.

Favrholdt påpeger endnu et karakteristikum ved den klassiske fysik, nemlig princippet om anskuelighed. Og da atomerne eller atomfænomenerne ikke er anskuelige, troede mange omkring 1880 at fysikken i princippet var ved at nå sin afslutning som videnskab. Her var det imidlertid at Bohr i 1913 indså at man i kvantefysikken måtte give afkald på såvel determinisme som kontinuitet og anskuelighed for at opnå konsekvens i hele det teoretiske grundlag og den fulde forståelse af alle eksperimentelle udfald.



En fundamental forudsætning for at man kan forstå Niels Bohrs filosofiske synspunkter er og bliver derfor at opdagelsen af at energi kun kan forekomme i bestemte mindste kvanta. Det er denne omstændighed som betinger at der overhovedet er noget som hedder kvantefysik og kvantemekanik - analogt til at relativitetsteori er en nødvendig teori på grund af naturkonstanten c [universalkonstanten for lysets hastighed].

Max Planck opdagede som nævnt energikvantet i 1900: al energi ligegyldigt under hvilke forhold findes altid i mængder der er et multiplum af Plancks konstant eller virkningskvantet h. Og i 1905 publicerede Einstein sin artikel om den fotoelektriske effekt: lys kan medføre løsrivelse af elektroner og derved frembringe en elektrisk strøm.



Dette er forudsætningerne for Bohrs atomteori og filosofi, men spørgsmålaet er naturligvis om man kan angive mere præcise inspirationskilder. Dette er jo så at sige traditionen i al gængs biografisk metode: man tror kreativitet og genialitet kan og skal føres tilbage til bestemte kilder, tidspunkter, steder eller begivenheder. Således også i Bohrs tilfælde.

Favrholdt nævner at der i den videnskabshistoriske forskning er en brydning mellem en internalistisk og en eksternalistisk opfattelse.

Ifølge den internalistiske opfattelse skal de enkelte trin i fysikkens udvikling forstås og forklares ud fra de foregående trin. En forståelse må primært bygge på en klarlæggelse af de forudgående faglige diskussioner. Den eksternalistiske opfattelse hævder at fysiske opfattelser og teoridannelser tillige er præget af sociologiske og kulturelle forhold der ligger uden for fysikkens domæne.

Og Favrholdt er ikke et øjeblik i tvivl om at det i Bohrs tilfælde primært er de internalistiske forhold omkring de faglige diskussioner der har været afgørende.



Den idé har imidlertid været dominerende at Bohr i modsætning til sine samtidige kolleger har haft en særlig filosofisk baggrund, og at det er denne baggrund der har været den afgørende faktor i hans succes med det radikale brud med tidligere anskuelsesmåder hvad angår atomteori og komplementaritetssynspunkt.

Der fokuseres her især på tre hovedfigurer: Søren Kierkegaard, William James og Harald Høffding. Men Favrholdt mener at have påvist at alle disse forsøg på at føre Bohrs tænkning tilbage til nogle enkelte filosoffer er totalt forfejlede. De giver alle et fordrejet billede af Bohrs tænkning. Og de bygger på en mængde løs snak og fejlfortolkninger. Hans konklusion er simpelthen at der intet belæg er for dem. Derfor kalder han dem fra starten for myter.

Bohrs tidlige kendskab til Poul Martin Møllers illustration af selv-analysens paradoks i den fine humoristiske novelle 'En Dansk Students Eventyr' har højst sandsynligt inspireret ham til de betragtninger over jeg-problemet og den frie viljes problem som er karakteristiske for hans videnskabelige grundsyn.

Vi ved også fra breve til matematik-broderen Harald at Niels Bohr læste Kierkegaards 'Stadier på Livets Vej'. Favrholdt fortæller at Bohr på dette tidspunkt befandt sig i præstegården i Vissenbjerg på Fyn hos en pastor Møllgaard som var fader til en af Chr. Bohrs assistenter på Fysiologisk Institut. På denne præstegård havde Niels Bohr tidligere opholdt sig for at få ro til at gøre sin prisopgave færdig, og i 1909 havde han igen søgt dette refugium for at færdiggøre sin disputats. Og Favrholdt går ud fra at "Bohr her har pløjet sig igennem nogle af Kierkegaards værker som godnatlæsning".



Men mærkeligt nok fortæller Favrholdt ikke hvem præstens søn hed eller var. Det var ellers ikke nogen hvemsomhelst, men en højt begavet forsker ved navn Holger Møllgaard der blev medicinsk kandidat i 1910 og allerede året efter professor i fysiologi ved Landbohøjskolen. Han var født samme år som Niels Bohr (1885). Han blev student samme år (1903), og han havde som Bohr lært græsk i gymnasiet fordi dette endnu var obligatorisk for alle studenter. Og Møllgaard bevarede vel at mærke interessen for både græsk og filosofi, så han i sit otium gav sig til at skrive en bog med den græske titel 'In Tyrannos' (Mod tyrannerne) og 'Hvem er jeg'. Af begge bøger fremgår en meget stor interesse for Kierkegaards eksistentialisme. Og i 'Hvem er jeg' sætter han sig ligefrem som opgave at forsøger at få ungdommen til at "forene naturvidenskabelig determinisme med religiøs forvisning".

Det er givetvis Holger Møllgaard der har inviteret Niels Bohr til Vissenbjerg. Og det må betragtes som givet at han og Bohr må have diskuteret Søren Kierkegaard. Men nogen positiv Kierkegaard-påvirkning har der næppe været tale om. For som Favrholdt noterer, så måtte Kierkegards hele tankeverden nødvendigvis forekomme Bohr helt absurd. Men hvorfor kan Favrholdt ikke forestille sig at der var tale om en negativ påvirkning af nøjagtigt samme art som den han ser i tilfældet Høffding-Bohr.

Hvis Holger Møllgaard allerede i årene 1909 (under påvirkning af faderen) havde tilsluttet sig Kierkegaards eksistentialisme og måske allerede dengang plæderet for en "forening af naturvidenskabelig determinisme med religiøs forvisning", kan det meget vel have været dråben der fik bægeret til at flyde over for den rationelle Niels Bohr. Han meldte sig ud af folkekirken den 16. april 1912, samme år som han blev gift med apotekerdatteren Margrethe Nørlund fra Slagelse. Men hvad lå konkret til grund for udmeldelsen og hvilken rolle spiller Holger Møllgaard eventuelt i denne sammenhæng. Det synes Favrholdt ikke at have interesseret sig for eller have undersøgt. Og heller ikke Abraham Pais giver os grundig besked i sin ellers udførlige biografi, der også bygger på grundig udnyttelse af Bohr-arkivet. Men Pais meddeler dog at også Margrethe Bohr meldte sig ud af folkekirken efter den borgerlige vielse på rådhuset i Slagelse. Også Niels' broder, Harald, meldte sig ud inden han blev gift i 1919! De må dog have drøftet sagen.



Bohrs påvirkning af den amerikanske filosof og psykolog William James må også betragtes som en myten. Favrholdt påpeger at det er meget tvivlsomt om Bohr overhovedet har læst James' hovedværk 'Principles of Psychology'. Men han har i hvert fald læst kapitlet 'The Stream of Thought' med stor interesse og begejstring. Spørgsmålet er hvornår. Og det er åbent.

Favrholdt noterer at den såkaldte associationspsykologi spillede en stor rolle i Høffdings filosofikum-pensum. Denne psykologi stammede oprindeligt fra David Hume som mente at al menneskelig tænkning blot var en succession af forestillingsbilleder. Associationspsykologien har tre lov for association: Berøringsloven, lighedsloven og helhedsloven, som alle tre går igen i de senere af Freud opstillede love for de psykiske primærprocesser. Men James gjorde op med associationspsykologien ud fra simpel introspektion.



Den sidste myte Favrholdt behandler er myten om Høffding som inspirationskilde for Bohr

Bohr fortæller selv i sin korte selvbiografi om sin lytten tik diskussionerne i sin fars vennekreds, der omfattede fysikeren Chr. Christiansen, sprogforskeren Vilh. Thomsen og filosoffen Harald Høffding. Niels Bohr har givetvis haft stort udbytte af at lytte til diskussionerne i denne kreds, for den foregik på et højt intellektuelt niveau mellem fremragende forskere fra hver sit fagområde. Men påvirkningen fra Høffding har som nævnt nok mest været negativ: Bohr lærte hvordan de filosofiske problemer ikke skulle løses eller rettere ikke kunne løses når man holdt fast ved Høffdings kantianske forudsætninger.

Men en anden side skal man dog ikke underkende. Den ses af Niels Bohrs smukke mindeord om Høffding ved et møde i Videnskabernes Selskab den 11. december 1931, som Favrholdt mærkeligt nok ikke nævner. Bohr skitserede kort Høffdings undervisning i og skrifter om filosofi og psykologi, men fremhævede specielt en egenskab ved Høffding som kom til at karakterisere Bohr selv: "Aldrig vil jeg glemme nogle aftener for mere end 25 år siden [hvor Bohr var omkring de 20], hvor jeg fik lov til at komme op til Høffding i hans gamle hjem i Strandgade og tale med ham om disse spørgsmål [om systematikkens stringens], og hvor han, den i tænkningens historie og uendeligt varierede afskygninger så bevandrede forsker, med ubeskrivelig venlighed og tålmodighed lyttede efter, om der i den unge students vel mere af begejstring end afklaring farvede betragtninger skulle være mindste fnug af nyt for ham at lære i videnskabelig eller pædaogisk henseende. Denne Høffdings enestående selvforglemmelse ved sådanne lejligheder var for en stor del grunden til den indflydelse, han øvede, og den vejledning til selvstændig eftertanke, som han kunne give, næsten uden at den, der modtog den, mærkede det" [min fremhævelse].

Fra faderen Chr. Bohr arvede Niels Bohr utvivlsomt også mere end kundskaber, nemlig selve holdningen til videnskabelige problemer. Chr. Bohr indtog en formidlende stilling i den klassiske strid mellem mekanicisme og vitalisme. Han tog afstand fra begge opfattelser. Og han havde blikket rettet mod betingelserne for anvendelse af begreber der er nødvendige for karakteristikken af levende væsener.



Bohrs væsen    
Til toppen  Næste

Det hører med til en forståelse af Niels Bohrs væsen at forstå hvor dansk han var og forblev. Favrholdt påpeger at Bohr allerede efter fremsættelsen af atomteorien i 1913 modtog fristende tilbud fra især amerikanske universiteter, men at han afslog dem alle, og gjorde det fordi han med sin kulturelle sensitivitet følte sig dansk - uden at følelsen var hængt op på nogen nationalchauvinisme.

Bohrs danskhed gav sig også det særlige udtryk at han forlangte at alle udenlandske studerende der kom til Instituttet på Blegdamsvej skulle lære dansk - og dette gjorde derfor store navne som Heisenberg, Pauli og Gamow. Da dansk er et meget lille sprogområde ville dette naturligvis ikke blive accepteret i vore dage (kravet faldt allerede bort efter krigen), men når det blev accepteret dengang vidner det først og fremmest om, hvor værdsat Bohr var som inspirerende forsker og instituttet var som kreativt miljø.

Favrholdt understreger at der særligt i 1920'erne og 1930'erne var et utroligt højt forskningsmæssigt niveau på instituttet. Bohr havde et sikkert instinkt for talenterne, og han tog aldrig fejl, når han sørgede for at unge udenlandske forskere kom til landet og fik stipendiat her.

Resultatet var at der i løbet af få år blev skabt et begreb som 'Københavnerfortolkningen' eller 'Der Kopenhagener Geist' eller 'The Copenhagen Spirit'. Bohr-instituttet gav optimale forskningsmuligheder; arbejdet udførtes i et legende uformelt miljø; Bohrs ledelse kombinerede en uforlignelig fysisk forståelse med et behov for vedvarende samarbejde på lige fod med alle. Og der var ugentlige kollokvier med daglange, vilde og heftige diskussioner. Hvor vildt og fornøjeligt det kunne gå til på Instituttet, har næppe nogen fortalt mere levende om end den meget humoristisk anlagte russiske atomfysiker Georg Gamow, der forskede i København i to perioder omkring 1930. Han forlod Sovjetunionen i 1933 og blev professor i USA. Engang Gamow spillede bordtennis på instituttets bibliotek med en bog som bat, blev det dog for meget for Bohr. Men Gamow har givet en pragtfuldt skildring af både Bohr og livet på instituttet i 'Tredive år der rystede fysikken'. Her gengives også - med tegninger og noteapparat den pragtfulde parodi på Goethes 'Faust' som blev skrevet på instituttet i 1932 ved 10-års-jubilæet. Faust var den vantro Ehrenfest og Pauli Mefistofeles.



Om mennesket Niels Bohr fortæller Favrholdt om dennes helt usædvanlige koncentration. Når han koncentrerede sig om et problem, var alt andet glemt og ude af hans bevidsthed. Hans koncentration var uforlignelig.

Bohr var lidt ordblind og foretrak derfor ofte at diktere sine tekster til en medarbejder på instituttet. Den udvalgte, på instituttet kaldet 'offeret', blev anbragt ved et bord midt i Bohrs arbejdsværelse, først på instituttet, siden på Æresboligen på Carlsberg, og Bohr cirklede så rundt om bordet mens han dikterede. Favrholdt kalder det ligefrem en af Bohrs forskningsmetoder. Ved hele tiden at have en medspiller og ved hele tiden at prøve på at formulere alle indfald og ideer om og om igen kom han i dybden med tingene. Bohr holdt simpelthen af at tænke sammen med andre.

Bohr holdt af at tænke på en sådan måde at han hele tiden vendte tilbage til udgangspunktet for en teori eller et synspunkt og søgte at forklare sagen så alle måtte kunne forstå det. Derfor kunne han være lige så engageret i at forklare en tilfældig student eller journalist hvad han mente som han var når han diskuterede med Einstein eller Schrödinger. Og det er faktisk en 'metode' som Favrholdt kan anbefale alle forskere og ikke mindst filosoffer at bruge.

Det skal i denne forbindelse nævnes, at Favrholdt aldrig glemte sit første - tilfældige - møde med Bohr under fire øjne på Aage Petersens kontor. Her oplevede Favrholdt nemlig personligt "hvad hundrede af Bohrs elever må have oplevet: Den ejendommelige fundamentale interesse, som Bohr sædvanligvis udviste over for sine medmennesker. Han så på en og talte til og med en, som var man det væsentligste på denne jord. Man kunne tydeligt mærke at alt andet var lukket ude af hans bevidsthed, og at alle spørgsmål og kommentarer 100 procent drejede sig om ens person. Igen en oplevelse, som jeg hverken har haft før eller siden."

Favrholdt påpeger også at alle der har kendt Bohr roser ham for hans medmenneskelighed, hjælpsomhed og gavmildhed samt hans store etiske og politiske engagement. Hans sekretær gennem mange år, Betty Schultz, fortæller at hun aldrig nogensinde har hørt Bohr tale nedsættende om nogen. Han var altid positiv over for alle der opsøgte ham. Han besvarede også alle breve han fik, uanset hvor tåbelig afsenderen måtte være.



Bohr kunne blive vred. Favrholdt har kun oplevet det en enkelt gang og det var ved et møde i Selskabet for Filosofi og Psykologi engang i 1950'erne hvor den nyudnævte filosofiprofessor, juristen Bent Schultzer, der var logisk positivist, skulle forsvare sin angrebne, nye bog 'Relativitet i Filosofisk Belysning' der skulle indgå i filosofikum-undervisningen.

Mødet blev ret dramatisk, for først fik Jørgen Jørgensen ordet for nogle korte ironiske bemærkninger. Så fik jura-professor Alf Ross lejlighed til ganske kort at beklage at Schultzer havde takket ham i forordet. Derefter kom Justus Hartnack, der havde konkurreret med Schultzer om professoratet (og burde have vundet det) med nogle skarpe kritiske bemærkninger, og endelig blev det Bohrs tur. Han ville - meget forståeligt - gerne rette op på den misforståelse i Schultzers bog at hans komplementaritetsfilosofi skulle være det rene vrøvl!

Efter et kvarter blev det for meget for Ross (der også betragtede Bohrs filosofi som noget vrøvl): "Vi har hørt hr. Bohr holde det foredrag om og om igen....". Ordstyreren gjorde opmærksom på at selskabet ikke var en parlamentarisk kommission. Men dét blev Ross så rasende over at han forlod salen og smækkede døren i med et brag. Bohr gjorde sig færdig. Og konstaterede at Schultzers fremstilling og kritik i alle henseender var misvisende.

Favrholdt gør opmærksom på at Schultzer næppe forstod ret meget af Bohrs indlæg, men han prøvede at afværge kritikken ved at snakke om "terminologiske uoverensstemmelser". Men nu blev Bohr vred, fortæller Favrholdt - "og det er den eneste gang jeg har set ham vred og hørt ham tale hurtigt og højt". Han sagde: "Hvis der er tale om en terminologisk uoverensstemmelse er den af samme art som den man havde i middelalderen hvor nogle mente at jorden var flad og andre at den var rund".



Et særligt kapitel i Bohrs historie handler om den fra de afgørende år i 1920'erne og 1930'erne nære ven og medarbejder Werner Heisenbergs besøg i København i september 1941, altså 1½ år inde i den tyske besættelse af Danmark, hvor det stadig så ud til at Hitler ville vinde herredømmet i Europa. Heisenberg var da blevet leder af det tyske atomvåbenprojekt (hvad Bohr ikke havde hørt), men den officielle anledning var en konference om astrofysik på det nyligt oprettede tyske kulturinstitut, en konference der blev totalt boykottet af alle danske forskere, inkl. Bohr og hans medarbejdere.

På et vist tidspunkt under sit korte ophold i København anmodede Heisenberg imidlertid om en samtale med Bohr under fire øjne. Den foregik på en spadseretur i Fælledparken for at undgå aflytning. Heisenberg nævnte at han arbejdede på det tyske atomvåben-projekt, og denne oplysning medførte at Bohr blev meget vred og afbrød mødet. Hvad der blev sagt og hvorfor, vides ikke med sikkerhed, da der er to, ja tre modsatte versioner af mødet, men samtalen førte til et brud mellem de to, vel at mærke et brud som aldrig blev helet fuldt ud, selvom forbindelsen mellem de to gamle venner blev genoprettet efter befrielsen. Men man tør godt gætte på, at Bohrs vrede skyldtes, at han har følt at Heisenberg misbrugte sit tillidsforhold til ham selv ved at blande ham ind i et politisk projekt der af gode grunde var ham inderligt imod. Ingen har rigtigt kunne forstå, at Heisenberg ikke selv kunne se dette. Men man har lov at gætte på at han på en eller anden måde var forblindet af tanken om Tysklands storhed.



Heisenberg var et væsentligt mere musikalsk mennesker end Bohr - hvad der efter min mening fik stor betydning for deres vidt forskellige opfattelse af dagligsproget (som vi vender tilbage til). Men der var også stor forskel på deres syn på den tidligere nævnte svimmelhedsfornemmelse, som Bohr så at sige betragtede som en selvfølge når man har at gøre med kvantemekanikkens problemstilliner. Favrholdt nævner mærkeligt nok slet ikke denne forskel, men det forholdt sig faktisk sådan at det gik Heisenberg voldsomt på psykisk at stå over for erkendelsesmæssige paradokser han ikke kunne se nogensomhelst løsning på. Bohr derimod var simpelthen i sit es, når problemer og paradokser tårnede sig op.

Men også Bohr havde sin form for 'fanatisme' eller 'overdreven iver'. Kendt fra andre biografier om Bohr er således historien om hans forsøg på at overtale den glimrende og originale tyske fysiker Erwin Schrödinger, der allerede i 1926 udformede sin egen bølgemekanik, til at acceptere Københavnerfortolkningen, hvad han aldrig gjorde fuldt ud. Schrødinger var på et tidspunkt i København for at drøfte sin teori med Bohr, men fik influenza og måtte følgelig holde sengen nogle dage. Men dette forhindrede ikke Bohr i at tage ophold på sengekanten og bogstaveligt talt plage den arme Schrödinger med alle sine argumenter i timevis.

Denne historie genfortæller Favrholdt ikke, men til gengæld får vi den lige så sigende fortælling om Bohrs forsøg på at overtale sin egen, fortræffelige sekretær, fru Betty Schultz, til at opgive sin tro på et liv efter døden. Bohr fandt denne tro helt umulig (han accepterede ikke nogetsomhelst overnaturligt), men, fortæller hun selv: "han kunne ikke overbevise mig, men han prøvede i to dage, om aftenen og næste dag."



Favrholdt slutter kapitlet om mennesket Bohr og dermed hele sin store biografi med et særdeles smukt og tydeligt eksempel på Bohrs ægte og generøse væremåde over for fremmede mennesker. Det består i et sammendrag af en kronik som blev skrevet af overlærer, cand. mag. J. Flemming Nielsen til Jyllands-Posten 19.1.68. og som fortæller om Bohrs utrolige og rørende opmærksomhed over for Flemming Nielsen der som helt ung var gået til et foredrag af Bohr med henblik på at skrive et referat. Han forstod imidlertid så lidt, at han valgte af forlade lokalet - men uden held. Han blev nemlig omgående fokus for Bohrs koncentrerede opmærksom og fik en lang og uforglemmelig indføring i kvantefysikken, ja han fik Bohrs hjælp til at skrive det referat han egentlig var kommet for. Tiden gik jo imidlertid, og der kom flere gange bud fra mødearrangøren professor Buch Andersen om at middagsbordet ventede på Bohr. Men denne forklarede sig færdig og tog afsked med den unge mand. Og til jul sendte Bohr ham et julekort. Kronikken slutter med ordene: "Ser De ikke det samme i dette som jeg: Den verdensberømte videnskabsmand som var æresmedlem af universiteter verden over, og som havde bekendte i alle verdensdele, havde tid til og følte trang til at sende en hilsen til den helt irrelevante mand fra Århus. Sådan er de store, når de er virkelig store".

Det kan umiddelbart se mærkeligt ud at Favrholdt overlader det sidste ord i sin biografi til en anden, eftersom han ikke selv savner ord til at udtrykke sig, men fortællingen er jo en glimrende pendant til Favrholdts egen indledende beretning om det første møde med den givende og engagerede Bohr.



Dagligsproget    
Til toppen  Næste

Det er allerede fremgået at Niels Bohr lagde den største vægt på sprogets rolle i hele vor erkendelses- og beskrivelsessituation. Hans ofte citerede slogan lød ganske enkelt: "Vi hænger i sproget" og det vil sige at vi efter Bohrs mening ikke kommer uden om at selve sproget sætter nogle uomgængelige betingelser for korrekt forståelse og beskrivelse af naturen. Og vel at mærke henviste Bohr altid til dagligsproget som den sprogform al videnskab, også matematikken og kvantemekanikken, i sidste ende må betjene sig af i den mellemmenneskelige kommunikation.

Hvad er da dagligsprog?

Generelt gælder at sproget kan bruges på mange måder: Det kan bruges rent beskrivende eller deskriptivt; det kan bruges til at udtrykke følelser og stemninger, altså ekspressivt, og til at uddele ordre, til at udtrykke ønsker og håb, til at skabe fiktion, digtning, eventyr osv., og til at udtrykke ironi eller på anden måde tale humoristisk eller ligefrem absurd. Og det kan endelig også bruges til at udtrykke etisk forpligtelse samt forhold til religiøse instanser. Alt dette falder ind under hvad vi normalt forstår ved dagligsprog.

Når Bohr taler om dagligsprog, tænker han imidlertid alene på den deskriptive, udsigende eller påstående anvendelse af sproget - i klar modsætning til Heisenberg, for hvem dagligsproget netop dækker alle sider af tilværelsen, inkl. de irrationelle, og derfor pr. definition er vagt og upræcist.

Denne vaghed bestrider Bohr i og for sig ikke. Han skriver tværtimod i brev til Heisenberg, at sproget selvfølgelig har "denne ejendommelige, svævende karakter", og han prøver at nærme sig denne karakter ved at henvise til at W. James skildrer hvordan der ved hvert ord vi hører "ganske vist viser sig en særligt vigtig betydning af ordet i bevidsthedens lys, men ved siden af, i halvmørket, bliver andre betydninger synlige og glider forbi....". Og her røber Bohr jo tydeligt, at han regner det klare og præcise sprog for særligt vigtigt, mens Heisenberg fuldt ud forstår det vage, 'halvmørke' sprogs betydning og er opmærksom på selve det forhold at dagligsproget netop ved at omfatte begger sider har hvad han kalder "fuld føling med virkeligheden".

For Bohr (som for Favrholdt) er det éntydigheden der er afgørende. Hvad éntydighed er, eller hvordan den etableres i psyken, giver Bohr (lige så lidt som Favrholdt) os ikke noget svar på - og det kunne han ikke svare på med den begrænsede viden om de psykiske grundprocesser han havde (og Favrholdt har!).



For Bohr var éntydighed et fundamentalt begreb som ikke kunne forklares ud fra noget endnu mere fundamentalt. Bohr synes ifølge Favrholdt yderligere at mene at der ikke kan skelnes skarpt mellem formel logik og det som ofte kaldes informel logik, dvs regler som: En ting kan ikke være to steder på én gang; det skete kan ikke gøres usket, og to personer kan ikke havde den numerisk samme oplevelse.

Entydighed er for Bohr også betinget af at man kan identificere ting eller genstande i tid og rum samt fastslå årsagsforbindelser mellem dem. I et notat fra 1941 om almindelig erkendelsesbelæring i atomfysikken og forholdet til tidligere tiders filosofi hedder det: "Såvel ved brug af rum og tid som ved årsagssætningen har man lært, at de ikke kan tages på den simple måde som hos Kant eller den skeptiske måde som hos Hume, men at det drejer sig om en helt anden situation, end man hidtil havde betragtet i naturvidenskaben, og at såvel rum og tid og kausalitet, såvidt som begreberne kan anvendes i situationen, kan fuldstændig opretholdes. Det drejer sig om en ny belysning af det principielle iagttagelsesproblem og mulighederne for rationel analyse og syntese af erfaringerne".

Bohrs opfattelse er tydeligvis den, forklarer Favrholdt, at vort kendskab til logik og logikkens tvang opnås gennem sproget og brugen af sproget. Og sproget lærer vi kun noget om gennem dets anvendelse i konkrete situationer..



Fysikken udspringer af den del af sproget vi kan kalde beskrivende sprogbrug, og endda kun den del af det hvor vi har at gøre med påstande om ting i vore omgivelser som vi lokaliserer i tid og rum.

Når talen er om éntydig beskrivelse af vore omgivelser er der kun ét sprog som denne beskrivelse kan gives i, nemlig dagligsproget i den bohrske betydning. Dette er for Favrholdt at se en så elementær kendsgerning at nærmere forklaring burde være overflødig. Men erfaringer fra talrige foredrag har belært ham om at selv begavede fysikere og filosoffer har umådelig svært ved at forstå den.

Jeg tror imidlertid godt der kan findes en rimelig forklaring på vanskeligheden ved at forstå og acceptere Bohrs klare påpegning, for de fleste forskere vil jo hævde at ikke dagligsproget, men deres respektive fagsprog er det eneste der har den fornødne éntydighed. Meningen med Bohrs synspunkt er imidlertid at understrege, at alle fagsprog - selv matematikkens - i sidste ende beror på det almene sprog, dagligsproget, og at al viden må kunne forklares ved dettes hjælp.

Til gengæld må det understreges at der intet mærkeligt er i at kun det deskriptive sprog giver den fornødne éntydighed, når vi beskriver vore omgivelser (naturen og vores praktiske virkelighed) eller at fysikken er en forfinelse eller præcisering af dette sprog, for det deskriptive sprog er den væsentligste del af udviklingen af de psykiske grundprocesser der kaldes sekundære, fordi de ikke er medfødte, men skal læres. Hele muligheden for overhovedet at udvikle et stadigt mere præcist, entydigt og stabilt praktisk sprog med et utal af sondringer ligger i at de anvendte begreber er følelsesmæssigt vage og stabile i modsætning til de medfødte primærprocessers følelser og forestillinger der ofte er så intense at de bliver kortvarige, altså ustabile. Men desværre vidste Bohr intet om disse psykiske grundprocesser. Og de var heller ikke inde i sprogteorierne i første halvdel af 1900-tallet, selvom de faktisk stammer fra Freud og hans skelsættende værk om drømmetydning fra året 1900.

Og det bør i denne forbindelse også nævnes, at det heller ikke er spor mærkeligt, at de faste ting i vore omgivelser spiller så stor en rolle for vores virkelighedssans, for uden faste genstande i vore omgivelser ville intet barn have mulighed for at danne det man kalder genstandsbevidsthed, og genstandsbevidstheden er igen forudsætningen for dannelse af det individuelle jeg og dermed muligheden for overhovedet at begynde en systematisk udvikling af sekundærprocesser med henblik på stadig øget tilpasning til omverdenen. Man kan bare ikke herudfra slutte sig til at materien er en mere basal substans i verden end energien og dens psykiske former, men det er just hvad materialisterne gør. Bohr har her ret i at det er erkendelsesteoretisk fuldstændigt håbløst at besvare det ontologiske spørgsmål om en fundamental substans.



Det var Ludwig Wittgensteins sprogteorier der kom til at spille den helt store og fatale rolle for filosofien i det 20. århundrede. Wittgenstein hævdede i 'Tractatus' den såkaldte 'billedteori' der siger at der til ethvert begreb i vore beskrivelser svarer en ting eller en entitet (noget værende) "ude i virkeligheden". Denne billedteori kalder Favrholdt, der skrev disputats om Wittgenstein, "påviseligt ganske uholdbar". Og han understreger at Bohrs syn på sproget var et ganske andet. Bohr pegede hele tiden på at éntydigt beskrivende sprogbrug altid var begrænset af iagttagelsesvilkår og betingelser for kommunikation, hvad der igen betyder at vi inddrages i forskningen som sprogbrugere der er en del af naturen eller virkeligheden. Vi kan slet ikke stille os uden for virkeligheden som iagttagere..

Favrholdt medgiver dog at Bohrs syn på sproget i en vis forstand svarer til Wittgensteins i hans 'Philosophical Investigations', hvor det hedder, at "The meaning is the use". Men Wittgenstein opdagede aldrig, hvad Bohr klart indså, at det er virkelighedens beskaffenhed der bestemmer hvordan vi skal anvende vore grundbegreber - de begreber der er fælles for verdens omkring 6000 tungemål og som Favrholdt derfor kalder 'kernen' i 'fundamentalsproget'. Alle mennesker, hvor de end befinder sig på kloden og hvilket tungemål de end betjener sig af, har samme beskrivelsesbetingelser, og de omfatter ikke blot logikkens modsigelsesprincip og udelukkelsesprincip, men erfaringen og de grænser for erkendelse der erfares.

Den logiske positivisme hævdede den opfattelse at det er sproget der strukturerer virkeligheden. Men Bohrs svar var kort og klart: Nej, det er i vid udstrækning, men naturligvis ikke udelukkende virkeligheden der strukturerer sproget.

Til illustration af denne sidstnævnte opfattelse fremfører Favrholdt en spændende undersøgelse om honningbier som er lavet af Axel Michelsen i 1992, og som viser det overraskende resultat at selv de i vores forstand sprogløse bier i deres kommunikation med hinanden overholder de logiske principper og den informelle logik. Ja, hvis ikke biernes kommunikation fulgte de logiske principper, ville bierne uddø. Filosoffers og videnskabsteoretikeres påstand om at sproget er menneskeskabt stempler Favrholdt som vildledende.

For at rette op på alle misforståelser har Favrholdt i sin bog 'Filosofisk Codex' fundet det nødvendigt at indføre en række overordnede betegnelser, der er udviklet ud fra Bohrs syn på forholdet mellem sprog og virkelighed. Det drejer sig om det nævnte fundamentalsprog og dets kerne af begreber samt sproglig kongruens og inkongruens. Dette - og det spændende interdependens-begreb - skal ikke gennemgås her, idet jeg kan henvise til essayet om Favrholdts bog.



Men det må pointeres, at Bohr fastslog, at der i det hele taget ikke gives noget alternativ til logikken eller til den beskrivende brug af dagligsprog,

Favrholdt kalder denne sprogopfattelse for 'anti-relativisme', idet den er det modsatte af relativisme, men omvendt ikke kan betegnes med den vildledende term 'absolutisme'. Denne term brugte Favrholdt ellers i 'Filosofisk codex' om sin egen opfattelse for at understrege sin anti-relativisme: Alt er ikke relativt (sådan som mange tror Einstein har sagt, men det har han aldrig!). Alt flyder nemlig ikke som vilkårlig, fortolkelig, menneskeskabt erkendelse. Visse ting ligger urokkeligt fast, og det er bl.a. afgørende ting som virkningskvantet, lysets hastighed m..m og de beskrivelsesbetingelser som Bohr opstillede.

Bohr kunne ikke lide a priori-filosofferne, det vil sige filosofferne der med Kant i spidsen påstod at der fandtes beskrivelses- og erkendelsesbetingelser forud for erfaringen. Bohr henviser hele tiden til vores beskrivelsessituation, dagligsproget og vores erfaring. Når man vil forstå relativitetsteori og kvantemekanik, er den klassiske fysik den basis man må begynde fra, fordi den svarer til vores praktiske dagligdags erfaring. Den 'logisk-didaktiske rækkefølge', som Favrholdt kalder den, begynder derfor med dagligsproget. Det vil fx være umuligt at skrive en fysikbog der begynder med elementarpartikelfysikken. Eller som Favrholdt udtrykker det: "Vi er makroskopiske væsener og vort sprog er derfor nødvendigvis tilpasset den makrofysiske verden." - Klarere kan det vist ikke siges.



Dermed er vi blot ikke færdige med dagligsprogets problematik - og det kan vi se hos Heisenberg, der som allerede anført opfattede dagligsproget som sådant som vagt og upræcist i og med at det afspejler følingen med den fulde virkelighed. Hvad denne føling går ud på, havde Heisenberg let ved at se, for den omfatter alle de mulige følelser, tanker, forestillinger og associationer der er knyttet til og altid har været knyttet til den menneskelige tilværelse i sin fulde bredde, dybde og højde. Bohr (og Favrholdt) favoriserer imidlertid klart den ene halvdel af disse muligheder, nemlig de rationelle forestillinger der giver mulighed for éntydig iagttagelse og beskrivelse af naturen og dermed mulighed for objektiv og systematisk naturvidenskab.

Bohr er naturligvis ikke uvidende om at der findes et ikke-entydigt dagligsprog, men det behandles på en helt anden måde end hos Heisenberg, nemlig som noget sekundært og nærmest afledt. Favrholdt forklarer det bohrske synspunkt med følgende ord: "I og med at man har bevidsthed foreligger der i erfaringen for én foruden de gennem sansningen erkendte ydre genstande også indre oplevelser [min fremhævelse]. Der må finde en tænkning sted, måske udmøntet i forestillingsbilleder, erindringer, fornemmelser etc. som foreligger for det enkelte individ som hans private oplevelser [igen min fremhævelse]". Og hvad disse angår er Bohrs opfattelse den at den indre bevidsthedsstrøm ikke foreligger som en kæde af oplevelser, som individet er et slags passivt vidne til [således som Berkeley og Hume mente] men tværtimod er noget som individet, jeget, hele tiden griber ind i, er medspiller i, flytter rundt i og flytter rundt med.

Bohr selv skriver et andet sted også følgende: "Det sprog vi benytter i menneskeligt samkvem til at meddele vor sindstilstand [min fremhævelse], er jo meget forskelligt fra det som almindeligvis bruges i de fysiske videnskaber. Således er ord som 'tænken' og 'villen' der henviser til situationer som gensidigt udelukker hinanden, men som er lige karakteristiske for det bevidste liv, blevet benyttet på en typisk komplementær måde siden selve oprindelsen af sproget."

Nu er 'tænken' og 'villen' vel ikke det vi normalt forstår ved 'sindstilstande', men det afgørende her er, at Bohr (og Favrholdt) reducerer den irrationelle del af sjælelivet til sindstilstande og indre, ja endog private oplevelser, og er fuldstændigt blinde for at det irrationelle også omfatter erfaringer af dybe og ofte højintensive indsigter om mening, sammenhæng og helhed.



Generelt gælder som en ubestridelig kendsgerning, at fysikken (naturvidenskaben) tager sit udgangspunkt i den del af dagligsproget der handler om det kvantitative, dvs om det der kan måles, vejes og tælles. Mens det kvalitative ligger uden for fysikkens område og må betjene sig af en helt anden del af dagligsproget.

Problemet i Bohrs tilfælde er imidlertid at Bohr og Favrholdt sætter det kvalitative lig med det rent oplevelsesmæssige og oven i købet private, for dermed reduceres sjælelivet til noget rent æstetisk og individuelt eller subjektivt, mens det lades ude af betragtning at det kvalitative omfatter alt det irrationelle, og at dette igen i sin oprindelse er før-sprogligt, beroende på de medfødte primærprocesser. Det er ikke mindst er karakteriseret ved at være et ejendommeligt spil mellem bevidst og ubevidst, hvori indgår kollektive forestillinger der peger på at sjælelivet beror på særlige 'psykiske felter' der kunne svare til fysikkens elektromagnetiske felter. Jf. artiklen om De psykiske fundamentalkræfter.

Dermed tilsidesættes også Heisenbergs fornemme forståelse for at dagligsprogets stabilitet beror på dets vaghed, og at det er vagheden der bevirker at dagligsproget og kun dagligsproget har den fulde føling med virkeligheden.

Heisenberg henviste ikke udtrykkeligt til de psykiske grundprocesser, men det er reelt dem der kommer på banen, idet disse omfatter to vidt forskellige slags processer, nemlig på den ene side de primære (medfødte) der er uden sondringer, begreber og logiske regler af nogen art, og på den anden side de sekundære (tillærte) der hele vejen igennem er grundet på begreber, sondringer og formel logik med alle dens logiske konstanter. De primære grundprocesser omfatter alle medfødte processer i form af relativt stærke eller intense følelser og forestillinger. De sekundære grundprocesser omfatter alle de tillærte processer i form af relativt vage følelser og forestillinger. For de to slags grundprocesser gælder at de er kendetegnet af omvendt proportionalitet mellem vaghed og stabilitet. Jo vagere processerne er, jo mere stabile er de. og omvendt. Jo stærkere processerne er, jo mere ustabile vil de være, og omvendt.

Når Bohr altså uafladeligt pointerer at vi hænger i sproget hvis vi vil udtrykke os entydigt om naturen, så er det kun den halve sandhed, for i den éntydige naturiagttagelse og -beskrivelse hænger vi ikke i dagligsproget som sådant, men ene og alene i den del af dagligsproget der fungerer på sekundærpræmissernes betingelser. Den anden halvdel der gælder alle de irrationelle sider af tilværelsen som finder udtryk ikke blot i private psykiske oplevelser, men i alt hvad der har med kunst, sport, etik, politik, erotik, humor og religion at gøre, og som er afgørende for al menneskelig eksistens - holdes med fuldt overlæg ude af Bohrs filosofi. Hans opfattelse af religion er følgelig meget ensidig.

Bohrs opfattelse af dagligsproget er med andre ord alt for snæver.



Livet og bevidstheden    
Til toppen  Næste

Niels Bohr var livet igennem stærkt interesseret i biologi, hvad der jo heller ikke var mærkeligt, når han var vokset op i en fysiologiprofessors hjem. Han har skrevet flere artikler og holdt adskillige foredrag om biologi. Men han var ikke synderligt interesseret i evolutionsteorier, skønt darwinismen jo i hans ungdom i høj grad var til debat. Dog understregede han gang på gang at livet er en elementær kendsgerning, dvs en kendsgerning der ikke kan forklares ved at blive ført tilbage (reduceret) til enklere fænomener eller elementer.

En af de første ting Bohr gør opmærksom på er at liv for en fysisk-kemisk betragtning må rumme et kvantemekanisk niveau. Det menneskelige øje er faktisk så fintfølende at det kan opfatte ganske få energikvanter. Desuden peger han på den stabilitet som råder i komplicerede kemiske forbindelser som klorofyl og hæmoglobin.

Bohr pegede også på at vi faktisk ikke kan "afgøre hvilke atomer der strengt taget hører med til en levende organisme, da jo enhver livsfunktion er ledsaget af et stofskifte, ved hvilket atomet stadig optages i og udskilles fra den organisation som udgør det levende væsen. Denne fundamentale forskel mellem fysiske og biologiske undersøgelser fører med sig at der for de fysiske forestillingers anvendelighed på livsfænomenerne ikke kan trækkes en veldefineret grænse svarende til den iden for atommekanikken gennemførte adskillelse mellem den mekaniske årsagsbeskrivelses område og de egentlige kvanteprocesser." [AME 19-20]

Men det centrale er nok at han betonede at man ikke skulle forvente en kvantemekanisk forklaring af livsprocesserne. Der er ikke tale om at hævde at liv har et andet ontologisk niveau end død natur, men om at påpege at grænsen mellem fysik/kemi på den ene side og biologi på den anden er erkendelsesteoretisk. Bohr var jo principielt imod ontologiske betragtninger. Og det er der gode grunde til at være, først og fremmest den at sådanne forhekser forstanden ved at skabe principielt uløselige teoretiske problemer (som filosofferne så rigtigt kan få tiden til at gå med at spekulere over og skændes om!).

Hertil er dog at indvende, at selvom man afviser al ontologisk forklaring, kommer man ikke uden om at alt liv er kendetegnet af en form for energi der adskiller det så markant fra dødt stof, at det kræver en speciel forklaring, og denne må igen nødvendigvis dreje sig om termodynamikkens anden hovedsætning om uundgåelig udligning af energiforskelle eller uundgåelig stigning i entropien i lukkede systemer. Livet på jorden er kendetegnet ved at det så at sige "går imod sandsynligheden" eller "imod entropien", og dette skyldes overførslen af energi fra solen, idet jorden ikke er et lukket system, men en del af solsystemet.



Bohr har - som Favrholdt påpeger - givetvis hørt mange diskussioner i barndomshjemmet om grundproblemerne i biologi, dvs om vitalisme-mekanicisme-striden, om darwinisme og evolutionsteori. Men han kom ret hurtigt til den opfattelse at livet som sådant er et irreducibelt faktum.

Bohr havde udviklet sit komplementaritetssynspunkt i 1927 og brugte det efterfølgende på andre problemstillinger end kvantefysikkens, bl.a. ved behandlingen af iagttagelsessituationen ved introspektion. Komplementaritet havde en bredere anvendelse end kvantefysikken.

Fra 1929 prøvede han også at anskue striden mellem vitalisme og mekanicisme i det nye erkendelsesteoretiske lys og vise at mekanicistiske og vitalistiske betragtsmåder var principielt komplementære til hinanden.

Livet kan betragtes såvel som noget fysisk-mekanisk og som noget særegnet vitalt og 'teleologisk' eller 'formålsorienteret' som man kaldte det med et efter min mening uheldigt udtryk. For ordet 'telos' (mål eller formål) peger på noget menneskeligt og kommer derfor til at indføre noget decideret antropomorft i videnskaben - i stedet for neutralt at fokusere på livets grænsesprængende karakter. Men for Bohr var mekanikkens og teleologiens principper to tankeformer, som er uforenelige, inkommensurable, men som begge er nødvendige for vores begribelse af og forståelse af den levende natur. De er komplementære til hinanden i Bohrs betydning af ordet.



Favrholdt skriver at nøglen til forståelsen af Bohrs umiddelbare afvisning af mekanicismen ligger i hans opfattelse af subjektets status. Det var ham magtpåliggende at påpege at al erkendelse forudsætter et subjekt. Selv ved introspektion er det ikke muligt at erkende endsige bestemme subjektets karakter, fordi det hele tiden undslipper en analyse.

Igen møder vi det skarpe skel ligger mellem på den ene side det kvantitative, dvs hvad der falder ind under fysik, kemi, biologi og fysiologi og på den anden side det kvalitative dvs subjektet og bevidsthedsindholdet. Og Bohr var fuldstændigt på det rene med - og understregede gang på gang - at bevidsthed forudsætter levende væsener. Bevidsthed er uløseligt knyttet til liv.

Ser man nu evolutionsmæssigt på livet og den kendsgerning at livet som Bohr stadigt påpegede må betragtes som en elementær kendsgerning, så er det dog værd at bringe et begreb som emergens ind i billedet. Det brugte eller kendte Bohr ikke, men det betyder i denne forbindelse "en spontan frembryden af ordnede strukturer i kaotiske systemer", hvilket igen er noget der bryder med den gængse forestilling i naturvidenskaben om en lovbunden eller deterministisk natur. Det er under alle omstændigheder umuligt at bestride at evolutionen er udtryk for at der i kraft af livets grænsesprængende og 'entropiædende' karakter dukker nye fænomener (herunder arter) op som ikke har eksisteret før - og som altså i denne forstand er emergente. Men jeg vil modsat fx biologen Jesper Hoffmeyer hævde at sådanne fænomener udgør deciderede spring i udviklingen, og derfor lodret modsiger den gamle doktrin om at naturen ikke gør spring [Natura non facit saltus]. Jf. artiklen om Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I) med kritik af Hoffmeyers filosofi.

Men også bevidstheden bør ses som en elementær kendsgerning i udviklingen.



Bohr var ifølge Favrholdt interesseret i stort set alle former for forskning - også psykologien

En af de store bevægelser i psykologien var den såkaldte adfærdspsykologi eller behaviorisme, der netop går tilbage til årene omkring 1913. Generelt går den ud på at søge alle love for psyken ved at studere menneskets adfærd og i den forbindelse se bort fra bevidstheden. En af pionererne var John B. Watson der ikke nøjedes med at hævde at al menneskelige tænken og følelsesliv kunne kortlægges alene ved at studere individers adfærd, men også ligeud hævdede at der slet ikke findes noget egenpsykisk, noget mentalt. Det betyder at introspektion slet er ikke mulig.

Favrholdt gør opmærksom på at Bohr med rette betragtede denne opfattelse som fuldstændig naragtig. Spøgende sagde han at det var ejendommeligt at en psykologisk skole alene ved valget af sit navn reklamerede med sin begrænsning! Favrholdt er enig og undrer sig over at behaviorismens "tåbelige opfattelse vandt gehør i den logiske empirisme, hvor filosoffer som Neurath, Hempel og Carnap søgte at benægte eksistensen af egenpsykiske oplevelser, og opfattelsen lever videre hos vor tids elever af den senere Wittgenstein....". - Benægtelsen er unægteligt tåbelig, men den er en logisk følge af dogmet om at alt kan reduceres til fysiske-kemisk processer. Og dette dogme er der mange der har.



At benægte at der findes mentale fænomener var for Bohr at benægte det mest indlysende af alt. Det er jo noget vi alle erfarer hver eneste dag. Han betragtede det jo også som indlysende at det giver mening at tale om et erkendende subjekt, det vi til daglig kalder et 'jeg'. Han elskede Poul Martin Møllers novelle om licentiaten der var ved at synke til bunds i en mose fordi han blev fuldstændigt optaget af hvordan hans jeg tænkte over situationen, men straks blev forstødt af et nyt jeg der tænkte over det første jeg og så fremdeles.

Bohr synes ifølge Favrholdt at mene at subjektet er de i et givet øjeblik "uerkendte mentale fænomener" eller den del af bevidstheden som "henligger i mørke", men da begge udtryk er selvmodsigende kan Favrholdt ikke tage dem for pålydende. Jeg vil helt for egen regning gøre gældende at Bohrs formulering er direkte vildledende, fordi den viser bort fra selve det afgørende spil mellem jeget og noget andet, dybereliggende og mere skjult i psyken. Bohr har ret i at det der foregår er at skillelinjen mellem subjekt og objekt hele tiden flyttes. Men jeget bør opfattes som den del af psyken der på hvert givet tidspunkt har den helt aktuelle og uendeligt kortvarige fokus på en ting, et fænomen eller et problem. Og det erstattes uafladeligt af et tilsvarende nyt fokuserende jeg, der endog er i stand til at fundere over det foregående og så fremdeles. Dette fokuserende jeg kan aldrig analysere sig selv, for i det øjeblik det prøver, erstattes det blot af et nyt. Dette er noget vi alle erfarer; der er intet mystisk i det, men ubestrideligt noget for bevidsthedsfænomenet ganske ejendommeligt og uforklarligt, der blot må tages til efterretning som et faktum. Og det urkomiske ved licentiaten er ganske enkelt at han fortaber sig fuldstændigt i selve forskydningsprocessen. Svarende til at hvis man først begynder at gå ned i dybere spekulationer over hvordan man fx flytter sit ben, så kommer man ingen vegne.



Favrholdt påpeger at det i almindelighed gælder at den tankemæssige reflekteren udelukker at man er i følelsernes vold. Eller sagt mere præcist: nøgternhed og objektivitet forudsætter at man ikke er i sine emotioners vold.

Bohr talte i denne forbindelse om en komplementaritet mellem følelse og tænkning: "Brugen af ord som tanker og følelser henviser jo ikke til en fast forbunden årsagskæde, men til oplevelser der udelukker hverandre, idet de er betinget af forskellige snit imellem det bevidste indhold og den baggrund som vi løst betegner som os selv." [AME 1, 112]

Det bør dog igen her indskydes, at den traditionelle sondring mellem følelse og tænkning eller mellem følelse og fornuft er helt utilstrækkelig til en dybere forståelse af hvad der foregår i psyken. Skellet bør - som psykiateren Erling Jacobsen allerede slog til lyd for for fyrre år siden - retteligt gå mellem følelser og forestillinger der er ustabile, men ofte intense på den ene side og følelser og forestillinger der er stabile, men til gengæld vage på den anden side. Han talte i den forbindelse om 'følelsestoner' eller 'følelseskvanter', idet han mente at alle følelsesagtige fænomener består af en slags mindstedele eller 'kvanter' som imidlertid alle - lig elektronerne - har en mindstegrænse, så man faktisk også kan indføre kvanteteorien i psykologien med stort udbytte. Det afgørende er at han med sin nye sondring kunne give en præcis forklaring på forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser. Jf. artiklen De psykiske grundprocesser.



En gammel diskussion i filosofien er spørgsmålet om viljens frihed.

Den klassiske diskussion går mellem determinister og tilhængere af viljens frihed, men den anså Bohr for helt forfejlet. Udgangspunktet for hans overvejelser er naturligvis igen betragtningerne over sproget og vore beskrivelsesmuligheder. Og det resultat han mente at kunne nå frem til, faldt hverken ud til fordel for deterministerne eller deres modstandere.

Et notat fra hans side lyder: "Det gamle problem om fri vilje. Ikke foreneligt med determinisme, men sammenligning med indeterminisme er tilsvarende irrelevant. Det er ikke et spørgsmål om viljen er fri eller ej, men skal gribes an på en anden måde. Brugen af ordet 'vilje' er uundværlig i redegørelsen for psykiske oplevelser."

Favrholdt understreger at Bohr anså en deterministisk beskrivelse af de hjerneprocesser der knytter sig til bevidsthedsfænomener for uigennemførlig. Det skyldes den simple grund at man ikke kan gribe ind i dem i analyseøjemed uden at forstyrre dem.

Men Favrholdt påpeger samtidig at Bohr aldrig har været med på den tanke at frivillige handlinger kunne skyldes uforudsigelige kvantespring. Det ville jo blandt resultere i en helt tilfældig adfærd, en såkaldt 'random activity'. Indeterminismen giver altså lige så lidt som determinismen plads til at man kan tale om personlige valg eller skyld, ansvar.



Siden Niels Bohrs tid er der skrevet mange filosofiske afhandlinger om fri vilje-problemet, uden at man er kommet en endelig løsning nærmere; der er - med Favrholdts ord - 'skoler' der 'bekriger' hinanden, og i filosofiske oversigtsværker kan om og om igen læse hvad disse 'skoler' går ud på med alle de sædvanlige betegnelser: determinisme, indeterminisme, necessarianisme, libertianisme, kompatibi-lisme etc.

Favrholdt stiller derfor spørgsmålet om en generel ontologisk determinisme overhovedet er forenelig med begrebet erkendelse. Hvis alt i universet inklusive al menneskelig adfærd og bevidsthedsliv er determineret, er erkendelse da overhovedet muligt?. Det skrev han allerede i sin studietid en lille afhandling om, som Bohr læste og erklærede sig enig i.

Favrholdts hovedargument mod den generelle ontologiske determinisme lyder som følger: Hvis determinismen var sand, gyldig, måtte det gælde at alle vore hjerneprocesser er determinerede og ifølge epifænomenalismen at alle vore bevidsthedsfænomener var determinerede af de hjernefysiologiske forhold. Men hvis dette var tilfældet, så måtte vore hjerneprocesser og bevidsthedsfænomener i såvel ontologisk som erkendelsesmæssig henseende ligestilles med naturfænomener i almindelighed. Men om naturfænomener såsom tordenvejr og vandfald gælder at de ikke kan mene noget. Og det samme måtte så gælde for mennesket. Men som bekendt kan vi mene noget - og gør det i stor stil. Man kunne også sige, at hvis determinismen var gyldig ville både tilhængeren af den fri vilje og tilhængeren af determinismen være determinerede til at holde på hver sit, og der ville ikke være nogen 'filosofiens domstol' til at afgøre hvem der havde ret. Men der er heldigvis en sådan domstol, for det er muligt at afgøre hvilke påstande der fører til selvmodsigelser og derfor må afvises.

Bohr nøjes med at se erkendelsesteoretisk på spørgsmålet: Viljen er så fri som det er muligt at definere vilje og frihed.

I et større evolutionært perspektiv må det tilføjes - som en neodarwinist som G.G. Simpson har gjort - at ansvarlighed er en biologisk kendsgerning i og med at mennesket er dukket op i udviklingen og i kraft af sin evne til at tænke og overveje sin situation og sine valgmuligheder er sluppet fri af determinismens forbandelse.



Erkendelsen    
Til toppen  Næste

Favrholdt understreger kraftigt - som det allerede er konstateret - at det for forståelsen af Bohrs filosofi er vigtigt at gøre sig klart at han ved sproget i forbindelse med den naturvidenskabelige erkendelse primært forstår den éntydige, beskrivende sprogbrug og altid i den forbindelse henviser til dagligsproget. Alle kvantefysiske eksperimenter må nødvendigvis beskrives med klassisk fysiske begreber suppleret med dagligsprog - eller med dagligsprog suppleret med klassisk fysik (Bohr talte lidt i flæng om dagligsprog og klassisk fysik). Den klassiske fysik er en præcisering af dagligsprog og dagligsproget derfor stadig i fysikken den egentlige basis for kommunikationen.

Bohr var modstander af såvel Wittgensteins sprogspil-teorier som linguisters snævre semiotiske eller strukturalistiske teorier, og modstander af såvel de logiske positivisters reduktionsteori som fx. Husserls ontologiske fænomenologi. Det drejede sig for Bohr ikke om at forstå sproget 'i sig selv' eller 'naturen i sig selv' - for det er principielt umuligt - men om at finde ud af hvad vi som en del af naturen kan sige om virkeligheden på en nøgtern måde der udelukker vilkårlighed og subjektivitet.

"Fysikkens særlige belæring", skriver han i 1929, "er påvisningen af hvorledes et kundskabsområde kan betragtes særskilt uden direkte henvisning til bevidsthedsproblemet." Og tilsvarende: "det ejendommelig for de eksakte videnskaber ses i bestræbelsen på at opnå entydighed ved at undgå enhver henvisning til det betragtende subjekt".

Synspunktet er ganske klart, men ikke destomindre har det fået både fagfilosoffer og amatørfilosoffer til at postulere at Bohrs filosofi havner i subjektivisme og anti-realisme. Det vender vi tilbage til i den særskilte artikel om misforståelserne af Bohr. Men her på dette sted må det anstændigvis fastslås at misforståelsen er så ovenud tåbelig at den ikke alene kan skyldes overfladisk læsning og løse gætterier, men mest af alt ligner en manglende vilje til at sætte sig ind i synspunktet, og her kan man let øjne ond vilje, for sagen er yderst påfaldende.

Men lad det være sagt endnu engang: Bohrs erkendelsesteori og kvantemekanikken er ikke på nogen måde havnet i subjektivisme eller mangel på realisme. Den er tværtimod den eneste erkendelsesteori der formår at bygge den bro mellem kvantemekanikkens ikke-deterministiske fænomener og den klassiske fysiks deterministiske beskrivelser der er nødvendig for at sikre en éntydig realisme. Dette sker gennem det såkaldte korrespondensprincip der først og fremmest bygger på den kendsgerning at alle måleapparater der bruges til måling af de specielle uanskuelige processer i atomfysikken er bygget efter den anskuelige klassiske fysiks principper.



Men atomfysikken bød på sådanne problemer med anskueligheden og den præcise lokalisering i tid og rum at den klassiske fysik viste sig at være en alt for snæver begrebsramme. Ifølge Bohr og alle andre forskere og filosoffer forudsætter enhver præcis beskrivelse af ethvert fænomen naturligvis en begrebsramme, dvs et sæt af begreber som har en fast indbyrdes relation til hverandre. Ordret siger Bohr: "Enhver kommunikation må baseres på en begrebsramme som er fælles for dem kommunikationen foregår imellem...", men han fortsætter udtrykkeligt: "enhver erkendelse kan altid kræve en henvisning til en større struktur". Og dette gjaldt ikke mindst relativitetsteorierne og kvantemekanikken.

Relativitetsteorierne er en udvidelse af den klassiske fysiks begrebsramme under hensyntagen til naturkonstanten c (lysets hastighed), medens kvantemekanikken er en udvidelse af begrebsrammen under hensyntagen til naturkonstanten h (virkningskvantet eller Plancks konstant). Men man kan ikke forklare eller forstå relativitetsteorierne og kvantemekanikken uden den klassiske fysiks begreber og måleapparatur. Enhver introduktion af såvel relativitetsteori som kvantemekanik må ske via klassisk fysik og dagligsproget.

Det er imidlertid på ingen måde et tilfældigt faktum at vor erkendelse har sit udgangspunkt i dagliglivet og den klassiske fysik, det er tværtimod bestemt af virkeligheden. Virkeligheden såvel som den del af den der hedder vores bevidsthed er indrettet sådan at vi ikke kan forstå noget uden at inddrage de begreber vi har fra århundredlang daglig praksis og som har fundet sin systematiske udformning i den klassiske fysik - og som iøvrigt beror på sanseapparatets følsomhed.

Bohr forklarer: "Den klassiske fysik er en idealisation baseret på at følsomheden af vore sanser tillader at iagttage med en så overordentlig lille vekselvirkning mellem de undersøgte legemer og os selv at vi i praxis kan tilskrive dem attributter [nærmest 'tilknyttede egenskaber']". Favrholdt tilføjer at al fysisk måling og eksperimenteren desuden forudsætter faste, stabile legemer såsom målestokke, visere, urdele, plader etc. dvs makroskopiske ting der må beskrives ved hjælp af klassisk fysik. Og endelig gælder at al erkendelse også er betinget af at der findes bevidste væsener, erkendende subjekter af kød og blod.

Eller sagt på en anden måde [min måde]: For at naturen kan iagttages og beskrives må der findes meget komplicerede, makroskopiske organismer som menneskene, og derfor må disse nødvendigvis befinde sig i iagttagelsessituationer hvor a) lyshastigheden er umådelig stor i forhold til de iagttagede bevægelser, hvor det b) er muligt at holde begreberne rum og tid adskilt - og hvor c) virkningskvantet er praktisk taget lig nul, således at subjekt-objekt-skellet kan trækkes skarpt, og en almindelig årsagsbeskrivelse kan etableres.



At vi som iagttagere af naturen/virkeligheden er en del af naturen/virkeligheden og dermed er afhængige af ganske bestemte iagttagelses- og beskrivelsesbetingelser, indebærer at et transcendent synspunkt er umuligt, hvilket vil sige at det er umuligt for tanken at gå uden for naturen og dér oprette et fuldstændigt neutralt iagttagelsespunkt. Vi er i verden og kan ikke se den "udefra". Ja, vi kan efter Bohrs mening end ikke forbinde nogen mening med dette udtryk. Og derfor kunne den amerikanske fysiker John Wheeler (der arbejdede sammen med Bohr 1933-35) meget vittigt påpege at der "slet ikke er noget 'derude' derude".

Helt meningsløst er det vel ikke at lege med en sådan tanke, eftersom mennesket formentlig har gjort det fra tidernes morgen og må have kunnet se en mening eller et formål med det (herunder bl.a. legen med paradokser!), men Bohr har ret i at det fra den éntydige beskrivelsesteoris synspunkt er absurd og formålsløst. Det betyder i parentes bemærket at det heller ikke er muligt at lave en teori om universets begyndelse. Det gør man som bekendt alligevel - endda i stor stil - og vil uden tvivl blive ved med at gøre det, selvom det bevisligt ikke fører til noget. (Folk bliver også ved med at prøve at kreere evighedsmaskiner, selvom det franske akademi i sin tid beviste at det var umuligt ud fra termodynamikkens love). Big Bang-teorierne kan i bedste fald føre til afklaring af alle forsøgs umulighed i helt konkret forstand og dermed føre til ny forskning. Men de er ikke og bliver aldrig andet end teorier. Jf. artiklen om Hawking's univers.

Og dette er en af de store fordele ved Niels Bohrs erkendelsesteori ved siden af opgøret med den gamle europæiske dualisme mellem ånd og materie (subsidiært mellem sjæl og legeme). Vi slipper for de endeløse gætterier og spekulationer om ontologiske problemer der principielt ikke kan løses. Og dermed får vi frihed til at koncentrere os om det centrale, at komme videre i forskningen og oplysningen ved hjælp af komplementaritetssynspunktet på en sådan måde at der bliver tale om reelle fremskridt og ikke en endeløs køren i ring.



Derfor er Niels Bohrs filosofi en revolution i videnskaben, men spørgsmålet kan stilles om dens gennembrud også er et paradigmeskift, det vil sige et sæt af grundliggende metafysiske antagelser der udgør en standard for videnskabelig rationalitet og argumentation.

Det var den amerikanske fysiker og videnskabteoretiker Thomas S. Kuhn (1922-1996) der i sin tid lancerede begrebet i sit kontroversielle skrift 'The Structure of Scientific Revolution' (1962; dansk udgave 1973) og som gjorde ham verdensberømt på ganske kort tid. Det siger i al korthed at en bestemt videnskab har et mønster på god videnskab som fører til 'normalvidenskab'; men nogle 'anomalier' (fænomener der ikke passer i mønsteret) dukker op. De fører til en krise i den pågældende videnskab, som igen fører til nytænkning af 'revolutionerende' art. Sluttelig må der derfor laves et helt nyt paradigme, et nyt mønster.

Favrholdt erkender at Kuhns skrift af en eller anden grund er slået an og er blevet en grundbog i al undervisning i videnskabsteori i den vestlige verden. Alle danske gymnasieelever lærer om paradigmeskift, og Kuhns lære er trængt ind i ikke blot diskussionerne om forvaltningen i danske børnehaver, men også ind i den politiske sprogbrug. Farvholdt ser bogens succes som udslag af at vor tid favoriserer relativistiske synspunkter. Men sådanne hører ingen steder hjemme i naturvidenskaberne. Og Favrholdts dom over Kuhn bliver derfor hård:

"Kuhns teori giver et aldeles fejlagtigt billede af astronomiens, fysikkens, kemiens og biologiens historiske udvikling og et aldeles forfejlet billede af forholdet mellem klassisk fysik og kvantemekanik. Ja, Kuhn har slet ikke forstået det dybere indhold i korrespondensprincippet."

Favrholdt gør dog opmærksom på at Kuhn faktisk indså at hans første udspil førte til en relativistisk opfattelse som han ikke selv kunne gå ind for. Men han fandt aldrig ud af (som Favrholdt) hvordan han kunne undgå relativismen. Favrholdt var sammen med ham på en konference i Padova i 1992. Kuhn havde det ikke godt med fejlen eller med den store berømmelser som var blevet ham til del.....

Efter Favrholdts mening er forklaringen på den hyldest Kuhn fik at hans opfattelse kunne sættes på en simpel formel: paradigme - normalvidenskab - anomalier - krise - revolution - nyt paradigme. "Og sådan en forenkling falder folk for, blandt andet alle de amatører der underviser i videnskabsteori på universiteterne i den vestlige verden, herunder Danmark. De fleste ved meget lidt om naturvidenskab, så her er der et skema som er let af forstå, let at lære, og let at vigte sig med over for kolleger og studerende. Og det i sig selv fortæller lidt om nogle mekanismer i filosofiens historie."



Men hvorfor fokusere på Kuhn bog? Jo, fordi al den snak om at kvantemekanikkens opgør med absolut kontinuitet og absolut determinisme - som det hævdes - blot skulle være et spørgsmål om paradigmeskift, er helt forkert. Kvantemekanikken gør ikke op med den klassiske fysik og dens kontinuitets- og årsagsprincip, men konstaterer derimod dens begrænsning, og dette fører ikke til nogen forkastelse af den klassiske fysik, men til en udvidelse af begrebsrammen på en sådan måde at der forbliver en solid korrespondens med den klassiske fysik og dennes grundlæggende absolutte logik og universalkonstanser.

Hvis man endelig vil tale om paradigmeskift i fysikken mht det metodiske er det efter Favrholdts mening skiftet fra spekulativ tænkning til Galileis eksperimentelle udforskning der måtte i fokus. Men det er jo også en helt anden snak.

Og en tredje mulighed - som Favrholdt ikke beskæftiger sig med - er at tage den fulde konsekvens af Bohrs komplementære filosofi og udvide den naturvidenskabelige begrebsramme til yderligere at omfatte hele den menneskelige virkelighed som dækkes af dagligsproget sådan som Heisenberg opfatter dette, dvs såvel alt det rationelle som alt det irrationelle, såvel det naturvidenskabelige som kunsten, musikken, sporten, etikken, politikken, erotikken, humoren og religionen.

Det er dette undertegnede har forsøgt at gøre med Jernesalts filosofi eller den komplementære helhedsrealisme, og derfor skal vi se på denne efter at vi har fået belyst den geniale og banebrydende Niels Bohrs begrænsning.



Bohrs begrænsning    
Til toppen  Næste

Niels Bohrs genialitet kan der ikke herske den mindste tvivl om. Såvel hans atomteori fra 1913 som hans udformning af komplementaritetssynspunktet og korrespondensprincippet ved etableringen af kvantemekanikken sidst i 1920'erne var banebrydende nytænkning af en art som kræver et menneskes optimale evne til intuitivt at tænke i helt nye baner på grundlag af solid viden om et givent fagområde. Og navnlig komplementaritetssynspunktet har ydermere - for dem der forstår at læse og lytte - vist sig at åbne muligheder for yderligere nytænkning på en lang række andre områder, som Bohr nok antydede, men aldrig selv fik bearbejdet. Når hertil lægges Bohrs utrolige åbenhed og imødekommenhed samt vedvarende undren over naturens tilsyneladende mysterier og paradokser, forstår man også at hans genialitet rakte til at skabe et helt enestående, kreativt forskningsmiljø på instituttet på Blegdamsvej.

Bohr følte sig livet igennem draget af den filosofiske diskussion overalt hvor han mødte den i skrift og tale, men som Favrholdt efter sine grundige studier må konkludere er der intet der tyder på at Bohr nogensinde har forsøgt at beskæftige sig med en filosof eller en filosofisk anskuelse på nogen systematisk måde. Selv når han eksempelvis henviser til en filosof som Spinoza, gør han det ikke med nogen særlig præcision, og han gør heller ikke noget særligt for at holde styr på hvorvidt den filosofiske terminologi han følte det nødvendigt at benytte sig af for at forklare sig, er anvendt i overensstemmelse med den filosofiske tradition. Bohr har - som Favrholdt bemærker - ikke følt noget behov for at forklare sin terminologi nærmere i et filosofisk regi. Og han har end ikke forsøgt sig med eksplicitte definitioner af de begreber som han måtte bruge igen og igen.



Men hele denne storhed og genialitet udelukker jo ikke at Bohr havde sine begrænsninger, som på flere felter viser et dybt beklageligt snæversyn der i mine øjne har haft den uheldige følge at blokere for en ellers mulig udvidelse af hans egen grundlæggende begrebsramme til en endnu bredere og dybere. Det viser sig først og fremmest i hans med sprogopfattelsen sammenhængende meget snævre religionsopfattelse der indskrænkede sig til en ganske rimelig og forståelig uvilje mod al dogmatisk teologi, men til gengæld også forhindrede ham i at forstå al mytisk og før-dogmatisk religion. Derfor må dette punkt tages op her.

Bohr meldte sig som allerede anført ud af folkekirken 16. april 1912 - samme år han blev gift - men omstændighederne og de præcise begrundelser er ikke draget frem. Fra Margrethe Bohr vides dog at Niels drøftede sagen med sin far, der smilende tog sønnens beslutning til efterretning, og kunne gøre det så meget desto lettere, som han selv - uden at skilte med det - var ateist.

[Tilføjet 18.1.11.:] Niels Blædel fortæller i sin Bohr-biografi 'Harmoni og enhed' fra 1985, at Niels Bohr som ung kom i 'religiøs krise' som følge af en konflikt mellem taknemmeligheden over forældrenes varme kærlighed og deres radikale, dvs. ateistiske holdning til religion. Niels fortæller i et brev til Margrethe fra Cambridge 1911, at faderen aldrig drøftede tro og tvivl med ham, men tværtimod gik i kirke med ham én eneste gang om året fordi han ikke ville have at drengen skulle mærke at han havde det anderledes end andre små drenge. Men smilet, da faderen modtog sønnens beslutning om at træde ud af folkekirken, lærte ham meget. Afgørende for Niels Bohrs selvstændige beslutning er en rationel overvejelse: "..... jeg kan og vil ikke tro på, hvad der ikke er sandt, og hvad der ikke er sandt, vil for mig sige, hvad der ville berøve livet mening, og det gælder lige fra de største til de mindste ting; derfor, og kun derfor er det ikke sandt, at 2 og 2 er 3, og derfor er det ikke sandt, at et menneske skal tigge hos og handle med indbildte magter, der er uendelig mange gange stærkere end det selv." (min fremhævelse; kilde: Blædel p. 41).



Favrholdt gør opmærksom på at Bohr trods sin opfattelse fuldt ud respekterede andre menneskers tro og anskuelser, og at han var levende interesseret i religionernes historie og fænomenlogi og betragtede de enkelte religioner som nødvendige trin i samfundsudviklingen, idet han mente at de inden for visse kulturer spillede en stor rolle for samfundets indre sammenhæng og helhedskarakter. Hans respekt og tolerance gik endog så vidt at han lige efter krigen tog imod en indbydelse fra Frank Buchmann der var leder af 'Moralsk Oprustning' i Geneve - og deltog sammen med bl.a. chefredaktør Børge Outze fra Information. Og her måtte den berømte mand lige som alle andre deltagere yde sit bidrag til fællesskabet ved at deltage i opvasken. Så Bohr er skam blevet set med et viskestykke mellem hænderne! Men det fortæller Favrholdt nu intet om.

Bohr siger selv om religionerne: "I enhver religion var selvfølgelig al kundskab som deltes af samfundets medlemmer indføjet i den almindelige ramme, hvis hovedindhold udgjordes af de værdier og idealer som fremhævedes i kult og tilbedelse. Den uløselige forbindelse mellem indhold og form vakte derfor næppe opmærksomhed før senere videnskabelige fremskridt ledte til ny kosmologisk eller erkendelsesteoretisk belæring." [ Kundskabens Enhed. AME p 98]



Det var primært den religiøse eller rettere teologiske dogmatik Bohr havde noget imod. Han var eksempelvis kritisk over for troen på en personificeret Gud og på arvesynden, og han var - som vi har set så stærkt imod troen på et liv efter døden, at han ligefrem forsøgte at overbevise sin sekretær om dens umulighed. Al sådan religiøs dogmatik, hedder det hos Favrholdt, "udsprang efter hans mening af uvidenhed, overtro og en misforståelse af sprogets og tænkningens muligheder, og han mente at religion i denne form - især i vor tid med dennes kultursammenstød og kulturblanding - gjorde mere skade end gavn."

I et privat brev fra 1962 om sine betænkeligheder ved at tillade et optryk af en artikel til brug for et tysk kirkeblad skriver Bohr således: "Jeg står selv ganske fremmed over for enhver på såkaldte åbenbaringer grundet religiøs tro, og jeg frygter at forskellige ytringer fra mine afhandlinger vedr. de begrænsninger af tilvante forklaringer af fysiske fænomener som den atomfysiske forskning har afsløret ofte misbruges ved at diskuteres i ganske anden sammenhæng". Bohr ville under ingen omstændigheder tages til indtægt for religiøse holdninger.

Bohr gik ikke ind for nogen ateisme, for det ville jo kræve at man ligefrem kunne modbevise Guds eksistens - og det mente han fornuftigvis ikke man kunne. Snarere var Bohr efter Favrholdts mening på linje med agnosticisterne, der holder på at man hverken kan begrunde en religiøs opfattelse eller en ateistisk, areligiøs opfattelse. Det lyder sandsynligt, men viser som alle andre af Bohrs meninger på dette felt, at han ønskede rationel begrundelse for alt og simpelthen ikke forstod folk der intuitivt mente noget han ikke kunne forstå på rationel vis. Han forstod simpelthen ikke at sekretæren fru Schultz kunne tro på et liv efter døden, når han selv fandt tanken fuldstændig absurd.

Og Bohr forstod heller ikke at Einstein og Schrödinger fastholdt en absolut determinisme, når man nu engang kunne rationelt begrunde at determinismen ikke kunne gøres gældende i kvantemekanikken. Og Bohr forstod for det tredje heller ikke at Planck kunne tale om et 'God's Eye View', altså tro på at der så at sige kunne være en instans et eller andet sted oven over det hele som kunne se alle årsager i verden, også elektronernes adfærd! Tanken er fuldstændig absurd efter de iagttagelses- og beskrivelseskriterier Bohr opstillede for éntydigt deskriptivt sprog, herom er der ingen tvivl, men Bohr kunne altså ikke fatte at en ellers fornuftig naturvidenskabsmand som Planck kunne forestille sig noget absurd. Men det er jo simpel dybdepsykologi. Der er ingen grænser for hvilke absurde forestillinger mennesket kan gøre, for vore primærprocesser arbejder absurd, det vil sige hinsides logikkens betingelser! Men det er det altså mange rationalistisk tænkende væsener der ikke vil acceptere, selvom primærprocesserne skam også virker i dem, ja, er betingelsen for al deres kreativitet.



Bohr hævdede også at vi hverken kan tale éntydigt deskriptivt om en mening med tilværelsen eller overhovedet forbinde nogen mening med hele diskussionen. Vi kan ikke bruge udtrykket 'tilværelsens mening' på nogen meningsfuld måde. Men karakteristisk nok gjaldt også at vi på den anden side heller ikke kan sige at "tilværelsen er meningsløs". Han formulerede sit synspunkt således i et brev i 1938: "den eneste "mening" vi kan tillægge tilværelsen er at det er principielt meningsløst at sige at tilværelsen er uden "mening".

Men efter min overbevisning afslører Niels Bohr her reelt at han er på glatis, for ordet mening kan slet ikke undværes i sproget som betegnelse for den mening med tilværelsen der betyder at mennesket kan se formålet med at leve og altså føler sig hjemme i tilværelsen. Sådan har man fra tidernes morgen talt om spørgsmålet - og når Bohr partout vil have drejet det ind på spørgsmålet om en rationelt begrundet mening med tilværelsen, så røber han at han ikke forstår den dybere synsvinkel, og dermed egentlig også at han i virkeligheden slet ikke fatter hvad religion i ikke-dogmatisk forstand er og har været længe før der dukkede teologisk dogmatik op i verden.

En rationel, begrundelig mening med tilværelsen gives naturligvis ikke, for i samme øjeblik man formulerer den kan man undergrave den med tvivl og kritik. En eller anden forudgiven mening med tilværelsen kan man heller ikke finde noget fornuftigt i, for som P.G. Lindhardt engang sagde, så ville livet først være meningsløst, hvis der var en sådan forudgiven mening med det. Livet ville blive et rædsomt fastlagt pensum at arbejde sig igennem (som Schopenhauer sagde). Mennesket ville blive uden frihed til at forme sit liv. Men disse argumenter rammer overhovedet ikke den nævnte mening med tilværelsen som består i at man føler sig hjemme i tilværelsen. Forskellen ligger i at den mening Bohr taler om og afviser er en ren rationel begrundelse, hvorimod den mening ethvert menneske der ikke havner i fortvivlelse har - hvad enten han er troende eller ateist - den drejer sig om noget intuitivt og irrationelt der trækker på de psykiske primærprocesser.



Spørgsmålets om Guds eksistens bliver af samme art.

Guds eksistens kan hverken bevises eller modbevises. Og det har ingen mening at prøve på det, for det er en misforståelse af selve gudsforestillingens art. Det tjener i givet fald kun det formål at give folk der vil have beviser for alt et rent skinbevis for noget der principielt ikke kan bevises.

De logiske positivister hævdede naturligvis et påstanden om at Gud eksisterer er meningsløs, fordi man ikke kan angive nogen metode til dens efterprøvelse. Bohr hævdede meget karakteristisk nærmest det omvendte. Påstanden har ikke nogen mening fordi den er i modstrid med vore betingelser for beskrivelse. I begge tilfælde ses bort fra det centrale - som religionshistorien og dybdepsykologien kan pege på - at gudsforestillingen er før alle dogmer og teologiske teorier. Den må anses for at være en spontan dannelse i den menneskelige bevidsthed som har irrationelle kilder. Gud var derfor i mytisk, før-teologisk tid en umiddelbar instans man hverken kunne eller skulle bevise eller modbevise, men alene kunne forholde sig til på den ene eller anden måde.

Men hele denne forståelse af mytisk tænkning lå uden for Bohrs synsvinkel.



Bohr viste sin snævre religionsopfattelse ved - som Favrholdt forklarer - at betragte den religiøse sprogbrug som en ekspressiv sprogbrug der, netop fordi den ikke var deskriptiv, ikke kunne udgøre et alternativ til den videnskabelige sprogbrug. Snarere var den et udtryk for afmagt, en slags indikation for at tilværelsens mening ikke kan indfanges i ord.

Klarere kan det egentlig ikke siges. Bohr (og Favrholdt) har ikke alene det deskriptive sprog som ideal for el éntydig, videnskabelig beskrivelse, men også som ideal for al beskrivelse af tilværelsen overhovedet. De indrømmer at der findes en religiøs sprogbrug ved siden af fx. en kunstnerisk eller en humoristisk, men den slags er ekspressive og udtrykker kun følelser eller stemninger. Og dermed siger de faktisk at de ikke har nogetsomhelst kendskab til religiøse erfaringer der går langt dybere end følelser og stemninger og som ikke behøver at have noget med overtro og uvidenhed eller simpel misforståelse af sprogets muligheder at gøre. Åbenbaringer kan eksempelvis ikke blot sprogligt være en åbenbaring af en guddommelig sandhed som kan nedfældes i et dogme, men også en åbenbaring af en dyb videnskabelig, etisk eller kunstnerisk indsigt som bliver af problemløsende eller endog forpligtende karakter.

Helt generelt gælder at den mytiske, før-sproglige religiøse erfaring - som jeg foretrækker at kalde 'den helhedsrealistiske erfaring' - aldeles ikke er overtroisk eller primitiv - og ikke på nogen måde kan reduceres til et gennemgangsled i udviklingen, men simpelthen er udtryk for en fundamental almenmenneskelige erfaring der gennem alle tider vil bevare sin fulde relevans og aktualitet for eksistensen.

Den bohrske vankundighed finder undertegnede derfor dybt beklageligt, for det bohske komplementaritetssynspunkt og korrespondensprincip rummer faktisk - som vi skal se - mulighed for at udvide hele vor moderne begrebsramme på en sådan måde at hele eksistensen og hele den mytiske religionsopfattelse kan komme ind under den - uden at det på nogen måde indebærer accept af noget overnaturligt eller hinsidigt. Den bohrske vankundighed får også fatale følger for opfattelsen af dagligsproget, fordi den dybt inspirerende heisenbergske forståelse for at dagligsproget har føling med hele virkeligheden går fuldstændigt tabt.



Et specielt bemærkelsesværdigt træk ved Bohr skal dog nævnes forinden - og det er hans urokkelige tro på harmoni i tilværelsen og på videnskabernes enhed.

Begge dele bedømmer Favrholdt som udtryk for tro i religiøs forstand, altså som udtryk for en opfattelse der ikke kan begrundes rationelt. Og han henviser i den forbindelse til en analyse som John Honnor har fremlagt i 1987. Det skal tilføjes at Bohr selv var klar over forholdet, men ingen giver nogen forklaring på hvad der egentlig er på spil.

Favrholdt repeterer at fysikken stadigvæk er karakteriseret som det der omhandler hvad vi kan måle, veje og tælle, altså det kvantitative, medens vores 'oplevelsesverden' - som han kalder det med en vildledende glose - er kvalitativ og indtil videre med alt hvad den rummer af fornemmelser, smerter, æstetiske oplevelser etc stadig fundamentalt forskellig fra den kvantitative verden. Og han påpeger derefter at Bohr også her forsøgte at skabe en slags forlig ved at tale om komplementaritet imellem beskrivelse uden henvisning til subjektet og beskrivelse med henvisning til subjektet.

Favrholdt finder ikke forsøget overbevisende, men snarere en bekræftelse på at vi her står over for et særdeles genstridigt problem. Og det tør jo siges, for det er jo lige præcis forholdet mellem videnskab og mytisk tænkning. Troen på harmoni er derfor "blot en tro". Men det er - som Favrholdt udtrykkeligt bemærker - selvsagt for meget at tale om en religion eller en religiøs grundholdning i denne forbindelse. Og det sidste skal jeg i og for sig ikke bestride, men i stedet spørge hvad det så er.

Og her vil jeg pege på at både troen på en harmoni i tilværelsen og troen på videnskabernes enhed afspejler en grundliggende medfødt forestilling om harmoni, enhed og helhed i tilværelsen. Der er simpelthen tale om en forestilling der stammer fra selve symbiosen med moderophavet og som derfor er så tidlig i psykens dannelse at den er før-sproglig, men særdeles dyb - og iøvrigt findes hos alle mennesker der ikke ligefrem er født med svære sindslidelser. Den ligger bag alle menneskelige drømme om harmoni og enhed - hvad enten de er af traditionel religiøs art eller af moderne ideologisk art.



Men det skal så sandelig også tilføjes at denne umiddelbare, intuitive 'tro' sædvanligvis udsættes for et alvorligt intellektuelt angreb når mennesket (arten såvel som individet generation efter generation) kommer i puberteten og mister sin uskyld. Det er det den ældgamle syndefaldsmyte handler om! Men også den anser rationalister jo for at være overtro. Den er imidlertid en af de dybeste om ikke den allerdybeste menneskelige grunderfaring som går på at mennesket i og med at det får den kønshormonalt bestemte, store grænsesprængende bevidsthed om at det andet køn er attraktivt og at dets eget ophav er gennemskueligt. Dermed mistes uskylden for stedse og kulturen begynder, både for menneskeheden som sådant og for det enkelte individ.

Syndefaldet er af mytisk art. Det kan ikke bevises eller modbevises, og det ville være helt meningsløst at forsøge på det. For mytens formål er ikke at bevise noget, men fortælle et grundvilkår for den menneskelige eksistens, et grundvilkår som forstået ret betyder at harmonien i tilværelsen ikke eksisterer, og at kundskabens enhed er en illusion.

Modstanden mod Bohrs filosofi, som bliver genstand for en særskilt artikel, bygger for det meste på uvidenhed, misforståelser eller direkte forvrængninger. Men der kan også fremføres en kvalificeret kritik der fuldt ud går ind for Bohrs erkendelsesmæssige lære og forståelse når det gælder naturvidenskaben og det hermed snævert forbundne éntydigt beskrivende sprog såvel komplementaritetssynspunktet og korrespondensprincippet, men til gengæld går imod Bohrs snævre opfattelse af dagligsproget og de hermed forbundne fordomme hvad angår religion eller anden eksistensfortolkning.



Helhedsrealistisk vurdering    
Til toppen  Næste

Efter denne påvisning af Niels Bohrs begrænsning som filosof, som David Favrholdt ikke har øje for, fordi han har samme begrænsning selv, bør det gentages at begrænsningen ikke tager nogetsomhelst fra ham af sjælden genialitet som forsker og tænker, for han var ubestrideligt en banebryder både inden for fysikken og inden for erkendelsesteorien, men begrænsningen indebærer derimod at han aldrig selv fik udnyttet potentialet i sit eget komplementaritetssynspunkt og korrespondensprincip på optimal vis. Begrænsningen ligger i opfattelsen af religiøsiteten, som vurderes ene og alene ud fra en rationel vinkel og derfor alene rammer religiøs dogmatik knyttet til kirkelige organisationer og teologiske systemer. Den skyder derimod totalt forbi religion som mytisk fænomen. Og det betyder at Bohrs opfattelse af dagligsproget i modsætning til Werner Heisenbergs bliver alt for snæver.

Favrholdt er på nøjagtig samme linje som Bohr - og får derfor aldrig en kritisk distance til Bohr, men dette forhindrer jo ikke Favrholdt i at levere den bedst tænkelige og forståelige redegørelse for Bohrs kvantemekanik og komplementaritetsfilosofi: kun går den uden om de nævnte muligheder for en udvidelse af Bohrs begrebsramme til hele den menneskelige eksistens, således som undertegnede har leveret med den komplementære helhedsrealisme og 'Jernesalts 2009-filosofi'.

På dette sted vil det derfor være på sin plads at specificere hvor den komplementære helhedsrealisme stemmer overens med Bohrs filosofi og hvor den adskiller sig og går videre.



Den komplementære helhedsrealisme kan ubetinget gå ind for den kvantemekaniske fortolkning af fysikken.

Plancks konstant eller virkningskvantet er en absolut universel konstant ligesom lysets hastighed eller tyngdekraftens gravitationskonstant.

Virkningskvantet indebærer at det er umuligt at måle de atomare elementarpartiklers hastighed (impuls) og sted (lokalitet) i et og samme forsøg. Der skal to forskellige slags forsøg til, og dette medfører at man for kvantefysikkens vedkommende må opgive den ubetingede determinisme der gælder i den klassiske fysik. Målingerne af elementarpartiklernes impuls og lokalitet kan ikke foretages samtidigt, men er begge nødvendige for den fuldstændige beskrivelse af fænomenerne. Og det er dette der menes med at de er komplementære.

Resignationen med hensyn til den ubetingede determinisme for elementarpartiklernes vedkommende indebærer imidlertid ikke nogen form for indførelse af tilfældighed eller vilkårlighed i fysikken, eftersom man kan måle den statistiske sandsynlighed med største sikkerhed og samtidig henføre alt til den klassiske fysik gennem det såkaldte korrespondensprincip.

Almindeligvis taler man om komplementaritet mellem bølgeopfattelsen og partikelopfattelsen, men det rigtige er at tale om komplementaritet mellem iagttagelse eller beskrivelse af henholdsvis bølgemålingen og partikelmålingen. For ingen kan afgøre hvad elementarpartiklens ontologiske substans egentlig er.

Da den klassiske fysik fortsat er fundamental referenceramme er der ikke tale om at kvantemekanikken afskaffer eller ugyldiggør den klassiske fysik, men alene om at fysikkens begrebsramme udvides til at omfatte ikke-deterministiske fænomener.



Den klassiske fysik kan under ingen omstændigheder undværes i beskrivelsen af fysiske genstande og fænomener og dermed heller ikke i dagligdagens praksis, for vi er som mennesker indrettet på en sådan måde, at vi er afhængige af den opfattelse af kvantitative størrelse som er mulig gennem faste genstande. Psykologisk kan dette forklares med at menneskers og dyrs såkaldt genstandsbevidsthed forudsætter faste ting i omgivelserne.

Den klassiske fysik indebærer accept af logikkens modsigelsesprincip og kontinuitetsprincip.

Fysikken og naturvidenskaben iøvrigt forudsætter accept af et éntydigt deskriptivt sprog.



Accepten af et éntydigt deskriptivt sprog indebærer umuligheden af inden for naturvidenskabens rammer at tale meningsfuldt om universets begyndelse eller skabelse og at tale meningsfuldt om kræfter eller instanser uden for universets, naturens eller virkelighedens rammer.

Accepten af et éntydigt deskriptivt sprog indenbærer også umuligheden af inden for naturvidenskabens rammer at give en forklaring på livets oprindelse og på bevidsthedens oprindelse. Livet og bevidstheden er at betragte som elementære kendsgerninger, hvis forudsætninger kan opregnes, men hvis opdukken ikke kan forklares med henvisning til andre fænomener. Man taler i denne forbindelse om emergens, en opdukken af helt nye fænomener i udviklingen som ikke har været set før og ikke kan forklares. Men Bohr brugte ikke dette udtryk.



Bohr antydede selv komplementaritetssynspunktets anvendelighed inden for andre områder end kvantemekanikken. Han talte bl.a. om komplementaritet mellem følelse og fornuft, eller mellem instinkt og fornuft. Endvidere mellem komplementaritet mellem tænkning og analyse, og mellem overvejelse og beslutning. Og han nævnte eksempelvis også komplementaritet mellem retfærdighed og barmhjerighed. Men det forblev stort set ved antydninger. Bohr udarbejdede - som Favrholdt udtrykkeligt påpeger - aldrig en gennemarbejdet teori om komplementaritetssynspunktet.

Her tillader den komplementære helhedsrealisme sig at gå videre og ikke mindst anvende komplementaritetssynspunktet på den samfundsmæssige konflikt mellem individ og samfund, mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet og mellem liberalismen og socialismen. Komplementaritetsssynspunktet kan her anvendes med samme fordel som i kvantefysikken, nemlig ved frigørelsen fra den gamle dualismes forbandede forhekselse af forstanden ved fokusering på et enten-eller princip.

Konkret og aktuelt kan komplementaritetssynspunktet anvendes som begrundelse for den tredje vejs politik mellem grundliggende socialistiske og grundliggende liberalistiske synspunkter. Den tredje vej betragter begge principper eller ideer som logisk uforenelige, men alligevel hver på sin vis beretttigede og givende samt dynamiske. Hvorfor man med fordel kan betragte dem som komplementære - og dermed samtidigt sige at de modsatrettede synspunkter aldrig går op i en højere logisk enhed.

Disse synspunkter er forklarede og begrundede i talrige artikler på Jernesalts side. Jf. henvisninger under den korte forklaring på komplementaritetssynspunktet. Men synspunkterne står naturligvis for min egen regning.



Den afgørende forskel mellem Bohrs filosofi og den komplementære helhedsrealisme ligger i den vidt forskellige opfattelse af modsætningen mellem det rationelle og det irrationelle. Både Bohr og Favrholdt accepterer for så vidt de irrationelle fænomener i tilværelsen, eftersom de accepterer og endda værdsætter fx digtning, kunst og musik. Men de forbliver overvejende på rationalismens grund. De ønsker at begrunde erfaringens og erkendelsens betingelser rationelt og afviser reelt en menneskelig erfaring der trækker på eller har føling med den del af virkeligheden der er irrationel, og ganske særligt når dette tangerer religiøse spørgsmål.

Den komplementære helhedsrealisme betragter derimod det rationelle og det irrationelle som lige uundværlige dimensioner i den menneskelige tilværelse - og begrunder denne betragtning med den kendsgerning at den menneskelige psyke har to vidt forskellige tilgange til sansning, erkendelse, iagttagelse og beskrivelse af virkeligheden, nemlig hhv. de medfødte primærprocesser der er karakteriseret ved relativt intense, men tilgæld ustabile følelsestoner og forestillinger og de tillærte sekundærprocesser der er karakteriseret ved relativt vage, men til gengæld stabile følelsestoner og forestillinger.

Da intensiteten af følelsestoner og forestillinger afgør kvaliteten af dem, betyder det at al erfaring af kvalitativ art beror på de medfødte primærprocesser (hvad der jo også er heldigt for så vidt allerede spædbørn gerne på ubevidst plan skulle kunne erfare kvalitet og mening med tilværelsen).

Derimod afgør stabiliteten af følelsestonerne og forestillinger muligheden for gennem sekundærprocesserne at opbygge en stadig finere og mere nuanceret korrekt opfattelse af omgivelserne, hvad der igen understøttes af almindelig opdragelse, skoling og uddannelse samt praktik. Videnskab er i denne sammenhæng at opfatte som en systematisk udvikling af sekundærprocesserne. Og den er derfor uundværlig for menneskets tilpasning til omverdenen, både individuelt og kollektivt.



Sondringen mellem de to slags psykiske grundprocesser får den allerstørste betydning for opfattelsen af dagligsproget, idet dette de facto er karakteriseret ved at kunne udtrykke begge slags erfaringer med stor succes. Derfor har Werner Heisenberg ubetinget ret i at dagligsproget har sin store stabilitet gennem tiderne i kraft at være relativt upræcist og mangetydigt. Erfaringen viser naturligvis at det i allerhøjeste grad er muligt at fremelske et éntydigt deskriptivt sprog gennem praktisk brug kombineret med dannelse af faglige termer samt decideret videnskabelig forskning. Men erfaringen viser samtidigt som ubestrideligt faktum at de mangetydige begreber lever uantastede videre i folkedybet og folkelivet, og her har et umådeligt kreativt potentiale som giver sig udtryk i kunst, musik, digtning og kult samt humor, hvor alle forsøg på at ensrette dem (fx. religiøst eller ideologisk) før eller siden vil strande fordi ensretningen dræber selve kreativiteten.

Dette betyder igen at dagligsproget aldrig vil kunne reduceres til det éntydige deskriptive sprog uden at det vil gå ud over følingen med den fulde virkelighed.

Reduktion vil altid betyde indsnævring af virkeligheden, og derfor er Niels Bohrs opfattelse af dagligsproget ikke blot uheldig, men fatal. Hans filosofi er så rationel at den gør irrationelle fænomener til andenrangsfænomener - helt i strid med almindelige menneskers jævne, ikke-teoretiske og ofte ubevidste opfattelse, og dette er så meget mere beklageligt som det faktisk er muligt at udvide hans begrebsramme omkring komplementaritetssynspunktet og korrespondensprincippet til hele eksistensen i dens umådelige blanding af rationelt og irrationelt.

Men for at forebygge misforståelse skal jeg ikke undlade at pointere, at den komplementære helhedsrealismes inddragelse af den irrationelle dimension i begrebsrammen på ingen måde åbner for indførelse af overnaturlige kræfter eller instanser. Alle de umiddelbare spontane forestillinger som 'Gud', 'guder', 'skabelse', 'åbenbaring', 'synd', 'skyld', 'himmel', 'helvede', "evigt liv", ja, 'dommedag', 'opstandelse' og 'frelse' er at betragte som arketypiske psykiske fænomener eller forestillinger, og ikke som påviselige, bevislige, dokumenterbare eller på anden måde naturvidenskabeligt konstaterbare fænomener. De vil derfor være lige så meget på tværs af gængs religiøs/teologisk/dogmatisk tankegang som af gængs rationalistisk tankegang. De er i allerhøjeste grad brud med tilvante forestillinger, men vel at mærke på en sådan måde at korrespondensen bevares til dagligdagens og den klassiske fysiks praksis.

Pointen med den komplementære helhedsrealisme er selve muligheden for en udvidelse af vores almindelige eksistentielle begrebsramme ud fra den forestilling at eksistensen er overordnet erkendelsen af den simple grund af de medfødte primærprocesser tæller mere i eksistensen end sekundærprocesserne.



Den komplementære helhedsrealismes konklusion må derfor blive at Bohrs banebrydende filosofi ikke kan stå alene, for den er først og fremmest banebrydende i erkendelsesteoretisk henseende, men tager slet ikke de fulde konsekvenser af komplementaritetssynspunktet og korrespondensprincippet for vores erkendelse og eksistens iøvrigt. Den må suppleres med inddragelsen af den menneskelige bevidstheds tilgang til det irrationelle som komplementær til den menneskelige bevidstheds tilgang til det rationelle. Ja, den må i sidste ende acceptere religion som et emergent og progressivt fænomen i den biologiske udvikling, således om det vil fremgå af mit essay herom fra sidste år.

Det skal i denne forbindelse understreges at netop komplementaritetssynspunktet umuliggør opstillingen at ethver holistisk system. Den komplementære helhedsrealisme er anti-holistisk, den hævder nok at opfattelsen af helhed, enhed, mening og sammenhæng i tilværelsen er helt fundamental for alle mennesker, og at denne helt og holdent trækker på de psykiske primærprocesser, men den hævder ubetinget en dynamisk komplementaritet mellem de to mulige tilgange til de to faktiske dimensioner i den menneskelige eksistens.

Jan Jernewicz



PS 18.1.11.: Under afsnittet om 'Bohrs begrænsning' er indføjet et enkelt afsnit om Niels Bohrs udmeldelse af folkekirken, baseret på Niels Blædels biografi fra 1985.



Henvisniner    
Til toppen

NB! Jernesalts artikler om Niels Bohr og komplementariteten er nu udgivet samlet som e-bog hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Bohr og komplementariteten.



Se nærmere under klik



Selve bogen findes på linket: klik.     Pris 40 kr.



Links til:

Niels Bohr Arkivet

Litteratur:

David Favrholdt: Filosoffen Niels Bohr. (Informations Forlag. 2009)
David Favrholdt: Filosofisk codex - Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse.
(Gyldendal. 1999.)
David Favrholdt: Studier i Niels Bohrs filosofi. (Odense Universitets Forlag. 1994)
David Favrholdt: Filosofi og samfund. (Gyldendal. 1968)
David Favrholdt: An Interpretation and Critique of Wittgenstein's Tractatus



Niels Bohr: Et mindeskrift. Fysisk Tidsskrift. 1963
(med optryk af artiklen om brintspektret fra foredrag fra 20.12.13. i Fysisk Forening)
Niels Bohr - Hans liv og virke fortalt af en kreds af venner og medarbejdere. Schultz. 1964

Niels Blædel: Harmoni og enhed. Niels Bohr. En biografi. Rhodos. 1985
Jørgen Kalckar: Det inkommensurable. Brudstykker af et tonedigt i d-moll. Rhodos. 1985
Tor Nørretranders: Det udelelige. Bohrs aktualitet i fysik, mystik og politik. Gyldendal. 1985.
Stefan Rozental: NB - Erindringer om Niels Bohr. Gyldendal. 1985
Abraham Pais: Niels Bohr og hans tid i fysik, filosofi og samfundet. Spektrum. 1994.



Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse. Schultz 1957
Niels Bohr: Atomteori og naturbeskrivelse. Schultz 1958.
Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse II. 1964.
Werner Heisenberg: Fysik og humanisme. Gads Forlag. 1959
Werner Heisenberg: Fysik og filosofi. Reitzel 1960.
Werner Heisenberg: Der Teil und Das Ganze. Piper 1971.
George Gamow: Tredive år der rystede fysikken. Kvanteteoriens historie, Gyldendal. 1966.

Jan Jernewicz: Jernesalts 2009-filosofi. En folkebog om komplementær helhedsrealisme som tidssvarende eksistensfilosofi. Jernesalts forlag. 2009



Relevante artikler på Jernesalt:

Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'

David Favrholdts æstetik
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik

Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)
ny film om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen
Kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske erfaring
Peter Zinkernagels filosofi Komplementaritetssynspunktet generelt

Sjæl og legeme som komplementære fænomener
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener



Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?  (31.7.10.)
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  (3.6.10.)



'Jernesalts 2009-filosofi'
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)

Virkelighed - serie om menneskets virkelighedsopfattelse  med følgende afsnit:
Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.09)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed  (20.8.07.)



De psykiske fundamentalkræfter
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)



Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør
Erling Jacobsens moralfilosofi)
Jes Bertelsens etik



Platon - europæisk filosofis problemskabende grundlægger  (6.12.10.)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi
- Visioner, begrænsninger og fejlslutninger
  (23.5.10.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II)
Anden del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi
  (9.12.09.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I)
Første del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi
  (5.12.09.)
Piet Hein - en kreativ, æstetisk og filosoferende idealist  (28.6.10.)



Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Lone Franks store hjernetrip
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag
Latter, morskab og humor
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede



Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal