ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.9.04.

Psykologiens dybdeindsigt

Psykologien giver os den nødvendige indsigt i hvilke drivkræfter, følelser og tanker der rører sig i os som menneskelige væsener.

Først og fremmest kan den fortælle os, at vi ikke eksistentielt lever på rationelle vurderinger og ræsonnementer, men tværtimod på højst irrationelle vurderinger - accept eller afvisning - der ofte går tilbage til barnets før-sproglige tid og som under alle omstændigheder beror på de psykiske primærprocesser med deres mangel på skelnen mellem fantasi og virkelighed, mellem fortid, nutid og fremtid og mangel på voksen-logik og dermed mangel på nuancering.

Det karakteristiske for disse primærprocesser er, at de 'følelsestoner' der knytter sig til dem er ustabile, men til gengæld intense, mens de i sekundærprocesserne er stabile, men svage. Der er tale om indsigt eller oplevelse af spontan 'mystisk' art som vedbliver at have afgørende og determinerende betydning for individet. Og de har igen en karakter af helhed, som aldrig kendes fra sekundærprocessernes mere nøgterne betragtninger.

Vi er her ved den ejendommelighed for den menneskelige psyke, at helheden synes at være vort inderste jeg og derfor har en umådelig stærk evne til at slå igennem i al betragtning af omverdenen. Evnen er så stærk at den også sætter sig igennem i det almindelige krav til videnskaben om at give et sandt totalbillede af virkeligheden. Et sådant krav er videnskaben imidlertid slet ikke i stand til at honorere, da den altid kun kan udforske og udtale sig om delområder af virkeligheden. Videnskab og eksistensforståelse må følgelig ikke forveksles.

Ved sprogets hjælp har vi muligheder for at få indsigt i såvel verden inden i os som verden udenfor. Nogle få sprogligt formulerede regler sætter os endda i stand til undgå risikoen for at forveksle det materielle med det åndelige eller fantasi med virkelighed.

Man bør således ikke anvende psykologiske udtryk uafhængigt af de personlige stedord, og ikke anvende de personlige stedord uafhængigt af kropsbetegnelser og dermed tingsbetegnelser. Hvis man eksempelvis i sin meditation når frem til en intens mystisk oplevelse af lys, klarhed og mening, så kan man ikke drage den slutning, at lyset, klarheden og meningen er den egentlige virkelighed, mens den sædvanlige nøgterne erfaring blot er en illusion. Og hvis man under psykoterapi får aktiviseret det kollektivt ubevidste på en sådan måde, at der dukker forestillinger om incest eller reinkarnation op i bevidstheden, da kan man ikke drage den konklusion, at man som individ faktisk har været udsat for incest eller faktisk har levet tidligere.

For det er et ganske bestemt menneske af kød og blod der under ganske bestemte og usædvanlige omstændigheder har oplevelserne af denne art, og som bagefter vender tilbage til den sædvanlige virkelighed. At tage oplevelserne for andet og mere er en subjektiv fortolkning og ikke en objektiv kendsgerning. Desværre tages der fejl på dette felt - også i retssystemet, så fx uskyldige mennesker dømmes for incest på grundlag af børns såkaldte 'genfundne erindringer'.

Til de sprogregler der må anses for nødvendige for bevarelsen af den menneskelige fornufts nøgternhed hører også korrespondensprincippet, der fordrer at man i beskrivelsen af alle psykiske og åndelige fænomener fastholder referencen til personer af kød og blod der befinder sig inden for den klassiske fysiks og dermed også dagligsprogets rammer. Jv hovedafsnittet om Erkendelsen.

Af afgørende værdi for en forståelse af den menneskelige psyke er det at acceptere forskellen mellem 'jeget' og 'selvet', forstået som henholdsvis den del af sjælen som er kontrollabel og viljesbestemt og den del der ikke er det. At 'relativere jeget' og nå frem til en udvikling af den komplementære del af sjælen som udgøres af 'selvet' er at komme til sig selv og sin helhed, at blive et sandt individ. Sondringen er en betingelse for overhovedet at forstå ånd som fænomen. Ånd fremkommer som selve spændingsfeltet mellem jeget og selvet og er således jegets mulighed for indblik i selvets horisont og dimension.

Jeget er knyttet til det timelige og den 'borgerlige' identitet. Det opbygges møjsommeligt gennem livets mange oplevelser, gøremål og erfaringer. Men det har sin tid. Det dør med dets gode, nyttige og varme kropspartner. Det kan opleve sin opløsning og død, og det vil normalt frygte begge dele af flere grunde.

Dødsangsten gælder konkret angsten for en smertelig og pinefuld dødsproces, men selv om der i dag takket være lægevidenskabens enorme fremskridt er særdeles effektive midler mod smerter, så rækker de ikke til en fuldstændig fritagelse for lidelse den sidste tid. Det er derfor ikke uden grund, at de fleste foretrækker en hurtig død ved fx et hjerteslag. Blot er dette ikke noget man selv bestemmer.

Men den store generelle dødsangst gælder ikke dødsprocessen som sådan, men selve opløsningen af jeget, af den sunde fornuft, viljen og identiteten.

Døden er på sin vis det mest groteske ved livet derved, at den er den definitive afslutning på det levende væsens som hovedregel årelange, energiske og målrettede bestræbelser på at bygge sin tilværelse op omkring arbejde, familie, uddannelse, ejendom og ejendele samt erfaring og gode minder. Men på et vist tidspunkt bliver det klart for individet, at resultatet til syvende og sidst står for fald, at alt må opgives og forlades. I bedste fald efterlades partner, børn og venner, som vil kunne huske én resten af deres dage. Men disse dage er også talte. Blot tredive eller fyrre år efter et gammelt menneskes død er der kun få tilbage der husker det. Hundrede år efter er der ingen. Alt er glemt. Alt synes - set under evighedens synsvinkel - for spildt. Der skal stor humor til at bære denne ejendommelighed ved livet, men netop denne form for humor er ikke jegets, men selvets sag.

Selvets horisont er langt større end jegets og perspektivet er anderledes. Selvet er desuden dybt forbundet med det kollektivt ubevidste og dermed de arketypiske forestillinger. Og dette indebærer, at selvet ikke opløses med jegets død og følgelig heller ikke oplever sin egen opløsning eller død.

Der er intet håndfast objektivt bevis for eksistensen af det kollektivt ubevidste eller de arketypiske forestillinger. Men der er individuel erfaring af begge fænomener, som ved fuld erkendelse og systematisk udnyttelse kan resultere i netop den 'relativering af jeget', som gør hele forskellen. Selvet kan bære jegets død. Det rammes ikke af den. Dets midlertidige nedslag i det individuelle jeg og dettes krop synes blot at gå tilbage til sit ophav i det kollektivt ubevidste. Dette sker blot forskudt i forholdet til jegets død, og derfor er der uoverstigelige problemer med hjernedødskriteriet.

Dette kriterium er ubetinget tilstrækkeligt til at afgøre om viderebehandling af et sygt og døende menneske tjener et fornuftigt formål eller ej, men det kan ikke bruges til at afgøre, hvornår sjælen definitivt har forladt kroppen. Her gælder kun hjertedødskriteriet.

Indsigten i og erfaringen af selvets eksistens og funktion vil derfor medføre en forkastelse af hjernedødskriteriet som aldeles utilstrækkeligt og omvendt påberåbelsen af hjertedødskriterium som nødvendigt for fuldstændighedens skyld. Dette indebærer igen, at ingen der har indsigt i og erfaring af selvet vil kunne acceptere transplantationer der indebærer udtagelse af organer fra mennesker der ikke er definitivt hjertedøde.

Det må i det hele taget pointeres, at den efterhånden alment accepterede hospitalspraksis med at lade kirurgerne med alt deres avancerede apparatur så at sige kaste sig over netop hjernedøde personer med henblik på at udtage anvendelige organer til transplantation i andre mennesker set ud fra et helhedsrealistisk synspunkt er en dybt uværdig behandling af døende og døde mennesker og deres pårørende. Den er udtryk for et gennemført ensidigt materialistisk syn og en total afvisning af det syn på det sjælelige og åndelige som har været gældende gennem alle tider i alle kulturer og gennemsyret disse kulturers daglige sprog og sunde fornuft.

Problemet er, at naturvidenskaben har vundet frem også på et felt hvor den ikke hører hjemme, nemlig eksistensforståelsens og værdiernes område. Der er intet videnskabeligt belæg for at hævde, at materien skulle være basis for det ideelle eller energetiske, ligeså lidt som der er belæg for at hævde, at det ideelle skulle være basis for det materielle. Der er tale om to komplementære fænomener, som vi kan betragte hver for sig med store praktiske fordele, men ikke samtidigt. Der er alene belæg for at hævde, at det materielle, selve det at der i den biologiske verden er faste og håndgribelige ting er forudsætningen for dannelsen af levende væseners genstandsbevidsthed og dermed efterhånden opbygningen af de sekundære psykiske grundprocesser. Men det er også en helt anden snak.

Eksistentielt set er det aldeles afgørende for ethvert menneske, at det forstår sig selv som et besjælet væsen, der har en krop af stor praktisk betydning som sæde for den bevidsthed og underbevidsthed der på ejendommelig og uforklarlig vis frembringer det spændingsfelt vi kalder ånd. Uden kroppen var vi intet, men uden sjæl og ånd var vi kun død materie.

Der ligger i dette helhedsrealistiske syn på eksistensen og verden ingen underkendelse af kroppen med dens drifter, instinkter, seksualitet og aggressivitet. For forskning kan afsløre, at disse neurofysiologiske kendetegn og egenskaber er forudsætningen for åndslivet, men vel at mærke på et sådant kompleksifikationsniveau at det ikke er muligt at reducere dem til fysisk-kemiske processer.

For aggressivitetsdriftens vedkommende gælder specielt, at den spænder fra det voldsomste og mest destruktive had og ødelæggelsestrang til de mest ophøjede og konstruktive følelser og begjstringstilstande som tænkes kan. En kanalisering af driften er derfor uomgængelig for ethvert menneske, ethvert samfund og enhver kultur der vil være konsistent og drage omsorg for overvægt af det gode, positive og konstruktive i sit liv. Men en kanalisering der prøver i rationalitetens, nyttemoralens og borgerlighedens navn at negligere eller undertrykke begejstringen, lidenskaben, engagementet på grund af deres indbyggede risici, vil komme til kort og ødelægge mulighederne for at gøre tilværelsen attraktiv, spændende, festlig og værdikonstituerende.

En menneskelig tilværelse i et godt civilt og demokratisk samfund er ikke forenelig med udskejelser i det irrationelles mørke dybder, men den er heller ikke forenelig med en ensidig eller éndimensional udvikling på rationalitetens præmisser. Den sunde fornuft er ikke identisk med ensidig udvikling af sekundærprocesserne og den nyttige og borgerlige kultur der kan bygges herpå. Den er tværtimod identisk med en fuld forståelse og afbalancering af det rationelle og det irrationelle som komplementære størrelser der hver for sig har deres værdi og berettigelse. Afbalanceringen må blot ikke ende i stilstand, for en sådan er ensbetydende med låg på al dynamik.

Den sunde fornuft kan følgelig heller aldrig ende i en intellektualisme der ensidigt forsøger gennem abstrakt, logisk og stringent tænkning og analyse at holde det irrationelle, det uberegnelige, det uforudsigelige, det udefinerbare, det tilfældige eller det emergente ude fra tilværelsen eller erkendelsen.

Intellektualismen har sin værdi og sine gode sider, men ukritisk kan den havne i en tænkning der fjerner sig katastrofalt fra dagligsproget og den ubeskårede virkelighed. Den kan i værste fald etablere sig i et elfenbenstårn og blive selvtilstrækkelig, hovmodig, arrogant og elitær i en grad der totalt fjerner den fra almindelige mennesker og deres dagligdag og 'common sense'.

Hverken den eksistentielle eller den videnskabelige sandhed kan dogmatiseres eller monopoliseres. Sandhed skal være indlysende og er aldrig blot for de lærde.

Absolutismens og fundamentalismens psykiske mekanismer må forstås som en yderst ensidig og fatal fokusering på jegets indsigt, vilje og æresfølelse. Denne fokusering kan alene brydes gennem den nævnte relativisering af jeget - og kræver derfor normalt både psykologisk indsigt og træning. Men den er blevet vigtigere end nogensinde, fordi den fanatiske fundamentalisme har bredt sig og nu også alliereret sig med den kyniske terrorisme.

Al absolutisme er af det onde, men dens opløsning kommer ikke af nogen slags moraliseren eller politiseren - selvom disse kan være nærliggende og undertiden nødvendige led. Opløsningen kommer gennem en relativisering der indebærer psykologisk indsigt i de mekanismer der fører frem til absolutismen, det vil primært sige de mekanismer der opbygger jeget og den logik der tilsidesætter ånden og totalpsyken.

Også nihilismen og postmodernismen kan forstås som en intellektualisering og æstetisering af tilværelsen med henholdsvis den rationelle tanke og den kunstneriske sans som udgangspunkt og henholdsvis den rene tanke og den rene kunst som endemål. På hver deres måde hævder de begge det synspunkt, at alt er tilladt og godt, og de havner derfor oftest i principiel etisk uansvarlighed. De bryder dermed begge med helhedsrealismen og virkelighedstroskaben.

Da nihilismen undsiger al tale om absolutte værdier, kunne det for en overfladisk betragtning se ud til, at den for så vidt har ret og er gavnlig. Men den glemmer at subjektiviteten er sandheden i eksistensen. Og denne subjektivitet falder jo ikke igennem på grund af mangel på objektivitet, men af mangel på redelighed og ansvarlighed. Alt er netop aldrig tilladt, når den indre konsistens er nødvendig for at sikre overvægten af det gode i tilværelsen.

Postmodernismens skavank er æsteticismen, der undsiger alle andre hensyn end de æstetiske, dvs først og fremmest de sociale, etiske og religiøse sider. Der er naturligvis intet ondt i æstetik. Alle har brug for det smukke, for nydelse og uskyldigt tidsfordriv. Men konsistens giver æstetikken aldrig i sig selv. Der vil altid mangle noget. Derfor vil al nydelsessyge og jagt efter skønhed oftest i den sidste ende give tomhed. Mangel på mening.

Ordet 'livskvalitet' er efterhånden blevet lidt af et modeord, men kan dog alligevel bruges til at påpege væsentlige psykologiske forhold, for livskvalitet angår faktisk først og fremmest meningen med tilværelsen.

Der er naturligvis ikke nogen objektiv mening med tilværelsen, ingen instans der kan gøre gældende at dette eller hint og intet andet er meningen med tilværelsen. Hvis det var tilfældet, ville livet netop blive meningsløst, fordi det ville berøve os det allervigtigste, selve den subjektivitet der bevirker at vi selv har ansvaret for at finde meningen med vores eget liv eller den eksistentielle sandhed der netop gælder for os.

Forståelsen af komplementariteten, af intensitetens og nærværets betydning i livet, afbalanceringen mellem det bevidste og ubevidste, og mellem immanensen og transcendensen i den enkeltes liv såvel som relativeringen af jeget og kontakten med selvet er afgørende værdier for hvert eneste menneske.

Men hvert enkelt menneske må selv afgøre, hvor balancen mellem bevidst/ubevidst og mellem immanens/transcendens skal gå og hvordan forståelsen for komplementariteten, intensiteten og nærværet samt relativeringen af jeget skal udmøntes i det praktiske liv. Men vil man holde tomhed, kedsomhed og livslede fra livet, er det en fordel, at man bliver sig bevidst om tingenes sammenhæng, og at man tør bruge de ord og begreber som nu engang findes om disse ting og som kan være nyttige hjælpemidler i processen.

Det er banalt at konstatere, at livskvalitet ikke primært afhænger af køn, uddannelse, stilling, job, indkomst, boligforhold, eller af om man ryger, drikker, spiser, elsker og motionerer lidt mere eller mindre. Den afhænger mere af, hvordan man har det med sig selv, sin partner, sine børn, sit arbejde, sine kolleger og sit helbred - og ikke mindst med kontakten til evighedsdimensionen.

Det er også banalt at konstatere, at det i almindelighed er lettere at bevare livskvaliteten og livsmodet, hvis man passer sit helbred, har rimelig orden i sin økonomi, bor ordentligt osv., men man bliver ikke lykkeligere, fordi man kan leve et liv i luksus eller nå til tops i erhvervsliv eller politik, endsige hvis man kan opnå at komme i mediernes fokus. Man kan også finde eller bevare en mening med tilværelsen selv om man lever uden offentlighed og under jævne kår, ja selv under hårde vilkår, som fx kronisk sygdom eller tab af ægtefælle og børn.

Men transcendensen som evne og drift kommer man ikke udenom. Den er biologisk indbygget i os, og den skal på en eller anden måde med i bedømmelsen af livskvaliteten. Den er ikke tilfældig eller ligegyldig, men betyder at vi ikke i det lange løb bare kan lade stå til, som om evnen ikke fandtes, for vi er ikke herre over om der dukker følelser af tomhed, kedsomhed og meningsløshed op i sindet - alt det en vis filosof har sammenfattet i begrebet 'angst' og forstod som angst for friheden og valgmuligheden.

Transcendens betyder, at livskvaliteten aldrig kan testes alene på materielle goder eller på om man er 'lykkelig' eller 'tilfreds' for ofte erklærer folk sig lykkelige og tilfredse på et meget lavt niveau - fordi de simpelthen kun kender dette niveau. Nøjsomhed kan såmænd være en god ting, men eksistentielt set duer den ikke, for dér betyder den stilstand. Livskvaliteten testes heller ikke på medgang og succes, men på evnen til at bevare håbet og meningen med tilværelsen, selvom man har tab og modgang.

Transcendensen betyder ikke at det er undergravende for den indre konsistens at hvile sig, holde sabbat eller ferie, nyde fritiden, solen, varmen og det gode vejr eller øl og vin - og således med passende mellemrum bare 'vegetere'. Immanensen skal have sit, for sundhedens skyld. Men transcendensen betyder, at det for at undgå kedsomhed og livslede i det lange løb er nødvendigt at sørge for ikke at forsømme udfordringer og engagement der kan bringe én videre. Livet er ikke blot tryghed, men også frihed, kreativitet og anvar. Livet er ikke blot sikkerhed, men også dynamik og ricisi. Livet er ikke blot rutine, men også intensitet og emergens. Livet er ikke blot funktion, men i allerhøjeste grad også proces.

Kravet om indre konsistens indebærer at den transcendente drift ikke kan overhøres, men må leves ud i den udstrækning talentet og kræfterne nu rækker til - og varer. Ellers glipper også virkelighedstroskaben. Men naturligvis sætter sygdom og død grænser for transcendens - omend ikke for det sidste menneskelige projekt: at bevare værdigheden længst muligt.

Også transcendensen og immanensen står altså i et typisk komplementært forhold til hinanden.

Det komplementaritetssynspunkt der er stærkt fremhævet på disse sider som basis for helhedsrealismen er det bedste hjælpemiddel til fastholdelse af virkelighedstroskaben. For kun det løser den menneskelige logiks karakteristiske, men forheksende tendens til opstilling af uforenelige modsætninger ved netop at postulere deres ligeberettigelse selvom de aldrig kan indgå i én og samme analyse.

Komplementaritetsynspunktet er den principielle undsigelse af den absolutistiske enten-eller-tænkning og den indebærer ikke en udvandet både-og-tænkning der tenderer mod ligevægt, men tværtimod en dynamisk tænkning der fastholder spændingerne som frugtbare.

Komplementaritet er i det foregående blevet belyst hvad angår modsætningerne mellem transcendens og immanens, idealisme og materialisme, liberalisme og socialisme, frihed og lighed, individ og samfund, folkelighed og elitarisme, mand og kvinde, jeget og selvet, barmhjertighed og retfærdighed, timelighed og evighed, magt og ånd samt gudesønnen og menneskesønnen. Langt fra alle muligheder er behandlet, men det skulle gerne være fremgået, at komplementariteten allerede på det foreliggende grundlag kan siges at dække alle områder af tilværelsen.

Selve princippet i komplementaritetssynspunktet er det ikke vanskeligt at forstå, men for de fleste er det uvant at tænke i komplementære baner, fordi hele den dualistiske enten-eller-tænkning er så indgroet som den er i kraft af den rationelle logiks og trænings dominans gennem skolegang, videreuddannelse, erhvervsarbejde og offentlig debat. Dette understreger imidlertid kun vigtigheden af at arbejde psykologisk med alle eksistensens praktiske og erkendelsesmæssige problemer.

Som tidligere nævnt er det faktisk bydende nødvendigt for at komme videre i kulturudviklingen og personudviklingen at begå endnu et 'syndefald', dvs spise endnu et af de forbudte æbler fra kundskabens eller alvidenhedens træ, det æble der står dybdepsykologi på.

At spise af dybdepsykologiens træ vil igen mytologisk set være et oprør mod guden der værner om vores uskyldighed sålænge vi tager til takke med paradiset, stilstanden eller drømmen om evig fred og harmoni, men vil være det eneste der i tilstrækkelig grad kan åbne menneskets øjne for uomgængeligheden af at tilegne sig en sikker og nøgtern metode for introspektion, konsistens, håb og spiritualitet og dermed komme bevidsthedsmæssigt på højde med det 21. århundredes situation og store udfordringer.

Glemmes må imidlertid aldrig humoren, der ligesom tragedien er i stand til at bringe mennesket ind i det område af tilværelsen, hvor det at have ret hører op. Humoren er dermed i virkeligheden troens fosterbroder. Dens frigørende kraft er ikke på nogen måde i uoverensstemmelse med den virkelighedstroskab der er troens inderste væsen, men tværtimod i dyb overensstemmelse med denne. Den er følgelig et uundværligt element i den nødvendige sekularisering.

Foregående afsnit af værdimanifestet:

Forord
Indledning  (9.7.04.)
Naturen som fundamental værdi  (15.7.04.)
Samfundet som fundamental værdi  (2.8.04.)
Individet  (8.8.04.)
Erkendelsen  (13.8.04.)
Etikken  (20.8.04.)
Politikken  (27.8.04.)
Historien  (3.9.04.)
Kunsten og musikken  (10.9.04.)
Religionen og sekulariseringen   (17.9.04.)