JERNESALT - danilevy
ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.05.08
Jødisk humor på nye tyske film
- om Dani Levy og hans film 'Alles auf Zucker' og 'Mein Führer'
Dani Levy
Det er et væsentligt træk ved den store eksistentielle humor til forskel fra den lille lavkomiske eller satiriske humor at den tør udsætte selve kerneværdierne eller de allervigtigste livsforhold for humorens grænseoverskridende og befriende lys. Således sker det netop i den tysk-schweiziske filminstruktør Dani Levys værker. Han er vokset op i en jødisk familie der måtte flygte fra Nazi-Tyskland i 1930'erne, mens det endnu var muligt, og han har i Basel haft normale betingelser for skole og uddannelse. Men hverken den jødiske baggrund eller den nazistiske historie har han kunnet slippe. Til gengæld har han ud fra sine anlæg og karakteregenskaber valgt at bearbejde det uundgåelige stof på lige netop den måde der har gjort det muligt at fastholde det uden bortforklaringer og alligevel holde det på en afstand der tillader både forståelse og overblik, både indføling og overbærenhed, både medfølelse og respektløshed.
Da tyskerne generelt fortsat har problemer med at tale åbent om den nazistiske fortid og dens antisemitisme og holocaust, skal der mod til at behandle jøders situation i Tyskland på en respektløs måde, men dette mod er Dani Levy i besiddelse af, ja, det er vel, når det kommer til stykket en livsbetingelse for ham. Han er hverken i stand til at lyve for sig selv eller at affinde sig med snævre rammer for udfoldelse.
Den i 1957 fødte Dani Levy voksede op i en ikke-ortodoks jødisk familie i Basel. Moderen var fra en Berliner-familie der måtte flygte til Schweiz, inden nazisterne for alvor strammede rebet. Ingen af familiens medlemmer havnede i koncentrationslejre. Dani var den mindste i sin klasse i skolen og han fik rollen som klovn. Han drømte om en karriere ved cirkus, og var også et stykke tid som ganske ung engageret som klovn og akrobat ved Cirkus Basilisk, men han fik hurtigt nok. Han var håbløst forelsket i pigerne i skolen, men blev først bemærket da han optrådte som guitar-spillende skuespiller på et teater i Basel. Han fik sit eget rock-band og også nogle mindre filmroller. Men planer for livet har han ikke haft. Han er rastløs og elsker at rejse. 1980-83 var han tilknyttet 'Rote Grütze' i Berlin, og har siden boet i Berlin.
Fra 1986 begyndte Levy at lave film og, og i 1994 etablerede han filmselskabet X-Film Creative Pool sammen med Wolfgang Becker og Tom Tykwer. Men han har været længe om at blive anerkendt. Først i 2005 fik han 'Goldener Lola' og Ernst Lubitsch-prisen for 'Alles auf Zucker'. Men da havde han allerede lavet seks spillefilm, heraf flere med Maria Schrader som manuskriptforfatter og skuespiller.
'Alles auf Zucker' viser respektløsheden over for jødisk kultur for fulde sejl. Der gøres grin med både den ortodokse jødedom og dens faste regelsæt og ritualer, men der lægges heller ikke fingre imellem når det gælder jøders sans for penge og gevinst, alt det der på tysk går under slangudtrykket 'Zucker', og slet ikke hos hovedpersonen der er en lidenskabelig gambler med en navn der går på samme begreb. Men filmen er blottet for hån og ondskabsfuldhed.
Alles auf Zucker
Den i det tidligere Øst-Berlin bosiddende tidl. sportsreporter Jackie Zucker (Henry Hübschen), født 1947 som Jakob Zuckermann, er den fødte spiller og i egne øjne også den fødte vinder. Men reelt sidder han i gæld til op over begge ører uden chance for at betale den. Men spiller som han er vil han netop prøve at udnytte denne ikke-eksisterende chance. Det vil sige han vil prøve at låne sig til den 'indsats' der gør det muligt for ham at spille videre og vinde den definitive gevinst. Men til en begyndelse indlægges han efter forfølgelse af en af sine kreditorer så forslået på et hospital at de mandlige sygeplejersker tror han er død. Han vågner dog op - og forsvinder, hjem til sin kone Marlena (Hannelore Elsner), der er blevet så træt af ham at hun kort og godt meddeler ham at han skal være ude af huset senest kl. 12 næste dag. Han begynder også at pakke sine kufferter, men om morgenen dukker hans stammende, bankansatte søn Thomas op med fogeden og kræver en gæld på 44.000 euro indfriet omgående. Faderen får snakket sig til en yderligere frist.
Forgæves prøver han at låne penge af en ven. Dernæst besøger han sin datter Jana der er terapeut. Han får lidt massage af hende, men bliver uden pardon smidt ud, da han foreslår at hun betaler de penge tilbage hun i sin tid fik som startkapital.
Marlena modtager et telegram, hvor der står at hans mor er død og har efterladt et testamente. Hun aner nye muligheder og opsøger sønnen i banken, griber hensynsløst ind i en samtale han har med en kunde og får ham til at fortælle hvor Jackie befinder sig. Det er på et bordel, hvor han forsøger at låne penge samtidig med at han fabler om at vinde 100.000 euro. Da Marlena dukker op, prøver han at flygte, men til hans overraskelse inviterer hun ham hjem igen.
Hos en rabbiner-advokat (Rolf Hoppe) får de at vide at Jackies moder skal begraves næste dag i Berlin og at hans broder, rabbiner Samuel Zuckermann (Udo Samel) vil ankomme nogle timer forinden. Jackie får til opgave at arrangere en jødisk sørgeuge, en shiva, for hele familien og her servere ren kosher-mad (uden flæskekød i køleskabet). De rydder op i køleskabet, går på stort indkøb og pynter op til højtideligheden. Men i telefonen får Jackie aftalt sin deltagelse i en billardturnering.
I lufthavnen modtager de rabbiner-familien, Samuel og hans kone Golda, samt sønnen Joshua og datteren Lilli. De er alle i sort tøj; Joshua har langt skæg og krøller. Jackie kan ikke skjule sin overraskelse, for han har ikke set broderen siden Muren blev bygget og forårsagede at moderen og Samuel flygtede til Vesttyskland. Men alle præsenteres for hinanden.
Kisten med moderen er med flyet og eskorteres nu til synagogen. I en taxi forklarer Samuel om sammenhængen, men må konstatere at Jackie ikke er interesseret i at få noget at vide om moderen. Til gengæld protesterer han mod begravelsestidspunktet, der kolliderer med turneringen.
Under det første måltid i shivaen læser advokaten op af testamentet. Der er opstillet fem regler som betingelse for arven, herunder deltagelsen i shivaen. Kun sygdom og død er gyldig undskyldning for fravær. Desuden er det et krav at brødrene skal forsone sig. De lades alene for at tage stilling til dette punkt, men de begynder omgående at skændes og at fornærme hinanden med bl.a. med den diametralt forskellige opfattelse af forholdene i Stasi-Tyskland.
Da Thomas næste dag dukker op i forældrenes lejlighed, er det første han ser, fætteren Joshua i fuld gang med sine jødiske bønner. Samuel og Jackie aflægger besøg hos Jana, og Samuel erfarer at han af dennes datter omtales som 'ayatollahen'. Han har hovedpine - og Jackie giver ham en tablet. Samuel begynder at opføre sig mærkeligt. Det er i virkeligheden
ecstasy Jackie har givet ham. Da de tager af sted, danser Samuel ude på gaden. Og senere tager Jackie ham med på bordellet, hvor han kommer under blid behandling af en af skønhederne. Han nyder det. Her danser han også videre, men ser pludseligt i et syn sin kone. Jackie er i mellemtiden taget hen til billard-turneringen for at kæmpe for sin gevinst.
Bisættelseshøjtideligheden foregår i synagogen under iagttagelse af sædvanlig jødiske ritualer med hebræisk sang. Selve jordefæstelsen sker på kirkegården, hvor Samuel i sin tale til moderen fortæller en længere vittighed. Jackie kigger på klokken - og bliver pludseligt dårligt. Han falder om og ned i graven oven på moderens kiste. Han bringes til hospitalet. Men tager derfra direkte hen til turneringen.
Senere vender han tilbage til familiens shiva, men går tidligt i seng. Da Malena går til synagogen, står Jackie op og kører til sin turnering. Han vender tilbage til shivaen, men står op om natten og ser bl.a. sin søn Thomas i hed omfavnelse af den jødiske kusine.
Næste dag simulerer Jackie igen et hjerteanfald og køres i ambulance på hospitalet, men forsvinder her ud af bagdøren, men hans kone kommer ind ad fordøren. Han kommer dog denne gang for sent til turneringen, men indgår aftale med den sandsynlige ukrainske vinder om en særlig dyst. Han køres hjem af ambulancefolk.
Næste dag er der forsoningsmøde mellem brødrene under advokatens bistand. Jackie får igen hjerteanfald, men nu forklarer Malena hele familien om mandens numre. Alle hans hjerteanfald har været svindel. Han er og bliver en skrupelløs spiller. Jackie indrømmer alt, men får igen anfald - og datteren forsvarer ham med, at han får anfald, når han ikke får lov at spille. Joshua bliver vred og vil ikke acceptere undskyldningen. Han løber simpelthen ud af huset - med Jana efter sig. Hun forsvarer faderen, men sætter trumf på ved at fortælle at hendes datter er Joshuas barn. Han falder om på stedet.
Jackie spiller nu mod ukraineren på bordellet. Samuel og hele familien er til stede. Jackie vinder, men får anfald efter sidste stød og støtter herunder med begge hænder på billardbordet - og det diskvalificerer ham. Ukraineren tilbyder ham dog at de kan dele lige over og giver ham pengene.
Nu er det Samuels tur til at få hjerteanfald under et forsoningsforsøg, hvor advokaten må give op. Brødrene ligger nu i hver sin seng på hospitalet. Men tiden går uden at der sker noget. Familien morer sig med sang. Tomas og kusinen dyrker sex i et kammer ved siden af - Det er Thomas's debut - og den har den positive virkning at den kurerer hans stammen. Joshua på sin side erklærer sig for far til Sarah. Jackie og Samuel lades endnu engang alene med advokaten i forsøget på forsoning. Men advokaten falder i søvn. Og de begynder igen at skændes, denne gang om modernes forkærlighed for Samuel. Jackie beskyldes for at have foretrukket DDRs' sportparadis frem for friheden i Vesttyskland. Til sidst forsones de dog i en omfavnelse.
Hos advokaten venter alle spændte på åbningen af kuverten med oplysningerne om arven. Det ligger fast at den jødiske meninghed skal arve halvdelen, og de forsonede brødre dele den anden havldel. Advokaten ringer til banken - og kan ikke lade være at grine: Arven består af lutter værdiløse papirer.
Denne komedie fik ikke for ingenting Ernst-Lubitsch-prisen i 2005 (prisen der er opkaldt efter manden bag 'To be or not to be' fra 1942), for den er både fuld af humor og usandsynlighed. Det komiske ligger på to planer. Dels gøres der grin med forskellen mellem den fattige familie der blev i Østtyskland og hvis overhoved nu efter sammenbruddet må satse på spille-gevinster, og på den anden side den gren af familien der i tide flygtede til Vesttyskland og har klaret sig glimrende i borgerlig forstand. Dels gøres der grin med forskellen mellem den sekulariserede del og den ortodokse del af den jødiske familie. Og begge dele sker uden hæmninger. Det sidste er dog set før, bl.a. hos Kawalerowicz i Austeria' (1982) eller Robby Bensons 'The Chosen' (1981). Men Dani Levy går i 'Mein Führer' skridtet videre og laver komedie over den mand og den ideologi der kostede seks millioner jøder livet fra 1933-45.
Det er topmål af dristighed, men se om at han ikke slipper godt fra det, set fra et helhedsrealistisk synspunkt.
Mein Führer - Die wirklich wahre Wahrheit über Adolf Hitler
Allerede undertitlen viser at vi befinder os i ironiens verden. Og det samme bekræftes af den indledende speakerkommentar fra hovedpersonen selv til billederne af Hitler i triumftog gennem Nürnbergs gader i 1933. Da manden blev afvist på kunstakademiet i Wien, lyder det, blev han nationalsocialist. Der er ingen tvivl om at føreren har formået at forføre det tyske folk. En million tyske mænd gik i krig for ham, og en million tyske kvinder ønskede barn med ham. Om sin egen historie siger hovedpersonen, at han i fem dage var Hitler så nær som kun en jøde kan være. Den l. januar 1945 stod han direkte under Hitler, nemlig neden under den tribune hvorfra Hitler holdt sin sidste store tale. Føreren gik det ikke så godt. men mig gik det desværre ikke bedre, hedder det.
Den 25. december 1944 fik dr. Goebbels (Sylvester Groth) en storartet idé. På et tidspunkt hvor hans totale krig var så godt som totalt 'verloren' ringer han til Heinrich Himmler, der står midt ude i kamptummelen på østfronten, og beder ham sørge for at en jødisk skuespiller ved navn David Grünbaum (Ulrich Muhe) føres til Rigskancelliet i Berlin. En sådan ordre skal gå gennem mange led. Men efter 18 telefonsamtaler og 133 stemplinger kaldes denne skuespiller frem for kommandanten i koncentrationslejren Sachsenhausen. Han får bad og klæder og transporteres gennem Tysklands ruiner til Hitlers og Goebbels kancelli. Og det sker til en schlager-melodi a la Kurt Weills fra de glade tyvere. "Ich weiss nicht was ist los mit mir".
Vagten ved kancelliets store hoveddør kalder på en 'Rottenführer', betegnelse for en soldat der skal påtage sig opgaven at ledsage jøder til møder. Denne vækker dr. Goebbels og får besked på at føre Grünbaum gennem de mange pompøse lokaler og frem til Goebbels kontor samt give manden kaffe og en sammenlagt hummel.
Goebbels modtager ham meget imødekommende. Han undrer sig over at Grünbaum kommer fra Sachsenhausen og ikke fra det vidunderlige Theresienstadt. Ja, ja, Grünbaum skal endelig ikke opfatte alt det der med die Endlösung personligt. "Vi har brug for Dem. Hitler har brug for Dem. Det tyske folk har brug for Dem. Vores militære situation er prekær, nederlaget er sikkert, men vi vil aldrig kapitulere. Fjenden vil få en slem forskrækkelse når han opdager vore egentlige kraft, kraften fra et ydmyget folk. Den 1. januar vil vores fører få et gigantisk triumftog gennem vores smukke hovedstad og holde en historisk tale for en million mennesker i Berlins 'Lysthave'. Femten kameraer vil optage begivenheden på celluloidfilm, der vil blive vist i talløse biografer og rejse en folkestorm der vil vælte alle Europas korrupte regeringer omkuld ...."
Grünbaum indvender at han er kunstner, og at et triumftog gennem et smadret Berlin måske ikke vil hjælpe. Papperlapap, afbryder Goebbels ham vredt med sin faste vending. Det er en myte med de ruiner. Berlin står i hele sin gamle pragt. Nå, ja, tilføjer han med virrende hoved. Det hele er 'iscensat realitet', min kære professor. "Vi har jo fælles metier. De vil blive forbavset. Tænk blot på vor førers uforlignelige stemme og talegaver. De skal arbejde med denne tale. De skal genskabe gløden fra 1939. De og ingen anden kan gøre det... De, en jødisk verdensskuespiller."
Grünbaum præsenteres for Hitler (Helge Schneider) der står i tanker ved et vindue i det fjerneste hjørne af sit kæmpestore arbejdsværelse. Grünbaum rømmer sig. Spørger hvordan det går. Hitler svarer kun "Heilen Sie mich". Grünbaum tror det er en ordre til at heile, men Hiler ønsker at blive helbredt, hvis det stadigt er muligt. "Det går mig ikke så godt. Jeg er blevet en belastning for det tyske folk", siger han. "Jeg er ikke længere fører, men et tilfælde, et krisetilfælde. Jeg kan mærke hvordan min stab holder krisemøder bag min ryg. Men hvorfor har De sendt Dem til mig, professor?.... Tale? Nej, jeg vil ikke holde tale. Om så tusindårsriget går til grunde, vil jeg ikke tale.... Og i 'Lysthaven'? Står Berlin virkelig i sin gamle pragt." Men pludseligt vælder vreden op i ham: "Jeg behøver ingen lærer, og slet ingen jøde. Forsvind fra mine øjne!"
I et møde med Goebbels, Bormann og Albert Speer, der alle har fulgt optrinet i Hitlers kontor gennem et spejlglas, afslår Grünbaum videre deltagelse i Gobbels' planer, men overtales til at fortsætte ved løftet om at han kan få sin familie fra koncentrationslejren til Berlin. Han får første lektion med Hitler, der dog bliver vred over at blive opfattet som angst. Det skal et gudløst kreatur som Grünbaum ikke komme at fortælle en gudskabt fører. Men Hitler giver Grünbaum en chance - og må finde sig i at tage uniformen af og en gul træningsdragt på i stedet. Første øvelse angår åndedrættet. Hitler bliver bedt om at lukke øjnene, men nægter pure. Han lukker aldrig øjnene. Det er en moderne metode for svæklinge. Til gengæld indvilliger han i at lave armbøjninger på gulvet. De efterfølges af en boksekamp mellem de to. Hitler bliver nærgående og bebrejder Grünbaum at han ikke forsvarer sig. Hvorfor værger en jøde sig ikke? Grünbaum reager med give Hitler en knock-out. Tilskuerne i Goebbels kontor bliver nervøse, men Goebbels beroliger dem.
Da Hitler kommer til sig selv igen, får Grünbaum ham til at fortælle om den lykkefølelse han fik da hans fader engang gav ham en stenslynge til at skyde duer med. Hitler ramte en due første gang han brugte den, men faderen påstod det blot var et tilfælde. - Ved en følgende lektion beder Grünbaum Hitler vende tilbage til denne lykkefølelse. Men den overstråles helt af erindringen om alle de klø faderen havde givet ham, et værgeløst barn. Det må være genet, konstaterer han. Genet? Ja, det jødiske gen i familien. Men kære professor Grünbaum, tag det nu ikke personligt.
I den efterfølgende sekvens bliver Goebbels så rasende over nogle bemærkninger fra Grünbaums side, at han beordrer denne ført tilbage til koncentrationslejren med hele sin familie. Men da Goebbels prøver at forklare Hitler at Grünbaum er taget på orlov, bliver Hitler aldeles rasende og beordrer Grünbaum bragt tilbage aldeles omgående - og han benytter lejligheden til at gøre nar ad Goebbels med hans "Wollen Sie den totalen Krieg?". Grünbaum bliver hentet under transporten langt borte under dramatiske omstændigheder, imens Goebbels forklarer Himmler - med en evigt heilende, kunstig højre arm - at han ikke længere ser Hitler som fører. Kun han selv og Himmler er i stand til at føre krigen til slutsejr. Goebbels har simpelthen planlagt et bombeattentat under Hitler nytårstale. Himmler er indforstået, men Speer har tilfældigt overhørt samtalen og advarer omgående Hitler - midt i et bad hvor denne sidder i sit store badekar og leger med ubåde.
Grünbaum øver videre med Hitler på den store tale. Hitler står på en talerstol med store lyskandelabre foran sig og udmaler det store ragnarok, hvor det tyske folk bukker under. Vil vi det, spørger han. "Nej, vi vil et nyt Europa af indre og ydre renhed. Den tyske sjæl er en sund sjæl. Med forenet kraft vil vi se fremad."
Med sin stab planlægger Goebbels Hitlers triumftog gennem et Berlin bygget op af kulisser. Goebbels lover på Grünbaums forlangende alle jøder befriet fra Sachsenhausen, men prøver at narre Grünbaum med en fingeret samtale med en jødisk skuespillerkollega der med en pistol for tindingen er beordret til at bekræfte at han er fri. Han får imidlertid indflettet en erindring om opførelsen af Shakespeares Othello, hvor han spillede Jago. Og så gennemskuer Grünbaum nummeret. - Hitler på sin side har fået sin optimisme tilbage og ser private film sammen med Eva Braun alt imens han spiller på kinoorgel og synger en sentimental vise om "Ohne Eva bin ich ein halber Mensch". Da de prøver at gennemføre et samleje, kniber det for føreren. Eva kan ikke mærke ham, og han forsøger at gøre 'den' større, men uden held.
Natten efter sniger Hitler sig forbi de sovende vagter med sin hund og klatrer ud af et vindue med hunden - for at danne sig et indtryk af byen. Næste dag barberes Hitler af en kvinde, der ved et uheld kommer til at skære halvdelen af overskægget af, da han gør en pludselig bevægelse. Han bliver mere og mere rasende - og mister til sidst stemmen. Grünbaum skal nu påtage sig at holde Hitlers tale neden under tribunen, mens Hitler mimer til den.
Nytårsdag gennemføres triumftoget som planlagt. Og Hitler holder sin tale for et menneskehav af tyskere. Grünbaum holder sig ikke tilbage i sin stemme-udfoldelse i det skjulte, men har hele tiden en pistol rettet mod sig. På et tidspunkt afviger han imidlertid fra manuskriptet og giver sig - til Goebbels og de andre højtstående personers store forfærdelse - til at fortælle menneskemasserne om Hitlers afmagt, inklusive hans impotens. Og han får hele millionskaren til at råbe 'Heil mich selbst' i stedet for det obligatoriske Heil Hitler. Pistolen der er rettet mod ham fyres af - og Grünbaum når lige en sidste ironisk kommentar, inden bomben under tribunen eksploderer.
Det er virkeligt en helt igennem usandfærdig historie om Hitler og den jødiske skuespiller, men dels får jøden opfyldt sit ønske om en systematisk ydmygelse af undertrykkeren, dels får han alligevel også gjort både Hitler og Goebbels til en slags mennesker med følelser, skuffelser og håb.
Musikken spiller en stor rolle i filmen - som iøvrigt hos Dani Levy - fordi komponisten Niki Reiser har ladet sig inspirere af såvel tysk march-musik som Kurt Weill og Richard Wagner. Det er blevet til visse steder udtryksfuld og medrivende musik, andre steder til dybt ironisk og lattervækkende musik. Som komponisten selv siger det i en kommentar er musikken både munter og beklemmende.
Og disse ord kan karakterisere filmen som helhed. Vi bliver på intet tidspunkt skånet for uhyggen ved en kynisk 'iscenesat realitet' fra magtens side, men vi får også øjnene op for den store lattervækkende modsætning mellem højtideligheden og galskaben hos disse mennesker der foretrak ragnarok frem erkendelse af nederlaget.
Det er naturligvis de overlevende der har overskud til en sådan humor, eller rettere efterkommerne af dem. For Dani Levy, Niki Reiser, skuespillerne og den øvrige kunstneriske stab er født efter 1945. Men 'Mein Führer' adskiller sig positivt fra fx italieren Roberto Benignis film 'Livet er smukt' fra 1997 der handler om en komikers overlevelse i en koncentrationslejr gennem sin komik. Det er naturligvis livsbekræftende at tro på humoren, men hos Levy er der ingen illusion om at humor og komedie er stærkere end ondskaben og magtspillet i verden.
Men humoren er en uundværlig vej til fuld forståelse af den menneskelige tilværelse og en uundværlig forudsætning for forståelse og overbærenhed.
Jan Jernewicz
Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos:
Saxo.com.dk
Under titlen: Bunuel - Abuladze - Mikhalkow og andre filmskabere.
Se nærmere under klik
Henvisninger:
Links:
Alles auf Zucker!
Mein Führer
X-Verleih (filmproducent)
Film:
Cordula Koblitz-Post: Mein Leben. Dokumentarfilm om Dani Levy. 2007.
Relevante artikler på Jernesalt:
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"
Bunuels 'Begærets dunkle mål'
Kieslowski's 'Blå'
Kieslowski's 'Hvid'
Kieslowski's 'Dekalog'
Zanussis 'Uskreven lov'
'Anger' og 'Brændt af solen'
(om russiske film og stalinismen)
Film og forførelse (12.07.06.)
Filmen og latteren (30.6.05.)
Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humormennesket Storm P. Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)
Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')
Latterdag
Latter, morskab og humor
vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov
Religion, humor og tragedie (19.02.06.)
Humor og religion i værdikampen (4.2.06.
Humor og virkelighed (20.8.07.)
Er humor den 6. våbenart? (1.5.05.)
Humor i Mellemøsten
Muslimsk humor - en selvmodsigelse?
Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
