JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Tværfaglighed

Begrebet 'Tværfaglighed'

Tværfagligheden er en så væsentlig side af den komplementære helhedsrealisme, at den må have sit eget forord.

Tværfaglighed er slet ikke et ualmindeligt fænomen i vore dage, for mange fagfolk har indset, at den stadig stigende specialisering, som gør sig gældende inden for alle fag som en absolut nødvendighed for yderligere fremskridt, rummer stadigt voksende risiko for, at helheden og det store perspektiv går tabt.

Den overdrevne specialisering, det tyskerne kalder 'Spezialistentum', bevirker næsten automatisk og uden at nogen egentlig vil det, at de enkelte fag eller videnskabelige discipliner havner i isolerede båse eller enklaver, eller når det er særligt fint i 'elfenbenstårne', som har ringe eller ingen kontakt med andre. De udvikler et sprog og en kommunikationsform som er uforståeligt for ikke-indviede. De skriver i vid udstrækning for hinanden i deres fagtidsskrifter og de meriterer sig til stillinger, grader og avancementer inden for deres fag ved at skrive afhandlinger som stort set er uforståelige for udenforstående, og hvis indhold og resultater som regel også er uden større interesse for almindelige mennesker.

På universitetsplan har specialiseringen for længst betydet en skarp opdeling i naturvidenskab og medicin på den ene side og de øvrige videnskaber (humaniora, samfundsvidenskaber, jura og teologi m.v.) på den anden side. Men inden for alle disse selvstændige fakulteter findes igen en støt stigende underopdeling, der nærmest synes at føre til en endeløs række af nye discipliner, nye institutter og nye lærerstillinger.

Polyhistorernes tid er for længst forbi. Ingen forsker kan længere besidde solid viden om alle fag. Selv det fag der oprindelig havde en på en gang samlende og overordnet funktion, filosofien, er for længst blevet et fag blandt andre. Filosofikum, der i gamle dage skulle tjene det formål at give de studerende en fornemmelse for såvel den erkendelsesmæssige eller metodiske og den historiske sammenhæng, er for længst afskaffet. Det blev ikke taget alvorligt af studenterne; det blev misrøgtet af filosofferne selv, og under studenteroprøret blev det ligefrem misbrugt til det modsatte af det oprindelige formål, nemlig til at spænde for en ideologiske trend. Den humanistiske bevidsthed om at der ikke gives nogen absolut objektivitet, blev stemplet som falsk, borgerlig bevidsthed og forkastet.

Men ikke nok med det. Den oprindelige universitets-tanke er endegyldigt blevet kvalt af selve specialiseringens vildtgroende flora af fag. Ordet 'universitet' kommer af det latinske 'universitas', der faktisk betyder helhed (jf. ordet 'univers' der dækker alt det bestående, 'verden som helhed'), men har ikke bevaret anden tilknytning til ordet, end at de moderne læreanstalter der endnu bevarer ordet i sit navn organisatorisk, administrativt, økonomisk og ledelsesmæssigt rummer alle videnskabelige discipliner. Eller i hvert fald gjorde det indtil for ganske nyligt. For nu er der også noget der hedder Danmarks Tekniske Universitet og Danmarks Pædagogiske Universitet (ordet 'højskole' var uheldigt i international sammenhæng).

Helheden blev dog oprindeligt opfattet som både en angivelse af universiteternes ubegrænsede objekt og en indre sammenhæng mellem den viden og forskning der skulle dække alt menneskeligt og alle menneskelige interesseområder, og i denne forstand nærmest opfattet som en levende organisme, men den står nu kun tilbage som et skønt ideal, som kun trækkes ud af mølposen til luftning ved højtidelige lejligheder. Til daglig betyder idealet ingenting - og de fleste lærere og forskere ved universiteterne vil i dag betragte al tale om en sådan organisk helhed som ren romantik.

Tværfagligheden kan forskerne til nød gå med til, for den tjener dog i mange tilfælde konkrete og påviselige formål og fordele. Eksempelvis betragtes miljøforskning i dag som et typisk område, hvor det er både nødvendigt og selvfølgeligt at gå på tværs af de alt for snævre traditionelle fagområder. Kendskabet til fx grundvand og forurenende kemiske stoffer tilvejebringes af naturvidenskaber, udviklingen af rensningsteknologi sker i de teknologiske videnskaber, mens de økonomiske, sociale og politiske problemer ligger i samfundsvidenskabernes regi. En eller anden sammenkædning skønnes hensigtsmæssig, og den gør man så til en tværfaglig disciplin. Men i samme moment sammenkædningen eller rettere helhedsorienteringen gøres til en disciplin har vi løbet kørende, for den kan til hver en tid anfægtes og angribes af de andre discipliner. Det er hvad der vitterligt sker i dansk miljøforskning, som det ses af den næsten uforsonlige, for ikke at sige hadske debat der har været om en enkelt kontroversiel forsker, der netop prøver at gå på tværs af specialisterne. Han går ikke snævre faginteressers ærinde og får følgelig at vide, at han ikke har forstand på miljøproblemer!

Tværfagligheden skal nu nok hævde sig i de kommende år på stadig flere områder. Men specielt skal her fremhæves, at det på eksistensens teoretiske og praktiske område er helt uomgængelig at bryde al fagopdeling og 'Spezialistentum'.

Eksistensen kan sagtens tages op til filosofisk overvejelse - det har både fagfilosoffer og menigmand gjort gennem tiderne, og det vil også ske på denne hjemmeside; ellers har den slet ingen berettigelse - men den er ikke et fag og bliver det aldrig. Eksistensen går ikke alene på tværs af alle videnskabelige fag, men også på tværs af grænserne mellem videnskab, kunst, politik og religion. Og den er først og fremmest et uafgrænset og uafgrænseligt emne som alle mennesker mere eller mindre bevidst og systematisk berøres af såvel i dagligdagen som ved højtider og særlige lejligheder. Eksistensen kan derfor aldrig behandles på adækvat vis i nogetsomhelst fagsprog, men alene i dagligsproget med al dets vaghed og mangetydighed.

Dagligsprogets besynderlige, ja man fristes til at sige fantastiske stabilitet hænger - som Werner Heisenberg har redegjort for - meget nøje sammen med, at det på grund af sin basis i det underbevidste og billedmæssige undgår at havne i den præcision og entydighed som fagvidenskaberne direkte stræber efter og også har held til at nå ved en systematisk abstraktion og generalisering.

På eksistensens område om nogetsteds må tværfagligheden derfor gå over i en decideret grænsesprængning. En filosof har for nylig i en anmeldelse spurgt om skønlitteraturen egentlig ikke er bedre til at behandle eksistensens problemer end den såkaldte 'livsfilosofi'. Og det er der meget om, men sagen er, at alle kunstarter og alle fag kan yde deres bidrag, og at også filosofien som systematisk og metodisk tænkning er gavnlig for både bredden og dybden. Det væsentligste turde være at holde fast i og aldrig forråde dagligsproget. Opretholdelsen af den nødvendige konsistens kan næppe tænkes uden filosofisk metode. Eksistensen ender ikke nødvendigvis gennem kritisk metode i splittethed og forvirring. For det er faktisk muligt at fastholde konsistensen og dermed en sund komplementær helhedsrealisme nedenunder al konkret tvivl og alle konkrete spørgsmål.

Tværfagligheden bør derfor altid forbindes med den indre helhed.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Tværfagligt identitetsseminar - en banebrydende eller halvpinlig affære?  (29.1.08.)
Hjerne og sjæl  (17.10.06.)
Søren Ventegodt forsøg på tværfaglighed  (2.12.05.)
Mikael Rothstein om Jes Bertelsen  (29.3.03.)
Konrad Lorenz' kulturopgør  (Essay - 22.01.03.)
Jagten på Bjørn Lomborg  (12.1.03.)

Generelle henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex