Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - favrholdtfordom

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.12.10. - med tilføjelse 29.12.10.


Favrholdts fordomme om religion og psykologi

I mit essay om Niels Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt har jeg udtrykkeligt understreget at David Favrholdts bog om 'Filosoffen Niels Bohr' er forbilledelig hvad angår indføringen i hovedpunkterne af Bohrs filosofi og tankegang, men ikke destomindre kritisabel hvad angår behandlingen af Bohrs syn på dagligsprog og religion og især udeladelsen af Werner Heisenbergs dybe opfattelse af dagligsproget. Og jeg gør gældende at Favrholdt også savner forståelse for at Bohrs komplementaritetssynspunkt i virkeligheden er særdeles velegnet til en generel og nødvendig udvidelse af vores filosofiske (erkendelsesteoretiske) begrebsramme for hele den menneskelige eksistens, dvs for såvel naturvidenskaben som al anden erkendelse foruden selve følingen med den virkelighed der ikke blot er stabil i kraft af stabile materielle ting, men dynamisk i kraft af den energi der forstyrrer stabiliteten.

Af denne grund har jeg fundet det nødvendigt på den komplementære helhedsrealismes grundlag at udarbejde en specifik kritik af hans bog og at gøre dette i en særskilt artikel om Favrholdts egne, ret så bastante fordomme om religion og psykologi.

Allerede af mit essay om filosoffen David Favrholdts 'Filosofisk codex' 27.8.10. fremgik det at jeg anser Favrholdt for at være en ret så naiv rationalist, idet han nok anerkender irrationelle sider ved tilværelsen og derfor ikke bryder sig om at blive kaldt rationalist overhovedet, men som Bohr sætter de irrationelle sider i anden række. Han betragter det som oplysningens idé at fremme den rationelle analyse af og forståelse for eksistensen som forudsætning for løsningen af kulturens problemer. Han anser det for filosofiens primære hovedopgave at give en rationel begrundelse for al erkendelse og ignorere eller forkaste det der ikke har en sådan begrundelse. Og han forkaster i princippet al religion som seriøs erkendelsesform idet han betragter religion som diametral modsætning til videnskab.

Og dette er Favrholdt bestemt ikke ene om blandt folk der primært ser rationalistisk på tingene, men problemet er, at han ved nærmere eftersyn - ganske som Niels Bohr og et utal af fornuftige mennesker der sædvanligvis betragter sig som oplyste - viser sig at være fuld af fordomme om religion. Dette betyder at han med sin kritik kun rammer den del af religionsvæsenet som hævder dogmer eller trossætninger som absolut sande uanset om de strider mod naturvidenskaben eller ej, men slet ikke er i stand til at forholde sig til at religiøse forestillinger kunne have en anden kilde og mening, ja være komplementære til rationalismens snævre virkelighedsopfattelse og dermed rumme mulighed for en komplementær helhedsrealisme der som begrebsramme betragtet er endnu videre end den bohrske filosofi.



For Bohr som for Favrholdt er det éntydigheden i det beskrivende (deskriptive) sprog der er afgørende for dets særstilling i erkendelse og videnskab. Hvad éntydighed præcist er, eller hvordan den etableres i psyken, gav Bohr os ikke noget svar på - og det kunne han ikke svare på med den begrænsede viden om de psykiske grundprocesser han havde. Men desværre giver heller ikke Favrholdt os et tilfredsstillende svar, og jeg er ikke i tvivl om at det også i hans tilfælde må skyldes begrænset viden om de psykiske grundprocesser.

Resultatet er nemlig at Favrholdt som Bohr idealiserer den del af dagligsproget som udgøres af det éntydige deskriptive sprog, men mere eller mindre ignorerer den ikke-éntydige del af dagligsproget - og dermed i modsætning til Werner Heisenberg afslører total mangel på forståelse for at det der gør dagligsproget (det vi alle anvender til daglig uanset tungemål, begavelse og faglig uddannelse) til et bemærkelsesværdig stabilt sprog gennem tiderne.

Heisenberg er ikke i tvivl om, at stabiliteten - så paradoksalt det end måtte lyde - skyldes det forhold at dagligsprogets ord i modsætning til fagsprogenes og videnskabssprogenes ord er relativt vage eller upræcise og mangetydige. Det er så at sige mangetydigheden der bevirker at ordene kan bruges om og om igen gennem århundreder ved blot at ændre betydningsindhold (konnotationer). Mange ord forældes, nye kommer til, men en kerne af ord viser sig slidstærke ved at kunne tilpasses nye erfaringer. Og de vil derfor vedblivende kunne bruges til den mellemmenneskelige kommunikation som er selve betingelsen for samfunds- og kulturlivet. Ordenes kolossale mangetydighed og bøjelighed er intetsteds tydeligere end i humoren, der meget ofte spiller bevidst på flertydigheden. Det er fx i udpræget grad tilfældet hos den uforlignelige Storm P.

Og hvis man spørger om grunden til dagligsprogets store stabilitet var Heisenberg ikke i tvivl: den skyldes selve det forhold at dagligsproget - i modsætning til fagsprog og videnskabelig sprogbrug - i kraft af sin manglende præcision altid har fuld føling med virkeligheden, den virkelighed der vel at mærke er karakteriseret ved aldrig at kunne bestemmes éntydigt. Forsøger magthaverne at bestemme virkeligheden éntydigt ved at gøre det almindelige, folkelige dagligsprog éntydigt, så bliver det til et ideologisk eller religiøst overgreb, således som det for Europas vedkommende er sket først med den katolske og protestantiske kirkes læresystemer, siden også med den sovjetkommuniske og den nazistiske ideologi. Og overgreb af denne art kræver magt, ensretning og undertrykkelse.

Videnskabens forsøg på at præcisere sproget så det bliver så éntydigt som muligt har derimod ikke undertrykkelsesmæssige formål og kan derfor lade sig gøre under fuld respekt for den forskningsmæssige frihed, for den tilstræbte éntydighed er alene et produkt af videnskabelig sandhedssøgen, erfaring, stringens og systematik. Men det burde sige sig selv at den éntydighed der her opnås og som er til stor gavn for fagvidenskabernes udvikling ikke uden videre kan overføres til dagligsproget i almindelighed uden at dette ville blive indsnævret så det ikke længere vil kunne dække hele virkeligheden. Dette står imidlertid ikke klart for alle forskere eller politikere, og slet ikke for rationalisterne iblandt dem (og de er i flertal). Og derfor er der grund til advarsler.



I David Favrholdts tilfælde er det påfaldende at han - som det udpræget æstetiske menneske han er - i meget høj grad værdsætter flertydigheden i kunst og digtning. Hvad hans kunstsyn angår skal jeg nøjes med henvise til artiklen om David Favrholdts æstetik. Men med hensyn til digtningen kan det nævnes at det af hans bog om 'Kinesisk filosofi' fremgår at han udmærket forstår og værdsætter fx konfutsiansk visdom der ofte formuleres i tvetydige eller ligefrem paradoksale vendinger.

I bogen om Bohr har jeg især hæftet mig ved Favrholdts bemærkninger om Søren Kierkegaard. Han anfører udtrykkeligt at Kierkegards hele tankeverden nødvendigvis måtte forekomme Bohr helt absurd. Ja, han citerer med Leon Rosenfeld som kilde Bohrs ord om at "det var så sørgelig at der blev spildt så megen kunst og så megen sproglig genialitet på så tossede tanker.....". Og så skriver Favrholdt: "Men Kierkegaards sprog måtte han - som enhver anden dansker - beundre."

Man studser, for hvad ligger der i at Bohr der krævede éntydighed i det deskriptive sprog beundrer et sprog der udtrykker tossede tanker? Jo, for det første må det betyde at Bohr ikke var i tvivl om at Kierkegaard ikke brugte sproget éntydigt deskriptivt, for det andet at Bohr alligevel - som så mange andre intellektuelle mennesker - har kunnet se en slags sprogkunst hos Kierkegaard. Men det vil jo egentligt sige, at Bohr i bedømmelsen af Kierkegaard gør en undtagelse fra reglen om at sprogbrug og tankeindhold gerne skulle være sammenfaldende og ende i udsagn der er éntydige.

Når Favrholdt ikke her skærer igennem og forsøger at hæve sig over vrøvlet er det fordi han som æstetiker har en del til overs for sprogbrug der som Kierkgaards bevidst skaber tvetydighed eller decideret paradoksalitet på et så højt intellektuelt niveau at det forfører selv den der idealiserer éntydighed. Det er Favrholdt naturligvis ikke ene om. Det gjorde også den filosofikyndige forfatter Villy Sørensen - og hundredvis af intellektuelle hoveder i Tidehvervsbevægelsen (herunder Søren Krarup). Og det har som bekendt gjort det nødvendigt at oprette et Kierkegaard-selskab hvor folk fra hele verden kan komme for ikke bare at læse og analysere Kierkegaards skrifter, men uden ende rode i alle hans udaterede notater for om muligt at finde ud af hvad og hvorfor han mente noget bestemt om et eller andet. Der er jo ingen grænser for fund eller fortolkningsmuligheder!

Det påfaldende i mine øjne er ikke at Favrholdt fascineres af den højt begavede sprogkunstner Søren Kierkegaard der ikke bestilte andet hele sit korte liv end at intellektualisere kristendommen. Nej, det påfalende er at Favrholdt ikke forstår andre former for kristendom (fx. Grundtvigs) og generelt slet ikke fatter mytisk, ikke-intellektuel tilgang til religion.



Favrholdts fordomme om kristendommen røbes fx på side 44, hvor det hedder 1) at kristendommen lukkede ned for den naturvidenskabelige diskussion i over tusind år, og 2) at kristendommen ikke er hele vor kulturarv. Kristendommen udgør højst 15 procent af vores kulturarv. De resterende 85 % har vi fra grækerne.

Meningen er selvfølgelig god nok. Lægger man nemlig vægt på naturvidenskabens og den rationelle tænknings udvikling er grækerne bestemt ikke til at komme udenom, kirken dog heller ikke. Den katolske kirkes største fadæse var formentligt at gøre den græske filosof Aristoteles til det filosofiske sandhedsvidne over alle andre, for hans naturvidenskab holdt jo ikke over for modernisterne Galilei og Newton. Men det påfaldende er at Favrholdt sætter procenter på kulturarvens dele. Man kunne jo eksempelvis sagtens finde en katolsk kardinal i Polen der ville hævde at det er kristendommen der udgør de 85 % af den europæiske kulturarv, og så kunne man skændes om hvem der har ret. Det eneste fornuftige standpunkt er naturligvis at sige, at den slags ikke kan afgøres med blot nogen grad af objektivitet. Svaret afhænger fuldstændigt af hvem man selv er og står for. Spørgsmålet stilles forkert, og dette ligger igen i at man meget u-bohrsk ser ontologisk på kulturarven og tror at den foreligger i en substantiel for ikke at sige simpel kvantitativ form der kan måles og vejes. Men sådan forholder det sig netop ikke. Kulturarven er en ikke-substantiel størrelse der har visse målelige sider, men grundliggende ikke kan måles, fordi den ikke kan ses udefra, men altid kun indefra af mennesker der lige netop både er iagttagere og medspillere i dens drama og følgelig altid bliver en del af iagttagelsen og beskrivelsen.

Ubestrideligt er naturligvis at kirken som magtinstans lukkede ned for en åben naturvidenskabelig og filosofisk diskussion, fordi den ikke ville have anfægtet de dogmatiske synspunkter dens magt hvilede på. Sådan er det stadig, omend de bærende dogmer er blevet lidt færre end i middelalderen. Men det sjove er jo, at det i høj grad også var en anden side af filosofien kirken kom til at stå for og som den sekulariserede videnskab stille og roligt førte videre, nemlig dualismen eller to-verdens-opfattelsen som kort og godt siger at vi på den ene side har en sanseverden (den vi lever i til daglig) men på den anden side en tanke- eller idéverden som er af højere eller finere orden. Og denne dualisme, der går helt tilbage til Platon, men fik sin for kristendommen bestemmende udformning af en filosof der hed Plotin (205-270 e.K.), har Favrholdt såmænd mange fornuftige betragtninger over - uden at være klar over at dualismen også kan skydes ned fra religionshistorisk side, som det bl.a. effektivt og dybtgående skete med Vilh. Grønbechs kulturopgør.



Men på grund af sine fordomme skyder Favrholdt ved siden af. Det hedder bl.a. (side 157):

"Før denne dualisme blev konkretiseret i religionerne har man godt nok talt om guder, engle og fabeldyr, men filosofisk set kun på et eventyragtigt, fabulerende plan, hvor disse væsener på en eller anden måde befinder sig i vores daglige omgivelser, i sanseverdenen. Sådan var det i den græske mytologi og sådan har det været i den kinesiske tænkning fra oldtiden og til i dag. Dualismen findes ikke i Kina, hverken i den konfutsianistiske eller taoistiske tradition." Og for at sætte tingene på plads tyer Favrholdt til ironi og omtaler det hinsidige som en "verden, hvor der vistnok er himmel og helvede - måske - men i hvert fald en gud som står for det hele, en gud som har skabt den verden vi lever i." Og han nævner desuden at etik i de vestlige religioner i modsætning til fx kinesisk etik er begrundet i hellige skrifter, fx Moseloven og De Ti Bud og i læren om arvesynden, som blev vedtaget på kirkemådet i Karthago år 415.....

Det skal naturligvis ikke bestrides at den kristne kirke (katolicismen og protestantismen med forskellige varianter) - lig jødedommen og islam - har dogmer om gud som skaber og lovgiver, om synd og moral, og dertil - til forskel fra jødedom og islam - dogmer om frelse, opstandelse og evigt liv. Og det skal slet ikke forties at dogmer for magthavere er effektive midler til undertrykkelse, for dette er et centralt angrebspunkt i Jernesalts filosofi, men det er horribelt at en oplyst mand som David Favrholdt i det Herrens år 2009 er så uvidende at han uden videre sætter lighedstegn mellem forestillinger om guder og engle, skabelse, synd, arvesynd og moral på den ene side og eventyr og fabler på den anden side. For det viser at han ikke aner at der er - og nu i hundrede år har været - andre langt vigtigere fortolkningsmuligheder for myter på banen end de teologiske, ja, at disse ikke mindst i Danmark har vundet deres styrke ved gøre sig frie og uafhængige af teologien. Det skete i kraft af den allerede nævnte, filologisk uddannede, men dybdepsykologisk indstillede religionshistoriker og senere professor Vilh. Grønbech, som nogenlunde samtidigt med Niels Bohr - nemlig i årene 1909 til 1913 - brød igennem med en banebrydende, ikke-teologisk fortolkning af den gamle germanske folkereligion og fik lagt grunden til en religionshistoriske forskning i landet som var "fri for teologisk omklamring".



Det er naturligvis ikke muligt eller nødvendigt her at beskrive denne forskning i detaljer - der henvises til artiklerne om Grønbech. Men det skal til gengæld fremhæves at den ikke-teologiske fortolkning af de ældgamle før-teologiske myter kom til det generelle resultat, at de gamle religiøse grundbegreber som går igen i alle kulturfolks myter ikke er udspekuleret viden eller teori, men spontan umiddelbar erfaring af den menneskelige eksistens' grundvilkår, sammenhæng, orden og mening. Det mytiske sprog er med andre ord ikke en konstruktion af den rationelle menneskelige opfindsomhed, ligesom samfundet som sådant ikke er en konstruktion af den menneskelige bevidsthed. Samfundet, sproget og den mytiske tænkning er tværtimod hvad vi med et relativt nyt udtryk kalder emergente fænomener i udviklingen. De kan ikke forklares ved at blive ført tilbage til simplere fænomener. Ja, forskningen kommer, med Grønbechs meget rammende ord, aldrig bagom samfundet.

Dette betyder at Gud i mytisk tankegang er en umiddelbar realitet, og først bliver et teoretisk problem den dag spekulative eller magtorienterede hoveder finder på at forlange bevis for hans substantielle virkelighed og forlange andres accept af beviset. Bestemte opfattelser af guderne kan man derfor altid diskutere, og snævre gudsforestillinger kan man heldigvis også bestride - og på det grundlag erklære sig for ateist. Men det er ikke klogere end at være deist, for i begge tilfælde hænger man på substansproblemet. Og agnosticismen duer heller ikke, for denne er et intellektuelt trick der blot siger at det man ikke kan bevise, det skal man lade være med at tage stilling til, hvis man vil være på den sikre side. Men den slags dur ikke i eksistensen. Her står man over for spontane dannelser i den fællesmenneskelige mytiske bevidsthed - og dem må man forholde sig til subjektivt eller personligt, for man kan nu engang ikke stille sig uden for eksistensen og iagttage denne objektivt. Og det sjove ved gudsforestillingen som arketypisk forestilling er at det er risikabelt at afskaffe og eventuelt forbyde begrebet, for så risikerer man at havne i psykisk inflation og som Nietzsche eller Stalin gøre sig selv til Gud. - Jf. iøvrigt artiklen om Ateismens problematik.

Det bør i denne forbindelse også nævnes at den jødiske filosof Martin Buber meget overbevisende har påpeget den afgørende forskel mellem jeg-du-forholdet og jeg-det-forholdet. I det ægte jeg-du-forhold er mennesket i det umiddelbare subjektive forhold til andre mennesker, til naturen eller til Gud, mens det i jeg-det-forholdet er i erfaringens og analysens middelbare forhold.



Hvis vi tager et begreb som God's Eye View, dvs den forestilling Max Planck gjorde gældende over for Bohr at der ovenover den menneskelige verden i det mindste kan tænkes en eller anden uforklarlig instans som ser alt, inklusiv alt det mennesket ikke kan se - fx elektroners partikelkarakter og bølgekarakter på samme tid, så har Bohr ret i sin indvending at den slags er absurd i éntydigt deskriptivt sprog og derfor fuldstændigt irrelevant for naturvidenskaben. Men han har uret i at forestillingen er meningsløs. For den har lige præcis den mening at holde uvidenskabelighedens dør åben til den absolutte determinisme som er noget af det sværeste for videnskabeligt indstillede mennesker af den gamle skole at opgive.

Tanken er unægteligt absurd - nøjagtigt lige så absurd som fx et billede af Réné Magritte der forestiller en kæmpemæssig kampesten svæve frit i rummet (det véd vi jo godt en sten ikke kan, eftersom tyngdekraften på jorden ikke kan ophæves) - men tanken om en overordnet instans er slet ikke (som Magritte's billede) konstrueret, for den stammer i selve sin idé fra de psykiske primærprocesser, og disse er helt og holdent præget af frie associationer der går fuldstændigt på tværs af gængs logik og gængse sondringer mellem fantasi og virkelighed og mellem subjekt og objekt og mellem fortid, nutid og fremtid. Der er ingen grænser for de frie associationer eller det Storm P. med et rammende udtryk kaldte "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke". Pointen er selve det ubevogtede: dannelserne er spontane - dvs ikke et produkt af de psykiske sekundærprocessers logiske og rationelle arbejde, men af det kollektivt ubevidstes frie kreativitet. Og dette gælder i princippet alle arketypiske forestillinger og dermed alle myters universelle begreber.



To ting er særligt vigtige i denne forbindelse. Den ene ting er at det kollektivt ubevidste ikke kan bevises eller dokumenteres som fysisk eller materiel substans, men alene ses på sine irreversible virkninger i menneskers sjæleliv (individuelt og kollektivt) på samme måde som elektroners partikel- eller bølgekarakter kun kan registreres gennem irreversible slutvirkninger på forsøgsapparaturet med tilhørende fysiske måleapparater. Det kollektivt ubevidste viser sine faktiske virkninger gennem den menneskelige introspektion. Ingen bevidste mennesker ved deres fulde fem kan bestride de mentale processer der foregår i dem når de kigger indad i sjælen. Men processerne kan aldrig måles udefra sådan som den fysiske energiomsætning ved hjerneprocesser kan. 'Det kollektivt ubevidste' er i den forstand at betragte som en afgørende del af et iagttagelses- og beskrivelsesramme som der intet alternativ findes til, hvis man overhovedet vil tale nøgternt og fornuftigt om disse fænomener. For det afgørende ved dem er at de ikke er strengt personlige, men tydeligvis er overpersonlige.

Igen er det muligt at finde en analogi til fænomenerne i fysikkens verden, nemlig de elektromagnetiske felter. Som disse forudsætter det kollektivt ubevidstes processer energiomsættende legemer der bevæger sig i forhold til hinanden. Derved opstår der felter af særlig karakter der i fysikken kan måles eksakt, men i psyken kun ses på ikke-målelige virkninger i form af forestillinger i de enkelte mennesker der er uforklarlige som rent personlige forestillinger. Jeg henviser i denne forestilling til såvel artiklen om Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi som artiklen om De psykiske fundamentalkræfter. Men understreger for god ordens skyld, at analogier intet beviser, men kun kan lette forståelsen.

Den anden ting er at der i disse kollektive forestillinger indgår en klar analogi mellem individets forestillingsverden og fællesskabets, således at forstå at der tydeligvis er paralleller mellem på den ene side individets spontane og ubevidste oplevelser som spæd af en ordnet, lys og varm verden med omsorgsfulde forældre der sørger for alt fornødent på den ene og på den anden side fællesskabets umiddelbare, men efterhånden bevidste fortolkninger af den ordnede, lyse og varme samt sammehængende og meningsfulde verden (i mytologisk sprog kaldet fx 'kosmos' til forskel fra 'kaos' eller 'Midgård' til forskel fra 'Udgård').

Derfor er der en himmel og en himmelsk fader der sørger for lys og varme, og derfor et helvede og satan eller djævle der truer den lyse og varme verden med mørke og kulde. Og derfor er der også - ligegyldigt hvad filosofferne (og Bohr) mener - en grundlæggende irrationel og ubegrundelig 'mening i tilværelsen' over for truslen om meningsløshed eller fortvivlelse. Og derfor er der - ligegyldigt hvad filosofferne (og Bohr) mener - også en naturlig forekomst af et transcendent syn, en forestilling om en kosmisk 'skaber' og en kosmisk 'dommer'. Helt på linje med at barnet ubevidst betragter sine forældre som skaber og opretholder af hele verden og en absolut dommer over godt og ondt. Det er bare alt sammen ikke håndgribelige fænomener eller naturvidenskab - det er psykiske fænomener i jordiske mennesker som disse må forholde sig til fordi de lever i et eksistentielt rum i meningsfuldt fællesskab med andre og i fælles besiddelse af et dagligsprog der har føling med hele virkeligheden og er et effektivt middel mod forvirringens kræfter.



I denne forbindelse kommer den gamle syndefaldsmyte ind i billedet, fordi denne er fortællingen om selve det grundvilkår der gælder for menneskelivet, nemlig at mennesket i tidernes (mennesketidens) morgen spiste af 'kundskabens træ' og dermed fik en bevidsthed der totalt ændrede dets situation. Det opdagede dels at det andet køn var attraktivt, dels at der var forskel på ondt og godt, dels at dets ophav var gennemskueligt og kritisabelt - og i samme øjeblik gik uskylden tabt for stedse. Og dette kan naturligvis tolkes som en tragedie - og blev det, men faktisk var det begyndelsen på kulturen. Og sådan er det fortsat i såvel individets som slægtens historie. Generation efter generation må i puberteten opleve det samme tab af paradiset som forfædrene for at påtage sid medansvaret for den videre udvikling.

Dog er der fortsat rige muligheder for at genopleve uskylden og paradiset - eller rettere 'det evige liv' i oprindelig betydning af det tidløse liv til forskel fra timelighedens tilstand - nemlig i selvforglemmelsens, koncentrationens, den kunstneriske skabens, musikkens, legens, sportens, den videnskabelige forsknings, den seksuelle forenings og den ekstatiske fests og kults udfoldelse. Her finder mennesket tilbage til skabelsens og uskyldens kilder - og derfor er der intet mærkeligt i at menneskene gennem alle tider har dyrket disse ting med største lyst og engagement - sideordnet med det praktiske livs ofte trælse og hårde udfordringer.

Det forholder sig endda også sådan at menneskets uundgåelige henvisning til arbejdet, ansvarligheden, skylden og den moralske forpligtelse gennem modningen til voksne samfundsborgere ikke nødvendigvis behøver at blive en forbandelse - som man skulle tro hvis man udelukkende kendte moralforpligtelser fra jødedommen, islam eller protestantismens mindretalskulturer (fx Calvinisme eller Indre Mission). Nej, mennesket kan hæve sig op over den absolutte moraldeterminismes forbandelse som det sker i kristendommens tankegang om 'frelse'. Dogmatisk og magtpolitisk udlægges den som frelse via ubetinget tro på en guddommelig instans der i strid med al logik blev menneske på jorden. Men det var vitterligt noget helt andet den magtskyende Jesus selv forstod ved frelsen, nemlig den absolutte frihed fra den forbandede tanke at mennesket kun bliver retfærdiggjort ved sine handlinger. Dette skal ikke uddybes nærmere her, men det viser sammen med de øvrige bemærkninger hen til det centrale: alle disse religiøse begreber kan forstås på to måder, nemlig den teologisk-dogmatiske og den frie mytiske. Ingen har nogensomhelst ret til at postulere at den ene er mere rigtig end den anden. Men forskellen er så indlysende at det ikke skulle være svært for frie mennesker at vælge: Den teologisk-dogmatiske fortolkning kræver accept af dogmer og institutioner der påberåber sig højere overnaturlige instanser og derfor kan bruges (misbruges) i magtens øjemed. Den frie mytiske forudsætter blot en direkte, åndelig eller energetisk føling med den skabende virkelighed.



Det skulle gerne fremgå at såvel Niels Bohrs som David Favrholdts opfattelse af religion som primitiv, af overtro præget accept af overnaturlige instanser bygger på fordomme der primært skyldes at de forholder sig til teologiske dogmer og læresystemer der udelukkende holder sig til de psykiske sekundærprocessers logik og sondringer - og forbigår alle mytiske, før-teologiske forestillinger der holder sig på de psykiske primærprocessers frie associations-niveau.

Som påvist af Favrholdt havde Niels Bohr et enkelt blødt punkt hvad angår religion, nemlig sin irrationelle tro på harmoni i tilværelsen. Og som understreget i artiklen om Bohrs filosofi er der her tale om at den ellers rationelle Bohr falder tilbage på en grundliggende helheds- og harmoniopfattelse som slet ikke er uforståelig, men meget karakteristisk for primærprocesserne og her uden vanskelighed kan fortolkes som en medfødt, ubevidst forestilling om harmoni som kendetegner symbiosen med moderophavet og derfor bæres i alle menneskers psyke.

Bohr respekterede andre menneskers og folks religioner, men valgte selv at melde sig ud af folkekirken før han 27 år gammel blev gift i 1912. Favrholdt er desværre ikke gået nærmere ind i begrundelsen for Bohrs udmelding, men da Favrholdt selv er søn af en præst, der dog døde da han kun var syv år, ville det være interessant at vide, om hvornår og hvorfor Favrholdt har meldt sig ud af det kirkesamfund han engang måtte have tilhørt. Det kunne nemlig muligvis kaste lys over hans psykologiske refleksioner over sagen eller rettere mangel på samme. For der er for mig ingen tvivl om at Favrholdt synes berøringsangst over for fænomenet religion og de dybe psykologiske mekanismer der knytter sig til de universelle arketypiske forestillinger om meningen med eksistensen og forholdet til de instanser i psyken der er større end det snævre jeg, har et langt større overblik og større tidshorisont og ligger fuldstændigt uden for jegets kontrol.

Tilføjet 29.12.10: Da jeg er stødt på et lille interview med David Favrholdt om hans forhold til kristendommen (Kristeligt Dagblad marts 2006), er jeg nu blevet klar over at præstesønnen David som 8-årig (et stykke tid efter sin faders død) stillede sig spørgsmålet hvorfor Gud har lavet en verden med så meget ondt i. Som 14 årig oplevede David i Kolding danske fanger der vendte hjem fra de tyske koncentrationslejre, og synet af de udsultede mennesker fik ham til at stille spørgsmålet hvor er Gud henne.... Med andre ord var det det gamle spørgsmål om hvordan Gud kan tillade ondskaben i verden der fik David Favrholdt til at tvivle på Gud. Det er det spørgsmål teologerne kalder teodicé-problemet, og det er et problem uendeligt mange mennesker har tumlet med, herunder nok de fleste koncentrationslejrfanger. Problemet er uløseligt, hvis man som troende fastholder det dogme at Gud skabte verden som en god verden og mennesket som et godt menneske. Men tager man udgangspunkt i den ovenfornævnte syndefaldsmyte som fortællingen om menneskets grundvilkår i verden, er der intet problem. For den siger udtrykkeligt at alt ændrede sig fuldstændigt ved at mennesket blev bevidst om sin situation, hvilket konkret ville sige at det opdagede forskellen på godt og ondt, forskellen på kønnene, forskellen på uskyld og skyld, ansvarsfrihed og ansvarlighed samt forskellen på at leve en beskyttet tilværelse under ophavets uendelige omsorg og en ubeskyttet under eget ansvar. Det betød - som ovenfor anført - at mennesket fik sin frihed og at kulturen dermed kunne begynde. I og med at mennesket (til forskel fra dyrene) blev et bevidst væsen, fik det valgmuligheder og dermed frihed. Men det er nøjagtigt det samme som at sige at mennesket får frihed til at vælge mellem godt og ondt. Ondskaben kom altså simpelthen ind i verden med menneskets bevidsthed og frihed. (Tilføjelse slut).



Det siger næsten sig selv, at vi i denne psykologi og religionsforståelse er milevidt fra psykologiske teoridannelser som fx behaviorismen, der pudsigt nok blev grundlagt af den amerikanske psykolog J.B. Watson samme år som Bohr kom med sin atomteori. Han hævdede slet og ret at der ikke findes noget mentalt eller 'egenpyskisk' og at introspektion følgelig slet ikke var mulig. En i enhver henseende tåbelig opfattelse som ikke destomindre vandt gehør i den logiske empirisme og levede videre hos efterkrigstidens elever af den senere Wittgenstein. Bohr fandt den naragtig. For mentale fænomener var for ham det mest indlysende af alt. Favrholdt er helt enig.

Lidt mere fornuft var der i den gamle associationspsykologi som bl.a. Høffding docerede og som havde tre associationslove (berøringsloven, lighedsloven og helhedsloven) der gik igen i de love for de psykiske primærprocesser som Freud fandt frem til. Men den amerikanske psykolog og filosof William James gjorde op med den til fordel for introspektionsynspunktet: Når man ser "ind i sig selv", kan man fastslå at tænkning ikke er en serie af forestillingsbilleder, men tværtimod rummer noget ubeskriveligt og tilmed noget principielt uiagttageligt. Og det er efter Favrholdts mening højst sandsynlig en iagttagelse som også Bohr må have konstateret allerede i 1903 og som er en slags analogi til det principielt ubeskrivelige i to-spalte-forsøget.

I begyndelsen af 1900-tallet diskuteredes også den såkaldte psykofysiske parallelisme, der hævder af bevidsthedsfænomener og hjerneprocesser nok er forskellige, men er parallelle. Denne tanke var Bohr imod, idet han var modstander af enhver form ontologi (påstande der hævdede at det værende måtte være af substantiel karakter). Det kan vi ifølge Bohr ikke vide noget om, men vi har derimod to tilgange til et og samme psykofysiske fænomen: en bevidsthedsmæssig og en fysiologisk og skal derfor altid give agt på selve betingelserne for beskrivelse af bevidsthedsfænomener og fysiologiske processer.



I den traditionelle diskussion om det psykofysiske problem er det forudsat at den determinisme som man tror at finde på det fysiske og fysiologiske område, også findes på det mentale område. Ud fra den opfattelse at alle hjerneprocesser er determinerede, slutter man at hele bevidsthedstrømmen også er determineret, og at oplevelse af viljesfrihed er en illusion (en person kan ikke selv gøre for sine handlinger). Og denne konklusion bryder selv determinister sig ikke rigtigt om.

Men Favrholdt understregede, at det ikke holder at alle mentale processer er determinerede. Kvantemekanikken har jo vist, at determinismen har sin begrænsning. Og da en udførlig redegørelse for de hjerneprocesser som man går ud fra på en eller anden forstand 'ledsager' bevidsthedsfænomenerne, nødvendigvis må gå ned på det kvantemekaniske niveau, er det ifølge Bohr udelukket at vi kan tale om processerne som determinerede eller kausalt bestemte. Og heri er Favrholdt enig.

Den traditionelle diskussion om fri vilje contra determinisme er forfejlet, fordi man ser bort fra sprogets funktion og særligt distinktionen mellem "at gøre noget med vilje" og "at gøre noget som man ikke kunne gøre for". Når et barn lærer sproget, lærer det samtidigt at skelne mellem hvad der er subjektivt, og hvad der er objektivt i almindeligt dagligdags forstand. Det lærer også at skelne mellem situationer hvor det gør noget med vilje og situationer hvor det ikke kan gøre for hvad det "kom til" at gøre. Man kan med andre ord ikke lære at tale éntydigt uden at lære forskellen på subjektivt og objektivt og dermed også den korrekte anvendelse af ord som årsag, fri vilje, før, efter, nu, her og der og ting og hele tal er andre begreber som indgår i det fundamentalsprog Favrholdt med rette betragter som kernen i dagligsproget.

Men underligt nok gør Favrholdt ikke opmærksom på at disse sondringer der er så nødvendige for ethvert menneskes tilpasning til det normale dagliglivs realiteter lige nøjagtigt udgør de sondringer og den logik der kendetegner de tillærte psykiske sekundærprocesser og kun dem.

Det turde imidlertid være afgørende for overhovedet at forstå menneskets tilpasning til realiteterne at vi har to psykiske tilgange til verden: den primære af indre art med frie associationer og direkte tilknytning til hele det energifelt vi kalder det kollektivt ubevidste - og den sekundære af mere sanse- og handlingsmæssig art med stadigt mere præcise begreber og stadigt finere sondringer og med nær tilknytning til den ydre verden og dens hårde realiteter samt naturkonstanser og fysiske genstande.



Og her ser det for mig ud til at vi fremme ved den grundliggende fejl i Favrholdts psykologi. Han sætter som Bohr på rationalistisk vis stort set sjæleliv lig med følelser og holder sig derfor primært til modsætningen mellem fornuft og følelse, hvor moderne psykologi går dybere og med Erling Jacobsen fastslår at den fundamentalt udslaggivende forskel i psyken slet ikke er forskellen mellem tanker og følelser (af overvejende emotionel art), men tværtimod forskellen mellem stabile tanker og følelser eller 'følelsestoner' på den ene side og intense tanker og følelser eller 'følelsestoner' på den anden side. (Følelsestonerne skal med i billedet fordi der er knyttet følelsesmæssige mindstedele eller kvanter til ethvert psykisk fænomen, også tanker eller forestillinger). - Jf. iøvrigt artiklen om De psykiske grundprocesser.

De medfødte psykiske primærprocesser omfatter forestillinger og følelser (følelsestoner) der er relativt intense og derfor ustabile, mens de tillærte sekundærprocesser omfatter forestillinger og følelser (følelsestoner) der er stabile men relativt vage. Der er omvendt proportionalitet mellem intensitet og stabilitet, og der kan følgelig ikke opbygges stabile forestillinger af den art som er nødvendig for tilpasning til omgivelsernes realiteter på basis af intense følelser og forestillinger. Tværtimod vil disse ofte oversvømme dømmekraften og udelukke nøgternhed og sund fornuft og dermed hele den begrebs- og erfaringsramme som udgør det voksne menneskes normale praktiske forestillingsverden og som i sidste ende kan udbygges til systematisk videnskab.



De såkaldte 'følelser' ('emotioner' og æstetiske 'oplevelser' eller hvad man nu vil kalde dem) er relativt overfladiske og derfor aldeles utilstrækkelige til at give mennesket den grundliggende erfaring af mening, sammenhæng, orden og helhed i tilværelsen som det er født med og ikke kan undvære, men ikke behøver at være bevidst om. Til 'meningserfaringen' kræves de relativt intense primærprocesser, som kan erfares gennem musik, kunst, leg, sport, humor, bøn, meditation og kult samt erotik og som tiltrækker alle mennesker fordi de er intense og livsbekræftende.

Der kan som Bohr gjorde opstilles en slags komplementaritet mellem følelse og fornuft eller mellem instinkt og fornuft, og det kan der såmænd komme en del fornuftige betragtninger ud af, men den afgørende komplementaritet går mellem de to uforenelige tilgange til henholdsvis primærprocesserne og sekundærprocesserne, som begge er livsnødvendige for den menneskelige eksistens, men har hvert sit formål.

Derfor er det fatalt for erkendelsesfilosofien set i forhold til eksistensfilosofien at betragte denne dybdepsykologi med afstandtagen eller skræk og rædsel som Favrholdt gør.



Det er naturligvis i orden at Favrholdt stempler videnskabshistorikeren Lewis S. Feuers påstande om et faderkompleks hos Bohr som "psykoanalytiske fantasier", for de er ikke andet. Der er absolut intet belæg for at postulere et faderkompleks hos Bohr, hvis forhold til faderen Christian Bohr var i enhver henseende positivt. Og Feuer er også på vildspor med hensyn til påvirkningen af Bohr fra Høffding og Kierkegaard m.fl.

Med fuld ret kan Favrholdt også tage afstand fra Feuers tese om at "ethvert filosofisk synspunkt genspejler underliggende emotionel ængstelse [!] og konflikter sammen med forsøget på at løse dem". For det er simpelthen udslag af en fuldstændigt primitiv deterministisk opfattelse af psykologi. Men når Favrholdt derefter udbryder: "Jeg skal ikke nægte at jeg anser denne tese for at høre mere hjemme i dybdepsykologiens rædselskabinet end i videnskabshistoriens program", så bliver han jo selv primitiv og afslørende i sin egen forenkling. Det er argumentation på propagandaniveau, hvad der igen vil sige på primærprocesniveau!

Lad det dog for en ordens skyld være slået fast at Favrholdt i sin tid som anmelder af filosofisk og psykologisk litteratur i Information i 1960'erne i almindelighed omtalte Freud og freudianerne med respekt. Han kaldte eksempelvis Freuds banebrydende arbejde fra 1900 om 'Drømmetydning' for et genialt værk (som man naturligvis ikke skulle læse ukritisk). Og Favrholdt var i det hele taget åben over for værker fra Fromm og Hall eller Schielderup med flere. Dér hvor han stod af - eller rettere stejlede - var over for Jung og jungianerne. Han har så vidt jeg kan konstatere ved gennembladning af min udklipssamling aldrig anmeldt en bog af Jung (og de udkom på den tid i stort tal i Gyldendals uglebogsserie - ligesom Freud hos Reitzel i Falkebogsserien). Men på Information var Jung overladt til folk som Poul Færgemann og Peter P. Rohde.



At der i såvel den freudianske psykoanalyse som i den jungianske, analytiske psykologi findes besynderlige teorier og aldeles uholdbare erkendelsesteoretiske teser er evident og ses faktisk allerede af det forhold at begge grene af psykiatrien/psykologien udviklede sig til dogmatisk-ideologiske bevægelser der bekæmpede og mistænkeliggjorde hinanden. For Jungs vedkommende gælder også hvad psykiateren Erling Jacobsen men vanlig ironi, men meget præcist påpegede i en kronik om Jung i Politiken 13.2.67., at Jung "førte principiel kamp mod rationel tænkning i det hele taget", hvad der naturligvis er fuldstændigt uholdbart i videnskaben, og at Jungs fremstilling når den er værst udartede til "en slags primitiviseret teologi som teologerne næppe vil være begejstrede for". Jung forudsatte at menneskets psykiske tilstande havde direkte indflydelse på fysiske begivenheder i omverdenen, og "nogle af hans antagelser i den forbindelse er identiske med ting man regelmæssigt finder som symptomer ved skizofreni"!

Så der er grund til at være på vagt. Men samme Erling Jacobsen undlader ikke at fremhæve Jungs hovedindsats, som er påpegningen af at det fællesmenneskelige sjælelige arvegods er mere omfattende end man tidligere havde tænkt sig, og som også fandt sted i årene omkring 1913. Han brugte - til forskel fra Freud - ordet 'arketype' som teoretisk hjælpebegreb for disse universelle psykologiske træk, idet han udmærket var klar over at man kun kunne tænke sig til dem ud fra deres virkninger i sjælen, de såkaldte 'arketypiske forestillinger'.



Disse er til gengæld helt centrale for den fulde forståelse af hvad sjælelivet er og hvordan det fungerer og hvordan vort sprog fra tidernes morgen har afspejlet disse menneskelige grunderfaringer. Så at kalde det hele et "dybdepsykologiens rædselskabinet" som Favrholdt gør er ikke fornuft, men primitivitet og tyder på et fundamentalt ukendskab til selve fænomenerne eller forestillingerne - som igen mere ligner frygt for at kigge ned i selve psykens dybder end en saglig kritik. Hvorfor ellers betegnelsen 'rædselskabinet'?

Det er netop karakteristisk for de psykiske fænomener at de for det første (lig fysikkens elementarpartikler) ikke kan iagttages og beskrives direkte som sanselige endsige håndgribelige substantielle ting, men kun indirekte i kraft af deres virkninger inde i sjælene (som igen kun forefindes i mennesker af kød og blod), og for det andet at selve sjælene ikke kan opfattes som værende isolerede til de fysiske legemer de umiddelbart tilhører, men må ses som sammenhørende med andre sjæle i andre fysiske legemer i en slags energetisk felt der er analogt med (og derfor lettest kan forstås a la) det elektromagnetiske felt i fysikken.

Det er dette felt mellem forskellige individuelle sjæle der bevirker at psykiske fænomener aldrig bliver rent personlige, men også omfatter kollektive forestillinger, og det er alene dette kollektivt ubevidste der kan give en rimelig forklaring på drømmes og kreative forestillingers opdukken eller fænomener som spontansang, reinkarnationsoplevelser og genvundne erindringer (der aldrig må opfattes som individuel erfaring, men desværre bliver det). Det er også eksistensen af den kollektive side af sjælelivet der gør det nymodens mekanistiske hjernedødskriterium uholdbart og skandaløst. Jf. artiklerne herom.



Jeg har tidligere - i artiklen om Favrholdts 'Filosofisk codex' - påpeget det påfaldende i at Favrholdt i en bemærkning om forståelse af musik udelukkende henviser til den formale opbygning af et stykke musik, for det tyder for mig på mangel på forståelse for at netop musik er i stand til at skabe en umådelig dyb føling med sjælelivets kerne ved så at sige at skabe direkte kontakt med energiforløbet uden at ty til forstyrrende billeder, ord og begreber. Jeg har andetsteds også heftet mig ved at Bohr til forskel fra Heisenberg var umusikalsk. Jeg er overbevist om at dette influerer på opfattelsen af dagligsprogets dobbeltkarakter.

Men jeg har dog noteret mig at David Favrholdt et enkelt sted synes at have fået øje på noget centralt i den menneskelige bevidstheds dobbeltforståelse, nemlig når han omtaler lyset som gådefuldt. Lys kan betyde både oplysning (som modsætning til mørke) og liv og varme, ja lykke og velstand (som modsætning til død, kaos, kulde, ulykke), og ild har derfor haft en central betydning i de fleste religioner. Og man kan også tale om indre lys. Der er intet mærkeligt i forholdet, for det viser netop at det gamle mangetydige dagligsprog udtrykker den dobbelte tilgang til og fulde føling med virkeligheden, den mytiske ved siden af den rationelle. De to tilgange er logisk uforenelige, men komplementære og tilsammen giver de en fuldstændig beskrivelse.

Derfor kan man tale ikke blot om oplysning og illumination i både bogstavelig og overført betydning, men om 'Oplysningstiden', 'Zeitalter der Aufklärung', 'The Age of Enlightenment' og 'Le siecles des lumières', ja, man kan som bekendt også tale om 'Folkeoplysning'. Alle disse udtryk og betegnelser er ikke blot talemåder og metaforer, som Favrholdt hævder, nej, de er essentielle, fordi de udtrykker og påpeger bevidsthedens dobbelte tilgang til virkeligheden. Oplysningen i 'Oplysningstiden' svigtede dog lige netop fordi den indsnævredes til rationalisme. Derfor måtte der er oprør til gennem Romantikken der førte videre til de folkelige vækkelser og folkeoplysningen. Og det er præcis hvad der mangler i dag i og med at den gamle dualisme med den tilhørende gamle determinisme sidder tungt og urokkeligt på kulturlivet, forskningen og politikken. Mangetydigheden og komplementariteten skydes ud til den folkelige musikdyrkelse, kult og sport samt underholdning - samt enkelte filosoffer som undertegnede der plæderer for den komplementære helhedsrealisme.



Konklusionen bliver, at den særdeles vidende og kyndige David Favrholdt er fuld af fordomme, når det gælder religion og dybdepsykologi, og at hans fordomme stikker så dybt at han er ude af stand til at se kritisk på dem og begynde at overveje om der ikke er oplysninger og kendsgerninger han lukker øjnene for selvom de faktisk lige fra tidernes morgen (menneskekulturens morgen) har været en væsentlig del af det uforkortede dagligsprogs stærke og umiddelbare føling med virkeligheden.

Resultatet er ikke blot at han unødigt placerer alle mennesker med en eller anden religiøs erfaring og føling i én og samme bås der bærer etiketten overtro og primitivitet, men desuden angriber, ja latterliggør dem alle uden hensyn til nuancerne i deres påstande. Dermed øver han stor uretfærdighed mod de oplyste og sækulariserede mennesker der er i stand til at fjerne overnaturlige forestillinger fra deres helhedsorienterede filosofi og overbevisning. Ja, Favrholdt synes først og fremmest ude af stand til at få øje på at det banebrydende bohrske opgør med den ældgamle dualistiske to-verdens-opfattelse via komplementaritetssysnpunktet og korrespondensprincippet kunne føre til den enestående, emergente nyskabelse i tænkning, politik og kultur som består i at se det rationelle og det irrationelle som ægte komplementære størrelser: de danner to tilgange til virkeligheden som er principielt uforenelige på det logiske plan, men begge hører med til den fulde iagttagelses- og beskrivelsesmulighed for den menneskelige eksistens og dermed også til dagligsproget i al dets mangetydighed.

Dette er til gengæld hvad Jernesalt har forstået og plæderer for, og derfor skal det gentages at Niels Bohr og hans komplementaritetssynspunkt og korrespondensprincip med David Favrholdts fortolkning ikke kan stå alene, men må suppleres med fordomsfrie opfattelser af religion og psykologi og en tilsvarende opfattelse af dagligsproget som sikrer den fulde føling med virkelighedens to dimensioner; det rationelle og det irrationelle.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Litteratur:

David Favrholdt: Filosoffen Niels Bohr. (Informations Foralg. 2009)
David Favrholdt: Filosofisk codex - Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse. Gyldendal. 1999.
David Favrholdt: Studier i Niels Bohrs filosofi. Odense Universitets Forlag. 1994
David Favrholdt: Filosofi og samfund. Gyldendal. 1968

Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse. Schultz 1957
Niels Bohr: Atomteori og naturbeskrivelse. Schultz 1958.
Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse II. 1964.
Werner Heisenberg: Fysik og humanisme. Gads Forlag. 1959
Werner Heisenberg: Fysik og filosofi. Reitzel 1960.
Werner Heisenberg: Der Teil und Das Ganze. Piper 1971.

Jan Jernewicz: Jernesalts 2009-filosofi. En folkebog om komplementær helhedsrealisme som tidssvarende eksistensfilosofi. Jernesalts forlag. 2009



Relevante artikler på Jernesalt:

Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'

David Favrholdts æstetik
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)
ny film om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen
Kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske erfaring
Peter Zinkernagels filosofi Komplementaritetssynspunktet generelt

Sjæl og legeme som komplementære fænomener
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener



Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?  (31.7.10.)
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  (3.6.10.)



'Jernesalts 2009-filosofi'
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)

Virkelighed - serie om menneskets virkelighedsopfattelse  med følgende afsnit:
Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.09)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed  (20.8.07.)



De psykiske fundamentalkræfter
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden

Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Hjernedød, bevidsthedssyn og åndløshed  (2.4.08.)
Organdonation og dødskriterier  (19.6.07.)

Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)



Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør
Erling Jacobsens moralfilosofi)
Jes Bertelsens etik



Platon - europæisk filosofis problemskabende grundlægger  (6.12.10.)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi
- Visioner, begrænsninger og fejlslutninger
  (23.5.10.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II)
Anden del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi
  (9.12.09.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I)
Første del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi
  (5.12.09.)
Piet Hein - en kreativ, æstetisk og filosoferende idealist  (28.6.10.)



Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Lone Franks store hjernetrip
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag
Latter, morskab og humor
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede



Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal