JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - roskildefest02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.7.10.

Er Roskilde-festivalen kun for hvide?

Musikforskeren Henrik Marstal - der bl.a. har skrevet fortræffelige bøger om dansk rockmusik (Alt hvad musikken kan) og den estiske komponist Arvo Pärt - har blandet sig i debatten om den nu overståede Roskilde-Festival 2010.

Med udgangspunkt i samfundsforskeren Johannes Andersens kronik i Politiken 10.7. konstaterer Marstal, at "mange danskere har et følelsesmæssigt forhold til festivalen som institution, fordi den er et markant symbol på, at individuel selvrealisering og kollektivt sammenhold kan forenes og skabe synergi på en måde som er til inspiration for alle."

Men iøvrigt finder han Andersens kritik af festivalen for unuanceret, fordi den først og fremmest er en advarsel til Festivalledelsen mod at gøre publikum til kunder i stedet for deltagere i en fællesskabt begivenhed. Marstal vil partout have drejet diskussionen ind på deltagersammensætningen, altså slet ikke fastholde Andersens relevante fokus, men have erstattet det med et ideologisk spørgsmål der har at gøre med kulturfællesskabet som sådant.

Marstal har ondt af at publikum som sædvanligt bestod udelukkende af hvide etniske danskere - foruden skandinaver og andre europæere, der ligeledes var hvide. "På festivalen mødte man praktisk taget ingen danskere med anden etnisk baggrund, og man så ingen hudfarver, beklædningsdele eller kulturvaner blandt publikum, som ikke signalerede det hvide Europa i almindelighed og det hvide Danmark i særdeleshed". Og det er jo skrækkeligt! For det er jo ensbetydende med at en hel ungdomsgeneration af danskere med anden etnisk herkomst ikke benytter sig af Roskilde Festival som kulturtilbud. De føler sig måske marginaliserede når festivalen brander sig som den ultimative realisering af det danske frisind, mener Marstal, og det vil han have ændret. Festivalledelsens menneskesyn (!) bør udvikle sig i takt med det øvrige samfund, ja, "Festivalledelsen bør etablere en strategi for hvordan den på sigt kan skabe en mere broget publikumssammensætning, til gavn for åbenheden, tolerancen og den fordomsfri omgang mellem mennesker".

Den velmenende Henrik Marstal har naturligvis lov til at slå et slag for en totalændring af festivalen i retning af en fuldstændigt kulturrelativistisk og universel eller global udvanding af ideen, men det er og bliver ideologi - og har foreløbigt ikke ført til anden reaktion fra ledelsens side end en understregning af at alle ikke-etniske danskere skam er velkomne på festivalen.

Hvad Marstal åbenbart ikke forstår er at danskernes 'følelsesmæssige forhold til festivalen som institution' slet ikke snævert drejer sig om at den er et symbol på foreningen af individuel selvrealisering og kollektivt sammenhold og dermed i stand til at skabe synergi, men går langt dybere, nemlig ned til en gennem fyrre år skabt og oparbejdet kollektiv føling med urkræfter der er meget stærke og intensive og som er i stand til gennem musikken og fællesskabet omkring scenerne og livet på campingpladsen at skabe højdepunkter der rykker deltagerne fuldstændigt - omend midlertidigt - ud af deres vante folder og kontrollerede hverdag. Noget sådant er for så vidt et universelt fænomen - som det sker i alle kulturer og til alle tider - men det sker aldrig på abstrakt eller idealiseret universelt eller globalt plan, men altid på konkret, lokal og national grund. Det tiltrækker derfor alle der er på bølgelængde med den konkrete festivals idé (og for flertallets vedkommende har været der mange gange), herunder naturligvis også skandinaver og andre europæere, ja sågar amerikanere der er åbne for det, men det vil lige så selvfølgeligt frastøde alle der er fremmede over for selve fænomenet og som er ude af stand til at tune sig ind på dets frekvenser, herunder de fleste muslimer.

Dette er der intet besynderligt i, for det fællesskab der er tale om er ikke et kvantitativt sammenrend af tilfældige mennesker, men en kvalitativt bestemt fælles 'orange følelse' af musisk, mentalt og kulturelt beslægtede mennesker der så at sige danner magnetfelter af forskellig art der er med til at bringe dynamisk spænding ind i helheden. I modsætning til for eksempel frimurerlogerne er sådanne kvalitative fællesskaber naturligvis åbne for åbne mennesker, men de vil være fremmede for lukkede mennesker fra en anden kultur - ganske som danske politiske partier eller jazzklubber og den klassiske musiks koncertfællesskaber. Man kan ved kunstige foranstaltninger prøve at lokke de fremmede ind i 'varmen', men man kan ikke gøre fællesskaberne multikulturelle eller kulturrelativistiske uden at forråde deres ånd. Prøver man alligevel - som Marstal anbefaler - så driver man ideologiske felttog.

Grunden til at velmenende mennesker som Henrik Marstal ikke forstår hele denne problematik ligger naturligvis i det forhold at mange mennesker i vore dage slet ikke fatter de dybdepsykologiske lovmæssigheder der bestemmer den slags - eller overhovedet vil befatte sig med dem.

Men reelt kan kun dybdepsykologien belyse ægte folkelige fællesskaber, fordi kun den bygger på den klare og fundamentale erkendelse af at menneskets psykiske liv ikke er en simpel modsætning mellem det vi sædvanligvis kalder 'fornuft' og 'følelse', men derimod en dybtgående forskel mellem vage og stabile forestillinger og følelseskvaliteter på den ene side og intense og helhedsgivende, men til gengæld ustabile forestillinger og følelseskvaliteter på den anden side.

De første kaldes de sekundære grundprocesser (eller den svage psykiske fundamentalkraft) og de sidste kaldes de primære grundprocesser (eller den stærke psykiske fundamentalkraft - jf. henvisningerne - og det karakteristiske for disse sidstnævnte er at det er dem der rummer al kvalitet, alle værdier, al mening, sammenhæng, helhed og fællesskabsfølelse i tilværelsen - og derfor slet ikke kan undværes. De kan bedst sammenlignes med de elektromagnetiske kræfter i fysikken, fordi de på samme måde forudsætter en slags elektrisk ladede felter der bevæger sig i forhold til hinanden. De kan endvidere ses som udtryk for den yderst kreative spænding mellem bevidst og ubevidst og mellem personligt bevidst og kollektivt ubevidst som på det fysisk-legemlige plan har sin forudsætning i det spændingsfyldte forhold mellem hjernebarken og det ældgamle, primitive 'limbiske system' i den menneskelige hjerne.

Ægte folkelige fællesskaber kan ikke bygges på mere eller mindre abstrakte universelle, globale eller multikulturelle forestillinger og idealer, men vil altid bygge på konkrete forestillinger og følelseskomplekser af lokal eller national art. Og derfor vil det være døden for et fællesskab som Roskilde Festival at begynde at lefle for multikulturalismen.

Ikke ret mange mennesker forstår de dybdepsykologiske love der ligger bag ægte folkelige fællesskaber, men langt de fleste mennesker har heldigvis nemt ved at tune sig ind på de intense fundamentalkræfter der folder sig ud i fællesskaber som Roskilde Festival og som adskiller sig markant fra de vage, stabile fundamentalkræfter der folder sig ud i idealistiske ideer om multikulturalisme.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Roskilde-Festivals hjemmeside
Henrik Marstals hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt: