|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT -Roskildefestivalen som åndsfænomen af kultisk dimensionIfølge Jernesalts filosofi er musik generelt den mest direkte vej til intens oplevelse af den eksistentielle helhed og meningsfuldhed som beror på de psykiske primærprocesser eller den stærke psykiske fundamentalkraft og som derfor principielt udelukker en samtidigt neutral eller objektiv bedømmelse af hvad der egentligt foregår. I selve de intense oplevelsesøjeblikke suspenderes enhver nøgtern vurdering, enhver logisk tanke og enhver begrebsmæssig sondring, dvs alle de tillærte sekundærprocesser som er betingelsen for det normale personliv og samfundsliv, for orden, produktivitet i hverdagen såvel som for demokrati, oplysning, videnskab og fremskridt i videre forstand. Musikken har alle dage haft den centrale funktion af intens oplevelse som bringer mennesket ud over hverdagens snævre rammer - og den er dermed bekræftelsen på at mennesket, ligegyldigt hvor civiliseret det bliver, aldrig slipper det fundamentale behov for at opleve den 'helhed' og 'mening' det er født med uden at vide af det. Den praktiske musikudøvelse er i sig selv - som alt andet menneskeligt - blevet et ordnet og organiseret kulturfænomen der endda indgår i det officielle liv af både verdslig og religiøs karakter, dvs i både overklassens (fyrsters og kongers) og i kirkernes hierarkisk organiserede, delvis sammenkoblede, delvis adskilte tilværelser. Men samtidigt har musikken eksisteret og udfoldet sig som folkeligt udtryk for simpel og ofte spontan glæde ved rytmer, melodier, klange, dans og bevægelse. Ved siden af fyrsternes fine salonmusik og præsteskabernes sakrale kirkemusik har der eksisteret en enkel musikantisk folkemusik der var utæmmelig og ukontrollabel. Med rockmusikkens fremkomst i og med ungdomsoprøret i 1960'erne fik populærmusikken en kolossal opblomstring gennem de elektriske musikinstrumenter og nye muligheder for iscenesættelse. Begrebet rockmusik afløste ordet beatmusik som samlebetegnelse for den elektriske populærmusik - og rockfestivaller begyndte at skyde op. Roskilde-Festivalen startede i 1971 på den gamle dyrskueplads ved Køgevej/Darupvej i Roskilde og har altså i år kunnet fejre sin 40-tyvende årgang. Inspirationen kom fra Woodstock-festivalen i USA 1969 og Thylejren i Danmark 1970, men den blev en fiasko det første år og måtte reorganiseres. I flere år var der kun én scene og mellem 10 og 30 tusinde deltagere. I dag er der otte scener og over 100 tusinde deltagere pr dag i fire dage. Selve publikumsarealet med de mange scener er på 20 ha, mens der er afsat ikke mindre end 100 ha til camping og parkering.Den vigtigste og største scene er Orange scene der er opkaldt efter det karakteristiske orange telt som festivalarrangørerne købte af The Rolling Stones i 1977, og her spiller naturligvis de største navne. Programmet er omfattende, og gennemgående af høj kvalitet, men undgår ikke svingninger. I år har kritikken påpeget at der har været for få magiske øjeblikke. Ifølge Politikens anmelder Erik Jensen var det først den legendariske, nu 52-årige Prince (Rogers Nelson) der i formidable glimt tændte den magi arrangementet indtil da havde savnet. Magi i denne sammenhæng vil netop sige evnen til at fortrylle med musik og nærvær på en sådan måde at publikum bliver ét og for en stund glemmer tid og sted. Samme Erik Jensen opfordrede på festivalens første dag publikum til at slutte op om den 'orange følelse' til forskel fra den 'orange holdning' som kendetegnede de ideologiske 60'ere og 70'ere. Datidens 'alternative' og 'progressive', kort sagt 'venstresnoede' holdninger betakker Jensen sig for. Nu drejer det sig med Festivalens eget slogan om at 'Join The Feeling' - og næste år om at 'Share The Feeling'. Det gælder om at gå ind i og dele de følelser musikken skaber og de oplevelser publikum får både foran scenerne og ude på campingpladserne. Overalt må idealet være at få skabt 'en musikalsk oase uden pligter, lektier, arbejde, fornuft og hverdag' - og dermed muighed for at leve 'for fuldt blus i nogle få dage'. I det følgende skal kort skitseres nogle anmelderindtryk fra de mange koncerter og afsluttes med vurdering af selve rockfestivallen som åndsfænomen. Det sidste vil ske under henvisning til en kronik af en samfundsforsker og en phd-afhandling fra Copenhagen Business School af en forsker med speciale i oplevelsesøkonomi samt DR2's temaaften om festivalen som blev sendt lørdag 10.7. Men det skal understreges at undertegnede aldrig har været på festivalen og kun hører og læser om rockmusik for at få et vist indtryk af og en smule viden om hvad det er (og hvordan det beskrives) og altså ikke for oplevelsens skyld. Jeg er - som ingen læser af Jernesalt kan være i tvivl om - til klassisk musik! Den danske kvartet 'When Saints Go Machine' lagde for på Orange scene torsdag aften og startede ifølge Erik Jensen formidabelt, men tabte lidt af pusten undervejs. Anmelderen mente kvartetten havde gjort bedre fyldest på en mindre scene - og hefter sig især ved at publikum var højst utilfreds med en ny regel om at ingen må medbringe øl. Man er nødsaget til at købe de våde varer dyrt på selve koncertstedet. Den britiske gruppe 'Gorillaz' havde trukket ikke mindre end 60.000 publikummer, men var "så tamme at publikum kun blev vidne til en musikalsk form for afbrudt samleje". Indledningen var imponerende, men koncerten fusede ud og blev i lange perioder til et show med mere teater end musik. Ambitionerne og potentialet fejlede ikke noget. Men forventninger blev ikke indfriet. På Odeon-scenen gav nordmanden John Olav Nilsen og hans Gjengen-sekstet fra Bergen en medrivende koncert og begejstrede publikum med en betagende oplevelse. Sangene emmer af 'et autentisk gadesprog fra ghettoen i hjembyen' og samtidigt af 'en ungdommelig desillusion med kærligheden som eneste mulige udvej fra en hverdag med kedsomhed, arbejdsløshed, stoffer og et gråt liv'. Sangeren udstrålede maskulin charme og skyggeboksede med sine egne indre dæmoner. Men der var ifølge sangeren selv ved at komme 'Hull i Himmelen'. Et af de abolutte højdepunkter var den danske rockgruppe Nephew på Orange scene fredag. Gruppen består af Simon Kvamm (vokal - ham fra bl.a. satireserien 'Drengene fra Angora'), Kristian Riis (guitar), Kasper Rostrup (bas) og Søren Amholt (trommer). Bandet var intenst fokuseret og udnyttede storskærmen med fantastiske nærbilleder og lynskarp redigering. Kvamm udnyttede alle sine talenter med 'deadpan-komik', fremvisning af 'kontrolfreaks-kvabbelser' og fuld kontrol over de vokale virkemidler. Erik Jensen gav gruppen de maksimale seks stjerner. 'Them Crooked Vultures' (De dér skæve gribbe) er en trio der til lejligheden er sat sammen af tre fremtrædende medlemmer (Josh Homme, John Paul Jones og Dave Grohl) fra tre andre store grupper, og bandet udførte det stenhårde holdarbejde i noget nær verdensklasse. "I en tid hvor genrer og faste formater er i opløsning er det vellykkede samarbejde et fedt signal om at man kan stille sig selv til side for at hygge sig på en frugtbar måde med gode venner". Og det gav fem stjerner i Politiken. På Cosmopol-scenen fik Staff Benda Billi's afrikanske handicap-gruppe stor succes. Fire lamme mænd i kørestole sang og spillede guitar, så det var en kropslig hjertensfryd, mens de snurrede atletisk rundt i deres køretøjer iklædt absolut topcool jakkesæt. Djunana Tanga-Suele hang fra sine krykker med seriøst roterende underliv i de løse bukser og piskede en fantastisk fest op med omkvædet "Afrika!". Det var vildt, men først og fremmest funky og fuldstændigt renset for enhver forhåndsfrygt for freakshow, skriver Kim Skotte. På Arena-scenen gav disc-jockey- eller pladevender-kollektivet 'Den sorte Skole' fredag nat et potpourri eller mix over Roskilde Festivalens 40-årige historie med numre, melodier og koncertcitater. "Det blev en kanonisering med plads til både legender og tidernes forskellige nybrud. Det var en tur i den dannelsesskole, Roskilde Festival har været musikalsk i 39 år". Men som anmelderen påpeger, så er Roskilde ikke kun ild i hofterne og fællesskrål. Den vender sig også indad og har ømme øjeblikke af brændemærkende skønhed. Og Den Sorte Skole dirigerede det balstyriske publikum over i et blidt lighterhav med Neil Youngs 'hey hey my my - rock and roll can never die' og sendte kuldegysninger ud over folk med Jeff Buckleys 'Hallelujah'. Lørdag tog den chilenske pladevender Matias Aquayo og hans to kammerater på trommer fat på 'Cosmopol'. I et egentlig minimalistisk lydbillede mikser han elementer fra stram tysk techno med sydamerikansk temperament og rytmer, så det var en fryd at danse sig væk i. "En forførende, sexet og organisk hybrid, der oven i købet blev udvidet da Aguayo greb mikronen... en helt uimodståelig overraskelse midt i en ellers småskuffende elektronisk nat." Festivalens højdepunktet var som nævnt legenden Prince (engang også kaldet 'His Royal Badness') på Orange Scene søndag aften. Han var ifølge Erik Jensen både menneskeligt og musikalsk i topform og gik helhjertet ind i koncerten med stort nærvær. Hvert eneste minut med Prince på scenen var ren magi for de omkring 70.000 tilstedeværnde, men desværre overlod han ind i mellem scenen til sin korsangerinde - og så var fortryllelsen brudt. Men Prince selv strålede af overskud, musikalitet og spillelyst. Hans slags og kaliber findes der kun én af. Roskilde Festivalen er som helhed et kolossalt arrangement at stable på benene og få til at fungere. Det var allerede et problem at forhindre de tilstrømmende festdeltagere i at forcere hegnet til campingpladsen før åbningstiden, på trods af at man havde skubbet denne frem i forhold til sidste år. Hegnet holdt ikke - og folk kom ind en dag før planlagt. Arrangørerne balancerer hele tiden mellem den orden der er nødvendig for at få koncerterne til at klappe og den uorden uden for koncertområdet som de fleste deltagere foretrækker som en væsentlig del af oplevelsen langt væk fra civilisationens påtvungne forbandelser. Politi og vagter prøver at holde den fornødne justits, men småkriminalitet kan ikke undgås - og svineriet på campingpladsen slet ikke. Dette ses allermest når deltagerne er brudt op fra deres pladser. De efterlader store mængder af affald og ejendele de ikke gider tage med. Området ligner simpelthen en losseplads. Nogle år har det ført til faretruende afbrændinger af telte og efterladenskaber den sidste nat. Det prøvede man i år at forhindre ved at trække koncerterne det sidste døgn ud til langt hen på natten - simpelthen for at køre folk trætte. Men det skal huskes at den høje grad af uorden, druk, stoffer og sexliv hører med til festivalen og så at sige er med til at åbne sjælene for musikken. DR2's temaudsendelse om festivalen lørdag 10.7. viste gode klip fra mange af de nævnte koncerter, og naturligvis også diverse kommentarer fra publikum, en enkelt anmelder og arrangørerne, men interessantest var musikernes egne bemærkninger. De adspurgte publikummer talte mest om de 'fantastiske' oplevelser - alt er jo i dag 'fantastisk' bare det hæver sig over gennemsnittet - men musikerne var mere nuancerede. De kom i vidt omfang ind på selve den kreative proces og flere af dem betonede navnlig at de store øjeblikke kommer når kontakten til publikum bliver så intens at inspirationen går begge veje. Dette er jo almen erfaring for alle kunstnere og dybdepsykologisk set det samme som at sige at publikum og musikere i fællesskab får føling med det kollektivt ubevidste, hvor åbenheden og kreativiteten er optimal og den almindelige fornuftskontrol midlertidigt er suspenderet. Man skal dog ikke forledes til at tro at alt er umiddelbarhed eller spontanitet. Musikerne iscenesætter skam sig selv - og får hjælp dertil at de mange teknikere, scenografer og belysningsfolk. Men der er jo musikere der koncentrerer sig fuldt og helt om musikken, og ikke bevidst søger øjenkontakt med publikum. Nogle af dem kaldes 'shoegazers', dvs musikere der under spillet hele tiden har blikket rettet mod deres egne sko! Enkelte musikere talte også om at de ekstatiske øjeblikke kunne veksle med øjeblikke af stilhed og skønhed. Og dette peger igen på noget centralt, nemlig at der psykologisk set ikke er langt fra ekstase til stilhed, hvis blot intensiteten råder. Det er denne der er altafgørende og den nås ad flere veje - som også al religiøs og mystisk erfaring viser. To samfundsforskere har uafhængigt af hinanden givet deres fortolkning af Roskilde Festivalen. Den ene i en phd-afhandling der er baseret på flere års studier på festivalen af en ung forsker, og den anden i en kronik i Politiken 10.7. skrevet af en nu 60-årig kendt forsker der har fulgt festivalen siden starten for 40 år siden. Sidstnævnte Johannes Andersen fra Aalborg Universitet kommer med en direkte appel til festivalens arrangører: "Pas nu på - Roskilde Festival!". For han frygter at festivalen har fået for travlt med at gøre sit publikum til kunder og glemmer dem som deltagere - og det vil efter hans mening være døden. Opfatter man publikum som kunder, bliver de kunder, og det vil sige "nogen der køber en billet en dag og som mest er interesseret i sig selv og behovet for at høre et bestemt navn...., og det har intet med 'følelsen' at gøre". Opfatter man derimod publikum "som deltagere i et fællesskab bliver de kreative, dynamiske og mægtige". Dette kræver plads, tid og frirum til pauser som kan folde fællesskabet ud. "For det er i pausen publikum viser sin skabende styrke som aktive deltagere", hævder kronikøren. Andersen påpeger at Roskilde Festival historisk set netop har været kendt og dyrket for pauserne. For pladser til pauserne. For pladser til åndehuller. Til en anden tid - og til smilehuller. Pauserne har været henlagt til det åbne rum. Det har været indbydende og venligt, og der har været masser af det. Der har været masser af plads til at smide sig i græsset, nyde en øl og en snak med andre om musikken. Der har også været plads til lejrlivet og til at føre lejrens fællesskab ind på de åbne fælleder på festivalen. Og endelig har der været plads til at finde en lille krog til at lufte en god ven eller veninde.... Men som bekendt forholder det sig sådan at det der kommer ind skal ud igen, og her tænker kronikøren mest på mad og drikke. Det åbne rum på Roskilde Festival har altid haft en særlig dimension i form af affald, pis og lort. Og næsten helt poetisk karakteriserer han dette daglige affald som "levende skulpturer der blandt meget andet udtrykker energi, forbrug, kreativitet, almindelig dovenskab og en lidt generende tankeløshed". Og han fortsætter: "Affald er noget man bare smider, og her vokser det sig til nye dimensioner i rummet. Noget af det ligger på lur. Noget gør sig til, mens andet bare blokerer for videre færd.... Pis er der også masser af..... Endelig er der lort, bjerge af lort. Nødvendige bjerge af lort, som er en naturlig konsekvens af et dagligt forbrug af hurtig mad i rå mængder....". Kronikøren understreger dog, at det åbne rum på festivalen samtidigt har været ansporende og også ofte udfordrende, og dermed er det med til at sætte musikken i perspektiv. "Man kommer ud fra en heavy metalkoncert og har måske været tæt på moshpittens mere eller mindre symbolske slagsmål [mosh pit er en særlig form for fingeret slagsmål eller skubben for sjov netop ved live performance], så er det fantastisk givende at se lokkende eller farverige lys i spændende former over sig som streger i den mørke nattehimmel". Ulykken er imidlertid at disse åbne rum til pauser og liv er ved at dø på festivalen som følge af den måde den efterhånden arrangeres på. Og dette skyldes igen at der er alt for mange publikummer. De vader nemlig rundt og leder efter steder til en pause, men de er tvunget til at vade videre, fordi stederne allerede er optaget af andre som også leder..... Tiden bruges på at gå og lede efter lidt plads og på at stå i kø til ølsalg, mad, vand og passende pissesteder..... Det eneste sikre er at med flere folk bliver der mere pis og lort, mere støv og affald. De mange mennesker udgør ikke længere medlemmer af et dynamisk fælleskab, men i stigende grad modstandere der skal overvindes. Johannes Andersens advarsel er derfor klar: Det vil være døden for Roskilde Festival som følelse hvis man går videre ad kommercialiseringens vej. Det vil nemlig dræbe det åbne rum, pladsen og pauserne. Klarere kan det næppe siges af en af festivaltankens egne tilhængere. 'Følelsen' han og andre taler om er ikke følelser i betydningen emotioner, men den oprindelige 'orange følelse' eller fællesskabsfølelsen der er en forening af fællesskabet mellem de kreative musikere og det kreative publikum, og som igen dybdepsykologisk set - min fortolkning - er den intensive føling med det kollektivt ubevidste som kun musik, kunst, erotik og religion kan give og som indebærer midlertidig suspension af de psykiske sekundærprocessers nøgternhed, sondringer og kontrol. Men dette siger den ellers kloge samfundsforsker ikke - og det siger anmelderne eller festivalarrangørerne heller aldrig noget om. Man synes med andre ord uvidende om de psykologiske processer der afgør om festivalen får held til at give deltagerne de intense oplevelser af helhed, enhed og mening som de kommer efter. Ekstern lektor på Roskilde Universitet, den 36-årige Kristine Munkgård Pedersen er gået dybere ned i Roskilde Festivalens væsen, som hun har forsket i gennem ti år. Hun er kommet til det resultat at Roskilde Festival kan noget særligt, nemlig få modsætninger til at mødes: "Festivalen formår at balancere mellem på den ene side at tilbyde unge et frirum, hvor man vitterligt kan få lov til at te sig vildt og vanvittigt og gøre alle disse potentielt amoralske ting som at hore, drikke og gøre sig møgbeskidt - og samtidig være et mere konventionelt sted, et stykke dansk kultur", siger hun til Politiken (1.7.). "Det er helt klart Roskilde Festivals ambition at tilbyde et risikofrit kontroltab, og det har arrangørerne også i høj grad formået." Men Munkgård Pedersen er dog klar over at balancen mellem for meget kontrol og for lidt omsorg er hårfin. Fx når det gælder væltningen af hegnet til campingpladsen eller anarkiet efter afslutningen søndag nat med afbrænding af telte og efterladenskaber. Men ved at prøve at udmatte publikum søndag nat for at undgå afbrændingerne, har man måske bare flyttet de rebelske ritualer til indgangshegnet lørdag før festivalen, anfører forskeren, der åbenbart tror at de unge festdeltagere kan finde på at rebellere mod noget en hel uge før udmattelsen indtræder! Selve Munkgård Pedersens 200 sider lange phd-afhandling skal ikke behandles her i detaljer, da den primært drejer sig om "hvordan den flygtige, men voldsomme begivenhed Roskilde Festival bliver til, hvordan den involverer sine deltagere, sit publikum og hvem og hvad der er med til at muliggøre involveringen". Og hun anfører at hendes analyse i modsætning til de fleste studier af kulturel produktion, der beskæftiger sig med afgrænsede og veldefinerede kulturformer, er "et studie af et hybridt oplevelsesrum, hvor mange forskellige