Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - psykenergi

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.7.10


Er der en særlig psykisk energi?

Problemet er erkendelsesteoretisk
Forbindelsen mellem ånd og materie
Hvad er det hjerneforskerne måler?
Neurovidenskab siger intet om sjælen
Den psykiske energi
Konklusion
Henvisninger



Problemet er erkendelsesteoretisk    
Til toppen  Næste

Som understreget i artiklen Åndsfænomenet i naturen  (10.7.10.) er det et hovedsynspunkt i Jernesalts filosofi, at åndsfænomenet er en del af naturen, men det er samtidigt erfaringen at dette slet ikke er forstået tilstrækkeligt i den almene oplysning eller herskende dannelse, for her fokuseres der fortsat alt for meget på de fysiske fænomener og fundamentalkræfter og alt for lidt på de psykiske fænomener og fundamentalkræfter. Derfor lovede jeg til naturlig opfølgning en særskilt artikel om de psykiske energier, for uvidenheden om disse er for stor og fører for mange fejlslutninger med sig.

Problemet ser ud til at ligge i at mange 'dannede' og 'oplyste' mennesker uden videre tager hjerneforskernes synspunkter for gode varer og tror på de fuldstændigt udokumenterbare og vildledende påstande om at psyken ‘bor' i hjernen og at fx en tanke kan 'ses' som målelig proces i hjernen. Det er skam rimeligt nok at antage, at der er en eller anden form for korrelation mellem følelser og tanker på den ene side, og de målelige processer der foregår i hjernen på den anden side. Det er faktisk den eneste fornuftige arbejdshypotese i den lægevidenskabelige forskning, hvis forskerne ellers skal holde fast i det strenge naturvidenskabelige verifikationskrav. Men det er naivt at gå ud fra, at forskningen - uanset hvor fine instrumenter der efterhånden vil blive udviklet - nogensinde skulle blive i stand til at se den enkelte tanke eller den enkelte følelse i hjernen og følge dens udspring og dens videre vej - eller blive i stand til at konstatere eksistensen af det ubevidstes eller psykens ‘bolig' eller ‘sæde'.

Ikke engang i atomfysikken kan man følge den enkelte partikels bane, men alene den statistiske sandsynlighed af den. Og dette skyldes vel at mærke ikke instrumenternes ufuldkommenhed, men den iboende ubestemthedsrelation mellem et fænomens impuls og dets sted, kombineret med en uhyre følsomhed over for påvirkning ved iagttagelse. Allerede ved at gå fra fysikken til biologien mangedobles vanskelighederne. Og i psykologien bliver vanskelighederne så astronomisk store, at kun det glade vanvid kan forlede nogen til at tro på, at tanker og følelser - for slet ikke at tale om sjælelivet som helhed - nogensinde vil kunne iagttages og måles ad instrumental, mekanisk vej.

Det må tværtimod uden forbehold fastholdes at al indsigt i sjælelivet nu som altid beror på introspektion - iagttagelse af eget sjæleliv eller 'indre liv', dvs af de energier der giver sig udslag i forestillinger, følelser, drømme, vilje og beslutning på både bevidst og ubevidst plan således som den enkelte direkte oplever det ved at se indad. Hjerneforskningen (eller naturvidenskaben som sådan) vil aldrig bringe os til forståelse af sjælelivet eller åndslivet ved objektiv iagttagelse eller måling udefra. Og det beror først og fremmest på at der er principiel forskel på fysisk energi og psykisk energi. Men da denne forskel ikke er klar for alle, skal den - som lovet - her gøres til genstand for en særskilt behandling. Også fordi jeg har måttet konstatere negative reaktioner fra visse læsere mod selve det at operere med begrebet 'psykisk energi'. Nogle læsere tror åbenbart at jeg ved at bruge begrebet indfører noget mystisk eller ligefrem overnaturligt i erkendelsen, men det modsatte er tilfældet.



Når man taler om fysisk energi og psykisk energi anvender man naturligvis en ren analogi. Man sammenligner og beskriver to forskellige, men beslægtede fænomener med hinanden og forsøger derigennem at komme til en bedre forståelse af begge. Sådan har man altid gjort i såvel almindelig refleksion som videnskab og filosofi (hvad der bl.a. har bevirket at humaniora og naturvidenskab altid har lånt begreber og faglige termer fra hinanden), men det har ikke altid været klart for alle, at sådanne sammenligninger eller jævnføringer intetsomhelst beviser. De hjælper alene forståelsen på didaktisk eller pædagogisk plan. Lad det derfor her være klart fra starten: undertegnede hævder ikke at den psykiske energi er den samme som den fysiske energi, men alene at de to slags energier som vi har tilgang til ad to forskellige veje i vid udstrækning ter sig på samme måde - derfor taler jeg også om psykiske fundamentalkræfter i analogi med de fysiske fundamentalkræfter.

Problemet for mig er ikke om psykisk energi eksisterer, for den er for alle mennesker en umiddelbar elementær kendsgerning der kan konstateres som den letteste sag i verden. Man kan bare lukke øjne og ører og konstatere at der inde i 'det indre' uafbrudt 'løber en strøm' af forestillinger, billeder, tanker og følelser - uden at man overhovedet beslutter sig for det eller kan forhindre det. Man taler om en uafbrudt 'bevidsthedsstrøm' - og de fleste vil opfatte dette udtryk rigtigt - men udtrykket er egentligt vildledende, for strømmen af forestillinger er mere ubevidst end bevidst, og den er absolut ikke styret af bevidstheden, den er faktisk svær at standse med bevidstheden (det kræver intensiv meditativ træning og ender ikke i et hul eller et mørke, men i lys og klarhed). Vi ved jo at denne strømmen også foregår når vi sover, og fx giver sig udtryk i drømme, og at vi om morgenen kan vågne med hovedet fuld af ideer (undertiden ligefrem løsninger på problemer vi sov ind med). Den uafbrudte strøm af forestillinger er det usvigelige tegn på at vi er levende sjæle og har et dynamisk sjæleliv, dvs rummer en psykisk energi som ikke går i stå før hjertet holder op med at slå og definitivt standser blodomløbet i kroppen. Strømmen er desuden en indikator for at det indre liv ikke er udelukkende et personligt sjæleliv.

Det burde i grunden ikke være et problem at denne psykiske energi udelukkende kan konstateres introspektivt, for sådan har det altid været, og dette har alle mennesker helt op til vor tid betragtet som en selvfølge. Det er dette forhold de altid har opfattet som sjæleliv. Det er altsammen først blevet et problem med den moderne naturvidenskab og filosofi der ikke alene har sat sig for at måle alt, men forsøgt at bilde almindelige mennesker ind at det der ikke kan måles eksakt med naturvidenskabelige metoder i virkeligheden slet ikke eksisterer, subsidiært er andenrangs i forhold til det materielle.

Problemet er netop at sjælelivet og den psykiske energi ikke kan måles objektivt, men alene erfares subjektivt. Dette gør alle mennesker uafladeligt - og det får de en utroligt mængde positive oplevelser og værdier ud af. Det er forudsætningen for alt samliv med andre mennesker, al kommunikation, alt samfundsliv, al kreativitet, al kunst, musik, humor og religion. Men naturvidenskabens og filosofiens rationalister har i et par hundrede år stået parat med deres metoder: de vil have alting målt og have alt det der ikke kan måles forkastet som uvirkeligt, andenrangs eller afledt.

Set fra den sunde fornufts synspunkt er denne indstilling naturligvis fuldstændigt tåbelig, da den afskriver alt det der giver livet umiddelbar mening, værdi, kvalitet og sammenhæng. Men de ensidige rationalister bliver ved som var de besatte: alt skal ind under naturvidenskabens måling. Og hvad der ikke kan komme der ind under er overtro.

Nøgtern erkendelse af verdens eller naturens indretning siger imidlertid at mennesket har to tilgange til verden eller naturen, nemlig tilgangen til den ydre, sanselige verden og tilgangen til den indre, intuitive verden - og disse to tilgange er logisk og praktisk uforenelige. De kan ikke bringes på samme fællesnævner eller ind i samme syntetiske begrebsramme. Men de er begge aldeles uundværlige og bør derfor betragtes som ægte komplementære. Den ene tilgang giver realitetsprøvelse og tjener praktiske formål. Den anden tilgang giver mening, sammenhæng og helhed i tilværelsen og tjener således eksisentielle formål.



Forbindelsen mellem ånd og materie    
Til toppen  Næste

At de to tilgange til verden eller naturen er komplementære indebærer dog ikke nogen påstand om at der ikke skulle være nogensomhelst forbindelse mellem fænomenerne. Det er tværtimod det eneste realistiske at forudsætte at der er en forbindelse mellem de åndelige fænomener og de fysiske, eller mellem de sjælelige fænomener og de legemlige. Alt andet fører til overtro eller 'metafysik'.

Problemet har blot været at den store matematiker og tænker René Descartes definerede det legemlige som det i rummet udstrakte og det sjælelige som det i rummet ikke-udstrakte og dermed grundlagde en sondring som har forhekset mange filosoffers forstand lige siden, ja faktisk også hans egen forstand, for han postulerede et fysisk organ (en kirtel) som forbindelsesled og kunne altså slet ikke forestille sig, at ånden eller bevidstheden kunne være udslag af den psykiske energis emergens til noget nyt og specielt.

Immanuel Kant gjorde ikke sagen bedre ved at sondre mellem fysiske fænomener ('fænomenon') og åndelige fænomener ('noumenon') og henføre det energetiske og dynamiske i naturen til de sidstnævnte. For i begge tilfælde mystificeres alt det energetiske der er så fundamentalt for udviklingen, livet, bevidstheden og kulturen. Der er naturligvis intetsomhelst mystisk, overnaturligt eller metafysisk ved det energetiske. Det forekommer os blot - af psykologiske grunde - vanskeligere at analysere og beskrive end det stoflige. Først moderne naturvidenskab fandt fra omkring år 1800 ud af at måle og give empiriske love for den fysiske energi, og først dybdepsykologien fandt fra omkring år 1900 ud af at beskrive og give empiriske love for den psykiske energi, vel at mærke uden at kunne måle den. Og det turde være sagens kerne: Begge slags energier er empiriske fænomener der kan konstateres at følge bestemte empiriske love, men de kan ikke begge måles med mekaniske instrumenter.

Sammenhæng er der naturligvis mellem det energetiske og det stoflige og dermed også mellem det psykiske og det legemlige for menneskers og dyrs vedkommende. Det er nemlig givet at det psykiske eller energetiske forudsætter fysisk energi og fysiske stoffer, herunder daglig tilførsel af fysisk energi til kroppen, konstant blodomløb og konstant stofskifte. Neurologien har også forlængst påvist at der uafladeligt sker overførsel af elektriske impulser i nervecellerne, og at der ligeledes sker kemiske reaktioner mellem nervecellerne (herom senere). Så den eneste fornuftige arbejdshypotese for naturvidenskaben og neurologien er at forudsætte at der hører målelige fysiske hjerneprocesser til bevidstheds- og sjæleliv.

Heraf kan blot ikke drages den konklusion at sjælevirksomhed er lig med målelig hjernevirksomhed. Tværtimod gælder for psykologien og eksistensfilosofien at den eneste fornuftige arbejdshypotese her er at forudsætte at bevidstheds- og sjælelivet (både det bevidste og det ubevidste) ved siden af fysiske processer også omfatter processer der ikke er fysisk målelige, men tværtimod ved deres enorme kompleksitet, enorme følsomhed for begyndelsestilstandene og ved deres hastighed unddrager sig fysisk måling.

Dette er naturligvis for mange en provokerende påstand. Og den skal derfor ikke blive stående frit svævende uden nærmere belysning.



Vi starter med de håndfaste kendsgerninger:

Fysisk energi, der oprindeligt blev associeret til arbejde, er som sådan udtryk for mekanisk energi. Man skelner mellem kinetisk energi, der medfører bevægelse af stof (masse), og potentiel energi der findes som mulighed i et kraftfelt. Varmeenergi er den indre energi som alt stof indeholder (og som måles i kalorier). Elektrisk energi er den ladning af potentiel energi som et elektrisk felt har. Kernebindingsenergi er den potentielle energi som findes i de stærke kernekræfters felt. Og elektromagnetisk energi er den energi som findes i et elektromagnetisk felt og som fx kan optræde som bestemte energikvanter i lys (fotoner).

Alle disse energiformer er forbundet med de grundlæggende fysiske bevarelseslove og vekselvirkninger (den klassiske, newtonske fysik). For hver energiform kan der derfor angives ligninger som forbinder den med masse, hastighed, beliggenhed, temperatur, elektrisk ladning og elektrisk feltstyrke.

I et lukket system er energien konstant, men omsættes energi til varme, der som energiform er irreversibel, medfører energiforbruget altid en forøgelse af systemets entropi (dets 'uorden'). Jordkloden og dennes natur er imidlertid ikke et lukket system, men modtager tværtimod konstant energi fra solen. Dette har medført emergente fænomener i evolutionen som livets oprindelse og i sidste ende menneskets, bevidsthedens og kulturens skabelse. Livet på den lille enklave af universet der hedder 'jorden' og som vi er så heldige at bebo er kendetegnet af at entropien aftager, men også af at individets eksistens er tidsbegrænset.



Menneskehjernen består som alle andre organer udelukkende af celler. Den vigtigste type er nervecellerne, som der skønnes af være ca 100 mia af. De består af en cellekrop, og en fibertråd eller akson, der afgiver signaler, og andre tråde eller dendritter der modtager signaler. Her sker der overførsel af en særlig slags elektriske signaler (nerveimpulser). Nervecellerne har mellem 10 og 20 tusinde kontaktsteder eller 'synapser', imellem hvilke der sker overførsel af kemiske signaler (transmittersubstanser) - dog ikke direkte, men via tynde, væskefyldte spalter. Men man regner også med en form for elektromagnetiske felter.

Antallet af mulige kontakter mellem nervecellerne via synapserne er af astronomisk størrelse (tallet overstiger antaller af atomer i hele universet er det blevet sagt til sammenligning). Synapserne er dog ikke evige, men kommer og går i en vis udstrækning, afhængigt af de input/output der skal transmitteres. Dette forhold gør det i princippet umuligt at sammenligne en hjerne med en computer. En sådan kan lave utroligt mange hurtige beregninger, men kan netop ikke virke som en hjerne, eftersom en hjerne laver andet end beregninger.

Der er lavet helt konkrete sammenligninger mellem hjernekapacitet og computerkapacitet. Hjernen på sin side bruger omtrent 20 J/s (= 20 W). Der er milliarder af neuroner i vores hjerne; nogle estimerer at der er omkring 2×1012 neuroner. Neuroner har en responstid på cirka 10 ms - dette svarer til 100 Hz. Hjernen har i princippet en processeringskraft på 2×1014 "logiske" operationer per sekund. En Pentium og en PowerPC-processor bruger derimod cirka 10-100 J/s (= 10-100 W). Til sammenligning har en PowerPC 970 processor med 64-bit databusbredde ved en frekvens på 3 GHz i omegnen af 2×1011 logiske operationer per sekund, og med denne primitive sammenligning er hjernen omtrent 1000 gange hurtigere end dagens high-end PC'ere. Men denne sammenligning er unuanceret, hedder det i en tilgængelig artikel på nettet. Man kender nemlig faktisk ikke vores hjernes repræsentationsform og beregningsform. Kun ved sanseneuronerne kan man finde noget der "forstås". Længere inde i hjernen virker den plastisk i sin måde at repræsentere "noget" på. En af vores neuroner har i snit (som allerede antydet) 1.000-10.000 forbindelser til andre neuroner i et tredimensionalt net. Ingen computerchips kan håndtere så mange forbindelser. Todimensionale computerchips er små; cirka 10 mm×10 mm, hvor man i designfasen forsøger at holde antallet af tværgående forbindelser nede, da de gør delkredsløbene i processoren langsommere. - Og hele denne tørre besked turde da være en klar erkendelse af fundamentale forskelle mellem menneskehjernen og en computer!



Det særlige ved mennesker (og menneskeaber) er iøvrigt udviklingen af hjernebarken - som man igen inddeler i pandelappen, nakkelappen, isselappen og tindingelappen med hver deres funktioner. De fundamentale dyriske eller instinktive livsytringer og -evner (placeret i den udviklingsmæssigt ældste del af hjernen der hedder 'det limbiske system') deler mennesket med krybdyr og fugle, men dette er ikke tilfældet med de finere evner som findes i hjernebarkens forskellige lapper. Jo højere op i udviklingen vi kommer, jo større blive hjernen og hjernebarken. Og for menneskets vedkommende gælder endda, at hjernen og hjernebarken vejer tre-fire gange så meget som den højstudviklede menneskeabes (chimpansens).

Der er med andre ord her sket et kolossalt spring i udviklingen - et skelsættende emergent hop i evolutionen - som lige så lidt kan forklares som andre emergente hop i evolutionen. Nogle filosoffer (bl.a. andet Arthur Koestler) kalder denne nævnte emergens for en fejltagelse, fordi den er forudsætningen for ikke alene alle kulturelle gevinster i menneskets historie, men også for udviklingen af menneskets helt specifikke ondskab (det kan dræbe af lyst og gør det ikke sjældent systematisk!), men disse filosoffer forstår åbenbart ikke at det ene forudsætter det andet, dvs at bevidsthedens opkomst i udviklingen indebar både et fundamentalt tab af uskyld og en fundamental erobring af kulturevnen (mytisk også kaldet syndefaldet) og dermed nødvendigheden af en etik.



Hvad måler hjerneforskerne?    
Til toppen  Næste

Spørgsmålet melder sig, hvad det egentlig er hjerneforskerne eller hjerneneurologerne går og måler.

Det kan nøgternt konstateres at hjerneforskerne i dag med den nyeste teknik (CT-scanning og SPECT-scanning) på deres computerskærme nøjagtigt kan observere hvor i hjernen der sker aktivitet ved forskellige påvirkninger, idet aktivitet er ensbetydende med blodgennemstrømning og energiforbrug i neuronerne. Computeren siger bogstaveligt talt 'pling' når der er stærk gennemstrømning - og det kan altsammen ikke blot høres, men anskueliggøres på farvestrålende billeder på skærmen. Man det må straks tilføjes, at forskerne ikke kan observere den enkelte tankes eller følelses opståen, endsige gå den modsatte vej og tyde et 'pling' på computeren som en bestemt tanke. Det man måler er udelukkende mængder af samme slags fysisk aktivitet, og det vil igen sige at målingerne er af statistisk art.

Stedet for de mange funktioner af sensorisk art er forlængst lokaliseret til nakkelappen. Synssansen er central, for hvad der foregår gennem synssansen beslaglægger omkring halvdelen af hjernens kapacitet. Det understreger i høj grad det visuelle indtryks afgørende betydning.

Præfrontalt, i hjernens højre og venstre hemisfærer foran i hjernebarken (pandelappen) hævdes 'fornuften' at sidde, og man har forlængst opdaget, at venstre hjernehalvdel synes at være sæde for de rationelle, logiske eller fornuftige operationer, mens højre hjernehalvdel er sæde for de irrationelle, kreative, intuitive eller følelsesmæssige operationer, men selve skellet mellem fornuft og følelse (og lokaliseringen af dem ) er yderst problematisk i denne sammenhæng. Det fundamentale skel i psyken går nemlig mellem de stabile, men vage forestillinger og følelsesladninger på den ene side og de intense, men ustabile forestillinger og følelsesladninger på den anden side. Fornuftsdyrkelsen og fornuftslokaliseringen som kendetegner vores kultur har mere med den historiske kulturudvikling end med hjernens biologiske struktur at gøre. Hjernen fungerer ikke som opdelte elementer, men hele tiden som en helhed og netop denne helhed kan ikke lokaliseres. Den kan end ikke siges at være rent personlig.

Hjerne-skanning og forskning har sin store værdi ved at give lægevidenskaben mulighed for at kurere defekter i hjernen der opstår ved ulykker, sygdomme eller genetisk arv. Metoderne kan til stadighed forfines gennem teknologiens udvikling og betyder at man med større og større statistisk sikkerhed kan afgøre hvilke dele af hjernens virksomhed der er ramt af defekterne og hvor man følgelig kan sætte ind kirurgisk og medicinsk. Og der skal ikke herske tvivl om den store menneskelige gevinst ved denne forskning.



Hvis vi ser på nogle af de målinger af hjerneprocesser der findes, så kan fx anføres følgende eksempler:

Fra det øjeblik, vi banker storetåen ind i en dør, og til vores hjerne opdager det, går der 40 millisekunder. Fra vi registrerer lyden af et ord, til hjernen har afkodet det, går der 150 millisekunder. Hjernen tager 300 millisekunder for at skulle omstille sig fra én opgave til en anden. Den bruger 400 millisekunder på at gøre den information som løbende modtages bevidst. Og det tager hjernen 600 millisekunder - eller godt og vel et halvt sekund - at omsætte en tanke til ord.

Tor Nørretranders gav i sin tid i bogen 'Mærk verden' (1991) netop en forklaring på at selv en af de allerbedste fodboldspillere ikke i en presset situation kan nå at tænke sig om inden han sparker bolden mod målet, for det bevidste jeg har alt for lang reaktionstid, nemlig omkring et halvt sekund eller de nævte 600 millisekunder (og det er lang tid i pressede situationer). Den gode og veltrænede fodboldspiller overlader derfor intuitivt afgørelsen til det underbevidste eller subliminale - og skyder simpelthen det bedste han har lært. Nogle gange har han heldet med sig og laver mål (og kommentatorerne jubler over mandens præcision!). Andre gange skyder han ved siden af - og både han selv, publikum og kommentatorerne tager sig til hovedet over misbruget af en oplagt chance!

Pointen i min sammenhæng er at reaktionstiden på den bevidste handling kan måles, men ikke reaktionstiden på den underbevidste eller intuitive beslutning.



Neurovidenskab siger intet om sjælen    
Til toppen  Næste

I en tidligere artikel har jeg været inde på Lone Franks spændende og kritiske, men alligevel naive gennemgang af moderne neurovidenskab. Udover en ultrakort oversigt over hjernens cortex (hjernebarken med dens fire 'lapper') og dens limbriske system (der som sagt udviklingsmæssigt regnes for den ældste del og rummer det instinktive og stærkt emotionelle lag), får vi i hendes bog om 'Den femte revolution' også en ultrakort gennemgang af de måleteknologier hjernevidenskaben anvender. Det er 1) PET (Positron emission tomography) der måler aktiviteten indirekte gennem glucoseforbruget, 2) fMRI (Functional Magnetic Resonance Imaging) der måler aktiviteten ved hjælp af radiobølger og 3) EEG (Electroencephalograpfy) der måler de elektriske udladninger fra større grupper af hjerneceller.

Lone Frank siger ligeud, at vores forståelse af hvordan hjernen fungerer i realiteten er rudimentær, og at forskerne derfor står over for en gigantisk opgave. Arbejdet er kun lige begyndt, hedder det. Men der står ikke noget om, at målinger med disse metoder er af statistisk art. De fortæller i realiteten kun at der foregår aktivitet i bred forstand i bestemte lokalområder, men aldrig hvori den individuelle og helt specifikke aktivitet som en konkret tanke, en konkret følelse, en konkret association eller en konkret vurdering består, hverken i simpel eller kompleks form.

Lone Frank kommer i det hele taget uhyre let hen over alt sjæleliv og åndsliv, ja hun har den aldeles uholdbare opfattelse at der kan sættes lighedstegn mellem hjerne og sjæl. Alle sjælelige fænomener er for hende kun følelser og fornemmelser uden evidens. De kan i hendes øjne give sig udslag i forestillinger om Gud og andre mærkelige skikkelser, både spontant og kunstigt, men hun ser ikke fænomenerne i deres komplekse skikkelse og samspil med det menneskelige fællesskab og den historiske tradition. Og hun forstår ej heller at forestillingerne netop ikke er entydige således som de videnskabelige definitioner gerne skulle være. Fænomenerne er netop så yderst komplicerede at neurovidenskaben overhovedet ikke kan måle dem. Den kan kun måle grove statistiske effekter af dem.



Lone Frank påpeger gang på gang ubevidste fænomeners betydning for menneskers opfattelse af sig selv og andre og for deres moralske valg, men hun forbigår, at der ikke findes nogensomhelst adgang til det ubevidste ad objektiv, fysisk-kemisk-elektronisk vej, hvorfor det heller ikke kan måles neurovidenskabeligt. Det er alene tilgængeligt ad subjektiv, introspektiv vej. Den sociale og kognitive neuroforskning hun taler om, måler ikke ubevidste fænomener, men alene fænomener der ad normal kognitiv vej forårsager emotioner og tankevirksomhed der afgiver visse målelige effekter på de forskellig skannere.

Den neurovidenskab Lone Frank refererer til kan på måleapparaterne konstatere en vis aktivitet når der foregår forskellige tanke- og føleprocesser i sjælen, men ikke en eneste gang er denne videnskab kommet i nærheden af en konkret måling af en specifik følelse eller specifik tanke af simpel karakter, endsige nogen af kompleks karakter.

Neurovidenskaben vil heller aldrig komme i nærheden af en sådan måling, for processerne er så følsomme, at det selv i bedste fald (det allerhøjst udviklede apparatur) ikke vil være muligt at måle noget uden at gribe forstyrrende ind. Den eneste vej til indsigt i sjælelivet vil derfor fortsat være den subjektive og introspektive indføling af den art vi alle gør brug af til hverdag.



Derfor er det vigtigt at fastholde at der trods alt findes kompetente hjerneforskere der er nøgterne nok til at konstatere at hjerneforskningen ikke har fundet de vises sten.

Den svenske professor Lars Olsson fra Karolinska Institutet, der er fuldstændig sikker på at 'hjertet' sidder i hjernen, dvs at alle følelser, alt det irrationelle, har sæde i hjernen - uanset at man oplever følelserne (fx vrede) i kroppen - tror dog ikke på at vi nogensinde kommer til at forstå hjernen fuldstændigt. Spørgsmålet om det indre univers er utroligt komplekst. Vi er kun ved begyndelsen til at forstå hvad der foregår, har han sagt.

Den svenske musikforsker Nils Wallin fra Instituttet for Biomusikvidenskab, hvor man bl.a. gennem studiet af syngende menneskeaber har opstillet hypoteser om sprogets udvikling via stemmens udvikling, kalder udtrykkeligt den emotionelle effekt som musikken har på mennesket for mærkelig. Det vil jo i virkeligheden sige den ikke er afdækket eller forklaret. Han skelner skam mellem denne emotionelle effekt og så en rent æstetisk effekt, men det afgørende forties: effekten af musik er hverken rent emotionel eller rent æstetisk. Den kan - som det vil fremgå af alle artikler om musik på Jernesalt - være yderst kompleks og 'tale' til hele sjælens opfattelse af mening, sammenhæng og helhed. Effekten er reelt en besynderlig helhedsopfattelse der må hænge nøje sammen med selve den kendsgerning at bevidstheden er den psykiske energis helt uforklarlige bevidsthed om sig selv!

Derfor skal igen (som i artiklen om Lone Frank) mindes om at Morten Møller og Jørgen Lützen i Encyklopædiens udmærkede artikel om menneskehjernen understreger, at "den menneskelige bevidsthed i alle dens manifestationer i indlæring, abstrakt tænkning, logik, drømme, den fri vilje, følelser og meget andet er knyttet til hjerneprocesser og således har en fysisk baggrund", men de tilføjer udtrykkeligt at der endnu ikke er givet nogen tilfredsstillende forklaring på koblingen mellem materie og ånd. "Problemet synes at rumme betragtelige filosofiske og videnskabsteoretiske problemer. Fx er det en temmelig enestående situation at hjernen er selvransagende: Enhver intellektuel analyse af dens funktion involverer den selv."



Lad det derfor være gentaget nok en gang, at det er rimeligt at antage, at der som hovedregel er hjerneprocesser forbundet med sjæleliv (tænkning, følelser, associationer, åbenbaringer, kreativitet, musik, humor osv), men sjælelivet er for det første for komplekst til at blive målt fordi det fungerer i entiteter der er langt mere end summen af enkeltdelene og derfor kun kan kontaktes af psykiske instanser med samme slags entitetsfunktion. For det andet peger al dybdepsykologi på at en væsentlig kilde til sjælelivet er det kollektivt ubevidste, som igen er et fuldstændigt umåleligt fænomen der kun kan kontaktes ad åndens vej. Sjælelivet er efter dybdepsykologisk opfattelse - der igen afspejles i dagligsproget - et spil mellem det bevidste jeg, det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste. Vejen til indsigt i sjælelivet er derfor introspektionen og udvekslingen mellem introspicerende individer via sprog, ansigtsudtryk, kropsholdninger samt kunst, musik, dans m.v., samt hele denne mærkelige 'helhedssansning' der ikke har specifikke organer.

Men hvad der foregår i sjælen eller i ånden, når mennesker mødes og der opstår sød musik i hjerterne eller når der i erkendelsen opstår indsigter, oplevelser eller rene åbenbaringer der kan give livet mening og retning og blive afgørende for et menneskes eksistens, det kan naturvidenskaben aldrig nogen sinde udtale sig om. For det ligger principielt uden for dens rækkevidde, da man her skal helt væk fra al statistisk måling af hjerneaktivitet og dybt ned i den enestående detail-proces af en så svimlende hastighed og kompleksitet at den langt overstiger måleapparaternes muligheder for eksakt registrering. Man vil selv i bedste fald blive ramt af den begrænsning og iagttagelsessituation man forlængst har erkendt i atomforskningen: at man påvirker det man forsøger at måle i og med at man iagttager det. Deraf kommer det at man må stille sig tilfreds med registreringen af de statistiske sandsynligheder. Det samme kan og må man stille sig tilfreds med i den medicinske forskning. Man kan nemlig sagtens ad den vej nå frem til forbedrede helbredelsesmetoder. Men sådan noget duer ikke i psykologien og den øvrige humaniora der ønsker at belyse sociale relationer, kunst, musik, erotik, humor, samfundsliv og religion.



Den psykiske energi    
Til toppen  Næste

Det turde være fremgået at den psykiske energi i Jernesalts filosofi betragtes som en absolut ubestridelig empirisk kendsgerning inden for naturens rammer, men at den er af en særlig karakter derved at den i modsætning til den fysiske energi ikke kan måles med naturvidenskabelige metoder, dvs med mekanisk apparatur, men alene erfares gennem den introspektive metode, dvs ved at se indad og dermed bruge den tilgang til naturen som er komplementær til den ydre, mekaniske eller naturvidenskabelige metode.

Det må antages at den psykiske energi trods umåleligheden har sammenhæng med den fysiske energi fx i den forstand at den formentlig er den del af den fysiske energi der via den evolutionsmæssige emergens der hedder opkomsten af den menneskelige bevidsthed på uforklarlig vis har fået evnen til så at sige at iagttage sig selv. Og denne evne kunne igen tænkes at være forbundet med fire specifikke betingelser: 1) utrolig høj grad af kompleksitet i det netværk af nerveceller der rummer bevidstheden, 2) utroligt høje hastigheder i den transmission af yderst komplekse signaler som sker i nerveceller, 3) umuligheden af at definere 'systemets' yderst følsomme begyndelsestilstand og endelig 4) tilstedeværelsen af en form for elektromagnetisk felt i 'systemet'.

Det sidste må - i lighed med fysikkens elektromagnetiske felter - ses som skabt af elektriske ladninger i forskellige magnetfelter der bevæger sig i forhold til hinanden, men det må tillige antages at disse magnetfelter går ud over individets personlige rammer og inddrager andre konkrete personers magnetfelter samt ikke mindst det store magnetfelt dybdepsykologien kalder det kollektivt ubevidste, som går på tværs af både kulturer og tidsepoker.

Men det skal understreges at sammenligningen er en analogi der intet beviser, men alene kan hjælpe forståelsen. I sidste ende er det emergente fænomen der heddes åndsfænomenet i naturen uforklarligt og irreducibelt til enklere fænomener.



Den psykiske energis udtryk er mange. De kan ikke gennemgås i detaljer her, men de vigtigste skal i det mindste opregnes kort, idet der samtidigt henvises til artiklen om Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi.

Det afgørende udtryk for psykisk energi er den omtalte konstante bevidsthedstrøm som alle kender fra sig selv. Den løber automatisk, kræver ingen beslutning og er svær at standse. Den fortsætter under søvnen og er altså lige så meget en underbevidsthedsstrøm, der fx giver sig udslag i drømmevirksomhed.

Netop drømme og fri fantaseren viser en sådan variation og mængde af ukontrollerede associationer mellem alle mulige, ofte overraskende fænomener eller forestillinger at Storm P.'s udtryk for fænomenet er særdeles rammende. Han kaldte det "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke". Det er nemlig helt afgørende for den fri kreativitet at bevidstheden ikke kontrollerer hvad der sker. Disse forestillinger er den allerbedste indikation for at individets psyke rækker ud over personen til andre individer og til det kollektive.

Kreativitet er i det hele taget en af de væsentligste værdier af den psykiske energis aktivitet, fordi den ikke alene tjener den fri fantaseren eller det frie kunstneriske udtryk, men i allerhøjeste grad også indgår som fundamental værdi i al tænkning, filosofi og videnskab, foruden i alt samfundsliv, herunder politik. Kreativiteten adskiller sig fra al beregning ved at være fri; den kan bruge beregninger og logik, men den er principielt noget andet og udfolder netop de psykiske primærprocesser i fuldt flor. Hverken det praktiske hverdagsliv eller det mere overordnede politiske liv og den meget abstrakte videnskabelige forskning ville kunne fungere og udvikle sig uden kreativitetens frihed.

Den psykiske energi giver sig naturligvis også udtryk i rationelle aktiviter, dvs i sprogligt formuleret tænkning med alle dennes begrebsmæssige sondringer og logisk operationer, men som de fleste forskere og tænkere har erfaret og gjort opmærksomhed på så ville tænkningen og forskningen ikke føre til noget, med mindre der kom et irrationelt element ind i arbejdet. Piet Hein har formuleret det ganske rammende ved paradoksalt at sige, at man ikke kan løse et problem før man har fået stillet spørgsmålet på den rigtige måde!



Den psykiske energi giver sig stærke udtryk i folkelivet, både på jævnt hverdagsplan og på mere specifikt højtidsplan gennem fest, kult og religion. Overalt gælder her, at det folkelige element trækker på de kollektive kræfter og derfor er uhyre stærke og meget svære for magthaverne at kontrollere. Disse kan til gengæld en vis tid udnytte dem til demagogiske formål ved at manipulere med folks følelser og forestillinger. Dette er muligt, fordi der appelleres direkte til de primærprocesser der er kendetegnet af fri association mellem forskelligartede fænomener. Men i længden går denne manipulation ikke. Og i frie lande vil man gang på gang se at vælgerne forkaster en regering som flertallet af dem selv har valgt, men som ikke lever op til forventningerne.

I religionerne er de psykiske kræfter i vid udstrækning 'sat i system', så der opbygges fælles ritualer (kult) omkring fælles helligdomme og fælles hellige 'genstande' og 'relikvier'. Dogmer og dogmesystemer vil indgå som det pågældende præstestyres måde at kontrollere tilhængerne på. Det skal dog i denne sammenhæng understreges, at den der går helhjertet ind i kulten i det samme ophører med at betragte genstande, relikvier, guder, ikoner og dogmer objektivt. Det er derfor heller ikke muligt overhovedet at forstå religion ved at analysere den objektivt med videnskabelige metoder. Religion kræver ligesom kunst og musik altid subjektiv indlevelse - i det mindste midlertidigt.

Dybest set betyder den psykiske energi i kraft af vægten på det irrationelle og kollektivt ubevidste, at den mytiske tænkning som almindeligvis opfattes som primitiv, fordi den uden tvivl var dominerende hos de fortidige mennesker vi i vores moderne arrogance kalder 'primitive', fortsat fungerer i ethvert menneske - uanset hvor 'oplyst', 'dannet' og 'udviklet' det bliver. Den er helt uundværlig fordi det er den der rummer alle forestillinger om mening, værdi, kvalitet, sammenhæng og helhed i tilværelsen. Og disse kan intet oplyst menneske trods alt nogensinde undvære, selvom flere af de mest rationalistisk indstillede tror det. Men de flytter kun 'værdierne' til felter de mener hæver sig op over mytisk tænkning og religion, fx kunst og musik eller sport - eller ideologi. Det er således forbløffende hvor mange højt begavede og veluddannede marxister der har troet på deres egen idelogis absolutte videnskabelighed.



Konklusion    
Til toppen  Næste

Den psykiske energi er en elementær kendsgerning i naturen der ikke kan reduceres til enklere kendsgerninger eller forklares på anden måde og som ikke kan måles med mekaniske instrumenter eller objektive, videnskabelige metoder. Den kan alene erfares gennem introspektionens subjektive metode.

Højst sandsynligt er den psykiske energi en form for fysisk energi der blot først fremkommer hos mennesket når hjernen (hjernebarken) bliver så stor og forfinet at der opstår selvbevidsthed og dermed det for mennesket uhyre komplekse og uigennemskuelige dynamiske spil mellem bevidst og ubevidst samt mellem personligt bevidst/ubevidst og kollektivt bevidst/ubevidst. Og dette kunne igen tænkes at være et uhyre facetteret dynamisk spil mellem hjernebarkens og det limbiske systems muligheder. Men den slags tanker er og bliver hypotetiske.

Dybt karakteristisk for den psykiske energi er at den ikke kan iagttages eller erfares 'udefra', men kun opleves 'indefra', hvad der igen vil sige at den kun kan erfares i umiddelbar, direkte føling med selve den energi der strømmer og uafladeligt påvirker bevidstheden og ånden med billeder, forestillinger, ideer, drømme, fantasier samt helheder og sammenhænge.

Dette karakteristikum ved den psykiske energi bevirker, at der altid vil være snævre grænser for den objektive videnskabelige metodes muligheder for at analysere, begribe og forklare åndsfænomener som musik, kunst, erotik, humor, kult og religion. Den videnskabelige metode vil altid kunne afdække de ydre, overfladiske sider af fænomenerne, men aldrig kunne trænge ind til de indre kerne. Eksempelvis kan musik beskrives objektivt hvad angår melodi, harmoni, klang, rytme, formopbygning og historiske kontekst, men kun forstås i sin fulde, specifikt meningsgivende og helhedsgivende fascination indefra - i åben lytten eller spillen. Musik har netop altid stået som den mest direkte vej til totaloplevelse af den fascination som mening, helhed og sammenhæng kan give. Ligeledes vil religion nok kunne beskrives objektivt hvad angår ydre kendetegn som ritualer, dogmer, kirkelig udsmykning og organisation eller social funktion og økonomi, men aldrig forstås i sit totale, meningsgivende fællesskab uden en indlevelse der midlertidigt suspenderer intellektets kontrol og kritik.

Som nævnt er det yderst vanskeligt at standse den psykiske energis konstante bevidsthedsstrømmen. Men i systematisk meditation under kyndig vejledning af erfarne folk vil det til gengæld være muligt at omforme strømmen på en sådan måde at mylderet af billeder og forestillinger efterhånden stilner af og til allersidst - efter meget langvarig og tålmodig træning - kunne erstattes af intenst lys og intens klarhed. Dette er alle genuine mystikeres dybeste og uovertrufne erfaring. Og den indikerer at den psykiske energi eller mere præcist den stærke psykiske fundamentalkraft - i lighed med den fysiske energi - kan ophobes så virkningen kan forstærkes til en uhyre kraft.



Erkendelsesmæssigt er der intet der tyder på at det nogensinde vil være muligt som mange forskere og videnskabsjournalister (som fx Lone Frank) tror at man med tiden finder selve koblingen mellem hjerne og ånd. Alt tyder tværtimod på at koblingen er og bliver det store, uløselige erkendelsesteoretiske grundproblem: Vi kan kun nøgternt konstatere, at der er to erkendelsesmæssige tilgange til naturen, nemlig den ydre, sanselige og den indre intutitive, og at vi må affinde os med den urokkelige komplementaritet mellem de to slags tilgange.

Psykologisk set er vi i de sekundære grundprocessers livsvigtige 'realitetsprøvelse' afhængige af eksistensen af faste stoffer i naturen, fordi disse er forudsætningen for dannelsen i det enkelte individs bevidsthed af genstandsbevidsthed og jeg-bevidsthed, der igen er betingelsen for alle sondringer mellem jeget og omgivelserne, mellem fantasi og virkelighed og mellem fortid, nutid og fremtid. Men heraf følger ikke at stoffet eller materien er basis for energien, men kun at det er fundamentet for menneskets muligheder for overhovedet at erkende energien og dermed forskellen mellem stof og energi.



Eksistentielt gælder, at forskere og filosoffer der tror på at den rationalistiske naturvidenskab kan og vil løse alle problemer i verden slet ikke er klar over det eksistenfilosofiske grundproblem: at alt hvad der har med umiddelbar, intutitiv opfattelse eller oplevelse af værdi, kvalitet, mening, sammenhæng, helhed og enhed i verden har at gøre med de psykiske primærproceser (eller de stærke psykiske fundamentalkræfter) og dermed med de psykiske energier der unddrager sig enhver objektiv naturvidenskabelig måling og beskrivelse.

Intet menneske kan undvære den umiddelbare, intuitive totaloplevelse af værdi, kvalitet, mening, sammenhæng, helhed og enhed, for uden den vil et menneske havne i dyb fortvivlelse. Den fornuftige løsning er derfor aldrig et vælge mellem middelbar, rationel forståelse og umiddelbar, irrationel indsigt, men at betragte dem som komplementære, ligeberettigede og uundværlige til hver sit formål. De kan i praksis altid veksle, og de vil i langt de fleste uspolerede menneskers liv veksle ubesværet livet igennem.

Men ligeberettigelsen mellem de to tilgange til naturen og de to måder at forholde sig til kendsgerningerne på har dog på ét punkt en grænse: Den naturvidenskabelige tilgang kan ikke stå alene uden at medføre individets fortvivlelse. Den umiddelbare, intuitive tilgang til helheden, meningen og sammenhængen kræver eksistentiel forret.

Eksistensen står i denne forstand altid over erkendelsen i den menneskelige kultur og udvikling.

Jan Jernewicz



Henvisninger    
Til toppen

Litteratur:

Espen Dietrichs og Leif Gjerstad: Vor fantastiske hjerne. (Akademisk forlag. 1997)
Lone Frank: Den femte revolution. Fortællinger fra hjernens tidsalder (Gyldendal. 2007)
Tor Nørretranders: Mærk verden. En beretning om bevidsthed. (Gyldendal. 1991)
Dan Zahavi: Fænomenologi. (Roskilde Universitetsforlag. 2003)

I hjernens verden. Svensk tv-udsendelse, produceret af Agneta Ginsburg,
og med medvirken af bl.a. Lars Olsson og Nils Wallin

Erling Jacobsen: De psykiske grundprocesser. (Berlingske Leksikonbibl. 1968 og 1971)
Ole Vedfelt: Bevidsthed. Bevidsthedens niveauer. (Gyldendal. 1996)
Ole Vedfelt: Ubevidst intelligens. Gyldendal. 2000).

Jes Bertelsen: Energi og bevidsthed. (Borgen. 1984)
Jes Bertelsen: Dybdepsykologi I-IV. (Borgen 1978-83)
Stanislav Grof: Fremtidens psykologi. Den moderne bevidsthedsforsknings perspektiver. (Borgen. 2001)

Encyklopædiens artikler om energi, bevidsthed og menneskehjernen.
Diverse artikler på Wikipedia og i dagbladene
Diverse foredrag.



Relevante artikler på Jernesalt:

Sjælen  kapitel af   'Jernesalts 2009-filosofi'

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl

Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Åndsfænomenet i naturen  (10.7.10.)
Roskildefestivalen som åndsfænomen af kultisk dimension  (12.7.10.)

Hvad skal vi dog med spiritualitet i erhvervslivet?  (20.3.10.)
Hvorfor lade sig skræmme af det irrationelle?  (7.3.10.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)

Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Sprogpsykologisk aksiom
Sproget og virkeligheden
Humor og virkelighed
Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)



Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal