ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.5.05.

Er humor den 6. våbenart?

af Jens Vrængmose

På årets latterdag, der for Københavns vedkommende er flyttet fra Rådhuspladsen til Tivoli, er der grund til at stille ovenstående spørgsmål. For humoren er ofte blevet kaldt et våben, og da vi i disse dage beskæftiger os en del med den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945 og står foran fejringen af Danmarks befrielse den 5.5.45., er humoren også blevet trukket frem som våben.

Besættelsen betød indførelsen af censur i Danmark, således at alle offentlige medier blev afskåret fra direkte kritik af besættelsesmagten. Men indirekte var den mulig gennem illegale skrifter - og humoren. Det er der skrevet både bøger og artikler om.

Hans Hertel har netop til Søndags-Politiken skrevet en stor helsidesartikel om fænomenet, og han mener der er dyb ironi i at vi vandt krigen som vi ikke selv deltog i. Allerede dermed afslører han humoristisk formuleringsevne. For det er da vistnok ubestrideligt at det ikke var danskerne alene der vandt krigen. Det gjorde først og fremmest englænderne, amerikanerne og russerne. Men det er ikke så lidt af en underdrivelse at vi ikke deltog, for det gjorde vi i form af modstandsbevægelsen. Og denne deltagelse var - hvad man end måtte mene om dens langsomme start og dens omfang og effektivitet på det militære plan - moralsk og kulturelt afgørende for at Danmark i sidste ende blev placeret som allieret med de vindende stormagter.

Morsommere er Hertels konstatering af at danskerne for at holde moralen oppe dog kæmpede på et vist niveau, nemlig 'på niveau med et mundtligt luftvåben'. Humor mod en besættelsesmagt eller en hvilkensomhelst anden form for diktatur er naturligvis en slags våbenart. Den erstatter ikke det egentlige modstandsarbejde, den organiserede illegale og meget risikable kamp, som allerede historikeren Jørgen Hæstrup betegnede som den fjerde våbenart. Men den hører helt naturligt med, fordi humor er uløseligt knyttet til selve menneskets overlevelsesevne og -kunst.

Betegner man nu denne humor som den sjette våbenart, knytter man den sammen med den udefinerlige 'sjette sans', som ikke beror på sanseorganer, men hentyder til det fænomen at de fleste mennesker ofte fornemmer noget om deres situation og medmennesker som går ud over hvad der kan registreres ved hjælp af det normale sanseapparat. På samme måde kan humor siges at beskæftige sig med fænomener der går ud over normal fornuft. Men begge hører ikke destomindre med til totalbilledet af menneskelivet.

Da der ved denne nummering kommer til at mangle en femte våbenart, kunne man passende forbeholde denne betegnelse for terrorismen, og dermed opnå at få dækket også den del af menneskets negative aggressivitet som er forbundet med den mest destruktive udnyttelse af menneskets rationelle teknologi. Terrorismen er humorens diametrale modsætning - og det er vel også af den grund relevant at fastholde billedet af humor som en slags våbenart.

Mennesket har alle dage vidst, at humor er en god ting. Slette mennesker har hverken sange eller humor. Depression er karakteriseret ved at humoren er svækket eller i værste fald helt udeladt. Men videnskabeligt set er den slags svært at dokumentere med eksakte undersøgelser. Dog skal man have påvist sammenhæng mellem fx godt humør og lavt niveau af stresshormonet kortisol. Så stressede mennesker kan roligt følge anbefalingerne om at grine noget mere. Se noget mere Chaplin eller Gøg og Gokke - eller hvad man nu foretrækker.

Det sjove er i grunden at man gerne vil have solide beviser for det alle mennesker stort set alle dage har været enige om. Men sådan er videnskaben. Og sådan er akademikere, kunne man være fræk at tilføje. Teoretikere er i hvert fald ofte folk der må læse sig til hvad vi andre véd i forvejen - som en af Storm P's flue-vagabonder sagde til en af sine indforståede kolleger.

I Danmark findes der sågar en sammenslutning der kalder sig 'Dansk Selskab for Medicinsk Humor' - og det er ingen vittighed. For mange læger er ikke i tvivl om at humor er en hjælp for syge mennesker, eller at fx læger der benytter sig af humor over for deres patienter, får færre klager. Måske er det sidste igen en af den slags ting der siger sig selv, for et menneske man kan udveksle humor med går næppe fra én med det forsæt at klage over behandlingen. Problemet er blot at man skal passe på med sin humor over for lige netop den slags mennesker der er så negativt aggressive at de klager, hvis de ikke føler man forstår dem på den måde de vil forstås, nemlig ved at man giver dem ubetinget ret - uden nogen form for humorens forbehold.

Et af de praktiske udslag af forståelsen for humorens anvendelse som våben i sygdomsbekæmpelse er brugen af hospitalsklovner. Det skal være den amerikanske læge Hunter Adams der i 1970'erne lancerede ideén, som også forlængst har nået danske hospitaler. Man skynder sig naturligvis at understrege at klovneriet på hospitalet er terapi - i modsætning til cirkusklovneriet der betegnes som underholdning. Folk skulle nødigt gå hen at tro at klovneriet på hospitalet ikke har et seriøst formål. For det koster jo penge.

Men selve distinktionen er nu lidt af en fornærmelse mod cirkus, for selvom alt cirkus er underholdning der skal løbe rundt uden tilskud, så er klovneriet også her mere end underholdning, nemlig sund humor og dermed terapi. Det er i allerhøjeste grad med til at øge folks almindelige immunforsvar både psykisk og fysisk gennem den sunde latter. Terapien er ikke akut hjælp. Den er ikke læge-ordineret eller tilskudsberettiget. Den er 'sekundær terapi', noget folk går ind i for fornøjelsens og forebyggelsens skyld. Men det er også seriøst.

Jørgensen fryder sig også over sin far der var taber i familiens kønskamp. Han var betonmarxisten der skrev politiske manifester, men forvistes til bryggerset, når han skulle ryge, og iøvrigt havde et stift og overbevisende blik. Han ryger stadig, men nu i sin stue i ungkarlelejligheden. Røget er gode gamle Marx. I fjernsynet kan faderen kun spejle sig i ubeslutsomme og kvindagtigt blødhjertede mænd, dem der i Sverige kaldes 'softpotatis'.

Helle Thorning er ifølge Jørgensen en af de mange tapre kvinder i dansk politik der kan iscenesætte sig selv og fremføre deres budskaber tappert. Hun manifesterer sin maskuline side gennem retorikken. Hun bruger ordet til at hugge hovedet af sine mandlige modstandere. Hun udstråler viljestyrke og handlekraft.

Den politiske hovedmodstander, Anders Fogh Rasmussen, derimod er blevet tvunget til at tilføre sin oprindelig handlekraft en kvindelig afslappethed og besindighed - og dermed risikerer han at komme til at virke fjollet. Det kan aldrig blive ægte.

Som det fremgår har feminismen sejret - næsten ad helvede til som Thomas Nielsen sagde i sin tid sagde om fagbevægelsen. Feministerne ville nedbryde forholdet mellem mand og kvinde som social konstruktion og synes at have haft held til det.

I 1990'erne kom menneskeheden et skridt videre, for her opstod i USA Queer-bevægelsen. I starten var den kun en dialog mellem bøsser og lesbiske, men i dag er den for alle arter af seksuel orientering. Den er kort og godt for mennesker. Modsætningskategorien mand/kvinde er bandlyst. Selv det at bruge cpr-numre der fx med slutcifferet røber om et menneske tilhører et bestemt køn er diskriminerende.

Om det så drejer sig om Helle Thornings Schmidts chancer for at slå den siddende statsminister bør alle nok også vente og se tiden lidt an. Det er hundrede procent sikkert at Anders Fogh Rasmussen ikke kan vinde næste valg på at udgive sig for blød mand. Det er heller ikke det han satser på. Han har skam andre og langt sikrere kort på hånden, først og fremmest en vision om det fremtidige danske samfund. Og på dette felt har Helle Thorning lige så meget at indhente som på erfaringens område.

Denne betonfeminisme opretholdes i modsætning til betonmarxismen fordi kønsforskningen til forskel fra samfunds- og historieforskningen går uden om realiterne. Det er fx tabu at tale om kvindernes reelle magt over intimsfæren. Kvinder begærer ifølge Bech grådigt at kontrollere børnene, for det specielt raffinerede ved denne kontrol er at det er en form for magt der udøves gennem kærligheden. Barnet er et magtmiddel som kvinden efter forgodtbefindende både kan bruge til at hale mændene hjem og til at holde dem på afstand, hævder Bech.

Et af udslagene af kvindernes skjulte magtbegær - eller magtbegær der kaldes noget andet - er den nye moralistiske kritik af seksualitetsforholdene med krav om forbud mod pornografi og prostitution. Et andet er hvad Bech kalder de senere års grasserende pædofilipanik. Denne panik mener han har rod i tabuet omkring kvinders magt i hjemmet. Magten er i vid udstrækning uddelegeret til institutioner og pædagoger. Det giver kvinder dårlig samvittighed - som så i anden omgang projiceres ud i øget mistænksomhed over for pædagogerne.

Men hvem der nu har ret i det ene og det andet, så gælder fortsat med ubestridelige sikkerhed at den biologiske modsætning mellem kønnene består, og at den som altid både kan give sig udslag i et lystbetonet, humorfyldt og livgivende kønsspil, hvor der er plads til begge parter og alle deres forskelle, og i en kønskamp der først og fremmest er fyldt med aggressivitet, drejer sig om magt, tenderer mod den enes sejr på den andens bekostning og derfor direkte og indirekte går ud over børnene.

Vi er langt fra ligestilling og ligeværdighed. Og vi når den aldrig, hvis kønsmodsætningen som sådan bestrides. Den er som alle komplimentære modsætninger principielt uovervindelig. Den kan kun gøres tålelig og frugtbar gennem ægte, dynamisk sideordnethed.

Problemerne består. De er undertiden meget store og bitre. De er ofte meget svære at løse. Men i et civiliseret land som Danmark er der trods alt fortsat umådelige gevinster ved tokønnetheden - hvis man ellers tror sine egne øjne og øren fra omgang med almindelige mennesker mere end man tror teoretikerne og fanatikerne.

En anden side ved den menneskelige tilværelse der kan tages for udslag af humor er al ungdoms tendens til ensidig betragtning af tradition og erfaring. Det er et nødvendigt led i ungdommens selvstændiggørelse at generation efter generation forholder sig kritisk til deres forældre, lærere og autoriteter. Men deres manglende erfaring får de fleste unge til i sand begejstring for selve den logiske fornufts rige muligheder at fremture i éndimensionalitet ud over alle grænser.

I visse tilfælde varer det ved forbløffende længe, men i langt de fleste tilfælde bliver folk som bekendt klogere med årene. Endog utopister kan ende som realister, og oprørere som bedsteborgere. Men ungdommens idéer og idealer svigter man ikke uden omkostninger. At blive voksen betyder desværre for nogle at blive låst fast i indiskutable meninger, eller rent ud sagt i at forkalke. Kunsten er naturligvis at holde kilderne friske - og det gøres lettest ved hjælp af humorens forståelse for at utopierne er det nødvendige korrektiv til borgerlighedens nyttebetonede realisme, men blot ikke noget der selv kan realiseres.

Humor er på alle områder væsentlig til at tackle problemerne på en hensigtmæssig, dvs konstruktiv og kreativitetsbevarende måde. Den kan ganske vist i hånens og satirens form gøres til et meget snævert våben mod den anden part, men den kan også i sine mere veludviklede former være et bredt våben mod ensidigheden, intolerancen og fanatismen. Det kræver dog at man med humoren ved hånden går ind i tragediens område, hvor det at have ret hører op.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Latter, morskab og humor
artikel om disse vigtige begreber i såvel voksnes som børns eksistens
behandlet i lys af bog af udviklingspsykologen Hans Vejleskov

Robert Storm Petersen om den mangesidige og højt skattede tegner, maler, forfatter og livsfilosof.

Latterens dag 2002

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')

Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')