JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - islamtrussel10a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.9.10.

Advarsler mod muslimerne i Europa

Fredsforhandlinger om Mellemøsten er efter et par års stilstand genoptaget efter møde i Det hvide Hus mellem præsident Obama, ministerpræsident Netanyahu, præsidenterne Abbas og Mubarak samt kong Abdallah af Jordan. Obama havde brug for en lille fjer i hatten forud for det truende Midtvejsvalg til november, men om det bliver andet, er uvist. Ingen tror rigtigt på et gennembrud. Foreløbigt er kun aftalt nye møder, og intet kan sluttes ud fra den fordragelige tone ved middagsselskabet. Det virkelige problem er ikke blot israelerners bosættelser (som måske genoptages), men først og fremmest at præsident Abbas er totaltsvækket som forhandler fordi han er uden mandat fra Hamas i Gaza som styrer det fatale og udslaggivende palæstinensiske had mod Israel.

Og hvad Afghanistan-krigen angår, er den løbet ind i store vanskeligheder på grund af Talebans succes i visse områder, Nato-troppernes utilsigtede drab af civile afghanere, Kabul-politikernes manglende evne til at danne en effektiv og demokratisk regering, Pakistans dobbeltspil (og svækkelse på grund af oversvømmelser) og de vestlige befolkningers stigende uvilje.

Irak-krigen er officielt ført til ende, men reelt eksisterer usikkerheden fortsat - samtidigt med at præstetyret i Iran vinder terræn i hele regionen. Debatten om krigens berettigelse fortsætter i de vestlige lande - sidst i forbindelse med udgivelse af Tony Blairs selvbiografi. For Blair undskylder ikke at han fulgte Georg W. Bush's vej. Tværtimod. Til gengæld slår han ned på noget helt centralt i selve debatten: Folk er holdt op med at lytte til hinanden.

Tony Blair advarer samtidig mod den radikale islamisme som han betragter som den største trussel mod den vestlige verden og demokratiet. Det samme gør Geert Wilders i Holland (som nu har forladt regeringsforhandlingerne). Og det samme gør Sverigesdemokraterne forud for valget i Sverige den 19.9., hvor de kan gå hen at blive tungen på vægtskålen. Partiet - som ingen andre vil kendes ved - har Dansk Folkeparti som forbillede, og netop dette skræmmer en del svenskere.

Herhjemme holder Ralf Pittelkow og Karen Jespersen sig heller ikke tilbage i advarsler mod islam. De påpeger i deres nyligt udgivne bog om 'Islams magt' de store ændringer der er sket i de europæiske befolkninger som følge af en stærkt voksende andel af muslimer. Og de ser en klar tendens til, at "stadig flere unge muslimer lægger afstand til de europæiske samfund og deres værdier. De vil have deres egne muslimske fællesskaber, hvor det er islams værdier og regler, der styrer. Det kan føre til et helt andet Europa med store konflikter."

Med et utal af konkrete eksempler fra forskellige europæiske lande viser de, at der er et pres for at styrke islams indflydelse i samfundet på mange ledder: kvindernes situation, kriminalitet, ytringsfrihed, opsplitning af samfundet, islamisk ret, islamisme og terrorisme. Men de understreger dog, at muslimer er en sammensat gruppe med forskellige holdninger. Der findes en meget bred midtergruppe, der nok accepterer islams dogmer, men kun praktiserer dem i mindre grad. Men desværre bevæger en voksende del sig i mere islamisk retning.

Argumenterne mod muslimerne kan varierere fra person til person og fra land til land. Men en ny variant dukkede op i Tyskland, da den tidligere tyske toppolitiker (socialdemokratisk finansminister i delstaten Berlin) og medlem af direktionen for Forbundsbanken Thilo Sarrazin den 30.8. udsendte bogen 'Tyskland afskaffer sig selv' for her gjaldt advarslerne ikke de radikale muslimer specifikt, men alle muslimer i Tyskland. Dem stemplede Sarrazin simpelthen som dummere end alle andre tyskere. Han brugte med andre ord et biologisk-racistisk argument - og det må man naturligvis ikke i Tyskland, hvor hele den nazistiske katastrofe 1933-45 hvilede på et sådant. Sarrazin forventes da også fyret fra Forbundsbanken (der mangler kun en underskrift fra Forbundspræsidenten - og den synes en formalitet).

Kansler Merkel har måttet distancere sig fra Sarrazin, men kræver dog samtidigt en integrationsdebat uden tabuer og uden mistanker om fremmedfjendtlighed. Hvorfor gør hun mon det? - Jo, for Tyskland har alt for længe haft det som Sverige: Korrekthedens politikere har ikke villet være ved at der faktisk er et problem. Sarrazin er derfor med sit angreb på muslimerne gået hen og blevet en folkehelt, og udråbt som sådan i Der Spiegel (nr. 36/2010).

Efter Sarrazins mening vil de rigtige tyskere blive fremmede i deres eget land og den tyske kultur vil gå under. For 'underklassen' som omfatter flertallet af de muslimske indvandrere (overvejende af tyrkisk oprindelse) føder langt flere børn end samfundets øverste lag. Og underklassen er i hans øjne vel at mærke notorisk dummere end eliten på grund af lavere intelligens. Der er ikke fjerneste videnskabeligt belæg for påstandene. Intelligens kan overhovedet ikke måles uden hensyntagen til kulturelle og sociale betingelser. Så det er demagogi at bruge argumentet. Men når en redaktør ved Der Spiegel slår det hen med at Sarrazin har "forføreriske fløjtetoner" og at der er "sæson for skingre toner" (sprogligt en slem gang selvmodsigelse), så er også dette demagogi, nemlig udenomssnak der baserer sig på grove udtryk.

Derfor er der mere ræson i hvad kulturredaktøren for det ansete Frankfurter Allgemeine understregede, nemlig at denne 'biologisme' er et symptom på at et demografisk såret samfund søger en udvej. Biologien som udvej er dog blot en blindgyde. Men Sarrazins bog er nyttig ved at hjælpe os med at forstå hvad der virkelig står på spil.

Og hvad står der da på spil i Tyskland som i Holland, Sverige og Danmark? Eller for den sags skyld i Frankrig og Italien der nu langt om længe gør front mod de utilpassede og utilpasselige romaer? - Kulturen, naturligvis!

Alle de europæiske lande har hver sin kultur - ved siden af visse fællestræk, og det må uundgåeligt give problemer for ethvert land at få den grundliggende kultur anfægtet af indvandrere der ikke bærer kulturen i sig, men overvejende blot integrerer sig på overfladen og i visse tilfælde endda bevidst modarbejder integration ved at lave deciderede parallelsamfund til det officielle nationale.

Der er mange misforståelser i denne sag - og de har alle at gøre med ringeagten for sprogets omfattende interdependens, dvs den dybe, betydningsbærende afhængighed grundliggende begreber har af hinanden. - Jf. afsnit i kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'.

Det er for det første en stor misforståelse at kultur er noget i retning af en fernis der er lagt oven på mere universelle menneskelige træk. Kultur må ikke forveksles med finkultur eller elitekultur. Den er dybest set af folkelig art og knytter sig derfor i høj grad til det sprog den pågældende kulturs medlemmer lærer fra fødslen, nemlig deres modersmål. Og dette lærer de vel at mærke ikke som man eventuelt siden lærer et fremmedsprog, men tværtimod gennem ubevidste processer, hvor alt det man hører og ser går i tæt forbindelse med alt det man personligt erfarer gennem sine handlinger og refleksioner.

For det andet bliver det derfor en misforståelse at det at lære et lands sprog er ensbetydende med at tilegne sig alle dets indbyggede begreber ud i alle krinkelkroge af deres betydninger. Man lærer sprogets ord at kende gennem den daglige brug og de oplysninger man får om ordenes snævre leksikalske betydning. Begge dele er vigtige, men er trods alt kun overflade. Det dybeste ligger i alle de bibetydninger, underforståelser og underfundigheder der knytter sig til hvert eneste ord og som man møjsommeligt og tålmodigt må tilegne sig hen ad vejen, men aldrig lærer så godt som de indfødte. Der er naturligvis undtagelser fra denne regel, fordi der findes nogle få ekceptionelt sprogbegavede mennesker, men generelt gælder at flertallet aldrig lærer et fremmedsprog at kende lige så godt som indfødte (og derfor er det allerede vanskeligt at lære at undervise på et fremmedsprog). Indvandrere kan lære dansk at kende så godt at de kan tale det fejlfrit og flydende. De dygtigste kan også lære at bruge det ganske nuanceret. Men de får normalt aldrig de mange undertoner med.

For det tredje er det en misforståelse at opnåelse af statsborgerskab i et land har nogetsomhelst med reel integration eller assimilation at gøre. Statsborgerskab er et rent juridisk fænomen der giver særlige rettigheder og naturligvis kun tildeles ud fra visse, nærmere fastsatte kriterier, herunder som regel ophold af en vis varighed og sprogkundskaber af et vist omfang. Men ingen af delene indebærer at fx en indvandrer her i landet der opnår dansk statsborgerskab bliver fuldblods dansker fra den ene dag til den anden. Det er ganske vist hvad mange indvandrere postulerer - bl.a. den pakistansk-fødte SF-politiker Kamal Qureshi. Men det bliver det ikke sandere af. For disse mennesker er kulturrelativister - og mener principielt at der ikke er anden forskel på kulturerne og sprogene end mere eller mindre tilfældige elementer der ikke betyder så meget.

For det fjerde er det en misforståelse at det stigende antal af muslimske piger der får sig en høj uddannelse skulle indebære at de automatisk kommer til at bidrage til de nationale kulturer. Misforståelsen luftes i øjeblikket ret ofte, fordi det er et faktum at muslimske piger er flinkere i både skolen og på de højere læreanstalter end deres ikke-muslimske danske kammerater. Og dette kan naturligvis få positiv betydning for både pigernes personlige og landets produktionsmæssige og beskæftigelsesmæssige fremtid. Men kulturelt gør det ingen større forskel. Uanset hvor dygtige og integrationsvillige disse piger er, så bærer de ikke dansk kultur videre, for de er ikke fødte danskere.

Grundfejlen i disse misforståelser er og bliver kulturrelativismen, dvs den opfattelse af alle kulturer så at sige anses for 'lige gode', hvorfor det er forkert at måle dem på forskellene. Opfattelsen imødegår derfor alle såkaldt 'etnocentriske' holdninger der opfatter ens egen kultur som 'bedre' end andres. Allerede disse formuleringer viser, hvor galt det går når man bruger sproget forkert.

Naturligvis er alle kulturer værdifulde i sig selv - ligesom alle individer er det. Men det bliver de jo ikke 'lige gode' af, for hvad der er godt for den ene part, behøver ikke være godt for den anden part. Kulturerne er netop forskellige, endda meget forskellige, og dette betyder at alle individer normalt befinder sig bedst inden for sin egen kulturs rammer - og vil føle sig mere eller mindre fremmed i en anden kultur. Og dette er der ikke det fjerneste mærkelige eller uheldige i. Det ligger tværtimod i sagens natur. Det man er vokset op med, føles som hjemligt; det uden for som fremmed. Og dette betyder igen, at den enkelte kulturs egne medlemmer helt automatisk og ofte helt ureflekteret anser sin egen kulturs egne værdier, normer og traditioner som 'bedre' end andres. Det er en rent subjektiv betragtning, som bestemt ikke bør forveksles med en objektiv sandhed, men i eksistensen er subjektiviteten nu engang sandheden, dvs det der for alvor tæller i alle sammenhænge, og det er præcis dette kulturrelativisterne ikke vil acceptere.

Hertil kommer imidlertid i vore dage også globaliseringsideologien ind med sine påstande om at verden er blevet mindre i kraft af at kommunikationsmidlerne er blevet så udbyggede og fintmaskede at vi alle er blevet medlemmer af et globalt system, et 'verdenssamfund'. En sociolog som den tyske Ulrich Beck har netop i et interview slået til lyd for at vi alle skal blive mere globalt orienterede. En af de store fejltagelser i vor tid er efter hans mening af vi fortsat tænker i nationalstatskategorier frem for kosmopolitisk. Men de kategorier må vi ud over for at se virkeligheden i øjnene, hævder han.

Det er løgn og latin - eller ideologisk propaganda af værste skuffe. Nationalstaten lever i bedste velgående ikke mindst i alle europæiske lande - og dette er ikke nogen forhindring for hverken åbenhed eller globalt engagement handelsmæssigt, kommunikationsmæssigt eller kulturelt. Tværtimod. For forudsætningen for åbenheden og engagementet er forankringen i det nationale, forstået som det man er født ind i, sprogligt, normmæssigt og eksistentielt. Problemet kommer kun hvis det nationale lukker sig om sig selv i stadig pukken på snævert definerede værdier. Det ses desværre ofte blandt 'nationalister' af forskellige art, men det skyldes bl.a. at disse velmenende mennesker intet aner om den dybdepsykologi der alene kan give en fornuftig forklaring på folkelighed og folkeliv.

Åbenhed er nødvendigt i en så globaliseret verden som den vi lever i, men forankringen i det nationale og det hjemlige er ikke derfor overflødig eller skadelig, for det stikker langt dybere i sjælene end det handelsmæssige, tekniske og økonomiske. Afgørende for en forståelse af de nationale kulturers rodfæstethed i folket er imidlertid en forståelse af det kollektivt ubevidste, dette dybdepsykologiske fænomen som de fleste almindelige mennesker er blankt uvidende om og som den akademiske elite åbenlyst fornægter. Men uden at forstå denne psykiske fundamentalkraft og dens forbløffende analogi med den elektromagnetiske kraft i fysiken fatter man ikke hele det net af sjælige forbindelser der på ubevidst plan findes mellem mennesker inden for samme kultur - og som i vid udstrækning kommer til udtryk i dagligsproget.

Den provokerende tyske bankdirektør Sarrazin ødelægger desværre enhver fornuftig debat om den generelle muslimske kulturtrussel ved at fokusere på biologien i stedet for på dybdepsykologien. Den tyske kultur såvel som den danske, svenske, hollandske og anden europæisk kultur er vitterligt truet på livet i disse år på grund af den store muslimske indvandring og nationernes manglende evne til at tilpasse produktion og forbrug til den faktiske størrelse af den forhåndenværende arbejdskraft. Det var et skråplan i 1950'erne og 1960'erne at forcere velfærdssamfundets udvikling ved import af billig arbejdskraft udefra (og katastrofalt at man lod gæstearbejderne blive som statsborgere), og det vil være et skråplan at gentage manøvren de næste årtier for at få dækket behovet for arbejdskraft. Men alle politikere uden undtagelse anbefaler dette skråplan.

Og alternativet hedder ikke opbakning omkring yderligtgående nationalistiske partier og bevægelser, men simpelthen en vågnende forståelse for ægte folkelighed. Denne forståelse kommer imidlertid ikke uden forståelse for det kollektivt ubevidstes art og lovmæssigheder, og denne forståelse kommer igen ikke uden generobring af dagligsproget i dets fulde bredde, dybde og højde, dvs med fuld tilegnelse af alle de grundliggende begrebers undertoner og overtoner samt indbyrdes interdependens,

Den specifikke trussel mod hele den vestlige verden fra den radikale islamismes side skal ikke overses eller forsømmes. Den har hadet til den vestlige verden som grundlag - og dette had skal ikke undervurderes, men ses direkte i øjnene og ses i det allerstørste historiske perspektiv. Det er imidlertid generobring af dagligsproget og forståelsen for den 'elektromagnetiske' psykiske fundamentalkraft der skal give folket nye kræfter til at modstå alle de almene trusler der i dag kommer fra fremmede.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex' (27.8.10.)

De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Böss' vægtige forsvar for nationena

Eksistensen  (kapitel af 'Jernesalts 2009-filosofi')
Sproget  (ditto)
Samfundet  (ditto)

Mohammad truer norsk ytringsfrihed  (16.2.10.)
Gert Wilders filmangreb på islam  (31.3.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)