JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - identitet01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.1.08.

Tværfagligt identitetsseminar
- en banebrydende eller halvpinlig affære?

Københavns Universitet afholdt torsdag den 24. januar et spændende og velbesøgt offentligt identitetsseminar i Festsalen på Frue Plads med det formål at lade universitets fire tværfaglige, såkaldte 'satsningsområder' mødes til debat om et centralt fælles problem, menneskets identitet. Satningsområderne - for henholdsvis 'Religion i det 21. århundrede', 'BioCampus', 'Krop og bevidsthed' samt 'Europa i forandring' - har tidligere hver for sig afholdt tværfaglige debatmøder, men det var første gang der blev holdt et seminar der også var på tværs af satsningsområderne. Det kan - som prorektor Lykke Friis sagde i sin velkomst - tages som udtryk for at universiteterne generelt er ved at åbne sig ud mod den omgivende ikke-akademiske verden, men også mere specielt som Københavns Universitets forsøg på at placere sig som et sandt metropol-universitet af virkeligt internationalt format.

Seminaret faldt heldigt ud for så vidt hvert satningsområde lod en forsker fra et humanistisk område og en anden fra et ikke-humanistisk område komme med korte indlæg af tyve minutters varighed, efterfulgt af en ganske kort diskussion, og til sidst blev det overladt professor i international politik Ole Wæver og forfatteren Tor Nørretranders at give deres kritiske vurdering af hele forløbet. Alle ti personer fik sagt noget væsentligt der var værd at tænke over eller i det mindste tage til sig som god oplysning, men begge de to afsluttende kritikere måtte alligevel konstatere at det var forbløffende lidt nytænkning der var kommet ud af tværfagligheden. Ole Væver fandt at diskussionen mindede ham om 1980'ernes modsætning mellem de ideologiske blokke, men han var måske som han selv påpegede tilbøjelig til at se alt i det sikkerhedspolitiske lys der var hans speciale. Tor Nørretranders havde følt sig hensat til 1970'erne, nemlig til den gamle diskussion om arv kontra miljø. Og det syntes han ikke var særligt fremsynet, al den stund bl.a. den hele nye evolutionspsykologi havde banet vej for nye muligheder for en relevant forståelse af menneskets identitet.

Undertegnede kan egentlig kun give begge ret. Det var tiltalende med den valgte dobbelthed i synspunkterne, men reelt var der ikke noget forsøg på at skabe basis for en ny tværfaglig, endsige grænsesprængende forståelse af menneskets situation i vores foranderlige verden. Eksempelvis forblev retsmedicineren Jakob Larsens pædagogisk forbilledlige indføring i hvad identitet er i retsgenetisk sammenhæng stående til isoleret efterretning. Vi fik at vide at retsmedicinernes såkaldte DNA-profil kun omfatter ti af genomets (arveanlæggets) mange områder, og dette er tilstrækkeligt til brug for identifikation af et menneske ud fra fx et enkelt hår, men det giver ingen oplysning om et menneskes personlighed eller fx risiko for sygdomme. Det er en 'tom' eller 'ren' identitet, som nok er et kæmpemæssigt fremskridt i politiets efterforskning og i faderskabssager, men det belyser iøvrigt ikke identitetsproblemet i eksistentiel forstand og bidrager følgelig ikke til en udvidelse af vore begreber om dette problem.

Hjerneforskeren Gitte Moos Knudsen kunne fortælle om 'neurobiologiske modulatorer' der vides at kunne påvirke personlighedsudtryk, og hun gav eksempler på genernes betydning for menneskers adfærd og emotioner. De nye typer hjerneskanninger vi har til rådighed i dag kan fortælle, hvilke hjernestrukturer der er involveret ved bestemte typer hjernearbejde (fx hukommelse, valgsituationer, emotioner), og om en person har særligt udviklede hjernestrukturer. Og endelig er der mulighed for at 'afbilde hjernens kemiske signalsubstanser og deres såkaldte receptorer'. Hun var personligt overbevist om at hjerneforskningen i løbet af ganske få år ville have afdækket hvad der sker i hjernen, og 'vi er vores hjerne', som hun provokerende sagde. - Hun indrømmede dog at alle målinger via skanning er 'statistiske', hvad der vil sige at man er ude af stand til at følge en enkelt psykisk proces i detaljer. Men det betyder jo lige præcis, at hjerneforskningen intetsomhelst kan sige om sjælelivet som sådant - og heller aldrig vil komme til det. For sjæleliv er ikke blot et for den øjeblikkelige naturvidenskab uoverskueligt forskningsfelt, men et fænomen der er principielt utilgængeligt for eksakt fysisk og objektiv måling, da kun én vej er mulig som sikrer kontakten med det man vil erfare om psyken, nemlig den introspektive og intersubjektive vej. Gitte Moos Knudsen kunne da heller ikke give et eneste eksempel på relevante udsagn om sjæleliv fra hjerneforskningens side. Og ligger derfor helt på linje med Lone Frank, jf. artiklen Lone Franks store hjernetrip - et ambitiøst partsindlæg om 'Den femte revolution'.

Juraprofessor Hanne Petersen redegjorde for hvordan retssubjektiviteten i flere århundreder i Danmark var tæt forbundet med den religiøse tro og den nationale tro eller identitet, og at den egentlig først med den specielle skandinaviske retsrealisme af antimetafysisk art (Alf Ross' positivisme, som var inspireret af den tyske Hans Kelsen) i mellemkrigstiden løsrev sig fra den kirkelige og nationale tradition, så resultatet blev sekularisering. Men i den globale nutids lokalsamfund og verdenssamfund har de religiøst inspirerede værdier fået en renæssance. Både retligt og religiøst har der ifølge Hanne Petersen udviklet sig 'blandingsidentiteter' ved siden af mere homogent orienterede identiteter. Dermed er der sket en vis 'de-sekularisering', som bl.a. også kom til udtryk i nu afdøde højesteretsdommer Henrik Zahles udvikling. Han var oprindeligt positivist og ateist som Ross, men blev i stigende grad åben for religiøse værdier. - Dette er - helt bortset fra den snævre opfattelse af sekulariseringen - et vidnesbyrd om at positivismen ikke længere holder i hverken jura eller almindelig praksis. Men det anfægter tilsyneladende ikke teologer eller religionssociologer. Synspunkterne får lov at stå isolerede ved siden af hinanden. Jf. iøvrigt artiklerne om Sekularisering.

Det var derfor trods alt tiltalende at seminaret indledtes af lektor Nils Holtug fra 'Center for Studier af Lighed og Multikulturalisme', for han vovede at tale om en kamp om identiteter i videnskab og politik indenfor en lang række forskellige områder. Indenfor genetikken beskriver den amerikanske molekylærbiolog og nobelpristager Walther Gilbert således det humane genomprojekt som det ultimative svar på antikkens bud om at kende sig selv (min fremhævelse). Socialkonstruktivisterne derimod forkaster en sådan genetisk reduktionisme og beskriver centrale menneskelige egenskaber, herunder køn, sexualitet, sygdom og race som egenskaber, der konstrueres socialt og kulturelt, snarere end som biologisk fastlagte essenser. Denne indsigt skønnes at have en række vigtige politiske implikationer idet den for eksempel i identitetsdebatten bliver en kamp for anerkendelse af etniske, kulturelle og religiøse minoriteter, dvs. en kamp for, at minoriteters identiteter anerkendes på linie med majoritetens. Disse kampe stiller spørgsmålene hvori eksempelvis nationale identiteter som 'danskhed' består, eller hvilken politisk betydning sådanne identiteter har. - Men heller ikke Holtug kunne åbenbart forestille sig fx 'danskhed' som andet end en 'konstruktion'.

Professor Dan Zahavi, der er leder af noget så ejendommeligt som 'Danmarks Grundforskningsfonds Center for Subjektivitetsforskning' påpegede at megen uenighed om 'selv' og 'identitet' kommer af forskellige begrebsafgrænsninger. Navnlig er der forskel på den psykologiske opfattelse og den mere biologiske. Det gælder også i psykiatrien og psykopatalogien.

For Alzheimer-demensens vedkommende gælder at der går hjernevæv til grunde så hukommelsen og sprogfærdigheden rammes, foruden at der kan komme depression og tvangsforestillinger. Men alligevel bevares identiteten i en eller anden forstand. Over for schizofrenien med dens hørelseshallucinationer og vrangforestillinger er det umiddelbart sværere at opretholde forestillingen om en klar identitet, sygdommen er jo en splittelse af sindet. Men stadigvæk kan siges, at der er en del af identiteten der opfattes som egen-selvet og en anden del som fremmedidentiteten.

I en bog om 'Subjektivitet og videnskab' konstaterer Zahavi og en kollega at subjektiviteten er vendt tilbage på den videnskabelige og filosofiske dagsorden i og med at der er sket et paradigmeskift. Både behaviorismen eller funktionalismen har været ude af stand til at levere en tilfredsstillende bevidsthedsteori, fordi begge har undladt at tage bevidsthedens subjektive aspekt alvorligt. Det rådes der bod på gennem tværvidenskabelig bevidsthedsforskning, hvor man søger at integrere den nyeste empiriske forskning inden for psykologi, psykiatri og neurovidenskab med filosofiske bevidsthedsanalyser, der trækker på ressourcerne i såvel analytisk filosofi som fænomenologi og hermeneutik.

Det fremgik af Zahavi's indlæg at filosofferne nu tør operere med begrebet den kollektiv bevidsthed, nemlig som socialt fænomen. Men det fremgik også at man fortsat holder sig langt væk fra 'det kollektivt ubevidste', skønt dette er det eneste begreb der kan sammenfatte den ikke-konstruerede del af sjælelivet på en måde der på en og samme gang gør den såvel udforskelig og beskrivelig som umulig at måle eksakt eller reducere til forklarlige størrelse.

Sprogforskeren Gert Sørensen betragtede 'Konstitueringen af Europa i et identitetshistorisk perspektiv', idet han redegjorde for nogle af de institutionelle og mentale mønstre, der har gentaget sig over tid og på denne måde konstitueret sig som egentlige identitetsfremmende faktorer. Som følge af disse identiteters transformelle og distinktive karakter, har de både undergået markante forandringer og samtidigt formået at gøre en forskel i forhold til konkurrerende civilisationsmodeller. Efter den lange 'borgerkrig' 1914-1945 har Europa radikalt måttet gentænke sin kulturarv og så at sige foretage en inventaropgørelse som efter et dødsbo. Europa har således måttet opgive sin eurocentrisme og erstatte den med en 'posteurocentrisme', der angiver, at Europa i dag er på vej væk fra noget uden at det står ganske klart, hvor det så er på vej hen. - Gert Sørensen har orden i sine begreber, men også han ser bort fra den mulighed at der gives en europæisk sjæl som beror på det kollektivt ubevidste, og som derfor kan modstå al postmoderne multikulturalisme.

Juraprofessor Henning Koch tog sig af udviklingen i EU, idet han gjorde gældende, at EF/EU siden begyndelsen af 1970'erne - sideløbende med menneskerettighedsudviklingen i Europarådet og ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - har udviklet en fælleseuropæisk værdimæssig identitet forstået som en normativ, forfatningsretlig realitet. Denne har manifesteret sig såvel i Luxembourg/Strasbourg-domstolenes konkrete afgørelser som i de mange tekstmæssige ændringer, der har fundet sted i 1993 (Maastricht-traktaten), 1998 (Amsterdam-traktaten), 2000 (Nice-charteret) og Reform-traktaten (2007/2008). Konkret ligger disse værdier i bl.a. principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet.

Disse målrettede og stadige bestræbelser på at skabe en transnational identitet begrænses imidlertid ifølge Koch af to af den europæiske ordens centrale principper: princippet om kompetencetildeling og princippet om respekten for den nationale identitet. EF/EU-institutionerne kan alene agere inden for de af nationalstaterne overladte beføjelser, og EF/EU-institutionerne skal respektere nationalstaternes grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, herunder regionalt og lokalt selvstyre.

Hertil kommer imidlertid at der efter Henning Kochs begreber simpelthen i bredere forfatningsmæssig forstand må konstateres et klart fravær af et europæisk demos. Det er ikke mindst blev tydeligt gennem den stigende indvandring af muslimer som må siges at være et ubestrideligt objektivt faktum. Men Koch kunne på intet tidspunkt skjule sin subjektivitet: han går ind for det multikulturelle og pluralistiske Europa og har groft sagt kun ironi til overs for enhver forestilling om national identitet som andet end den juridiske suverænitetsret politikerne kan forsvare i Bruxelles. At det europæiske demos kan forstås som et kollektivt ubevidst fænomen ligger uden for hans forståelseshorisont.

Dette er måske ikke så underligt, når manden vitterligt er jurist med speciale i EU-ret. Mere bemærkelsesværdigt og beklageligt er det at en religionssociolog som Margit Warburg er på samme linje, ja, endog giver sig af med at latterligøre almindelige menneskers vage fornemmelse af national og religiøs identitet. Hun holdt indlæg om 'Religion og nationalitet som bidrag til identitet', og brugte samme beskrivelsesmodel og flere af de konkrete eksempler som hun anvendte samme dag i en artikel i Politiken hun kaldte: 'Jovist, Danmark er et kristent land'.

Sammen med et par kollegaer har Warburg gennemført en række interviews med almindelige mennesker om deres tro og nationalfølelse. Af undersøgelsen fremgår bl.a. at mellem 40 og 70 procent af danskerne siger ja til at de er religiøse eller troende, 36 % tror på en særlig åndelig kraft, men kun 24 % tror på en personlig gud. 12 % går regelmæssigt i kirke, mens 67 % stort set aldrig gør det. Den gængse konklusion på disse tal er at danskerne først og fremmest er medlemmer af folkekirken, fordi de er danskere og ikke fordi de er særligt religiøse eller 'lutherske'. Spørgsmålet om danskernes religiøse identitet kan med andre ord ikke løsrives fra det bredere spørgsmål om hvad det vil sige at være dansk.

Med hensyn til den nationale identitet var der næsten ingen af de adspurgte der lagde vægt på viden om danmarkshistorien. Dette kan jo betragtes som et apropos til den sprogtest Bertel Haarder kræver af indvandrere der søger om statsborgerskab, og som har vist sig at indeholde flere vidensspørgsmål som mange indfødte danskere ikke kan klare umiddelbart. Eksempelvis kunne mange i Warburgs undersøgelse ikke forbinde stednavnet Dybbøl med krigen i 1864, på trods af at flere af dem påstod at de var historisk interesserede (en af dem der kunne var major i forsvaret!). Generelt gælder at mange danskere åbenbart kan styrke deres danske identitet blot ved at købe en danmarkshistorie uden at åbne den, ligesom de kan styrke deres folkekirkelige identitet ved at vide at præsten prædiker i kirken om søndagen - uden at de selv af den grund behøver at komme der.

Som et sigende eksempel gengav Warburg en yngre selvstændig forretningsmands ligefremme forklaring på hvordan kristendommmen, nationen og kongehuset var uadskillelige dele af hans danske identitet: "Langt hen ad vejen tænker jeg, at en præst i præstekjole, det er noget pjat, men jeg tror, at vores kristne baggrund og kultur er utrolig værdifuld og vigtig for os, ligesom jeg også tror, at vores kongehus som en del af det og vores historie er vigtig for os. Så jeg er en stærk tilhænger af at vi har en folkekirke eller ikke nødvendigvis en folkekirke, men i hvert fald at vi er kristne og har en kirke, og at den findes, den historie. Jeg er også stærk tilhænger af at vi har et kongehus og en historie omkring det."

Dette udsagn og adskillige andre af samme ligefremme eller 'folkelige' tilsnit, læst op af Warburg og vist på skærmen via power point, blev der grinet godt og grundigt af i torsdags i festsalen. En af dem der morede sig var redaktør David Rehling fra dagbladet Information, der åbenbart var forberedt og havde sørget for at en fotograf forevigede Margit Warburg fra mange vinkler. Rehling kaldte i en artikel i lørdags med rette identitetsseminaret på univsersitet for lattermildt - og forlystede sine akademiske læsere med flere af de ufrivillige bidrag til elitens morskab. Hans konklusion på seminaret lød: "Bare det at folk taler om deres identitet, er nok til at de oplever den - selv om de ikke kan forklare, hvad den går ud på".

Denne konklusion kan i bedste fald siges at være temmelig unøjagtig, eftersom ingen har sagt at det skulle være nødvendigt at tale om identiteten for at opleve den. Men i værste fald røber den, når man tager Rehlings åbenlyse hån i betragtning, det allerværste akademiske hovmod, nemlig det der simpelthen ingen anelse har om hvad der kan røre sig i menneskers sjæledyb. Den intellektuelle Rehling fatter ikke det folkelige, rationalisten ikke det irrationelle og akademikeren ikke det åndelige.

Warburg har for sit eget vedkommende måttet ty til den britiske socio-lingvist Joshua A. Fischmans forsøg på at se identitet som sammensat af tre dimensioner: 'knowing', 'doing' og 'being' eller 'forståelsen med hovedet' (viden), 'forståelsen med hænderne' (adfærd) og 'forståelsen med hjertet' (holdning), for at komme en forklaring nærmere. Men reelt løser det ikke problemet, for det der gør både den nationale og den religiøse identitet såvel som den helt personlige identitet (som selv et dement menneske i en vis udstrækning bibeholder) til noget særligt ejendommeligt og for rationalister nærmest fuldstændigt uforståeligt er at den findes som en stærk enhedsgivende faktor dybt nede i sjælen, så dybt nede at det meste er ubevidst, og som hovedregel kun kaldes frem i bevidstheden gennem kriser eller villet, filosofisk refleksion. Det forbliver en gåde for enhver der ikke selv har føling med det personligt ubevidste såvel som med det kollektivt ubevidste.

Nu må det straks indrømmes, at Margit Warburgs indlæg faktisk ikke var det sidste på mødet, men det femte i rækken, og at man naturligvis ikke kan klandre seminarets arrangører for at David Rehling netop udvælger hendes gengivelser af folks meninger som særligt egnede til sin moroskabende journalistiske udfoldelse i Information. Men begge dele - tillige med Henning Kochs indlæg - røber i så høj grad akademikerens typiske foragt for menigmand, at det ikke blot er værd at notere, men må bedømmes som direkte pinligt i hele sammenhængen. For sagen er ikke blot at de kloge hoveder ikke formåede at komme virkeligt ud i en grænsesprængende tværfaglighed, men også og navnlig at de alle var blinde for det kollektivt ubevidste som fænomen - og således ikke kom så meget som et eneste skridt videre i udforskningen af identiteten. Men det allermest pinlige ligger dog et andet sted.

Mødet blev nemlig afholdt i Københavns Universitets smukke festsal på Frue Plads - og ikke som oprindeligt planlagt i Aleksandersalen på Bispetorv (tilmeldingen var blevet meget større end forventet). Men netop talerstolen i festsalen har siden 1904 haft en meget manende græsk indskrift hentet fra Johannesevangeliet, og i oversættelse lydende "I ånd og sandhed". Indskriften blev som en selvfølge skrevet på græsk, fordi alle studenter dengang lærte både græsk og latin - uanset studieretning. Niels Bohrs studenterårgang 1903 var den sidste for hvem græsk og latin var obligatoriske fag i gymnasiet. I dag er der ikke mange der ved hvad bogstaverne på talerstolen egentligt betyder, og man kan have sin tvivl om, hvorvidt den overhovedet ville sige dem noget, selvom den var skrevet på et forståeligt sprog. Hvad sandhed er i videnskabelig forstand ved naturligvis alle der får en uddannelse på universitetet. Men hvad ånd er for en størrelse, er der mange der ikke ved og ikke vil vide, for ordet giver dem associationer til tro og overtro og anden afskyelig irrationalitet.

Men faktisk turde der være en ganske god grund til at lade de manende ord stå som indskrift på alle talerstole på alle universiteter, for ordene 'I ånd og sandhed' betyder at der ikke gives nogen videnskabelig eller erkendelsesmæssig sandhed uden en fuld forståelse for at den ikke er og aldrig bliver endegyldig. Dels er der spørgsmål videnskaben aldrig vil kunne besvare - så som universets, livets og bevidsthedens oprindelse. Dels er al forskning kun en stadig tilnærmelse til sandheden, og det skyldes helt elementært at der er forhold ved tilværelsen der ikke blot er uudforskede, men uigennemskuelige. Og dette gælder først og fremmest hele den dimension ved menneskets psykiske liv som vi under ét kalder ånd og som hænger nøje sammen med det kollektivt ubevidste.

Det pinlige ved identitetsseminaret på Køhenhavns Universitet forleden var derfor at det i uhyggelig grad afspejler selve den nutidige forsknings hovedproblem: Akademikerne aner - med få undtagelser - ikke hvad det kollektivt ubevidste er eller hvordan det virker i individet eller i folket. De er derfor på forhånd udelukket fra at begribe hvad identitet er.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til Københavns Universitets Fire satsningsområder til styrkelse af det videnskabelige samarbejde på tværs af fag og fakulteter: 'Religion i det 21. århundrede', 'BioCampus', 'Krop og bevidsthed' samt 'Europa i forandring'.

Link til Dan Zahavis hjemmeside under KU

Margit Warburg: Jovist, Danmark er et kristent land. Artikel i Politiken 24.1.08.
David Rehling: Sig identitet - og du får den. Artikel i Information 26.1.08.

Der kan endvidere for den der måtte være interesseret i Tor Nørretranders idé henvises til
Weekendavisens artikel 25.1.08. om evolutionspsykologiens syn på personligheden,
skrevet af Annette K. Nielsen under titlen 'Hvem var det der slog mig?'.

Relevante artikler på Jernesalt:

Identitetens fænomen
- må i sidste ende ses i lyset af dybdepsykologien (5.2.08.)