JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - identitet02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.2.08.

Identitetens fænomen
- må i sidste ende ses i lyset af dybdepsykologien

Identitet i almindelighed
Jeget som partialpsyke
Totalpsyken eller 'selvet'
Den nationale identitet
Religionens rolle i nutid og fremtid
Sprogets betydning
Identitet og åndsliv
Henvisninger

Identitet i almindelighed Til toppen Næste

Som identitetsseminaret på Københavns Universitet den 24.1.08. viste, så er der mange bud på hvad identitet egentlig er, men ingen seriøse bud på hvad identitet kan være i dybere forstand end den overfladiske der fremgår af navn, stilling, adresse, cpr-nummer og DNA-profil eller folks besvarelse af spørgsmål om hvad de mener om dit og dat. På seminaret blev der endog grinet af at folk som flest ikke kan redegøre eksakt for den del af deres identitet der hedder deres religiøse tro eller nationale følelse. Men i den større offentlighed kan man trods alt sagtens tale om identitetskriser, når fx et menneske finder det nødvendigt at forlade et parti eller et parti må finde sine egne ben efter et valgnederlag. Så et eller andet må der jo være der får et individ, et gruppe og et folk til både at betragte sig som forskellige fra andre og at måtte værne om egen integritet eller 'ære'.

Helt banalt kender vi allerede et menneske på stemmen og håndskriften. Ringer man til sin ven eller ægtefælle, behøver man ikke at præsentere sig med navn, men blot sige "Det er mig". Og det kan unægteligt betragtes som en fuldstændigt korrekt oplysning uanset hvem der siger den. Men stemmen røber identiteten og ville gøre det samme hvis man sagde fx "Det er onsdag". Man kender også sine nærmeste på håndskriften (eller gjorde i hvert fald dengang breve og noter var håndskrevne og ikke edb-skrevne). Bare et blik på en håndskrevet kuvert afslører brevets afsender. Både stemme og håndskrift røber mere end den blotte afsender, nemlig også temperament og karakteregenskaber, ja især skriften kan røbe psykiske konflikter, hvad der giver grafologer mulighed for at kigge folk i kortene ved at analysere skriftprøver fra dem. Eksisterer der en større brevsamling fra en person, kan den trænede grafolog også finde frem til udviklingslinjerne.

For kunstens og musikkens vedkommende gælder tilsvarende at en kunstners eller en komponists værker kendes på den personlige stil i værkerne, forudsat naturligvis at beskueren og tilhøreren er fortrolige med vedkommende ophavsmand. Da kunstnere udvikler sig over tid og ofte i deres unge år er stilsøgende, kan det for udenforstående være svært at identificere et værk fra en ung kunstner umiddelbart. Men efterhånden bliver det lettere, jo flere værker af den samme kunstner man ser eller hører, medmindre vedkommende bevidst søger at tilsløre identiteten ved konsekvent at eksperimentere med udtryksmidlerne. Happenings, provokationer og midlertidige installationer gør det også vanskeligere at gennemskue kunstneren, selvom man ofte kan genfinde de samme træk i sådanne aktuelle manifestationer der ikke er tænkt som varige. Jens Jørgen Thorsen eller Bjørn Nørgaard kunne nævnes som eksempler.

Men at kunne identificere tidlige værker af en komponist som Haydn eller Mozart kræver naturligvis specialviden og særlige evner. For de er skåret over samme læst og svære at kende fra hinanden for den der ikke er fortrolig med de mindste detaljer i værkerne. Kunstsvindlere er også i stand til at lave så gode kopier af kendte og efterspurgte kunstneres værker at selv kendere kan blive narret. Også her skal der specialviden og ofte tekniske metoder til at fastslå ægtheden eller falskheden.

Men pointen er, at ethvert menneske røber sig i alt hvad han eller hun foretager sig, hvad enten det drejer sig om tale, skrift, kunst og musik eller adfærd og klædedragt. Klæder skaber folk, siger ordsproget - med typisk overdrivelse. For modsat hedder det at kutten ikke skaber munken. Der er med andre ord mulighed for forstillelse og regulære bedrag på dette felt. Ligesom med hår og stemme. "Røsten er Jakobs, men hænderne er Esaus", konstaterede Første Mosebogs blinde Isak da han skulle velsigne sin ældste søn Esau, men lillebroderen Jakob gik frem, fordi Esau havde byttet sin førstefødselsret med denne for en ret linser.

I dagligsproget svarer begrebet identitet som regel til karakter eller personlighed. Men i psykologien tilstræber man en mere præcis betydning - det er selve forskellen mellem dagligsprog og videnskabeligt fagsprog. En af metoderne er at indføre sondringer; og derfor skelner man i psykologien mellem biologiske, psykologiske og sociale elementer i den sammenhængende identitet. Selve identiteten er normalt en enhed, men forskningen betragter den fra forskellige synsvinkler.

Den biologiske identitet adskiller mennesket fra dyrene, og mænd fra kvinder. Men individerne er også forskellige ud fra forskellige arveanlæg der bestemmer ikke alene udseende, men også egenskaber. Da mennesket nedstammer fra dyrene, findes fortsat et 'dyrisk' element i ethvert menneske, også kaldet det instinktive lag, hvorunder såvel kønsdriften som aggressivitetsdriften hører.

Den psykologiske identitet bestemmes af såvel arv som miljø, idet personligheden som sådan (kernen i det enkelte individ der normalt forbliver intakt livet igennem) opbygges og modificeres gennem relationerne til andre, dvs forældre, søskende, legekammerater, skolekammerater, studiekammerater, fagfæller, omgangskreds og vennekreds samt i videre forstand det omgivende samfund med alle dets mange forskellige individer og grupperinger samt normer og regler. Hertil kommer de psykodynamiske faktorer som psykoanalysen og den dynamiske psykologi efterhånden har fået afdækket og som er af såvel bevidst som ubevidst art. Identitetsdannelsen må her forstås som en kontinuert, dynamisk proces omkring såvel aktuelle, nutidige som fortidige oplevelser og erfaringer.

Endelig taler man om en fænomenologisk identitet, dvs den identitet som enhver person har af sig selv som et integreret hele og som forudsætter selvrefleksion og selvbevidsthed, dvs oplevelsen af en identitet.

Den for alle mennesker afgørende kønsidentitet er det bedste eksempel på samspillet af alle tre faktorer. Den biologiske kønsidentitet er genetisk bestemt. Den psykologiske bestemmes af miljøet, ikke mindst af relationerne til andre i barndommen og til det andet køn i puberteten. Men også til samfundets almindelige opfattelse af kønsrollerne. Og den fænomenologiske identitet bliver endelig et samspil af alle komponenter med den bevidsthed et menneske har om sig selv, sin rolle i familien og samfundet og sine sociale såvel som eksistentielle ønsker, drømme og målsætninger. Forestillingen om ligestilling mellem kønnene er en selvfølge i vor del af verden, men ikke i tilbagestående lande.

Identitetsproblemet skifter med tiderne. I gamle dage lå identiteten for langt de fleste menneskers vedkommende urokkeligt fast når barndommen var slut ved pubertetens indtræden og den unge fik sin bestemte rolle i familie-, erhvervs- og samfundslivet. I såvel bondesamfundet som industrisamfundet var den primære identitet ret klart relateret til hjemmet, arbejdet og samfundet som sådant, dvs til intimsfæren, produktionssfæren og offentlighedssfæren (den sociale orden, det politiske system, det religiøse system og kulturen i videre forstand). Men igen lå den for de flestes vedkommende fast tidligt i livet. Det var svært at bryde ud fra den stand man kom fra.

I nyere tid er mulighederne for individet i de rige og frie lande blevet stadigt større, og det betyder at identiteten så at sige til stadighed må genskabes og justeres. De sociale og kulturelle omstændigheder ændres hele tiden. Livssituationen er generelt blevet mere usikker end før. Identiteten - eller rettere - den uafladelige bestræbelse på at opretholde identiteten bliver derfor en livsbetingelse, der skal skærme mod opløsning og angsten for opløsning.

Identitetsdannelsen i de moderne vestlige lande er blevet mere og mere kompleks og fleksibel jo mere pluralistisk landene er blevet gennem indvandringen af etniske minoriteter. Der stilles voksende krav til det moderne menneskes identitet, og det bevirker igen en stigning i antallet af mennesker med identitetsproblemer.

Jeget som partialpsyke Til toppen Næste

Den gængse psykologiske og filosofiske opfattelse af identiteten lider fortsat - som nævnte identitetsseminar viste - alvorligt under den vrangforestilling at identiteten både objektivt og subjektivt sættes lig med jegets fakticitet, gøren og laden samt den enkeltes oplevelse af sig selv om tænkende, følende, villende og handlende individ. Sjælen er stort set ladt ud af betragtning som andet end helt personlige tanker og følelser der i princippet kan iagttages gennem ord og adfærd samt hjerneprocesser. Åndslivet er derfor også forsvundet næsten sporløst, selv om man indimellem opererer med begrebet kollektiv bevidsthed i betydning bevidsthed der er fælles for en given gruppe.

Et af de konkrete udslag af denne for forskerne yderst bekvemme, men kulturelt fatale reduktionisme findes i det forhold at man rask væk bruger begreberne 'jeg' og 'selv' i flæng, på trods af at Freud delte personligheden op i et jeg (ego), et overjeg (superego) og et 'det' (id), hvoraf navnlig det sidste viser hen til noget uden for jeget stående, og på trods af at Jung skelnede skarpt mellem jeget og selvet, idet selvet her står for totalpsyken, mens jeget er en partialpsyke. Jung gjorde ydermere den personlige udvikling til en decideret 'individuationsproces' der ideelt set indebærer at individets under opvækst og opdragelse hårdt tilkæmpede jeg efterhånden bevæger sig hen mod stadig større åbenhed over for den instans i det indre der er langt større end jeget. En sådan udvikling hen mod totaliteten er naturligvis ikke ensbetydende med en opgivelse af jeget (det ville være katastrofalt), men skal forstås som en relativisering af jeget, og den forudsætter igen hvad den gamle psykologi (fx Ib Ostenfelds) kaldte en grundliggende 'psykisk helhed eller syntese' i sjælen, netop den der er konstant truet i skizofrenien. Tanken er smukt udtrykt af den danske filosof Hans Bröchner så tidligt som 1871 med ordene: "Bevidsthedens begreb viser med nødvendighed hen til en væsenssammenhæng med det ubevidste". Men individuationen er altså noget helt andet end den 'selvrealisering' der blev behandlet i bogform i 2005 af fagpsykologier, og som i denne forbindelse retteligt burde hedde 'Jegrealisering'.

Problematikken kan også anskues ud fra de to modsatte synspunkter filosofferne Martin Heidegger (1889-76) og Jean-Paul Sartre (1905-80) gjorde gældende og som netop er blevet aktualiseret af førstegangs-oversættelsen til dansk af deres krævende hovedværker 'Væren og Tid' (1927) og 'Væren og Intet' (1942). Heidegger, der nærede sympati for nazismen, forbliver så at sige i den rene filosofi der vil klarlægge hvad det overhovedet vil sige at have en filosofisk forståelse af det at være - og det bliver i hans tilfælde meget dybsindigt, men også meget indviklet, svarende til at han sad for sig selv og læste, tænkte og skrev - og fandt det nødvendigt at konstruere sit eget specielle bindestregs-tysk for at kunne tydeliggøre hvad han egentlig mente. Han fastholdt grundlæggende at den menneskelige væren er en væren i verden og dermed i tiden og historien, men han nåede aldrig til ende med grublerierne. - Sartre var en helt anden tænketype og var mere direkte politisk engageret på venstrefløjen. Han understregede menneskets absolutte frihed og fortolkede den som en frihed til at vælge, ikke uafhængigt af situationen, men uafhængigt af tiden og historien. Friheden giver ganske vist angst, men det er vilkåret for at være menneske. Det centrale er og bliver engagementet og altså vore bevidste projekter. Kun disse gør os til transcenderende væsener der overskrider immansens, naturens, vanens og det beståendes ulidelige grænser. Jf. artiklen om Transcendens.

Sartre var som Søren Kierkegaard mere digter end tænker, men for både dem og Heidegger gælder at de aldrig fik forståelse for mennesket som både et jeg (et individuum) og noget andet og større (af ikke-afgrænselig art) - og dette andet og større er vel at mærke en kendsgerning i det enkelte menneske allerede før jegets dannelse i de tidlige barneår.

Det er andetsteds på Jernesalts sider gentagne gange understreget at et barn aldrig vil udvikle sig til et normalt menneske med mindre det efter fødslen får opbygget en stadig mere sikker genstandsbevidsthed i sin hjerne, dvs en bevidsthed om og forståelse for at der uden for dets egen sjælesfære findes fysiske genstande der kan fikseres med øjne og hænder. Lidt efter lidt opstår der ad denne vej en sondring mellem subjekt og objekt, altså mellem den iagttagende krop og bevidsthed på den ene side og omverdenen på den anden sige. Og i og med at sproget indlæres, herunder gloser som 'jeg' og 'du' og 'det', etableres en klarere og klarere jeg-bevidsthed. Både denne og den grundliggende genstandsbevidsthed skyldes de psykiske sekundærprocesser der i skarp kontrast til primærprocesserne har sondringer mellem subjekt/objekt, fantasi/virkelighed og fortid/nutid/fremtid og anvendelse af de forskellige, meget nyttige logiske konstanter. Jf. gennemgangen af De psykiske grundprocesser.

Den personlige udvikling fortsætter barndom og ungdom igennem ved udbygning af disse sekundærprocesser - i leg og i mere systematisk indlæring og arbejde samt kontakt og omgang med andre mennesker.

Sigmund Freud påpegede at det snævre jeg ved nærmere psykoanalyse kunne findes inddelt i tre væsensforskellige lag, nemlig jeget, superjeget og det'et eller med latinske navne ego'et, superego'et og id'et. Jeget er her det bevidste jeg der tænker og handler med den fornuft det måtte have. Overjeget er 'samvittigheden' der repræsenterer de moralske normer som barnet har fået indpodet af opdragerne på mere eller mindre pædagogisk vis (i gamle dage og i nutidens muslimske familier overvejende autoritært), og som barnet for sin overlevelses (og bekvemmeligheds) skyld som hovedregel accepterer ukritisk inden fem-års alderen og derfor sidenhen benytter som fast moralsk målestok både over for sig selv og andre. Denne samvittighed har en dansk psykiater og psykoanalytiker som Erling Jacobsen utvetydigt og med fuld ret stemplet som den dummeste del af den menneskelige personlighed. Hertil kommer imidlertid id'et der repræsenterer den driftsmæssige eller instinktive og dermed biologisk ældste del af individet, og som følgelig er den på én gang mest vitale, mest skjulte og mest problematiske del af det civiliserede menneske. Det er her den psykiske energi tydeligst kommer til udtryk i impulsive tilskyndelser og handlinger samt i opfindsomhed og kreativitet. Men det er også her kimen ligger til konflikt med omgivelserne, med gældende normer og med den indbyggede eller indoktrinerede samvittighed.

Dette sidste ses tydeligst i Syndefaldet, den opvågnen af kønsdriften der skyldes den hormonale udvikling i puberteten og som indebærer både interessen for det andet køn og oprøret mod forældrene. Begge dele er nødvendige for individets selvstændiggørelse og ansvarliggørelse - og naturligvis også for forplantning og familiedannelse. Denne proces har fra tidernes morgen (der i mytologisk forstand ikke vil sige universets fysiske dannelse for 15-20 mia år siden, men de sprogbærende menneskeslægters dannelse for måske 20 eller 30 tusinde år siden) været opfattet som et 'syndefald' i betydningen et oprør mod det almægtige (guddommelige) ophav der sørgede for sine skabninger, men også havde forbudt dem at stille spørgsmål om tilværelsens orden, fordi dette automatisk ville indebære at den sorgløse og ansvarsfri verden (mytologisk kaldet 'paradiset', men ideologisk 'det fuldkomne samfund') ville bryde sammen. Denne løsrivelse fra ophavet skete faktisk, og den sker stadig generation efter generation, individ for individ til alle tider i menneskets historie. Dermed sættes kulturen i gang - med alle de problemer dette medfører og må medføre. Men drømmen om det tabte paradis eller den lykkelige barndom bliver stående. I virkeligheden var den måske slet ikke så lykkelig endda, men den var kendetegnet af 'lykkelig uvidenhed' om andre muligheder.

Som selvstændige, voksne og mere eller mindre ansvarlige mennesker giver individerne sig til at spille deres roller i samfundet - sådan som mulighederne nu er. Psykoanalytikeren Eric Berne fandt ud af der kan påvises et vist system i alle de 'lege' eller 'spil' mennesket leger, fordi det takket være opvækst og opdragelse kun i sjældne tilfælde er muligt at bevare barnets oprindelige åbenhed, nærvær og nære intime kontakt med andre mennesker uden fortrængninger, beskyttelse eller forstillelse. Har man set Edward Albees's teaterstykke 'Hvem er bange for Virginia Woolf?' (1962, filmatiseret 1966) vil man vide hvad sagen drejer sig om. Det var netop dette stykke der fik Berne til i 1966 at skrive sin bog om menneskets relationspsykologi 'Hvad er det vi leger?' med udførlige beskrivelser af forskellige livsspil som alkoholikerens, ægteskabelige spil som 'frigid kvinde', sexspil som 'perversion' (at lokke til kompromitterende fysisk kontakt), underverdensspil som 'røvere og politi', og spil i konsultationsstuen, men også enkelte 'gode spil' som 'kavaler' eller 'landsbyvismand!. Altsammen udslag af egotilstande eller systemer af følelser der ledsages af et dertil svarende sæt adfærdsmønstre, altså ofte snævre, ødelæggende mønstre som individet ikke kan komme fri af, fordi han eller hun ikke kan gennemskue dem og/eller frygter friheden. Der er med andre ord ikke tale om spil eller roller en person bevidst vælger at spille, men om psykologiske realiteter som nærmest tvinger et menneske til ubevidst at spille bestemte roller, uanset om det eventuelt kan indse det uhensigtsmæssige i det.

Berne udviklede sine teorier til en decideret terapi, kaldet transaktionsanalyse. Her skelner man - med skyldig skelen til Freuds grundmodel - mellem de exteropsykiske egotilstande som ligner forældreskikkelsernes og kaldes 'Ophav' eller 'Forældre' og som populært kan udtrykkes med at enhver bærer sine forældre inden i sig selv. 'Barnet' er i terminologien den egotilstand som repræsenterer de arkaiske levn, nemlig stadigt aktive egotilstande som blev fikserede i den tidlige barndom. "Enhver har en lille dreng eller lille pige inden i sig". Og endelig er der for det tredje den 'Voksne', den neopsykiske egotilstand som er i stand til autonomt at foretage en objektiv vurdering af virkeligheden, det modne menneske kunne man også sige.

Berne undlader ikke at understrege at 'Barnet' på mange måder er den mest værdifulde del af personligheden, fordi det kan bibringe det enkelte individs liv så vigtige ting som charme, glæde og skabende aktivitet, vel at mærke hvis det ikke er blevet spoleret på den ene eller anden måde. Der må derfor i transaktionsanalyserne skelnes mellem det naturlige barn der spontant kan udtrykke både glæde og oprør samt skabende aktivitet, og det tilpassede barn der er føjeligt eller fremmeligt.

Transaktionsanalytikeren Thomas A. Harris, som i flere bøger har redegjort for dette terapeutiske system, gør opmærksom på at en stærk voksen forudsætter at individet lærer både sine forældre (og de fra dem videregivne indstillinger) og sit indre barn, dets sårbarhed og frygt at kende, men også at det bliver fintmærkende for 'Barnet' i andre, taler til det, beskytter det og forstår dets behov for kreativ udfoldelse.

Den norske musikvidenskabsmand Jon-Roar Bjørkvold har i 'Det musiske menneske' påpeget, at et ethvert menneske rummer alle sine aldre i sig, og at vi alle er musiske og spontant kreative som børn. Det musiske menneskes alder er ikke lineær, men cirkulær. Alle alderstrin med hver deres erfaringsformer ligger nedfældet i hvert enkelt menneske. Og der er i mødet med virkelighedens rigt facetterede spil brug for hele instrumentariet af registre og klange hvis forankringen i virkeligheden skal bevare sin menneskelighed. Brydningen mellem barneindstilling og modenhed skal helst være frugtbar.

Psykoanalytikeren Erik H. Erikson har specielt i sin gennemgang af menneskets aldre fremhævet at den modne alder i bedste fald er karakteriseret af integritet og visdom. Integritet er evnen til at se og føle en vis sammenhæng og helhed i tilværelsen. Visdom har noget at gøre med evnen til at resignere, at kunne give afkald på det uopnåelige og at kunne acceptere det uundgåelige og det uløselige.

Og dermed er vi i realiteten gået videre til selvets område, den grundliggende psykiske syntese eller væsenssammenhængen med det ubevidste.

Totalpsyken eller 'selvet' Til toppen Næste

Jeget er som det vil være fremgået ikke forudsætningen for syntesen, for denne er givet fra fødslen - eller rettere fra det øjeblik omkring 24-ugers fosterstadiet hvor sjælelivet tager sin begyndelse. Men jeget er forudsætningen for den videre udvikling gennem den såkaldte realitetsprøvelse hen mod et stadigt mere socialt engageret og ansvarligt voksent menneske, men ikke for identiteten som sådan. Identiteten og jeget er ikke ét og det samme.

For C.G. Jung er 'individuationsprocessen' ikke en stadig konsolidering af det snævre jeg af den art reducerende psykologer kalder selvrealisering og som i stigende grad er blevet målet for moderne mennesker i den velstående vestlige verden, og som ofte er vanskelig at skelne fra egocentrering og egoisme.

Narcissismen er et gammelt fænomen der er opkaldt efter den græske mytologis yngling Narkissos der forelskede sig uhelbredeligt i sit eget spejlbillede, og den betegner altså den overdrevne selvspejling og selvoptagethed der i værste fald kan ende med personlighedsforstyrrelser som forestillinger om almægtighed. I vore dage er problemet i højere grad en egoisme hvor man er sig selv nok og fokuserer meget ensidigt på egen karriere og bevarelse af egen frihed. Singletilværelsen er kommet på mode og dækker over den store ulyst til at binde sig til andre i varige forhold der kan indskrænke den personlige frihed. Problemet her bliver ofte - især for kvindernes vedkommende - at tidspunktet for naturlig forplantning forpasses, hvad der igen kan ses på den markant faldende fertilitet i de vestlige lande. Kulturelt og politisk betyder dette fald i realiteten en trussel mod kulturens overlevelse.

Den jungske individuation betyder det modsatte af egocentrering eller selvoptagethed, nemlig en relativisering af jeget i og med en åbning mod den helhed der bestemmes af selvet eller 'totalpsyken'. Selvet er i denne kontekst at forstå som det åbne og i princippet ubestemmelige eller udefinerbare sjælelige eller åndelige felt som ethvert individ har været en del af fra sidste tredjedel af fosterstadiet og som er fuldstændigt kendetegnet af de primære psykiske processer, der ikke kender til sondringer af nogen art endsige til sprog og logik. Betegnelsen 'selv' er ikke uproblematisk, da ordene 'selv' og 'jeg' ofte bruges i flæng, og ordet 'selvisk' er synonymt med 'egoistisk'. Men for det første gælder at man vil komme i sproglige vanskeligheder ligegyldigt hvilken betegnelse man vælger, for sagen er ganske simpelt at folk der intet kender til dybdepsykologi bruger begreberne anderledes end folk der kender Freud, Fromm, Berne, Harris, Erling Jacobsen m.fl. eller Jung, Nyborg, Bertelsen m.fl. Og det er i denne forbindelse væsentligt at understrege, at man ikke udelukkende kan læse sig til indsigt i dybdepsykologien, men skal erfare sig til den og kunne forbinde den med mytologi og religionshistorie af Vilh. Grønbechs art.

Som det fremgår af artiklen om Jeget og Selvet kan forskellen mellem de to psykiske begreber kort gøres op på denne måde:

Jegets rumlige horisont ligger tæt omkring kroppen og sanserne. Tidshorisonten er den normale levealder, dvs. omkring 70-85 år. Jegets relationer er begrænset til familien, kollegerne og vennerne - i visse situationer udvidet til "stammen" eller nationen. Jeget adskiller sig fra andre jeger og vil hævde sin forskellighed, sin suverænitet og sin ejendommelighed over for omgivelserne. Jeget er endvidere fokuspunktet for opmærksomheden. Det har en klar mental eller intellektuel funktion.

Selvet er det samme som totalpsyken, og for denne er jeget et relativt organ, en del af helheden. For selvet er jeget derfor ikke længere personlighedens centrum eller identitetens udtryk. Selvets horisont er videre end jegets: Den er hele kloden og hele menneskeheden. Tidsperspektivet er ikke 70-85 år, men omkring 3000 år. Og selvets grundmotiver er udvikling af kærlighed og bevidsthed; bevidsthed her ikke forstået som mental eller intellektuel funktion, men snarere som noget højere eller mere omfattende i retning af overordnet indsigt eller visdom, erhvervet gennem dybtgående og målrettet meditation.

En meget simpel forskel mellem jeget og selvet er, at mens jeget lever og gror af den kærlighed det får fra andre, så lever og gror selvet af den kærlighed det giver til andre. Kun jeget kan være egoistisk, egocentrisk eller selvisk. Selvet kan ikke være egoistisk eller selvisk. Men ordene driller unægteligt. - En anden væsentlig forskel er, at jeget hele tiden prøver at hævde sin identitet ved at pointere sin forskellighed til andre. Jeget tager afstand fra andre, polemiserer imod andre og hævder sin ret over for andre. Det gør selvet derimod ikke.

Med selvets eller totalpsykens fænomen er vi uundgåeligt havnet i det kollektivt ubevidstes domæne, da det personligt ubevidste der knytter sig til det enkelte individs egen udviklingshistorie er overskredet, og en helt anden, universel og overpersonlig faktor er blevet afgørende determinator.

Det kollektivt ubevidste gør sig udelukkende gældende gennem de arketypiske forestillinger og eksisterer således ikke som målelig størrelse i den fysiske eller naturvidenskabelige verden. Dette betyder ikke at det er et overnaturligt fænomen eller en i sig selv hvilende og indgribende kraft uden for naturen. Den er tværtimod et decideret psykisk fænomen der kun eksisterer og gør sig gældende hvor der er mennesker af kød og blod med et højere nervesystem. Det er meningsløst at tale om det kollektivt ubevidste uden at tale om psykiske fænomener, og det er meningsløst at tale om psykiske fænomener uden at forudsætte levende menneskelige væsener, dvs fysiske legemer med bevidsthed. Peter Zinkernagels gode sprogregel er altså overholdt.

C.G. Jung var ikke sikker i erkendelsesteorien og bevægede sig derfor nogle gange for langt ud i luftige forestillinger, men han var på sikker grund når han fastholdt at mens de arketypiske forestillinger er solide psykiske fænomener, som kan studeres og beskrives i detaljer, så er og forbliver arketyperne hypotetiske matricer for dem. Man kan ikke afgøre præcist hvad de er, men kun drage visse konklusioner ud fra de arketypiske forestillingers eksistens og art. Og de vigtigste konklusioner turde være at arketyperne har universel karakter og derfor genfindes i alle kulturer og religioner gennem tiderne, at de er overordentligt værdiladede og kreative og derfor uafladeligt søger udtryk i konkrete forestillinger hos alle mennesker lige fra barnsben, ja tidligere, i form at drømme, myter, tanker, ideer og visioner af ofte meget intensiv og inspirerende art.

Disse drømme, myter, ideer og visioner bliver på grund af deres intensitet af igangsættende og determinerende karakter, idet de kommer til at danne grundlag for menneskenes og samfundenes måde at fungere på såvel som på deres forestillinger om fremtiden. "I have a dream" som Martin Luther King sagde i sin tid, og som fortalte at han havde en vision for sin bevægelse, en vision af den art der er nødvendig for politiske eller religiøse strømninger der vil forandre samfundet. Men drømmene, myterne og ideerne danner også basis for den 'orden' og 'mening' de enkelte mennesker og kollektiver tillægger tilværelsen og deres eksistens. De postulerer ikke meningen på teoretisk plan, men giver meningen eller livsmodet og 'troen' eller 'håbet' på det eksistentielle plan. Her ligger forklaringen på, at myternes guder og eventyrenes helte bliver ved at fænge og er umulige for ateister og andre rationalister at komme til livs. Men her findes også årsagen til at de enkelte individers identitet lige så lidt kan defineres på eksakt videnskabelig vis som folkenes eller religionernes.

Den nationale identitet Til toppen Næste

Som det blev påvist på det nævnte identitetsseminar, så kan den nationale identitet ikke siges at være hvad den har været. Den undergår hele tiden forandringer; den er mærkbart påvirket af såvel indvandring som globalisering og 'unionstænkning' i Europa; den værdsættes ikke af alle mennesker, Den fortolkes forskelligt, og den er i det hele taget ikke mange hundrede år gammel. Den går faktisk ikke mere end to hundrede år tilbage, nemlig til romantikernes kolossalt inspirerende og grænsesprængende forestillinger om folkenes historie, således som de ikke mindst blev trukket frem fra det ubevidste af tyskeren J.G. Herder (1744-1803). Han skrev flere sproghistoriske og historiefilosofiske værker og kan betragtes som historieforskningens fader. Han tog fejl på flere punkter, men det afgørende var at de underliggende, ubevidste faktorer blev draget frem til bevidst forståelse og analyse på en sådan måde at det ikke siden blev muligt at glemme eller fortrænge dem igen - selvom moderne rationalister gør forsøget!

Danskheden blev også ad denne vej bevidst og særligt i det 19. århundrede understreget stærkere og stærkere i Danmark ligesom tyskheden blev i Tyskland. Men den er i dag ikke hvad den har været, fordi den efterhånden blev en selvfølge, selvom kriserne i 1864 og 1940 aktualiserede en ny fokusering. Men da verden siden er blevet mindre og mindre i den forstand at kommunikation, samhandel og samkvem er blevet mere og mere globaliseret, er danskheden blevet 'relativiseret'. Vi er både danskere og europæere, både danskere og verdensborgere. Og de fleste af os ser ikke noget problem i forholdet. Det gør kun de svageste med de dårligste sprogkundskaber og den snævreste horisont. Blot bør ingen forledes til at tro at den nationale identitet er forsvundet som ubevidst, kollektivt fænomen. Det viser ikke alene monarkiets fortsatte status i det moderne Danmark, men også nationale sportsbegivenheders kultiske betydning. Og det viser hele den vage og ubestemte fornemmelse af danskhed hos nutidens almindelige mennesker, som den rationelle videnskab ikke kan få fat på og derfor vælger at grine af.

Som følge af den store indvandring gennem flere årtier er alle de vestlige lande blevet stadigt mere pluralistiske i den forstand, at der ved siden af den nationale grundkultur eksisterer mange etniske og religiøse minisamfund eller subkulturer. Sådanne har eksisteret i landene i flere hundrede år, herhjemme således det jødiske samfund, den katolske minoritet og flere andre overvejende religiøse mindretal samt det tyske mindretal i Sønderjylland. Hertil kommer utallige subkulturer af mere eller mindre ideologisk eller æstetisk art. De fungerer alle inden for en fælles kultur og et fælles sprog - og bør derfor betragtes som subkulturer.

Ikke destomindre er der ideologiske kræfter der forsøger at gøre gældende at vi efterhånden har fået en multikultur, dvs en kultur af mange, ligeværdige kulturer der udelukker al tale om en fælleskultur eller en monokultur. Men det og bliver en ideologisk betragtning. Det er ikke muligt ad objektiv videnskabelig vej at fastslå om dansk kultur anno 2008 er en monokultur eller en multikultur, for det er og bliver en subjektiv, eksistentiel opfattelse der vil være uenighed om, alt efter hvor man selv står og - ikke mindst - hvilken forståelse man har for det kollektivt ubevidstes kræfter. Sagen er imidlertid igen at det store flertal fortsat ifølge en ny meningsmåling mener at dansk kultur er en monokultur, og at de ikke går ind for den multikurelle opfattelse. Dette vil naturligvis ikke overbevise rationalisterne, for fornemmelsen af en fælles kultur beror ikke på videnskabelige analyser, men på direkte føling med de arketypiske forestillinger som er fælles for danskere der er født og opvokset i landet og har lært at tale dansk som modersmål.

Gives der da en europæisk identitet ved siden af den danske, kunne man spørge. Og mit svar er ja, for selvom der ikke i videnskabelig eller juridisk forstand kan påvises et europæisk 'demos', altså et veldefineret europæisk folk, så kan der sagtens på et dybere psykologisk plan tales om en fælles underbevidsthed af determinerende art, nemlig en kristen forståelse for at ånd og magt er to vidt forskellige ting som skal holdes adskilt, hvis magthaverne ikke skal held til at indføre det totale diktatur hvor den fri tanke og den spontane livsudfoldelse undertrykkes. Man kan indvende at magthaverne, ikke mindst de kirkelige paver og de ideologiske tyranner, flere gange og flere steder i Europa vitterligt i perioder har erhvervet sig den fulde kontrol over meningsmands ytringer. Men det har altid givet bevidst eller ubevidst modreaktion. Og Europa må i dag siges at være blevet den kultur der i højeste grad har adskillelsen mellem ånd og magt som sit særkende og den vedvarende selvransagelse og selvkritik som adelsmærke. Her har kristendommen og humanismen kunnet mødes. Dette giver Europa sin særlige identitet - og det er derfor dybt beklageligt at politikerne og ophavsmændene til den nye EU-traktat ikke har kunnet enedes om at fremhæve denne fundamentale værdi i traktaten.

Religionens rolle i nutid og fremtid Til toppen Næste

Det ligger i sagens natur at når ånd og magt er to vidt forskellige ting, så må der være og blive en markant forskel mellem en folkereligiøsitet der helt og holdent hviler på det kollektivt ubevidstes forestillinger og en teologi og kirkeorganisation som grundliggende varetager magtens interesser. Kirke og teologi er magtfaktorer uanset konfession og tekstgrundlag, mens folkereligiøsiteten er en fri og ubetvingelig åndsfaktor der nok i visse tilfælde og i et vist omfang kan indkorporeres i kirkeligt regi (den katolske madonna-dyrkelse er en klart eksempel), men som i princippet vil bevare sin selvstændighed og kreativitet og derfor altid forblive kritisk over for systemet.

Folkereligiøsiteten i Danmark kan imidlertid heller ikke siges at være hvad den har været. Den var allerstærkest i det 19. århundrede med de religiøse og folkelige vækkelser der var forbundet med bondestandens frigørelse og siden med arbejderbevægelsens. Men den almindelige velstandsstigning og folkeoplysning kombineret med en massiv modstand fra kirkens side mod naturvidenskaben og historievidenskaben bevirkede en stadigt større afstand mellem kirke og folk. Og i dag er resultatet som bekendt at kun få procent af befolkningen bruger kirken til andet end barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Det er imidlertid - som sociologiske undersøgelser viser - ikke ensbetydende med at flertallet af den danske befolkning ikke er medlemmer af folkekirken, lader deres børn døbe og på en eller anden vag måde betragter sig som kristne. Med andre ord er folkekirken blevet en mere og mere tvivlsom eller ligegyldig affære der repræsenterer form og postulater i stedet for indhold og substans, mens folkereligiøsiteten lever sit eget stille og ret ubemærkede liv ved siden af. Det betyder at dagens folkekirke er syg. Den formår ikke at trække på, stimulere eller retlede folkereligiøsiteten som dén underliggende, frie og kreative åndsfaktor den reelt er.

Religionssystemer med præsteskab og teologi er dog på ingen måde statiske fænomener. De ændrer sig i høj grad over tid, og har for kristendommens vedkommende gjort det gennem hele den europæiske historie. Det samme kan ikke siges om islam, hvad der betyder at islam i de muslimske lande er et bittert stridens æble mellem de magthavere der ønsker fuld kontrol over folket og de mere fremsynede kritikere og tænkere der ønsker frigørelse. For Europas vedkommende er islam blevet et problem i og med den store indvandring af muslimer der i vid udstrækning kun kender islam i doktrinær udgave og derfor har store vanskeligheder med at tilpasse sig den gængse religiøse tolerance i Europa, hvis de da ikke ligefrem drømmer om at komme denne ugudelighed til livs gennem decideret islamisering. Men det er i denne forbindelse vigtigt at fastholde at heller ikke det islamiske religionssystem er et fuldstændigt fastlåst statisk fænomen. Det er foranderligt, selvom det har mange odds imod sig gennem bindingen til Koranen og Profeten, og derfor er det væsentligt at holde sig åbninger for øje, hvis der skal være håb om en løsning på konflikterne i Mellemøsten og i Europa.

For Europas vedkommende kan spørgsmålet direkte stilles om der overhovedet eksisterer nogen mulighed for en ny, emergent religionsddannelse der vil kunne forene kristendom, jødedom, islam, ateisme og nordisk hedenskab i en funktionel helhedsrealisme der kunne sikre komplementaritet mellem det rationelle og det irrationelle, mellem det praktisk-nyttige og det åndeligt-kreative, og mellem det verdslige og det sakrale på en sådan måde at de gamle opfattelser kunne bestå som subkulturer og trives ved det på folkeligt plan. Undertegnede mener det er muligt, hvis man tør tro på den universelle vision og give den kraft fra de arketypiske forestillinger! (jf. artiklen Kristendommen passé?).

Sprogets betydning Til toppen Næste

Dagligsproget kunne her få sin store betydning, fordi dette på én og samme gang er stabilt og fleksibelt. Sproget er trods sine store forandringer nok den mest stabile del af al menneskelig identitet, fordi dagligsprogets kerne forstået som noget dybere end strukturen synes at være ret uafhængig af de ydre forandringer hvad angår udtale og gloseforråd og lån fra andre sprog. Engelsk er nok blevet det moderne verdenssprog der beklageligvis trænger de øvrige europæiske sprog ud fra undervisning og forskning i alle lande. Men modersmålene forbliver og dermed dagligsprogene som en afgørende identitetsfaktor ved siden af engelsk som praktisk kommunikationsværktøj for international videnskab og samkvem.

Sprogets grundliggende betydning for et individs og et folks identitet ligger uden tvivl i at det ikke er et blot og bart praktisk kommunikationsmiddel der er bundet af sin egen logik, men i allerhøjeste grad også er et utroligt rigt, nuanceret og kompleks redskab for alt det der bevæger sig i sjælelivet og åndslivet og som derfor for stedse forbliver den eneste kritiske faktor over for magtens, rationalitetens og naturvidenskabens ensretning. Religionshistorikeren Vilh. Grønbech talte med rette om det fine tyste spil mellem bevidst og ubevidst. Og den amerikanske kybernetiker Norbert Wiener betragtede sproget som vort effektive fælles middel mod forvirringens kræfter. Begge synsvinkler er vigtige. De understreger at det er den menneskelige eksistens der er på spil, og at sprogets betydning ikke kan undervurderes. Men kun Grønbech pegede på spillet mellem bevidst og ubevidst som basalt ved sproget. Det svarer til Bröchners opfattelse af den væsenssammenhæng med det ubevidste som ligger i selve bevidsthedens fænomen.

Identitet og åndsliv Til toppen Næste

Hovedkonklusionen bliver at identitet som fænomen ikke kan forståes eller beskrives uden hensyntagen til den dybdepsykologi der konstituerer al tale om sjæleliv og åndsliv i og med at den fastholder den gensidige afhængighed mellem det bevidste og det ubevidste. Hvad bevidsthed er i videnskabelig (hjerneforskningsmæssig) forstand ved vi ikke og får vi heller aldrig at vide. For det er et emergent fænomen i den biologiske udviklingshistorie som ikke kan reduceres til elementer af lavere art, men må ses som en elementær kendsgerning i sig selv. Men vi kender fænomenet fra os selv som sprogbærende væsener og erfarer dagligt dets afgørende rolle i den praktiske eksistens. Samtidigt kan vi konstatere at bevidstheden altid ledsages af en underbevidst eller ubevidst komponent, og at det er spillet mellem disse to psykiske størrelser der giver sjælelivet og åndslivet.

Som påpeget af etologen og filosoffen Konrad Lorenz kan fænomenet ånd ikke ses løsrevet fra biologien, idet det tværtimod er nøje forbundet med aggressivitetsdriften hos alle højerestående dyr med centralt nervesystem. De er alle kendetegnet af muligheden for at opnå intense oplevelser såsom triumf og orgasme som igen på teoretisk plan kan betragtes som belønninger af artsfremmende adfærd. Men det er naturligvis først når sproget kommer ind, at der kan tales om bevidsthed. Og det er bevidsthedens dobbelte funktion der sætter forskellen mellem de psykiske primærprocesser og sekundærprocesser, således at de første kendetegnes af de intense føle- og tanketoner og de sidste af de stabile, men relativt vage føle- og tanketoner.

Bevidstheden gør en stabil identitetsfornemmelse mulig, men peger samtidigt hen på det faktum at den intense oplevelse af identiteten ligger nedenunder som en erfaring af ekstraordinær art. Disse ekstraordinære erfaringer er fundamentalt vigtige for den menneskelige eksistens, fordi det er dem der giver 'meningen' med tilværelsen og derfor også dem der er med til helt ubevidst at konstituere identiteten.

I religion og politik ses åndens virke først og fremmest i de folkelige bevægelsers betydning for såvel identitetsfornemmelsen som motivationen eller behovet for fornyelse og forandring. Dybtgående forandring i det politiske, kulturelle og religiøse 'system' eller samfundet som sådan er kun mulig hvis individer og kollektiver får føling med værdiladede arketypiske forestillinger af inspirerende og igangsættende art. Sådanne forestillinger udtrykkes som hovedregel i form af store ideer, visioner, utopier eller åbenbaringer. Og disse er betingelsen for varige ændringer i samfundet, og derfor er det aldrig tilstrækkeligt med kalkulerede strategier eller udspekulerede ideologiske systemer, endsige banale partiprogrammer.

Forandring og udvikling i samfundene er en naturlov der indebærer regelmæssige identitetskriser, men også identiteterne er dybest set fleksible, fordi de både har et basalt grundlag i det kollektivt ubevidste og en tilpasningsduelig form på det bevidste plan.

Jan Jernewicz

Henvisninger: Til toppen