JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - platon

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.12.10.

Platon - europæisk filosofis problemskabende grundlægger

I anledning af en ny udgivelse på dansk af den banebrydende græske filosof Platons samlede værker er der grund til at minde om et par helt fundamentale kendsgerninger.

Platon levede fra 427-347 f.K. og var elev af Sokrates (469-399 f.K.), hvis domfældelse og død han oplevede som ganske ung og skrev et harmfuldt skrift om. Han står med rette står som den europæiske filosofis grundlægger ved siden af sin elev Aristoteles (384-322 f.K.), der til forskel fra Platon lagde vægt på verdens faktiske fremtræden.

Platon grundlag i år 385 'Akademiet', Europas første forskningsinstitution, der blev hjemstedet for den platoniske skole. Studierne skal have dækket et bredt fagligt spektrum fra matematik og astronomi over biologi til retorik og logik, og det var præget af en livlig, udogmatisk diskussion om principperne i Platons idélære og metafysik. Herved skabtes en mundtlig tradition ved siden af Platons skrifter. ('Akademiet' - med dets kendteste skikkelser i samtaler - er gengivet i Rafaels store, men tidsbestemte fresko fra 1508).

Selve Platons forfatterskab består - bortset fra 'Apologien' for Sokrates og det ligeledes meget berømte 'Symposium' eller (Drikkegildet) - af en række dramatiserede filosofiske samtaler, kaldet Dialoger. Deres hovedperson var som regel Sokrates, der altid stillede sig uvidende og spørgende an. Dennes synspunkter er i det hele taget så stærkt fremhævet at det kan være svært selv for forskere at afgøre hvilke tanker der stammer fra Sokrates og hvilke fra Platon selv.

Platons skrifter er udpræget og bevidst 'litterære' og fremstiller således hans filosofi i en usystematisk og meget fortolkelig form vi i dag anser for uakademisk. Grønbech kalder ham en "tænker der digter sine tanker ud" på en sådan måde at hans dialoger bliver store myter: ræsonnementerne samles op i billeder. Men de udgør ikke desto mindre som helhed den første samlede filosofiske undersøgelse af virkeligheden i alle dens aspekter, dvs dens metafysiske (ontologiske), naturvidenskabelige, sproglige, psykologiske, politiske, æstetiske og etiske sider. I sig selv en bedrift af største rang, ja, et emergent fænomen i filosofiens historie.

Platon var som aristokrat meget interesseret i politik og egentlig forudbestemt til at blive politiker, men han valgte at skrive værker om staten, lovgivningen og retfærdigheden. I 'Staten' udviklede han sit ideal for samfundet i analogi med sjælen. Ligesom fornuften er det styrende princip for fuldkommenheden i sjælen, så må også fornuften regere i staten. Idealstaten deles op i tre klasser der svarer til tre sjælekarakterer: dels de filosofisk uddannede regenter, dels de disciplinerede og tapre vogtere og dels den mådeholdne, producerende befolkning. Kunsten spiller en væsentlig rolle, men kun den kunst vil blive tolereret der udtrykker det gode og sande og dermed fremmer harmoni i sjælene. Platon ligner det godes idé ved Solen: ligesom Solen ved sit lys giver liv til den fysiske verden og gør den synlig for os, giver det godes idé væren og form til ideerne og gør dem begribelige for fornuften.

Det betænkelige er naturligvis det aristokratiske element: den arbejdende befolkning skulle regeres af filosofferne ud fra nogle overordnede hensyn. Dette kan negativt give mindelser om senere tiders totalitære stater, men skal naturligvis forstås ud fra idealet om en høj grad af indsigt. Platons idealstat er ganske rammende blevet betegnet som "en slags kombination af oplyst aristokrati og kommunisme".

I 'Staten' finder man Platons berømte 'hulebillede'. Almindelige mennesker lignes ved fanger i en hule. De lænkede fanger sidder med ryggen til hulens åbning og opfatter kun et genskin af virkeligheden. Men fangerne kan befries for deres lænker, så de bliver i stand til at erkende selve virkeligheden, idéerne og det gode. Og da en sådan dyb erkendelse altid bliver moralsk forpligtende, vil de befriede fanger vende tilbage til hulen (staten) og dér realisere det erkendte.

Platon skelnede skarpt mellem sjæl og legeme, dvs mellem det tankemæssige og det materielle. Sjælen omfatter fornuft, følelse, sansning og begær, men det er naturligvis fornuftsfunktionen der tæller i og med at den anses for almen og upersonlig og samtidig moralsk styrende. I dialogen 'Faidros' ses sjælen bemærkelsesværdigt nok som en dynamisk forening af fornuft og begær, ja bestemmes som selve det almene princip for liv.

I 'Symposion' gøres kærlighedsguden Eros til repræsentant for menneskesjælens stræben efter udødelighed. Denne stræben begynder som begær efter sanselig skønhed, og når sin højeste form i skuet af det skønnes idé. Sjælen transcenderer så at sige menneskets jordiske begrænsning. Eros er således en naturkraft der sørger for formidlingen mellem det gudommelige og det menneskelige, og dermed mellem det evige og det forgængelige eller timelige. Det lå naturligvis uden for Platons og datidens psykologiske forestillingsrammer at se seksualkraften som en fysisk og hormonal kraft der i orgasmen opnår den ekstase som midlertidigt sprænger tidsbegrænsningen og skaber eller rettere genskaber den mystiske enheds- eller helhedsfornemmelse som er medfødt og karakteriseret ved totalt fravær af sekundærprocesser.

Platon skelnede mellem mening og viden. Mening ('doksa' - der på latin blev til 'dogma') kan være sand eller falsk. Viden derimod er nødvendigvis sand, fordi den kan bevises. Den har det almene og uforanderlige som genstand og forudsætter noget absolut værende. Men Platon skelner ikke mellem virkelighed og illusion. Der er derimod tale om to kategorier af det værende: idéerne og fænomenerne.

Ifølge Platon er idéerne de tankemæssige og evige enheder der ligger til grund for den synlige, fysiske verden som et mønster. De foranderlige fænomener (den fysiske verdens fænomener som kommer til syne for sansningen) får deres egenskaber i kraft af at de har del i de evige og uforandelige ideer. Disse idéer findes altså ikke i den fænomenale verden, men er kun tilgængelige for tanken eller fornuften. Og bemærkelsesværdigt er at Platon forestillede sig at den fornuftige sjæls kontakt med idéerne ligger forud for den konkrete menneskelige eksistens. Igen sætter datidens psykologi grænser for erkendelsen. For man kunne sagtens se Platons idéer som en forudanelse om de arketypiske forestillinger som først dukker op i 1900-tallets dybdepsykologi. Til gengæld ville man så også være nødsaget til at påpege at disse arketypiske forestillinger ikke eksisterer uafhængigt af fysiske mennesker! Den absolutte idealisme ville med andre ord ikke kunne opretholdes.

Da Politikens anmelder Bo Tao Michaelis i en positiv anmeldelse af andet bind af nyoversættelsen af Platon giver en nærmest vildledende fremstilling af Platons filosofi, som han også for nylig gentog i Deadline på DR2, skal det her udtrykkeligt anføres, at det er betænkeligt og under alle omstændigheder alt for forenklet at se de spændende og fornøjelige samtaler om kærlighed i Platons 'Symposion' som noget i retning af en romantisk "definition på aftenlandets kærlighedsbegreb". Michaelis hævder at vi glemmer at det er en kvinde - Diotima - som via Sokrates lærer mændene at "elske på den rette vis". Platon, hedder det, var ikke nogen forsager af den skinbarlige seksualitet, man skulle blot i sin dyrkelse af eros videre end til det øjeblikkelige. Platon lærte os altså via Diotima og Sokrates i ganske banal forstand, at der er forskel på sex og kærlighed.

Men det er ifølge samme Michaelis ikke Platons skyld at dualismen mellem det synlige og det væsentlige siden bliver til enøjet forsagelse. Det er derimod kristendommens skyld, i og med at denne overtog Platons idealistiske stræben efter at blive et bedre menneske. Men det er en utilladelig forenkling på to planer. For imellem Platon og kristendommen har vi skam nyplatonismen og hellenismen. Og Platon selv var heller ikke sagesløs.

Platons metafysik var grundlaget for nyplatonismen, den filosofiske strømning der var dominerende fra 250 f.K. og videreførte Platons opfattelse af den fysiske verden som en afspejling af den tankemæssige eller intelligible verden. Grundsynspunktet er at den egentlige virkelighed er transcendent, immateriel og overindividuel. Synspunktet overførtes i den vestlige, latinske verden til kristendommen af den lærde retor og senere kristne biskop Augustin (354-430 e.K.), der regnes for den mest indflydelsesrige af de latinske kirkefædre. Han afviste i værket 'De civitate Dei' (Gudsstaten) enhver forbindelse mellem religion og jordisk lykke. Historien så han som en kamp mellem det guddommelige og det jordiske.

Men kristendommens forudsætning som filosofisk lære eller system var 'hellenismen' der i denne sammenhæng ikke blot betegner den historiske epoke fra Alexander den Stores regeringstid tid (336-323 f.K) til Kejser Augustus' sejr 31.f.K., men perioden helt frem til Konstantin den Stores død 337 e.K., som var præget af en slags 'symbiose' mellem Orienten og Occidenten. I hvert fald indgik der træk i kristendommen af mystisk eller gnostisk art som var fuldstændigt fremmede for den oprindelige græske eller hellenske kultur.

Ingen har efter min mening sat dette på plads bedre end religionshistorikeren Vilh. Grønbech (1873-1948). I det store opgør med europæisk kultur han formulerer i 'Kampen for en ny sjæl' (1940) påpeger han meget overbevisende, at kristendommen har gjort mennesket fremmed på jorden i og med at den har betragtet livet som en decideret pilgrimsfærd mod noget overjordisk.

Jorden er og bliver for den europæiske pilgrimshær kun et land, hvor man fouragerer under marchen. Jorden er nyttig til frembringelse af føden og klæden, men ellers er den ond og farlig, så sandt den afgiver grobund for alt det der strider mod ånden og himmellængslen. I sig selv er den død og fremmed, uden anden betydning end at være materiale som mennesket kan bruge efter forgodtbefindende. Alt uden for mennesket danner en forskelsløs klump som kan sammenfattes i ét ord: naturen; og til naturen hører den kødelige del af mennesket, der kendetegnes ved at den drages mod jorden - altså ved begær, lyst, drifter.

Over for alt dette farlige og fristende som sanserne møder, må pilgrimmen vænne sig til at give afkald. Åndelig sundhed kræver legemlig forsagelse. Først når alt begær er udslukt og alverdens herligheder ikke blot er overflødige, men foragtelige, er pilgrimmen nået til virkelige modenhed.

Men hele denne livsopfattelse kommer ikke ud af intet, men har i allerhøjeste grad med hellenismen at gøre, for her blev verden en lejrplads hvor mennesker altid føler sig som rejsende. Menneskene er hjemløse og livet er tilfældigt. Dødsangsten er kulturens dybeste inspiration. Ja, livsangsten råder, og ud af denne livsangst kommer længslen efter befrielse og frelse....

Grønbech er imidlertid ikke blind for åndsaristokraten Platons indflydelse. Han så nemlig kun én vej frem, at dyrke sin sjæl og sin ånd, så den bliver skøn, hvilket i hans mund også vil sige god. For Platon går frelsen gennem at man føler, tænker og erkender og derved når frem til stadig dybere forståelse, til højere og højere oversigt over denne verden. Og dette ses også i 'Symposion', som Grønbech kalder kronen på Platons digtning.

Komediedigteren Aristofanes fremsætter her sin opfattelse af Eros som forestillingen om genforeningen af de to køn mennesket er blevet delt i. Og denne forestilling varsler lige præcis hvad Platon søgte: den enhed som opfylder alle hjertets længsler. Men Sokrates får jo det sidste ord - og ud fra hvad kvinden Diotima har lært ham bestemmer han Eros som et mellemled mellem det timelige og det evige, som kan bevirke længslens opfyldelse, fordi denne længsel er den mægtigste kraft i verden. Den er jo - hvad både Sokrates og Platon inderst inde mener: længslen efter skønhed og godhed.

Grønbech, der har den største respekt for Platon, må konkludere at Platon trods alt ender dér hvor mystikerne ender, nemlig i den rene skuen. Hans syn er at menneskets vej går opad til renere og renere erkendelse indtil det slipper alle de ting som er i verden. Gennem tanken kan man nå til at gribe det inderste i tilværelsen, så den sande, evige, uforanderlige virkelighed bliver tilbage. Og det er lige præcis denne filosofi der gør Platon til den store profet for verdensflugten i alle kommende tider i Europa. Platon bliver et vendepunkt. Det gamle Hellas, der ikke var bange for lykken, er uigenkaldeligt forbi. Nu kommer forsagelsen og nøjsomheden, der ifølge Grønbech altid er dødstrækket i mennesket og menneskekulturen!

Michaelis fremhævede i Deadline også at Platon i 'Staten' slår til lyd for at regeringen skulle bestå af vismænd eller filosoffer, og han hævdede at disse kunne betragtes som eksperter. Men det er også vildledning. For fagfilosoffer kan naturligvis være lige så meget fagfolk som alle andre professioner, men filosofi i Platons forstand var ikke en fagvidenskab, men en aristokratisk erkendelsesform der var hævet over den snævre faglighed og ekspertise. Det var det storslåede ved Platons indstilling.

Svagheden var den i virkeligheden mystikeragtige skønhedslængsel han så som målet for al erkendelse og som igen byggede på hans doktrinære og absolutte dualisme mellem legeme og sjæl - eller mellem det materielle og det åndelige. Det skal selvfølgelig ikke lastes Platon at han ikke nåede længere. Al filosofi er og bliver tidsbestemt - og det tog faktisk mere end to tusinde år at nå til en erkendelse, hvor man kunne gennemskue Platons begrænsning og fejltagelser. Men det bør sandelig lastes vor tids lærde at de ikke interesserer sig for den nye gennemnskuende indsigt, men bliver ved at hylde Platon som om intet var hændt.

Helt præcist ligger fejlen i Platons filosofi i at han ophøjer en praktisk erfaring af to tilgange til erkendelsen til et uholdbart postulat om at ånd og materie ikke har noget med hinanden at gøre. For det har de, fordi ånd er psykisk energi og ingen former for energi eksisterer uden fysiske eller materielle legemer. Enhver principiel splittelse mellem ånd og materie er et kulturundergravende filosofisk vildspor. Den er filosofisk uholdbar og den gør mennesket fremmed på jorden.

Men noget helt andet er at længslen efter enhed eksisterer som en drivende kraft i mennesket. Den giver sig udslag i al erotik, kunst, musik og religion i form af den ekstase der betyder suspension af alle sekundærprocessernes sondringer og logik. Den må blot aldrig gøres til et mål for livet eller kulturen, for så gøres jorden til et fremmed sted for mennesket og verdensflugten til den sande etik. Men fremmedgørelse og verdensflugt gør mennesket inkonsistent, dvs ude af stand til at sørge for overvægt af det gode i det relativt lange livsforløb mennesket har til sin rådighed.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Litteratur

Platons skrifter i oversættelse I-X
(udgivet ved Carsten Høeg og Hans Ræder/Reitzels forlag. 1932-1941)
Platon. Samlede værker i oversættelse (udgivet af Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen. Gyldendal. 2009ff - Foreløbigt er kommet to bind)

Hartvig Frisch: Platons stat (Martins forlag. 1924)
Hartvig Frisch: Sokrates' domfældelse og død (Studentersamfundets oplysningsforening. 1939)
Encyklopædiens artikler om Aristoteles, Platon, Sokrates, Hellenismen og Nyplatonismen

Relevante værker af Vilh. Grønbech:

Hellenismen. I-II. 1939-40.
Paulus. 1940.
Kristus. 1941.
Hellas I-IV. 1942-44.
Kampen for en ny sjæl. 1946.
Lyset fra Akropolis. Posthumt 1950.
Livet er et fund. En bog om humor og tragedie. 1951.

Relevante artikler på Jernesalt: