ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02.

Latterens dag

(Jf. iøvrigt afsnittet om Jan Thygesen Poulsen i omtalen af Christian Skov's tv-serie om 'Meningen med livet':   Klik).

Vist er der da, som en opponent i fjernsynsprogrammet sagde, noget latterligt ved selve det at man stiller sig op på Rådhuspladsen for at grine på kommando. Det er da bedre at grine spontant. Hvad de fleste mennesker faktisk også gør jævnligt.

Sagen er blot, at der grines alt for lidt i dag, fordi alle som er i arbejde (for slet ikke at tale om dem der har magt eller vil have magt) bliver mere og mere stressede af at skulle nå så meget som de skal. Men også fordi alt er blevet så alvorligt, at der egentlig ikke længere er så meget at grine af. Politisk polarisering over hele linjen, udbredelse af terrorisme overalt i verden, tilspidset konflikt i Mellemøsten, store problemer i Rusland, i Afrika og mange andre steder - samt ikke at forglemme flygtninge- og indvandrerproblemer i hele den vestlige verden.

At der specielt på det politiske plan ikker er meget at grine af, måtte latterarrangementets konferencier, entertaineren Jacob Haugaard, selv erfare de fire år han sad i Folketinget. Han skaffede sig som bekendt så meget medvind på cykelstierne, at den bar ham ind i tinget med en gevaldig fart, men desværre tog farten hurtigt af i det dødkedelige forum.

Miseren er blot ikke et nyt fænomen. Tværtimod er det flere hundrede år siden, at den gode gamle latterkultur blev fortrængt i Europa, takket være systematisk arbejde af alvorsmændene i kirke, stat, erhvervsliv og videnskab. Det var noget russeren Mikhail Bakhtin allerede grundigt beskrev i ‘Karneval og Latterkultur' og som vores egen Vilh. Grønbech sprælsk gjorde i ‘Livet er et fund' i 1948. Og det er et fænomen som stikker så dybt af det går ned til selve den europæiske kulturs og religions artsbestemmelse.

Europæisk kultur er blevet forarmet og indsnævret systematisk gennem 5-800 år, således at der i dag ikke blot er behov for lidt sund latterterapi rundt omkring - primært for at få løsnet den stive krop gennem sund latter - men behov for et decideret latteropgør mod hele den forbandede endimensionalitet der ligger i den europæiske alvor på alle felter. Der mangler simpelthen en grundlæggende bevidsthed om, at humor i tilværelsen ikke kun er en sikkerhedsventil til forhindring af overtryk i sjælene fra den megen alvor, flid, nyttemoral og sparsommelighed, og endnu mindre en måde at fordrive tiden på, men er saltet i tilværelsen der skal give kraft til det hele. Havde vi endnu i dag haft en virkelig latterkultur i Europa, så havde vi aldrig set politiske fænomener som le Pen i Frankrig eller Peter Brixtofte i Farum (uden sammenligning iøvrigt). Men måske nok en Pim Fortuyn. Og så var vi aldrig blevet trængt af den islamiske fundamentalisme.

Hvor latter og humor er en dimension i tilværelsen der er ligeberettiget med alvoren og stræbet, dér lykkes det nemlig ikke magtmennesker eller fundamentalister at styre udviklingen.