ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.8.04.

Erkendelsen

Indledning
Erkendelses forudsætninger
Stabile tænke/føle-fænomener
Sondring mellem ting og følelser
Sprogevnen
Dagligsproget
Tidens begreb
Rummets begreb
Subjekt/objekt-skellet
Det indre univers
Tal og abstraktion
Generalisation
Idealisme eller materialisme?
Den kulturelle ekspansionsevne
Kvantemekanik og erkendelse
Specialiseringens fordele og ulemper
Videnskab og eksistens
Henvisninger

Videnskaben forstået som specifik opdyrkelse af den menneskelige trang til udforskning af sig selv, sine omgivelser og sin udviklingshistorie er en væsentlig kilde til såvel kultur som kulturfornyelse.

Karakteristisk for videnskaben til forskel fra såvel den religiøse/ideologiske som den politiske måde at gribe sagerne an på er det skarpe skel mellem forskningsgenstand (objekt) og forsker eller iagttager (subjekt). Videnskaben tilstræber en sandhedsværdi der er uafhængig af den enkelte forskers eventuelle sym- og antipatier, fordomme og præferencer. Nogen absolut objektivitet kan der dog aldrig blive tale om, da den videnskabelige sandhed altid er en tilnærmelse til en ideel sandhed, en sandhed vi forestiller os som endegyldig, selvom den formentlig er en illusion. De moderne teorier om 'kaos' eller rettere om den kolossale kompleksitet i verden har øget forståelsen for, hvor lidt videnskaben egentlig véd trods enorme fremskridt, og hvor utopisk troen på en absolut determinisme er.

Karakteristisk for videnskaben i forhold til populære eller primitive forestillinger om verden med disses mange fordomme og illusioner er den bestandige realitets- og sandhedsprøvelse, der ikke mindst sikrer størst mulig stabilitet af de videnskabelige udsagn og påstande. Dette indebærer igen udelukkelse af de på de psykiske primærprocesser beroende intense følelser som fx stærke emotioner. Overalt i videnskaben er det relativt svage, men til gengæld stabile følelsestonede, men emotionsfrie bindinger til fænomenerne og sproget der gør udslaget. - (Jf. indledningskapitlet Klik)

Al videnskab er og forbliver dog menneskets udspørgen af naturen og kan derfor aldrig give svar på andet end hvad forskerne spørger om, dvs hvad de i de konkrete forskningssituationer sætter sig for at undersøge ud fra et subjektivt engagement. Det er netop denne subjektivitet med dens bundethed til sproget der placerer mennesket som centrum i universet - uafhængigt af om der eventuelt er liv andetsteds i rummet end på jordkloden.

Den menneskelige erkendelse har visse forudsætninger.

Det sikre grundlag for erkendelsen er den ydre verdens eksistens uafhængigt af den menneskelige bevidsthed. Vi kan ikke tale om den ikke-fysiske verden uden at forudsætte eksistensen af fysiske genstande. Vi kan tværtimod være sikre på at der eksisterer andet i verden end vores egen bevidsthed, fordi allerede vor ræsonneren herom forudsætter både sproget og tænkende væsener med kroppe.

Psykologiske udtryk kan ikke anvendes uden henvisning til personlige stedord som igen henviser til kropsbetegnelser og dermed tingsbetegnelser. (jf. artiklen om Peter Zinkernagel)

Den logiske slutning "Jeg tænker, altså er jeg" er derfor lidt for kortfattet for at kunne regnes for holdbar. Den korrekte bør lyde: "Jeg tænker, har bevidsthed og sprog, krop, medmennesker og samfund, altså er jeg".

Dagligdagens solide erfaring af de håndgribelige tings absolutte stabilitet fik et grundskud med den moderne atomteori, der i modstrid med tidligere teorier beskrev alle stoffer som delelige, nemlig bestående af en positivt ladet kerne og en eller flere negativt ladede elektroner der kredser om kernen, men vel at mærke bliver ved med at gøre det i samme bane (medmindre de udsættes for ekstraordinære påvirkninger).

De faste stoffers stabilitet viser sig at bero på det såkaldte virkningskvant, Plancks konstant, et af de meget få absolutte konstanter i et ellers relativt univers. De på dette virkningskvant beroende stationære tilstande af elektroner er grunden til at ikke alt i verden flyder og efterlader indtrykket i os af kaos - som ellers påstået af en græsk filosof.

En anden afgørende forudsætning i naturen for den menneskelige erkendelse er det banale forhold, at hastigheden af de signaler der indgår i al sansning er så små i forhold til lysets hastighed, at det er muligt for os at adskille tid, rum og stof. Hvis dette ikke var tilfældet, ville hele vor erkendelse, årsagsloven, den klassiske fysiks måleapparatur og vort praktiske liv være umulige.

Psykologisk set er forudsætningen for vores erkendelse, at vi har evne til at knytte stabile 'følelseskvanter' eller 'følelsestoner' til tingene. Herved forstås småbitte følelsesdele som knytter bånd mellem sansning og ting eller mellem tanke og ting. Udtrykket følelseskvant er analogt til fysikkens virkningskvant, men kan ikke bevises. Det tjener alene det formål at påpege den ejendommelighed, at et barn eller en dyreunge ikke ville kunne udvikle sig til et normalt fungerende individ uden evnen til fra allertidligste færd i verden at kunne opbygge en stabil korrelation mellem de ydre ting og det der sker i kroppen - i sanserne, i hjernen og i bevidstheden. Uden en sådan korrelation ville genkendelse af ting og forestillinger være umulig. Men korrelationen må bero på en ganske svag, men afgørende følelsesmæssig aktivitet der består i en form for accept eller rejektion der er grundlaget for alle de psykiske sekundærprocesser.

Analogier beviser intet, men lånet af termen 'kvant' fra fysikken er nødvendigt i mangel af bedre. Der postuleres ingen afdækning af en kobling mellem følelse/tanke og hjernefysiologiske kvanteprocesser, en sådan betragtes tværtimod som principielt udelukket; pointen er derimod at pege på det karakteristiske og praktiske forhold i al tænkning og føling, at der som i kvantefysikken findes stabile og ustabile fænomener på lavest tænkeligt plan, som synes at bero på en slags 'mindste virkning'.

De stabile tænke/føle-fænomener er forholdsvis svage, mens de ustabile er forholdsvis stærke. Jo mere intens en følelse/tanke er, jo mere ustabil vil den være og omvendt. Og som i fysikken gælder, at det er de svage kræfter vi bygger de solide konstruktioner på, mens store energier er forbundet med ustabilitet, som så til gengæld kan have andre fordele eller værdier, fx en orgasme eller en spontan begejstring for et stykke musik.

Al nøgtern erkendelse beror på de svage, men stabile føleleskvanters korrelationer og netværk. Al videnskab kan i denne henseende betragtes som systematisk opbygning af stabile følelseskvanter gennem nøgtern erkendelse.

Tilsammen giver fysikkens og psykens virkningskvanter den stabilitet i den ydre og den indre verden, som muliggør en stabilt bundet og empirisk registrerbar korrelation mellem ting og bevidsthed og dermed udbygningen af den såkaldte genstandsbevidsthed, hvorunder bevidstheden om egen krop hører.

Denne genstandsbevidsthed er af ikke-sproglig art og er fælles for dyr og mennesker. Det er således underforstået, at sprog og bevidsthed ikke er det samme. Bevidstheden opererer også instrumentelt med syns-, høre-, føle-, lugte- og andre sanseindtryk uafhængigt af ord.

For menneskets vedkommende sætter genstandsbevidstheden ind længe før sprogtilegnelsen. Et spædbarn vender sig meget hurtigt efter varm hud, lidt senere efter lyde; hurtigt kan det også fiksere genstande og på et vist tidspunkt klart genkende ting og personer.

Med genstandsbevidstheden, genkendelsens og den gensidige kontakts bevidsthed og fryd begynder et menneskes psykiske udvikling for alvor.

Gennem erfaringen udvikler den første spæde og ret unuancerede erkendelse sig via opbygningen af stadigt flere korrelationer mellem objekter og bevidsthed sig til en stadig mere nuanceret erkendelse af omverdenen. En vigtig sondring er her først forskellen mellem livløse ting og levende ting. Alt andet lige er de sidste mere spændende end de første for barnet såvel som for dyreungen.

I første omgang skelnes ikke mellem ting og følelser, for det udslagsgivende er følelsen i sin totalitet: total accept står over for total rejektion. Spædbarnet, der lægges til moderens bryst for at få sund og varm næring, måske lige efter at have fået skiftet ble, og yderligere vil opleve fred og ro og søde ord, vil psykisk opleve en totalfølelse af velvære, der fordi den er så elementær og fundamental i sin totalitet bliver prototypen på velvære og mening resten af livet. Hele denne grundsituation dementerer eftertrykkeligt alle teorier om en behovspyramide, hvorefter de fysiske behov skulle have første prioritet, de tryghedsmæssige anden, de sociale tredje, de emotionelle fjerde og de eksistentielle sidste prioritet. I den nævnte totalsituation dækkes alle behov sideordnet og uadskilleligt.

En klar sondring mellem ting og følelser er dog afgørende for en stadigt mere nuanceret opfattelse af såvel den ydre som den indre verden.

Barnet kan nok i fantasien lege, at klodsen er et levende væsen der har sin egen vilje. Og det lidt større barn kan tale med dukken og derved øve både taleudtrykkene og adfærdsnormernes kunst. Men de kan normalt sagtens skelne, ja, bevæge sig temmelig frit mellem legens mulighedsåbne fantasiverden og realiteternes mere lovbundne alvorsvirkelighed. For det vil gang på gang erfare, at den sidste sætter ret snævre grænser for handlemulighederne, hvis ubehageligheder skal undgås.

For det barn der får lov at lege frit i passende tid dagligt og således får dækket sit behov for fri kreativitet og som iøvrigt får dækket sit behov for kærlighed, opmærksomhed og stimulation, vil det normalt ikke blive et problem parallelt hermed at lære den reale voksenverdens beskaffenhed og lovbundethed nærmere at kende. Det vil efterhånden opbygge solide og stabile erfaringer om kendsgerninger og ubestridelige forbindelser mellem ting, sansning, sprog og vilje. Kun det barn der nægtes både kærligheden og muligheden for leg vil være fristet til at trække sig tilbage til sin egen indre verden, hvor alle behov frit kan dækkes i rigeligt mål.

Ønsketænkning findes også hos seksuelt frustrerede mennesker, hos karrierebesatte eller stressede mennesker og hos undertrykte. Den har det med før eller siden at afsløre sig som selvbedrag. Men trods alle illusioner er dens betydning alligevel evident, for det er i den der er bevaret et håb om forandring - og uden håb i livet ikke en meningsfuld mennesketilværelse, hverken personligt eller kollektivt.

Derfor vil der altid opstå politiske og religiøse utopier, fuldkommenheds- eller paradisforestillinger som i de fleste tilfælde er urealistiske og urealiserbare, men alligevel fungerer som en slags pejlemærker eller mål for længslen. Opgaven er derfor overalt at kunne skelne mellem realistiske og urealistiske muligheder.

Skellet mellem virkelighed og mulighed er essentielt for den menneskelige tænkning og eksistens, for hvis muligheden ikke fandtes i virkeligheden var vi låst fast i en ubønhørlig determinisme, sådan som både calvinister og astrologer tror ud fra hver deres antagelser. Grundfejlen i en sådan overtro er, at vi ikke kender og aldrig vil komme til at kende begyndelsestilstanden blot tilnærmelsesvist for det system eller den sammenhæng vi lever i, og at vi heller ikke kan afdække mere end en lille brøkdel af de efterfølgende årsagskæder. Emergens er et faktum i såvel kosmologi og biologi som i psykologi og historie.

Den virkelige erfaringsmæssige substans i verden er ikke ting, men relationer. Verden er ikke et mekanistisk univers, men en komplementær historisk virkelighed af relationer med indbyggede muligheder.

Den menneskelige sprogevne er forudsætningen for såvel en bevidst konstatering af det principielle skel mellem virkelighed og mulighed som den konkrete og nuancerede sondring i den komplekse praksis.

Sproget er en elementær kendsgerning i menneskehedens udvikling, ganske som livet er det i den biologiske udvikling. Det er ikke muligt for forskningen at forklare fænomenet i betydningen afdække alle de årsagskæder der har ført til dets opståen. Også på dette punkt er der sket et spring i naturen. Pludseligt er bevidsthedsniveauet kommet op på et energi- og kompleksifikationsniveau, hvor den udtalelige tanke bliver en realitet - og en egentlig samfundsdannelse samtidigt finder sted. Historien begynder og dermed det der i myterne hedder 'skabelsen': lyset skilles fra mørket, orden fra uorden, kosmos fra kaos.

Dette skete vel at mærke ikke - som det formodede Big Bang - for 10 eller 15 milliarder år siden, men for kun 20 eller 30 tusinde år siden. Myterne opstod som tydning af denne eksistentielt afgørende skabelse og ikke som forsøg på naturvidenskabelig forklaring, for en videnskab om naturen, bevidst løsrevet fra eksistentiel tydning, fandtes ganske enkelt ikke. Åndslivet er den komplementære modpol til bevidsthedslivet.

I sprogfilosofien har det været på mode at tale om forskellige 'sprogspil', således at forstå at sproget bruges forskelligt til forskellige formål. Det rent deskriptive eller beskrivende sprog, som er det mest nøgterne og entydige sprogspil - og derfor det der findes rendyrket i videnskaben - er et helt andet end det digteriske sprogspil, der har til formål at skabe genklang i sindet for billeder og følelser der går ud over det logisk-rationelle.

Det politiske sprog er magtkampens sprog der på den ene side må forholde sig til prosaiske ting som økonomi og jura, men på den anden side - både i demokratier og i diktaturer - må appellere til folks følelser, deres forventninger til en lysere og bedre fremtid over for deres frygt og aversion mod indbildte eller reelle farer og trusler. Her har manipulation og forførelseskunst gode udfoldelsemuligheder.

Det erotiske og humoristiske sprog spiller på alle de strenge af underfundighed, tiltrækning, overraskelse, smil og latter som tilværelsen også byder på.

Det religiøse og etiske sprog vil minde om værdier og ansvar, der går ud over snævre personlige og kortsigtede interesser, og pege på et større fælles ansvar for helheden og håbet om en bedre fremtid. Det er ligesom det erotiske og humoristiske fyldt med symboler og kan følgelig ikke forstås uden fortrolighed med symbolsproget.

Men basis for alle dimensioner og spil på alle tungemål er det smidige og bøjelige, rige og komplekse dagligsprog.

Karakteristisk for dette basale sprog er dets tvetydighed og dets korrelation med både tingene og den menneskelige bevidsthed, en korrelation der indebærer, at dets vigtigste ord - som fx tid, rum, energi, liv, håb, bevidsthed, sjæl og ånd - unddrager sig sproglig definition. Forsøg på entydig bestemmelse af disse ord vil indebære brug af ord der forudsætter de nævnte ords betydning.

Ordenes betydning i dagligsproget er mangetydig og vag, men bemærkelsesværdigt nok er det dette forhold der giver dagligsprogets dets store stabilitet. Jo mere dagligsproget forsøges præciseret til entydighed, jo mere rokkes stabiliteten. Dette er hvad der sker i den idealiserede eksakthed i naturvidenskabelige sprog (klarest i matematikken), men også i brutal politisk eller religiøs ortodoksi, ensretning, 'korrekthed'. Dette er den allervigtigste grund til at fastholde det ukontrollable dagligsprog som basis for al eksistentiel tale og forståelse der vil være tro mod hele virkeligheden.

Tiden kan ikke defineres, men sprogligt indlæres begrebet ved hjælp af ord som 'før', 'nu' og 'efter', eller 'i går', 'i dag' og 'i morgen' med tilhørende afledninger og sammensætninger samt ved hjælp af udsagnsordenes tidsbøjning.

Forudsætningen for disse begrebers og bøjningers betydning ligger i selve det faktum, at tiden har en retning, som ikke er tilfældig, men givet med universets indretning. Tidens pil er naturvidenskabeligt set bestemt af universets ekspansion og entropiens lov. Ekspansionen blev erkendt ud fra rødforskydningen i spektrene for lyset fra fjerne stjerner, og erkendelsen heraf førte til den baglæns ekstrapolation, at universet må have haft en begyndelse, hvor det var presset sammen til en uendelig lille størrelse med en uendelig stor energiladning. Men der er her tale om spekulation, for en absolut begyndelse, defineret som tiden 0 (for slet ikke at tale om 'imaginær tid'), er meningsløs i fysikkens sprog.

Entropien er et eksakt matematisk udtryk for tendensen til øget uorden og er klarest formuleret i varmelærens anden hovedsætning, der populært sagt siger, at en varmestrøms naturligve retning går fra varme til kulde. Opvarmede ting vil som bekendt altid afgive varme til omgivelserne og ikke omvendt. Processen er irreversibel.

Psykologisk set opleves tiden som et forløb eller en strøm, der kan anskueliggøres med et liniestykke. Fra et givet punkt kan vi i tidens retning bevæge os til et nyt punkt, og i samme retning til endnu et, og således får vi et 'før', et 'nu' og et 'efter', der stedse forskydes i tidens retning med nuet som midtpunktet.

Nutiden er den tid vi netop befinder os i, og hvor vore handlinger endnu ikke er eller føles afsluttede. Fortiden er den forgangne tid: dagen i går og i forgårs, forrige år eller flere år tilbage. Den har erindringskarakter. Den omfatter alt det der er sket, men som kan huskes mere eller mindre tydeligt af individet, familien eller historikerne, og som er uafvendeligt.

Fremtiden derimod har fantasikarakter. Den er endnu ikke begyndt og har derfor mulighederne i sig. Den kan planlægges mere eller mindre bevidst og mere eller mindre fornuftigt. Men den vil under alle omstændigheder på et tidspunkt tone frem - med sine bekræftelser eller overraskelser, sine glæder eller sorger, sejre eller nederlag, hvile eller udfordringer.

Ved bevidst beskæftigelse med den kulturelle og politiske udvikling kan vi i et vist omfang lære af erfaringerne og historien og prøve at undgå gentagelse af fejl, men da ikke alle årsagskæder er afdækkelige, kan fremtiden ikke forudsiges med særlig stor sandsynlighed.

Et særligt aspekt er oplevelsen af tidløshed eller 'evighed'. Denne kan bl.a. ske gennem mystik, ekstase og orgasme, eller på jævnere plan ved at 'falde i staver' eller være så optaget af det man foretager sig, at man 'glemmer tiden'. Oplevelsen er helt central for alle former for religiøs tydning af tilværelsen.

Heller ikke rummets dimensioner kan defineres. Deres mening indlæres gennem påpegning i forbindelse med sanseerfaringer og ved hjælp af ord som op/ned, for/bag, til siden, højre/venstre, høj/lav og nær/fjern med tilhørende synonymer, afledninger og sammensætninger. Basis er igen de indbyrdes relationer mellem de fysisk håndgribelige eller på anden vis sanselige og stabile genstande og iagttageren.

At den ene side er venstre og den anden højre er et mysterium for børn, og kan volde indlæringsvanskeligheder, eftersom der ikke er hjælp at hente i sproglige forklaringer. Men det hjælper at de fleste efterhånden foretrækker at bruge den ene hånd til flere gøremål end den anden. Ordet højre kommer da også af et gammelt ord for bekvem eller ret.

Selv en hund kan som bekendt hurtigt lære at give pote med højre pote og kun med den, skønt poterne er ens. Så indlæringen er altså blot en tilvænning eller en træningssag. At man politisk taler om venstrefløj og højrefløj har sin historiske forklaring i partiernes tilfældige placering i visse parlamenter.

Normalt forstår vi uden videre, hvilken betydning af ordene høj og lav der tænkes på i en given sammenhæng. Og vi er derfor også umiddelbart på det rene med, at det er udtryk for humor at spørge om et tordenskrald kan være højere end Rundetårn.

I meditation taler man om bevidsthedsmæssigt højere og lavere energiniveauer og forbinder uden videre høje niveauer med en bevidsthedsmæssig opstigning i rumlig henseende. Sprogbrugen svarer til, at himlen er oven over os, mens jorden er nedenunder. Det hedder da også i liturgisk sprog "Opløft eders hjerte til Herren" og ikke 'nedsænk'.

Musik og kunst bevæger sig også dynamisk i et indre psykisk rum, som er analogt med det ydre. De overførte betydninger peger klart på det forhold, at den indre verden nok har sit modsvar i den ydre, men ikke destomindre er et selvstændigt 'rum', der ikke kan forklares nærmere, men må erfares og tages til efterretning som et bevidsthedsmæssigt faktum.

Uden at tænke over det vil ethvert barn på et ret tidligt tidspunkt begynde at skelne mellem sig selv og omgivelserne. De psykiske primærprocessers totalopfattelse, der udelukker ethvert skel af denne art og dermed udelukker eksempelvis skellet mellem spædbarnet og moderen afløses af sekundærprocessernes på de svagere, men stabile tænke/føle-kvanter beroende opbygninger af sondringer. Det giver sig konkret udslag i, at barnet bliver et villende, ønskende, stræbende og handlende individ, der begynder sin aktive udforskning af omgivelserne og sit indgreb i dem.

Samtidigt sker åndsdannelsen i barnet. Det indre bevidste, ikke-sproglige rum opstår som subjektivt-introspektivt konstaterbart, men naturvidenskabeligt ikke-registrerbart fænomen. Det synes så at sige at være forholdet eller 'afstanden' eller 'mellemrummene' mellem primær- og sekundærprocesserne der frembringet fænomenet.

Ånden eller sjælen er af ikke-sproglig art og omfatter både det vi i daglig tale kalder bevidsthed (dækkende det vi netop nui det helt aktuelle øjeblik sætter skarp fokus på) - og det vi forstår ved det underbevidste og som i denne sammenhæng kan opfattes som det der ligger til rådighed for bevidstheden, men som bare ikke for tiden er i fokus. Bevidstheden er med andre ord det indre subjektive vidne til såvel det vi sanser og tænker som det der iøvrigt foregår i ånden og som også er i funktion under søvn (drømme, opgaveløsning, idéfrembringelse).

Først med den sproglige erobring af ordet 'jeg' og modalverberne fremkommer ansvarligheden og dermed muligheden for en nuanceret opfattelse af moralske regler og hensyn. Men det er naturligvis først ved den hormonalt betingede pubertetsmodning senere i livet, at den psykiske udvikling gør springet op til den voksne ansvarlighed, som også af samfundet betragtes som juridisk bindende.

Skellet mellem subjekt og objekt er afgørende for udviklingen af individets nøgternhed og realitetssans. I første omgang er det grundlaget for det skarpe skel mellem den indre og den ydre verden. Den indre verden har en vis privat karakter i den forstand, at den enkelte kan have den for sig selv, men dog ikke mere end at følelser og stemninger som regel er aflæselige for andre. Den ydre håndgribelige verden har alle der er ved deres 'fulde fem' derimod fælles med andre, og den er dermed den praktiske forudsætning for samlivet med andre. Men i anden omgang er det skarpe skel også grundlag for en nøgtern og nuanceret opfattelse af den indre verden gennem den subjektive introspektion.

Sprogligt driller det, at subjektet tilsyneladende kan have sig selv som objekt og efterfølgende gøre dette objekt til genstand for ny subjektiv betragtning og så fremdeles i en uendelig proces, som i det humoristisk fortalte tilfælde med licentiaten i 'En dansk students eventyr'. Men det er en tilsnigelse, for subjektet får i denne proces ikke sig selv (den selviagttagende instans) som objekt, men det forrige subjekt. Og det er altså blot rækken af forrige subjekter der kan blive så lang som man gider at lege den frem for sit indre.

Hvis det subjektive jeg virkelig gøres til genstand for sin egen iagttagelse, sker der noget helt andet, nemlig at bevidsthedsstrømmen af tanker, følelser og billeder standses, således at den indre psykiske energi får lov til at blive akkumuleret og arbejde sig op til et indre lys. Det er hvad der sker under dyb meditation og genuin mystik, men det kræver hård træning og psykisk balance samt kyndig vejledning, hvis det ikke skal gå galt.

Det er vigtigt at fastholde, at der er principiel forskel mellem opbygningen af nøgterne introspektive forestillinger og opbygningen af nøgterne ekstrospektive forestillinger, for hvis denne forskel ikke fastholdes, havner man i forveksling af indre og ydre forestillinger. Man forveksler eksempelvis fantasi med virkelighed eller personlig sandhed med fælles sandhed. Det er derfor altid klogt med sund skepsis over for spontane forestillinger eller umiddelbare slutninger. Kriteriet bør overalt være praksis: forestillingernes korrespondens og konsistens med daglig erfaring i bredeste forstand.

Alt fælles sjæleliv og åndsliv beror på nøgterne registreringer, beskrivelser og udvekslinger af indre oplevelser og erfaringer. Og det samme gør al psykologi, historie, litteraturhistorie, kunsthistorie og religionshistorie m.v. Al humanistisk eller eksistentiel videnskab har subjektive oplevelser og erfaringer som genstand, og de kan principielt kun forstås indefra, men de kan alle gøres tilgængelige for intersubjektiv forskning, beskrivelse og fortolkning i kraft af den nøgternhed, korrespondens og konsistens hvormed de opfattes og behandles.

Objektivitet afhænger her ikke af muligheden for at gøre fænomenerne til genstand for naturvidenskabelig endsige matematisk metode, men derimod af muligheden for nøgtern registrering og entydig beskrivelse af fælles eller ensartede oplevelser og erfaringer. Også her er dagligsproget uundværligt.

Hele den menneskelige opfattelse af universets og civilisationens indviklede struktur er bygget på vort sprog og vor matematik. At acceptere en metafysisk verden som eksisterende uafhængigt af vor bevidsthed er lige så værdiløst som at acceptere vore sansers nøgne virkelighed som ærkerealiteten. Vor opfattelse af verden hviler på udtryksmidlet et sprog, som på sin side kræver en organiseret udveksling af indtryk som atter forudsætter samfundsorganisation. Tallets funktion er her lige så væsentlig som rum- og tidsbegreberne.

Det ejendommelige for talordene er deres indbyggede komplementaritet. De kan forbindes med en konkret ting så som to bøger eller fem pund kartofler såvel som med abstrakte størrelser der indgår i rent logiske operationer så som 4x:2 (fire x divideret med to). De udgør det der i logikkens teori hedder 'klassen af alle klasser' Allerede i selve talbegrebet fremgår sprogets tvetydighed: ord kan bruges konkret i forbindelse med håndgribelige ting og abstrakt-logisk uden en sådan forbindelse.

Matematikkens kolossale udvikling i naturvidenskaben forledte mange forskere til at tro, at den hvilede i sig selv og altså ikke var afhængig af noget uden for sig selv. Men til stor overraskelse for de fleste har en forsker kunnet påvise, at ikke alle sande sætninger i et konsistent teoretisk system er bevisbare, eller som det også kan formuleres: mængden af bevisbare sætninger er en delmængde af alle sande sætninger.

Dermed bekræftedes, at såvel talbegrebet som matematikken som sådan nøjagtigt ligesom begreberne rum og tid ikke handler om naturen selv eller om fornuften selv, men om relationen mellem den menneskelige fornuft og den øvrige del af naturen.

Den matematiske generalisation, der forlængst har bragt matematikken ud over anskuelighedens rammer, har netop demonstreret sin fulde anvendelighed og tilpasningspotentiale som bindeled og forståelsesled mellem fornuften og naturen. Dermed har den også afdækket den for mennesket yderst heldige indretning af naturen, der ligger i, at naturen har en struktur der passer som hånd i handske til struktureringsmulighederne for den menneskelige hjerne og tænkning.

Set i den biologiske udviklings store perspektiv synes mennesket at have vundet den biologiske selektionsproces netop fordi den menneskelige hjerne har vist en så formidabel formbarhed, at den har kunnet udvikle et sprog og en matematik der på uforklarlig, men særdeles effektiv vis synes løbende at kunne bringes til at svare stadigt mere hensigtsmæssigt til strukturen af naturen uden for hjernerne!

Slet ikke nogen selvfølge, men en fantastisk værdi for mennesket.

Så langt tilbage i kulturhistorien som skriftlige kilder kan fortælle om menneskets overvejelser over naturen og tilværelsen, findes samlede og sammenhængende udtryk i myter og sagn af sådanne forestillinger om noget bagvedliggende. Gåden i tilværelsen har ikke i nær så høj grad været de konkrete ting i de nærmeste omgivelser - dem var man jo fortrolige med fra dagligdagens solide erfaring - som de dynamiske kræfter bag disse ting. Og for alle sådanne kræfters vedkommende gælder, at man har givet dem symbolske navne og betegnelser, lige fra gude- og heltenavne til mere abstrakte betegnelser som elementer, atomer, kræfter, magter, ideer eller felter.

Forskere har forsøgt sig med teorier om at forudsætningen for sprogstrukturerne skulle ligge i et medfødt universelt sproganlæg for alle naturlige sprog, fikseret og lokaliseret i hjernen. Men hjernyfysiologisk er påstanden uden belæg og sprogpsykologisk er den forfejlet. For hjernens enorme dynamik og plasticitet turde netop bero på, at dens celler ikke er bundet til en specifik egenskab som fx sprog, men at hjernen livet igennem organiseres og modelleres af nye erfaringer, nye iagttagelser, nye indsigter og nye refleksioner i stadigt nye relationer i hjernen.

Sprogets udvikling foregår ikke isoleret i en lukket hjernekasse, og resultatet kan aldrig føres deterministisk tilbage til strukturer eller principper, men afhænger af det yderst komplekse og uforudsigelge samspil med bevidstheden på den ene side og omverdenen, inklusive medmenneskene og det fælles sprog, på den anden side.

Formodningerne om noget bagvedliggende kan føre til idealistiske teorier af spekulativ art om universets indretning. De skyldes alle uafklarethed med hensyn til den daglige erfarings rolle i menneskelivet som eneste mulige naturlige udgangspunkt for praksis-relateret realitetsprøvelse og for eventuel kamp for en forbedring af levevilkårene inden for mulighedernes grænse.

Vejen ud af fejlslutningen hedder imidlertid ikke den rene materialismes eller den rene positivismes forsøg på at gøre tingene og sanseerfaringerne til absolutte målestokke for virkeligheden, for i begge tilfælde fornægtes bevidsthedens og sprogets afgørende og uomgængelige rolle i al iagttagelse, måling og fortolkning af verden som delobjekt og af eksistensen som helhedsobjekt.

Idealismens og materialismens faldgruber undgås kun ved accept af både tingene/sanseerfaringerne og bevidstheden/sproget, dvs gennem accept af en komplementær helhedsrealisme. (Jf. hovedartiklen herom: Klik).

Det mest iøjnefaldende træk ved den vestlige kulturs udvikling i de seneste århundreder er dens kolossale evne til ekspansion i kraft af teknologisk overlegenhed og politisk overmod eller 'overvilje'.

Den vestlige naturvidenskab, teknologi og livsstil har haft en sådan kvantitativt målelig succes, at selve denne succes er blevet hovedmålestokken for udviklingen. Men menneskeligt set har omkostningerne været uhyggeligt store. For samtidig med fremskridtene kom en gigantisk befolkningseksplosion, en gigantisk naturforurening og en gigantisk krigsødelæggelse - altsammen uden fortilfælde. Og som følgesvende til disse beklagelige fænomener kom yderligere en voldsom stigning i sygdomme, narkomani, kriminalitet, socialnød, almindelig værdirelativisme eller værdiusikkerhed, samt psykisk og politisk ustabilitet kloden over.

Den kvantitative succes synes fremkommet som resultat af stigende abstraktion fra de kvalitative eller humanistiske, etiske og religiøse aspekter. Og dette er dybest set slet ikke så underligt, for hele abstraktionen ligger som bevidst princip i forudsætningen for hele den naturvidenskabelige metode. Først med atomfysikken og kvantemekanikken kom naturvidenskabens egen forståelse for, at naturvidenskaben aldeles ikke er videnskaben om naturen 'an sich', men om naturen udsat for menneskenes spørgsmål, iagttagelser, eksperimenter og fortolkninger. Absolut objektivitet er en illusion. Der gives intet arkimedisk punkt uden for naturen eller universet, hvorfra vi kan betragte naturen som en genstand der er totalt adskilt fra os selv som betragtere og fortolkere. Vi er en del af den natur vi selv betragter, og naturvidenskaben er nøjagtigt som al anden videnskab et forhold mellem den iagttagende part og den iagttagne del af naturen.

Dette betyder dog ingenlunde, at rationel, systematisk, metodisk, empirisk og logisk videnskab er umuliggjort, men at objektivitetsbegrebet har måttet omdefineres.

Objektivitet er ikke længere at forstå som den totalt udenforståendes totalt kvalitetsabstraherende betragtning af et givet isoleret objekt, men en intersubjektiv, på én gang nærgående og nøgtern betragtning af verden med henblik på registrering af så præcise kendsgerninger og sammenhænge som muligt og så entydig kommunikation herom som mulig. Og den skal forstås som led i et storstilet erkendelsesprojekt der til stadighed forrykker skillelinjen mellem den iagttagende part og den iagttagne del af verden, men aldrig bliver absolut sand.

Så længe videnskaben holder sig til undersøgelse af faste legemer, hvis kvantitative egenskaber kan registreres med øjnene eller med apparater der følger den klassiske fysiks love, kan den i praksis se bort fra det indgreb som en iagttagelse egentlig er, men jo længere væk fra de faste legemer videnskaben kommer, jo vigtigere er det for objektivitetens skyld at tage højde for iagttagelsessituationens indvirken på observationerne og fortolkningerne.

Og når videnskaben kommer frem til de områder af tilværelsen, hvor bevidsthedsprocesserne er afgørende for de valgte undersøgelses-fænomeners frie udfoldelse og udvikling - dvs hele den eksistentielle sfære: psykologi, sociologi, historie, æstetik, etik og religion - så er forholdet endda så subtilt, at objektivitet i den klassiske fysiks forstand ikke blot er umulig, men meningsløs. I denne sfære beror nøgtern iagttagelse, beskrivelse og fortolkning på subjekternes introspektion og meddelelser til hinanden om deres iagttagelser. Nøgternheden, seriøsiteten og troværdigheden må afgøres på helt anden vis end i fysikken.

Komplementaritetssynspunktet blev i sin tid lanceret som løsningen på den principielle umulighed af at afgøre om lys var partikler eller bølger, idet lyset kunne konstateres at være begge dele - alt efter hvordan man undersøgte fænomenet. Begge metoder var nyttige, men altså umulige at benytte samtidigt - og umulige at forene i én og samme enkle teori. Løsningen var at betragte begge metoder som nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet.

Synspunktet er blevet udvidet til også at være anvendeligt ved analyser af modsætninger som individ og samfund, sjæl og legeme, retfærdighed og barmhjertighed og mange flere. Det er alternativet til den absolutte dualisme såvel som til den absolutte determinisme. Det er grundlæggende for den komplementære helhedsrealisme der bærer værdimanifestet.

Korrespondensprincippet var oprindeligt løsningen på den principielle forskel der var mellem den klassiske (newtonske) fysiks og den moderne kvantemekaniks begreber. Kvantemekanikken sikrer den videnskabelige rationalitet i beskrivelsen af fysiske fænomener der ikke følger den klassiske fysiks love ved at redegøre for sine undersøgelser og forsøgsopstillinger på entydig måde ved hjælp af den klassiske fysiks begreber.

Princippet er også velegnet til at fastholde nøgternheden i beskrivelsen af fænomener langt uden for fysikkens område, nemlig alle psykiske og åndelige fænomener. Nøgternheden her kræver at man i beskrivelsen fastholder referencen til personer af kød og blod der befinder sig inden for den klassiske fysiks og dermed også dagligsprogets rammer.

Forklaringen på denne falske humanismes utilsigtede forræderi mod humanismen er den hårdnakkede tro på at alle årsager definitivt kan afdækkes, at de før eller siden vil blive det, og at denne afdækning er al videnskabs fornemste mål, ja eneste sande eksistensberettigelse. Bagved denne tro ligger til syvende og sidst den absolutte determinisme, en tro der stikker dybt i menneskets sjæl.

Men ret beset er troen på determinismen en fornægtelse af alt hvad der hedder mulighed, dynamik og emergens i naturen og dermed en fornægtelse af liv, bevidsthed, ånd og humor som kendsgerninger i tilværelsen som en virkelighedstro forskning ikke burde kunne komme uden om. Konsekvensen af denne tro er at de for eksistensen mest afgørende områder af tilværelsen i vid udstrækning holdes uden for seriøs og nøgtern videnskabelig behandling - og overlades til fantasiens frie kræfter med det uundgåelige kulturelle resultat, at det irrationelle i tilværelsen stødes uden for samfundets anerkendte og etablerede forståelse og kanaliseringer som uønskede og farlige. Det bliver de imidlertid ikke udryddet ved. Tværtimod forstærkes de og somme tider bliver de dæmoniseret.

Det kunne derfor nu være på tide og på sin plads for kulturens skyld at indføre en slags etisk redegørelsespligt for al forskning, dvs en pligt til offentlig at redegøre ikke blot for de kvantitative resultater i forskningen, eller deres snævre erhvervsmæssige eller økonomiske nytteværdi, men også kvalitativt for forskningens langsigtede mål i dens placering som del af den natur, den kultur og den eksistens som vi har fælles interesse i at værne om.

Det videnskabelige fremskridt beror i vid udstrækning på specialisering. Denne har store fordele for rendyrkningen af forskningen inden for delområder af virkeligheden. Den er blevet mere og mere nødvendig med forskningens fremadskriden, fordi det ikke længere er muligt for nogen forsker at beherske hele sit fags mange delområder.

Faren ved denne specialisering er naturligvis at overblikket og forståelsen for helheden går tabt, hvad der dels medfører alt for snæver fokusering på detaljer (det kan føre til rent fagidioti), dels medfører en sproglig specialisering der gør fagsprog fuldstændigt uforståelige for folk uden for specialisternes kreds og dermed distancerer det videnskabelige sprog endnu mere fra det for alle mennesker fælles og meget stabile og meget virkelighedstro dagligsprog. Inden for de enkelte tungemål kan der ydermere ske 'domænetab', at forskerne ikke længere kan forklare deres resultater på deres eget modersmål, men må benytte sig af det videnskabelige fællessprog engelsk.

Hele denne specialisering indebærer imidlertid, at fagvidenskaberne mere og mere fjerner sig fra dagligdagen og dagligsproget - og dermed i realiteten også fjerner sig mere og mere fra vor fælles, irreducible og indeterministiske virkelighed med alle dens tilfældigheder og uberegneligheder.

I nogen grad prøver man på at imødegå sådanne risici ved at gennemføre tværfaglige projekter, men dels er disse ikke særligt velanskrevne eller meriterende i forskningsmiljøerne, dels er de heller ikke i stand til at bringe videnskaben nærmere det gamle ideal om universiteterne som forskningsinstitutioner der har 'helheden' som hovedgenstand. Dette ligger ikke i manglen på vilje til at bryde 'fagidiotien', men på den kendsgerning at helheden, virkeligheden som helhed, modsat hvad man oprindeligt troede, slet ikke kan gøres til genstand for forskning. Det kan kun konkret udpegede dele af virkeligheden. Dette adskiller den videnskabelige sandhedssøgen fundamentalt fra den eksistentielle, der i høj grad har helheden som genstand.

Videnskab og eksistens     Til toppen   Henvisninger

Videnskabens ideelle mål er den objektive, værdifrie sandhed, men målet er uopnåeligt ikke blot fordi objektiviteten aldrig bliver andet end en tilnærmelse, men også - og navnlig - fordi den værdifri sandhed slet ikke eksisterer og iøvrigt ville være værdiløs om den eksisterede. Videnskaben, den videnskabelige forskning, den videnskabelige sandhed har naturligvis altid værdi. Det den skal gøre sig fri af og evner at gøre sig fri af er de personlige, ideologiske, religiøse og tilsvarende snævre subjektive interesser, der slører den ikke-eksistentielle sandhed.

Den eksistentielle sandhed derimod er i princippet subjektiv og derfor aldrig hævet over menneskets personlige, religiøse eller ideologiske interesser.

Forholdet mellem videnskabelig og eksistentiel sandhed er typisk komplementært. De to slags sandheder er uforenelige, fordi de tjener to principielt forskellige formål. Men de er begge nødvendige for mennesket og samfundet.

Forord
Indledning  (9.7.04.)
Naturen som fundamental værdi  (15.7.04.)
Samfundet som fundamental værdi  (2.8.04.)
Individet  (8.8.03.)

Efterfølgende afsnit:

Etikken  (20.8.04.)
Politikken  (27.8.04.)
Historien  (3.9.04.)
Kunsten og musikken   (10.9.04.)
Religionen og sekulariserinen  (17.9.04.)
Psykologiens dybdeindsigt  (22.9.04.)
Afslutning og efterskrift  (22.9.04.)

Øvrige henvisninger:

Erkendelses forudsætninger
De psykiske grundprocesser
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
Peter Zinkernagel