JERNESALT - dataset

Det nordisk-barbariske Til toppen Næste afsnit

Hos Jorn får det nordisk-barbariske frit spil. Hans livsværk blev af gigantiske dimensioner, fordi han spændte over så mange grene og var så utrættelig i sin produktivitet. Han blæste på konventioner og bornerthed. Han dyrkede friheden, spontaneiten og situationen. Og han vendte sig bevidst fra den franske og italienske kunsts klassiske idealer til den nordiske kunst folkelige, mytiske, magiske og kultiske sanselighed.

Den sindsudstråling han fandt i de mange tusinde kunstværker fra den nordiske fortid, som han fik fotograferet til udgivelse, sagde ham, at det ekspressionistiske begreb er en tilstand, som det har været naturligt af færdes i gennem hele vor lange fortid, og som har været gennemgående i nordisk kunst op til nutiden.

Teoretisk æstetik handlede efter Jorns mening kun om, hvad et velopdragent menneske skal opfatte som skønt, selvom han personligt opfatter det som grimt eller kedeligt - og er altså rettet direkte imod menneskets umiddelbare stærke sanseoplevelse.

Wiig Hansen hører til denne kategori af ekspressive, nordiske barbarer- både i maleri og skulptur. Og Robert Storm Petersen ligeledes. Hos ham er det blevet gjort til en gåde, at samfundssatirikeren ad åre blev afløst af den lune humorist og vismand. Men inddrager man hans livshistorie i fortolkningen, bliver gåden løst, for skuffelsen over manglen på anerkendelse som ekspressionistisk maler førte ham indad - til forfinelsen af de sarte strenge i hans sjæl. Han gik ind i den store humors område: tragediens område.

Det fantastiske Til toppen Næste afsnit

Endnu en form for kunst passer dårligt ind i den snævre æstetiks ramme - og det er den fortællende og/eller fantastiske, som den blandt mange andre findes hos to så forskellige kunstnere som Chagall og Carl-Henning Pedersen, som for nylig har været bragt sammen på Arken. Mange går uden om den slags kunst, netop fordi den er "fortællende": der sker noget på billederne, som - hvad enten det udspringer af oplevelse eller fantasi - peger ud over det formelle skønhedsindtryk og direkte ind i et følsomt bevæget sinds optagethed af den ydre eller indre mytiske verden.

Forskellen mellem Chagall og Pedersen er markant - selvom der også findes lighedspunkter. Pedersen har, hvis man ser bort fra krigsårene, stort set malet ud af sin frodige fantasi, mens Chagall altid har været inspireret af den højst konkrete virkelighed: det gamle russiske og jødiske opvækstmiljø, det parisiske kunstnermiljø og - musik og cirkus samt bibel og fabler. Carl-Henning Pedersen derimod er et irreligiøst, men poetisk følsomt gemyt, og formår, med stigende evne jo ældre han bliver, at åbne døren ind til mytiske lag i sjælen.

Hos Chagall spiller den jødiske østeuropæiske fromheds- og vækkelsesbevægelse, chassidismen (eller hasidismen), en stor rolle. Den går kort fortalt ud på, at Gud er umiddelbart til stede i alle ting, således at alle dagligdagens opgaver og oplevelser er døre til mystisk erkendelse. Der bliver ingen modsætning mellem det jordiske og det guddommelige - og det betyder igen, at den jordiske virkelighed går i ét med den guddommelige "bagvedliggende" eller "symbolske" realitet.

Den kunstner der lever i en sådan helhedsrealitet skaber ikke sin kunst ud af fantasien, men ud fra virkeligheden. Men hans virkelighed er ikke den snævre tingsverden, som naturvidenskaben har som genstand eller som positivisterne ideologisk ophøjer til ærkerealitet, selvom al erfaring siger, at intet menneske lever i en sådan snæver realitet.

Også Chagall var et følsomt poetisk gemyt, der måtte fly fra den unge sovjetstats begyndende indblanding i kunsten i 20'erne. Følsomheden udtrykte han i ord på denne måde: Jeg svarer (réponds) på kærlighed og på et beslægtet hjertes hengivenhed, men stillet overfor tvivl og tøven går jeg min vej.

Denne indstilling kommer der hverken tendenskunst, socialrealisme eller oprørskunst ud af, men derimod billeder der er en verden for sig og som vi har adgang til, hvis vi vel at mærke vover os ind i dem. De kan bekræfte os i den grundlæggende erfaring, at den personlige eksistentielle verden altid er en meningsfuld verden. Kunst af denne art er følgelig ikke tømt for mening, men tværtimod ladet med mening.

Den samlede ulogik i en sekulariseret tid Til toppen Næste afsnit

På vore breddegrader er den nuværende slægt hverken religiøs, militær eller kommerciel, men sekulariseret, civil og materialistisk - samt usikker og søgende. Kunsten er derfor hverken relikvier, trofæer eller handelsvarer, men et pluralistisk udbud af alle typer, uden anden fælles tendens end det Damgaard-Sørensen træffende kalder en "samlet ulogik""

Nogle søger "frelse" i kunsten som andre søger den i forbrug, magtkamp eller verdensforsagelse. Men Erik Fischer har ret i, at det er noget vrøvl. Han giver ikke begrundelsen, men den er naturligvis, at der aldrig er eksistentiel frelse i en partiel filosofi, i partiel praksis eller i ensidig livsindstilling. I sidste ende er der psykologisk set kun frelse i selve den meningsfylde, der svarer til hvad jeg vil kalde en helhedsrealistisk totaloplevelse. Frelse der dur er nemlig aldrig frelse fra jordelivet med dets problemer og bekymringer, men frelse fra meningsløsheden.

Men selvom den pluralistiske mangfoldighed, eller om man vil, det kulturelle og religiøse kaos omkring os, nok kan skabe usikkerhed i tilværelsen, så er der dog en markant forskel fra situationen for hundrede år siden, hvor nihilismen var på en udbredt mode og i første omgang førte til både personlig og kulturel pessimisme, men i anden til den vanvittige krigsbegejstring der udløstes med 1. verdenskrig. Endelig fik folk mulighed for at udtrykke deres indestængte trang til kraftudfoldelse (jf. symbolismens afløsning af futurismen). Denne markante forskel mellem 1890'erne og 1990'erne ligger i to ting: informationsniveauets kolossale stigning og billedets kolossale dominans over ordet og bogen i dag. I dag forstår vi Jorns postulat, at i begyndelsen var billedet og ikke ordet.

John Berger gør opmærksom på, at allerede kameraet, og især filmkameraet, ændrede menneskers måde at se på, fordi det synlige fik en anden betydning for dem end tidligere.

Fortidens kunst eksisterer ikke som forhen; dens magt er brudt, hvad også de moderne reproduktionsteknikker har bidraget til. Og i stedet findes der nu et billedsprog, der brugt rigtigt, vil kunne give os en ny slags magt, nemlig muligheden for - som Berger kalder det - mere præcist at fastlægge vores oplevelser i områder, hvor ord er utilstrækkelige. Og det gælder vel at mærke ikke blot personlige, men også væsentlige historiske oplevelser af vores forhold til fortiden.

Den danske forsker Bent Fausing, universitetslektor i æstetik og kommunikation, der for et par år siden gik glip af en doktordisputats, fordi han sjuskede med citater og referencer, har ligeledes belyst det ubestridelige faktum, at billedet og billederne betyder uendeligt meget mere for moderne mennesker end nogensinde i historien - det er blot endnu ikke forstået eller gjort til genstand for grundig og systematisk forskning.

Ændringen indebærer på den ene side, at fascinationspunkterne for moderne mennesker og naturligvis i særlig grad de yngste er flyttet, så den almindelige æstetiske nydelse også er blevet forskudt, og på den anden side - min konklusion - at manipulationsmulighederne er blevet mangedoblede og vil være katastrofalt store lige indtil billedets fascinationskraft bliver dybtgående og alment forstået, evnen til orientering i billederne forbedret, og viljen til overordnet målsætning forstærket. Hvad der vist nok har lange udsigter!

Kunsten som del af den guddommelige komedie Til toppen

Min egen helt personlige bedømmelse af denne kulturelle situation ved udgangen af det 20. århundrede er en helhedsrealistisk konstatering af, at selvom valgmulighederne teknisk og æstetisk set er så store som nogensinde, så går det galt uden sans for og evne til orientering i tilværelsen. Derfor ligner situationen en rigtig guddommelig komedie: "Vi føres", men ingen ved hvorhen, og de fleste er i dyb tvivl om både målet og kraften. Den enkelte må derfor orientere sig for sit eget vedkommende efter bedste evne - ikke af egoisme, men af overlevelseshensyn. Og så i øvrigt håbe, at så mange som muligt overlever eksistentielt.

Kunsten er en del af komedien, en ikke uvæsentlig del, men kun en del. Den rummer ikke Frelsen eller Sandheden med stort, men så sandt det sande, det gode og det skønne dybest set er ét og det samme, kan også kunsten give meningsskabende eller meningsbærende oplevelser af fylden og evigheden.

I stedet for 'pluralisme', der efter min mening smager for meget af kvantitativ mangfoldighed, der let fører til overmættelse af indtryk og dermed videre til ligegyldighed, sløvhed og afstumpethed, burde man tale om 'flerdimensionalitet'. Dermed peges på det essentielle i situationen, at tilværelsen vitterligt har flere dimensioner, men at man ikke af den grund nødvendigvis må savne hverken rodfæste eller retning. Dette så meget mindre som retningen kan ses i bevidsthedsudviklingens lys. Vi kan udmærket have såvel historien som spiritualiteten med i livet.

Humoren er i denne sammenhæng en forudsætning og nødvendighed - og den er dybt forbundet med helhedsrealismen, fordi dette at forholde sig realistisk til den fulde, uafkortede virkelighed er ensbetydende med nøgtern accept af, at vi er dødelige og ikke herre over virkeligheden som helhed.

Kunsten kan både være med til at minde os om dette forhold og give os de oplevelser af tidløshed der er nødvendige for at bevare retningen og håbet. Men kunsten er ikke ene om denne eksistentielle opgave.

Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Blake - Chagall - Carl-Henning Pedersen - Fænomenologi.