JERNESALT - inception
ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.8.10.
Filmisk leg med virkelighed og bevidsthedstilstande
- i Christopher Nolans 'Inception'
Lidt om filmkunsten
Inceptions idé
Personerne
Handlingen
Filmisk fiktion og drøm
Helhedsrealistisk vurdering
Henvisninger
Lidt om filmkunsten Til toppen Næste
Det for mennesket som bevidsthedsvæsen karakteristiske dobbeltforhold til tilværelsen i en tilgang til den ydre verden og en anden til den indre verden har alle dage tiltrukket såvel kunsten og myten som filosofien og videnskaben. Videnskaben gør hvad den kan for at fastholde en objektiv eller subjektuafhængig tilgang til de ubestridelige kendsgerninger, mens billedkunsten, musikken og litteraturen fokuserer på det subjektive, personlige, værdibetonede og eksistentielle. Filosofien kaster sig over det teoretiske problem hvad virkeligheden og betingelserne for objektiv erkendelse overhovedet er, mens den mytiske eller kultiske praksis primært sørger for at pleje den direkte tilgang til oplevelsen af helhed, enhed, orden og sammenhæng.
Filmkunsten som sådan har lige fra starten for 100 år siden leget med den for langt de fleste mennesker dybt fascinerende mulighed for at veksle frit mellem disse forskellige tilgange - og har fx kunnet gøre det ved blide skift eller pludselige spring mellem dem eller ved flashbacks og dobbelteksponeringer (Sjöströms 'Körkarlen' 1920). På den ene side har filmkunsten kunnet udnytte selve den fantastiske mulighed 'levende billeder' rummer for i langt højere grad end fotokunstens 'stills' at gengive både ting og handlinger virkelighedstro på lærredet (og siden på tv-skærmen og i fremragende digitaliseret kvalitet). Og på den anden side har den ikke forsømt nogen lejlighed til at afsløre den filmiske virkelighed som ren og skær illusion. I begyndelsen blev filmpublikummet bange for et tog der kom brusende lige imod dem med stor hast oppe på lærredet - og helt elementære effekter af den slags udnyttes stadig - men efterhånden vænnedes alle til at 'det kun er film', også når det drejer sig om grov vold. Men vi fascineres stadigvæk af den vellykkede illusionskunst - ganske som på teatret eller i cirkus. Og vel ikke mindst i filmens enestående evne til på et splitsekund at springe så overbevisende fra sædvanevirkeligheden til drømmevirkeligheden, at vi slet ikke opdager det med det samme. Her skal blot peges på mestre som Bunuel og Bergman.
Nogle biografgængere foretrækker den simple komik som får alle til at grine over konsekvensen af at se stort på naturlovene. Andre går efter den simple romantik der får alle til at frydes over kærlighedens store skønhed eller til at tude over dens frygtelige tragedier. Andre vil langt hellere have spænding og drama i den simple kamp mellem onde og gode der kan ende i komplicerede og voldelige sammenstød mellem ordensmagt og forbrydere eller mellem bander indbyrdes. Ja, nogle foretrækker frem for alt gys og skræk der kan få hårene til at rejse på hovedet - eller unge piger til skrigende at trække benene op under sig når der kommer kryb i tusindvis på hele lærredet. Atter andre forlanger mere raffinerede skildringer af bestemte miljøer, bestemte historiske episoder og personer eller bestemte eksistentielle temaer omkring erotik og lidenskab, tro og religiøsitet eller særlinges og geniers enegang på jorden.
Actionfilm har altid tiltrukket folk der ønsker fart og spænding fremfor alt andet, og dette kommer bedst til sin ret i krimi'er og gansterfilm af forskellig art. Hvad der sker i den gode kriminalfilm overskrider ikke realitetsgrænsen, men gør det til gengæld systematisk i den rendyrkede actionfilm. Science-fiction-film har ofte de samme ingredienser, men er kendetegnet af bevidst leg med det totale virkelighedsaspekt. Genren har rødder i den utopiske fantasi-roman (Jules Verne og H.G. Wells), og kan foregå i nutiden såvel som i fremtiden eller fortiden. Den har undergrupper som rumrejser (Kubrick), tidsrejser, robotter, superhelte (Burton), forhistoriske væsener, væsner fra andre kloder (Spielberg) eller selve jordens undergang (hvor der kan spilles på den frygt eller angst mange mennesker har for at udviklingen ender galt).
Inceptions idé Til toppen Næste
Christopher Nolans nye film 'Inception' foregår i en verden der bevæger sig
mellem den normale dagligdagsverden og flere slags fiktive verdener.
Den normale verden følger de fysiske love, hvorfor en enkelt ting som fx en snurretop (der spiller en stor rolle i filmen) kan tages som bevis på sand fortælling. I den reale verden vil den efter et stykke tid standse af sig selv på grund af friktionen, men i drømme fortsætter den med at snurre.
Den fiktive verden følger hverken de fysiske love eller almindelige tids- og lokalitetslove. Vi føres tværtimod ind i tænkte eller drømte verdener hvor alt kan ske og alt forbindes med hinanden. Disse verdener er normalt knyttet til hver sin person, men i Inception optræder personerne i hinandens drømte verdener, og de tænkte verdener krydser ydermere hinanden - også tidsmæssigt - så det kan være svært for såvel tilskuerne som filmpersonerne selv at finde ud af hvad der er drøm og hvad virkelighed (hvad der naturligvis er filmens idé).
Der forekommer i filmen endog drømte verdener i drømmene. Og hvad der sker af forfølgelse i drømmene - ja en voldsom krig mellem de to parter - er ikke nødvendigvis reelle, men oftest blot projektioner af psykiske sider af personerne.
Personerne føres i Inception fra dagligdagsvirkeligheden til drømmevirkeligheden ved hjælp af en maskine der sender signaler til dem gennem almindelige ledninger (hele apparatet kan være i en kuffert). Personerne kan prøve den slags som forsøg - eller de kan i et særligt mørkt soverum i kælderen jævnligt få flere timers kunstig drømmesøvn, hvis de har behov for det. I filmen ender hovedkomplottet med en strategi med ikke mindre end tre drømmestadier der løber både synkront (samtidigt) og diakront i forlængelse af hinanden. Hovedpersonerne kommer fra det ene drømmestadium til det næste ved et 'kick' (et bump) - og de samles til sidst i en fælles opvågnen ved at musikken holder op med at spille. Personerne i drømmestadiet vågner normalt op ved at blive skudt, men hvis dette sker i utide (!) risikerer de at havne i 'limbo', det allernedeste bevidsthedsniveau der kan vare evigt og nærmest er lig med intetheden.
Hele denne leg med virkeligheden er forudsætningen for og ideen med hele filmens kriminalhistorie hvorfor dens eget motto må siges at være særdeles rammende: Your mind is the scene of the crime.
Personerne Til toppen Næste
Filmens hovedperson Dom Cobb (Leonardo DiCaprio) er en professionel 'tanketyv' eller 'extractor' der har specialiseret sig i at trække hemmeligheder ud af forretningsfolks bevidsthed eller underbevidsthed, men en vigtig opgave i en sådan forretningsspionage er mislykkedes for ham, så han må acceptere 'The last job' - en sidste chance - hvis han vil undgå at blive ryddet af vejen af den 'mafia' han arbejder for. Og dette sidste job består i intet mindre end den opgave, som hidtil har været anset for umulig, at indplante en bestemt tanke i et bestemt andet mennesket, nemlig sønnen til en aldrende og syg mangemilliardær man vil til livs. Sønnen skal - uden at han selv opdager indplantningen - stjæle faderens velbevarede og velbevogtede testamente, så komplotmagerne kan sikre sig hvad der skal ske med faderens forretningsimperium, når denne er død. Dette er hvad der forstås ved fænomenet 'inception' som har givet filmen navn.
Selve ordet 'inception' betyder egentlig blot begyndelse, men kan også betyde undfangelse (det samme som 'conception'). I titlen betyder ordet imidlertid til forskel fra extraction (udtrækning/tyveri af et andet menneskes idé) nærmest indplantning af en tanke eller idé i et andet menneskes underbevidsthed men vel at mærke på en sådan måde at tanken eller ideen vokser af sig selv i denne underbevidsthed, dvs uden at personen selv bliver klar over at den kommer udefra. Indplantningen skal altså ske sådan som det normalt gælder for naturligt opdukkende forestillinger i det ubevidste eller underbevidste: personen kender aldrig selve forestillingens udspring (kilden).
Dom Cobb har måttet flygte fra USA på grund af mistanken om at han har myrdet sin hustru med hvem han har to mindreårige børn. De er taget fra ham og lever i trygge forhold i USA, men han længes så meget efter dem at de ustandseligt dukker op i hans tanker, og dette bruges mod ham som 'lokkemad' for at få ham til at påtage sig den umulige opgave. Han bliver lovet at kunne vende hjem til børnene uden at blive sat fast af myndighederne for den gamle sag.
Hans venlige svigerfader i Paris professor Miles (Michael Caine) hjælper ham på forskellig vis, først og fremmest med at udpege en af sine unge begavede arkitektstuderende som vil være velegnet som drømmeartitekt for Cobb. Hun (Ellen Page) bærer navnet Ariadne som stammer fra sagnet om den græske helt Theseus der dræbte den farlige Minotauros (tyr og menneske i ét) i Labyrinten i Knossos. Denne blev regnet for umulig at slippe ud af, men Ariadne bandt en rød tråd til den vovemodige Theseus, så han efter fuldført heltedåd blot kunne følge tråden tilbage og ud. Filmens Ariadne bliver netop godkendt af Cobb da hun formår på få minutter at tegne en labyrint som han ikke hurtigt kan løse. Hun viser også hurtigt sine evner til at designe komplicerede drømmeverdener. I en smuk scene i Paris drejer hun således først ét kæmpestort spejlbillede 90 grader og derefter et andet 90 grader og får dermed skabt en tredje virkelighed som hun og Cobb går ind i og som Cobb genkender fra sit liv med sin afdøde hustru. Ariadne får også undervisning af Cobbs hjælper Arthur der bl.a. viser hende nogle af arkitekturens paradokser så som 'den uendelige trappe' (Escher-inspireret). Og hun får endelig forklaring på brugen af 'totems', dvs personlige kendetegn (som fx en snurretop) som kan bruges til at afgøre om man befinder sig i en drøm eller i virkeligheden.
Cobb har flere hjælpere: teknikeren Arthur (Joseph Gordon-Levitt) der ikke mindst kan klare alle elektriske problemer, kemikeren Yusuf (Dileep Rao) der har opfundet et bedøvelsesmiddel der alt efter dosis kan hensætte folk i forskellige bevidsthedstilstande som holder en ganske bestemt tid, tilsynsmanden og drømmearkitekten Nash (Lukas Haas) der overvåger det tekniske apparatur, og imitatoren Eames (Tom Hardy) der ikke alene kan efterligne stemmer, men også gå ind i et andet menneskes skikkelse.
En helt central person er Saito (Ken Watanabe) der spiller en dobbeltrolle. Han er den der stiller Cobb over for den umulige opgave, men indgår dog som kompagnon fordi han tilsynealdende accepterer Cobbs krav om at få adgang til hans egne hemmeligheder for at kunne beskytte ham mod deres fjender. Han er med til de hårdeste kampe i missionen og bliver skudt, men til allersidst afsløres han som 'den gamle mand' fra begyndelsesafsnittet der får ført den nær druknede og halvt bevidstløse Cobb ind på sit kontor mistænkt for at ville myrde ham. Cobb har kun to ting på sig, en revolver og en snurretop. Og Den gamle mand genkender snurretoppen og husker den unge mand der viste ham den for tredive år siden da han selv var ung.
Sønnen til den døende mangemilliardær hedder Robert Fischer Jr (Cillian Murphy), og han bliver med Saitos hjælp bortført på et fly (det var nemmest for Saito at købe hele flyselskabet) og får Yusufs bedøvelsemiddel listet ned i et glas vand af Cobb. Han forsøges presset til at røbe koden til faderens pengeskab, men påstår at han aldrig har fået den. Han påhører at faderens førstehånd Browning (Tom Berenger) - fingeret - får tæv i rummet ved siden af, men får lov at se og snakke med Browning (den omskabte Eames), og denne forklarer ham at faderen i virkeligheden ikke - som sønnen tror - døde skuffet over at denne ikke ville gå i hans eget spor, men tværtimod blot over at det endnu ikke var lykkedes.
Cobbs afdøde hustru Mal (Marion Cotillard) spiller løbende en stor rolle, fordi hun er aktivt med i hans drømme og fremkalder skyldfølelse hos ham. De har nemlig tilsyneladende spillet et spil om virkeligheden, og hun har fået det indtryk at det var hans overbevisning at den verden de levede i med deres to børn ikke var den virkelige verden, og hendes konklusion var derfor at de burde se at komme ud af den ved at begå selvmord sammen og komme over i den rigtige verden.
På et tidspunkt havner de på et hotel. Cobb står i et værelse og ser Mal sidde i vindueskarmen i et værelse på den anden side af gården - parat til at springe ud, blot han også gør det. Han prøver at overtale hende til ikke at springe, men forgæves. Hun springer - og dør.
Det forhindrer hende imidlertid ikke i gang på gang at dukke op i hans tanker, så han falder i staver i situationer hvor han har andres opmærksomhed og selv burde være fuldt nærværende. Især Ariadne opdager denne stærke bundethed til Mal - og påpeger den over for Cobb selv med en blanding af vrede og jalousi. Cobb viser hende derfor dels en lykkelig feriesituation med Mal og børnene ved stranden, dels en situation i deres hjem hvor Mal bebrejder ham at han lader hende leve i en forkert virkelighed. Cobbs forevisning sker teknisk ganske smart på den måde at Cobb fører Ariadne op og ned i en elevator til de forskellige bevidsthedstilstande.
Cobbs forfald til Mal og hendes død er dybt traumatisk. Han elsker hende og er aldrig kommet over hendes død. Hans traume er i høj medbestemmende for historiens udvikling. Han er i realiteten ude af stand til overhovedet at designe en drøm hvor Mal ikke på et eller andet tidspunkt dukker op som 'ødelægger'. Hans traume ligger i virkeligheden så dybt i hans sjæl at han er uegnet til at spille den rolle som kølig extractor eller inceptor som kræves af ham.
Handlingen Til toppen Næste
Handlingsforløbet begynder med Cobbs og Arthurs møde med Saito om samarbejde. De hævder han må lade sig beskytte mod extractors, men på den betingelse at han lade Cobb komme ind i hans bevidsthed. Saito lover at overveje tilbuddet. En kvinde dukker op udenfor. Cobb går hen til hende og kalder hende Mal. Han indrømmer at han savner hende.
Cobb og Mal befinder sig i et værelse. Han beder hende sætte sig og binder et reb til hendes ben - og med dette reb klatrer han ud af vinduet og ned til det tidligere rum hvor Saitos pengeskab befinder sig. Han får det op, tager en konvolut ud og lægger en anden ind. Saito og Mal kommer ind med skydevåben og holder Cobb op. Cobb spørger Saito om Mal har fortalt ham sandheden. "Hvilken sandhed? At vi alle befinder os i en drøm?".
Cobb, Arthur og Saito ligger sovende i et nyt rum, alle med ledninger til en drømmemaskine som overvåges af Nash. Udenfor nærmer en ophidset og oprørsk folkemængde sig. Mal bryder ind i Cobbs drøm og truer Arthur med sit skydevåben. Cobb fortæller hende at det ikke er nogen god idé at skyde ham, for resultatet vil blot være at han vågner. Men da hun skyder Arthur i foden for at påføre ham en smerte der kan gøre ham bevidst om situationen, bliver Cobb nødt til at skyde ham i hovedet så han kan vågne. I drømmen åbner Saito den falske kuvert der kun indeholder blanke ark, og han kalder på sine vagter. De forfølger Cobb, som imidlertid får åbnet den rigtige kuvert med fortrolige papirer.
I soverummet bliver Cobb vækket af Nash, og han dumpes ned i et fyldt badekar med det resultat at enorme vandmasser bryder ind gennem alle vægge. Cobb beskylder Saito for ikke at have anbragt alle sine hemmeligheder i boxen. Der mangler et vigtigt stykke papir. Cobb spørger Saito hvorfor han lod Cobb komme ind i sit hemmelige rum, men alligevel holdt noget skjult. Det var blot en prøve, siger Saito - og Cobb og Arthur faldt altså igennem. De smider Saito omkuld på tæppet, men han griner blot, for han kan se at tæppet ikke er det rigtige tæppe på hans kontor. Så situationen er altså blot en drøm. Da menneskemængden bryder ind til dem, vågner de alle op i et tog. De hægter sig af sovemaskinen og forlader toget.
Saito foreslår nu Cobb at udføre inceptionen. Arthur afviser forslaget da han mener det er umuligt at gennemføre, fordi den 'incepterede' person altid vil vide at ideen kommer udefra. Cobb afviser denne indvending, men indrømmer at inception er ekstremt kompliceret. Cobb ender med at acceptere Saitos tilbud, da denne lover ham at han kan vende tilbage til USA og sine børn. Men først nu røber Saito hvad inceptions-opgaven konkret består i, nemlig af få sønnen til en given konkurrent og mangemilliardær til at opløse faderens imperium som han ellers skal arve! Cobb må fortvivlet acceptere opgaven og får det råd af Saito at samle et bedre hold til at løse den end det han hidtil har arbejdet med.
Cobb tager til sin svigerfader Miles i Paris og får introduceret Ariadne som får forklaret reglerne for drømmedesign, herunder at alle mennesker i en drøm er projektioner eller skygger af drømmerens væsen. Og han advarer hende specielt mod at designe drømme med alt for store forandringer, for dette kan vække drømmerens mistanke. Straks Ariadne får designet en drøm dukker Mal op og støder en kniv i hende, så både hun og Cobb vågner op. Ariadne brokker sig over at Mal er dukket op. Det vil hun ikke være med til - og hun går sin vej. Men Cobb er sikker på at hun vil komme tilbage. Hvad hun også gør.
Cobb tager nu til Mumbai for at træffe imitatoren Eames, men han bliver spottet af sine forfølgerne fra firmaet han lavede sin forfejlede operation for, og de genoptager forfølgelsen. Eames pøver med en afledningsmanøvre, men snart går flugten og forfølgelsen i sædvanligt vildt action-tempo, men dog med et par nye variationer.
Eames fører Cobb til kemikeren Yusuf der fortæller ham om beroligelsesmidler (sedativer) der kan bruges til at frembringe komplicerede flerlags-drømme i folk. Holdet beslutter nu at udføre en tresæts drømme-strategi, hvis afsnit vil have forskellige tidsrammer i forhold til virkeligheden, og hvis tredje afnit bliver det afgørende punkt, hvor selve hovedideen skal indplantes i mangemilliardærarvingen Robert Fischer Jr. Og den går som nævnt ud på at junior skal splitte seniors imperium.
Den mekanisme der skal vække holdet fra den ene drømmetilstand og føre dem til den næste er et bump eller et 'kick' som hvis de pludseligt i et fald rammer en overflade. Og dette kick vil de kunne opfatte, fordi deres indre øre er fintfølende.
Efter råd fra den døende Fischer Sr's højrehånd, mr. Browning, vælger de en følelsesbetonet påvirkning af junior, bestående i at overbevise ham om at faderen virkelig har elsket ham og kun ønsket at han skulle vælge sin egen vej - og splitte selskabet!
Da faderen er afgået ved døden, skal sønnen føre hans kiste til Los Angeles i et fly. Saito sikrer holdet en plads på første klasse sammen med Fischer Jr ved at købe ikke blot det pågældende fly, men hele flyselskabet (det er det nemmeste). Og her i flyet får Fischer Jr. sit sovemiddel.
Den første af strategiens tre drømme begynder. Det er Yusufs drøm. Holdet har kidnappet Fischer og kører ham nu til et varehus. Men Cobbs underbevidsthed får et kæmpemæssigt godstog til at pløje ind gennem gaden, så de kun med nød og næppe kommer frem. Og Saito er blevet såret. Ariadne bebrejder Cobb at Mal bliver ved med at dukke op som ødelægger. Og det må Cobb indrømme. Men sagen er at noget gik galt da Mal og han havde deres sidste drøm sammen. De havnede ved en fejl i limbo og var der i 50 år, indtil Mal endelig indvilligede i at vende tilbage til den reale verden. Men da det skete, forblev Mal i drømmeverdenen - og begik som nævnt selvmord ved at springe ud fra sit hotelværelse efter først at have ringet til sin advokat og sagt at Cobb havde forsøgt at myrde hende. Cobb måtte flygte fra USA og sine børn.
Eames har næsten held med i Brownings skikkelse af overbevise Fischer Jr. om at hans fader elskede ham, men Fischers forsvarsmekanismer er stærke. Så de må alle et lag dybere ned i underbevidstheden. De kører under heftig beskydning i vild fart gennem gaderne og standses ved en bro, hvis rækværk de til sidst må torpedere for at redde sig gennem et frit fald til næste fase.
Det er Arthurs drøm. Alle befinder sig på et hotel, hvor det lykkes Cobb at overbevist Fischer om at han vil beskytte ham - og at det hele iøvrigt kun er en drøm. Fischer går aktivt ind i teamet. Cobb overbeviser Fischer om at han i drømmen skal afdække Brownings hemmeligheder. De samles alle i et hotelværelse. Arthur sørger for kicket - og alle, inklusive Ariadne, går videre til tredje drømmestadium, der gælder kampen om pengeskabet der er anbragt i et stærkt militært bevogtet fort i sneklædte bjerge.
Fischer får til opgave at åbne pengeskabet. Efter hårde kampe lykkes det ham med fællernes hjælp at nå frem til pengeskabet, men da dukker Mal op endnu engang. Cobb tøver med at skyde hende med det resultat at hun dræber Fischer, for derefter selv af blive dræbt af Cobb. Også Saito mister livet. Men på Ariadnes forslag går de endnu et trin ned i underbevidstheden, helt ned i limbo, hvor Fischer må befinde sig og må hentes tilbage.
Ariadne og Cobb finder Mal siddende i køkkenet. Hun bebrejder ham at have forladt hende. Han han lovet at de skulle blive gamle sammen. Hun siger han er forvirret, men skal blive hvor han nu er, for det er den rigtige verden. Han føler skyldfølelse, men må konstatere, at snurretoppen er Mal's. Hun havde i sin tid lukket den inde i et pengeskab. Cobb finder den og indplanter den idé i Mal at den verden de befinder sig i ikke er den reale. Han gemmer snurretoppen snurrende i en box. Ideen om at hendes verden ikke er den reale vokser i hende og fører til tanken om selvmord. Og det er dette der overbeviser Cobb om at indplantning af en idé i et andet menneske er mulig. Han siger nu til hende at han forlader limbo.
Cobb fortæller Ariadne at de må finde Saito - og at de iøvrigt må gå vejen tilbage gennem drømmestadierne i omvendt rækkefølge. Ariadne finder Fischer højt oppe på en stejl klippe - og lader sig dumpe ned i frit fald sammen med ham (kicket) for at komme videre til næste stadium. Arthur har anbragt alle i en elevator på hotellet og skaber ligeledes et frit fald der frembringer 'kicket'. Og vognen som hele holdet har kørt i mod broen styrter langsomt ned i floden (det tredje kick) - alle på holdet svømmer op til overfladen, undtagen Cobb der senere skylles halvdød op på stranden. Han er tilbage i 'limbo'. Åbningsscenen hvor han fremstilles for Den gamle Mand (Saito) repeteres. Nu tager Saito Cobbs pistol fra bordet....
Cobb og Saito vågner op i et fly til USA. Saito ringer til myndighederne og sørger for at de ikke pågriber Cobb. Denne går da også glat igennem paskontrollen. Han træffer de andre fra holdet - og modtages af sin svigerfader der bringer ham hen til børnene. Cobb snurrer toppen rundt for at finde ud af om han drømmer eller ej. I det samme vender børnene sig mod ham og løber ham i møde. For første gang i filmens forløb ser han nu sine børn i øjnene.
Snurretoppen begynder at slingre lidt, men filmen afbrydes inden vi når at konstatere om den standser helt.
Filmisk fiktion og drøm Til toppen Næste
'Inception' er unægteligt en teknisk, handlingsmæssigt og skuespillermæssigt flot og spændende fornyelse af actionfilm-genren i og med at den inddrager en ganske raffineret leg med bevidsthedstilstande. Filmen nøjes ikke med den leg mellem forskellige fysiske virkeligheder af den art som filmkunsten allerede byder mange flotte eksempler på.
Det hører jo netop til filmkunstens fundamentale fortrin at have optimale tekniske muligheder for at kunne rokke ved vores tilvante forestillinger om sædvanevirkeligheden eller hverdagsrealiteterne gennem manipulationer med billeder, billedfrekvenser og billedmontager samt lys og lyd - og nu om dage også decideret animation ved hjælp af computerskabte billeder. Og ikke et ondt ord om dette, da det åbenlyst appellerer til folks dybtliggende og sunde ønsker om at få lidt afstand til hverdagen.
I 'Inception' leges imidlertid med fuldt overlæg med forskellen mellem forskellige bevidsthedstilstande, og da bliver spørgsmålet naturligvis om instruktøren véd tilstrækkeligt om forskellige bevidsthedstilstande til at kunne gribe opgaven an på en måde der ikke blot bekræfter folks fordomme, men tværtimod rokker dem. Og her synes jeg Christopher Nolan falder igennem - ligesom iøvrigt Lars von Trier i sin genre.
Nolan ser ganske enkelt ikke ud til at kende den aldeles afgørende forskel mellem de to slags psykiske grundprocesser.
Der udveksles i filmen mange relevante tanker om drømmelivets og underbevidsthedens væsen, men det konstateres ikke, at den væsentligste forskel mellem drøm og virkelighed er at skellet mellem subjekt og objekt er ophævet ligesom alle sondringer mellem fantasi og virkelighed, og mellem fortid, nutid og fremtid. Tids- og stedsrelationer er opløste. Alle associationer er frie. Men dette gælder vel at mærke den spontane drøm og skyldes helt og holdent at denne foregår på de medfødte primærprocessers niveau.
Det kan og må derfor fastslås uden noget forbehold, at det ikke er muligt ved nogen slags direkte fysisk indtrængen i eller påvirkning af et menneskes bevidsthed eller underbevidsthed at indplante en idé i dette andet menneske som ville kunne spire som et frø og begynde at vokse og efterhånden give bestemte, forud fastlagte konsekvenser.
Det er i høj grad muligt at influere på andres menneskers bevidsthed. Det sker uafbrudt og alle steder, både bevidst og ubevidst. Det sker for eksempel gennem den kommercielle reklame og den ideologiske eller religiøse propaganda, hvor det gængse middel er gentagelsen. Det samme budskab gentages tusindvis af gange - og virker så at sige på grund af den statistiske mængde. Men det sker i høj grad også på et ganske almindeligt mellemmenneskeligt niveau gennem den daglige omgang, samtale, dialog, diskussion, foredrag, teaterforestilling samt fællesskab om arbejde, politik, videnskab, fest og sorg.
Den dybeste måde at influere på andre mennesker på er at 'inspirere' dem gennem normal fremlæggelse af tanker og forestillinger i samtaler og diskussioner, ikke mindst hvis det kan ske løbende i et decideret kreativt miljø, dvs et miljø hvor det er meningen at deltagerne skal komme frit frem med deres spontane og endnu uprøvede ideer uden at blive betragtet som tåber eller undermålere fordi ideen eventuelt ikke viser sig at kunne holde.
Miljøet omkring Niels Bohr på instituttet på Blegdamsvej i 1920'erne og 1930'erne er et strålende eksempel. Afgørende er friheden, spontaniteten og den gensidige tillid og respekt - og så naturligvis ihærdigheden.
Kontrol, mistillid og mistanke duer absolut ikke - og derfor bliver såvel hjernevask som industrispionage noget helt andet. I den første slags drejer alt sig om ved fysisk og psykisk tortur (fx mangel på søvn og hvile) at undergrave et menneskets identitet og vilje til at forsvare denne. Og resultatet bliver en marionet der siger hvad autoriteterne vil have ham til at sige (inklusive tilståelser af alt muligt), men aldrig en fri, original endsige kritisk tanke. Og i industrispionagen gælder det om at få fat på konkurrenternes hemmeligheder i form af opfindelser, forbindelser, planer og strategi. Det er følgelig først og fremmest papirer og data man skal have fat i. Og disse kan bringes til veje gennem personlig forstillelse og infiltration, der altsammen ikke har andet med underbevidstheden at gøre end hvad der fx bestemmer folks erotiske lyster.
Men forestillinger og drømme om at kunne læse tanker eller styre andre gennem tankens, drømmens eller ønskets magt er udbredte og har været det alle dage - og de er egentlig ikke uforståelige. De næres netop af ønsket om at få magt over andre (og kan man ikke få det med det gode, prøver man med det onde), men også af de gængse naturvidenskabelige postulater om at de sjælelige processer er identiske med principielt målelige og gennemskuelige og dermed tilsidst eftergørlige hjerneprocesser.
Disse naturvidenskabelige eller mere nøjagtigt neurovidenskabelige postulater er sniksnak. Sjælelivet hvoraf det spontant underbevidste er en uhyre vigtig komponent lader sig ikke gennemskue som hjerneprocesser. De medfødte psykiske primærprocesser unddrager sig enhver forklaring.
Helhedsrealistisk vurdering Til toppen Næste
Den æstetiske leg i 'Inception' er blændende udført med allernyeste teknologi, og interessen for filmen viser i allerhøjeste grad at hele legen med den konstante og forvirrende vekslen mellem den fysisk reelle virkelighed - hverdags- eller sædvanevirkeligheden - og den fiktive drømme- eller fantasiverden er uhyre fascinerende for et meget stort publikum.
Fortryllelsen er der absolut ingen grund til at tage fra folk - ligesom der ikke er nogen grund til at tage musik, dans, almindelige billedkunst eller litteratur fra folk. Men alle
steder hvor fortryllelsen får lov at udfolde sig, må det være tilladt at påpege at der kan og bør skelnes mellem en æstetisk leg der er ganske uforpligtende og kun tjener formålet at more, underholde eller adsprede (hvad der intet ondt er i) og en æstetik der
går så dybt i sjælene at den påvirker folks erkendelse og adfærd.
Man kan efter undertegnedes mening bebrejde filmfolk som Nolan og Trier at de bliver i den æstetiske leg, når det af deres film fremgår at de rent faktisk kommer i berøring med psykiske fænomener der fortjener en dybere behandling og herigennem kunne bidrage til at give de nævnte filminstruktørers værker nogle nye dimensioner.
I Nolans tilfælde er det oplagt at traumet der binder hovedpersonen Dom Cobb til sin afdøde hustru Mal er trukket så stærkt frem at det dels tyder på personlig erfaring (hvad der også er bekræftet i omtalen af filminstruktøren), dels - og navnlig - slet ikke i filmen er behandlet dybtgående nok. Og dette fremgår vel at mærke af en episode i filmen, som jeg slet ikke har omtalt endnu.
I den sekvens hvor Cobb fører Ariadne omkring i hans egen og Mals verden skildres et højst besynderligt storbyrum der står i dybeste kontrast til alle Cobbs indre billeder af sine legende børn i smukke, grønne og solbeskinnede omgivelser. Mals og Cobbs verden er grå og trist og består mestendels af kæmpemæssige og endeløse bebyggelser i lige gader - og totalt uden liv og mennesker. Kun et par huse adskiller sig fra resten, og det ene er Mal's barndomshjem der ligner et gammelt hus fra forrige tider der mod al normal byggepolitik har fået lov at blive stående midt i den moderne storby. Også dette barndomshjem er imidlertid gråt og trist og uden liv.
Sekvensen stiller det spørgsmål om Cobbs ægteskab med Mal i virkeligheden har bygget på fuldstændigt urealistiske forestillinger om at kunne føre deres egen barndom uændret ind i deres moderne tilværelse, og at Cobb på et tidspunkt har indset dette og derfor placeret Mal i en ikke-real verden på trods af hun hele vejen igennem virker levende og menneskelig, ja sød og dejlig. Her ligger efter min mening filmens uløste gåde, og man kunne have ønsket at Christopher Nolan have vovet at tage den op.
Nu kan man naturligvis ikke forlange at en fri kunstner tager bestemte eksistentielle opgaver op, selvom man synes de er oplagte for vedkommende.
Men 'Inception' er for mig et eksempel på at filmkunsten endnu ikke for alvor er begyndt at beskæftige sig med de spændende områder af eksistensen der drejer sig om forholdet mellem sædvanevirkeligheden og værdi- eller meningsvirkeligheden. Den første bygger helt og holdent på de psykiske sekundærprocesser, den sidste helt og holdent på primærprocesserne, og da disse to psykiske grundprocesser er lige uundværlige i alle menneskers tilværelse, men logisk helt uforenelige, er der ingen vej uden om at betragte og behandle dem som komplementære og ligeberettigede.
Det kunne derfor i høj grad være ønskeligt om filmkunsten med de rige muligheder den og ikke mindst nogle af dens højst begavede instruktører er i besiddelse af ville interessere sig i højere grad for den dybdepsykologiske modsætning mellem dagligdagsvirkelighed og fritids- og højtids-virkeligheden.
Hvad er helhedsrealistisk set parforholdets virkelighed? Hvad er økonomisk virkelighed (finanskrise)? Hvad er politisk virkelighed (parti-, klasse- og ideologimodsætninger)? Hvad er krigenes (fx den aktuelle Afghanistanskrigs) store virkelighed? Hvad er selve kultursammenstødenes dybeste virkelighed?
Disse spørgsmål optager undertegnede meget alvorligt. Og jeg nævner derfor at jeg har set 'Inception' ikke blot på grund af dens rent filmæstetiske kvalitet, men fordi den netop leger med selve spillet mellem vor virkelighedsopfattelse og vore drømme- og erindringsuniverser. Den bliver dermed et led i undertegnedes igangværende undersøgelser af vores erkendelses- og eksistenssituation - på linje med fx artiklen Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?.
Næste led bliver en gennemgang af filosoffen David Favrholts filosofiske codex.
Jan Jernewicz
Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos:
Saxo.com.dk
Under titlen: Bunuel - Abuladze - Mikhalkow og andre filmskabere.
Se nærmere under klik
Henvisninger Til toppen
Links til:
Inceptions website (Warner Brothers)
The Internet Movie Databases: artikel om Inception
Relevante artikler på Jernesalt:
Instruktører:
Kurosawas drømme, hukommelse og humor (28.3.08.)
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner (Essay - 31.10.05.)
Rainer Werner Fassbinder (Essay - 31.7.05.)
Krzysztof Kieslowski (Essay - 28.2.04.)
Carl. Th. Dreyer (kort karakteristik)
Nils Malmros (kort karakteristik)
Lars von Trier (kort karakteristik)
Udvalgte film:
Triers 'Antichrist' (8.6.09.)
'Dogville' og Lars von Trier
Filmen 'Det hvide Bånd' om underkuelse af børn (21.1.10.)
'Stille lys' - mexikansk film af Carlos Reygadas (17.8.08.)
Roy Anderssson: 'Du levende'
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"
Bunuels 'Begærets dunkle mål'
Kieslowski's 'Blå'
Kieslowski's 'Hvid'
Kieslowski's 'Dekalog'
'Anger' og 'Brændt af solen'
(om russiske film og stalinismen)
'Ten Canoes' - filmisk indblik i de australske aborigineres fremmede verden (4.11.07.)
Helligtrekongersaften
i Trevor Nunns uforlignelige filmudgave fra 1996 (12.2.05.)
Psykologi og erkendelse:
De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning? (31.7.10.)
Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII
Hvad er virkelighed? om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen (20.12.04.)
Niels Bohrs filosofi
Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