udtryksformer blander sig på kryds og tværs". Munkgård beskriver festivalens kultur som "et liminalt rum [grænseområde], præget af frihed, fællesskab og ungdomskulturelle og oppositionelle attituder", og hendes pointe er, at "festivalens kulturproduktion må forstås i denne optik og dermed i høj grad ses som kollektive frembringelser, hvor den sociale performance er en central del af værkernes æstetik. Dette er i høj grad tilfældet i rockmusikkens koncertforestillinger, men kan ses som en parallel ambition i de værker, planer og projekter der præger festivallandskabet. Dermed er det blevet afhandlingens ambition at forstå tilblivelsen af festivalens specifikke socio-æstetik anskuet som et netværk af mange aktører. Og hertil betjener hun sig af 'Aktør Netværk Teorien' [en teori der forsøger at samle beskrivelsen af teknologiers sociale og materielle elementer under ét begrebsapparat] med fokus på "relationerne mellem organisationen, de kreative og publikum, hvor forskellige former for indskrivelse og involvering er på spil". Det lyder altsammen meget akademisk, men det er nu engang betingelsen for at få godkendt en pdh-afhandling. Forskeren skal gå ud fra en bestemt teori eller metode og benytte hele dennes apparatur til at beskrive de udvalgte fænomener - uden hensyn til om de lige så godt kunne beskrives med jævne ord ud fra sund fornuft (som det sker i Johannes Andersens kronikform). Roskilde Festival består ifølge Munkgårds afhandling både af subkulturelle udøvere, kommercielle tilbud og virksomheders sponsorater og hvor disse aktørers forskellige økonomiske logikker mødes opstår potentielt konflikter. I de kreative projekter er skrøbeligheden en integreret del af projekternes dynamik. "Her er det en central pointe, at projekterne er skabt med henblik på en relativ fleksibilitet. De skal således balancere mellem at være faste og realiserbare og samtidig åbne for fortolkning og påvirkning. Både undervejs i tilblivelsesfasen og i mødet med publikum er det porøse en ambition. Som konsekvens er resultatet uforudsigeligt og ansvar bredt distribueret". En konsekvens ved festivalprojekternes relative uforudsigelighed er, hedder det videre, at de mange store og små netværk, potentielt kan forhindre hinandens udfoldelse. Roskilde Festivals projekter er kendetegnet ved en accelererende intensitet i såvel tid som rum, som kulminerer samtidig på festivalpladsen, hvilket svarer ganske godt til hvad også Johannes Andersen fremhæver. Og hvad angår festivalens brug af subkulturelle, autentiske livsstilsleverandører, så gør Munkgård Pedersen gældende at den er "en strategi forbundet med et potentiale i form af troværdighed, samtidig med at der er risiko for at aktørerne melder sig ud, og følger egne problematiseringer og dermed ændrer netværkets drivkraft markant. Er der ingen håndsrækning til publikum mister festivalrummet sin mulighed for at indgå i performative alliancer med publikum, med risiko for at det socio-æstetiske samspil udtørrer". Dermed synes Munkgård Pedersen også at have indkredset netop de problemstillinger Andersen belyser, men naturligvis fortsat på den særlige akademiske facon og sprogbrug som phd-afhandlinger kræver. Kristine Munkgård Pedersens afhandling om 'den kulturelle produktion' på Roskilde Festival hedder "Flygtige forbindelser og midlertidige mobiliseringer", men på trods af at hun er cand.mag i både geografi og psykologi, er det ikke psykologiske analyser der kendetegner afhandlingen. Det påpeges således ikke hvoraf det kommer at de karakteristiske forbindelser og mobiliseringer på festivalen er henholdsvis flygtige og midlertidige. Og igen må man beklage manglen på henvisning til dybdepsykologien. For forbindelserne og mobliseringerne kan i sagens natur ikke være andet end flygtige og midlertidige, da det frirum som deltagerne betaler for at kunne opleve nu engang ikke kan være permanent til stede i voksne menneskers liv. De beror fuldt og helt på primærprocesserne, og disse kan efter de psykiske naturlove ganske enkelt kun suspenderes midlertidigt. Der kan under ingen omstændigheder bygges permanente livsrelationer op på dem af den art som er forudsætning for normalt personliv, familieliv, arbejdsliv og samfundsliv. Det længerevarende står alene arrangørerne og de finansielle bagmænd for, og derfor vil der altid være interessemodsætning mellem den kommercielle og den kunstneriske side af en festival som Roskilde. Det er her relevant at fastholde musikforskeren Jon-Roar Bjørkvolds synspunkt fra Det musiske menneske, at rock som kulturelt fænomen er knyttet til oprør og modstand og dermed til et anliggende i de allerfleste teenageres liv der må betegnes som helt centralt, nemlig det brud med barndom, beskyttelse og ansvarsfrihed der skal til for efterhånden at gøre teenageren til et ‘rigtigt' menneske, et frit og uafhængigt voksent menneske der påtager sig ansvaret for eget liv. Det er ganske vist musikken der skaber ‘den afgørende temperaturstigning i krop og lokale', som Bjørkvold udtrykker det. Musikken er simpelthen "rockens kerne, sprogets sjæl og modens knytnæve." Og den kan naturligvis opleves af alle voksne mennesker der åbner sig for den, men den er først og fremmest skabt til unge mennesker der let lader sig rive med. Teenagerens 'lavkultur' og den voksnes 'højkultur' er inkommensurable. Rockmusikkens funktion og mening er af en helt anden verden. Som musikalsk ungdomsfænomen drejer rocken sig først og fremmest om psykologiske og kulturelle identitetsprocesser. Det bliver fortsat en udfordring at få den identitet som den enkelte har vundet gennem rocken til at gå sammen med den rolle han eller hun må spille i samfundet for overlevelsens skyld. Ikke alle kan leve af rockmusik, selvom de drømmer om det! Derfor var det måske bedre at fremhæve komplementariteten mellem den grundlæggende musiske kultur med dens spontanitet og umiddelbarhed og den mere eller mindre påtvungne voksne kultur med dens rationalitet og kontrol. De er logisk uforenelige, men alle kan gå ind i dem på skift, ja, den enkelte kan lære sig kunsten at bevæge sig nogenlunde frit mellem de to verdener. Derfor må det slutteligt fremhæves at det er afgørende for forståelsen af et fænomen som Roskilde Musikfestival at se det som et decideret åndsfænomen der for musikernes og publikums vedkommende har oplevelsen af den 'orange' fællesskabsfølelse og dermed den direkte føling med det åbne og skabende kollektivt ubevidste som formål, men naturligvis samtidigt som jordisk eller verdsligt fænomen har en komplementær side der omfatter alt det praktiske som arrangørerne og deres mange hjælpere må tage sig af og som altid også vil indeholde et kommercielt element, fordi der nu engang skal leveres mad og drikkevarer og mange andre forbrugsvarer til deltagerne. Ånden får sit, legemet sit, pengeverdenen sit - og skraldemændene deres. Forudsætningen for at forstå en musikfestival som et åndsfænomen er naturligvis at acceptere den fundamentale sondring for de psykiske kræfter som hedder sondringen mellem de intense, men ustabile tanker og følelser og de vage, men stabile tanker og følelser. Det er de første der rummer al menings-, helheds-, enheds- og fællesoplevelse, men de sidste der muliggør tilknytningen til det praktiske hverdagsliv og dettes jordiske behov og udvikling. Denne afgørende dybdepsykologiske sondring, der ligger helt på tværs af den gængse, men forældede og alt for primitive sondring mellem fornuft og følelse, medfører fuld forståelse for at al objektivitet beror på sekundærprocesserne, mens al subjektivitet beror på primærprocesserne. Dette får igen den konsekvens at det at benytte sekundærprocesser til 'begribelse' af et fænomen altid er at se dem udefra. Skal fænomener opleves og forstås indefra kræver det suspension af sekundærprocesserne og eksklusiv anvendelse af primærprocesserne. Skal disse forhold tages til følge, kan et fænomen som Roskilde Festival ikke forstås fuldt ud uden personlig oplevelse og medleven. En dyb forståelse kræver nemlig ikke brug af begreber og begrebsmæssige sondringer, men direkte tilslutning til selve de stærke psykiske energier der åbner for kreativiteten og oplevelserne. Forsøges fænomenet blot beskrevet nøgternt, neutralt eller objektivt (eller videnskabeligt som i Munkgård Pedersens afhandling), så kommer man ikke i nærheden af denne dybe forståelse indefra, ligesom man ikke kommer i nærheden af en dyb forståelse af kunst, erotik, humor eller religion uden det direkte forhold der går uden om alle begreber. Derfor vil man også se at de anmeldere der er citeret ovenfor og som forholder sig principielt positivt til hvad der foregår på Roskilde Festival må ty til mere eller mindre poetiske beskrivelser der nok i bedste fald kan vise vej til oplevelsen, men aldrig erstatte denne eller så meget som afdække den præcist. Undertegnedes forståelse af Roskilde Festival bliver af samme grund ikke særlig dyb. Den bygger som sagt på hvad andre beretter, men dog også på at jeg har oplevet andre former for musik og kunst direkte, så jeg ved hvad selve den direkte oplevelse indebærer og giver. Men sagen er jo - som mange gange understreget på Jernesalts sider - at mennesket har to tilgange til verden som er principielt uforenelige: én til den ydre eller stoflige verden og én til den indre eller energetiske verden. Den første kan være mere eller mindre nøgtern, præcis og objektiv, men aldrig trænge ind til de psykiske energier. Den anden er eksistentielt subjektiv og har hele sin berettigelse i evnen til at få direkte kontakt med de stærke psykiske energier der afgiver 'mening', 'helhed' og 'enhed'. Det kultiske ved fænomener som Roskilde Festivalen kommer ind i billedet derved at den bevidste og systematiske bestræbelse på ved særlige festlige lejligheder (i gamle dage kaldet 'højtider') at få direkte kontakt med de psykiske energier i fællesskab med andre altid vil få karakter af kult, fordi kult som sådan vil sige fælles føling med det kollektivt ubevidstes energier. Mennesket kan ikke undvære den umiddelbare, stærke og intense, meningsgivende oplevelse af fællesskabet, som kulten giver. Derfor bliver kult en simpel nødvendighed for alle mennesker - uanset hvad de tror på og hvilken filosofi de måtte hylde - men kult skal naturligvis forstås i helt udogmatisk, helt ukirkelig, helt uteologisk og helt metafysisk forstand. Et fænomen som Roskilde Festival vil altid - uanset de negative elementer af forbrug, kommercialisering og affald - være et decideret åndsfænomen med en klar kultisk dimension. Jan Jernewicz Henvisninger: Links til: Roskilde-Festivals hjemmeside Kristine Munkgård Pedersens phd-afh. om Roskilde Festival Artikler: Johannes Andersen: Pas nu på - Roskilde Festival. Kronik i Politiken 10.7.20. Diverse artikler og musikanmeldelser i Politiken fra 1.7. til 10.7.10. Relevante artikler på Jernesalt: Er Roskilde-festivalen kun for hvide? (18.7.10.) Ligestilling i rockmusikken og iøvrigt - en illusion eller hvad? (11.8.09.) Hvad den rytmiske musik kan og vil om Henrik Marstals samtaler om musik og liv. Ind i musikken om Peter Bastians bog om musik og bevidsthed. Det musiske menneske om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring med særligt kapitel om Ungdomsoprør og rockmusik De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.) De psykiske grundprocesser Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Artikler om Samfund Artikler om Musik Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |