Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - favrholdtcodex

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.8.10.


Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'

Filosoffen David Favrholdt
Formålet med 'Filosofisk codex'
Descartes og Kant ikke urørlige
Opgøret med fænomenalismen
Opgøret med skepticismen
Entydighed, logik, begreber og interdependens
Relativismen og socialkonstruktivismen uholdbare
Forholdet mellem sprog og virkelighed
Favrholdts direkte og kritiske realisme
Perceptionsproblemet afklaret
Dagligsprogets rolle derimod uafklaret
Og kulturelt er Favrholdt helt på glatis
Helhedsrealistisk konklusion
Henvisninger



Filosoffen David Favrholdt    
Til toppen  Næste

David Favrholdt (f. 1931 - død december 2012) må betragtes som den betydeligste danske fagfilosof efter 1970. Han var både magister i filosofi og kandidat i psykologi og var i 1960'erne en flittig og meget inspirerende anmelder af filosofisk og psykologisk litteratur i Information, siden ved Berlingske Tidende og Weekendavisen. I 1964 blev han dr. phil. på en disputats om Wittgensteins 'Tractatus Logico-Philosophicus', hvis filosofi den dygtige pædagog også gennemgik grundigt på Folkeuniversitetet. Fra 1966 til 2001 var han professor i filosofi ved Odense Universitet.

Favrholdt forsøgte i 1980 at få et ledigt professorat ved Københavns Universitet, men forgæves. Der var kræfter på universitetet som ikke ønskede ham, selvom et bedømmelsesudvalg i første omgang indstillede ham enstemmigt. Dekanen afviste i 1981 at der på universitetet skulle have været en decideret 'junta' der modarbejdede Favrholdt, men han havde skam i denne ideologisk uforsonlige tid modstandere på grund af sine synspunkter såvel filosofisk som universitetspolitisk.

Sine kontroversielle tanker om filosofiundervisningen gav han allerede udtryk for i bogen 'Filosofi og samfund' fra 1968, netop det år hvor universiteterne på grund af den store tilgang af studerende (overvejende med venstrefløjssynspunkter) begyndte at ændre sig til meget brogede kandidatfabrikker med markant tendens til gennem den stigende tilgang af venstreorienterede universitetslærere også at øge ideologiseringen selvom denne strider fundamentalt mod universiteternes forpligtelse til fordomsfri forskning og undervisning. I bogen rettede han en skarp kritik mod den dengang helt dominerende skikkelse i dansk filosofi, den marxistiske og logiske empirist professor Jørgen Jørgensen. Kritikken gjaldt både Jørgensens 40 år gamle og forældede grundbog i metodelære og det helt urimelige videnskrav der dengang blev stillet til kandidaterne. Favrholdt måtte således læse 75-100.000 sider (hvoraf 80 % var på engelsk, tysk eller fransk).



I 'Filosofisk Codex' erklærer Favrholdt - efter min mening lidt uforsigtigt - at han i erkendelsesteoretiske spørgsmål hverken er 'skepticist' eller 'relativist', men 'absolutist', og det sker ud fra den opfattelse af noget trods alt ligger fast, men også ud fra en nøgtern konstatering af at denne position er "ensbetydende med en noget ensom og foragtet filosofisk tilværelse og bestemt ikke vejen til succes". Det forholder sig nemlig sådan, at ca. 95 procent af alle toneangivende filosoffer i vor tid er relativister!

Favrholdt var en af de første fagfilosoffer herhjemme der - bl.a. påvirket af Peter Zinkernagel - anerkendte Niels Bohr som en af vor tids største erkendelsesteoretikere. Favrholdt forsømte i studieårene ikke nogen lejlighed til at høre Bohr som forelæser eller drøfte problemerne med atomfysikeren selv og hans daværende assistent, den senere amerikanske fysikprofessor Aage Petersen, og han fik efterhånden et særdeles indgående kendskab til Bohrs filosofi, som det bl.a. fremgår af bogen om Bohr 'Fysik, Bevidsthed, Liv' (1994). Den fulgtes i 2005 op af 'Spaltningen - Niels Bohr og Werner Heisenberg i videnskab og politik' og i 2009 af 'Filosoffen Niels Bohr' - jf. essayet Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.).

Favrholdt lægger ikke skjul på at han i sit grundsyn er inspireret af Peter Zinkernagel, Aage Petersen og Niels Bohr, og han nævner udtrykkeligt at det var fælles for disse tre at de lagde markant afstandtagen til Jørgen Jørgensens synspunkter, specielt til teorien om de analytiske og syntetiske sætninger som man kendte den fra den logiske empirismens velmagtsdage, og som principielt indebærer en kløft mellem tænkning og erfaring. Og han undlader ikke i en parentes at bemærke hvor ejendommeligt det er at se, at "selvom den logiske empirisme er blevet fordømt i alle filosofiske kredse, er netop denne distinktion i vore dage accepteret af næsten alle der beskæftiger sig med erkendelsesteori" (p 169).

Fælles for de tre skikkelser var også den betragtning at de logiske principper bedst lod sig karakterisere som nødvendige betingelser for éntydig tænkning, beskrivelse og meddelelse, men at der også måtte findes andre sådanne begrebsligt funderede nødvendige betingelser. Og fælles for dem var endvidere den opfattelse, som han selv går ind for og har et helt kapitel om, at "fysikken i sit udgangspunkt er at forstå som en præcisering og forfinelse af begreber som udgør en del af vort almindelige, deskriptive dagligsprog".



Favrholdt går til trods for sin omhyggelige og stilfærdige argumentation ikke af vejen for indimellem at komme med ret hårde værdidomme. Han beskylder således side 182 Husserls fænomenologiske reduktion for af være absurd og urent trav. Side 214 afviser han G.E. Moore's erkendelses-metode som uacceptabel og stiller spørgsmålstegn ved om den overhovedet kan kaldes en metode. Og også Zinkernagel får et bemærkelsesværdigt hip i en fodnote på side 171.

"Jeg har ikke overset", hedder det, "at Zinkernagel siden har udviklet sin filosofi, således som det kommer til udtryk i hans bog 'Virkelighed', 1988. Uden at ville karakterisere ham som en hapaksantisk filosof [en filosof der "kun blomstrer én gang"!] vil jeg dog anføre, at jeg i den pågældende bog ikke har kunnet finde noget afgørende nyt, der kunne bidrage til de problemer som jeg behandler her". - Der er selvfølgelig noget om snakken. Zinkernagel blev - bl.a. af Jørgen Jørgensen - holdt uden for stillinger på universitetet på grund af hans erklærede påvirkning fra Bohr, og han forblev derfor som bl.a. beskrevet af Tor Nørretranders en fattig særling der ikke havde store muligheder for at gøre sig gældende eller skaffe sig et levebrød. Men der er da i hvert fald det nye i bogen om 'Virkelighed', at Zinkernagel konkretiserer og stærkt betoner at der også i etikken gives tvingende nødvendige betingelser for korrekt sprog ud over de logiske. Og dette skulle man dog tro måtte have relevans for Favrholdt for så vidt det tangerer hele problematikken omkring handlingsaspektet. Men Favrholdt interesserer sig jo i virkeligheden ikke en døjt for etikken.



Favrholdt har også skrevet om Lenin (1978) og om kinesisk filosofi (1970) og udgivet noveller og romaner. I 2000 udgav han 'Æstetik og filosofi', hvori han opstillede et sæt ret snævre parametre for vurdering af kunst. - Jf. artiklen David Favrholdts æstetik. Han har desuden været medarbejder ved 'Den Store Danske National Encyklopædi', hvor han bl.a. andet har skrevet essayet om erkendelse (bd 5). Men generelt må han betragtes som et udpræget æstetisk, for ikke at sige aristokratisk og reserveret menneske i den forstand at han aldrig afslører større interesse for etik eller religion, men holder sig pænt på sikker afstand af alt eksistentielt engagement der kunne risikere at give ham snavs på fingrene eller berøring med folkelivet. Og dette kommer efter min mening i høj grad til at indsnævre hans politiske og kulturkritiske betragtninger.

I 1999 udgav Favrholdt bogen 'Filosofisk codex - om begrundelsen af den menneskelige erkendelse', og den må betragtes som et hovedværk i dansk erkendelsesfilosofi, der på fornem vis tilbageviser ikke blot alle former for skepticisme, men også alle former for relativisme og dermed den ved slutningen af 1900-tallet dominerende filosofi. Den skal derfor her - med beklagelig forsinkelse - gøres til genstand for nærmere analyse og kritik, idet den har mange grundliggende synspunkter tilfælles med Jernesalts komplementære helhedsrealisme. Den adskiller sig dog samtidigt ved at gå uden om de eksistentielle problemer og i den forbindelse principielt fortolke dagligsproget langt snævrere end undertegnede. En kritik af hans erkendelsesfilosofi kan altså bruges til at præcicerer hvori den komplementære helhedsrealisme udmærker sig fra anden filosofi.

Men det skal iøvrigt understreges at Favrholdts detaljerede bog ikke på nogen måde kan ydes fuld retfærdighed i et essay som dette, selvom jeg finder bogen så vigtig, at mange af dens aspekter må behandles.



Formålet med 'Filosofisk codex'    
Til toppen  Næste

Ifølge bogens forord præsenterer den løsninger på nogle af de klassiske problemer inden for erkendelsesteorien: hhv. begrundelses-problemet, det såkaldte omverdens-problem og perceptionsproblemet. Og dens hovedformål angives at være gennem løsningen af disse problemer at tilbagevise alle former for relativisme og skepticisme. Dette har Favrholdt fundet påkrævet netop på udgivelsestidspunktet, dvs netop ved slutningen af et århundrede hvor relativismen har domineret filosofien mere end nogensinde tidligere.

En af grundene til relativismens dominans er at den dominerende filosofiske menneskeopfattelse eller antropologi har været, at mennesket er et tænkende og sansende, men i øvrigt passivt væsen. Man har siden 1600-tallet haft den opfattelse at al menneskelig erkendelse har sansning eller sanseindtryk som sit eneste grundlag, men derved har man overset, at vi jo også har en handlingsmæssig tilgang til vor omverden. Og det er den Favrholdt har sat sig for at få trukket frem som noget helt centralt, fordi det så at sige er vore handlinger der placerer os i en virkelighed hvor vi kan sondre mellem det mulige og det umulige og mellem subjekt og objekt.

En anden grund til relativismens dominans er sociologiens fremmarch. Selve betegnelsen blev indført af August Comte i 1838. Siden har denne videnskabelige disciplin været i hastig udvikling, ifølge Favrholdt måske fremmet af storbyernes vækst, af den voldsomme udvikling af kommunikationen og af den stigende kulturelle friktion. "I hvert fald tvinges det ensomme massemenneske i de store industrilande til at anskue en mængde af dagliglivets problemer under sociale og sociologiske synsvinkler". Men det er især i løbet af de sidste tre generationer at folk uafvidende er blevet "opdraget til at se på religionerne, kulturerne, etik og kunst gennem sociologiske briller". Hertil kommer imidlertid at turen de sidste 30 år er kommet til de eksakte videnskaber og erkendelsesteorien. Også disse betragtes bare som sociologiske fænomener, og dermed er veje banet for relativismen.



Relativismen kan i filosofihistorien betragtes som en mellemløsning mellem skepticismen og absolutismen med hensyn til at begrunde den menneskelige erkendelse. Skeptikerne mener ikke erkendelsen kan begrundes overhovedet. Absolutisterne hævder derimod at der er noget vi kan været absolut sikre på, og denne absolutisme bekender Favrholdt sig åbenlyst til, når talen er om vores elementære dagligdags erkendelse og den videnskabelige erkendelse, som har sit udspring i denne. Derimod erklærer han sig indtil videre som agnostiker vedrørende andre områder, såsom religion og etik.

Hans bog er altså et forsøg på at begrunde det absolutistiske synspunkt bedre end man hidtil har gjort i filosofien, for derigennem skulle det være muligt at tilbagevise ikke blot skepticismen, men også relativismen i dens mange varianter og forklædninger. Og dette finder Favrhold relevant ikke blot for mange filosofiske områder, men også for det videre kulturelle perspektiv.

Vi lever nemlig i en tidsalder hvor vi er på vej ind i kriser som er af en størrelsesorden der aldrig før er set i historien: Befolkningstilvæksten, folkeblanding, kultursammenstød og religiøse modsætninger - samt vold og krig (bogen er jo skrevet før den store økonomiske krise indtraf). Og for at man overhovedet kan diskutere de stridende livsopfattelser og fremme forståelse og tilpasning er det nødvendigt at etablere en rationel diskussionsramme, og en sådan kan efter Favrholdts mening kun etableres, såfremt man kan påvise at en del af den menneskelige erkendelse lader sig rationelt begrunde.

"Kun under den forudsætning er det muligt at føre en forpligtende diskussion om hvad der er forskelle i erkendelse, og hvad der blot er udtryk for holdninger, individuelle eller kollektive. Og kun under den forudsætning er det muligt at analysere forskellene i kulturbestemte holdninger vedr. religion og etik", understreger han, idet han samtidigt gør opmærksom på at man ikke skal lade sig forvirre af at mange relativister føler sig kaldede til at være kulturformidlere og fredsstiftere. For relativismen erklærer jo alle standpunkter for nogenlunde lige gode, og dette er ikke ensbetydende med tolerance.

Favrholdt går så vidt at han direkte kalder den erkendelsesteoretiske relativisme i alle sine skikkelser for "en filosofisk sygdom der trives ved skrivebordet, i universiteternes læsesale, i karriere-filosoffernes tidsskrifter og kongresser og alle de andre steder, hvor man med fejlargumenter, ros, ris og gruppepres og masser af flotte og dunkle formuleringer kan skjule virkeligheden, ja endda definere virkeligheden helt væk".



Descartes og Kant ikke urørlige    
Til toppen  Næste

Fænomenalismen hævder at alt kan reduceres til bevidsthedsfænomener, idet vore egne oplevelser er det eneste vi har umiddelbar tilgang til, hvorfor vi ikke kan vide om der findes en virkelighed der er uafhængig af vor bevidsthed om den.

Men skal man forstå denne filosofi, der i forskellig udgave er hævdet af Berkeley, Hume, Stuart Mill, Mach, Russell, Carnap og Ayer, skal man tilbage til René Descartes (1596-1650). For det var ham der indførte den skarpe sondring mellem sjæl og legeme eller mellem det åndelige og det materielle, som siden førte til splittelsen mellem idealisterne der rent ud benægtede det materielles eksistens, og materialisterne der benægtede eksistensen af mentale fænomener eller reducerede dem til fysisk-kemiske hjerneprocesser.

Det skæbnesvangre ved Descartes opfattelse var at den var ontologisk (eller metafysisk), idet han hævdede at verden bestod af to forskellige substanser der intet havde tilfælles: ånden og materien. Den åndelige verden (res cogitans) er karakteriseret ved erkendelsen og er ikke-rumlig. Den fysiske verden (res extensa) er derimod karakteriseret ved udstrækning eller rumlighed. Hertil kom sondringen mellem det umiddelbart givne og det middelbart givne. Det umiddelbart givne var ifølge Descartes vor erkendelse eller oplevelse af verden. Selve denne verden var kun middelbart tilgængelig gennem erkendelsen eller oplevelsen. Vi kan strengt taget aldrig vide om den faktisk eksisterer.

Favrholdt påpeger at dette er en fatal erkendelsesteoretisk fælde. Den cartesianske fælde lyder: Eftersom alt hvad jeg erkender kun kan blive til erkendelse ved at blive oplevet af mig, dvs ved at "komme ind i bevidstheden", kan jeg faktisk aldrig vide om der eksisterer noget "uden for" bevidstheden. Men dette er en fælde fordi den med et hug én gang for alle udelukker en række betragtningsmåder som vi har brug for, når vi diskuterer erkendelse, videnskab, kunst og meget andet og i det hele taget kommunikerer med hinanden.

Og det er ikke få filosoffer der efter Favrholdts mening er gået i fælden, Det gælder bl.a. så centrale skikkelser som Locke, Berkeley, Hume, Kant, Mill, Mach og Husserl. Locke opdagede slet ikke at han var gået i fælden; Berkeley erkendte det klart og var tilmed glad for den. Hume og Mill kunne godt se at de var fanget i fælden, men mente at de ved snedige argumenter kunne vise at det ikke gjorde så meget endda. Kant og Husserl erkendte at de var fanget i fælden, men troede at de ved henvisning til en række træk ved den menneskelige tankevirksomhed kunne slippe ud af den, at de så at sige kunne transcendere 'bevidsthedens sfære'. Ingen af dem havde ifølge Favrholdt held med deres forehavende - og det samme gælder senere common-sense filosoffer og sandsynlighedsfilosoffer.



I en vis forstand kan man sige at den engelske erfaringsfilosofi (empirismen) fik filosofien ned på jorden ved at hævde at man ganske vist ikke kunne trænge bag om den virkelighed vi oplever, men dog har noget at holde os til, nemlig det positivt givne (deraf navnet 'positivismen'), altså det der foreligger for sanserne og bevidstheden (fænomenerne). Men Favrholdt accepterer hverken Berkeley eller Hume som realister. Berkeley bruger i sidste ende et religiøst postulat om Gud som bevis for at verden eksisterer uafhængigt af den menneskelige erkendelse, og dette er ikke et holdbart filosofisk argument, men han begår ved siden af et par andre fejlslutninger som reelt gør ham til idealist, ja dybest set solipsist (der hævder at man kun har sikker viden om sin egen bevidsthed). Hume på sin side fjernede begreberne 'Gud' og 'mind' (sind, sjæl, intellekt) fra Berkeley og indførte i stedet begreberne 'impressions' (sanseindtryk) og 'ideas' (forestillingsbilleder). Erkendelsesmaterialet er udelukkende 'impressions' og 'ideas' eller serier af dem. Og for at komme fri af den cartesianske fælde postulerede han at mennesket har et naturligt instinkt der får det til at tro på den ydre verdens eksistens og på de kausale forbindelser i denne. Men dette er - understreger Favrholdt - at tale med to tunger.

Lidt anderledes så preusseren Immanuel Kant (1724-1804) på sagen i 'Kritik der reinen Vernuft' 1781. Han påpeger her meget skarpt - dog uden at komme helt fri af fænomenalismen - at vi ikke kan have begrebet 'egenskab' uden at have begrebet 'ting' og ikke kan anskue årsagsforholdet uden at have begrebet 'nødvendige forbindelser' og herigennem begrebet om 'materie' og 'loven om materiens konstans'. Han betoner også at erkendelse kun kan komme i stand såfremt der kan skabes syntetiske udsagn (der gælder erfaringen), og han udreder betingelser for sådanne. Ligesom han grundigt redegør for forstandskategorierne og domsformerne (formerne for sproglige udsagn der enten er sande eller falske). Favrholdt gør opmærksom på at Kants kontinutitetsprincip kom til at lide skibbrud med opdagelsen af Plancks virkningskvant i atomfysikken (kvantemekanikerne vendte sig i det hele taget mod Kants filosofi).

Når heller ikke Kant formåede at komme ud af den cartesianske fælde, så skyldes det ifølge Favrholdt at hele hans begrebsapparat, anskuelsesformerne, kategorierne og deres skematisering kun angår fænomenverdenen (Die Erscheinungswelt) som - uanset hvordan man vender og drejer sagen - er betinget af (opretholdt af) det erkendende subjekt og ikke kan angå en eventuelt bevidsthedsuafhængig eksisterende omverden.

Kant skelner mellem tingene i sig selv ('Dinge an sich' eller den noumenale verden) og tingene som de fremtræder for os ('Dinge für uns' eller den fænomenale verden), og det er kun den sidste som er underkastet vor kategorisering. Ding-an-sich verdenen eksisterer hverken i tiden eller i rummet. Med forstanden kan vi tænke på den, men vi kan ikke begrebsliggøre den, og det regner Favrholdt for en selvmodsigelse. Ja, han går endnu videre og skriver (side 46): "Kant har i sin filosofi indført et fantom, nemlig 'Ding an sich', et begreb som der ikke kan angives nogen regler for anvendelsen af, som man ikke kan forestille sig, som ikke kan begrebsliggøres, hvis eksistens ikke kan verificeres eller falsificeres, et totalt tomt begreb der filosofisk set kan sættes lige med begrebet Gud i Berkeleys eller Spinozas filosofi".

Kants idealisme med hensyn til problemet om omverdenens eksistens adskiller sig derfor ikke synderligt meget fra Berkeleys, lyder dommen.



Opgøret med fænomenalismen    
Til toppen  Næste

Fænomenalismen hævder som sagt at alt kan reduceres til bevidsthedsfænomener, idet vore egne oplevelser er det eneste vi har umiddelbar tilgang til.

I fænomenalismen er begrebet 'oplevelse' centralt, men det har haft mange forskellige betegnelser siden Descartes kaldt dem 'ideer'. Man har kaldt dette "umiddelbart givne" for ideas, impressions, Erscheinungen, sensation, sense-content, Emfindungen, sense-data - eller phenomena, appearances og qualia (nærmest egenskaber eller kvaliteter) samt i dansk filosofi sanseindtryk, bevidsthedsfænomener eller situations-totaliteter.

Mange fænomenalister omtaler den menneskelige tankevirksomhed, herunder indsigt, viljesytringer m.m. som serier af oplevelser; andre tager visse forbehold. Begrebet 'oplevelse' dækker altså det essentielle i de nævnte begreber. For hele feltet af foreliggende fænomener udgøres ifølge fænomenalisterne af oplevelser.

Og for disse oplevelser gælder i den traditionelle filosofi, at de er:
a) private (de kan kun erkendes af subjektet);
b) umiddelbart givne (deres foreliggen kan ikke med nogen gyldig grund betvivles);
c) subjekt-betingede (de ophører med at eksistere hvis subjektet forsvinder);
d) og må karakteriseres som urumlige eller uden udstrækning sammenlignet med fysiske genstande.



Hos John Stuart Mill fik fænomenalismen ifølge Favrholdt nogenlunde dette indhold:

1) Vi kan aldrig kende andet end oplevelser
2) Det vi til daglig kalder for 'ting' eller en fysisk genstand, er, når den opleves af en person, ikke andet end et bundt mønstre eller sæt af oplevelser
3) Det vi til daglig kalder for en 'ting' eller en fysisk genstand, er, når den ikke opleves af en person, en (mere eller mindre permanent) mulighed for et bestemt mønster eller sæt af oplevelser.
4) Det vi til daglig kalder for handlinger er ikke andet end successioner af oplevelser, mens handlinger der ikke opleves udgør muligheden for oplevelser.
5) Hvad der ikke kan opleves, eksisterer ikke.
6) Der eksisterer erkendende subjekter (jeg'er)



Fænomenalismen findes i forskellige udgaver, bl.a. kom i 1928 'Der logische Aufbau der Welt' af Rudolf Carnap. En lidt anden udgave fandtes hos Ernst Mach, men Favrholdt giver begge følgende svada, idet han koketterer med selveste Søren Kierkegaard som om denne skulle være det fornuftige alternativ til den ensidige logiske empirisme: "Her spores sandt at sige ikke noget eksistentielt skrig, ikke noget ekko af Kierkegaard - snarere hvad man kunne karakterisere som en i bund og grund lidenskabsløs, banaliseret menneskeopfattelse. Lige så fladt og absurd er det i Carnaps fremstilling".

Nu skete der ifølge Favrholdt det at man i 'Wienerkredsen' (1923-38) fandt at der var et idealistisk anstrøg over Carnaps konstitutionsteori, og at der var vanskeligheder ved at undgå en reel solipsisme, og da kredsen udvidedes til den logisk empiristiske bevægelse vendte man op og ned på tingene og vedtog, at det observable tingssprog måtte være den reduktionsbasis, som alle videnskaber byggede på - og at egenpsykiske udsagn, også om private oplevelser måtte kunne reduceres hertil.



Grundlæggeren af fænomenologien som videnskabelig disciplin Edmund Husserl (1859-1938) hævdede at de såkaldt 'sekundære kvaliteter' (farver, lyde, lugte etc) eksisterer i den ydre verden på lige fod med fysiske genstande med disses størrelse, vægt, former etc. Ligesom alle objekter i den fysiske verden kan disse sekundære objekter erfares fra forskellige perspektiver. Husserl beskæftigede sig naturligvis også med illusionsfænomerne, og han kunne skam - som Favrholdt skriver - på indviklet måde fortælle os, hvad vi i forvejen egentlig godt vidste om hallucinationer og illusioner, men hvad drømme angår kunne han ikke give os nogen forklaring overhovedet.

Favrholdts hovedindvending mod Husserl er at han begår 'The Fallacy of Speaking with two Voices'. Han forudsætter at der er en omverden og begynder så med en analyse af hvordan en første-persons tilgang til den er. Men i redegørelsen for første-personens perspektiv blive tredje-person-tilgangen eller -perspektivet til noget der konstitueres af første persons-perspektivet. Alligevel er han nødt til at operere med en tredje-persons tilgang som rent logisk eller erkendelsesteoretisk ikke er tilladt, hvis han overhovedet skal gøre strikte rede for første-persons tilgangen til et eller andet som ligger uden for subjektet.

Hvad angår det ontologiske spørgsmål om virkelighedens beskaffenhed gælder, at Husserl kalder virkeligheden "Die Welt der natürlichen Einstellung" og karakteriserer den som præfilosofisk, som en verden der er én bevidst som "endeløst" udbredt i tid og rum. I denne verden opfatter jeget tingene omkring sig som værende hvor de er; de er "vorhanden", hvad enten jeget er opmærksom på dem eller ej. Og det gælder ikke alene tingene, men også andre mennesker og dyr. De er der selv om de ikke er i noget jegs oplevelsesfelt. Menneskets hele forhold til denne verden kalder Husserl "Die Generalthesis der natürlichen Einstellung".

Men Favrholdt gør indvendinger, for i stedet for at blive ved virkeligheden og undersøge hvordan det kan gå til at vi kan tale så éntydigt om den, så træder Husserl et skridt tilbage og foretager sin fænomenologiske reduktion: Vi har fuld frihed til på cartesisk vis at tvivle på eksistensen af hele denne verden eller virkelighed, hævder han. Derfor er antagelsen af dens eksistens en fordom. Hvis vi vil lave en fordomsfri filosofi må vi holde os til hvad der rent fænomenologisk foreligger, vi må gå til sagen selv (Wir wollen auf die "Sachen selbst" zurückgehen). Vi må udøve epoché, som han kalder det. Det er hans eget, græsk-inspirerede udtryk for 'standsning' eller suspension af alle ontologiske antagelser. Og først derfra kan vi begynde med fænomenologiske analyser.

Men her (side 182) bliver Favrholdt dybt ironisk: "Hvis en filosofisk opfattelse er rigtigere og jo mere interessant, jo mere indviklet opfattelsen er, ville jeg ikke betænke mig på at vandre i Husserls tankespor. Men af flere grunde er netop dette første skridt ind i den fænomenologiske reduktion absurd. Ved at suspendere alle ontologiske antagelser, herunder antagelsen af en bevidsthedsuafhængig eksisterende omverden, suspenderer Husserl også andre menneskers eksistens. Uafvidende accepterer han solipsismens ontologi, og det hjælper ham ikke at han dernæst konsekvent begår pluralis-fejlen, og skriver "vi" alle mulige steder, hvor der ifølge hans egen suspension bør stå "jeg".



Favrholdts generelle kritik af fænomenalismen kan sammenfattes i følgende:

For det første anser Favrholdt det for aldeles uacceptabelt at nogle fænomenalister - først og fremmest Hume, Mach og Carnap - har kunnet mene, at man kunne undvære begrebet 'subjekt' eller 'jeg', og blot betragte dem som konstruktioner på et senere trin i deres systemer. For det er ikke muligt at tale entydigt om oplevelser uden at forudsætte at et eller andet, som ikke er oplevelse, har disse oplevelser, altså et subjekt. (71)

For det andet betragter Favrholdt det som en fejlslutning ud fra det forhold, at vi kun kan fastslå eksistensen af det vi i dagliglivet kalder fysiske genstande via vore oplevelser, at hævde at fysiske genstande ikke er andet end oplevelser (eller muligheder for oplevelser). Det er en fejlslutning, fordi der sluttes fra udsagn om hvordan vi erkender noget til hvad det er.

For det tredje begår fænomenalisterne vedr. eksistensspørgsmålet en 'apori': de skaber et uløseligt problem som konsekvens af et synspunkt de selv hævder. De hævder nemlig at alt det der eksisterer principielt kan opleves, og alt hvad der ikke kan opleves, principielt ikke kan eksistere. Men dette er en ubevislig påstand, der fx i Machs tilfælde førte til påstanden om at atomer ikke eksisterer, eftersom man jo ikke kan se dem.

For det fjerde begår fænomenalister - med undtagelsen af Kant - pluralis-fejlen ved at skrive "vi" i stedet for "jeg" . Men fænomenalismen kan ikke formuleres i første person flertal uden at gendrive sig selv, i og med at flertalsformen forudsætter eksistensen af andre mennesker. Fænomenalismen bør altid formuleres i første person ental: "Alt hvad der foreligger for mig er mine egne oplevelser; jeg kan ikke vide om der findes andet". Og formuleret på denne måde havner fænomenalisten i oplevelses-solipsismen: Jeg kender ikke andet end mine egne oplevelser (herunder tanker, forestillinger, m.m.). Om der findes andet, ved jeg ikke. Men kender man ikke andet end sine egne oplevelser er man fanget i den cartesianske fælde. Man udelukker én gang for alle en række betragtningsmåder som er nødvendige for at kunne diskutere erkendelse, videnskab, kunst og meget andet - og i det hele taget kommunikerer med andre.



Opgøret med skepticismen    
Til toppen  Næste

Opgøret med den opfattelse at vi mennesker ikke kan opnå nogensomhelst sikker viden om nogetsomhelst, eftersom alt kunne være en drøm, en hallucination eller en illusion (det sidste er jo ligefrem buddhismens principielle synspunkt), koncentrerer Favrholdt om to spørgsmål.

Er livet en drøm? er et spørgsmål filosofferne siden Descartes har brugt megen tid på at diskutere. Ideen bygger på den erfaring som de fleste mennesker har haft at man i nattedrømme kan drømme så livagtigt at man tror at det man oplever er virkeligt. Når man så vågner erkender man at der blot var tale om en drøm. Men spørgsmålet er nu om alt hvad man erkender i vågen tilstand også er en illusion.

Det vi kalder virkeligheden kunne jo blot være en periode der vil blive erkendt som illusorisk når vi vågner op fra den. Dvs det vi kalder virkeligheden kunne være en drøm og det som vi kalder drøm kunne være en drømt drøm. - Jf. artiklen om Christopher Nolans film 'Inception' der netop leger med disse muligheder.

Men som Favrholdt påpeger så begås der allerede med selve denne formulering den fejl som hedder pluralis-fejlen. Man fremsætter drømmetesen i flertal, og dét går galt. Hvis jeg hævder at virkeligheden er en drøm eller en illusion, så hævder jeg i virkeligheden blot at den er min drøm, min illusion. Så kommer drømmetesen til at lyde at "det jeg kalder virkeligheden er en drøm". Og da bliver tesen selvgendrivende og argumentdræbende. For man udelukker på forhånd andres modargumenter, men indrømmer med brugen af ordet 'jeg' samtidigt at der må eksistere andre mennesker.



Det samme gælder Bertrand Russels opfattelse at vi aldrig vil kunne modbevise en påstand om at verden blev skabt for fem minutter siden. Han mente at den var uigendrivelig, fordi man med 'verden' her må mene alt, inklusive de hukommelsesspor som vi har i hjernen, og alle de mere eller mindre bevidste, men reproducerbare erindringsbilleder om fortidige begivenheder.

Favrholdt kalder påstanden anarkistisk i den forstand at den giver plads for uendeligt mange alternativer med nøjagtigt samme grad af rimelighed eller urimelighed som påstanden selv. Intet vil kunne verificeres eller holdes for sandt i almindelig forstand. "Jeg kan ikke engang vide om tingene i mine omgivelser eksisterer. Påstanden er rent vilkårlig. Da vi ikke kan angive nogen tilstrækkelig grund til at den er sand, kan den ikke foretrækkes frem for de milliarder af alternativer til den der kan hævdes".

Og han påpeger at fem-minutters-hypotesen illustrerer en hyppigt forekommende fejl i den filosofiske debat The Fallacy of Isolated Doubt: man argumenterer ud fra en lokal tvivl uden at indse at den må medføre en generel tvivl. - Hertil vil jeg føje Zinkernagels kloge betragnintg i 'Virkelighed', at vi slet ikke kan udtale os om virkeligheden i bestemt form (verden som helhed), men alene om konkrete dele af den.



Entydighed, logik, begreber og interdependens    
Til toppen  Næste

Det vil være fremgået, at sproget og sproglige formuleringer spiller en afgørende rolle for opstillingen og løsningen af filosofiske problemer. Derfor må en vis terminologisk præcisering altid være på sin plads.

Favrholdt påpeger at der findes filosoffer som hævder at vi aldrig kan være sikre på at vi har at gøre med en absolut éntydig sætning og derfor aldrig kan være sikre på at vi har forstået nogen sætning tilbunds. Og dette anser han for en alvorlig filosofisk vildfarelse. For det første betoner han at vi altid må betragte et udsagn eller en sætning i en kontekst. Det er simpelthen ikke muligt at give en semantisk analyse af et udsagn der er løsrevet fra sin kontekst eller som er kontekst-ubestemt. Og for det andet gælder, at der ved afgrænsningen af en kontekst ofte indgår andet end beskrivende sætninger, fx vedtagelser som er éntydige. Og derved er vi ofte i den situation at vi har en fuldt éntydig kommunikation. Men hvad så med 'sprogspillene'.

Det var som bekendt Ludwig Wittgenstein (1889-1951) der i et posthumt udgivet værk (1953) lancerede teorien om forskellige sprogspil hvortil der var knyttet forskellige livsformer. Men ifølge Favrholdt overså Wittgenstein at ét sprogspil har forrang frem for de øvrige, og det er den deskriptive, éntydige sprogbrug. Thi selve teorien om sprogspil kan kun formuleres i det deskriptive sprog. Den må nødvendigvis formuleres for at kunne fremsættes. Og formuleringen må for at være forståelig nødvendigvis være af en bestemt karakter, nemlig med udsigende, påstående, dømmende og beskrivende sætninger.

Favrholdt må derfor kraftigt understrege, at den éntydige, deskriptive sprogbrug er helt fundamental for al kommunikation mellem mennesker. "Al anden sprogbrug, også den flertydigt deskriptive forudsætter den éntydigt deskriptive sprogbrug. I en vis forstand forstår vi og behersker vi såvel fiktiv sprogbrug som ironisk, humoristisk og optativ [ønske-] sprogbrug, og vi forstår værdiudsagn inden for politik, æstetik og etik. Men dette ville ikke være tilfældet, hvis vi ikke forud - i logisk forstand - forstod og beherskede den éntydige, deskriptive sprogbrug". - Det sidste mener jeg nu ikke er uimodsigeligt, for også et barn, ja selv en hund, forstår sagtens værdiudsagn, men det vender vi tilbage til. Her er det afgørende at få nogle begreber på plads i forhold til beskrivelser.



Favrholdt påpeger, at de tanker vi tænker ikke er de samme som de forestillingsbilleder vi eventuelt måtte have, når vi tænker tankerne. "Jeg har ofte irrelevante forestillingsbilleder i forbindelse med en tanke eller en tankegang, og ofte tænker jeg noget uden at der overhovedet foreligger forestillingsbilleder. Yderligere må det bemærkes at mens det forholder sig sådan at jeg kan beskrive mine forestillingsbilleder, kan jeg ikke beskrive mine tanker, men blot udtrykke dem".

Dernæst påpeger Favrholdt, at i det øjeblik vi tænker en tanke er hele vort 'jeg' så at sige "fyldt ud" af denne tanke, og det er derfor ikke muligt for den tænkende at "komme bag om tanken" og derved fx iagttage dens eventuelle struktur. Retrospektivt er det heller ikke muligt at "se den udefra", hævder Favrholdt, idet han gør gældende at når man genkalder sig tanken, kommer den blot igen i sin uanalyserbare helhed. - Og dette kan man da vist også godt sætte spørgsmålstegn ved, da man jo ellers ikke ville være i stand til at analysere en formuleret tanke. Men det man retrospektivt genkalder er selvfølgelig ikke subjektets aktuelle analyserende tanke, men en tidligere. Man kan så at sige i det uendelige skubbe sine tanker fra aktuel nutid til analyserbar fortid - således som den evigt analyserende licentiat gjorde i Poul Martin Møllers herlige gengivelse i 'En dansk students eventyr'. (Men licentiaten tog fejl i at det var hans eget subjekt der forsvandt i en endeløs regres).

For det tredje gælder ifølge Favrholdt, at "hvad der kan tænkes, kan også siges - og hvad der kan siges, kan også tænkes". Dermed mener han, at hvis man kan tænke et filosofisk synspunkt, en filosofisk anskuelse eller tese eller argumentation, så er man principielt i stand til at udtrykke det eller den i sproget og kommunikere hele indholdet til andre. - Her kunne man dog - med bl.a. Piet Hein i tankerne - indvende at dybere, ikke før tænkte tanker ofte har deres udspring i ret tågede forestillinger og først vinder klarhed i og med formuleringen (man kan derfor som Piet Hein paradoksalt udtrykte det egentlig først stille det rigtige spørgsmål, når man har fundet frem til svaret). Men dette tager Favrholdt vist delvist, omend indirekte højde for ved at gøre udtrykkeligt opmærksom på at vores begrebsnet dannes på kompliceret vis, nemlig gennem tænkning, indlæring, modning og handlemæssig og sansemæssig erfaring, og at det dikteres både af objektive forhold og af konvention. Favrholdt anser det for rigtigt, at kriteriet på at en person har forstået et begreb er at han formår at anvende det korrekt, men han er på det rene med at det ikke altid kan afgøres hvad der er korrekt og ukorrekt. I visse tilfælde afhænger det af at begrebet anvendes i overensstemmelse med en social konvention. I andre at det anvendes på en sådan måde at man kan kommunikere éntydigt eller give en éntydig beskrivelse af et sagforhold.



Det altafgørende for Favrholdt er at fastslå at der gives en éntydig deskriptiv sprogbrug der er vigtigere end alle andre sprogbrug, og denne sprogbrug kalder kan fundamentalsproget.

For dette gælder at det er fælles for alle tungemål, og at de anvendte begreber ikke anvendes vilkårligt, men på en bestemt måde som ikke er fastlagt vilkårlig gennem konvention eller vedtagelse.

Disse grundbegreber kan have forskellige konnotationer (bibetydninger) i de forskellige tungemål, men de anvendes i det daglige stort set ens inden for de forskellige tungemål. Det ikke er muligt at indkredse dem alle, og der kan jo også hele tiden komme nye til, understreger Favrholdt. Men som eksempler nævner han: menneske, dyr, plante, egn, sol, måne, bjerg, dal, hoved, hånd, fingre, i går, i dag, spiseligt, uspiseligt, far, mor, datter, søn....... Men senere også centrale begreber som subjekt, objekt, tid, sted, oplevelse, handling og tænkning.

Jeg vil allerede på dette sted i mit essay om Favrholdts filosofi bemærke, at jeg er helt enig med filosoffen i at der findes nogle grundbegreber som er absolut nødvendige i den nøgterne, deskriptive sprogbrug, men at jeg bestemt ikke bryder mig om at Favrholdt kalder denne sprogbrug for fundamentalsproget. For jeg mener for det første slet ikke der er tale om et sprog (eller sprogspil), men om nogle fundamentale begreber i det beskrivende sprog og ikke andet (der mangler jo ganske enkelt verber, pronominer, præpositioner og konnektiver). For det andet er og bliver fundamentalsproget for Jernesalts filosofi dagligsproget, fordi dette i al sin indbyggede vaghed er det eneste der dækker hele virkeligheden og tilværelsen. Men det vender vi tilbage til.



Går vi i stedet videre til logikken, kan det konstateres, at Favrholdt meget bestemt fastslår at de såkaldt formelt logiske principper ikke kan forstås uafhængigt af det han kalder fundamentalsproget. De logiske principper er ikke blot (som Zinkernagel hævdede) formelle regler for brugen af de logiske konstanter (ikke, og, både-og, enten-eller, hvis-så, nogle, alle m.fl.), for de er knyttet uløseligt sammen med realbegreberne 'tid', 'rum' og 'ting'. Men naturligvis må visse principper for logikken overholdes i éntydig kommunikation. Dette gælder modsigelses- eller konsistensprincippet, udelukkelsesprincippet eller 'det udelukkede tredjes princip' og identitetsprincippet. Og i Favrholdts formulering lyder principperne således, idet han konsekvent understreger tidsaspektet:

Modsigelsesprincippet: - En ting kan ikke både eksistere og ikke eksistere til ét og samme tidspunkt.
- En ting kan ikke både have en egenskab og mangle denne egenskab til ét og samme tidspunkt.
- En èntydig sætning kan ikke både være sand og falsk til ét og samme tidspunkt-

Udelukkelsesprincippet: - En ting må enten eksistere eller ikke eksistere til et givet tidspunkt.
- En ting må enten have en egenskab eller mangle denne egenskab til et givet tidspunkt.
- En éntydig sætning må være enten sand eller falsk til et givet tidspunkt.
- I intet af tilfældene gives der nogen tredje mulighed.

Identitetsprincippet: For at en argumentation skal kunne være gyldig, er det en nødvendig betingelse, at ethvert begreb bruges i den samme betydning igennem hele argumentationen. (Den gængse formulering af identitetsprincippet (A = A) er derfor efter Favrholdts mening utilstrækkelig).

Ud over disse principper findes en række slutningsregler som også er ufravigelige i den klassiske logik, hvis man vil meddele sig éntydigt til sine menmennesker (eller til sig selv). Dem behøver vi ikke gå nærmere ind på her, da de er almindeligt kendte, men at det kan være morsomt at lege med dem vidste både Holberg og Storm P. alt om. I 'Erasmus Montanus' lader Holberg som bekendt sin indbildske universitetsstuderende brillere med syllogismer, der får hans gamle mor til at græde, fx: "En sten kan ikke flyve; Morlille kan ikke flyve; ergo er Morlille en sten". Og Storm P har denne 'flue': "At Adam Oehlenschlæger var tyk og fed, beviser ikke at H.C. Andersen var neger". Hvis nogen skulle være i tvivl om fejlene, så er de, at man ikke kan drage nogen slutning ud fra to benægtende præmisser eller drage slutning fra én kendsgerning til en anden.



Favrholdt understreger, at al symbolsk eller formaliseret logik er en abstraktion, som er kendetegnet af at man ser bort fra begrebet 'tid' - og altså udelader udtrykket 'ét og samme tidspunkt' i ovennævnte formuleringer. Dette lader sig gøre fordi man underforstår at alle aksiomer og teoremer i argumentationen hævdes eller udsiges samtidigt, og at dette opfattes som ikke-tidsligt eller 'uden for tid'. Derfor finder Favrholdt det vildledende at der i den formaliserede logik tales om at noget "følger af noget andet" eller at "noget er en konsekvens af nogle præmisser", for dette er i uoverensstemmelsen med den dagligsproglige betydning af disse ord. Og tidsbegrebet gør - tillige med stedsbegrebet - en aldeles afgørende forskel. Det involverer handlingsaspektet.

Favrholdt anser det derfor også for en forhastet konklusion, når visse logikere hævder at den formaliserede logik udgør 'The Laws of Thought'. For selve overgangen (transformationen) fra formaliseret logik til anvendt logik indebærer at alle domme og begreber nu "forlenes med mening" (herunder intentionalitet). Der er tale om en overgang fra "en struktur uden mening" til "en struktur med mening", og derved kommer de informelt logiske træk - herunder den afgørende interdependens - uundgåeligt ind i billedet.



Tager vi en simpel sætning som "Jo hurtigere man bevæger sig, des mere tid tager det", er det umiddelbart indlysende for de fleste at den er noget vrøvl og strider mod al erfaring. Men hvorfor? Jo, vi har her at gøre med nogle sagforhold som kun kan beskrives ved hjælp af begreber som 'bevægelse', 'sted' og 'vejstrækning', 'tid' og 'hastighed', og hvis vi vil beskrive disse sagforhold på korrekt og entydig måde, så skal vi anvende de nævnte begreber på en bestemt måde i forhold til hinanden. Denne bestemte måde kommer ikke til udtryk som en isoleret definition af de enkelte begreber, men som en indbyrdes afhængighed, en interdependens, mellem begreberne. Og denne bestemte måde udgør igen en absolut betingelse for at beskrive elementære forhold vedrørende bevægelse fra et sted til et andet.

Hvis der ikke fandtes andre betingelser for beskrivelse end den almindelige logiks principper, ville vi være i den situation, understeger Favrholdt, at ovennævnte sætning ville være forståelig. Men den er uforståelig, for den er noget vrøvl; ingen kan forstå hvad den egentlig siger, og det er dét der er Favrholdts pointe. Sætninger af denne art er ikke i og for sig selvmodsigende, men derimod uforståelige fordi de bryder de anvendte begrebers interdependens. - For at undgå misforståelser er det dog nok klogt at understrege at Favrholdt her udelukkende taler om det deskriptive sprog - og ikke om poetisk eller humoristisk sprogbrug, for i disse har tilsyneladende selvmodsigelser og regulære paradokser som bekendt en betydelig rolle. Ligesom de har i propaganda!



Nu hævdede Kant at visse syntetiske domme (udsagn om virkeligheden) er sande a priori (forud for erfaringen), og dette gjorde denne stringente og i århundreder urørlige tænker ud fra den forudsætning at deres sandhed garanteres af selve anskuelsesformerne og kategorierne. Favrholdt anerkender at Kant her har fat i noget centralt, nemlig at vore fundamentale begreber ikke kan anvendes på en vilkårlig måde, men skal anvendes korrekt. Den stiltiende forudsætning for Kants betragtning er imidlertid at alt hvad vi kan tale om må være konceptualiseret, dvs på forhånd affattet i begrebsform, og at vi altså ved sprogets og tankens virke slet ikke kan henvise til noget ikke-konceptualiseret.

Men heroverfor gør Favrholdt gældende, at "Hvis der findes en af os og vor erkendelse uafhængigt eksisterende virkelighed, så er det en fuldstændig ubegrundet opfattelse at denne i sig selv skulle være ustruktureret".

Modsat Kant forstår Favrholdt altså ved virkeligheden eller 'verden' "den af os, af vores erkendelse, af vores tænkning og konceptualisering uafhængige verden". Og denne verden kan vi naturligvis ikke tale om uafhængigt af vores konceptualisering, for når vi taler, bruger vi begreber. Men selve konceptualiseringen af den er ikke alene betinget af vore anskuelsesformer og kategorier, men er udviklingsmæssigt set også betinget af selve indretning af den verden der eksisterer uafhængigt af menneskets bevidsthed.



Med andre ord: Verden kommer før anskuelsesformerne og kategorierne. Verden i sig selv er ikke noget ustruktureret, noget amorft. Verden har en struktur, som vi er indrettet til at kunne erkende. Og verdens struktur har bestemt hvilket sanseapparatur det har været nødvendigt for den enkelte dyreart at udvikle for at kunne overleve. Det hører eksempelvis til verdens struktur, at noget er flydende, noget andet fast og noget tredje luftformigt. Eller at noget er koldt, noget andet varmt osv. Og at hver dyrearts sanseapparatur på en eller anden måde er blevet udviklet så den passer til dyreartens biotop [eller bedre: verden er sådan indrettet at kun de dyr overlever hvis sanseapparatur svarer til miljøets krav og muligheder).

Favrholdt understreger udtrykkeligt, at denne konstatering ikke er udtryk for nogen biologisk reduktionisme. Den indebærer ikke nogen påstand om at bevidsthed eller det forhold at vi kan erkende og opnå indsigt kan forklares på biologisk grundlag. - Og dette er jeg fuldstændigt enig i. Den menneskelige bevidstheds opkomst i evolutionen kan ikke forklares. Bevidstheden er - som mange gange understreget på Jernesalts sider - et emergent fænomen i biologien. Men det må til gengæld betragtes som givet, at bevidsthedens store nytteværdi for menneskekulturen ligger i at dens struktur på en eller anden uigennemskuelig måde passer glimrende til bevidsthedens struktureringsmuligheder.



En hovedtanke i Favrholdts filosofi er at en række af vore i filosofisk henseende grundlæggende begreber - begreber som subjekt, objekt, tid, sted, oplevelse, handling og tænkning - er interdependente, og at denne interdependens ikke er fastlagt konventionelt, men netop er dikteret os af det værendes beskaffenhed og vores erkendelsessituation i forhold til det faktisk værende.

At to eller flere begreber er interdependente betyder, at de ikke kan forstås uafhængigt af hinanden, og at brugen af et af begreberne kun kan sættes i værk ved at det andet eller de øvrige begrebers forståelighed, mening og brug foreligger eksplicit eller implicit i den tænkning og/eller den kommunikation hvori begreber anvendes.

Favrholdt hævder ikke, understreger han, at to eller flere begreber der er interdependente skulle definere hinanden. At fx 'bjerg' ikke kan anvendes uafhængigt af 'dal' betyder ikke at dal indgår i definitionen af et bjerg, men at vi ikke kan kende den korrekte anvendelse af bjerg uden at kende den korrekte anvendelse af dal. På den anden side gælder det dog at interdependente begreber inden for en videnskab kan afgrænses så skarpt at man bruger nogle af dem til at definere andre med, fx når man definerer hastighed som vejlængde divideret med tid.



Denne interdependens har efter Favrholds opfattelse så afgørende betydning for al entydig beskrivelse af sagforhold, at han må gøre visse indsigelser mod Peter Zinkernagels sprogregler.

Zinkernagel angiver tre nødvendige betingelser for beskrivelse (ud over de logiske principper):
1) Vi må ikke anvende elementære tingsbetegnelse og betegnelse for vore handlingsmuligheder uafhængigt af hinanden; 2) vi må ikke anvende psykologiske udtryk uafhængigt af de personlige stedord; og 3) vi må ikke anvende de personlige stedord uafhængigt af kropsbetegnelser og dermed af elementære tingsbetegnelser.

Men Favrholdt påpeger nogle uklarheder. Fx at Zinkernagel overser at de logiske principper implicerer begreber som 'tid ' og sted'. Den måde de logiske konstanter skal anvendes på, for at vi kan tænke og tale éntydigt, hænger jo sammen med den måde en hel række begreber i 'fundamentalsproget' skal anvendes på. Desuden nævner Zinkernagel også som en regel at "names of things and places must be used independently of each other". Men hvorfor standse her, spørger Favrholdt. Man kunne jo også nævne, at der mellem to ting altid er en afstand. Eller at ting kan reidentificeres, mens oplevelser ikke kan. Og hvad med grundprincipperne i den Newtonske mekanik, virkningskvantet eller princippet om lyshastighedens konstans?

Favrholdt finder oven i købet en permanent uklarhed hos Zinkernagel mht begreber som 'ord', 'begreb', 'oplevelse', 'ordinary language' og 'reality'. Og Favrholdt røber, at det i diskussioner med Zinkernagel lang tid efter udgivelsen af dennes 'Conditions' (disputatsen i engelsk udgave) gik op for ham at Zinkernagel var naiv realist, dvs tilhænger af den opfattelse at ikke blot primære egenskaber (som tings form, størrelse, vægt), men også sekundære egenskaber (som farve, lys, lyd) havde objektiv eksistens. Denne opfattelse afviser Favrholdt blankt, idet han undsiger selve den ontologiske distinktion mellem primære og sekundære egenskaber.



Relativismen og socialkonstruktivismen uholdbare    
Til toppen  Næste

Som allerede nævnt er det Favrholdts synspunkt at den erkendelsesteoretiske relativisme i alle sine skikkelser er en filosofisk sygdom der med fejlargumenter - plus ros, ris og gruppepres inden for de snævre filosofmiljøer - og masser af flotte og dunkle formuleringer tilstræber at skjule virkeligheden.

To af de fremtrædende forskere der plæderer for relativismen er Georg Lakoff og Mark Johnson, der i en bog har påvist at næsten ethvert dagligdags udsagn i dagligdags kommunikation på nutidigt engelsk er præget af metaforer, dvs af billedlige udtryk der jo i sagens natur ikke kan være præcise eller éntydige. De skriver bl.a. "Vi hævder at det meste af vort normale begrebssystem er struktureret metaforisk, dvs at de fleste begreber er delvist forstået ud fra andre begreber. Dette rejser et vigtigt spørgsmål angående begrundelsen af vort begrebssystem. Findes der overhovedet nogen begreber der forstås direkte, uden metaforer? Hvis ikke, hvordan kan vi så overhovedet forstå noget?"

De bruger bl.a. ordene 'op' og 'ned' til at påpege at visse ord udspringer af "samlingen af stadig udførte motoriske funktioner der har at gøre med vores oprejste stilling i forhold til tyngdefeltet". Og herudfra slutter de at enhver erfaring gøres inden for en udstrakt baggrund af kulturelle forudsætninger. Og disse kulturelle antagelser er vel at mærke ikke begrebsmæssige overtræk på vore erfaringer. De kulturelle antagelser er tværtimod grundlaget for erfaringen.

Favrholdt giver ikke meget for denne argumentation. Den er efter hans mening totalt forfejlet og giver et fuldstændigt forvrænget billede af vore vilkår for beskrivelse og erkendelse. Man kan uden videre anføre flere argumenter imod forfatterne som hver for sig er tilstrækkelige til at afvise deres "budskab", herunder:

Bogens hovedtese om at næsten alle begreber forstås via andre begreber er simpelthen ikke rigtig. Alle teser og synspunkter i bogen er formuleret under skyldig hensyntagen til den korrekte anvendelse af fundamentalsprogets grundbegeber (og derfor selvgendrivende). Konklusionen bliver at de to forskeres bog giver en interessant belysning af metaforisk sprogbrug, men at den erkendelsesteoretisk set mest minder om en skibskatastrofe (!). Ikke desto mindre er den repræsentativ for en meget udbredt relativistisk sprogfilosofisk holdning.



Favrholdt vender sig derefter mod den 'sociale konstruktivisme', der dækker flere forskellige filosofiske positioner. Den mildeste version synes at være den eksternalistiske retning inden for videnskabshistorien, der går imod den opfattelse at videnskabelige teorier bedst kan forklares på baggrund af tidligere teorier inden for det pågældende videnskab-område. Eksternalisterne peger i stedet for på de ydre sociale faktorer. Et grelt eksempel er en forskers forsøg på at forklare kvantemekanikkens gennembrud i 1920'erne på basis af det politiske klima i Weimar-republikken med dens mistilllid til autoriteterne og dermed også mistillid til kausale og deterministiske forklaringer!

Inden for æstetikken dominerer den såkaldte 'institutionsteori', ifølge hvilken et kunstværk skal forstås som en ting som bliver skabt af "en ud fra rent sociale kriterier anerkendt kunstner"!

I en mere almen version af socialkonstruktivismen er alle menneskelige begrebsdannelser et resultat af sociale forhold og dermed konventionelle dannelser, og alle videnskabelige teorier er skabt ud af kulturelle faktorer og sociale betingelser. De repræsenterer ikke virkeligheden, men snarere en given tids eller et givet samfunds måde at beskrive virkeligheden på og er dermed altid at betragte som relative.

Favrholdt påpeger bl.a. at også den meget citerede videnskabsteoretiker og paradigme-filosof Thomas Kuhn med sin teori om naturvidenskabernes udvikling blev fanget i en relativisme der ligner den sociale konstruktivisme. Kuhn gjorde op med den traditionelle opfattelse af videnskabelig udvikling som en stadig akkumulation af forskningsresultater og påpegede med rette at forskning i store perioder finder sted ud fra et paradigme, et på forhånd fastlagt mønster for hvad en videnskabelig lovmæssighed og en videnskabelig forklaring er, fx perioden fra Galileis og Newtons tid og fremefter. Efterhånden som flere og flere observationer og data viser sig ikke at stemme overens med eller at kunne indordnes under det givne paradigme kommer videnskaben i krise. Krisen efterfølges af en 'revolution' hvor nogle få forskere ser alt på en ny måde. Og i løbet af kort tid skaber de et nyt paradigme og dermed en ny måde at forstå, fortolke og forklare de videnskabelige data på. Overgangen fra Newton til Einstein er et godt eksempel.

Så vidt så godt, skriver Favrholdt, "men Kuhn gik for langt i sin teori, når han hævdede at to normalvidenskaber, fx to epoker i fysikkens historie der beherskes af hver sit paradigme [den klassiske fysik og kvantemekanikken], er inkommensurable. De kan ikke oversættes til hinanden, de udelukker hinanden og har ingen indbyrdes sammenhæng". I sin yderste konsekvens betyder dette at det Galilei-Newtonske verdensbillede er lige så rigtigt som det Einstein-Bohrske. "Men hermed har vi ikke længere at gøre med objektiv naturbeskrivelse, men med tidsbestemte synsmåder der tilmed er afhængig af en række sociale faktorer". - For en ordens skyld skal tilføjes, at Favrholdt naturligvis her henholder sig til det faktum at Niels Bohr med sit korrespondensprincip formåede at få koblet kvantemekanikken og den klassiske fysik sammen på en éntydig og konsistent måde.



Den sociale konstruktivisme kan efter Favrholdts mening tilbagevises på mange måder.

For det første kan det anføres at hvis alle teorier ikke er andet end sociale konstruktioner som skylder deres eksistens nogle midlertidige sociale forhold, så er socialkonstruktivismen selv en social konstruktion. Den er relativ, men heraf følger at vi ikke kan tilskrive den nogen sandhedsværdi.

For det andet kan det anføres at hvis hele vor viden, alle videnskabelige resultater og teorier er sociale konstruktioner, så trækker socialkonstruktivismen på en endnu mere radikal måde tæppet væk under sig selv. Thi vi kan jo begynde med at spørge: Hvad véd vi i grunden om virkeligheden, om naturen, om forhistorien? Svaret bliver intet som helst sikkert. Alt bliver relativt. Og så må man omskrive hele historien.



Meget fornuftigt finder Favrholdt det relevant at spørge hvor det er den absurde socialkonstruktivisme begynder at køre af sporet. Og han er kommet til det resultat at fejlen ligger i at den allerede i udgangspunktet ("alle begreber er skabt af mennesker") overser et uafviseligt faktum, nemlig at nogle af de begreber som mennesker skaber har relationer til andre som ikke er skabt af mennesker [som fx tyngdeloven, virkningskvantet og forholdet mellem en cirkel og dens diameter].

Hvis man overhovedet vil tale om en omverden og om sociale forhold, understreger Favrholdt, så har dette en afgørende konsekvens som de sociale konstruktivister ikke har fået øje på: ikke blot fysiske genstande, men også vore egne legemer eksisterer uafhængigt af den sansemæssige erfaring. Og dette betyder at vi ikke blot har en sansemæssig tilgang til vore omgivelser, men gennem vore handlinger og vor rent fysiske omgang med tingene også en kropslig.

Og dermed er Favrholdt fremme ved en af sine hovedpointer: De legemlige handlinger, den kropsmæssige adfærd kan ikke reduceres til serier af oplevelser. Gennem vore handlingsmæssige erfaring lærer vi derimod en mængde kendsgerninger om stabilitet og tilstandsformer, om kræfter og bevægelse, om relationerne mellem afstand, bevægelse og forløbet tid etc., alt det der udgør fysikkens grundlag. Og disse erfaringer er vel at mærke fælles for alle folkeslag.



Forholdet mellem sprog og virkelighed    
Til toppen  Næste

Favrholdt undrer sig over at så mange filosoffer har så vanskeligt ved at forstå at vi må acceptere at visse kernebegreber i det deskriptive sprog alle refererer til noget. Og han er kommet til den opfattelse at det skyldes at deres tænkning er bundet af en model for forholdet mellem sprog og virkelighed som de ikke kan abstrahere fra, nemlig en slags afbildningsmodel. Den finder sit filosofiske udtryk i fx Lenins 'Materialisme og Emperiokriticisme' fra 1909 og i Wittgensteins 'Tractatus' fra 1922. Man opfatter de enkelte sætninger i en beskrivelse som billeder af enkeltstående sagforhold der kan tænkes isoleret fra alle øvrige sagforhold, og man forestiller sig, at de enkelte ord betegner afgrænsede entiteter der kan forstås og tænkes at eksistere uafhængigt af alle andre.

Men for Favrholdt gælder det stikmodsatte: Sagforhold kan ikke isoleres fra hinanden for der er sammenhæng i verden, og ord er ikke afgrænsede entiteter, for de hænger sammen med andre. Vi kan derfor "ikke karakterisere reglerne for vore fundamentale begrebers korrekte anvendelse som en afbildning af afgrænsede objektive sagforhold, for det ville forudsætte at vi kunne beskrive disse sagforhold, uden at anvende de fundamentale begeber".

Favrholdt påpeger at de fleste filosoffer (inklusive Moore og Russel) tror, at man generelt kan konfrontere sproget med virkeligheden, dvs i sproget stille sprog og virkelighed op mod hinanden. Men det kan ikke lade sig gøre, hvis man vil bevare muligheden for entydig kommunikation. Det bliver i stedet spekulativ filosofi.

Favrholdt selv hævder naturligvis ikke at virkeligheden er sproglig, eller at man ikke kan skelne mellem sprog og virkelighed. Han hævder ikke at vi kun har at gøre med begreber, og at vi alene ud fra disse må slutte os til virkelighedens beskaffenhed. Hans pointe er derimod, at uanset hvad vi siger om virkeligheden vil det være noget vi udtrykker i sproget, og uanset hvad vi tænker om virkeligheden vil det være noget tænkt. Men herfra kan ikke sluttes at virkeligheden blot er noget sprogligt eller blot er noget tænkt.



Med éntydig brug af fundamentalsproget er vi i stand til at etablere beskrivelser af erfaringer. Disse erfaringer er ikke blot 'oplevelser' (hvad vi kan registrere ved hjælp af synet, hørelsen og berøringen) - men også handlingserfaringer: erfaringer via vores kropslige og handlingsmæssige omgang med tingene i tid og rum af hvad der er muligt og umuligt, og hvad der lader sig gøre og ikke lader sig gøre.

"Når vi taler om forholdet mellem sprog og virkelighed er vi nødt til at gøre det ved hjælp af sproget. Når vi tænker på forholdet imellem tænkningen (hele vort begrebsnet) og virkeligheden er vi nødt til at gøre dette inden for tænkningens domæne. Vi kan ikke beskrive virkeligheden uafhængigt af sproget eller tænkningen og så bagefter sammenligne denne beskrivelse med den vi allerede har. Thi at hævde at vi kan beskrive virkeligheden uafhængigt af sproget eller tænkningen er selvmodsigelse."



Hertil kommer, understreger Favrholdt, at når vi anvender éntydig sprogbrug ved beskrivelse må vi nødvendigvis skelne mellem det subjektive og det objektive, mellem subjekt og objekt - hvad enten dette er os bevidst eller ej. Man kan meddele sig til et andet menneske i kraft af at man kan skelne mellem sig selv og sine omgivelser, og det andet menneske kan forstå ens meddelelse i kraft af at også han kan skelne imellem sig selv og sine omgivelser.

Favrholdt gør opmærksom på at dette er en fundamental tankegang i Bohrs filosofi. Og han tilføjer, at selve det faktum at vi må lægge en skillelinje mellem subjekt og objekt for at kommunikere éntydigt, faktisk indicerer at både materialisme og idealisme (eller fænomenalisme) er forfejlede anskuelser. De hylder nemlig begge en principiel ontologisk dualisme imellem det fysiske og det åndelige (de påstår at der er to adskilte substanser i verden). Og en sådan er ubrugelig, fordi den er ubevislig og kun fører filosofien ud i spekulativ tænkning. Derimod er en såkaldt gnoseologisk dualisme fornuftig: Erkendelsesmæssigt kan vi skelne mellem virkeligheden og sproget, fordi vi har en bevidsthed der er i stand til at skelne mellem os selv og det uden for os selv.

Favrholdts konklusion bliver derfor at vi ikke kan forstå eller lære at anvende begrebet 'oplevelse' uden at vi må anvende begreberne 'subjekt', 'krop', 'person', 'ting', 'sted', 'tidspunkt', 'bevægelse'. Dertil kommer dog en specifik applikation af begrebet 'det samme' i og med at man må kunne identificere og re-identificere et objekt (fx et træ). Endvidere gør Favrholdt opmærksom på at vi har brug for begreberne 'hukommelse' og 'genkendelse' i forbindelse med identificeringen og re-identificeringen. Og vi må vel at mærke anvende disse begreber på en og kun én ganske bestemt måde, for at vi kan etablere en beskrivelsessituation, hvor vi kan tale éntydigt om oplevelser - og denne anvendelse kalder han følgelig den korrekte anvendelse.

Da begrebet 'handling' som det vil være fremgået spiller en afgørende rolle i Favrholdts filosofi skal det for fuldstændigheden skyld tilføjes, at han forstår 'handling' som "en kropslig adfærd hvor en person ved hjælp af bevægelser som han udfører ændrer sine handlemuligheder og perceptionsmuligheder".



Som det gerne skulle være fremgået, så ingen kan være i tvivl om sagen, så taler Favrholdt om at det han kalder fundamentalsproget har en række grundbegreber med klar interdependens, og disse kalder han 'kernen'. De spiller en fundamental rolle i vore erkendelse, og de er centrale i den filosofiske debat om erkendelsens gyldighed. Han opstiller de vigtigste af dem i en vis orden, som dog ikke skal tages altfor højtideligt. Og han understreger at han ikke kan sige hvor mange begreber der skal inkluderes i kernen. Men følgende er centrale:

Tænkning, subjekt, oplevelse, genkendelse, krop
logik, tid, sansning, erindring, person
talord/antal, primitiv ting, perception, liv, adfærd
sted, sanseorgan, handling.

Disse begreber findes på alle tungemål. Herudover kan nævnes nogle som ikke findes på alle tungemål, men som alligevel må siges at høre til fundamentalet. Det drejer sig bl.a. om

Lighed, forskel, identitet, logiske konstanter
del/helhed, mulig/umulig, forandring, bevægelse
hastighed, årsag/virkning, væren, intet
potentialitet, aktualitet, hensigt, vilje.

Hvor grænsen går mellem fundamentalsproget og øvrig deskriptiv sprogbrug har Favrholdt ikke noget entydigt svar på. Det han primært hævder er, at ethvert af disse begreber ikke kan forstås uden et eller flere af de øvrige begreber, hvilket betyder at alle begreber (eller det som er subsumeret under dem) direkte eller indirekte indgår i forståelsen af ethvert af begreberne.



Favrholdts direkte og kritiske realisme    
Til toppen  Næste

Som klart alternativ til al skepticisme og relativisme, men også som alternativ til såvel den naive realisme (herunder selv Zinkernagels) som den mere kritiske, men alligevel fænomenologiske realisme (Lockes og Berkeleys) opstiller David Favrholdt nu sin egen originale og rationelt begrundede erkendelseslære eller filosofiske codex, som han kalder "den direkte, kritiske realisme". Den går med hans egne ord ud på følgende:

"1) Der eksisterer en verden af fysiske genstand i tid og rum (træer, huse, dyr etc). De har bevidsthedsuafhængig eksistens.
2) Gennem vore sanser oplever vi direkte denne omverden - ikke som den er i sig selv (dvs. bevidsthedsuafhængig eksisterende), men sådan som vi oplever den.
3) Gennem vore handlinger har vi en anden erkendelsesmæssig tilgang til denne omverden end den perceptionsmæssige.
4) I kraft af de to erkendelsesmæssige tilgange er vi i stand til at karakterisere den bevidsthedsuafhængige omverden og dermed bestemme forholdet mellem omverdenen og vores oplevelse af den."

Man skal lægge mærke til at Favrholdt taler om direkte oplevelse af verden gennem sanserne, og spørgsmålet bliver da hvad han kan mene med dette. For man kunne jo indvende at når oplevelsen sker gennem sanserne, må den trods alt have et mellemled og altså være indirekte. Men Favrholdt forklarer sagen således, idet han bruger et eksempel med en citron:

Det man oplever når man ser en citron er den oplevelsesuafhængigt eksisterende citron. Og den oplever man direkte. Man oplever ikke sin oplevelse af citronen. For oplevelser er ikke entiteter (ikke noget der eksisterer i sig selv). Der er kun to entiteter: subjekt og objekt. Subjektet oplever objektet, og objektet opleves af subjektet. At tale sådan er korrekt tale (og normal sprogbrug), men det implicerer ikke at der er nogle særlige entiteter som 'oplevelse', 'sansedata', 'ideas' eller 'Erscheinungen', der skyder sig ind mellem subjektet og objektet.

Et andet argument er, at en oplevelse er ikke noget man oplever, men noget man har. Ingen har nogensinde set, hørt, smagt eller oplevet en oplevelse. Når jeg siger at jeg har oplevelser, så mener jeg at jeg ser, føler, fornemmer, hører, smager eller mærker et eller andet. Oplevelser er med andre ord altid oplevelser af noget og haves altid af nogen. 'At opleve' er et transitivt verbum: det har et objekt. Når en person siger at han ser citronen eller har en oplevelse af citronen, så betyder det at der består en direkte relation mellem personen og citronen; der er intet mellemled mellem subjekt og objekt.



Når man drømmer har man derimod oplevelser som ikke er oplevelser af noget realt. Men oplevelser er netop ikke særlige entiteter (ikke bevidsthedsuafhængige størrelser). En oplevelse eller det fænomen der foreligger ved en perception er en funktion af den fysiske genstand der opleves, af de instrumenter man evt bruger i forbindelse med observationen, af det medium som objektet iagttages igennem, af sanseorganet og af hjerneprocesserne. Det kan ligefrem ifølge Jørgen Jørgensen opstilles som en "fundamentale iagttagelsesligning": F = f(Hj, So, Me, In, Obj), hvilket vil sige, at fænomenet er en funktion af hjerneproces, sanseorgan, medium, instrument, objekt.

I drømme kan man fx have en oplevelse af en rose som ikke er der. Den drømmendes synscenter må åbenbart være i samme tilstand af aktivitet som når vedkommende er vågen. Det betyder at han oplever noget som han tror eksisterer reelt, men som han bagefter ad fx ræsonnementets vej kan fastslå ikke eksisterer. Og deraf drager vedkommende den slutning at det var drøm.

Da vi rent faktisk kan beskrive vore drømme (og endda tillægge dem mening, men dette er en helt anden historie), må der foreligge noget for subjektet, men Favrholdt går ikke nærmere ind på at karakterisere drømmes ontologiske status (hvad de egentlig er), men de kunne jo - tilføjer undertegnede - fx være en funktion af det kollektivt ubevidste. Men Favrholdt understreger til gengæld at de situationer hvor vi har drømme, synsforestillinger, erindringsbilleder, følelser m.m. ikke er almindelige, normale perceptionssituationer. De er derimod bevidsthedstilstande. I de sædvanlige perceptionssituationer ser vi ikke bevidsthedstilstande, men vi ser tingene direkte. "At vi så kan reflektere på vores oplevelser af et objekt og give en fænomenologisk beskrivelse af hvordan vi oplever det, er en anden sag", tilføjer han. "Det er stadigvæk ikke noget der forudsætter at der må være særlige entiteter der eksisterer mellem objektet og subjektet".



I vågen (og ædru) tilstand gælder det, at man kan skelne mellem sig selv som subjekt og sine omgivelser som objekt. Som subjekt kan man tænke, indse, dømme, bekræfte, benægte, beslutte, ville osv. Det hører altsammen til på subjektsiden. Alt det man sanser, hører derimod til på objekt-siden.

I drømme derimod er alt hvad der hører til på subjekt-siden sat ud af kraft. Det er så at sige blevet ribbet for sine intentionale eller handlingsorienterede træk, så kun det oplevelsesmæssige aspekt er blevet tilbage, og det er dermed flyttet over på objektsiden, hvor det kan iagttages og analyseres af subjektet. Eller som man også kunne formulere Favrholdts argument: I drømme er sekundærprocessernes sondring mellem subjekt og objekt suspenderet. Alt foregår på primærprocessernes niveau, hvor der ikke kan skelnes mellem fantasi og virkelighed. Jf. artiklen om de psykiske grundprocesser.

Man kan måske indvende at Favrholdts formulering er lidt problematisk, da drømme som egenpsykiske fænomener dog normalt betragtes som rent subjektive eller endog private. Men det er en helt anden problemstilling. Afgørende i erkendelsesmæssig henseende er at skillelinjen subjekt/objekt er suspenderet, hvad der igen er ensbetydende med at nøgternheden også er suspenderet.



Det er i mine øjne det helt afgørende i Favrholds direkte, kritiske realisme at der er fundamental forskel mellem den erkendelsesmæssige tilgang og den perceptionsmæssige tilgang til virkeligheden. Men samtidigt gælder, at det kun er ved brug af begge erkendelsesmæssige tilgange at vi er i stand til at karakterisere den bevidsthedsuafhængige omverden og dermed bestemme forholdet mellem omverdenen og vores oplevelse af den.

Både skepticismen og relativismen er uholdbare, fordi det nøgternt kan konstateres at noget ligger urokkeligt fast for vores erkendelse, og dette er først og fremmest den bevidsthedsuafhængige verden med dens konstaterbare naturlove, men også visse fundamentale og interdependente begreber eller kernebegreber som tid, sted og handling samt subjekt og objekt. Det at visse ting ligger fast, får Favrholdt til at kalde sig selv absolutist, og dette må jeg indrømme jeg har svært ved at se fornuften i. For sædvanligvis forstår man ved en absolutist et menneske der hævder absolutte sandheder og bliver dogmatiker. Men jeg er klar over at Favrholdt bruger betegnelsen i snæver filosofisk forstand om en filosof der hverken er skepticist eller relativist. Men der burde kunne findes et mere præcist ord.



Det har undret mig at Favrholdt slet ikke kommer ind på det fundamentale psykiske faktum, at hele vor jeg-bevidsthed og dermed hele vores evne til at opretholde et skel mellem vores eget subjekt og objekterne udenfor og hele vores evne til at reflektere og analysere, forudsætter det man har kaldt 'genstandsbevidsthed', det psykiske forhold at vi er i stand til at fixere genstande i rum i og tid uden for os selv. Denne genstandsbevisthed forudsætter ikke sprog eller abstrakt tænkning, den er noget der dannes hos spædbørn og dyreunger på et meget tidligt tidspunkt i deres udvikling (der er noget alvorligt galt fat med dem hvis det ikke sker). Det forudsætter uden al tvivl udvikling af bestemte nerveprocesser i hjernen, men nok så vigtigt er det at fastslå, at genstandsbevidsthedens udvikling også forudsætter at der er faste objekter i den ydre verden som kan fixeres af barnet eller dyreungen.

Når Favrholdt ikke kommer ind på denne side af sagen, skyldes det formentligt at hans udtrykkelige ærinde er at give en rationel begrundelse for éntydig menneskelig erkendelse, og altså lade psykologien ligge. Jeg ved ikke om han ligefrem frygter at kunne blive beskyldt for noget så skrækkeligt uvidenskabeligt som 'psykologisme', dvs den fejl at reducere erkendelsesteori til psykologi. Men jeg synes i så fald at denne frygt er helt ubegrundet. For sagen er faktisk at psykens indretning hører med til verdens indretning, og Favrholdt bygger jo netop sin erkendelseslære på den gensidige afhængighed mellem den bevidsthedsuafhængigt eksisterende verden og bevidsthedens fænomener. Nøgtern erkendelse er ikke mulig uden denne sammenhæng.

Omvendt gælder at genstandsbevidsthedens faktum i allerhøjeste grad kan forklare den i nyere tid helt dominerende naive ontologiske opfattelse, at materien er basis for bevidstheden eller ånden, eller den lige så naive ontologiske opfattelse at ånden er basis for materien. Begge påstande eller hypoteser er umulige at verificere eller falsificere - og derfor komplet uinteressante både filosofisk og eksistentielt. Men det turde da være temmelig indlysende at når de faste stoffers eksistens er betingelsen for dyr og menneskers genstandsbevidsthed og dermed for menneskets jegbevidsthed samt udbygning af alle de sekundærprocesser der gør nøgtern realitetsprøvelse mulig, så er det nærliggende at blive naiv realist. Det er jo det alle børn (og dyr) automatisk bliver - længe før de indlader sig på refleksion og filosofi.

Men at den umiddelbare 'naive realisme' således er ganske letforståelig, gør den selvfølgelig ikke holdbar i filosofisk henseende. Men vi har dog her forklaringen på at folk i almindelighed er næsten født naive realister. Langt de fleste almindelige mennesker har ikke filosofisk indsigt til at kunne drage deres naivisme i tvivl. Den fungerer jo som hovedregel udmærket i praksis - ligesom common sense-indstillingen. Problemet kommer først, når den naive realisme ophøjes til ideologi, således som den er blevet det i materialismen, især i marxismen. Den anden form for naivisme er lige så uholdbar. Den ophøjer den naive tro på ideerne til ideologisk sandhed - hvad der udarter til idealisme, dvs tro på at det bevidsthedsmæssige eller åndelige er sandheden, mens virkeligheden eller materien kun er en illusion eller et skinbedrag.

En sådan idealistisk naivisme genfindes i alle spirituelle bevægelsers forestillingsverden, og den baserer sig her ofte på de yderst intense 'åbenbaringer' af helt ekstraordinær lys og klarhed som ledsager genuine mystiske erfaringer, og som vel at mærke har med ekstrem træning af primærprocesserne at gøre. Men at heller ikke mystikerne når frem til en permanent eller stabil paradisisk helhedsverden, fremgår af at de mere eller mindre modvilligt vender tilbage til sædvanevirkeligheden og den hermed forbundne legemligt-sanselige realitetsprøvelse. De intense erfaringer gennem primærprocesserne kan være så intense og 'bevidsthedsudvidende' de være vil: de kan efter sagens natur aldrig blive permanente. Og al tro på at dagligdagens virkelighed kun er en illusion, gendriver sig selv, for den kan kun udtrykkes af mennesker af kød og blod og kun i sproget der forudsætter samfundet..



Perceptionsproblemet afklaret    
Til toppen  Næste

Favrholdt henleder opmærksomheden på at den menneskelige perception, dvs den sanseberoende erkendelse, behandles inden for forskellige videnskaber. Inden for fysiologien undersøger man hvilke processer der foregår i vore sanseorganer. Inden for psykologien er man interesseret i hvilke struktureringslove der gælder for de forskellige sanseområder og for menneskets opfattelse af helhed. Men det filosofiske perceptionsproblem er hverken et fysiologisk eller psykologisk problem. Det gælder derimod forholdet mellem oplevelsesfeltet og den oplevelsesuafhængige virkelighed.

Som det allerede er fremgået har mange filosoffer i tidens løb forsøgt at "kante sig uden om perceptionsproblemet" ved at hævde at der kun findes oplevelser (idealisme) eller kun fysisk beskrivelige dannelser (materialisme eller mekanicisme, fysikalisme og behaviorisme).

Favrholdt tager ikke stilling til det såkaldte psyko-fysiske problem (sjæl-legeme-problemet), og derfor ikke til teorier som vekselvirknings-hypotesen, parallelismen, dobbelt-aspektet eller andre, og han tager heller ikke stilling til selve bevidsthedsproblemet. Han understreger derimod at der ikke findes nogen forklaring på at vi har oplevelser. Vor viden på hele dette område er lig nul, skriver han.



Men da han kan konstatere, at mange filosoffer der tager bevidsthedsproblemet og perceptionsproblemet op til behandling har en primitiv forestilling om hjernen og centralnervesystemet, undlader han ikke at minde os om at status i forskningen i slutningen af 1990'erne var følgende: Menneskets hjerne består af ca. 100 mia nerveller. Mellem nervecellerne kan der dannes en million milliard forbindelser. Lagt i forlængelse af hinanden ville nervebanerne udgøre en strækning på ca. 1 mio km. Hjerneimpulserne er issoleret set meget langsomme i forhold til en computers, men hjernen kan udføre en milliard milliard operationer pr. sekund (hvad der ville svare til mindst 100 millioner sammenkoblede computere!). Han er derfor personligt meget skeptisk over de dataloger og filosoffer der tror at teorien om neurale netværk er den endelige løsning på bevidsthedens gåde.

Denne konstatering kan kun glæde undertegnede, fordi den bekræfter de forhold jeg selv gentagne gange har draget frem om spørgsmålets uhyre kompleksitet, sidst i artiklen Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?. Men modsat Favrholdt er jeg ikke blot skeptisk over for al indbildsk hjerneforskning. Jeg er fuldstændigt overbevist om, at det er umuligt at løse bevidsthedens gåde, idet intetsomhelst tyder på at naturvidenskaben er i stand til at fortælle nogetsomhelst om sjælelivet eller åndslivet - eller overhovedet om hvordan materien eller dele af den kan blive "bevidst om sig selv". Dette vil også være principielt umuligt i kraft af sjælelivets kompleksitet og hastigheden af dets processer samt ikke mindst den helt specielle felt-karakter som kendetegner det kollektivt ubevidste og som bedst kan sammenlignes med det elektro-magnetiske felt i den fysiske virkelighed (her hjernens operationskapacitet i forhold til en computers). Bevidstheden er et emergent fænomen i udviklingshistorien og kan som sådant ikke forklares af tidligere udviklingstendenser (der forekommer tværtimod spring i udviklingen). Den eneste tilgang til sjælelivet og åndslivet hedder fortsat introspektionen.



Et par andre, konkrete aspekter skal berøres.

Med hensyn til farveprædikaterne gør personer med normalt syn som bekendt både brug af oplevelser og klassifikationer som blinde ikke har mulighed for. Det betyder, understreger Farvholdt, at al tale om farve-æstetik foregår i oplevelsessprogbrugen. Og tilsvarende gælder for musik: al tale om musik-æstetik foregår i oplevelsessprogbrugen. Uanset hvor meget strukturlighed der kan være mellem et partitur og selve den spillede musik, gælder, at den døvfødte nok i en vis forstand kan få kendskab til musik ved fx at lære at skelne mellem akkorder i de nedskrevne noder, men faktisk véd han ikke hvad akkorder er for størrelser, for han kan ikke opleve dem med ørerne. Og det vi kalder musikoplevelse er nu engang knyttet til den hørte eller høremæssigt forestillede musik.

I psykologien har man til gengæld noget der hedder "spændvidde". Og det betyder, at når vi oplever noget over tid, som fx et stykke musik, så er det givet at vi ikke oplever musikstykket 'atomiseret' i tid. Det er jo ikke sådan at man først hører én tone, og at denne dernæst træder ud ad af bevidsthedsfeltet, hvorefter man hører tone nr. 2 osv. Vi hører og perciperer normalt en tonerække, altså fx en melodi, ofte kombineret med rækker af samklange. Vi kan i en oplevelsessituation skelne mellem hvad psykologerne kaldet et 'Nu-felt', et 'Før-felt' og et 'Efter-felt'. Men uanset Nu-feltets udstrækning er vi altid i gang med en fænomenologisk komplettering både bagud og forud. - Og denne betragtning kan der næppe indvendes noget imod. Vi oplever altid i helheder eller 'gestalter'.



Men når Favrholdt forklarer at det at forstå et musikstykke, som fx en klaversonate af Haydn, betyder at man finder opbygningen af satserne i overensstemmelse med de kompositoriske wierneklassiske normer på Haydns tid, altså sætter ordet 'forståelse' lig med oplevelse af nogle strukturer, så må der gøres indsigelse, så meget mere som forklaringen peger på en i mine øjne fundamental svaghed i hele Favrholdts codex.

For at sige det lige ud: Hvis Favrholdt forstår musik af Haydn udelukkende ved at opleve formale strukturer, så må oplevelsen virkelig være pauver! Struktur hører naturligvis med til al musik og al kunst; man kan ikke lære at spille musik uden mere eller mindre bevidst at kunne opfange og gengive musikalske strukturer, men når musikken har den enorme indflydelse på næsten alle mennesker som den vitterligt har (og har haft til alle tider), så må det ligge i noget dybere. Og hvad dette er, kan man komme på sporet af ved at læse hvad fx den gamle filosof Arthur Schopenhauer eller en moderne udøver af både klassisk og folkelig musik som den filosoferende Peter Bastian og næsten alle komponister gennem tider har skrevet om fænomenet. Det gennemgående træk er at man ved at lytte til musik eller spille eller synge den - eventuelt danse til den - kommer bag om strukturerne og ned til direkte kontakt med nogle af de allerdybeste kræfter eller energier i psyken.

Alle musikalsk begavede mennesker kan tilegne sig harmonilære og kompositionsprinciper - og lave 'skolekompositioner' - den slags kunne Mozart ryste ud af ærmet allerede som barn, men kun meget få kan lave musik der skaber 'vibrationer' i sjælene, undertiden af rystende art. Når den store Beethoven-fortolker Wilh. Furtwängler kunne gøre gældende at Beethoven indførte 'katastrofen' i musikken, så er det udtryk for at der i musikken foregår noget åndeligt der går langt ud over hvad der overhovedet kan bestemmes eksakt med sprogets hjælp. Musik kan noget som sædvanesproget ikke kan, nemlig skabe direkte føling med de psykiske energier der vider ånden ud og i bedste fald kan give umiddelbar erfaring af mening, sammenhæng og helhed. Musikken er med andre ord den direkte vej til det irrationelle. Og den kan vel at mærke blive ved at finde nye direkte veje til sjælene. Vi er heldigvis ikke henvist til blot at glæde os over strukturer vi har oplevet før!



Men her svigter Favrholdts analyser. Ja, her svigter gængs perceptionspsykologi. Dette betyder dog ikke at Favrholdt ikke skulle have løst perceptionsproblemet i snæver filosofisk forstand, dvs hævet den teoretiske forhekselse der ligger i sondringen mellem primære og sekundære egenskaber.

Favrholdts løsning er næsten genial i sin enkelhed: Det er fremmende for menneskets muligheder for at kommunere éntydigt med hinanden at vi i beskrivelsen af virkeligheden skelner mellem primære kvaliteter (form, størrelse, vægt, antal) og sekundære kvaliteter (farver, lys, lyd, smag, lugt), for så kan vi skelne klart mellem hvad der er objektivt sanseligt og målelig på den ene side og hvad der er subjektivt opleveligt eller bevidsthedsmæssigt (og vanskeligt at beskrive) på den anden side. Denne sondring er nyttig, fordi den svarer til den sondring mellem det objektive og det subjektive vi bruger i daglig tale.

Men samtidigt betyder valget af denne sondringsmulighed at vi kan slippe fri for den forheksende sondring mellem primære egenskaber og sekundære egenskaber. Det er både umuligt at afgøre og inderligt overflødigt at forsøge at afgøre om de nævnte kvaliteter skulle være egenskaber eller ej. Vi kan ganske vist benytte selve måleligheden som objektiv målestok og herud fra gøre form, vægt og størrelse m.m. til primære egenskaber. Det var hvad Galilei gjorde, da han udformede sine faldlove, og hvad der sikrede den moderne naturvidenskabs opkomst og fremskridt.

Men resultatet er at alle de andre kvaliteter, som i praksis betyder kolossalt meget for alle mennesker i hverdagen, men er vanskelige at beskrive skydes til side som videnskabeligt uvedkommende. Desuden får vi på filosofisk plan alle mulige problemer med hvad der overhovedet ligger i at kalde noget for sekundære egenskaber. Problematikken ses bl.a. i modsætningen mellem Newtons og Goethes syn på farver. Newton interesserede sig kun for det målelige spektralaspekt. Goethe lagde mest vægt på det kvalitative spil mellem farver, øjne og psyke, hvor lys og mørke, skygger, gråtoner og efterbilleder er helt centrale. Men de to betragtningsmåder udelukker jo ikke hinanden. De tjener blot forskellige formål (hhv. videnskab og kunst). De er i virkeligheden 'komplementære'. Men sjovt nok bruge Bohr-eksperten Favrholdt slet ikke dette centrale Bohr-begreb i sin filosofi.



Med sin direkte, kritiske realisme kan Favrholdt imidlertid skære klart og tydeligt igennem: 'Egenskaber' refererer til ting. 'Kvaliteter' refererer til oplevede egenskaber!

Vi véd med sikkerhed at der findes en bevidsthedsuafhængig omverden som vi oplever. Denne omverden ikke kan reduceres til oplevelser eller sanseindtryk. Vi kan følgelig tale om ting der har egenskaber og vi kan tale om at vi oplever disse egenskaber, dog vel at mærke ikke som de er i sig selv, men på den måde som vi nu engang oplever dem.

Den oplevede form, vægt, størrelse er ikke en kopi af den fysiske form, vægt eller størrelse. Oplevet tid og oplevet antal er ikke det samme som fysiske fænomener. Oplevet form, oplevet størrelse, oplevet vægt, oplevet tid, oplevet hastighed og oplevet antal osv er ikke direkte beskrivelige. Men de kan beskrives indirekte, idet man så at sige snylter på den fysisk målte form, størrelse vægt, etc, men lægger noget til. Og det der traditionelt kaldes sekundære kvaliteter - farver, dufte, smagsoplevelser, lyde, berøringsfornemmelser og varme- og kulde-oplevelser m.m. - kan slet ikke beskrives i det kvantitative 'måle-efter sprog'.

Favrholdts korrekte konklusion bliver derfor at ud fra den direkte, kritiske realisme er der ingen grund til at skelne mellem primære og sekundære egenskaber. Tingene som de eksisterer uafhængigt af vore oplevelser af dem har en række egenskaber, og den nærmere beskrivelse af disse indgår i hele den fysiske beskrivelse, som vi kan give af den fysiske verden (til forskel fra fx den sociale omverden og ens medmennesker)

"Derimod er der god grund til at skelne mellem primære og sekundære kvaliteter. En klar redegørelse for hvad man skal forstå ved primære kvaliteter kan ikke blot bestå i en opremsning af egenskaber ved fx en appelsin. Det oplevelsesmæssige perspektiv samt en mængde andre relationelle forhold må nødvendigvis inkluderes". (s. 337).



Dagligsprogets rolle derimod uafklaret     
Til toppen  Næste

Favrholdt regner distinktionen imellem det forståelige og det uforståelige for meget central i erkendelsesteorien, og han sætter det fuldt forståelige lig med det éntydige, når talen er om 'domme' og om tanker der kan udtrykkes i 'domme' [dvs i sproglige udsagn der enten er sande eller falske].

Da han har været ude for misforståelse af dette synspunkt, endog fra fagfilosoffers side, finder han en forklaring påkrævet, og han påpeger derfor at vi bruger ordet 'forståelse' i mange betydninger i dagliglivet. Man kan tale om at forstå en sætning, at forstå et tungemål, at forstå et stykke musik og at forstå hvordan et andet mennesker har det. Eller at nogle forstår ironi/humor og andre ikke. - Og dette kan man næppe indvende noget imod.

Men som allerede nævnt er det mistænkeligt at Favrholdt kan tro at det at forstå et stykke musik skulle være det samme som blot at forstå dets formale struktur og ikke at få dyb føling med dets iboende, strømmende eller vibrerende energi. Meget kunne i virkeligheden tyde på at der allerede ved valget af betegnelser som 'oplevelse', 'idé', 'sanse-indtryk' eller 'sanse-data' for de omfattende og sammensatte fænomener der er udtryk for sjæleliv eller åndsliv, sker en indsnævring der bliver fatal for den fulde forståelse. Specielt ordet 'oplevelse' smager langt væk af noget overfladisk æstetisk, nemlig af smagsindtryk der som bekendt ikke skal tages alt for alvorligt eftersom smag og behag er forskellig, den ene vurdering egentlig ikke bedre end den anden - og såkaldte 'smagsdommere' utålelige eller latterlige.

Men der findes også indtryk af musik, dans, sang, kunst, film, teater og litteratur samt humor der går så dybt ned i sjælene at de ikke blot skaber nydelse a la en god vin eller oplevelse a la en ferietur til sol og strand, men sætter en erkendelse i gang som kan føre videre og i visse tilfælde endda blive af forpligtende karakter eller skabe en speciel kollektiv erkendelse som kan give eller opretholde et forpligtende fællesskab.

Sådanne erkendelser dækkes ikke ind af almindelig perceptionspsykologi - og Favrholdt synes ikke at tage højde for dem. Men dette fører i mine øjne til at han får et alt for snævert syn på både dagligsproget og kultursituationen.



Favrholdts udtrykkelige ærinde er at begrunde den menneskelige erkendelse og til det formål finder han på fornem analytisk vis frem til det éntydige deskriptive sprogbrug som har sine iboende regler og begrebsmæssige interdependens, og han kalder det fundamentalsproget. Det dybt problematiske ligger i at han betragter det som en forfinelse og præcisering af fysikkens sprog. Her savner jeg i høj grad en konfrontation med Werner Heisenbergs stilfærdige, men i virkeligheden provokerende og fremsynede synspunkter.

For både Bohr og Heisenberg var dagligsproget centralt, fordi de begge forstod at vi "hænger" i dette sprog, idet vi i al kommunikation og al videnskab er nødt til i sidste ende at referere til det. Heisenberg påpeger i 'Fysik og humanisme' (1959) at det er korrelationen mellem måleresultater, matematiske symboler og ligninger der gør det muligt at udtrykke naturlovene i dagligsproget, idet vore eksperimenter, der består af handlinger og iagttagelser, altid kan udtrykkes i dagligsproget. Ja han gør opmærksom på at det hører med til definitionen af begrebet 'faktum' at det kan beskrives i dagligsproget, hvorfor det ikke er atomerne som sådanne, men de målelige atomare fænomener der er fakta.

"I de atomfysiske eksperimenter", skriver han, "har vi at gøre med ting og kendsgerninger, med fænomener som er lige så virkelige som nogen man møder i dagligivet. Men atomerne eller elementarpartiklere selv er ikke så virkelige, de udgør en mulighedernes og sandsynlighedernes verden, og ikke en verden af ting og kendsgerninger".



Heisenberg kommer derefter ind på at virkelighedsbegrebet langt ind i 1800-tallet gennem den klassiske fysik blev knyttet til de ting og begivenheder vi kunne opfatte med vore sanser eller som kunne observeres ved hjælp af de forfinede instrumenter de tekniske videnskaber havde skabt. "Stoffet var den primære realitet. Man forestillede sig videnskabens fremskridt som et erobringstog ind i den materielle verden".

Men så kommer det provokerende: "Denne ramme var på den anden side så snæver og stiv, at det var vanskeligt at finde plads i den til mange af vort sprogs grundbegreber, fx begreber som bevidsthed, sjæl og liv...". Først den moderne fysik fik opløst denne stive begrebsramme - og det betragter Heisenberg som den vigtigste følgevirkning af den moderne fysik.

Og så følger det allervigtigste, Heisenbergs utroligt fine og klare afsløring af den fundamentale forskel mellem dagligsproget og fysikkens (og dermed naturvidenskabens) sprog: "Et af de vigtigste træk ved den moderne fysiks udvikling er den erfaring, at dagligsprogets begreber, så vagt definerede de er, ser ud til at være mere stabile, når vor viden udvides, end det videnskabelige sprogs mere præcise begreber, som er idealiseringer, der stammer fra en begrænset gruppe fænomener. Dette er faktisk ikke så overraskende, eftersom det daglige sprogs begreber er dannet i umiddelbar forbindelse med virkeligheden: de fremstiller virkeligheden".



Jeg har andetsteds bemærket, at den meget musikalske og musikudøvende Heisenberg (han var en glimrende pianist) havde en langt dybere forståelse for dagligsprogets rigdom og mangetydighed end Bohr havde, og jeg tror disse to ting hænger sammen, og jer vil tillade mig at sige, at jeg også tror Heisenbergs forståelse af dagligsproget er dybere end Favrholdts!

Det der er pointen her er jo lige præcis at dagligsproget og dets begreber er dannet i umiddelbar forbindelse med den fulde og hele virkelighed, fordi det undgår den præcisering af begreberne som er en forudsætning for videnskab og al anden faglig specialisering, men som reelt er en idealisering der abstraherer fra alt det vage, usikre og rummelige der nu engang hører tilværelsen til.

Skal man gå nærmere ind på den psykologiske forklaring, må man ty til dybdepsykologiens påvisning af at der er to slags fundamentalt forskellige psykiske grundprocesser, nemlig de medfødte primærprocesser der er blottede for såvel logik som sondringer af nogen art og de tillærte sekundærprocesser der muliggør præciseringer, sondringer og logik og dermed bliver betingelsen for realitetsprøvelsen (den løbende tilpasning til den faktisk eksisterende omverden).

Denne forskel ligger imidlertid ikke i de formelle træk, men i selve de psykiske kræfter og naturlove. Den afgørende modsætning ligger heller ikke i forskellen mellem fornuft og følelse, men derimod i forskellen mellem stabilitet og vaghed på den ene side og intensitet og ustabilitet på den anden side. Primærprocesserne omfatter såvel følelser som forestillingsbilleder af ofte intens, men altid ustabil art, mens sekundærprocesserne omfatter følelser og forestillingsbilleder af vag, men til gengæld stabil art. Stabiliteten er simpelthen omvendt proportional med intensiteten. Jo svagere følelsen eller forestillingen er jo mere stabil vil den være. Jo stærkere den er, jo mere ustabil vil den være.

Men denne forskel ser Favrholdt bort fra, og det har store konsekvenser for hans syn på dagligsproget og kultursituationen. Han forstår tilsyneladende ikke at hans idealisering af det éntydige, deskriptive sprog som basis for den éntydige kommunikation mellem mennesker, så korrekt og vigtig den end er for den menneskelige erkendelse og realitetsprøvelse, er helt utilstrækkelig som basis for kommunikation mellem mennesker om alt hvad der ligger uden for fysikken, praktiske fag og gøremål samt nyttehensynet. Han indrømmer naturligvis at der findes værdiudsagn der unddrager sig éntydighed, og at der i det hele taget i kunst, musik, litteratur, humor, erotik samt moral og religion findes irrationelle fænomener eller aspekter som ikke er til at komme udenom. Men han placerer dem reelt på andenpladsen. Og dette er katastrofalt, fordi det af psykiske grunde, på grund af den menneskelige psykes faktiske indretning, forholder sig sådan, at mens det er de vage og stabile sekundærprocesser som muliggør nøgternhed, realitetsprøvelse, praktisk fagudøvelse og systematisk videnskab, så er det de ustabile, men ofte intense primærprocesser der livet igennem sikrer menneskets grundliggende erfaring af mening, sammenhæng og helhed.



Favrholdt vil ikke kalde sig rationalist, eftersom han i hvert fald i en vis udstrækning anerkender det irrationelles eksistens og værdi. Ordret siger han (s 354)): "Ej heller mener jeg at det der ikke kan begrundes rationelt er uden værdi. Tværtimod opfatter jeg livets egentlige værdier som liggende inden for de etiske, æstetiske og eksistentielle områder. Her erkender vi noget som er uudsigeligt, og som ikke kan indfanges med almindelig éntydig sprogbrug. Så jeg er altså ikke rationalist i traditionel forstand, og intet i denne bog kan berettige eventuelle kritikere til at hæfte den betegnelse på mig."

Men er Favrholdt ikke rationalist i traditionel forstand, dvs ikke hylder den filosofiske rationalisme der betragter fornuften som eneste kilde til erkendelse, så turde han være det i mere utraditionel forstand, eftersom han tror på fornuftens evne til ikke blot at få orden på erkendelsen og erfaringen, men at bringe mere orden i samfundet og udviklingen. Dette er blot ikke muligt hvis forsøget indebærer indsnævring af virkeligheden, og al indsnævring af virkeligheden hænger nøje sammen med en indsnævring af dagligsproget. Og jeg finder Favrholdts syn på dagligsproget alt for snæver. Men dette komme nok allertydeligst frem i hans kulturbetragtninger.



Og kulturelt er Favrholdt helt på glatis    
Til toppen  Næste

I sit efterskrift til 'Filosofisk codex' udtrykker Favrholdt forhåbningen om at der tegner sig et billede af den helhedsopfattelse han stræber efter at fremlægge. Og det kan man kun bekræfte, for så vidt han med helhedsopfattelse udelukkende mener erkendelsesteoretisk helhedsopfattelse. For faktisk mener jeg at Favrholdts filosofiske codex, lovbog eller forordninger udelukkende gælder erkendelsen og slet ikke inddrager hverken æstetikken, etikken, politikken, religionen eller eksistensen i videste forstand, dvs ikke inkluderer forhold der gør reference til det egenpsykiske absolut nødvendig - således som det er tilfældet med undertegnedes komplementære helhedsrealisme.

Og dette ville da være i skønneste orden, hvis Favrholdt havde holdt sig strikte til erkendelsesteorien, men han inddrager udtrykkelig og med fuldt overlæg kulturproblemerne, idet han gør gældende at de erkendelsesteoretiske problemer han har behandlet i sin bog og de svar han giver dem har en vis kulturel og politisk relevans. Hvorfor? - Jo, fordi "vi lever i en verden der er fyldt med konflikter. Vi lever i en verden der er fyldt med overtro. Ud over to store verdenskrige har vi i dette århundrede haft en række mindre krige, hvor ét folkslag har søgt at udrydde et andet. Krigene har ikke blot økonomiske årsager. De synes også at vokse ud af religiøse holdninger, ud af historiske betingede fordomme, og ud af instinktivt betonede reaktioner over for folk der er anderledes end en selv".

Og Favrholdt spørger da "Hvad kan vi gøre når vi står over fx to folkeslag, der er fast besluttet på at udrydde hinanden, nedslagte hinanden til sidste mand, kvinde og barn - to folkeslag der har hver sin religion, hver sin kultur, hver sin tradition, hver sit etniske særpræg og som derfor føler, at modparten med rette bør udryddes? Der er to muligheder: Enten lader vi dem slås, eller også forsøger vi som det så smukt hedder at etablere en dialog imellem dem".

Vi foretrækker naturligvis som fornuftige og fredelige mennesker alle det sidste, dvs . at få alle stridende parter til at respektere hinandens religion, kultur, tradition etc. Ja, "Vi forsøger at forklare dem, at religioner kan have deres berettigelse, men at mange af dem - måske dem alle - er inficeret af tilfældige, kulturbestemte træk - og at der må findes nogle overordnede etiske principper, "menneskerettigheder" måske, som begge parter i krigen i egen interesse bør bøje sig for. Vi forsøger at forklare dem at deres eventuelle historiske begrundelser for deres handlinger ikke er tilstrækkelige begrundelser. Kort sagt: Vi forsøger at finde en rationel løsning på striden..... måske ikke en endelig løsning..... "Vi forsøger at få parterne til at respektere argumenter, til at gribe tingene an på en logisk måde, for derigennem at få dem til at se, hvad der er absolut sandt, og hvad der blot er relativisme. Men hele denne argumentation forudsætter at vi har et grundlag at gå ud fra, som er rationelt begrundet, og som ikke kan betvivles, uden at man modsiger sig selv".



Altsammen yderst velment og herligt, hvis det lod sig gøre, men Favrholdt svigter jo lige præcis sin opstillede opgave, når han går fuldstændigt uden om de egentlige værdier af etisk, æstetisk og eksistentiel art - og slutter med en yderst skuffende kadence (for nu at tale i musiksprog). For Favrholdt plæderer jo ensidigt for de rationelle forsøg på at løse de opstillede problemer - uanset hensynet til alle de irrationelle værdier og motiver, som han naturligvis ikke bestrider, men som spiller en langt større rolle i praksis end han vil være ved. Så når Favrholdt samtidigt hævder at han ikke er rationalist i traditionel forstand er det som påpeget rigtigt, men ikke hvis man taler om rationalist i utraditionel forstand. Faktisk synes jeg hans standpunkt betænkeligt ligner det at tale med to tunger! Min vurdering af Favrholdt er at han i sine velmente kulturbetragtninger nærmest ser ud til at være både naiv realist og naiv rationalist.

Og jeg skal kort begrunde hvorfor.



Som sagt interesserer Favrholdt sig ikke for de psykiske grundprocesser og tager derfor hverken direkte eller indirekte hensyn til den for alt kulturliv afgørende kendsgerning, at det er gennem de medfødte, førsproglige, irrationelle og intensitetsprægede, men ustabile primærprocesser at al 'mening', 'helhed' og 'sammenhæng' skabes i sindet på en bestemmende måde. De tillærte, sprogbaserede og rationelle sekundærprocesser med alle deres præcise begreber og sondringer tjener realitetsprøvelsen, tilpasningen, fremskridtet, civiliseringen, demokratiseringen og sekulariseringen. Men kun for så vidt de bliver heldigt koblet på de psykiske energier fra primærprocesserne. Det spiller her ind at folkelivet i høj grad hænger på det kollektivt ubevidste der stadigt - 150-200 år efter dets store udfoldelse i romantikken og de folkelige vækkelser og næsten 100 år efter dets fremdragelse og beskrivelse som psykologisk fænomen - er ukendt personlig erfaring for de fleste af nutidens forskere, politikere og kommentatorer.

Favrholdt har på side 135 en interesssant parentetisk bemærkning der heller ikke ser ud til få tillagt større betydning i hans kulturforståelse. Han noterer at der faktisk findes mange begavede mennesker der overhovedet ikke har forestillingsbilleder af nogen art - altså hverken visuelle, auditive, taktile, motoriske eller andet... - Og dette er også min egen erfaring. Men sådanne forestillingsbilleder er ofte helt afgørende for forståelsen af andre mennesker og disses forestillinger. Jeg har personligt mange gange oplevet begavede mennesker der på grund af den nævnte brist i deres evner, er ude af stand til at forstå hvad min filosofi går ud på, for alt hvad jeg skriver er præget af min overordentligt visuelle og auditive indstilling.

Jeg trækker det frem, fordi disse forhold efter min mening gansk godt forklarer hvorfor det er så svært for den akademiske og politiske elite i et oplyst land som Danmark at få skabt ordentlig føling med folkelivet og folks dybdepsykologiske basis for al vurdering. Det er billigt, alt for billigt, når Favrholdt bare slår fast at verden er fyldt af overtro, og at religionerne nok kan have deres berettigelse, men at mange af dem - måske dem alle - er inficeret (!) af tilfældige, kulturbestemte træk - og at der må kunne findes nogle overordnede etiske principper.



Med hensyn til overtroen er det uden tvivl rigtigt at der er meget af den i verden, men jeg er nu overbevist om at langt det meste af den beror på den naive realisme og i høj grad støttes af det dagligsprog der er vagt og upræcist, men har føling med hele virkeligheden, herunder såvel usikkerheden, tilfældigheden og frygten som håbet, trygheden, forsynet og troen på fremtiden. Udrydder man overtroiske forestillinger, alene fordi de strider imod hvad der kan rationelt begrundes, risikerer man blot at udrydde håbet og troen på fremtiden.

Og hvad angår religionen gælder for så vidt noget lignende. Men kendsgerningen er at alle religioner både har en mytisk dimension og en teologisk-dogmatisk-organisatorisk, og at det er den første der besidder al kreativitet, men den sidste der rummer alt det konflikt- og undertrykkelsesstof der knytter sig til magt og magthierarkier (dogmer er magtredskaber). Forsøger man på rationel eller ligefrem ateistisk basis at udrydde religionen, flytter man bare båndene til autoriteterne over på fortalerne for politiske ideologier (dvs demagogerne) samtidigt med at man fjerner de sunde, kreative og kultiske dimensioner, subsidiært skubber dem over til musikdyrkelsen, hvor rettetheden mod noget der er højere end mennesket som hovedregel er fraværende. Jeg skal ikke komme nærmere ind på sagen her, da den er grundigt belyst på Jernesalts sider. Her skal jeg blot henvise til artiklerne om Mytologi og Myte ord og billede.

Med hensyn til etikken ser det ud til at Favrholdt har ladet sig inspirere af Zinkernagel og derfor trækker 'menneskerettighederne' frem som muligt løsningselement for etikken, idet Zinkernagel går ind for den tankegang at der er andre nødvendige forbindelser i sproget end de logiske principper, herunder altså forbindelsen mellem menneske og menneskerettigheder. Men dette er efter min mening en helt forfejlet tankegang, for menneskerettigheder er juridiske rettigheder der i bedste fald kan gøres gældende i retssamfund hvor den intellektuelle jura betyder mere end den folkelige 'retsfølelse'. Den kan der slet ikke bygges ægte kulturforvandling eller kulturudvikling på, for der er ikke sprogligt tvingende interdependens mellem begreberne 'menneske' og 'rettigheder'. Jura er en forholdsvis ny ting i menneskehedens historie, men 'mennesket' er et ældgammelt begreb der altid har været knyttet sammen med former for værdighed, agtelse, selvstændighed og frihed, men ikke med rettigheder. Dette kan man imidlertid ikke forstå, hvis ikke man har øje for at et frit og selvstændigt menneske udstråler en værdighed der som hovedregel bliver mødt med instinktivt agtelse og respekt.



Til gengæld kan denne værdighed uden tvivl kobles sammen med det krav om indre konsistens som den af psykiateren Erling Jacobsen påpegede konsistensetik hviler på og som simpelthen er indbygget i den menneskelige psyke. Kravet er at et menneske for at bevare sin indre konsistens må sørge for overvægt af det gode i sit liv. Kravet indebærer at man ikke må være rasende eller grådig (overdrevent aggressiv og destruktiv), ikke må gøre sine nærmeste ondt, ikke må være fej og ikke må lyve for sig selv. Overtræder man disse indre forbud, vil det medføre inkonsistens, hvad der igen vil sige forringet eller defekt evne og vilje til at sørge for overvægt af det gode i sit liv. Man skal lægge mærke til at der her ikke er tale om overholdelse af autoritære moralregler af absolut karakter, men af indre krav, og at disse ikke er eksakte, men løst formulerede så der er plads til fejlskøn.

Pointen er at mennesket aldrig er frit stillet i moralsk henseende, men heller ikke er bundet af faste eller snævre moralregler af den art der findes i lovreligioner som jødedommen og islam. Mennesket er tværtimod forpligtet over for en instans i sig selv der er større end dets snævre jeg. Denne instans kan til enhver tid betvivles, men det vil altid medføre inkonsistens.



Men Favrholdt beskæftiger sig ikke med sådanne gennemtænkte og revolutionerende synspunkter. Han holder fast ved sin naive rationalisme. Derfor erklærer han sig udtrykkeligt som agnostiker i såvel spørgsmålet om etik som spørgsmålet om religion. Dvs han undlader at tage stilling, fordi han ikke véd om disse fænomener har nogen fornuftig basis. Han begår så at sige selvsamme fejl som Descartes og andre, nemlig at forlange bevis for eksistensen af overordnede psykiske instanser. Og dette vil igen sige at han som dem forlanger at disse psykiske eller åndelige instanser som i årtusinder har været kendt som bestemmende faktorer for menneskelivet og kulturlivet skal være påviselige substanser på linje med fysiske genstande. Men det er de naturligvis ikke. Selve tanken er syg!

Den overordnede instans i al religion og al mytisk tænkning og kult kaldes som alle ved Gud, og ham har alle mennesker til alle tider forholdt sig til som umiddelbar realitet, fordi han er det man i dybdepsykologien kalder en arketypisk forestilling, hvad der igen vil sige at han på teoretisk eller videnskabeligt plan forbliver en hypotese, men i praksis dukker ustandseligt op i form af forestillinger i ånden, som man kalder arketypiske, dvs betragter som universelle urtyper.

Påstanden om at Gud skulle eksistere som realsubstans i virkeligheden kan naturligvis til hver en tid drages i tvivl, for den er meningsløs - og blev iøvrigt først for alvor bragt på bane omkring 1770 da franske deister som Voltaire og Rosseau fandt det fornødent at bevise Guds eksistens for at dæmme op for ateismen. Men det er en håbløs affære, som Kant da også kunne påpege. Gud som arketypisk forestilling er derimod ikke en påstand om eksistensen af en realsubstans, og kan derfor ikke benægtes. Den kan man kun forholde sig til eller, hvis man er naiv, tro at man kan lade være at forholde sig til. Det nyeste i ateismens historie er at ateister føler sig stressede af folks gudstro!

At være agnostiker i etik og religion er imidlertid at skyde problemet fra sig. Man henholder sig til at intet kan bevises, men går uden om selve menneskehedens urgamle og umiddelbare erfaringer om at der åndeligt er instanser over mennesket, og at disse instanser - uanset hvad man måtte mene om dem - indvirker på menneskets moralske og eksistentielle habitus i og med at de bestemmer den indre konsistens. Så det at være agnostiker er ensbetydende med ansvarløshed.

Men dermed er vi allerede i gang med konklusionen.



Helhedsrealistisk konklusion    
Til toppen  Næste

Det er unægteligt et fornemt stykke filosofisk arbejde David Favrholdt har præsteret med 'Filosofisk codex', og det har unægteligt været dybt inspirerende at læse for undertegnede, der allerede i 1960'erne fik stor inspiration af filosoffens bøger og anmeldelser i Information af filosofisk og psykologisk litteratur, herunder Wittgenstein, Freud og Ingemar Hedenius.

Favrholdts opgør med Descartes og Kant finder jeg uhyre vigtigt - og helt i samklang med mine egne meninger - for alt for mange videnskabsmænd inden for næsten alle fag betragter fortsat disse to store tænkere som urørlige for ikke at sige sakrosankte. Dette gælder fx historikeren Dan Ch. Christensen i hans biografi om H.C. Ørsted, og han vil vel at mærke ikke indse det og revidere sine anskuelser. Jeg kan derfor ikke dy mig for at minde om at en af de få der ikke betragtede Kant som urørlig var Niels Bohrs sidste assistent, fysikeren Aage Petersen, der i 1967 forsvarede sin disputats om kvantemekanikken og den filosofiske tradition. Da professor Mogens Pihl som officiel opponent direkte spurgte Petersen om han da ikke syntes det var spændende at læse Kant, lød svaret kort og kontant: Nej!

Hele problemet kan nu betragtes som fuldt afklaret. Det er at Descartes' og Kants opfattelse af sjælen og legemet (ånden og materien) som to absolut adskilte og uforenelige substanser er håbløs som filosofisk aksiom. Opfattelsen forhekser forstanden derved at den forfører selv kloge hoveder og skarpe analytikere til at forblive ved et problem som ene og alene kommer af problemets formulering, og som er uløseligt, fordi det hverken kan afgøres ved spekulation eller ved eksperiment (kvantemekanikken kan endda forklare, hvorfor problemet ikke kan løses gennem forsøg). Vi véd derimod med fuldstændig sikkerhed, at vi som sansende, handlende, tænkende og følende mennesker har to direkte tilgange til virkeligheden, nemlig på den ene side en ydre der involverer sansning og handling og på den anden side en indre der involverer åndelige fænomener og såkaldte 'bevidsthedsfænomener'.

Det gør ikke sagen bedre at Descartes opfattede naturen som en stor maskine, dvs som et livløst system at materielle størrelser der uden undtagelse fulgte mekanikkens eller den klassiske fysiks love. Han hørte til dem der ikke kunne acceptere forestillingen om naturkræfter der virker gennem det tomme rum. Hans mekaniske naturopfattelse førte bl.a. til den franske determinisme (Laplace) og den hermed sammenhængende korpuskularteori, som H.C. Ørsted længe løb panden imod. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen blev af franskmændene simpelthen regnet for umulig (!). Men det skal da retfærdigvis nævnes, at det først var i Ørsteds ungdomsår at det overhovedet var blevet muligt at måle energi eksakt. Men modstanden mod at se energien virke på afstand gennem det tomme rum, holdt sig via den såkaldte æterteori helt til den moderne atomfysik slog igennem omkring år 1900. Mekanicismen har siddet dybt i alle fysikere - og gør det endnu.

Så der er i allerhøjeste grad grund til at være på vagt over for filosoffernes vilkårlige definitioner. Specielt substans-bestemmelser bør afskrække.



Favrholdts opgør med skepticismen og relativismen er også væsentlige.

Skepticismen beror som allerede påpeget på en manglende forståelse for selve den grundliggende psykologiske kendsgerning at bevidsthedslivet forudsætter subjektive instanser, kaldet 'jeger', at disse forudsætter genstandsbevidsthed og at denne igen forudsætter at der er faste genstande i vore omgivelser..... Men det er Favrholdts fortjeneste led for led at have påvist at alle skeptikere havner i selvgendrivelse.

Relativismen er ikke bedre, snarere værre, for den hævder i princippet at alt er relativt, intet sikkert og alt derfor lige godt - eller hvad der bliver det samme: alt er lige gyldigt, hvad der oftest kommer til at betyde at det er ligegyldigt. Den førte som bekendt i ekstrem udgave i slutningen af 1800-tallet til anarkismen og nihilismen, der igen medførte den opfattelse af ingen moralregler kunne opfattes som gyldige. "Alt er tilladt", som sloganet blev.

Men i virkelighedens og menneskesamfundets komplicerede og konfliktfyldte verden er alt netop ikke relativt eller absolut, korrekt eller ukorrekt, forståeligt eller uforståeligt, godt eller ondt. Ikke alt er sundt, livsbekræftende, kærlighedsbefordrende. Ikke alt er smukt, harmonisk, helhedsbefordrende, intensitetsgivende, inspirerende, bevidsthedsudvidende. Ikke alt er tilladt, nyttigt, gavnligt, konstruktivt, økonomisk, ansvarligt. Og ikke alt er oplysningsfremmende, fremadrettet, progressivt eller helhedsrealistisk. Hvor grænsen går mellem det positive eller konstruktive og det negative og destruktive er ikke altid let at afgøre. Der må et skøn til - og dette er aldrig hundrede procent sikkert. Men et eller andet i det kollektivt ubevidste bevirker at mennesket aldrig kan hæve sig op over ansvaret for hvad det foretager sig individuelt eller kollektivt. Det hænger på en indre dialog med en 'stemme' i sit indre og en ydre dialog med andre mennesker. - Alt dette springer Favrholdt over, fordi han koncentrerer sig om den rent rationelle begrundelse for erkendelsen og abstraherer fra den eksistentielle. Og det er ikke heldigt.



Favrholdts opfattelse af at den sanselige og den handlingmæssige tilgang til virkeligheden er to forskellige tilgange bryder jeg mig ikke om. Og jeg noterer mig at Bohr heller ikke delte opfattelsen. Sagen er jo at vi i praksis ikke kan adskille disse to tilgange, fordi vi lige fra vi er spædbørn kobler sansning og handling sammen når vi skal finde ud af hvordan tingene fungerer. Og det samme gør også dyrene, der jo af gode grunde aldrig bliver bevidste om at de to ting overhovedet kan adskilles. Et spædbarn lærer fx med sin rangle hvordan et utal af forhold er mellem størrelse, form, vægt, smag, lugt, farver osv. En fugleunge der første gang vover at flyve fra reden lærer lynhurtigt hvordan bevægelsen af vingerne skal koordineres med synsindtrykkene, så den ikke flyver ind i hårde genstande. En hundehvalp finder hurtigt ud af hvilke ting der er så hårde at det er klogest at gå uden om dem. Og som voksne prøver vi os i masser af tilfælde frem for at finde ud af hvordan tingene virker (vi er jo ikke altvidende) - og vi kan i denne proces overhovedet ikke undvære sammenkoblingen af sansning og kropsbevægelser.

Jeg kan derfor ikke se nogen som helst grund til at forlade det hovedsynspunkt at vi har to tilgange til erkendelsen af virkeligheden, den ydre tilgang der gennem sansning og handling giver os objektiv viden om sagforhold og naturlove, og den indre tilgang der gennem introspektion giver os subjektiv viden om alle psykiske (sjælelige eller åndelige) fænomener. Begge er uundværlige i eksistensen, og begge kræver justering gennem løbende realitetsprøvelse der involverer kommunikation med andre mennesker. De to tilgange er diametralt forskellige, ja, logisk uforligelige, men begge er nødvendige, hvorfor de må betragtes som komplementære i Bohrs betydning af ordet.



Rationalisten Favrholdts syn på de politiske og kulturelle problemer bliver naiv, overfladisk og helt utilstrækkelig, fordi han som påvist ikke forstår den ustabile intensitets store og afgørende indflydelse på menneskets tilværelse, individuelt som kollektivt.

Hans tro på rationelle forsøg på at løse de store og reelle problemer han remser op - uanset hensynet til alle de irrationelle værdier og motiver - kan ikke bruges til nogetsomhelst. For de yderst komplekse problemer kan selvfølgelig ikke løses uden hensyntagen til alle de data, sagforhold, interesser, motiver, ambitioner, dogmer og fordomme som gør sig gældende og som krydses af såvel fysiske og psykiske som sociale og økonomiske 'naturlove'. Verdensledere, nationalpolitikere og organisationer kæmper sammen med velmenede humanister, religiøse mennesker og videnskabsmænd for at løse problemerne, men gang på gang må de konstatere, at de kun kan løse delproblemer midlertidigt. Ingen kan nemlig overskue alle problemer og sammenhænge, ingen kan gennemskue alle determinerende faktorerer og ingen kan spå om fremtiden.

Men det værste i Favrholdts naive tro på rationelle løsninger på samfundsspørgsmål er næsten at det lykkes ham efter en sand tour de force gennem hele erkendelsesfilosofien at abstrahere fra sit eget hovedbudskab, at al éntydig kommunikation beror på korrekt anvendelse af begreberne og at denne korrekte anvendelse igen beror på at man tager højde for begrebernes interdependens. Men netop i behandlingen af samfunds- og kulturproblemerne ser Favrholdt fuldstændigt bort fra at der er bunker af dagligsprogets begreber der er relevante for en analyse og en løsning, og at det helt store problem er blevet at jo mere komplicerede samfundsforholdene er blevet bl.a. i kraft af befolkningstilvæksten og det materielle fremskridt og forbrug, jo sværere er de blevet at overskue, og jo sværere er det også blevet at finde de begreber og den kommunikationsform der kan trænge så dybt ned i folkenes, nationerne, religionernes, og kulturernes konsistensdeterminatorer at man via oplysningen kan bevæge dem til at gå i den rigtige, bæredygtige og konsistensbefordrende retning.



Det yderst værdifulde ved David Favrholdts erkendelsesteori er og bliver imidlertid at vi har fået en grundig og detaljeret belysning af en række problemopstillinger i filosofiens historie som viser sig at være inderligt overflødige, fordi de beror på uvidenhed eller abstraheren fra såvel solide kendsgerninger om den fysiske verdens beskaffenhed som solide kendsgerninger om vores erkendelsessituation og den hermed nøje forbundne sproglige situation.

David Favrholdt har så at sige ryddet bordet og mere eller mindre overflødiggjort fortsat tærsken langhalm på uløselige filosofiske formuleringer, og det skal han have tak for. Hans analyser er en glimrende fuldstændiggørelse af mine egne artikler om erkendelsen. Jeg behøver nu ikke selv at gå videre med erkendelsesteorien. Den overlader jeg gerne til fagfilosofferne, og kender jeg dem ret, vil ingen af dem føle sig gjort brødløse som følge af Favrholdts analyser! De vil nørkle videre med deres detaljer som om intet er hændt!

Det har for undertegnede været meget inspirerende at følge Favrholdts detaljerede gennemgang af problemerne og læse hans klare konklusioner, og trods mine indvendinger på bestemte felter må jeg drage den generelle konklusion at det vil være til stor gavn for det oplysningsarbejde jeg selv bedriver at gøre endnu mere ved selve sprogaspektet.



Faktisk er jeg nu fuldstændigt overbevist om at den oplysning jeg finder nødvendig for de kommende generationer må bestå i en generobring af det fulde dagligsprog og dermed en forståelse for at alle sider af dette dagligsprog har fundamentale og interdependente begreber som er absolut nødvendige for éntydig kommunikation.

Lad mig kort skitsere hvad sagen drejer sig.


Ligesom formallogikken må siges at være abstraktion fra reallogikken, så må erkendelsesteorien - selv i David Favrholdts prisværdige og inspirerende udgave - siges at være abstraktion fra 'eksistenslogikken' (opfattet som alle de nødvendige betingelser for éntydig kommunikation om eksistensen) og dermed fra alle de fundamentalbegreber der knytter sig til æstetikken, etikken, parforholdet, humoren og religionen eller helhedsrealismen.

Virkeligheden er blevet frygteligt indsnævret i flere århundreder som følge af naturvidenskabens ensidighed og succes - hvad både Vilh. Grønbech og Konrad Lorenz har grundigt påvist. Al indsnævring af virkeligheden er til største skade for folkelivet og kulturlivet, men en sådan indsnævring hænger altid nøje sammen med en indsnævring af sproget. Idealiserer man det deskriptive rationelle, det fysiske og videnskabelige sprog, og prøver man at skyde æstetikkens, etikkens, politikkens, humorens og religionens eller den overordnede helhedsrealismes sprog og fundamentalbegreber ud på et sidespor, så går det galt. Derfor skal dagligsproget generobres i sin fulde bredde, dybde og højde, og dette gøres ved at generobe dets fundamentalbegreber.



Som eksempler på fundamentalbegreber i de forskellige grene af virkeligheden hvis interdependens nødvendigvis må nærmere belyses hvis generobringen overhovedet skal lykkes kunne nævnes:

Æstetikken: former, farver, billeder, figurer, tonesammensætninger, det smukke, det harmoniske, men også det grænsesprængende og transcendente....

Parforholdet: Erotik, forelskelse, forførelse, kys, kærtegn, omfavnelse, samleje, hormonale forskelle, forpligtende aftaler, børneavl, moderskab, omsorg.... (jf. bl.a. artiklen Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.))

Etikken: ansvar, ansvarlighed, forpligtelse, mod, sanddruhed, konsistens, overvægten af det gode.... (jf. bl.a. artiklen Hjernedødskriteriet er falsk, allerede sprogligt  (11.9.10.)=

Politik/økonomi: frihed, lighed, broderskab, liberalisme og socialisme, markedsøkonomi contra planøkonomi, produktion, forbrug, opsparing, kapital, klasseskel, kønsforskelle, ligeberettigelse, kulturforskelle, oplysning, fri presse, demokrati og sekularisering..... (jf. bl.a. artiklen Partipolitik og sprogforvirring  (9.9.10.) og Advarsler mod muslimerne i Europa  (6.9.10.))

Religion (eller rettere eksistens i videste forstand): Gud og djævel, himmel og helvede, evighed, timelighed, hellighed, kult, tro (som modsætning til fortvivlelse og frygt), ansvar over for en højste instans, skyld, nåde, tilgivelse, 'syndefald', ungdomsoprør, aldring, sorg, sygdom, lidelse, død..... (jf. bl.a. artiklen Sproget og universets mysterier  (13.9.10.))

Humor: smil, latter, satire, ironi, vid, komik, stor humor, tragisk humor....

Med disse eksempler og stikord er kun givet et indtryk af de muligheder der ligger i en systematisk generobring af dagligsproget i dets fulde omfang, men samtidigt er dog afstukket en række konkrete opgaver for undertegnedes arbejde med Jernesalt det kommende års tid i perspektiv af begrebernes interdependens.

Jan Jernewicz



Post Scriptum

Ovenstående essay behandler flere af de centrale erkendelsesteoretiske spørgsmål som allerede er behandlet forholdsvis grundigt i Jernesalts gamle grundartikel i 12 afsnit om Erkendelsens forudsætninger, men den indeholder dels nyt stof, dels naturligvis nye indfaldsvinkler som følge af de betragtninger i David Favrholdts 'Filosofisk codex' der tages stilling til. Essayet kan derfor betragtes som en fuldstændiggørelse af den gamle grundartikel.

Men der henvises også til artikelserien om Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII med afsnit om:  Fysikken og virkeligheden,   Tiden og virkeligheden,   Rummet og virkeligheden,   Livet og virkeligheden,   Ånd og virkelighed,   Sproget og virkeligheden og  Humor og virkelighed.



Henvisninger    
Til toppen

Litteratur:

David Favrholdt: Filosofisk codex - Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse. Gyldendal. 1999.
David Favrholdt: Studier i Niels Bohrs filosofi. Odense Universitets Forlag. 1994
David Favrholdt: Filosofi og samfund. Gyldendal. 1968
David Favrholdt: An Interpretation and Critique of Wittgenstein's Tractatus

Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse. Schultz 1957
Niels Bohr: Atomteori og naturbeskrivelse. Schultz 1958.
Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse II. 1964.
Werner Heisenberg: Fysik og humanisme. Gads Forlag. 1959
Werner Heisenberg: Fysik og filosofi. Reitzel 1960.
Werner Heisenberg: Der Teil und Das Ganze: Gespräche im Umkreis der Atomphysik. Piper 1971.

Jan Jernewicz: Jernesalts 2009-filosofi. En folkebog om komplementær helhedsrealisme som tidssvarende eksistensfilosofi. Jernesalts forlag. 2009



Relevante artikler på Jernesalt:

Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.)
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)
Favrholdts fordomme om religion og psykologi  (28.12.10.)

Erkendelsens forudsætninger
(12 afsnit af hovedartiklen om 'Den komplementære helhedsrealisme')
Erkendelsen  (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.)
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?   (31.7.10.)
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Hvad er virkelighed?  om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen (20.12.04.)
Peter Zinkernagels filosofi



Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Åndsfænomenet i naturen  (10.7.10.)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi  (23.5.10.)
Kaos- og fraktalfilosofi  (13.3.10.)

Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi
om modsætningen mellem naturvidenskab og eksistensfilosofi og muligheden for at slå bro mellem dem ved hjælp af sproget og komplementaritetssynspunktet.



Lone Franks store hjernetrip - et ambitiøst partsindlæg om 'Den femte revolution'  (30.9.07.)
Sjæl og hjerne   om hjerneforskningens problemer (2.6.02.)



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)



Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne vejledende principper for det sekulariserede samfund)



Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi
David Favrholdts æstetik
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik

Ind i musikken om Peter Bastians bog om musik og bevidsthed.
Det musiske menneske om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring



Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)



Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal