JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende39koenogsprog

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.9.10.

Kønsforholdets interdependente grundbegreber

For nylig kunne min fætter Jens Vrængmose her på siderne tilbagevise forfatteren Hanne-Vibeke Holst feministiske udfald mod mandskønnet som blev beskyldt for i kritikken af to kvindelige toppolitikere at være styret af simpel 'kastrationsangst', udlagt på ikke-freudiansk vis som "angst for stærke kvinder der udfordrer dem i magtens arena og derfor bliver regnet for vor tids hekse der helst skal brændes på bålet". Som påpeget var forfatterens argumentation skruet sådan sammen, at hun på forhånd udelukkede at der kunne være rimelige og fornuftige grunde til såvel de skandale-begejstrede mediers som almindelige menneskers reaktion på Lene Espersens og Helle Thorning-Schmidts uheldige sager. Hun postulerede at der var blevet opbygget et kollektivt hysteri med vrangforestillinger om de to kvinder, skønt sagerne såmænd har været behandlet med nøgterne forestilllinger og seriøse bemærkninger mange steder, herunder på Jernesalt.

Det centrale argument i Hanne-Vibeke Holsts bandbulle var, at sagerne med Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen er "udtryk for en urgammel patriarkalsk opfattelse af kvinden som en der bør holde sig uden for magtens arena". Det ligger i vores "kulturelle rygrad", hævdede hun, at "politik er mandens domæne. Derfor har vi stadig svært ved at acceptere at kvinderne gør krav på den politiske magt".

Hanne Holst ser rask væk bort fra den faktiske kønsforskel som en urokkelig biologisk kendsgerning, og fra at denne ikke blot drejer sig om fysiske forskelle med hensyn til kønsorganer og ydre fremtoning, men i allerhøjeste grad også om den fundamentale forskel mellem de kvindelige kønshormoner (østrogener) og det mandlige hormon (testosteron). Og ser man konsekvent bort fra disse ting, går al argumentation nødvendigvis galt i byen, for denne hormonale forskel er overordentlige bestemmende for kønnenes typiske adfærd: Det mandlige kønshormon bevirker udtalt tendens til at 'transcendere', dvs gå ud over egne grænser i både bogstavelig og overført betydning.

Og dette betyder igen at det af urokkelige biologiske grunde er manden der - alt andet lige - har stærkest tilbøjelighed til at søge magt, udbygge magt og fastholde magt, og manden der - igen alt andet lige - får flest problemer med at få undertrykt sine magtmæssige ambitioner. Men dette vil flertallet af intellektuelle kvinder i vor tid ikke indse. Hverken deres intelligens eller faglige kvalifikationer fejler jo noget, siger de med fuld ret, men helt irrelevant. Og derfor vedbliver feminister med at kæmpe en kamp mod overvægten af mænd i magtens korridorer som er håbløs, fordi den dels er urealistisk, dels slet ikke afspejler alle kvinders syn på sagen eller mål for deres liv.

I hele denne nøgterne konstatering ligger der ingensomhelst benægtelse af den gennem mange århundreder opbyggede og cementerede mangel på ligeberettigelse mellem kønnene, endsige af den fortsatte massive undertrykkelse af kvinder vi er vidne til i andre kulturer og religioner, især den muslimske, og som vi ligefrem prøver at gribe ændrende ind i, ved fx at bygge pigeskoler i Afghanistan. Og der ligger derfor heller ikke nogen bestridelse af vigtigheden af den kamp for kvindernes ligeberettigelse som fortsat føres på sagligt grundlag og som allerede kom til klart udtryk her i landet med oprettelsen af Dansk Kvindesamfund og denne organisations kampslogan fra 1919: "Lige løn for mænd og kvinder i lige stilling". Tværtimod. Dette må stadigvæk anses for at være et både selvfølgeligt og nødvendigt mål for kvindesagen, når vi nu engang har taget det store skridt at give kvinderne fri adgang til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet - ikke blot for produktionens og velfærdens skyld, men for deres egne udviklingsmuligheders skyld.

Understregningen af den faktiske biologiske kønsforskel skal derimod tjene det hovedformål at pointere at menneskeheden også på dette område er nødt til at se naturlovene i øjnene og lade være med at foregøgle nogle at de skulle kunne ophæves eller at man overhovedet skulle kunne lave menneskene og samfundet om efter forgodtbefindende. Det realistiske mål for kvindekampen er ikke at sikre absolut ligestilling mellem kønnene, for en sådan forudsætter absolut ensartethed og brud med de biologiske kendsgerninger, men derimod at undgå diskrimination der beror på helt forældede og dogmatiske forestillinger om hvad kvinder kan og vil og hvad de ikke kan og vil.

Sand kvindefrigørelse er lige så vigtig for alle mænd, kvinder og børn samt for arbejdsmarkedet og samfundet som i sin tid bøndernes og senere arbejdernes frigørelse, for den går først og fremmest på selvstændiggørelse, værdighed og fritagelse for diskrimination. Den bliver først problematisk når den udarter til ideologi og bliver til en decideret feminisme der ikke nøjes med at kræve rettigheder og medindflydelse for kvinder, men også opstiller visioner om en alternativ samfundsindretning hvor kvinders livssyn og værdier kommer til at erstatte mandens.

Kvindefrigørelse var fra starten mest fokuseret på kvindernes kamp for elementære rettigheder, men efter 2. verdenskrig kom den mere ideologisk-feministiske indstilling til med Simone de Beauvoirs 'Le deuxieme sexe' (1949, dansk udgave 1965) og Betty Friedans 'The Feminine Mystique' (1963, dansk udgave 1964). Friedan angreb især den amerikanske kvindelighedsmyte som fastholder den højtuddannede kvinde i husmoderrollen. Siden kom bl.a. Germaine Greers med sin 'Den feminine eunuk' (1971) og Marge Piercy's utopiske 'Woman on the Edge of Time' (1976, dansk udgave 1980). Selv Dansk Kvindesamfund blev omkring dette tidspunkt overrumplet af en rabiat feminist som advokaten Jytte Thorbek (formand 1981-83). Hun blev som en hel del kampfæller ikke uden grund nærmest opfattet som mandehader. Men generelt klingede kvindeoprøret ud i løbet af 80'erne - bl.a. fordi den af mange blev betragtet som decideret borgerlig. De fleste rabiate kvinder var alle højt uddannede og vellønnede kvinder fra de borgerlige lag og var som sådanne ikke repræsentative for flertallet af kvinder.

I dag er der stadig feminister der drømmer om et samfund uden mænd, og som derfor udtrykker stor begejstring over at mænd slet ikke længere behøves til gammeldags, dyrisk besvangring af kvinder. Det kan 'inseminatører' på fertilitetsklinikkerne klare som dyrlægerne for effektivitetens skyld forlængst gør det blandt køer og svin. Dog ikke helt så nemt eller billigt, da fertilitetsbehandling er dyr og besværlig - og ikke altid sikker. De mere jordnære og moderate kvindesagsforkæmpere fokuserer mere på kvindeløn kontra mandeløn og lavt lønnede kvindefag kontra højtlønnede mandefag - samt fordelingen af mænd og kvinder på topposterne i såvel det private erhvervsliv som i den offentlige sektor, i politik og i videnskab.

At der var behov for kvindefrigørelse ved siden af bondefrigørelse og arbejderfrigørelse i midten af 1800-tallet kan ikke undre nogen på vore breddegrader i dag. Kvindeundtrykkelsen var evident, både fysisk, psykisk, juridisk og økonomisk. Ibsens 'Et dukkehjem' afspejler det meget tydeligt. 1. akt virker nærmest grotesk i vore dage med ægtemandens horrible nedvurdering af Nora. Men den gængse mandeopfattelse dengang var vitterligt at den gifte kvinde først og fremmest var husmoder og hørte til i køkkenet, barnekammeret og kirken, men naturligvis også skulle stå til rådighed for manden og hans umættelige seksualbegær.

Goethe talte ganske vist om 'det evigt-kvindelige', der var ubestrideligt dragende for enhver mand, og som bragte ikke så få af dem i fordærv. Begrebet 'femme fatale' er gammelt og angiver som bekendt en erotisk bevidst kvinde der selvsikkert forfører, dominerer og ødelægger mænd - modsat den fatale mands-type 'Don Juan'. Fra historien og litteraturen kender vi et utal af den slags kvinder: Salome, Kleopatra, Esmeraldo, Carmen og Lulu samt 'Den blå Engel' foruden folkesagnenes elverpiger og middelalderens hekse. Men andre lagde ikke skjul på at "Mands vilje, er mands himmerig" og at den nævnte 'vilje' oftest er en uskøn blanding af magtbegær og seksualbegær. Jo højere på strå en mand kommer, jo flere kvinder 'nedlægger' han. Paulus kan desuden altid trækkes frem med et sikkert argument fra Korintherbrevet: "Manden er ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld". Karen Blixen så lidt anderledes på sagen. Hun accepterede nok at Gud ifølge den bibelske skabelsesberetning skabte manden før kvinden, men det var ligesom når hun selv skrev sine tekster: "Først laver jeg en kladde!".

Kipling konstaterede at en kvinde bare er en kvinde, mens en god cigar er en smøg, underforstået en cigar véd man hvad er! Det vil sige det vidste mænd engang, men det med kvinden har altid være mere gådefuldt for dem. Kiplings bemærkning virker mandschauvinistisk i dag (i slang kan man omtale en kvinde som 'en god cigar'). Og man tænker uvægerligt at synspunktet nok hænger sammen med at den engang så populære forfatter også var en svoren tilhænger af det britiske imperium, den engelske mands paradis.

Men kvinder holder sig nu ikke tilbage i modsatrettede ytringer. Ovennævnte akademiker Germaine Greer har engang udtalt at hun elsker mænd på samme måde som hun holder af god mad eller vin. Doris Day - i 50'erne en populær filmskuespiller i rollen som 'girl next door' - var ikke i tvivl om at kvinderne gør sig lækre fordi mandens øjne er bedre udviklet end hans forstand. Og antropologen Margaret Mead kom efter sine feltstudier til det resultat at kønsrollerne var kulturbestemte, at kvinder ønsker middelmådige mænd, og at "mænd arbejder hårdt for at blive så middelmådige som muligt".

Parterapeuten Tim Ray skal i en nyligt udgivet bog have gjort gældende, at det er svært at være i parforhold med kvinder i 30'erne, fordi de i netop dette ti-år typisk skal nå det hele, har tårnhøje ambitioner, presser sig selv hårdt og derfor har svært ved at slappe ordentligt af. For mange kvinder handler det i alt for høj grad om at skabe den perfekte base for det gode og perfekte liv. De vil gerne have den perfekte mand, den perfekte familie, det gode sexliv, den flotte og veltrænede krop, karrieren, de fantastiske ferier og weekender med masser af indhold. Hele tiden en optimering af det gode liv fyldt med livskvalitet. Og det kan, udtaler han, "faktisk være lidt anstrengende at være mand i et forhold, der skal leve op til så meget".

Af de myter om parforholdet han prøver at aflive er bl.a. følgende:
- Stærk tiltrækning er lig med at man matcher godt sammen.
- Min lykke er afhængig af min partner.
- Min partner kan redde mig fra det liv jeg lever og ikke har det så godt med.
- Min partner vil ændre sig, hvis jeg arbejder hårdt nok på det.
- Der er kun én rigtig måde at være på i et parforhold.

Det skal tages i betragtning at det er en mandlig parterapeut der påpeger dette, og at næppe alle kvinder vil skrive under. Men ubestrideligt synes i hvert fald at være at virkelig mange veluddannede kvinder i dag har alvorlige stresssymptomer, fordi de har tårnhøje ambitioner om det perfekte liv og helt urealistiske forestillinger om hvad der er menneskelig muligt i et liv hvor døgnet kun har 24 timer, og hvor bevarelsen af helbredet altid forudsætter en vis balance mellem arbejde, søvn, familieliv og 'opladning' eller hvad man nu vil kalde lige præcis den del af ens liv der kan forebygge stress. - Jf. artiklen om sabbatten.

Går man til en kvindelig økonomiprofessor som Nina Smith der bekymrer sig over at vi er meget langt fra reel ligestilling på arbejdsmarkedet, så hører vi en anden vinkel på sagen, nemlig at danske kvinder slet ikke er lige så villige til at påtage sig ansvar for ledelse som mænd er. Og hvorfor ikke? - Fordi man ikke kommer ind på direktionsgangene hvis man samtidigt med karrieren vælger at få børn, tage lang barsel og kun arbejde maksimalt 37 timer om ugen. "Sådan spiller arbejdsmarkedet bare ikke", siger hun. Og kvoteordninger er efter hendes mening ikke løsningen, for hvis vi skal have flere kvinder i bestyrelsen - og det er hun tilhænger af - så skal vi først have kvinderne frem til at være et reelt potentiale til bestyrelsen". Og hun er ikke bleg for at konkludere, at så længe det næsten kun er kvinderne der bruger velfærdsgoderne (primært barselsgoderne), så er det "klart, at kvinder simpelthen ikke er en lige så god arbejdskraft som mænd".

Så fik vi det sat på plads af en kvinde på en toppost. Og da må det trods alt være tilladt at spørge, om det mon er helt tilfældigt at kvinder som flest vælger 'velfærdsgoderne' eller mere præcist 'omsorgen for de nyfødte' fremfor topkarrieren, og om der er noget galt i det?

Uden at postulere nogetsomhelst om at alle mænd og kvinder nogensinde skulle kunne blive enige herom, så skal her som udgangspunkt fastholdes, at enhver kvinde biologisk set som moder (gennem svangerskabets art og varighed) er knyttet nærmere til barnet end faderen er. Bestrider man dette, er der intet grundlag for en fornuftig analyse eller debat. Men formålet her er iøvrigt først og fremmest at fokusere på nogle konsekvenser af den rent sproglige afhængighed mellem dagligsprogets ældgamle begreber som bevirker at ingen kommer uden om at stærkt afvigende meninger om kønsforholdet uundgåeligt kommer i karambolage med sprognormerne.

Der er det man kalder sproglig interdependens mellem mange af vores dagligdags og fundamentale begreber, herunder naturligvis også dem der vedrører køn og kønsforhold. Interdependens betyder - som filosoffen David Favrholdt på fornem vis har forklaret i sin 'Filosofisk Codex (jf. Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger) - en gensidig afhængighed mellem begreber der gør at man ikke kan bruge det ene korrekt uden at tage hensyn til andre. Bestrider man generelt denne interdependens (der aldrig kan bestemmes eksakt), fx ud fra det i vore dage almindelige, men uholdbare synspunkt at vore begreber er rent tilfældige, sociale konstruktioner, så unddrager man sig ikke den praktiske karambolage med sprognormerne, men får blot ekstra besvær med at argumentere mod de konkrete bindinger. Hvad kønsforholdet angår vil man navnligt løbe ind i vanskeligheder med at forstå selve den hormonale forskels grundbetydning i en mængde tilfælde.

Den altafgørende grund til alle konflikter og misforståelser mellem kønnene er og bliver nemlig selve den biologiske forskel. Vi er fra naturens side skabt som to køn, hvoraf det ene har ægceller der kan udvikle sig til fostre ved befrugtning med sædceller der stammer fra det andet køn. Manden producerer fra pubertetens indtræden sæd konstant, og den skal udtømmes med korte mellemrum - og bliver det ved samlejet. Kvinden har et bestemt antal æg i æggestokken, men de udløses kun et efter et engang om måneden (og automatisk), og kvinden er kun fertil nogle få dage i hver periode (og kun indtil klimakteriet). Udløsningen af ikke-befrugtede æg medfører blødning eller menstruation der kan give gener af forskellig art, og i visse kulturer er forbundet med højst restriktive, ubehagelige og i vore dage helt uforståelige moralforbud som begrundes i noget så tåbeligt som kvindens 'urenhed'. Strengt ortodokse jødiske mænd må ikke så meget som berøre deres ægtefælle under menstruationen, og parrets ægteseng adskilles for en sikkerheds skyld ved et særligt mekanisk arrangement, der i møbelbranchen ligefrem kaldes 'et jødisk arrangement'.

Men den altafgørende begivenhed i såvel det enkelte menneskes liv som menneskehedens liv er og bliver dog den psykiske og bevidsthedsmæssige forandring der sker i puberteten og som skyldes kønshormonerne.

Puberteten er både i individets og slægtens historie den skelsættende begivenhed der betyder menneskets tab af ansvarsfriheden og henvisning til ansvarlighedens og 'nødvendighedens' hårde realiteter. Intet under at myterne taler om 'syndefaldet' der ikke - som mange desværre tror - skal tages som udtryk for overtrædelse af specifikke moralregler, men som den helt fundamentale vej til selvstændiggørelse der uundgåeligt indebærer et radikalt brud med fortiden og den ubetingede forældrebeskyttelse. Den selvfølgelige 'naive realisme' falder og må erstattes med en højst besværlig 'reflekteret realisme'. Mennesket tager - i mytisk forstand - en bid af 'bevidsthedens æble' og vil for altid forlade uskyldens og ubevidsthedens paradis, hvor almægtige forældre hidtil som en selvfølge har sørget for det i alle ender og kanter. Det må nu se sig placeret i en på mange måder konfliktfyldt, farlig og urolig verden som kræver arbejde, omtanke og omstilling på uhyre mange områder.

En del unge sætter sig til modværge mod den store forandring. Det kan fx for pigers vedkommende medføre anoreksi - i et forsøg på at undgå at få runde kvindeformer. Puberteten og tabet af 'uskylden' betyder jo også selve opdagelsen af at man er et kønnet væsen med kønnet modpol. Det andet køn er på en og samme gang dels attraktivt og fascinerende, dels gådefuldt og foruroligende. Erotikken fødes med hvad den indebærer af flirt, forførelse og forelskelse - eller hvad vi med et moderne ord kort og godt kalder 'romantik'. Der sker en uafladelig udveksling af sjælelige rørelser via øjne, ører, mund, hænder, smags- og lugteorganer samt adfærd, dvs gennem kys og kærtegn, ord og omfavnelser. Og det fornægter sig ikke at den såkaldte 'orale lyst' må anses for at være den basale totalfornemmelse for alle pattedyr, den der afgør spørgsmålet om accept eller forkastelse.

Udvekslingen bevirker ofte at fornuftens nyttige evne til at analysere og sondre suspenderes. Man kan i bedste fald momentvis komme i den syvende himmel af lykke over at have mødt eller være sammen med en partner. Det er derfor noget sludder at mænds synsevner er bedre udviklet end deres fornuftsevner, siden de gør så højt op i hvordan kvinder ser ud og klæder sig. Nej, fornuftsevnerne fejler ikke noget, de suspenderes blot - uanset hvor gode de er - ved synet af flotte ben, barme og bagdele. Runde og bløde former har magiske kvaliteter (hvad der udnyttes i al kunst) - og dette er biologisk set vældigt hensigtsmæssigt, for det medfører at menneskene ikke kan lade være med at parre sig. Det er simpelthen topmål af naivitet af kvinder at tro at mænd nogensinde vil komme ud over instinktivt at se kvinden som seksualobjekt. Og det er naivt af de samme kvinder at tro at flertallet af deres medsøstre ikke nyder det så længe deres grænser respekteres. Men kvinder er naturligvis andet og mere end seksualobjekter.

Blufærdigheden går ikke fuldstændigt fløjten, de fleste trækker gerne en grænse for det private, det man helst holder for sig selv og kun deler med de allernærmste. Tilfredsstillelse af begæret, forstået som det fysiske begær, kobles sammen med det romantiske, men ophidselsen gennem sanserne sætter uundgåeligt gang i hormonproduktionen, så den fysiske side af sagen før eller siden skal tilgodeses. Mandens seksualdrift er direkte aktiverende eller handlingsorienteret, for hans optimale tilfredsstillelse kræver fysisk 'besiddelse' og penetration af den kvindelige partner, men man skal jo ikke tage fejl af at kvinden indirekte kan være særdeles aktiv, nemlig når det gælder at friste manden. Det er der som bekendt mange metoder til, og de er ikke alle lige risikofri. En pige vil måske i begyndelsen af sit seksualliv være tilbageholdende af frygt for følgerne i form af uønsket graviditet; men frygten kan også i visse snævert moralske kredse gælde tabet af mødom, denne besynderlige 'jomfruhinde' ved skeden som brister ved første samleje med en blødning til følge der afslører hvad der er sket - og derfor kan bruges til kontrol af emsige slægtsmedlemmer.

Det er som hovedregel kvinden der skal forsvare sin integritet dvs afgøre hvor grænsen for mandens erobringslyst skal gå. Pigerne kan være knibske; et nej skal ikke altid tages bogstaveligt, men grænserne er hårfine - ligesom de signaler parterne afgiver. Misforståelser er uundgåelige - og i værste fald kan de som bekendt føre til voldtægt, voldtægtsforsøg eller voldtægtsanklager (sande eller falske). En kvinde må i civiliserede retssamfund naturligvis ikke tages med vold, men med det gode, men som kønnene fysisk er indrettet skal kvinden 'tages' og altså give efter for mandens favntag og indtrængen. Og det volder ifølge sexologer en del moderne, selvstændige og frigjorte kvinder problemer, fordi de tror det er ensbetydende med 'overgivelse' eller ligefrem magtafgivelse. Det er en af følgerne af kvindefrigørelsen at parforholdet i værste fald kan udvikle sig til en magtkamp. Og den moderne kvinde vil naturligvis ikke ligge under for manden. Det er ikke desto mindre en biologisk kendsgerning, at kvinden ikke kan opnå optimal orgasme ved samlejet, medmindre hun suspenderer alle forestillinger om magt og 'lader sig tage' af manden på den måde naturen foreskriver.

Frygten for graviditet er dels begrundet i det helt praktiske forhold at en uønsket graviditet griber generende ind i arbejdsforhold, uddannelse, økonomi og boligsituation, dels i den stadigt udbredte moralske forargelse eller fordømmelse der ligger i enten ubetænksomheden i forhold til alder (unge piger kan blive udmærkede omsorgsfulde mødre, men de går uundgåeligt glip af arbejdsmæssige udviklingsmuligeder) eller i forhold til familienormer (social status såvel som kulturel eller religiøs status samt eventuelle fordomme om kønsorientering).

Frygten kan gå sammen med begge parters uvilje mod for tidlig binding eller mod binding i det hele taget. Seksualiteten tjener biologisk set forplantningen, men den har alle dage også tjent lysten, dvs den rene, uforpligtende lyst, som dybdepsykologisk set hænger sammen med selve den nødvendige erfaring og stadige generfaring af mening og 'fylde' eller 'ekstase'. De to ting har altid været forbundet fra naturens side, men i moderne tider er de blevet skarpt adskilt takket være prævention og p-piller (foruden sexlegetøj). Det anses for en elementær menneskeret at blive seksuelt tilfredsstillet når som helst uden at det nødvendigvis får følger.

Man kan kalde denne udvikling en æsteticering af livet på linje med den almindelige forbrugsmentalitet i det moderne velfærdssamfund. Men man kunne lige så godt sige, ar der er tale om en uundgåelig følge af menneskets fortsatte 'syndefald': Hele kulturhistorien er én lang transcendens eller grænseoverskridelse der betyder at mennesket gang på gang forlader den gamle kulturtraditions faste normer og tryghed for at drage ud i den friere verden hvor normerne er 'flydende' eller 'relative'. Der er noget rigtigt i begge synspunkter. Kun historiens gang viser, hvor grænsen går mellem det forpligtende og det uforpligtende eller mellem det bæredygtige og det ikke-bæredygtige. Kortsigtethed er altid symptom på ungdom. Konsekvens af handlinger er for unge nærmest en uting ved naturen og kulturen. Men da den ikke kan ophæves ved ønsketænkning, må der i mange tilfælde fortsat bødes for "det der kun var en stakket glæde". Og voksne mennesker kan ende som bevidste og ensidige dyrkere af erotikken. De hylder 'det erotiske menneske' som fx Tor Nørretranders har gjort i en bog og Jørgen Leth på film. Det behøver ikke være anstødeligt i sig selv, men det peger i hvert fald væk fra det mere helhedsrealistiske som ligger i konsistensetikken.

Mennesker der uden at lide af egentlig seksualangst under ingen omstændigheder vil løbe nogen risiko ved sex kan vælge afholdenheden, bortnertheden, puritanismen eller ligefrem foragten for sex og foragten for det andet køn. Men de fleste bevarer dog fascinationen af det andet køn, og kan da havne i store moralske problemer eller kriminalitet ved overtrædelse af deres egne eller deres institutioners moralregler, eller de kan kamouflere deres manglende evne til flirt og erobringer som foragt og arrogance.

I sidstnævnte tilfælde kan det ene køn finde trivsel i rene pigeklubber der morer sig med at finde alle de latterlige sider ved mændene - eller omvendt det andet køn i rene mandeklubber der fokuserer på alle de træk ved kvinder som afviger fra mændenes og derfor betragtes som tåbelige. I begge tilfælde bruger man sproget til nedvurdering gennem mere eller mindre sjofle slangudtryk om det andet køn. Parterne har såmænd ikke så meget at lade hinanden høre i den forbindelse, men mændenes brug af slang og sjofelheder er i almindelighed et nummer eller to grovere end kvindernes.

Et særligt kapitel er pornoen og dens frigivelse og udbredelse i nyere tid. Fascinationen af det andet køn - især mandens fascination af kvindekroppen - har altid været genstand for kunstnerisk interesse, også i langt højere grad end det officielt har været anerkendt. Derfor er fx Vatikanets bibliotek beriget med mange skrifter som de nidkære censorer har forbudt for sædelighedens skyld. Andre instanser har valgt at skåne en kunsters offentlige omdømme med fortielse af hans faktiske interesse for detaljerede modeltegninger. Ja, i et enkelt tilfælde kan det konstateres, at den fine kunstkender (John Ruskin) der som ven blev eksekutor for den fremragende engelske maler William Turner i sin store moralske forargelse valgte at brænde denne kunstners utallige erotiske tegninger som var frembragt på bordeller, men som vennen intet kendte til. En regulær kunsthistorisk forbrydelse af rang.

Men hvad er der galt med erotiske billeder - andet end at de åbenbart fascinerer mænd mere end kvinder? Poul Henningsen og Ove Brusendorff valgte i hvert fald i 1960'erne at udgive et fire-binds værk de kaldte 'Kærlighedens billedbog' og som viste kunst fra alle hjørner af kloden og alle epoker af historien. Værkets undertitel var 'af glædens og forargelsens historie', og den slår jo præcis ned på det faktiske forhold at det der fascinerer nogle, forarger andre. Og dette er der egentlig ikke andet end at sige til at al forargelse såmænd også er lystbetonet!

Man kan sagtens skille egentlig porno ud fra erotisk billedkunst, fordi porno primært tjener den seksuelle ophidselse og gør det ved at fokusere direkte på kønsorganerne og kønsakten i helt utilsløret form, for disse er af gode grunde hos mennesket i modsætning til hos dyrene omgærdet af en betydelig blufærdighed som står i skærende kontrast til den fascination der knytter sig til dem. Mændenes nysgerrighed ser i hvert fald ikke ud til at kunne tilfredsstilles. Eller også er mysteriet uudtømmeligt.

Seksuallivet har som alt andet i naturen og kulturlivet sine afvigere, og dem bliver der naturligvis gjort grin med, ofte skånselsløst. Dels findes der dyrkere af seksuel adfærd der regnes for pervers af de bornerte eller puritanske mennesker, og her er våbnet først og fremmest forargelse og fordømmelse, dels er der de homoseksuelle - bøsserne og de lesbiske - som stadigvæk trods alt frisind mødes med så megen instinktiv modstand, at de må forsvare sig. De er nok i vore dage og på vore breddegrader kommet ud af 'skabene' og kan gøre sig gældende i det offentlige rum som erklærede afvigere, ja de har faktisk mediernes bevågenhed og de offentlige myndigheders tilladelse til deres særlige arrangementer og parader. Men det kan altsammen ikke forhindre at de homoseksuelle fortsat er et mindretal der afviger fra flertallet, 'normen' og gennemsnittet ved en kønslig adfærd der modsat religiøse, ideologiske eller sociale afvigelser strider mod biologien og dermed uvilkårligt provokerer instinktiv reaktion fra andre mennesker.

Mindretal vil altid mærke at de afviger fra flertallet, og de vil derfor helt naturligt indbyrdes støtte hinanden i de respektive grupperinger, men lige netop med homoseksualitet støder afvigerne på 'fordomme' der ikke kan betragtes som historisk bestemte sociale konstruktioner, men som naturgivne - og det gør en forskel. Kulturen består ganske vist så at sige pr. definition i at sætte sig ud over naturens grænser, men dette er ikke ensbetydende med at det er muligt at negligere naturens indbyggede reaktionsmønstre. Og det vil være en illusion at tro at homoseksualitet nogensinde ligestilles med heteroseksualitet.

Det 'normale' parforhold vil alt andet lige tendere mod et fast forhold der indebærer etablering af egen 'familie' med hvad dertil hører af fælles børn, fælles bolig og fælles økonomi.

Det faste forhold kan 'besegles' gennem officiel forlovelse og vielse, hvad enten denne sidste bliver borgerlig eller kirkelig. I den katolske kirke betragtes den kirkelige vielse som et egentlig 'sakramente', en hellig handling, der principielt ikke kan brydes, men for de fleste er kirkelig vielse blot udtryk for noget særligt romantisk - og henlægges derfor gerne til fx landsbykirker. Ideen er under alle omstændigheder at man officielt vedgår fællesskabet med alle dets konsekvenser for børn og arv, men ideelt set også at man afgiver løfte om 'evigt troskab'. Parterne tror ofte på romantisk vis at de har fundet 'den eneste ene', og at dette nærmest automatisk indebærer at man holder sammen til døden. Men parterne kommer i vore dage som hovedregel ned på jorden igen og opdager at der skal en hel del god vilje og megen fornuft til at holde sammen på den for blot få årtier siden så forkætrede kernefamilie.

Det er ikke givet at man matcher sammen, fordi man bliver vildt forelsket. Det er ikke sandt at der kun er én måde at indrette et ægteskab på. Og det er lodret forkert at man kan lave sin partner om eller at ens lykke fuldstændigt afhænger af partneren.

Det eneste realistiske er at acceptere og respektere hinandens forskellighed, ikke bare kønsligt, men også menneskeligt, og at man indretter ægteskabet således at begge parter kan udfolde sig efter egne forudsætninger og interesser, men naturligvis samtidigt danne fælles ramme om pleje af intimitet, børn, familierelationer og vennekreds. Der kan heldigvis være 'lykke' ved alle elementer, men 'Lykken' (med stort L og i bestemt form) betragtet som en forestilling om en rosenrød tilværelse resten af livet er kun en drøm. En god basis for en 'relativ lykke' er imidlertid at parterne hver for sig har fundet 'melodien' i betydning en mening med tilværelsen som kan bringes videre uden urealistiske forventninger til partneren. Og hvad kærligheden angår, bør man ikke tage fejl af at det ikke er den der gør blind, men forelskelsen. Sand kærlighed gør seende. Den åbner øjnene for forskelligheden og værdien heraf.

Børn vil altid blive en udfordring fordi de både giver mange glæder og mange problemer. Problemerne er større i dag end tidligere, fordi børnene i de fleste tilfælde skal i institution efter barselsorloven, og det kan stresse parternes tidsskemaer og tålmodighed. Børn synes også gennemgående mere urolige og støjende end tidligere. I skolen henvises mange således til specialundervisningen som særligt vanskelige. Men forældrene er jo børn af 1968'erne der generelt og principielt betragtede 'opdragelse' som undertrykkelse, så mange forældre er i dag simpelthen bange for at sætte grænser.

Går det galt i parforholdet kan løsningen blive separation og skilsmisse med besværlig og omkostningstung børne- og bodeling. Det er fx sjældent af et par med normalindkomster er i stand til hver for sig at opretholde den boligstandard de indlod sig på som par. Ophævelsen af forholdet kan være forårsaget af decideret utroskab med tilhørende skuffelse, vrede og jalousi hos den forurettede part. Man har stolet på hinanden og den andens vilje til sammenhold - og har måske ikke overhovedet forestillet sig at forskellen i selve seksualdriftens styrke og omfang kunne belaste et ægteskab der på få år er havnet i rutine. Men erotikken har sine egne spontane veje - og kan spille parterne et alvorligt puds. Rutine i parforholdet er som rutine i alle andre forhold en risiko for alle der værdsætter variation og fornyelse.

Fristelserne er som bekendt mangfoldige, som den fordrukne snedker Engstrand hævder i Ibsens 'Gengangerne' med tanke på de våde varer, men det gælder også i erotikken, hvor en flirt kan ende med forelskelse og en forelskelse med en passion: en lidenskabelig forelskelse i et andet menneske der tvinger til brud med alle regler og al hensyntagen, ikke af kynisme eller egoisme, men af simpel psykisk fokusering. Den kan medføre moralsk forargelse og fordømmelse, men ikke forhindre at man tager et skridt der ikke kan gøres ugjort.

Varer et parforhold ved gennem gennem mange, måske helt til pensionsalder og guldbryllup, undgår det ikke udfordringer fra sygdom, aldring eller død. Enhver sygdom kan være en belastning, men naturligvis vil alvorlige sygdomme som kræft eller demens blive særligt belastende, fordi de griber dybt ind i hverdagen. Demens kan fx ende med nødvendigheden af at få den syge partner anbragt på plejehjem, og dette vil ofte blive betragtet som direkte brud på tilliden til troskaben.

Døden er et særligt kapitel, fordi den som alle véd er uundgåelig, men ikke desto mindre trænges væk som relevant eksistentielt problem længst muligt. Når den alligevel indtræffer, kan den ikke blot medføre sorg og savn, men direkte vrede mod den ægtefælle der er gået bort og har tilladt sig mod alle løfter at svigte den anden.

Parforholdet er med andre ord på godt og ondt et overordentligt komplekst anliggende som med vore dages lette adgang til skilsmisse og nye pardannelser yderligere kompliceres af sammenbringelsen af børn fra forskellige forhold. Går det nogenlunde godt for begge parter betragtes kønsforholdet som overvejende positivt. Går det derimod galt for begge parter eller blot den ene, kan det udarte til en decideret magtkamp eller kønskamp med hvad dertil hører af bitterhed og had.

Kønsforholdet er med andre ord alt i alt en del af den menneskelige tilværelse som er speget og fuldt af faldgruber. Alt ser ud til at hænge sammen på en sådan måde, at ligegyldigt hvad man foretager sig, så får det konsekvenser man ikke kan forudse. Forholdet er fra sin spæde start fuldt af illusioner og uopfyldelige forventninger. Ligesom i puberteten kan ingen på forhånd medbringe personlig erfaring om hvad sagen går ud på i sine yderste konsekvenser. Man kan have gode forbilleder fra sit barndomshjem, men heller ikke sådanne er tilstrækkelige til at give redskaber til en fornuftig løsning af de problemer der kan opstå.

Det allervigtigste turde dog være en indstilling eller livsfilosofi der ikke på forhånd betragter kønsforholdet som en magtkamp, men som en win-win-situation der indebærer at begge parter får fordele og glæder ved forholdet samtidig med at de begge påtager sig ansvaret for og besværet med dets opretholdelse. Gensidig respekt for individuelle egenskaber, mål og ambitioner er en fordel. Overalt spiller konsistensetikkens indre (psykiske) krav om overvægt af det gode i livet på langt sigt nemlig afgørende ind. Alt hænger sammen i parholdet som i livet.

Frem for alt må komplementariteten mellem kønnene derfor aldrig glemmes. Den indebærer en nøgtern erkendelse af at de to køn i kraft af de biologiske forskelle, herunder den hormonale forskel, er forskelligt indstillede - uanset genetisk eller social arv, uanset intelligens, faglige evner, uddannelse, erhverv eller karriere. Fornægtes indstillingen ender parterne let i gensidig foragt eller direkte magtkamp. Accepteres den derimod er der åbnet op for gensidig respekt, forståelse og samarbejde, i bedste fald endda i humorens befriende lys.

Intet i den menneskelige eksistens er mere humoristisk end forholdet mellem de to uforenelige køn. At gå ind i et parforhold betyder derfor altid at gå ind i 'tragediens område' hvor det at have ret er hørt op. Partnerne vil altid kunne finde noget ved den anden part og det andet køn som er latterligt og irriterende, men kunsten er at få øje for det latterlige og irriterende ved sit eget køn og sin egen person. For da tror man ikke man er hævet over kritik eller sidder inde med sandheden.

Peer Sendemand

Henvisninger: