ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.01.03.

Meningen med livet

(Genudsendt januar-februar 2007)

Ideen er glimrende. I ti udsendelser af en halv times varighed interviewer Christian Skov 19 forskellige mere eller mindre kendte mennesker om deres syn på livet og dets mening, idet han opdeler temaet i ni underafdelinger og iøvrigt garnerer interviewene med eksempler på "Folkets røst", udtalelser fra almindelige mennesker, som tilfældigt passerer forbi, samt med citater af kendte danskere, som ligger begravet på Assistens Kirkegård, hvor det hele foregår.

De nitten interviewede personer var,
i refereret rækkefølge og med angivne undertemaer:

Lene Tvilling, folkekirkepræst (religion)
Sherin Khankan, religionssociolog og muslim (religion)
Allan Feldt, fabrikant (penge)
Jacob Holdt, fotograf (penge)
Kjeld Hillingsøe, generalløjtnant (magt)
Marianne Jelved, politiker (magt)
Naser Khader, politiker, indvandrer (ære)
Gordon Inc, forfatter m.m. (ære)
Layla Tamer, forfatter, indvandrer (sex)
David Vincent Nielsen, katolsk præst (sex)
Ole Nydahl, buddhist (kærlighed)
Susanne Bjerrehus, forfatter m.m. (kærlighed)
Bjørn Lomborg, direktør for miljøinstitut (fællesskab)
Jan Thygesen Poulsen, formand for latterklubben (fællesskab)
Kristian Ditlev Jensen, litteraturmagister og forfatter (lidelse)
Camilla Bredholt, læge (lidelse)
Jørn Jønke Nielsen, rocker, forfatter (døden)
Johannes Møllehave, præst og forfatter (døden)
Tage Voss, læge og forfatter (kommentar).

De fleste af de ni sidetemaer til hovedtemaet var udmærkede, eftersom det unægteligt er relevant at stille det spørgsmål om penge, magt, ære, sex, fællesskab og kærlighed er selve det der giver meningen med livet, og ligeledes at spørge om lidelse og død er forenelig med forestillingen om en mening med livet. Man kunne måske savne emner som kunst og arbejde, men i hvert fald ét tema, religionen, må siges at være malplaceret som undertema, eftersom det kun kan gøres til et sådant, hvis man på forhånd har defineret religion som en særskilt del af livet og ikke netop som selve den altomfattende spørgen der er kernen i spørgsmålet om meningen med livet.

Givetvis er det for mange mennesker et sådant særskilt delområde, der kun kan have interesse for særligt religiøse mennesker, og sådan forholder det sig altså også for Christian Skov. Det hænger naturligvis sammen med at det religiøse oftest i vore dage præsenterer sig uheldigt gennem mærkelige kirkelige ritualer, uacceptable dogmatiske påstande, latterlige moralske fordomme og direkte frastødende og uhyggelige fundamentalistiske magtkampe og overgreb.

Sagen er blot, at spørgsmålet om meningen med livet er af en sådan art, at det absolut ikke kan besvares på en så entydig måde - kirkeligt, rituelt, moralsk eller dogmatisk - at alle vil kunne acceptere det. Det synes tværtimod netop karakteriseret ved at være et ret åbent og udogmatisk spørgsmål, som man må forholde sig til i en uafsluttet proces. Netop derved er det religiøst i dybeste forstand, dvs i gammel, førdogmatisk og førkirkelig forstand - eller efter det man også kunne kalde et helhedsrealistisk grundsynspunkt. Religion er her ensbetydende med virkelighedstroskab i højeste grad og derfor også forenelig med et moderne sekulariseret syn på videnskabens frihed til at søge det den forstår ved sandhed og borgernes frihed til at vælge de eksistentielle og politiske sandheder de ønsker.

Men for Skov er religion identisk med de snævre fænomener som man kender i kristendom, jødedom og islam og andre etablerede religionssystemer. Derudfra fik han en udmærket samtale med en folkekirkepræst og en muslimsk religionssociolog, men dermed afskar han også sig selv fra som afslutning på hele serien at få spørgsmålet om meningen med livet bragt op på det niveau hvor det eksistensfilosofisk hører hjemme: helhedssynpunktet.

Om kristendommen sagde folkekirkepræsten Lene Tvilling at den for hende er en fortolkningsramme til hele livet. Den er ikke en lovreligion og giver ikke tilværelsen et facit, for kærligheden er central i kristendommen (man skal elske sin Gud og sin næste), og den kan man ikke sætte på love og cirkulærer. Kærligheden er vel meningen med livet. Livet er en gave fra Gud. Den verden vi er sat i er skabt af Gud.

Troen gør, at vi ikke er alene i verden. Den tro som Biblen taler om er tillid - derfor er alle mennesker dybest set troende; ingen kan leve uden tillid. Det sjove er, at når man spørger om meningen med livet, så er den forsvundet. - Tvillings genstand til udstillingen var et halssmykke, et kors med Kristus - symbolet på den stærkeste kærlighed der findes og dermed livets mening.

Sherin Khankan, der er formand for ‘Kritiske muslimer', ser ikke Koranen som et lovkompleks, men i højere grad som en moralsk vejledning. Det at være muslim er et forsøg på at reflektere Guds egenskaber, først og fremmest barmhjertigheden, men det hører man ikke om i medierne, og det fremhæves heller ikke af mange muslimske retslærde (jvf diskussionen om sharia: Sharia, Sherin og sekulariseringen).

Khankan er med en finsk moder og en syrisk fader opvokset i et krydsfelt mellem to kulturer (europæisk og arabisk) og to religioner (kristendom og islam). Hun er født muslim, fordi det er faderens tilhørsforhold der i et ægteskab afgør børnenes, men hun har ikke fået en decideret muslimsk opdragelse. Den bevidste holdning til de religiøse spørgsmål startede først med religionsstudiet på Københavns Universitet. Det at være muslim betyder for hende at forene den rationelle, kritiske, videnskabelige tilgang til Koranen med den religiøse, hvor især bønnen i hverdagen er vigtig. Tro er for hende både en overbevisning og en følelse. Hun er selv tilhænger af den mere mystiske retning i islam der hedder sufismen. Det er hjertets religion, og hjertet skal netop være med. Hun kan slet ikke forestille sig, at der er nogen der ikke tror på noget der er større end os selv.

Sherin Khankan finder det vigtigt at signalere at der er mange muslimer der er demokratiske og ønsker adskillelse mellem religion og stat. Hun har selv et kritisk forhold til Koranen, modsat flertallet af traditionelle muslimer, der lærer at recitere Koranen udenad. Trods al kritik er der dog for Sherin Khankan nogle absolutter i islam. Således er Koranen Guds åbenbaring. En muslim må også vedkende sig trosbekendelsen og navnlig troen på én Gud. Den afgørende teologiske forskel mellem islam og kristendommen er derfor, at islam ikke tror på at Jesus er Guds søn, men kun en profet. - Sherin Khankans bidrag til Christian Skovs udstilling var en vægt fra Damaskus som symbol på balance, herunder balancen mellem det fornuftsmæssige og det følelsesmæssige. Man skal ikke gå til yderligheder. En vis ubalance er dog ikke til skade, eftersom den kan føre til modning. - Sherin Khankan er et spændende bekendtskab, men må indtil videre betragtes som en markant undtagelse blandt muslimer.

Alle véd at vi ikke automatisk bliver lykkelige ved at have mange penge, men at disse dog, som det hedder i reklamerne, er meget rare at have. Man slipper i det mindste for nogle bekymringer hvis man ikke skal vende hver en krone, før man giver dem ud. Penge har da heller ikke gjort den stenrige kildevandsproducent Allan Feldt, cand. merc. og far til fire, lykkelig, men netop givet ham mulighed for den frihed der ligger i at man ikke hele tiden skal tænke på dem. Hans erfaring har været, at jo flere penge man tjener, jo mere flyttes referencepunktet i ens liv. Og for hans eget vedkommende er det punkt nået, hvor penge ikke længere er indsatsen og omkostningerne (herunder en skilsmisse) værd. Han prøver nu i stedet at komme tilbage til det basale stof: de nære relationer, kærligheden. - Hans udstillingsgenstand var et kostbart ur, som foruden at symbolisere tiden også var et vigtigt minde for ham om den broder han mistede som ung.

Jacob Holdt, fotografen der som ung vagabonderede i USA og i 1977 udgav "Amerikanske billeder", blev millionær på bogen og har siden ernæret sig af at holde foredrag om fattigdom samt være sjælesørger for de riges børn på Harvard og Yale. Hans erfaring fra USA er, at de rige ikke er lykkeligere end de fattige, deres liv er ofte kedeligt og tomt, hvorimod de fattige kan få utroligt meget ud af livet - gennem nærværet. Penge jagter vi på grund af usikkerheden. Men at hobe penge sammen og bruge løs af dem er kortsigtet. Kun mennesker der lever i tryghed kan tænke langsigtet. De riges børn - der som nævnt ofte keder sig - har trods alt det overskud, at de kan tænke langsigtet.

Holdt mener, at der slet ikke er nogen grund til at skrabe penge sammen for os der bor i et velfærdssamfund, for her er trygheden sikret, hvilket turde være en sandhed med modifikation, eftersom vores velfærdssamfund som bekendt ikke har givet os sikkerhed for arbejde eller bolig. Men det har en vagabond som Jacob Holdt naturligvis ingen erfaring med. Han er rig og kan tænke langsigtet - bl.a. fundere over hvad han nu skal bruge sine mange penge til, fx at donere dem til hospitalsbyggeri i Nicaragua. - Hans udstillingsgenstande var en bog om KGB og et hæsligt billede fra Ku Klux Klan, begge symboler på den lukkede magtesløshed.

Ære er ifølge Skov en universel størrelse som kan drive nogle til mord, hvis den krænkes. Men kan den også give livet mening?

For indvandreren Naser Khader, forfatter til en bog om "Ære og skam", og siden november 2001 folketingsmedlem for de radikale, er ære simpelthen at betragte som en belønning fra omgivelserne for acceptabel opførsel. Ære og skam er ældre end kristendom, jødedom og islam, men hører til den patriarkalske familieform (som de tre nævnte religioner er udsprunget af!). Ære og skam findes i alle kulturer, men form, indhold og konsekvenser er forskellige fra sted til sted. Og til forskel fra religionen (i den snævre betydning) er det ikke bøger der fortæller hvad der er godt og slet, når det drejer sig om ære, men noget man selv må afgøre, hævder Khader. Men som eksempel nævner han sin bedstefader der sad uden for familiens hus i Syrien med fez og stok og vogtede over, om drengene på gaden opførte sig ‘ærefuldt' eller ‘skamfuldt', dvs ordentligt og anstændigt eller det modsatte. Autoriteten er der altså, den er blot ikke en bog eller nogle nedskrevne bud, men familieoverhovedet. - Khaders udstillingsgenstande var da også symboler på denne faderautoritet: bedstefaderens fez og stok!

Khader er cand.polit af uddannelse og altså hverken sociolog, psykolog eller religionshistoriker, men det er alligevel påfaldende, at han i den grad ser bort fra, at ordet ‘ære' kan være meget mere omfattende end anstændighed og derfor i anden sammenhæng kan være betegnelse for den dybe følelse af identitet og integritet der er altafgørende for om den enkelte opfatter sig selv som ukrænkelig eller som en pjalt. En mand af ære er ikke blot en mand der holder sig inden for den almindelige, ydre anstændigheds grænser, men den der i enhver henseende føler sig ansvarlig for det han er og står for. Heraf kommer det naturligvis, at en mand af ære kan føle sig så dybt krænket, at han for sin sjælefreds skyld må tage til genmæle mod uretfærdige beskyldninger eller endog hævne uret der er begået imod ham.

Æresbegrebet i denne forstand var en uhyre central ting i menneskelivet i de gamle kulturer. Og det er en afart heraf man ser, når det i nyere tid er familieæren der føles krænket, og voldsomme reaktioner der udløses mod krænkeren, som fx mord på den der voldtager en pige. Men Khader har ret i, at denne form for kollektivt værn om ære og skam ikke blot spiller en stor rolle i klan- og stammesamfund, men også i moderne fænomener som rockergrupperne. (jvf senere om Jønke)

I det samfund Naser Khader kommer fra er ære og skam noget der mest har med det ydre at gøre, med faderautoriteten og respekten for forældrene. Her spiller man kostbar, hvis man tilbydes noget, fordi kun den æreløse tager mod alting uden videre. Og her sænker børnene blikket, når forældrene skælder dem ud, for ellers opfattes de som trodsige. Det er psykoanalytisk set den sikreste måde at indterpe overjeget på. Dette spørger ikke om ræson i moralen, men alene om den på magt baserede autoritet. Overjeget opbygges desværre på denne måde efterhånden som automatisk samvittighed med fastlåste normer for god og slet adfærd, og ikke som en fornuftig samvittighed der kan skønne om rimelighed eller urimelighed i de moralske afgørelser. Faktisk er dette forhold en væsentlig grund til at mange indvandrerbørn har så svært ved at tilpasse sig den danske moral, som muslimer opfatter som slap.

For performeren, musikeren, videoinstruktøren og forfatteren Gordon Inc er det at have ære det samme som at være ærlig, direkte, ligefrem, åben, ædel, ordentlig, ridderlig, autentisk. Det vil også sige at være alt andet end konfliktsky samt at have respekt for de svage. Han opfatter sig selv som en ‘karmisk kriger' og livet som en rejse, hvor man skal lære af sine fejltagelse, være til stede i nuet og ikke frygte døden. At leve livet intenst og eksperimenterende giver oplevelser og erfaringer, men også ar. Overlever man, bliver man stærkere. Og styrke er netop vigtigt, for man skal være helten i sit eget liv.

Det giver næsten sig selv, at Gordon Inc ikke bryder sig om vore politikere, de er æreløse, og han kan drømme om at skyde Anders ‘Fjog' Rasmussen eller voldtage Pia Kjærsgaard. Dog nøjes han med at skrive om det på abstrakt plan. Samfundet er lukket, vores kultur, vores sprog, vores opdragelse begrænser og undertrykker os derved at det irrationelle skubbes væk. Varerne er her i kapitalismens sidste fase blevet sanseoplevelser, så vi ikke får udfordringer. - Hans udstillingsgenstande var hans egen bog "Dødsdromen", symbol på livet som en drom hvor man kører rundt og rundt, en vielsesring, symbol på noget han har lagt bag sig. Og en "minotaurus", en figur der er halvt menneske og halvt tyr, et mands- og sexsymbol som Gordon Inc i perioder har kunnet identificere sig med. Behagelig var han ikke at høre på.

Generalløjtnant Kjeld Hillingsøe stillede med sin faders gamle sabel - symbolet på den militære magt. For ham er hele livet et spil om magt, selv ægteskabet, for mennesket er et primitivt væsen, kulturen kun et tyndt lag fernis. Hvis vi ikke tør udøve magt, bliver der et magt-tomrum, som andre vil udnytte. Hvis vi ikke vil beskytte vores måde at leve på, så der er andre der sætter sig på os. Det betyder ikke at alt skal ende med rå magtkamp, men at man skal dele magten med andre og leve i en slags terrorbalance med hinanden (det sagde han vitterligt!). De ægteskaber der forliser er dem hvor parterne ikke kan finde ud af at dele magten. Det kristne kærlighedsbudskab er rigtigt, demokratiet og mennneskerettighederne gode, men de forudsætter altsammen så at sige magtens udøvelse på et fornuftigt plan. En sjældent eksemplar af en hugaf, var han!

Forhenværende økonominister Marianne Jelved, der er uddannet skolelærer, men har siddet i folketinget siden 1987, har som minister prøvet både magtens glæde og byrde. Magt udøver man alle steder - også som lærer. Men tidligt gik det op for hende, at skal man lave om på noget i samfundet, så må man gå ind i politik. Som minister har man betydelig magt - bl.a. over medarbejderne i sit ministerium - og det lægger et konstant pres på et menneske. Omkostninger på det personlige plan kan være store. Men netop derfor må man kunne se en mening med det hele. Ambitioner er vigtige, men Jelved tror på, at vi kan bidrage til at fællesskabet kommer videre. - Hendes medbragte udstillingsgenstand var en attaché-mappe af læder, som hun i sin tid fik på et EU-topmøde af det italienske formandskab. Kontinuiteten til lærerjobbet? Under alle omstændigheder symbol på flid, forberedelse og orden. Karakteristisk? Bestemt, men unægteligt også lidt ensporet!

Helt velgørende var det oven på disse magt-fortolkere at høre den tyrkiske indvandrer og forfatter Layla Tamer besvare spørgmålet om sex er livets mening eller blot - som spørgeren formulerede det - ‘muskelsammentrækninger'. For hun plæderede for, at sex kunne ses som noget langt større end den blotte kropslige udfoldelse, ja at den dybest set var noget helligt og også blev betragtet som sådan før kristendommen forbandt den med synd og skam. I gamle dage havde mand og kone samleje på marken for at fremhæve og fremme frugtbarheden. I moderne tid kan man komme uden om synds- og skamfølelsen ved at reducere sex til noget uden følelser, men god sex er parternes fulde hengivelse til hinanden. Man kan ikke komme hinanden nærmere end i sex, og derfor hænger den ideelt set sammen med kærligheden, selvom nogle holder de to ting adskilt. - Tamers udstillingsgenstand var et digt af Walt Whitman, der udtrykte den tanke at sex indeholder alt: kroppe, sjæle, meninger, beviser, renheder, sartheder, resultater, kundgørelser, sange, befalinger, sundhed, stolthed, moderskabets mysterium, alle håb, velgerninger, gaver, lidenskaber og elskov. - Hun har selv udgivet "Bloksbjerg" (Forlaget Tiderne skifter).

Et modsat synspunkt kom fra den unge katolske præst David Vincent Nielsen, der oprindeligt havde uddannet sig som akademiingeniør, men siden tog teologisk uddannelse i Rom. Som præst er han undergivet kravet om at leve cølibatært, det vil sige uden at leve seksualiteten ud. Gud har efter Vincent Nielsens mening nok givet os seksualiteten som en gave og en glæde, men ideen med cølibatet er at nå frem til at elske Gud med hele hjertet, og det må nødvendigvis indebære at give afkald på seksualiteten. Den er noget jordisk - som ægteskabet. Men i Paradiset har man hverken sex eller ægteskab.

Præster i den katolske kirke mister ikke på én gang deres seksualitet og kan fx sagtens tiltrækkes af en smuk kvinde, men de lever ikke seksualiteten ud, for kunsten ved cølibatet er hele tiden at holde sig for øje, hvor man vil hen i livet - og søge Guds hjælp og tilgivelse, hvis man falder for fristelser. Vincent Nielsen kom ikke ind på det stigende problem i den katolske kirke med præster der overtræder cølibatets regler ved at have almindelige forhold til kvinder, eller begår forbrydelser ved at misbruge fx konfirmander til sex.

Men for ham er præstegerningen også et kald. På et tidspunkt i hans ungdom berørte Gud ham, så han oplevede den indre fred, og det førte ham videre til bøn, gudstjeneste og skriftemål. Et nærliggende spørgsmål som det katolske præstehierarkis magt over deres medarbejdere via det ubetingede krav om cølibat og den skyldfølelse præster uundgåeligt må rammes af, når de ikke kan leve op til kravet, kom hverken Vincent Nielsen eller interviewer'en ind på. - Præstens udstillingsgave var en smuk kopi af den berømte russiske ikonmaler Rubljovs billede af den hellige treenighed - et symbol på hengivelsen til Gud i den gamle kristelige og patriarkalske opfattelse af en treenighed af fader, søn og helligånd.

Er kærligheden en illusion eller et ufatteligt fænomen, spurgte Christian Skov og lod spørgsmålet gå videre til Susanne Bjerrehus og Ole Nydahl.

"Sikke et sted!" var Ole Nydahls umiddelbare udbrud, da han trådte ind i kapellet på Assistens - og det var ikke positivt ment. Efter universitetsstudier og eksperimenter med stoffer (han skrev speciale om Aldous Huxley) tog Nydahl i 1968 på bryllupsrejse til Nepal - og kom hjem i 1971 som buddhist. 1977 blev han lama. Han havde selv kun gode oplevelser med stoffer. Han oplevede blandt andet at forlade kroppen og huske sine tidligere liv. Men buddhist-livet bestod i knaldhårde centrerede øvelser for at åbne sig, åbne for mulighederne og for energierne. Og netop menneskets muligheder er han forelsket i. Han kører motorcykel og laver faldskærmsudspring - også med sine elever. Som buddhist ønsker man andre mennesker al den lykke de kan få. Man er selv i verden, men ikke af denne verden. Man er ikke begrænset, dét er friheden.

Kærligheden er for ham en dyb tilknytning til alt andet. Alt er nemlig forbundet og påvirker hinanden - på samme måde som tyngdekraften. Meningen med livet skal findes i den givende kærlighed til forskel fra den forventede kærlighed. Når vi søger "den eneste ene" søger vi vore egne illusioner eller projektioner - og det er ikke kærlighed. - Ole Nydahls bidrag til udstillingen var et billede af kærlighedens fire arme: kærligheden, medfølelsen, medglæden og sindsligevægten. En spændende personlighed, der er kommet utroligt langt i sin egen, specielle udvikling.

Susanne Bjerrehus, jurist fra 1976, tv-vært, brevkasseredaktør og siden 1988 forfatter definerede kærlighed som gavmildhed og uselviskhed og henviste til Jesus som eksemplet over alle: han gav sig selv fuldtud af ren kærlighed. Forelskelse derimod er styret af hormoner og begær. Den store kærlighed forveksles ofte med den store passion. Det indebærer at man frygter at miste den man elsker. Ro og orden i et parforhold - som det hun selv har til Asger Aamund - betragter hun som et spørgsmål om modenhed. Man skal være bevidst om, hvorvidt partneren er katalysator for ens glæde. Og ikke narre sig til at tro at det er kærlighed, når man keder sig og ikke snakker sammen.

Kærligheden er for Susanne Bjerrehus hele meningen med livet. "Hvis man går kærlighedens sti, så er man god". Men hun er også klar over, at man kun har stor kærlighed til sit eget biologiske afkom, og ikke til sine ‘papbørn'. Det bliver achilleshælen i parforhold med sammenbragte børn. I hendes eget tilfælde førte det således til et sammenstød mellem den ‘militante' Asger Aamund og Susannes anarkistiske barn. Derfor var det særligt rørende for hende, at Asger Aamund kom med en flot legevogn til sit papbarnebarn. Et smukt symbol på kærlighed, sødt og gavmildt, understregede hun. Og det var da også denne legevogn hun medbragte til Christian Skovs udstilling. - Mildest talt et ejendommeligt valg, som da også fik Tage Voss, den gamle støder, til i slutkommentaren at bemærke at hun måtte være et nøjsomt menneske. Og det er rigtigt set - og slet ikke hvad man kunne have forventet: For hvordan i alverden kan Susanne Bjerrehus få sig selv til at opfatte en selv aldrig så flot og dyr gave (som giveren naturligvis har råd til) som andet end en ting - til forskel fra den ægte kærlighed der giver kærtegn, nærhed og følelsesmæssig forståelse?

Seksualiteten og kærligheden kan betragtes som veje til fællesskabet, men spørgsmålet kan naturligvis også stilles om dette i sig selv kan give meningen med livet, eller om denne mening findes inden for eller uden for fællesskabet. Den omstridte direktør for Institutet for Miljøvurdering, den i 1965 fødte Bjørn Lomborg, der i 1998 udgav det kontroversielle skrift om "Verdens sande tilstand" (jvf. Jagten på Lomborg), har jo netop gjort sig bemærket ved at turde sætte sig op mod fællesskabet i betydningen den herskende mening. Og han røbede da også, at han sådan set altid havde følt sig lidt udenfor - søn som han er af en astrologisk mor og en frikirkepræst. Han var god til tingene i skolen, men havde kun få venner. Det ændrede sig først da han som 18-årig kom til New York for at studere og simpelthen blev tvunget til at finde ud af, hvordan man tackler det nære fællesskab og kunsten at gå til cocktail-parties.

Lomborg lærte i USA at være med i fællessskabet, men synes nok at der undertiden kan være for meget fokus på dette. Man skal ikke være bange for at gå egne veje eller for at være alene med sig selv. Den ureflekterede masseoplevelse af at høre med i et nærmest religiøst fællesskab er ikke noget for ham. Han synes det er udmærket at man kan sidde og tænke i sit elfenbenstårn og forske. Den rigtige akademiker er den der tør sige at verden ser sådan og sådan ud - uanset hvad flertallet eller magteliten måtte mene. Men det ærgrer ham i miljøspørgsmålet, at han lægger sig ud med så mange velmenende mennesker, for han er jo ikke, som modstanderne tror, ligeglad med miljøet.

Meningen med livet for Bjørn Lomborg? Den er at blive klogere (derfor blev han akademiker og derfor forsker han) og at have det sjovt (derfor leger han). Han medbragte som symbol på kunsten at lege en playstation. For man skal huske at lege. Det er væsentligt at have det sjovt. - Indtrykket af ham var et ægte generøst menneske, der forstår både kunsten at forske og kunsten at lege - og som derfor må føle sig helt urimeligt behandlet af de dele af miljøbevægelsen der nu prøver alle midler for at få lukket munden på ham, herunder det mest utiltalende af dem alle: at klage over hans idérigdom og evner til at formidle viden og skabe debat - og at vogte nidkært over hans ord.

I en lidt anden boldgade finder vi den tidligere skolelærer, tekstforfatter og kreative direktør i reklamebranchen, Jan Thygesen Poulsen, der i 1999 forlod sin vellønnede karriere for at grundlægge latterbevægelsen i Danmark (jf artiklen om Latterdagen). Han var simpelthen frustreret over at være i reklamebranchen. Med den høje gage burde han være glad, men det var han ikke; han følte sig tværtimod ensom og havde det ad helvede til med pigerne. Han var tilskuer til andres lykke og frustreret over den hårde konkurrence i branchen. Han indlod sig derfor til sidst på noget han aldrig tidligere havde gjort: at se indad. Og han fandt et menneske der ikke troede han var god nok, og som derfor havde drevet ham ud i det evige og hårde karriereræs.

Thygesen Poulsen gik kort sagt i gang med personlighedsudvikling og endte med at finde en af de dybeste værdier i sig selv - og dermed meningen med sit liv: generøsiteten, at give sig selv til andre uden bagtanker. Her kommer latteren ind i billedet, fordi den udspringer af hjerteligheden, af åbenheden, af det at give slip på sig selv, sine ambitioner og sin karriere. Man kan give sig selv og er samtidig åben for at kunne modtage fra andre. Latteren er hos det spæde barn det første tegn på glæde i livet, på meningen med livet og på kærligheden. Der er ikke én mening med livet, men mange meninger, for vi er forskellige og det vi kan give hinanden er forskelligt. Men fælles er at meningen ligger højt oppe i bevidstheden, den er det der kan få dig selv til at indse og være overbevist om, at du er kærlighed. - Som udstillingsgenstande havde Thygesen Poulsen medbragt et udløbet pas som symbol på navn og registrerbar identitet med et gammelt billede fra før han fandt livet med meningen. Dertil en smilende figur som symbol på hans latterklub og endelig hoveddørslåsen til hans hus i Kartoffelrækkerne som symbol på at der ikke længere er lukkede døre mellem ham og andre mennesker.

At livet er en gave der giver uendelige muligheder for glæder, oplevelser og udfordringer er svært at komme udenom. Men nægtes kan det alligevel ikke, at lidelsen hører med i billedet og for mange mennesker vil blive selve prøven på om der er en mening med livet, om det er værd at leve, om det er værd at udholde.

Litteraturmagisteren og forfatteren Kristan Ditlev Jensen kan tale med herom, fordi han selv som dreng, fra han var ni til tretten år gammel, var udsat for seksuelt misbrug. Han var offer for en pædofil i kvarteret hvor han boede, og oplevede det meget mere som psykologisk svigt end voldtægt. Ondt og godt i forhold til andre mennesker blev vendt på hovedet. Al orden blev til kaos. Men på et tidspunkt gik det op for ham, at der var tale om en illusion og en forbrydelse. Derved gik det hele bare i stykker på én gang som en dominoeffekt - en brik der fik det hele, det vil konkret sige tre års misbrug, til at vælte.

Han kom selv ud af det, fordi han var så heldig at kunne bevare en eller anden form for klarhed i kraft af intutition eller begavelse. Andre der ikke har dette held går ned på forbrydelsen, mange begår selvmord. Blandt andet fordi incest generelt benægtes af såvel offer, forbryder som forældre. Men Ditlev Jensen har fået hjælp af en psykolog, foreløbig i 12 år, men regner med at det nok bliver nødvendigt at fortsætte for at komme videre i bearbejdelse af traumet.

Lidelsen giver perspektiv i livet. Lidelsen findes i livet. Man kan integrere lidelsen i sit liv - men det kræver en indsats - og en erkendelse af at man så at sige må begynde forfra. Som hans psykolog sagde: Gør dig klart at en del af din barndom og ungdom er forsvundet for stedse. - Ditlev Jensens bidrag til udstillingen var den nyeste regning fra psykologen. - Hans historie er skildret i romanen "Det bliver sagt" (Gyldendal).

Læge Camilla Bredholt, der siden 1993 har deltaget i nødhjælpsarbejde i Irak, Albanien og Sudan for "Læger uden grænser" har opdaget at alt er relativt - også lidelsen. Det vi opfatter som lidelse og nød er måske ikke lidelse og nød for andre. Eksempelvis går vi her i landet meget ud af at redde svaner der er kommet i nød om vinteren, mens det andre steder på kloden drejer sig om at redde tusindvis af mennesker fra hungersnød eller epidemier.

I flygtningelejrene rundt omkring i verden er lidelsen og håbløsheden skabt af mennesker som følge af magtkampe og krige, og det kan se håbløst ud at forsøge at gøre noget ved det. Hjælpen er ofte kun en dråbe i havet. Men man ved, at den trods alt gavner nogle. Og det er vigtigt aldrig at give op. Alle der har været ude på nødhjælpsarbejde får et knæk, når de møder den store nød. Deres overlevelsesinstinkt trækker et følelsesmæssigt skjold ned foran dem, men reaktionen kommer senere. Selv føler hun ikke sit arbejde som en gerning, som noget ‘religiøst', men hun savner dog spiritualitet i den vestlige kultur, der tror at alt kan kureres, og som har et forkvaklet forhold til døden. - Hendes udstillingsgenstand var en madonnafigur fra Frankrig - symbol på det at lindre smerte, give håb og at omforme det man udsættes for til spiritualitet.

Døden er i moderne tid blevet mere og mere tabuiseret, bl.a. fordi de døende af gode praktiske og plejemæssige grunde fjernes fra hverdagen og hjemmene. Men den trænger sig unægteligt på alligevel - og minder os med jævne mellemrum om vores egen udødelighed. Er det først når vi indser denne, at vi finder meningen med livet?

Det har ikke været tilfældet for forfatteren Jørn Jønke Nielsen, der har været medlem af Hells Angels fra 1980, og som i 1984, 24 år gammel, skød Makrellen og blev idømt 16 års fængsel. Et koldblodigt mord, som var nøje planlagt, fordi Jønke følte sig selv og sine kære truet på livet af Makrellen, og iøvrigt under fængselsopholdet blev udsat for et attentatforsøg som hævnakt fra konkurrenternes side.

Jønke fortryder ikke sin handling, for den var han i sin tid nødt til at foretage sådan som han er. Han finder sig ikke i noget eller nogen der truer ham selv og hans nærmeste. Han beslutter sig hurtigt for en aktion og gennemfører den koldt og roligt. Han frygter ikke døden - og oplevede, da han selv blev udsat for attentatforsøget, at hele hans live passerede revy for hans indre øje på få sekunder - men også at han umiddelbart efter bare var befriende glad for at hans modstandere ikke havde fået ram på ham.

Jønke er blevet mere erfaren med årene, men virker - på linje med generalløjtnant Hillingsøe og den ‘karmiske kriger' Gordon Inc - utroligt selvsikker og afklaret. Og det afspejler sig også i hans ikke mindre end fem medbragte udstillingsgenstande: et spejl, fordi man skal kunne se sig selv i øjnene, - et lys fra ekskæresten, fordi han altid for hende var et lys i mørket, - en ridderfigur fra en kammerat, fordi han selv er en ridder, altid parat til at kæmpe, - en pen som symbol på at også et sådant skriveredskab kan være et sværd, - og endelig fra hans forældre en lille flodhest fordi den symboliserer ham selv: man skal bare lade ham være i fred, så lader han andre være i fred. - En enkelt livsfilosofi, må man sige, som for Jønke også er meningen med livet. Et overraskende billede af en mand der har været så megen blæst om. - Hans seneste bog hedder "Arresten" (Tiderne skifter).

For præsten og forfatteren Johannes Møllehave er døden en selvfølgelig ting, fordi enhver præst konfronteres med den ved mange begravelser. Man ville være tungnem, hvis man ikke blev bevidst om den i den profession. Men der er kommet noget pinligt over døden i det moderne samfund, fordi vi lever i en funktionsmodel, hvor alt skal fungere. Men i virkeligheden har alting sin tid. Dødsprocessen kan være skræmmende, fordi der unægteligt kan ske noget med kroppen, som ikke er behageligt. Men hvad der sker ‘på den anden side' har Møllehave ingen konkrete forestillinger om - udover den at være ‘i Guds hånd', men det er jo en metafor. Den betyder at tilværelsen er uforanderlig og uberegnelig, fuld af overraskelser og fuld af gaver.

Livet er ikke en eksamen som vi skal klare for ikke at komme i helvede. Og den nyreligiøse forestilling om at sjælen lever videre giver Møllerhave ikke noget for. Reinkarnation kalder han ironisk for "genflæskning" og han ønsker den ikke for sit eget vedkommede. Han har nok i sit eget kød og skal ikke over i et andet. Modsat Ole Nydahl har han ingen indre erfaring om at have levet tidligere. Det er efter Møllehaves mening vigtigt for de pårørende efter et dødsfald at se liget af den afdøde, fordi man så kan konstatere, at det er en død, afsjælet krop der ligger tilbage - og altså ikke det levende menneske man kendte og nu må savne. ‘Kødets opstandelse' i kristen forstand dækker det fulde menneske. Hvad så dette måtte betyde i denne sammenhæng?

Døden som sådan kan kun have den ene funktion at få os til at indse, at livet må leves intenst, mens vi har det. Selv har Møllehave aldrig haft brug for at lede efter en mening, for meningen med livet har altid været der. Meningen er de andre. Ens barndom har mening, ens kærlighedsforhold har mening. Kun i en regulær dyb depression kan meningen forsvinde og livet føles tomt. Eller ved erfaringer fra koncentrationslejrene af den art Primo Levi beskriver i "Hvis dette er et menneske". Dér kan man forstå at meningen forsvinder. - Møllehaves bidrag til Christian Skovs udstilling var en lille H.C. Andersen-figur, fordi Andersen er det daglige salt for Møllehave - med sin morsomme og velskrevne livsfortolkning eller eksistensfortælling i billedsprog. I "Historien om en moder" skriver Andersen netop om døden og meningen med livet: at slå bro mellem de lidende.

Møllehave er altid værd at høre på, levende og engageret som han er - og altid med citater og referencer på læberne. Man forstår udmærket, at hvis han endelig mod sine principper skulle drømme om et liv efter døden, måtte det være i et stort bibliotek! Humor har han sandelig også.

Endelig stillede Skov sig i realiteten ikke fuldstændigt åben an, som han ellers foregav i hver udsendelse ved at sige, at han var på jagt efter en mening med livet. For selvom han såmænd interviewede udmærket og fik mange gode, personlige bud på spørgsmålene, så havde han på forhånd bestemt sig for hvilken genstand han selv vil bruge til at symbolisere sin egen opfattelse af meningen med livet, nemlig en tørv fra hans egen grønne græsplæne. Isoleret betragtet et smukt symbol på det der bare gror af sig selv - men sandelig da også et symbol på det liv der ikke reflekterer over nogetsomhelst! Skulle det virkelig være idealet for os mennesker der ikke alene har tankens og forestillingskraftens brug, men også gang på gang har særdeles gode grunde til at beskæftige os med eksistentielle problemer?

Og det gjorde bestemt ikke sagen bedre, at Skov havde valgt læge Tage Voss til en afsluttende gennemgang af genstande, interviews og bud på meningen, for den altid cigarrygende Voss er efterhånden blevet en arrogant fyr, der ikke har meget tilovers for andres meninger og som heller aldrig selv har været åben over for eller blot en smule interesseret i det filosofiske spørgsmål om meningen med livet. Det er for ham simpelthen et pubertetsproblem for umodne mennesker. Det synes undgået hans opmærksomhed, at spørgmålet ikke alene konkret rejser sig på mange forskellige slags anledninger såsom alvorlig sygdom, tab af nære pårørende, skilsmisser, arbejdsløshed osv., men også er et grundspørgsmål i eksistensfilosofien der vil melde sig for enhver der overhovedet lejlighedsvis reflekterer over livet og døden.

Udsendelsesrækken viste i det mindste, at penge, magt, ære, sex, kærlighed og fællesskab hver på deres måde eller i samspil kan give indhold i tilværelsen i form af glæder og udfordringer, men også at de egentlig ikke - med kærligheden som markant undtagelse - kan give selve den mening med livet der kan overflødiggøre enhver søgen efter en mening.

Man kan postulere, at meningen ikke er givet fra naturens eller guddommens side - bl.a. fordi det rejser erkendelsesteoretiske spørgsmål om hvad en sådan gave overhovedet vil sige, eftersom i hvert fald naturen ikke er et handlende subjekt. Men man kan vanskeligt bestride det tidligere nævnte psykologiske faktum, at meningen i alle menneskers liv er givet på forhånd i lige præcis den betydning, at alle (med uhyre få undtagelser) fødes ind i en familie, et fællesskab, et sprog, en historie, en kultur og/eller en religion - som altsammen er ladet med meningsfuldhed. Man behøver ikke tænke over denne mening, mange kan vitterligt komme gennem livet uden at beskæftige sig med den. Men den er der, den kan gøres til genstand for filosofisk undren og spørgen af ren nysgerrighed eller foranlediget af sorg, lidelse og død - eller fortvivlelse. Det sidste er centralt, som Møllehave var inde på, for at meningen normalt er der, ses netop af, at fortvivlelse eller depression bliver resultatet når den af den ene eller anden grund forsvinder. Da står selvmordet frem som en udvej eller en fristelse.

Selvmordet kan ud fra denne synsvinkel betragtes som det egentlige eksistensfilosofiske problem, således som den franske forfatter Albert Camus netop påstod. Og når det er tilfældet, så bliver spørgsmålet om meningen med livet i virkeligheden subtilt, på nøjagtigt samme måde som spørgsmålet om virkeligheden, religionen og gud.

Set fra det helhedsrealistiske synspunkt der forfægtes på Jernesalts sider, er de nævnte eksistentielle spørgsmål alle af den art, at det principielt er umuligt at stille sig uden for dem og besvare dem objektivt og uvildigt, med en eller anden følelsesmæssig distance som når man fx undersøger en sten på jorden. Man er tværtimod part i sagen, dvs involveret i fænomenet på en sådan sproglig måde, at man så at sige er i færd med at besvare spørgsmålet allerede ved at stille det. Og det vil igen sige, at man først virkeligt taber svaret på gulvet, hvis man affejer spørgsmålet med, at det er meningsløst!

Virkelighedstroskab indebærer således, at man forbliver i sin eksistentielle søgen, spørgen og undren så længe man lever - uden nogensinde at få det definitive svar, der overflødiggør videre spørgen. Dette er om noget relativisering af det jeg der partout vil have absolut viden om alt, og som derfor savner humorens gave.

Eksistens  og
Sekularisering.

Specielt henledes opmærksomheden på artiklerne:

Livskvalitet  og
Humor og tragedie.