Og det gjorde bestemt ikke sagen bedre, at Skov havde valgt læge Tage Voss til en afsluttende gennemgang af genstande, interviews og bud på meningen, for den altid cigarrygende Voss er efterhånden blevet en arrogant fyr, der ikke har meget tilovers for andres meninger og som heller aldrig selv har været åben over for eller blot en smule interesseret i det filosofiske spørgsmål om meningen med livet. Det er for ham simpelthen et pubertetsproblem for umodne mennesker. Det synes undgået hans opmærksomhed, at spørgmålet ikke alene konkret rejser sig på mange forskellige slags anledninger såsom alvorlig sygdom, tab af nære pårørende, skilsmisser, arbejdsløshed osv., men også er et grundspørgsmål i eksistensfilosofien der vil melde sig for enhver der overhovedet lejlighedsvis reflekterer over livet og døden.
Udsendelsesrækken viste i det mindste, at penge, magt, ære, sex, kærlighed og fællesskab hver på deres måde eller i samspil kan give indhold i tilværelsen i form af glæder og udfordringer, men også at de egentlig ikke - med kærligheden som markant undtagelse - kan give selve den mening med livet der kan overflødiggøre enhver søgen efter en mening.
Man kan postulere, at meningen ikke er givet fra naturens eller guddommens side - bl.a. fordi det rejser erkendelsesteoretiske spørgsmål om hvad en sådan gave overhovedet vil sige, eftersom i hvert fald naturen ikke er et handlende subjekt. Men man kan vanskeligt bestride det tidligere nævnte psykologiske faktum, at meningen i alle menneskers liv er givet på forhånd i lige præcis den betydning, at alle (med uhyre få undtagelser) fødes ind i en familie, et fællesskab, et sprog, en historie, en kultur og/eller en religion - som altsammen er ladet med meningsfuldhed. Man behøver ikke tænke over denne mening, mange kan vitterligt komme gennem livet uden at beskæftige sig med den. Men den er der, den kan gøres til genstand for filosofisk undren og spørgen af ren nysgerrighed eller foranlediget af sorg, lidelse og død - eller fortvivlelse. Det sidste er centralt, som Møllehave var inde på, for at meningen normalt er der, ses netop af, at fortvivlelse eller depression bliver resultatet når den af den ene eller anden grund forsvinder. Da står selvmordet frem som en udvej eller en fristelse.
Selvmordet kan ud fra denne synsvinkel betragtes som det egentlige eksistensfilosofiske problem, således som den franske forfatter Albert Camus netop påstod. Og når det er tilfældet, så bliver spørgsmålet om meningen med livet i virkeligheden subtilt, på nøjagtigt samme måde som spørgsmålet om virkeligheden, religionen og gud.
Set fra det helhedsrealistiske synspunkt der forfægtes på Jernesalts sider, er de nævnte eksistentielle spørgsmål alle af den art, at det principielt er umuligt at stille sig uden for dem og besvare dem objektivt og uvildigt, med en eller anden følelsesmæssig distance som når man fx undersøger en sten på jorden. Man er tværtimod part i sagen, dvs involveret i fænomenet på en sådan sproglig måde, at man så at sige er i færd med at besvare spørgsmålet allerede ved at stille det. Og det vil igen sige, at man først virkeligt taber svaret på gulvet, hvis man affejer spørgsmålet med, at det er meningsløst!
Virkelighedstroskab indebærer således, at man forbliver i sin eksistentielle søgen, spørgen og undren så længe man lever - uden nogensinde at få det definitive svar, der overflødiggør videre spørgen. Dette er om noget relativisering af det jeg der partout vil have absolut viden om alt, og som derfor savner humorens gave.
Jævnfør iøvrigt artikeloversigterne under:
Eksistens og
Sekularisering.
Specielt henledes opmærksomheden på artiklerne:
Livskvalitet og
Humor og tragedie.