JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sjaeloghjerne03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.4.08.

Hjernedød, bevidsthedssyn og åndløshed

Da Sundhedsstyrelsen i øjeblikket i samarbejde med Transplantationsgruppen kører en kampagne for større opmærksomhed omkring organdonation i form af store annoncer i aviser og på reklamesøjler, bør emnet tages op igen her på disse sider. Det lyder nemlig tilforladelig at vi skal tage stilling nu (kampagnens hjemmeside hedder 'www.tagstilling.nu'), men når langt de fleste af de kendte, men unavngivne mennesker der bruges i annoncerne siger ja til organdonation med alle mulige mere eller mindre gode grunde, men kun nogle få (jeg husker faktisk kun én) siger nej, så kan man ikke tale om hverken neutral eller saglig oplysning.

Stort bedre bliver det ikke, når politikere er ude med forslag om pligt til registrering, eller når læger foreslår at alle skal betragtes som organdonorer medmindre de har sagt udtrykkeligt/skriftligt fra.

For det første vil der altid være et hensyn at tage til de involverede personer, navnlig de efterladte, fordi situationen omkring et dødsfald eller rettere omkring en dødsproces oftest er forbundet med så store og dybe følelser at det vil virke krænkende på de fleste at blive tvunget til stillingtagen på få minutter om et så centralt eksistentielt anliggende som døden. Man kan på teoretisk plan diskutere om et lig, en absolut død krop, med rimelighed kan betragtes som et reservelager for transplantationsindustrien - og menneskeorganer dermed som et simpelt forbrugsgode - men man kan ikke benægte at et døende menneskene ikke er et lig. At lægge pres på de efterladte i tilfælde hvor den døende ikke på forhånd har taget stilling er ganske enkelt umenneskeligt og utilladeligt.

For det andet er forsøg på at skære igennem den almindelige tøven over for organdonation ved administrativt at gøre alle til organdonorer medmindre de aktivt har sagt fra, også et overgreb mod den enkelte, fordi der er ganske forståelige grunde til at de fleste mennesker ikke på forhånd ønsker at tage stilling til sagen, nemlig først og fremmest at døden normalt ikke er noget man forholder sig klart bevidst eller gennemtænkt til før den bliver aktuel. For de fleste vil dette først ske når alderdom eller uhelbredelig sygdom i den nærmeste familie gør den nærværende. At modvirke at folk trækker deres stillingtagen ud længst muligt er også et overgreb, selvom tøven i det konkrete tilfælde kan medføre at eventuel organdonation kommer for sent.

For selve det sagen dybest set drejer sig om er ikke at det er fuldt forståeligt at patienter der ser frem til at få doneret livsvigtig organer for deres overlevelses skyld, eller at læger der professionelt støtter dem og foretager transplantation ønsker flest muligt organdonorer.

Sagen er heller ikke - som det er blevet anført i annoncerne bl.a. fra en landets biskopper - om det i almindelighed er et menneskes pligt at hjælpe andre så godt de kan, eller om det er et holdbart ræsonnement at når man først død, så kan man være ligeglad med kroppen, den skal under alle omstændigheder tilintetgøres på den ene eller anden måde.

Nej, sagen er og bliver dybest set om sjælen er gået definitivt bort når hjernens processer ikke længere kan registreres af fysiske måleapparater. Eller med andre ord om hjernedødskriteriet kan bruges til at fastslå sjælelivets ophør. Det er her striden står og må stå, men og desværre ligget landet sådan, at hovedparten af alle der udtaler sig offentligt om spørgsmålet - inklusive dem Sundhedsstyrelsen og Transplantationsgruppen benytter - overhovedet ikke anfægter hjernedødskriteriets validitet, endsige går ind i hele dets afgørende problematik.

Hovedsynspunktet bag alle de enkle begrundelser for organdonation er at bevidsthedsprocesser er identiske med hjerneprocesser, og dermed - mere eller mindre underforstået at sjæleliv er identisk med bevidsthedsprocesser, således at sjæleliv ikke eksister uden fysisk påviselige hjerneprocesser. Den almindelige, almenmenneskelige erfaring siger noget andet og har altid gjort det, men den materialistiske filosofi og videnskab i almindelighed og den moderne hjerneforskning i særdeleshed har støt og roligt skubbet den almenmenneskelige erfaring til side som uholdbar og irrelevant, skønt hjerneforskningen og anden naturvidenskab på intet tidspunkt har kunnet bevise eller sandsynliggøre sine teser eller blot så meget som givet anvendelige beskrivelser af sjælelige processer ved hjælp af sine egne begreber. Jf. således artiklen om Lone Franks store hjernetrip.

Det glædelige er at fagfilosofien i de seneste år har taget bevidsthedsproblemet alvorligt og bl.a. er begyndt at argumentere imod hjerneforskningens forsøg på at reducere problemet og så at sige tage patent på bevidsthedsforskningen. En af de fagfilosoffer der beskæftiger sig indgående med bevidsthedsforskningen er professor Dan Zahavi, der er leder for 'Center for subjektivitetsforskning' ved Københavns Universitet, og som 31.3. holdt offentligt foredrag om sagen i Videnskabernes Selskab (jf. artiklen om Tværfagligt identitetsseminar - en banebrydende eller halvpinlig affære?). Som det fremgår af navnet på det center han leder er selve subjektiviteten i fokus for forskningen, og det skyldes at man erkender at man slet ikke kan finde ud af hvad bevidstheden er eller hvordan den fungerer uden at involvere den menneskelige introspektion i sagen. Bevidsthed er karakteriseret ved subjektive oplevelser, og dette medfører at man i behandlingen af fænomenet er nødsaget til at indføre førstepersons-perspektivet ved siden af tredje persons-perspektivet.

Ifølge Zahavi er det derfor en misforståelse at tro at sjæl/legeme-problemet er et rent empirisk problem der kan afgøres ved objektive, naturvidenskabelige undersøgelser, og også forkert at antage at sjæl/legeme-problemet udtømmer bevidsthedsforskningen. Det er forholdsvis let at gendrive den rene reduktive materialisme, også kaldet fysikalismen, fordi den tror at alle psykiske fænomener uden undtagelse kan føres tilbage til fysisk/kemiske processer. Materialismen fører let til opstilling af et forsimplet alternativ: enten er man neurocentrist eller også er man religiøs fundamentalist. En tredje mulighed gives ikke. Men som Zahavi understreger, må der skelnes mellem en ontologisk reduktionisme og en forklaringsmæssig reduktionisme. Man kan være af den overbevisning at alt værende i sidste ende kan reduceres til materielle processer, men man kan - i hvert fald på nuværende tidspunkt - ikke forklare psykiske processer ad den vej.

Skal man filosofisk nærme sig fornuftige forklariger på bevidsthedsprocesser må man skelne mellem sprog og bevidsthed og spørge om sprog er en mulighedsbetingelse for al bevidsthed eller kun for den specifikke menneskelige bevidsthed. Har dyr fx ingen bevidsthed? Det sidste vil nok være at gå for vidt.

Sondringen mellem selvet og bevidstheden er vigtig, fordi psykiske oplevelser nu engang kaldes subjektive. Der er derfor ifølge Zahavi en stigende interesse for selvet fra hjerneneurologiens side. Man taler således nu ikke blot om bevidsthedens neurale korrelater, men også om selvets neurale korrelater. Filosofisk set er det imidlertid afgørende at diskutere hvad der rent erkendelsesmæssige skal forstås ved begrebet selv, idet man ellers går fejl af hinandens synspunkter. Selvet er en kompleks størrelse, og en forsker har derfor kunnet lave en liste på ikke mindre end 25 forskellige opfattelser af begrebet. - Det skal her for en ordens skyld understreges af Zahavi såvel som andre fagfilosoffer og hjerneforskere benytter selvet som synonymt med jeget - og altså ikke beskæftiger sig med den dybdepsykologiske (jungianske) sondring mellem et snævert jeg og et totalt selv (også kaldet totalpsyken). Den er imidlertid en afgørende begrænsning, som vi nødvendigvis må vende tilbage til.

Ifølge Zahavi gives der to typer selv: 'Det minimale selv' eller 'kerneselvet' (det for alle psykisk sunde og hele mennesker selvfølgelige jeg, den enkelte identificerer sig med) og 'det narrative selv', det mere komplekse og medierede jeg som har en historie og indgår i sociale, politiske, kulturelle og religiøse sammenhænge.

Men endeligt må der også ses på forholdet mellem krop og bevidsthed, idet den subjektivt erfarede krop udgør en udfordring for såvel den dualistiske som den materialistiske filosofi. Den førstnævnte opfatter krop og bevidsthed som fundamentalt adskilte, den sidstnævnte reducerer groft sagt bevidstheden til kropslige funktioner. Men krop og bevidsthed hænger på en eller anden måde sammen så det er rimeligt at kalde bevidstheden en kropslig bevidsthed.

Her dukker det fremmedpsykiske problem op. Kan vi erfare andres bevidsthed? Og hvordan fungerer den sociale kognition? Skal problemet løses, må det metafysiske jerntæppe mellem krop og bevidsthed afvises. Men det må også afvises at bevidstheden udelukkende er noget indre og skjult. Selve den kropslige adfærd er psykologisk meningsfuld.

Men Zahavis konklusion er altså at ingen har patent på bevidstheden, og at opgaven at udforske bevidstheden derfor heller ikke kan overlades en enkelt forskningsdisciplin.

Det er faktisk en bemærkelsesværdig konklusion af en fagfilosofi her anno 2008, for den var bestemt ikke gangbar for 15 år siden. Der er virkelig sket en udvikling i filosofien på dette område som er spændende og gavnlig. Men stadigvæk mangler der noget væsentligt. For som sagt vil fagfilosofferne fortsat ikke beskæftige sig med dybdepsykologien. Zahavi medgav på mødet i Videnskabernes Selskab at fagfilosofien - ligesom hjerneforskningen - i høj grad havde nytte af de resultater der kom fra såvel psykiatrien som psykopatalogien, og omvendt. Det fremgik også klart at han krævede inddragelse af kunst, musik, litteratur, naturoplevelser og erotiske oplevelser i bevidsthedsforskningen. Men det var tydeligt at han holdt afstand til alt der så at sige kan anfægte den almindelige jegbevidstheds opfattelse af sædvanevirkeligheden, og dermed alt der måtte ligge under eller over det snævre jegs praktiske virkelighed.

Dermed lukkes sjælelivet i videre forstand ude, for inddrager man for alvor kunst og musik, erotik, humor og 'romantiske' oplevelser af naturen og dens 'mystik' i bevidsthedsfænomenet kommer man ikke uden om at acceptere en grundlæggende forskel på en 'prosaisk' opfattelse af virkeligheden, der i princippet kan beskrives dækkende med det saglige hverdagssprog (også kaldet 'tingssproget'), og en mere 'poetisk' eller bedre 'eksistentiel' opfattelse af virkeligheden der i princippet aldrig kan beskrives dækkende med dette sprog, men kræver humor, antydninger, omskrivninger, metaforer og andre åbne og vage formuleringer. Og man må følgelig acceptere en aldeles afgørende sondring mellem bevidstheden i snæver punktformet fokusering, der har dele af virkeligheden - kun dele - som genstand, og en underbevidsthed, overbevidsthed eller ubevidsthed som både kan være grænseløs og uhyre intensiv og har både 'uendeligheden' og 'helheden' som genstand eller forudgiven matrice.

Dybdepsykologisk set er der tale om sondringen mellem de tillærte psykiske sekundærprocesser, hvis tanker og følelser er karakteriseret af stabile, men forholdsvis vage føle/tænke-'toner' (eller føle/tænke-'elementer'), og de medfødte psykiske primærprocesser, karakteriseret af ustabile, men ofte meget intensive føle/tanke-'toner'. Vores hverdagsrealisme og nøgternhed såvel som den systematiske videnskabelige erkendelse bygger på de førstnævnte. Kunst, musik, humor, erotik og naturoplevelser samt 'mystik' (uendeligheds-, helheds- og sammenhængsoplevelser, herunder kunstnerisk og videnskablig intuition) bygger på primærprocesserne. Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser.

Det er uhyre vigtigt at holde fast i at al kreativitet og intution - hvad enten den er af kunstnerisk og videnskabelig art eller af mere dagligdags legemæssig og gøglermæssig art - er utænkelig uden det element af irrationalitet og mangel på logik som skyldes medfødte eller 'instinktive' lag i psyken. Og nøjagtigt det samme gælder oplevelsen af det uendelige, 'guddommelige' eller 'numinøse' eller det irreligiøse mennesker foretrækker at kalde 'det der er større end jeget'. Pointen er, at alle lige fra fødslen og livet igennem veksler mellem brugen af primærprocesserne og sekundærprocesserne, og som hovedregel gør det uden at tænke over det, ja, de fleste endda uden overhovedet at vide at de gør det.

At de psykiske primærprocesser foregår på tværs af den almindelige logik og uden brug af skel mellem fortid, nutid og fremtid eller skel mellem fantasi og virkelighed og mellem subjekt og objekt, betyder ikke at de ikke foregår efter deres egen logik som kan studeres nærmere og regelsættes. Det er præcis hvad dybdepsykologerne har gjort lige fra Freuds og Jungs dage og fortsat gør. Men desværre forholder det sig sådan at den gængse, rationalistiske videnskab ikke vil beskæftige sig seriøst med primærprocesserne, skønt dette på ingen måde forudsætter nogen form for afkald på kravet til nøgternhed på sekundærproces-planet.

Resultatet er at den universitetsmæssige fagpsykologi og fagfilosofi på forhånd udelukker at beskæftige sig med sjæleliv og åndsliv i forbindelse med bevidsthedsforskningen. Den nægter at acceptere at den menneskelige psyke er en kropslig enhed af komplementær art. Den har både en snævert, men særdeles nyttig, effektiv og absolut uundværlig bevidsthed der betjener sig af logik, lagrede data, sanseindtryk og praktisk erfaring og er i stand til at løse praktiske opgaver, og en sideordnet, fri og åben ubevidsthed eller underbevidsthed som trækker på helt andre ressourcer, går helt andre veje og løser helt andre opgaver. Dermed har den gængse fagpsykologi og fagfilosofi reelt benægtet at sjælelivet er noget helt andet og meget mere omfattende end bevidsthedslivet.

Sjæleliv som individuelt fænomen betragtet kan kun forståes fuldtud, hvis det opfattes som et spil mellem bevidst og ubevidst. Og åndslivet - betragtet som kollektivt fænomen - kan kun forstås fuldt ud og beskrives adækvat, hvis man forudsætter at den ubevidste del af individernes sjæleliv kan trække på fælles ressourcer, nemlig dem der i jungiansk psykologik kaldes 'det kollektivt ubevidste'. Dette kollektivt ubevidste er og bliver en hypotetisk størrelse som ikke under nogen omstændigheder vil kunne påvises eksperimentelt med naturvidenskabelige metoder. Men nøjagtigt det samme gælder det personligt ubevidste. Begge dele af sjælelivet er imidlertid forståelsesmæssigt nødvendige hvis man overhovedet vil trænge ind i dette irrationelle land på en måde der giver mulighed for systematik og regelopstilling. Det er dette vi alle gør ubevidst på et tilfældigt plan, men som dybdepsykologer er i stand til at gøre metodisk. - Jf.iøvrigt artiklen Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi.

Og her kan vi vende tilbage til spørgsmålet om hjernedødskriteriet. For det turde være indlysende, at det gør en forskel om man ser på sjælen som en snæver bevidsthed, hvis funktioner principielt kan betragtes og analyseres som hjerneprocesser, eller om man ser på den som en meget omfattende og kompleks dobbelthed af bevidsthed og ubevidsthed, der uanset hvor meget hjerneforskningen vil kunne afklare om forholdet mellem bevidsthedsprocesser og hjerneprocesser aldrig vil kunne forstås, analyseres eller beskrives uden den subjektive introspektion, hvis fundamentale erfaring angår det tyste, overraskende og uigennemnskuelige spil i det indre mellem bevidst og ubevidst.

Betragter man 'sjælen' i snæver forstand som rene hjerneprocesser, har man i realiteten bestridt sjælens eksistens og gjort begrebet 'sjæl' inderligt overflødigt tillige med begrebet 'ånd'. Psykologien bliver da ren og skær bevidsthedslære - og kan kun betragte det ubevidste eller underbevidste som talemåder der i sidste ende hører den religiøse overtro til. Og hjernedødskriteriet bliver derfor fuldt tilstrækkeligt til at fastslå at når hjerneprocesserne ikke længere kan måles på de fintfølende fysiske apparater, så er mennesket dødt. At hjertet først holder op at slå, når respiratoren slukkes for den døende, er kun udtryk for at hjertemuskulaturen holder længere ud end nervecellernes energiomsætning. Et menneske er i dette materialistiske menneskesyn dødt, når hjernen holder op at virke, og det kan følelig uden betænkninger af nogen art bruges som organdonor.

Betragter man derimod sjælen i videre forstand som andet end målelige hjerneprocesser, har man ikke nødvendigvis givet sig ind på overtroens område, for der ligger ikke heri nogen hævdelse af at sjælelig aktivitet ikke forudsætter menneskelige legemer. Der ligger alene en hævdelse af at bevidsthedsprocesser som kan reduceres til rene hjerneprocesser ikke er synonyme med sjæleprocesser i videste forstand. Disse omhandler nemlig også personligt ubevidste og kollektivt ubevidste processer, som er umålelige gennem fysisk apparatur.

Hvad især de kollektivt ubevidste processer angår, skal det understreges, at der igen ikke postuleres nogen form for overnaturlighed eller brud på naturens orden, men ene og alene hævdes, at der dannes en fælles fond af såkaldt arketypiske forestillinger alle steder og til alle tider, i alle samfund og i alle kulturer og religioner, hvor der findes et fællesskab af levende menneskelige væsener af kød og blod. Det særegne ved fænomenet er at det er muligt for ethvert menneske at skaffe sig direkte føling med dette kollektivt ubevidste og dets forestillinger, at det også er en føling ethvert barn fødes med og kan opretholde resten af livet, hvis ikke det bliver dresseret til noget andet, og at den fælles fond som sådan fungerer som uudtømmelig kilde for al menneskelig kreativitet - uanset om det drejer sig om kunstnerisk, videnskabelige eller almen kreativitet.

Hvad døden angår er hjernedøden her aldrig ensbetydende med sjælens død, eftersom sjælen er forholdet mellem tre forskellige instanser i det enkelte menneske, nemlig dets snævre bevidsthed (jegets dagligdags bevidsthed), dets personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste. Sjælen dør eller går bort - som man sagde i gamle dage - kort efter at legemet er definitivt død, hvilket vil sige kort efter at hjertet er holdt med at slå og der ikke længere transporteres varmende blod rundt i kroppen. Den forsvinder ikke ud i den blå luft eller ud i kosmos, men kan siges at vende tilbage hvor den kom fra, nemlig det kollektivt ubevidste, der fortsat består sålænge der er menneskelige kollektiver på jorden. Sjælen er med andre ord aldrig identisk med individets hjerneprocesser, men et spil mellem individets komplementære bevidsthed og ubevidsthed i samspil med det kollektivt ubevidste.

Sjælen forlader ikke et menneske før hjertet er holdt op med at slå, og derfor er det groft uforsvarligt og dybt umenneskeligt at tage organer ud af et menneske før hjertet er holdt op at slå. Principielt bør et menneske der dør stille og roligt i en seng, ikke udsættes for indgreb eller blot unødig berøring og flytning før et stykke tid efter hjertedødens indtræden, normalt siger man for en sikkerheds skyld en halv time. Alt andet er uanstændigt. Og det viser lidt om kulturens forfald til fordel for et ensidigt materialistisk syn at såvel læger som præster og teologer kan være i tvivl om eller rent ud lade hånt om den gamle sjæleopfattelse som har hersket gennem årtusinder.

Hvad Sundhedsstyrelsens og Transplantationsgruppens igangværende organdonor-kampagne angår er der kun at sige at den er ren og skær propaganda for et uanstændigt, materialistisk menneskesyn. Begge er havnet i den rene åndløshed.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Lone Franks store hjernetrip  ()
Sjæl og hjerne (2)  (17.10.06.)
Sjæl og hjerne (1)  ()

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean