JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende40pologsprog

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.9.10.

Partipolitik og sprogforvirring

Valgkampen er som bekendt for længst skudt igang, selvom valget først forventes om et års tid. Men partierne og blokkene har allerede præsenteret deres programmer og genopretningsplaner og sidst udspillene til finanslovsforslag på en sådan måde at ingen kan være i tvivl om at sagen ikke blot drejer sig om hvilke partier der kan skaffe flest stemmer, men først og fremmest om hvilken blok der vinder og dermed hvilken statsminister vi får: 'Blå blok' med den siddende statsminister, Venstres formand Lars Løkke Ramussen i spidsen - eller 'rød blok' med socialdemokratiernes formand Helle Thorning-Schmidt i spidsen. Det ligger også nogenlunde klart at Lars Løkke i givet fald vil køre videre med en VK-regering, der dog skal have støtte fra både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Og lige så klart at Helle Thorning under alle omstændigheder vil tage SF med i en regering, hvorimod det indtil videre er tvivlsomt om de radikale kommer med, da dette parti på flere punkter har en politik der afviger ganske betydeligt fra S-SF's.

Dansk Folkeparti presser på for at komme i regering og har officielt forlangt at Lars Løkke Rasmussen allerede nu skulle melde ud at partiet er regeringsdueligt, og det har han da også meget fornuftigt gjort, men vel at mærke med den tilføjelse, at dette ikke er ensbetydende med at DF kommer i regering efter valget. For Lars Løkke er udmærket tilfreds med VK-regeringen, som jo også vil have større manøvremulighed end en treparti- eller firepartiregering. Og han véd udmærket, at de konservative under ingen omstændigheder vil acceptere at Dansk Folkeparti optages i regeringen, for alt for mange af partiets medlemmer og potentielle vælgere er i forvejen utilfredse med at DF overhovedet har så stor indflydelse som tilfældet er. Faktisk blev Liberal Alliance (eller dengang Ny Alliance) stiftet forud for sidste valg som følge at denne stigende utilfredshed blandt liberale og konservative vælgere og folketingsmedlemmer. Og de konservative er ydermere blevet så svækket af Lene Espersens fatale bommerter som udenrigsminister, at det netop har givet Liberal Alliance en ny chance for rehabilitering efter lang nedtur. Det vil under alle omstændigheder blive svært for Lars Løkke at holde sammen på en regering.

Omvendt bliver opgaven også svær for Helle Thorning og Villy Søvndal, dels fordi førstnævnte har fået sin opbakning og troværdighed svækket af sagen om ægtefællens skatteforhold, dels fordi der er usikkerhedsmomenter i deres samlede plan som gør det vanskeligt for de radikale at være støtteparti. Men de to partiledere har i det mindste fået filet deres fællesplan til så den er blevet teknisk konsistent, og får de chancen for at danne regering, vil det relativt hurtigt blive afklaret hvor dygtige de to regerings-uerfarne ledere vil være til at manøvrere i det usikre farvand omkring de radikale.

Valgkampen forventes at blive hård og beskidt. Der er nok nogen forskel mellem blokkene hvad angår den politiske substans. 'Blå blok' vil spare og være tilbageholdende med finanspolitisk stimulering af økonomien, mens 'rød blok' anser det for nødvendigt at give økonomien et hurtigt skub selvom det kommer til at gå hårdere ud over budgetbalancen end regeringens løsning. I begge tilfælde bliver der problemer bare nogle få år frem, på grund af den forventede mangel på arbejdskraft. Men blokkene ligger trods alt så tæt på hinanden, at valget bliver afgjort på personerne og tilliden til dem - samt de økonomiske konjunkturer! Partilederne er begyndt at rejse rundt i landet og holde møder med vælgerne. Lars Løkke har af gode grunde fokuseret på Midt- og Vestjylland, hvor hans vælgere har været frustreret over regeringens centralistiske sygehuspolitik. Men intet bliver ændret, så protestpartiet 'Fællesslisten' kan gå hen og blæse taburetten væk under ham. Om det hjælper at forære jyderne en motorvej mellem Herning og Holstebro er tvivlsomt. Faktum er at jyske venstrefolk føler sig svigtet af regeringen.

Det står fast at der siden 2001 er sket en markant blokopdeling i dansk politik selvom den blev direkte udfordret af Anders Fogh Rasmussen, der erklærede den gamle klassekamp død og borte og anviste 'den tredje vej', midterpolitikkens vej som hverken er rød eller blå, hverken ren socialisme eller ren liberalisme, men tager højde for at flertallet af vælgere reelt er en broget flok af borgerlige midtervælgere der gerne ser velfærdssamfundet opretholdt, men ikke ønsker eksperimenter eller ensidigheder. 'Den tredje vej' er i realiteten opgivet eller indtil videre 'lagt i skuffen' af Venstres Lars Løkke Rasmussen, der i det hele taget ikke er princip-orienteret eller bare en smule filosofisk indstillet som Anders Fogh. I en vis forstand er Liberal Alliance på den ene side og Det radikale Venstre på den anden side blevet en slags ikke helt pålidelige garanter for at ingen af blokkene falder i rød eller blå grøft. Men en klar tredje vejs midterpolitik er aldrig blevet formuleret af de to store partier - og derfor er det helt åbent hvad der vil ske efter valget, uanset hvem der vinder.

Grundproblemerne forbliver imidlertid de samme - og det gør også den indbyrdes afhængighed eller interdependens som eksisterer mellem mange af de grundbegreber der bruges i debatten og propagandaen, men som både folk i almindelighed og politikerne i særdeleshed ser stort på eller er fuldstændigt uvidende om.

Interdependens mellem centrale begreber er ikke blot en underordnet eller formel sproglig afhængighed af den art man fx har mellem duale ordpar som op/ned, ind/ud, lys/mørk, varm/kold osv hvor det er ret indlysende at ordene bliver meningsløse, hvis ikke de ses som modsætninger med klare referencer til fysiske forhold og sansninger. Nej, der findes også afhængighed mellem ord hvor mere fortolkelige eller subjektive forhold spiller ind og hvor der ikke desto mindre i selve sproget ligger en form for nødvendig forbindelse mellem begreber som ikke kan bevises eller begrundes rationelt, men alligevel har en psykisk tvingende karakter.

I artiklen Kønsforholdets interdependente begreber er der således påpeget at selv forskellen mellem mand og kvinde ikke kan reduceres til en simpel legemlig forskel vedr. kønsorganer og forplantning, men omfatter en afgørende hormonal forskel der medfører fundamentale sociale og eksistentielle forskelle, fordi den giver en højst markant ulighed mellem de to køn hvad angår trangen til transcendens eller grænseoverskridelse. Principielt bør de to køn have ligeberettigelse hvad angår uddannelse, beskæftigelse, karriere og aflønning, men i praksis vil der vedblive at være markant forskel mellem deres lyst og vilje til at gå nye veje. Ved en forglemmelse blev det dog slet ikke nævnt i artiklen at forskellen på psykisk plan har den afgørende effekt at kvinderne i modsætning til mændene ikke har indre symbolsk støtte til udadvendthed og grænseoverskridelse i selve erektionsfænomenet, et meget undervurderet faktum.

I artiklen Advarsler mod muslimerne i Europa er der på samme måde påpeget at kulturforskelle mellem europæere og muslimer ikke er tilfældige eller overfladiske, men er dybe og hænger sammen med nationale og religiøse traditioner, normer og dagligsprog - og derfor ikke kan negligeres i spørgsmål om integration eller terrorisme. For stor indvandring vil altid være en fare, fordi den truer et folks identitet og omstillingsevne.

Uddannelse og oplysning gør naturligvis en forskel på langt sigt, men det er en stor misforståelse at se bort fra forskellene og holde sig til en rent humanistisk opfattelse af alle menneskers ligeværd - hvor velmenende den end måtte være. For selvom alle mennesker er lige meget værd i principiel eller universel eksistentiel forstand, så er de det ikke i praktisk henseende hvor det gælder jordnære ting som borgerskab, civilsamfund, demokrati og sekularisering.

Realpolitik drejer sig i høj grad om økonomien og hvad denne indebærer.

Arbejde er en af kulturens tre hovedkilder (de to andre er forskningen og religionen), og den har fra 'tidernes morgen' (dvs fra de første menneskers emergente opdukken i evolutionen) betydet en forfinelse og systematisering af de processer som også kendetegner dyrene: jagt på eller indsamling af fødevarer samt forarbejdning af forhåndenværende materialer. Det blev til jagt, landbrug og håndværk (inkl. kunst) med tilhørende varebytte og i nyere tid til produktion og handel, pengeøkonomi, kapital, opsparing og bankforretninger. Statsmagten sørgede for en vis orden, men først i nyere tid er der sket en opdeling mellem den private (vareproducerende) sektor og den offentlige (administrerende og omsorgsproducerende) sektor med hvad deraf følger af skatteproblemer.

Det er i grunden ganske ejendommeligt at kunne konstatere at hele den moderne levefod og livsstil og det vi kalder velfærd i de højtudviklede vestlige samfund beror på en særlig kombination af voldsom stigning i selve vareproduktionen i privat regi og en tilsvarende stigning i omsorgsproduktionen og kontrolproduktionen i offentligt regi. For kombinationen har den besynderlige konsekvens at det fysiske arbejde (i landbrug, håndværk og industri) klares af færre og færre, mens det overvejende omsorgsgivende og bureaukratiske arbejde (i stat, kommuner og regioner) kræver flere og flere hænder, med den ikke-tilsigtede paradoksale virkning til følge at lønpresset stiger og stiger og presser de private virksomheder til en så voldsom rationalisering at produktionen flyttes ud af landet, hvad der igen medfører ringere beskæftigelse herhjemme.

I 1950'erne og 1960'erne hvor velstandsstigningen for alvor satte ind, kom produktionsforøgelsen i vid udstrækning til at bero på fremmed arbejdskraft, som ikke bare blev aflønnet tarifmæssigt, men efterhånden fik flere og flere sociale goder og rettigheder der efterhånden har givet mange og store problemer. I dag har vi en demografisk skævhed som misvisende kaldes 'ældrebyrden': vi får flere og flere pensionister, men færre og færre erhvervsaktive, så produktionsniveauet kun vil kunne opretholdes hvis der skaffes arbejdskraft udefra eller sker en markant, men yderst kontroversiel forøgelse af arbejdstiden.

De offentlige udgifter stiger og stiger - ikke mindst i sundhedssektoren der er blevet dygtigere og dygtigere til behandling af alle mulige mere eller mindre velstandsbetingede sygdomme. Her eksploderer udgifterne for øjeblikket så ingen politikere véd deres levende råd om hvad der skal gøres for at holde budgetterne i balance. Man tyer til nedskæring på uønskede områder, til udskydelse af nødvendige investeringer, til låntagning - og fortsat høj beskatning. Ingen tør røre folks krav på absolutte garantier for godt helbred uanset hvor usundt de lever.

Partipolitisk står kampen mellem en blok der angiveligt vil prøve at spare og gennemføre nulvækst i det offentlige forbrug og en blok der både vil stimulere økonomien gennem privatforbruget og udskyde de nødvendige indgreb i de uheldige strukturer længst muligt. Vælgerne får stukket blår i øjnene fra begge sider. Det går jo nok altsammen, lyder den optimistiske filosofi. Vi har før overvundet kriser og vanskeligheder.

En klar og ubrydelig sammenhæng mellem de økonomiske faktorer som produktion, forbrug, velfærd, omsorg for de svage og syge samt rimelige vilkår for den private sektor og rimelig begrænsning af den offentlige sektor og dermed fornuftig beskatning vil man ikke se i øjnene. At Jørgen S. Dich for snart 40 år siden afslørede at socialforsorgen var blevet et decideret kulturfænomen der vendte op og ned på klasseskellene husker man ikke eller har man slet ikke hørt om. At klassekampen i gammeldags forstand er fortid og må erstattes af en moderne forståelse for at al politik i dag er midterpolitik eller middelstandspolitik, vil man ikke tage til efterretning endsige gøre til udgangspunkt for en ny politisk helhedsopfattelse.

Markedsøkonomien har definitivt sejret over den ideologi- og partidirigerede planøkonomi. Ingen tror på at partierne eller deres ledere, rådgivere og spindoktorer er i stand til at gennemskue samfundets og samfundsøkonomiens yderst komplekse sammenhænge. Og selvom boligkrisen og bankkrisen har afsløret uansvarlighed hos den økonomiske overklasse og gjort en vis regulering af deres transaktioner ønskelige, så vil kun de allerfærreste i dag anfægte at både økonomien og samfundsudviklingen som helhed er bedst tjent med en høj grad af frihed til at tage initiativer, tjene penge og investere - og en høj grad af tilpasning mellem udbud og efterspørgsel.

Politik er dog heldigvis andet og mere end realpolitik, nemlig også en kamp om ideer. Og netop spørgsmålet om markedet viser at opfattelserne fortsat er delt i to store grupperinger, nemlig i liberalisterne, der ønsker størst mulig frihed, og socialisterne der ønsker størst mulig lighed og tryghed.

Som andetsteds udførligt behandlet - jf. artiklerne om komplementariteten mellem individ/samfund og liberalismen/socialismen - er frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedprincippet logisk uforenelige ligesom de beslægtede opfattelser af individet kontra samfundet. Frihedsprincippet svarer grundliggende til individets naturlig trang til så fri udfoldelse som muligt, mens tryghedsprincippet svarer til fællesskabets eller samfundets behov for en passende lighed og indbyrdes solidaritet. Principperne vil aldrig kunne gå op i hinanden som en logisk konsistent syntese, da der ikke på forhånd kan gives fornuftige og udtømmende afgrænsninger af dem. De vil i praksis altid støde sammen, men dette er ikke nogen katastrofe, da det netop udviklingsmæssigt set er en fordel med den dynamik som modsætningerne uundgåeligt vil medføre.

Men naturligvis skal modsætningerne og dynamikken holdes inden for visse grænser, så fællesskabsfølelsen, solidariteten eller om man vil 'broderskabet' mellem menneskene og mellem klasserne ikke for alvor trues, så resultatet bliver borgerkrig og revolution. Der er således god mening i den franske revolutions slogan: 'Frihed, lighed, broderskab' fordi dette var med til at bryde en i længden uholdbar ulighed og uforsonlighed.

Men fuld forståelse for modsætningernes positive dynamik giver først det filosofiske komplementaritetssynspunkt der gør frihedprincippet og lighed/tryghedprincippet ligeberettigede og uundværlige. Komplementaritetssynpunktet gør derfor også alle forestillinger om et ideelt liberalistisk eller et ideelt socialistisk samfund til utopier og illusioner. De vil i givet fald kun kunne etableres tvangsmæssigt gennem fuldstændigt tøjlesløst anarki eller absolut ensretning.

Ulykken i vore dages moderne samfund er at de utopiske forestillinger stadig trives blandt folk. Derfor hyldes klassekampsteorierne stadig. Derfor stilles modsætningerne mellem folk stadigt op som uforsonlige og uovervindelige. Derfor betragter folk ofte deres politiske modstandere som idioter og ondsindede fjender. Og derfor får den tredje, komplementært helhedsrealistiske vej ikke den forståelse og opbakning den fortjener. Oplysningsniveuaet er for lavt.

Dette påvirker demokratiet negativt, fordi den politiske og kulturelle debat bliver derefter. Folk lytter ikke til hinanden, som Tony Blair fornylig har påpeget - og selv har fået at føle. Han har måttet afbryde sine arrangementer omkring udgivelsen af erindringerne, fordi hans fjender (stort set de samme som modstanderne af Irak-krigen) kaster med sten og æg efter ham - og truer med det der er værre i retning af gadeoptøjer.

Noget sådant er ikke demokratiet værdigt, men desværre viser også læserbreve og indlæg på de utallige blogs i alle medier, at folk i stigende grad ser rødt bare de siges imod, og at de hævner sig ved at tømme lort i hovedet på hinanden. Lytte kan man ikke. Og i skolen kan lærerne også konstatere at de færreste elever i dag er i stand til at sætte sig ind i andres tankegang og lære at forholde sig sagligt til andres meninger. Man vil hellere på selektiv vis samle enkeltstående påstande på det frit tilgængelige internet, så man kan få sine egne meninger bekræftet, end interessere sig for det der siger én imod og kan føre til eftertanke og dybere erkendelse. - Jf. artiklen Blogs som narresutte.

En af følgerne af denne uheldige udvikling og dannelsesmæssige niveausænkning er at al debat kommer til at fokusere på personstridigheder og på kortsigtede for ikke at sige snævertsynede opfattelser. Langsigtede perspektiver skydes til side. Og al snak om et højere ansvar for udviklingen - økonomisk såvel som kulturelt - betragtes som reaktionær.

Men igen kan kun konstateres, at det kortsigtede, personfikserede, snævertsynede og øjebliksbestemte grundliggende er i strid med den mangfoldighed, flertydighed og usikkerhed der ligger i dagligsprogets og dets fundamentale, interdependente begreber. Der kan aldrig skabes konsistens i hverken etikken eller politikken, medmindre flertallet sørger for at bevare respekten for dagligsprogets karakteristiske vaghed og usikkerhed på alle områder af tilværelsen.

Et meget klart symptom på nutidens inkonsistens er at den ægte folkelighed i vore dage har trange kår, på trods af at hele det danske (og nordiske) velfærdssamfund bygger på de folkelige og religiøse bevægelser i 1800-tallet der førte til bøndernes, borgernes og arbejdernes selvstændiggørelse og politiske frihed i forhold til kongemagt, adel og kirke. Flere af nutidens partier kalder sig ganske vist folkelige, men det er mere for reklameeffektens skyld. Reelt er folkeligheden i dag slet ikke forstået til bunds som det den er: et udslag af det kollektivt ubevidste som bevirker at ingen person og intet parti kan tage patent på den, men alle må bøje sig for dens ofte helt uberegnelige inspirationer og justeringer.

Forstår man denne livskraftige og uundertrykkelige folkelighed ret, så har man også lettere ved at forstå den folkelige humor som det sundeste tegn på at det ikke er eliten og den dermed sammenhængende indsnævring af både virkeligheden og sproget der bestemmer i et frit land. Det gør heldigvis de kræfter der gror af sig selv og trækker på hele virkeligheden og hele dagligsproget - med alle dets interdependente begreber.

Peer Sendemand

Henvisninger:

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger
Blogs som narresutte

Komplementaritetssynspunkt
Kønsforholdets interdependente begreber
Advarsler mod muslimerne i Europa
Det kollektivt ubevidste Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg (21.11.08.)

Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex' (27.8.10.)

Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse (3.6.10.)

'Jernesalts 2009-filosofi'

Indholdsfortegnelse til 'Jernesalts 2009-filosofi':