ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.7.04.

Naturen som fundamental værdi

Naturen som fundamental værdi
Transcendens og emergens
Aggressivitetsdriften
Aggressivitetens negative aspekt
Aggressivitetens positive aspekt
Seksualiteten
Børn og unges frigørelsesproces
Magtstræbet
Moralen som del af naturen
Sjælelivet som del af naturen
Begejstringen som del af naturen
Åndslivet som del af naturen
Henvisninger

Den fundamentale værdi for alle mennesker er selve naturen.

Det drejer sig om alt det man i gamle dage under ét kaldte 'elementerne': den faste jord vi går på og opdyrker; det flydende vand vi sejler på og drikker; den iltholdige luft vi mærker som blæst og indånder; og den på én gang lysende og varmende, men også fortærende ild eller energi vi bruger til alle aktiviteter.

Jorden med sine vandløb, søer og have giver os alle vore fødevarer fra grøntsager, bær og frugt til kød, fisk og fugle, men også tilknytning til lokaliteter med bestemt miljø, som vi finder det selvfølgeligt at værne om. - Jorden er den del af kosmos som er menneskenes bolig. Den tillægges i mange religioner kvindelige eller moderlige egenskaber (Moder Jord, Den store Moder, Gaia) og endda evige skaberevner. I vor tid kaldes Jorden 'den blå planet', fordi over 70 % af jordoverfladen er dækket af hav der set ude fra rummet tager sig blåt ud.

Vand i flydende form er forudsætningen for livet på jorden. Vand er et simpelt molekyle, bestående af brint og ilt, og det spiller en nøglerolle for de basale kemiske processer såvel som for en række fysiske processer i omverdenen, herunder atmosfæren. - Mytologisk betragtes vand som symbol for det udifferentierede kaos der herskede før skabelsen af den ordnede verden. Myten om Syndfloden afspejler frygten for de kaotiske vandmasser der går over alle bredder. Men vand kan også - som i kristendommen såvel som i jungiansk psykologi - symbolisere genfødelsens mysterium.

Luften eller atmosfæren består hovedsageligt af kvælstof (nitrogen) og ilt. Iltmængden har været ret konstant (omkring 21 %) i den tid der har været liv på jorden. Atmosfæren holdes på plads af jordens tyngdefelt. Men trykket varierer betydeligt og giver strømninger i luften. I atmosfæren indgår en forholdvis lille mængde kuldioxyd, der imidlertid har stor betydning for balancen i atmosfærens sammensætning. Balancen er som følge af industrialiseringen i verden, herunder ikke mindst forbrændingen af fossile brændsler, truet af luftforureningen. - Luftens ilt er forudsætningen for alt liv på jorden og indgår også i sproget som symbol på ånd og livsånde.

Og ilden i form af solenergi er basis for fotosyntesen og dermed alt biologisk liv og har derfor ikke uden grund været genstand for megen dyrkelse gennem tiderne. Mytologisk tales om at et menneske stjal ilden fra guderne og derved lagde grunden til den menneskelige kultur. Men ilden frygtes også som fortærende kraft, som må aftvinge den største respekt både praktisk og overført. Myten om den brændende tornebusk er det symbolske udtryk for at guden kan vise sig for det indre menneske i form af fortærende lys som mennesket ikke må komme for nært.

Energiomsætningen i universet følger generelt entropiens lov om udligning eller 'varmedød', men går i en enklave som vor jordklode delvis den modsatte vej, imod sandsynligheden - og resulterer i liv og evolution. Med udtryk fra den eksistentialistiske filosofi gør en overskridende kraft sig gældende, en 'transcendens', der bringer den menneskelige kultur ud over naturens iboende eller 'immanente' grænser og muligheder. Transcendensen medfører med andre ord en udvikling der igen medfører 'emergens', at der opstår noget nyt der ikke før har været set i evolutionen. Og dette har igen indebåret stadig øget diversitet eller forskellighed - i hvert fald indtil en enkelt dyreart blev dominerende og efterhånden trængte de fleste andre ud.

En af transcendensens og emergensens vigtigste resultater er hele den erkendelsesmæssige og teknologiske udvikling der navnlig de sidste par hundrede år i den vestlige verden har bevirket en intensivering af landbrugsdriften der igen har medført en kolossal forøgelse af produktionen med stadig mindre arbejdskraft. Færre og færre ernærer sig ved at dyrke jorden, og færre og færre har følgelig den nære kontakt med naturen som tidligere var en selvfølge for alle mennesker.

Det moderne bymenneske har en overvejende æstetisk, mere eller mindre romantisk holdning til naturen som et rekreativt område af ofte stor skønhed. Værdien ligger ikke mindst i at det skaber muligheder for midlertidig nærkontakt med naturen og samtidig en meget klar fornemmelse af noget alternativt til det stressede hverdagsliv i byerne. Men den romantiske holdning betyder en uundgåelig konflikt mellem bymenneskets og den erhvervsdrivende landmands indstilling til miljøproblemerne.

Ikke destomindre gælder til daglig fortsat den gode gamle erfaring, at jorden er flad, og at solen står op i øst og går ned i vest, og at stjernerne på nattehimlen danner et hvælv over jorden der fascinerer ved at give anelser om et uendeligt rum! Det skyldes naturligvis, at intet menneske - uanset hvor vidende om astrofysik han måtte være - nogensinde ved ophold eller bevægelse nede på jordens overflade kan få en fornemmelse af jordens kugleform eller dens rotation om sig selv og om solen. Menneskets praktiske erfaring bygger på den umiddelbare sansning og anskuelse og vil blive ved med at gøre det. Anskuelsen er fuldt gyldig på landjorden og er således komplementær til den specielle astrofysiske og rumfartsteknologiske anskuelse.

Med hensyn til universets opståen vil de naturvidenskabelige teorier, uanset hvor godt de udbygges og underbygges, endda forblive hypotetiske. Der er i dag intet grundlag for at betvivle, at universet udvider sig, eller at udvidelsen tillader slutninger om dets alder på mellem 10 og 20 milliarder år. Men det er og bliver slutninger ud fra meget begrænsede iagttagelser og uden mulighed for bekræftelse gennem eksperimenter.

Og når vi kommer til teorierne om al tings begyndelse, gælder yderligere, at forskerne er ude i rene spekulationer der ikke alene opererer med totalt uanskuelige, omend ganske fornøjelige forestillinger, men også med nogle for den menneskelige tanke principielt uacceptable ideer om en singularitet og en mangedimensionalitet som ikke kendes fra den empiriske verden. Hele teorien om The Big Bang bygger på en ekstrapolation eller baglæns-regning der fører til antagelsen af en massetæthed der vokser uendeligt, medens afstandene skrumper ind til nul, men lige netop derved gør teorien en beskrivelse af den postulerede begyndelse med fysikkens egne begreber umulig. Astrofysikerne drømmer om løsningen af problemet gennem en teori, der kan forene gravitationsteorien med kvantemekanikken, og er således endnu ikke nået til den erkendelse, at der er tale om komplementaritet mellem de tilgrundliggende naturkræfter.

Set fra et mere jordnært, praktisk synspunkt holder den gamle synsvinkel stand, at den ordnede menneskelige verden næppe går længere tilbage end fem eller ti tusind år, og at dens oprindelse fortoner sig i de mytologiske og arketypiske forestillinger. For alle der føler sig hjemme i denne verden, er den skabt til mennesket som enestående basis for menneskeliv og kultur og derfor som en gave af uendelig værdi. I denne forstand er naturen hellig for mennesket.

Instinkterne betyder ubevidste, 'automatiske' reaktioner på givne impulser udefra eller indefra med henblik på bl.a. overlevelse og undgåelse af farer. Uden instinktiv reaktion ville vi alt for ofte bukke under for farer på grund af alt for stor langsomhed i vore handlinger i kritiske situationer. Selv professionelle fodboldspillere eller andre sportsfolk ville blive for langsomme i deres bevægelser, hvis de ikke kunne reagere spontant og instinktivt på modspil. Men omvendt gælder også at instinktiv adfærd ofte fører til ulykker og forbrydelser, fordi den kan betyde at primærprocessernes kortslutninger bliver afgørende. En del af en person eller gruppe kan på denne måde blive betragtet som hele personen eller gruppen. To ting der har blot en lille lighed kan betragtes som identiske. Og flere ting der har noget tilfælles kan betragtes som identiske. Jf. Indledningen. Alt sammen med det resultat at der bliver reageret primitivt, affektivt og voldsomt mod det man identificerer som 'modstanderen' eller 'fjenden'.

Aggressiviteten er en grundliggende drift til at erobre verden, at være opmærksom og nysgerrig, udforske omgivelserne og udvide grænserne for formåen og magt. Den dækker altså andet og mere end den frustrationsaggressivitet man sædvanligvis forbinder med begrebet og som består af en overdreven og alt for let vakt angrebslyst. Den normale aggressivitetsdrift er primært af positiv værdi og giver udøveren øget selvværd, men den kan altså også slå om i destruktivitet.

Aggressivitetsdriften har afgørende betydning for såvel artens overlevelse som den sociale struktur, ja for oplevelsen af almindelig stolthed, seksuel orgasme og kunstnerisk og videnskabelig skaben. Aggressivitet er vigtig for den sociale struktur, den findes i barnets udvikling, i den voksnes liv og forholdet mellem kønnene. Den er væsentlig for forståelsen af depression, og den findes naturligvis i negativ form i paranoid eller psykopatisk fjendtlighed. Og den findes i enhvert menneske som spiren til de impulser der i værste fald fører til mord, tortur eller krig.

Aggressivitet har en række positive funktioner fra territoriedannelse, seksuel udvælgelse og beskyttelse af afkom til opretholdelse af samfundsordenen. Aggression er i denne henseende nødvendig, men den er ikke altid ønskelig eller uproblematisk, for den kan gå over gevind og blive destruktiv. Den må derfor ses i et dobbeltaspekt. - Jf. artiklen: Det aggressive menneske.

Det negative aspekt af driften er naturligvis det letteste at få øje på, fordi allerede dagligsproget fokuserer på det. Skizoide mennesker har en så dyb mistillid til andre mennesker, at ethvert nært forhold til en anden person forekommer dem farligt. De har som regel ikke oplevet den varme udveksling af aggression forbundet med kærlighed, der er en integrerende del af de fleste børns udvikling Det er næsten umuligt for dem på sund vis at være aggressive, hævde sig og slås for deres rettigheder, uden at blive destruktive. Men det er vigtigt at forstå, at skizoide anlæg ligger latent i os alle, og at vi alle lejlighedsvis anvender de samme forsvarsmetoder mod vore fjendtlige følelser, som det skizoide mennesker plejer at anvende.

For paranoide menneskers vedkommende gælder, at projektion bliver særligt problematisk, fordi den paranoide tror sig forfulgt og derfor har tendens til at tillægge andre en ondsindet fjendtlighed de faktisk ikke har. I værste fald kan det gå så vidt, at der kan være fantasier eller drømme om, at hele verden står foran sin ødelæggelse, men det er en illusion der afspejler patientens egen intense fjendtlighed mod en verden han føler sig vraget af.

Endelig forekommer den direkte psykopatiske fjendtlighed, som man finder hos mennesker med kronisk mangel på evne til at beherske deres øjeblikkelige indskydelser, hvilket også kan udtrykkes på den måde, at de psykiske sekundærprocesser ikke fungerer ordentligt. Personen er helt behersket af de primære psykiske grundprocesser. Mange psykopater har foruden den aggressive adfærd også en næsten total foragt for sandhed. De mangler evne til at skelne mellem sandt og usandt, og mellem fantasi og virkelighed, hvad der ligeledes har med dårlig funktion af sekundærprocesserne at gøre.

Desværre er det almindeligt at reagere på aggressiv adfærd med moralske formaninger eller tro på at man kan opdrage sig ud af problemerne. Det holder imidlertid ikke, dels fordi de værste tilfælde af aggressiv adfærd - de skizoide, paranoide og psykopatiske - er uimodtagelige for formaninger, dels fordi denne moraliseren oftest retter skytset mod det helt forkerte, nemlig agggressiviteten som sådan, uden at skelne mellem en sund og rimelig driftsaggressivitet og en syg og destruktiv frustrationsaggressivitet.

Skizoide, paranoide og psykopatiske mennesker kan være farlige for såvel sig selv som andre og må derfor i perioder eller mere permanent anbringes i sikker forvaring. Hvis magthavere er paranoide kan det gå grueligt galt, som det gjorde med Sovjetunionen i Stalin-tiden, især i årene 1935-53, eller med Tyskland under Hitler 1933-45.

Paranoid skizofreni følges undertiden af fantasier af arketypisk oprindelse om, at hele verden står foran sin ødelæggelse, jordens undergang, 'ragnarok' eller 'dommedag'. Det er en illusion der afspejler patientens egen intense fjendtlighed mod en verden der har vraget ham, men indeholder også et anstrøg af sandhed deri at patientens subjektive verden rent faktisk er i færd med at bryde totalt sammen. I Hitlers tilfælde indebar illusionen, at han til sidst da slaget var tabt, foretrak at hele det tyske rige brød sammen med ham selv og hans indre verden. Når end ikke hans egne forstod ham, så kunne det være lige meget med alt.

Paranoid fjendtlighed må ses som baggrunden for menneskets anlæg for grusomhed. Denne er enestående i biologien og ikke findes hos andre dyr. Mennesket er ikke tilfreds med at lade sit offer undslippe, det vil pine og forfølge det - og nyde at gøre det. Og som bl.a. en dansk dokumentarfilm om uddannelse af bødler under den græske militærjunta viste, så er det faktisk muligt at gøre ethvert menneske til bøddel, bare det bliver ydmyget tilstrækkeligt grundigt i tilstrækkelig lang tid. Det had og den hævnfølelse der følger af denne ydmygelse retter sig mod andre og folder sig ud, så snart der bliver mulighed for det. Så underligt det end kan lyde, så spiller menneskets hukommelse og fantasi her en overordentlig negativ rolle, idet den er forudsætningen for at ydmygelser huskes så længe, at de mest raffinerede og djævelske ydmygelsesmetoder kan udspekuleres på deres basis.

De uhyggelige tilfælde med amerikanske fangevogteres mishandlung og seksuelle ydmygelse af irakiske krigsfanger i 2004 taler sit tydelige sprog om, at selv tilsyneladende pæne, veluddannede og godt lønnede soldater fra demokratiske samfund, når krigens had og hårde omstændigheder får overhånd, kan miste al medfølelse med fanger der er i deres magt tillige med al anstændighed som de vestlige værdiers forsvarere. Ovenikøbet kan de med fotografering og fotodistribuering af deres egne udskejelser på helt primitiv vis demonstrere stolthed over hvad de har gjort.

Det er et problem for det moderne samfund, at antallet af skizoide, paranoide og psykopatiske mennesker er stigende, og at disse i de fleste tilfælde er 'uden for pægagogisk rækkevidde'. Samfundet har både ret og pligt til at beskytte sig og sine almindelige borgere imod dem, men det almindelige humanistiske eller menneskeretsmæssige hensyn til outsidere af alle kategorier bevirker, at politikerne ofte kvier sig ved at træffe effektive foranstaltninger til beskyttelse mod selv den meget lille kerne af kriminelle der tegner sig for den groveste og mest systematiske kriminalitet . Humanister vil ikke være ved, at der i de groveste tilfælde kun er én effektiv løsning: nemlig indespærring eller anden form for total afsondring af de værste forbrydere. Eksempelvis er det uholdbart for almindelige borgere, at små bander af hårde kriminelle kan få lov til i længere tid at tyrannisere bestemte boligområder.

Det positive aspekt af driften er aldeles afgørende for alle normale menneskers liv og velfærd - biologisk, socialt og kulturelt. For her drejer det sig om den normale driftsaggressivitets udfoldelse som forudsætning for vækst, organisering, eksperimenteren, nyskabelse og sund grænseoverskridelse.

I hundrede år har der hersket forvirring med hensyn til om aggressiviteten kunne regnes for en særskilt drift på linje med seksualiteten eller om den var afledt af seksualiteten. Men denne forvirring er uheldig, fordi aggressivitetens positive aspekter dermed på forhånd nedtones eller helt fornægtes. Langt bedre er det at betragte aggressiviteten som en primær drift der indgår som komponent i enhver menneskelig udfoldelse, herunder også seksualiteten.

Snævert biologisk betragtet er seksualitetens formål forplantningen. Lysten og evnen til forplantning er i de unge år så stærk at den normalt ikke kan undertrykkes eller fortrænges uden alvorlige psykiske følger. Den forudsætter mandens jagt på og indtrængen i kvinden med henblik på at sprede sin sæd og gøre hende gravid. Seksualiteten er altså udfoldelse af en rent instinktiv aggressivitet, der nok kan indebære hvad senere tider har kaldt erotisk spil og romantisk kærlighed, men først og fremmest indebærer den belønning for manden der hedder orgasme og stolthed. Denne karakteristiske belønning for udøvelsen i former af følelsesmæssig intensitet er så høj at den garanterer flittig udfoldelse af driften.

Seksualiteten fører til parforhold og -dannelser der i det gamle, hårde samfund var betingelsen for den optimale beskyttelse af afkommet. Men med levestandardens enorme forøgelse de sidste 100 år er seksualiteten i de moderne samfund forlængst løsrevet så meget fra forplantningens og pardannelsens overordnethed, at den i højere grad er blevet en almindelig accepteret vej til lystens mangfoldige glæder og variationer - eller gaver.

På grund af det mandlige kønshormon er manden biologisk set stærkere end kvinden og havde oprindeligt en dominerende rolle i parforholdet og ægteskabet, således som man stadig ser i primitive samfund (hvormed ikke blot menes gamle, antikke samfund, men også nuværende samfund af gammel, umoderniseret struktur som fx klansamfund). Kvinden er ikke mindre seksuelt aggressiv end manden, men aggressiviteten slår igennem på andre måder gennem de nuancerede former for tiltrækning af og spil med det andet køn som kvinder udvikler. Belønning for aggressiviteten i form af orgasme og stolthed er den samme som hos manden.

Hvor forholdet mellem mand og kvinde udvikler sig til længerevarende parforhold bliver parterne ikke blot 'lindringsmiddel' for den seksuelle drift, men også en livsvigtig kilde til selvagtelse. Brud i kærlighedsforhold opleves følgelig som et angreb på selvfølelsen. Bruddet kan udløse voldsom jalousi og voldsomt had netop fordi det er aggressiviteten der er på spil. Denne frustreres og ender med voldsom frustrationsaggressivitet.

Kærlighed kan af gode grunde aldrig give sig udslag som had, men seksualiteten - det seksuelle spil, den seksuelle tiltrækning - er andet end kærlighed, nemlig kærlighed forbundet med aggressivitet, og aggressiviteten kan blive til had. Selve det at skuffelsen af kærlighed kan udløse voldsomt had, viser, at der indgår aggressivitet i den.

I vore dage og på vore breddegrader, hvor seksualiteten for længst er frigjort fra den biologiske forplantnings snævre bindinger og formål, og langt overvejende dyrkes med øje for den gensidige fornøjelse og selvbekræftelse, er sondringerne mellem kærlighed, seksualitet og aggressivitet vigtige. Ingen af komponenterne kan undværes eller overses i et parforhold der vil overleve forelskelse og børneavl.

Den normale driftsaggressivitet vil blive undertrykt, hvis parterne i et forhold sætter sig så tungt på hinanden, at de ikke tillader den anden part at bevare tiltrækkelig selvstændighed til at kunne forsætte dyrkelse af egne identitets- og selvagtelsesgivende interesser, men tværtimod prøver at rette alt ind i et lukket fællesskab. Nøjagtigt den samme komplementære modsætning mellem frihed og afhængighed ses i børns og unges frigørelsesproces i forholdet til deres forældre og lærere.

En af grundene til at agressivitet er et problem for det moderne menneske er, at den naturlige trang til udforskende at gribe efter og beherske omgivelserne, nødvendigvis i det moderne, komplicerede samfund må begrænses på en måde der forårsager frustration. Der er alt for mange ting som børn ikke må gøre eller røre. Så alle der vokser op i den vestlige civilisation, specielt i storbycivilisationen, vil få et overmål af undertrykt og derfor farlig aggression med oprindelse i begrænsningen af bevægelsesfriheden i den tidlige barndom og en generelt negativ vurdering af aggressiviteten.

Ethvert barn må for virkelig at blive voksen engang, gøre sig fri af afhængighed, og dette sker ved at det stadig stærkere demonstrerer sin magt til at beherske omgivelserne tilstrækkeligt til at opnå tilfredsstillelse for sine behov. Allerede når barnet begynder at kravle, demonstrerer det begyndelsen til en indsats for at udforske og beherske den ydre verden. Senere begynder udforskningen af den store verden - og i puberteten begynder ungdomsoprøret, det naturlige opgør mod forældrenes beskyttelse og omklamring med henblik på at erhverve en nødvendig uafhængighed - fysisk, psykisk, uddannelsesmæssigt, erhvervsmæssigt og økonomisk.

Børns og unges aggressivitet er ikke i sig selv ond, men den skal naturligvis ledes ind i konstruktive baner. Aggressiviteten må i opdragelsen ikke betragtes som en respons på frustration. Den afskaffes ikke ved at give børn overflod af kærlighed eller ved at frustrere dem så lidt som muligt. Forældre der praktiserer maksimal føjelighed og frihed, vil kun opdage, at børnene bliver emotionelt uligevægtige og ofte mere aggressive, end hvis de havde været udsat for fastere rammer. Og deres børn vil give problemer i institutioner og skoler.

Børn føler sig usikre med forældre der aldrig selv tør vise nogen aggression og sætte grænser, og de vil ikke få den modstand, der faktisk er betingelsen for alt oprør og kamp for uafhængighed.

Både i leg og i fantasi kommer børns medfødte driftsaggressivitet klart frem. Skræmmende fantasier af aggressiv art - så som hekseskikkelsen - er så alment forekommende blandt folk af forskellige kulturer, at det langt fra kan betragtes som udslag af neuroser eller psykopatier. Det er derfor ikke underligt, at tegneserier, fjernsynsserier og computerspil af fantastisk og aggressiv art - eller film som 'Harry Potter' eller 'Ringenes Herre' - tiltrækker børn i alle aldre, inklusive voksne der har tilladt sig at bevare barnesindet i sig.

Hele denne symbolisme af mere eller mindre aggressiv art kan ikke undværes i børnenes udvikling, fordi den kompenserer for deres stærke følelse af afmagt. Børn kan sagtens skelne mellem fantasi og virkelighed, hvis de også møder virkeligheden i positiv forstand. Det er kun i patologiske tilfælde at evnen til at skelne mellem fantasi og virkelighed glipper. Men det er naturligvis forældrenes sag ved samtale med deres børn at sikre, at børnene holder fast i og udbygger forståelsen for den fælles, fysiske og sociale virkelighed, som følger love individet ikke selv vilkårligt fastsætter, og at de ikke udsættes for stærkere drømme- og fantasiindtryk end de på hvert tidspunkt kan kapere og tackle.

Socialt afspejles aggressiviteten i al kamp om magt, indflydelse og konkurrence. Enhver slås for sit territorium, for selve det at have et rum - det være sig lille eller stort - som man kan kalde sit eget og hvor man kan udfolde sig frit uden at skulle spørge andre om lov. Kollektivismens utopi prøver at benægte instinktets art og kraft, men får intet andet ud af det end at undertrykke individerne i fællesskabets navn. Det positive undervurderer man: at individerne kan blomstre hvor de har rum for fri udfoldelse, og at de føler betydeligt ansvar for disse rum.

Når udfoldelsen bliver mere ekspansiv, kommer den uundgåeligt til at gribe ind i andres udfoldelse, så der opstår konkurrence og spil om magt. På primitivt plan vil aggressiviteten her føre til en magtkamp som de stærkeste vil vinde. Det fører hos dyr til dominans og 'hakkeorden', hvor den stærkeste i flokken bestemmer suverænt og hvor de svagere må makke ret. Derved sikres den sociale orden inden for flokken - indtil den stærkeste bukker under og yngre kræfter kommer til.

I menneskesamfundet går systemet igen, men er efterhånden med udbygningen af det civiliserede samfund blevet væsentligt modificeret, og i demokratiet blevet et kompliceret system af magt og magtdeling, hvor man afgør tvistigheder ad politisk vej gennem forhandlinger, valg og afstemninger. Mindretallet bøjer sig her for flertallets afgørelse, men har til hver en tid bevaret retten til at prøve afgørelserne igen. At et samfund er civilt vil netop sige, at det er præget af en magtkamp, hvor det ikke er den rå fysiske eller militære magt der er afgørende, men dialog, forhandling og valg, der igen følger vedtagne regler som alle, eller i hvert fald det altovervejende flertal, accepterer.

Det civile samfund forudsætter et vist oplysnings- og dannelsesniveau. Det er kompliceret og vil allerede derfor have svært ved at inddrage alle uden undtagelse. Et mindretal af dårligt uddannede og socialt vanskeligt stillede eller udstødte giver store problemer, fordi de er lette at frustrere og i kraft af deres manglende udvikling af effektive psykiske sekundærprocesser også let bliver provokerede til voldelige reaktioner der er i fundamental modstrid med systemets ånd.

På højere niveau antager udfoldelsen naturligvis civiliserede former, men aggressiviteten forsvinder ikke. Fx er politik i et demokrati en meget reguleret kamp mellem forskellige partier, men inden for de enkelte partier vil man normalt genfinde hele det spektrum af kamp om magt og dominans som man finder udenfor. Der opstår formandskampe, fraktionsdannelser, oprørsforsøg, svig og 'kongemord' som det er set hos navnlig et enkelt parti i Danmark i snart mange år - og åbenbart ingen ende har. Når en ny formand vælges, appellerer han selvfølgelig til sammenhold for partiets skyld - det er sammenhold der gør stærk og kan skabe synergi - men fløjkampene fortsætter bag kulisserne efter simple naturlove.

Aggressivitetsdriften vil hos civiliserede mennesker altid give sig udslag i at 'folk deler sig efter anskuelser', identificerer sig med deres gruppe af meningsfæller og slås for deres indflydelse. Sammenhold er kun muligt, så længe ideen med den fælles kamp står over ideen med fri udfoldelse. Et parti kan - som enhver anden organisation - blive så gammelt og så stort, at det ikke længere er givet, at det har en fælles kamp, en fælles fjende eller et ægte fællesskab, der kan give naturligt sammenhold og naturlig identitet. Det behøver således ikke at være formændene i et parti der er noget i vejen med. Det kan være organisationen og dens idégrundlag der har overlevet sig selv eller er blevet for stor og træg i sin traditionsbundethed.

Kulturelt afspejler aggressiviteten sig i enhver udfoldelse der får mennesket til at gå ud over sine egne grænser i sit arbejde, sin organisation, sin erkendelsesmæssige og formgivende skabelse, altså i fænomenet 'transcendens'.

Det er aggressiviteten der bevirker, at ethvert arbejde bærer lønnen i sig selv i den forstand, at det giver dyb tilfredsstillelse og stolthed at udføre et arbejde godt. Alt arbejde har herigennem sin personlighedsværdi der er uafhængig af dets lønværdi. Hvad der naturligvis ikke betyder, at lønværdien er irrelevant, men blot at den psykisk set er af en anden kategori.

Det giver ligeledes dyb tilfredsstillelse at organisere arbejdet godt og eventuelt i fællesskab med andre skabe de rammer som muliggør gode produktions-, udbredelses- og kommunikationsformer.

Såvel erkendelsesmæssigt, videnskabeligt arbejde i form af forskning og formidling som kunstnerisk arbejde i form af kreativt arbejde med ord, billeder, lys, form, farver og lyd kan give samme dybe tilfredsstillelse og stolthed, ja i allerbedste fald deciderede mystiske oplevelser i form af indsigter i dybe sammenhænge.

Aggressivitetens problematiske dobbelthed ligger i dens risiko for frustration, som kan udløse destruktive impulser. Det er frustrerende at blive svigtet i kærlighed eller at blive nægtet frihed til eget rum og fri udfoldelse. Det er frustrerende at løbe panden mod en mur af uforstand og modvilje, hvis man har gode ideer og vilje til at ofre tid og kræfter på deres realisering. Det er frustrerende at blive undertrykt, hvad enten undtrykkelsen er fysisk eller psykisk, organiseret eller mere tilfældig. Og overalt udløser frustration negative følelser, vrede, had og hævngerrighed.

Storbylivet og det komplicerede og bureaukratiske moderne samfund gør ikke udfoldelse nemmere. Den tætte befolkning lokalt og den store overbefolkning globalt øger problemerne og trykket. Det opskruede tempo i informationssamfundet øger risikoen for stress med mulige følgevirkninger som udbrændthed og depression.

At sikre livskvaliteten kommer ikke af sig selv, men er en udfordring for de fleste. Den kræver overblik og evne til ret hård prioritering af mål og opgaver. Det er nødvendigt at holde distance til den overflod af information som det moderne samfund har skabt, det vil sige at skelne mellem relevant og overflødig information. Det er ligeledes nødvendigt at holde distance til det kolossale udbud af forbrugs- og underholdningsgoder som kendetegner det moderne velfærds- eller konsumsamfund. Men det er nemmere at holde de ønskede distancer, hvis man holder sig for øje, at aggressivitetsdriften retter opmærksomheden udad og lettest tilfredsstilles ved umiddelbar accept af eller angreb på genstanden for opmærksomheden. Kunsten er at kanalisere den hen i baner der fører til acceptabel tilfredsstillelse på længere sigt. Men dette forudsætter at man i princippet accepterer den som noget grundlæggende positivt, som en fundamental værdi.

Det følger heraf, at al moraliserende afstandtagen fra aggressiviteten som sådan er af det onde og som hovedregel vil give bagslag. Såvel den gammeldags 'kristne' som den sekulariserede 'humanistiske' fordømmelse af eller betænkelighed ved driftsaggressiviteten forfejler sit mål, fordi den tror at den moraliserende afstandtagen ændrer eller fjerner aggressiviteten. Den gør det modsatte, nemlig fortrænger den, så den bliver endnu sværere at kanalisere ind i konstruktive baner, eller den bliver endda i værste fald farlig den dag den udløses som destruktiv kraft.

Moralens opgave er ikke at benægte eller bekæmpe menneskets naturlige drifter, men at regulere dem og dermed kompensere for den hæmning af aggressivitetsdriften som findes hos dyrene, men er gået fløjten hos mennesket, fordi tanken og fantasien er kommet ind i billedet og til stadighed skaber forestillinger om en magt og udfoldelse som ikke findes tilsvarende hos dyrene.

I værste fald giver denne menneskelige evne til tænkning og fantasi sig udslag i den fundamentalistiske tro på dogmer af religiøs, politisk eller kulturel art, som er kendetegnet af troen på at sidde inde med den absolutte sandhed. Ingen form for udslag af menneskelig aggresssivitet er farligere og mere katastrofal for det civile samfund end denne fundamentalisme.

Men heller ikke denne farlige form for aggressivitet kan imødegås effektivt med moralsk fordømmelse. Den kan alene modificeres gennem det tålmodige og møjsommelige arbejde der består i fuld udbygning af de sekundære psykiske processer.

Ansvarligheden hos mennesket er en biologisk kendsgerning der nøje er knyttet til sprogets og bevidsthedens kendsgerninger og altså udtryk for erkendelsen af valgfrihed i mange situationer. Erkendelsen af denne valgfrihed, der bryder den hidtidige tryghed og kan skabe eksistentiel angst, er samme trin i udviklingen som det der i den jødisk-kristne religion kaldes 'syndefaldet'. Det består i at spise af 'kundskabens træ' og dermed træde ud af barndommens uskyldighed eller 'paradis' og påtage sig ansvaret for det videre liv. Friheden gør det muligt at vælge mellem det gode og det onde eller mellem det der fysisk og psykisk gavner mennesket og fællesskabet og det der skader det. - Jf. artiklen Myte, ord og billede.

Med bevidsthedens opdukken og navnlig med dens i puberteten voldsomt stigende styrke sker der også psykologisk en udspaltning af det på instinkt, aggressivitet og seksualdrift beroende ubevidste sjæleliv.

Sjælelivet bliver en elementær objektiv kendsgerning der kun kan erfares introspektivt og subjektivt, men formidles til andre via sproget og den mere eller mindre intuitive sansning af andre menneskers stemninger, tonefald, ansigtsudstryk og kropssprog. Modsat folk i almindelighed har naturvidenskaben stort besvær med dette sjæleliv, fordi det ikke lader sig reducere til hjernefysiologi og dermed til målelige fysiske-kemiske processer.

Der kan påvises mange relationer mellem sjæleliv og hjernefysiologi, og denne viden kan endog være særdeles nyttig til behandling af fx hjerneskader der medfører psykiske ændringer. Det er altså forståeligt at hjerneforskere og visse psykologer arbejder ud fra en hypotese om, at alt sjæleliv kan føres tilbage til kemien. Men det er og bliver en hypotese, fordi det afgørende bevis mangler: den nøjagtige og kontrollerede, fuldt dækkende hjernefysiologiske beskrivelse af konkrete tanker og følelser. Og der er intet der tyder på, at naturvidenskaben nogensinde kommer i nærheden af en sådan beskrivelse, eftersom én bestemt ting ser ud til at umuliggøre den totalt, nemlig at selve undersøgelsesteknikken ganske som i kvantemekanikken vil påvirke det man undersøger.

Vejen til en udforskning af sjælelivet er derfor fortsat ene og alene sjælens egne udtryksmuligheder og udvekslingen mellem dem således som den finder sted i introspektion af én selv og samtale med andre introspicerende væsener.

Specielt én menneskelig reaktion viser hvor fuldkommen uundværlig en entydig 'dyrisk' adfærdsmåde kan være, nemlig begejstringen, for den er behersket af aggressionen. Den bliver refleksagtigt udløst i situationer der kræver kamp-indsats for sociale interesser, især for sådanne der er helliget gennem kulturel tradition. Den situation der udløser optimal begejstring er truslen mod fælles værdier, en besnærende førerskikkelse og det størst mulige antal med-henrevne. En situation der kendes fra hele verdenshistorien og som stadigvæk dagligt kan opleves på tv i reportager fra lande hvor demagoger folder sig ud.

Ikke destomindre er det altafgørende at erkende til bunds, at begejstring er et af menneskets vigtigste instinkter. Den har sine egne udløsningsmekanismer og kan frembringe en så overordentlig befriende oplevelse, at dens fristelse er næsten uimodståelig. Dette forklarer igen de massepsykologiske fænomener vi forbinder med nazismen og kommunismen, og i nyeste tid med fundamentalisme i Mellemøsten, Iran og Irak.

Problemet er blot, at begejstringen og dermed aggressionen samtidigt er uundværlig til opnåelse af alle høje menneskelige mål, herunder venskab, kærlighed, selvagtelse og - latter. Det vil altså være alt andet end fornuftigt at prøve at bekæmpe begejstringen, fordi den fysiologisk har rod i aggressivitetsdriften. Fornuftige forholdsregler til regulering af aggressionen og begejstringen findes heldigvis og har faktisk stor betydning i samfunds- og kulturlivet. De kan kortest opregnes som følger:

- Den katharsis som opnås ved at afreagere aggressionen på erstatningsobjekter, fx terapeutisk at afreagere raseri ved at slå i en pude i stedet for at slå på et andet menneske.
- En nyorientering af aggressionen som leder den væk fra krig og ødelæggelse, fx sportskampe, der dog også kender til udartninger blandt publikum, der ikke kan og måske heller ikke vil styre sig.
- Den kyndige og kritiske beherskelse af begejstringsreaktionen gennem en forøgelse af identificeringer som ikke begrænser sig til grupper eller partier.
- De kollektive menneskelige foretagender som kunst og videnskab hvis opgave er at begejstre for værdier som er universelle, fælles for alle.
- Og endelige latter og humor, som afbøjer konfrontation og skaber gensidig forståelse og respekt.

Men det er naturligvis de sidste to punkter der er helt centrale for kultur- og åndslivet.

Åndslivet bliver på denne måde en kendsgerning i naturen der igen gør et sjæleligt fællesskab med andre til en afgørende faktor i menneske- og kulturlivet. Åndslivet - som komplementær pendant til bevidstheden - dækker også det kollektivt ubevidste og de arketypiske forestillinger som gudsforestillinger. Fællesskabet med andre er mere end summen af individernes sjæleliv. Det har sine egne love for vækst og udvikling, love vi hovedsageligt intuitivt opfatter som 'organiske' og ikke-mekaniske, og som derfor heller ikke lader sig definere eller måle ad naturvidenskabelig vej.

Den af visse psykologer påståede strukturering af de menneskelige behov i et pyramidalt hierarki er en uholdbar naturvidenskabelig reduktionisme. Behovet for mening og formål med livet er givet for ethvert enkelt menneske fra fødslen - sideordnet med behovet for mad og klæder. Det tilfredsstilles for spædbarnets vedkommende i og med tilfredsstillelsen af andre behov. Mennesket fødes ganske enkelt ind i et meningsfuldt univers, bygget op af forældre og familie gennem flere generationer, og det ville bukke under, hvis andet var tilfældet.

Forord
Indledning  (9.7.04.)

Efterfølgende afsnit:

Samfundet som fundamental værdi  (2.8.04.)
Individet  (81.8.04.)
Erkendelsen   (13.8.04.)
Etikken   (20.8.04.)
Politikken  (27.8.04.)
Historien  (3.9.04.)
Kunsten og musikken   (10.9.04.)
Religionen og sekulariserinen  (17.9.04.)
Psykologiens dybdeindsigt  (22.9.04.)
Afslutning og efterskrift  (22.9.04.)