JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - haneke

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.1.10.

Filmen 'Det hvide Bånd' om underkuelse af børn

Den tysk-østrigske filminstruktør Michael Hanekes film 'Det hvide Bånd' med undertitlen 'En tysk historieberetning om børn' fortæller en grum historie om den uhyggelige autoritære opdragelse af børn som var udbredt mange steder i Europa i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, men som nok var værst i det protestantiske Nord-Tyskland og i hvert fald dér fik sine værste følger. Opdragelsessystemet var nært forbundet med mandsdominansen, mandens absolutte herredømme i ægteskab, hjem og skole og på alle niveauer af samfundslivet.

Handlingen foregår i den nordtyske landsby Eichwald i året 1913/14 hvor Tyskland var regeret af den i enhver henseende militaristiske kejser Vilhelm den 2. der også havde titel af konge af Preussen. Altså året før det mord i Sarajevo på den østrigsk-ungarnske tronfølger Ferdinand der førte til 1. verdenskrig, som tyskerne var overbeviste om at de ville vinde - endda relativt hurtigt. Historien i filmen fortælles mange år senere af en mand der i sin tid var lærer i landsbyen.

Landsbyen har fire autoriteter: Baronen (Ulrich Tukur) med kone og barn, hans godsforvalter (Josef Bierbichler) med kone og tre børn, lægen (Rainer Bock) der er enkemand med to børn, men har en husholderske med en handikappet dreng og endelig den protestantiske præst (Burghart Klaussner) med kone og fem børn, hvoraf de to ældste - tvillingerne Klara og Martin - har hovedroller.

I denne landsby sker der mærkelige ting. Først snubler lægens hest under hans ridetur over en tynd tråd der er spændt ud mellem to træer lidt over jorden. Lægen falder af hesten og kommer til skade med skulderen, så han må indlægges i flere uger på hospitalet i den nærmeste større by. - Senere kommer en bondekone af dage på godsets savværk, fordi hun træder ned på et gulvbrædt der er råddent. På den høstfest baronen holder for sine mange medhjælpere og som længe går lystigt for sig med rigelig mad og øl, tager bondens søn hævn for sin moders død ved at rasere baronens kålhave med en le. - Samtidigt bortføres baronens otte-årige søn og findes næste dag gennemforslået og hængt op i benene i savværket. En lade med hø eller korn går op i luer. Bondemanden hænger sig i sin stald, fordi han mister sit arbejde for godset på grund af sønnens hævnakt. - Godsforvalterens søn bliver under en udflugt til en sø så jaloux på baronens forkælede dreng at han river dennes fine fløjte fra ham og løber hjem. Forvalteren bliver rasende og banker sønnen til at tilstå. - Og endelig forsvinder lægehusholderskens handikappede søn mod slutningen af filmen - og han findes svært såret i sit store 'vandhovede'.

Baronen forsøger at opklare nogle af disse mærkelige hændelser. Politiet bliver involveret uden held. Men også den lidt troskyldige lærer, der jo kender alle børnene, har øjnene med sig og begynder at stykke elementerne sammen. Han får fortalt nogle drømme af et af pigebørnene som tyder på en vis sammenhæng mellem ulykkerne og børnenes adfærd, og han henvender sig meget uforstandigt til præsten herom. Men denne betragter det som fantasier - og truer læreren til afskedigelse, hvis denne ikke holder mund.

Baronens hustru rejser på en længere rekreation med sin mishandlede søn, men vender tilbage med en ny guvernante. Kort efter meddeler hun baronen at hun rejser igen, fordi hun ikke kan holde atmosfæren på stedet ud. Han kan ikke forestille sig at grunden kan være andet end at hun i Italien har fundet en anden mand, og det bekræfter hun.

Præsten er en helt central skikkelse i filmen, fordi han er den moralske autoritet over alle andre - og far til de to tvillingebørn i konfirmationsalderen der til allersidst kommer i søgelyset, men som længe blot ses som magtesløse ofre for hans skånselsløse opdragelsesmetoder. Han holder streng justits i hjemmet. Børnene siger naturligvis 'Herr Vater' til ham og må affinde sig med endeløse formaninger ved bordet og endog ved juletræet. Allerede på et tidligt tidspunkt i handlingen skal tvillingerne have udmålt deres straf for en forseelse. De står henne ved døren og venter på faderens dom. Deres søskende og forældre står omkring bordet. Men maden bliver båret ud. Alle skal vide at de to ældste har forsyndet sig. De bliver idømt hver ti slag med spanskrøret den følgende aften i alles påsyn - så kan de i mellemtiden tænke over hvad de har gjort. Og de skal vide at straffen gør mest ondt på forældrene. Afstraffelsen den næste dag hører vi bag en lukket dør, vi forskånes heldigvis for at se den.

Men til straffen hører også at de to børn i de næste uger skal bære et hvidt bånd indtil de bliver 'gode' igen, dvs gør hvad der forventes af dem og intet andet. Båndet symboliserer uskyld - men den har de mistet. - På et tidspunkt kommer drengen i skarpt forhør og får fortalt hvilke skrækkelige følger det får at gøre skade på sin krop. Drengen fatter næppe at Herr Vater med sin omstændelige redegørelse tænker på onaniens følger, som man på den tid havde vanvittige forestillinger om. Men drengen tilstår under presset fra faderes trusler. Han dømmes denne gang ikke til korporlig straf, men til at blive bundet til sengen hver nat - med en hånd til hver side.

Lige før konfirmationen nærmer sig, ser man den store pige finde en saks frem og gå ind i faderens studerekammer og tage hans ondulat ud af sit bur. Da faderen lidt efter kommer derind, finder han fuglen død på skrivebordet med saksen stukket langt ned i halsen. Under selve nadveren for konfirmanderne tøver han længe med at give nadverbrødet til datteren, der ser ham lige i øjnene uden at blinke, men til sidst gør han det.

Lægen vender tilbage til landsbyen og genoptager sin praksis. Han ses kneppe sin husholderske bagfra i stuen, og da de bagefter sætter sig til bords, udtaler han glæde over at være hjemme igen - og hun glæde over at have ham tilbage. Men dårligt er høflighederne sagt før det vælter ud med kritik fra hans side. Han væmmes faktisk ved hende, fordi hun efterhånden er kommet godt op i årene og ikke længere er tiltrækkende. Hendes ånde er desuden uudholdeligt ækel. Han beder hende til sidst om at rejse.

Den anden side af ham ses i konsultationsværelset, hvor han har sin store datter siddende på briksen med skørtet oppe om livet.

Læreren er på vej for at besøge sin kæreste der har været hans elev en gang, og som holder af ham, men er meget bange for at han kommer hende for nær. Han må flere gange bede hende lade være med at sige De til ham. Han har tidligere være på besøg hos hende og fået klar besked fra hendes fader om at han skal se at få sig en ordentlig stilling hvis han vil giftes med pigen. Han kan komme igen om et år.

Nu må læreren imidlertid låne sine cykel til lægens husholderske, der vil køre til politiet hurtigst muligt for at forklare dem hvad hun véd. Han er lidt modvillig, men giver til sidst efter - og får nu tid til i stedet at observere hvad børnene går rundt og laver. Historien med mishandlingerne bliver ikke opklaret, men vi er ikke i tvivl om at de børn der selv er blevet mishandlet af deres forældre, er de skyldige - og altså selv er blevet mishandlere.

Til sidst kommer underretningen om at prins Ferdinand er blevet myrdet i Sarajevo - og vi véd at mordet ikke alene førte til den meningsløse 1. verdenskrig, men efterfølgende til kaotiske tilstande i Tyskland, og at disse igen førte til nazisternes overtagelse af magten og ordenen. Filmens fortæller sagde tidligt i forløbet at landsbyens børnehistorie måske kunne kaste lys over nogle af de ting der siden skete i Tyskland, og det tør siges. Men filmen, der har et væld af smukke billeder af vintervejr og sommer i landsbyen og omegn, slutter i kirken, hvor koret synger en meget smuk koral. Der er ikke langt fra ondskab til skønhed og højtid.

Filmen der varer næsten 2½ time er i sort-hvid og fortalt i et meget roligt og sindigt tempo der dels svarer til tiden for handlingen, dels giver tilskueren den tid til eftertanke som er meningen med filmen. Den ender nøjagtigt som instruktøren har ønsket det: ikke på lærredet, men i tilskuerens bevidsthed.

Da Peter Ravns fortræffelige tv-udgave fra 1977 af Hans Kirks roman 'Fiskerne' de sidste seks mandage har været vist på DRK, er det værd at nævne at der er ligheder mellem de to films rolige fortællestil og i miljøerne. Men der er dog også den store forskel, at hvor 'Fiskerne' udspiller sig i et lukket atypisk indremissionsk miljø med yderst strenge moralregler der fører både snæversyn og hykleri med sig, så er vi i den tyske film ude i skildringen af et samfundsmiljø der var typisk for datidens protestantiske Nord-Tyskland og førte direkte videre til landsomfattende katastrofer i to krige og en mellemkrigstid af opløsning, der gjorde det til en overkommelig opgave for en flok fanatiske ordensmennesker i både moralsk og politisk-ideologisk forstand at ensrette en hel befolkning.

Det er en udbredt opfattelse at nazismen overvejende var et sydtysk fænomen eftersom Hitler var østriger og i afgørende år udfoldede sig i Münchens ølkneiper. Men man skal ikke glemme at det protestantiske Nord-Tyskland i kraft af den lutheranske grundopfattelse af øvrighedens absolutte myndighed og den kantianske oplysningsfilosofi og dens strenge pligtetik i kombination med den militaristiske preusserånd gjorde kadaverdisciplinen værre end i Syd-Tyskland.

Michael Hanekes film er derfor en glimrende påmindelse om afgørende sammenhænge i tysk historie. Den er en fornem tysk historieberetning om hvordan voksne mennesker i oftest ærlig overbevisning om det gode i deres hensigter gennem streng autoritær opdragelse brutalt kan forhindre alle normale børn i at gå den i sig selv svære pubertetsvej fra barnlig uskyld til frihed, selvstændighed og ansvarsfuldhed - og den er dermed også en historisk beretning om hvordan autoritær magtudøvelse i Tyskland systematisk skabte ufrie mennesker der lod sig indordne under kadaverdisciplinens totalitarisme - medmindre de spontant eller bevidst heltemodigt gjorde oprør og risikerede streng straf, udstødelse eller livslange sår på sjælen.

Jan Jernewicz

Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen med titlen: Bunuel - Abuladze - Mikhalkow og andre filmskabere.
Den kan bestilles ved mail til forfatteren ejvindhoej@newmail.dk, så sendes bøger vederlagsfrrit som vedhæftet fil.