JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende31nyalliance

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.1.08.

Ny Alliance i vital identitetskrise

Naser Khader og Ny Alliance har det bestemt ikke let for tiden.

Medlemmer og tillidsfolk flygter fra det lille parti der kun fik fem mandater ved valget og dermed ikke nogen som helst mulighed for at tvinge VK-regeringen til at køre sit trofaste støtteparti, DF, ud på et sidespor - således som ikke blot håbet var før valget, men også hele meningen med partiet da det blev dannet i maj måned.

Det kostede partiet mange stemmer at det i valgkampen ikke meldte klart ud at det ville pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister og støtte VK-regeringen, for det tiltrak primært borgerlige vælgere i dele af Venstre og Konservative og Radikale Venstre der var utilfredse med Dansk Folkepartis indflydelse og ønskede en alternativ mulighed, men som ikke ønskede en ny statsminister, endsige en socialdemokratisk regering.

Derfor indkaldte Ny Alliances ledelse, Naser Khader og Leif Mikkelsen, ved nytårstid til weekendkonference i Korsør og her indså man at der ikke var nogen vej uden om at udstikke et klart princip. Ny Alliance er et borgerligt parti der støtter en borgerlig regering.

Men ak og ve. Da integrationsminister Birthe Rønn Hornbech fremsatte det af regeringen lovede forslag om lempelse af de stramme regler for afviste asylsøgere ved af hensyn til børnene at give afviste irakere mulighed for at bo uden for asyllejrene, blev Ny Alliances borgerlige strategi allerede sat på en hård prøve, idet den fra de konservative rækker udbrudte løsgænger Pia Christmas-Møller havde taget initiativet til en folketingsdagsorden der kunne samle flertal mod regeringen ved at kræve 'visitationskravet' for centerophold nedsat fra regeringens tre år til to år.

Principielt var Ny Alliance for Pia Christmas-Møllers forslag, og partiet så længe ud til at ville prioritere dette specifikke princip for behandlingen af de irakiske asylsøgere over hensynet til regeringens aftale md Dansk Folkeparti om lempelse på tre år. Og da de to grønlandske folketingsmedlemmer kategorisk erklærede at de havde fuld ret til at blande sig i dette danske anliggende og ville gøre det ved at støtte Pia Christmas-Møller, kunne Anders Fogh Rasmussen konstatere, at der ville blive flertal mod regeringen, såfremt Ny Alliance stod fast.

Eksperter i forvaltningsret gjorde gældende, at der intet var til hinder for at regeringen kunne gennemføre sin plan administrativt, og at oppositionen kun kunne forhindre det ved at få vedtaget et decideret lovforslag om to års visitationstid. Og Fogh nøjedes da også i første omgang med at sige at regeringen ikke i længden ville accepteret vedtagelser i folketinget der gik den imod; dette blev af nogle udlagt som om han ville acceptere en sådan vedtagelse denne ene gang. Men Fogh fik dog også - indirekte truende - understreget at han ikke ville finde sig i alt.

Naser Khader blev onsdag indkaldt til en 'kammeratlig samtale' i statsministeriet, hvor han vist nok - men det er gætterier - fik at vide at statsministeren ville udskrive valg, hvis regeringen kom i mindretal. Torsdag var der møde i folketinget om spørgsmålet. Men inden den afgørende afstemning var Khader til møde hos integrationsministeren. Og da han kom ud derfra betegnede han kaffemødet som godt og konstruktivt. Der ville blive indkaldt til reelle forhandlinger om asylaftalen i næste uge, men "hvis den ikke bliver trukket i vores retning, støtter vi den ikke", sagde han. På vejen til folketingssalen sagde Khader til pressen, radioen og tv, med en ejendommelig sproglig vending: "Vi har fået en udstrakt hånd, som vi bakker op om". Men fortsættelsen lød: "Vi kommer i nogle realitetsforhandlinger og får mulighed for at påvirke aftalen, og det er det vi har haft som mål".

Inde i salen kontaktede Khader straks Pia Christmas-Møller, og de forlod sammen salen. Da hun lidt senere vendte tilbage var hun både vred, frustreret og irriteret. Hendes plan var gået i vasken. Hun fik ikke stukket den kæp i regeringens hjul der bar aftalen med Dansk Folkeparti. Tinget vedtog i stedet regeringens forslag, som statsministeren havde medbragt på et stykke papir, som NA kunne støtte, og det havde denne typiske ordlyd for afværgedagsordener: "Idet Folketinget udtaler sin tillid til regeringen, og konstaterer, at der er indgået en asylaftale med en række forbedringer for afviste asylansagørere, specielt i forhold til børns vilkår, opfordres regeringen til at tage de fornødne skridt med henblik på at sikre et flertal i folketinget bag aftalen."

Khader blev efterfølgende hånet af såvel Pia Christmas-Møller som den radikale Morten Østergaard og S-formand Helle Thorning Schmidt. Sidstnævnte lagde ikke fingrene imellem: "Forløbet har ikke handlet om asylbørn. Det har handlet om at vinde et kynisk magtspil. Om at spille med musklerne og slå sig for brystet og holde oppositionen uden for indflydelse."

Statsministeren derimod talte om en slags frisk start, og Khader om en ny start for sit parti. Han kunne dog ikke i DR2's Deadline kl. 22.30 blive enig med Pia Kjærsgaard om hvor meget der kunne ændres ved hendes aftale med regeringen. De to kommer udmærket ud af det med hinanden, men havde altså ikke forud forhandlet med hinanden om sagen.

Efterfølgende kunne nyhedsmedierne rapportere om udmeldelser af Ny Alliance fra både lokalformænd, kommunalbestyrelsesmedlemmer og andre tillidsfolk. I forvejen viser meningsmålinger at partiet forlængst er rykket ned under spærregrænsen. Og til hånen mod partiet føjedes lørdag også chefredaktør Tøger Seidenfadens syrlige kommentarer om Naser Khaders kiksede uge: "Noget mere kikset end den måde hvorpå Ny Alliance og dets leder spillede sig en styrkeposition af hænde i onsdags, er svært at forestille sig". Ja han havde spillet 'Diplomacy' med nogle venner torsdag aften og dér havde man spontant døbt en spiller der optråde mere end almindeligt naivt i en forhandling 'en Naser Khader'!

Seidenfaden er overbevist om at spændingerne mellem VK og O uundgåeligt vil vokse, eftersom årets to store politiske temaer - økonomiens udvikling med de offentlige overenskomstforhandlinger og siden EU-forbeholdene - er decideret sprængfarlige i det perspektiv, mener han. Seidenfaden forudser et nyvalg. For ikke alene skal regeringen opfinde en helt ny måde at agere på, for at undgå et valg, Dansk Folkeparti og Ny Alliance skal også "genopfinde sig selv i et omfang der forekommer usandsynligt".

Ubestrideligt er i hvert fald at Ny Alliance er kommet ind i det psykoanalytikere kalder en 'realitetsprøvelse' og som består i at få drømme og forventninger til at falde i hak med de hårde kendsgerninger som det omgivende miljø - samfundet og naturen - har fastlagt.

Man kan i et vist omfang sige det samme om Dansk Folkeparti, integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og løsgængeren Pia Christmas-Møller. Men sidstnævnte har ingen politisk fremtid for sig. Hun kan drille regeringen alt det hun vil som hævnakt. Men går det for vidt, kan det kun udløse et valg som vil gøre definitivt ende på drilleriet uden at ramme regeringen. Integrationsministeren må sande at hun har fået sin sag for i et omfang hun næppe har forestillet sig. Hun er den seje og gode pragmatiske forhandler der til hver en tid er indstillet på at tage til takke med det kompromis der måtte være muligt - uanset hvad hun selv ville foretrække. Men herudover forventes der ikke noget af hende, allermindst at hun laver om på sig selv, for det vil hun selvsagt ikke som det menneske med fuld integritet hun er. Og hvad Dansk Folkeparti angår, kan det henholde sig til at en aftale med regeringen er en aftale, og at der følgelig ikke kan laves særligt meget om på denne. Men også Pia Kjærsgaard er pragmatisk indstillet - og vil ikke principielt have noget imod samarbejde med Ny Alliance. Kan der skabes et kompromis med dette parti der ligger inden for rammerne af aftalen, vil det ikke give problemer i baglandet. Tværtimod kan man næsten sige, for det vil jo kun fjerne endnu en anstødssten for partiet.

Sorte-Per ligger hos Naser Khader. Han er tvunget til i den helt nye situation at 'genopfinde sig selv' - som Seidenfaden kalder det. Og det vil mere konkret sige at finde ud af om han selv og partiet kan bevare identiten og integriteten i en omstillingsproces der betyder yderst beskeden indflydelse på regeringens politik og yderst indiskutabel accept af Dansk Folkepartis fortsatte position som bærende samarbejdspartner for regeringen.

Unægteligt en stor mundfuld, der ikke kan undgå at splitte partiet og direkte støde den del af vælgerne og medlemmerne fra sig som så dets mission ensidigt som den at rokke Dansk Folkepartis position i dansk politik. Men spørgsmålet er om omstillingen ligefrem er usandsynlig. Svaret vil fuldstændigt afhænge af hvilken indstilling partiets stiftere, folketingsmedlemmer og nuværende ledelse har til realpolitik, identitet og - modning.

I Jernesalts tidligere analyser har vi ikke lagt skjul på at Ny Alliance har forekommet temmelig idealistisk eller utopisk i den forstand at dets målsætning om såvel skattepolitikken (nedsættelsen af indkomstskatteprocenten til 40 for alle skatteyderne) og undergravningen af Dansk Folkepartis magtposition var fuldstændigt urealistisk. Men ganske som tilfældet var med 'Oprøret fra midten' i slutningen af 1970'erne så førte utopien til stor begejstring hos en utroligt mængde vælgere der ikke kunne eller kan døje den pragmatiske kompromissøgende og konsensusprægede realpolitik der blev dansk politiks kendemærke efter krigen og som i dag er blevet helt uomgængelig, fordi al politik her i landet er blevet midterpolitik.

Det kan altså fastlås at Ny Alliance i realiteten blev dannet på en illusion, som allerede delvis brast ved selve valget, fordi partiet med Khader i spidsen nægtede at bekende kulør med hensyn til den borgerlighed som et flertal af vælgerne har foretrukket siden 2001 og endnu foretrækker - uagtet at det forkætrede og udskældte Dansk Folkeparti danner det parlamentariske grundlag for den borgerlige regering under Anders Fogh Rasmussen og har gjort det med både kompetence og loyalitet. Ny Alliance kunne tilsyneladende spille på elitens og den politiske korrektheds aversion mod det parti som Nyrup Rasmussen i sin tid stemplede som ikke-stuerent. Men seks års praktisk politik har dokumenteret at Dansk Folkeparti er et fuldt ansvarligt borgerligt parti på linje med Venstre og Konservative, ja, endda mere ansvarligt end Det radikale Venstre som imod sit århundredgamle princip om samarbejde har nægtet at samarbejde med Fogh.

Realitetsprøvelsen for Ny Alliance består derfor i dag i at erkende illusionen og tage skridtet hen mod ikke blot den principielle borgerlighed, men den praktiske og realpolitiske borgerlighed, hvor man samarbejder åbent med alle der ikke direkte foretrækker det eneste reelle alternativ, en regering med socialdemokraterne i spidsen og Socialistisk Folkeparti som parlamentarisk grundlag. Realitetsprøvelsen består med andre ord i at acceptere Dansk Folkeparti som et ægte borgerligt og ansvarligt folkeparti som ingen borgerlig regering kan komme udenom. Det bliver en besk pille for Ny Alliances folketingsmedlemmer og almindelige medlemmer at sluge. Ledelsen vil uden tvivl slå sig i tøjret længst muligt og kraftigst muligt. Men går den uden om selverkendelsen og en åben debat med sine medlemmer og mulige vælgere, er spillet definitivt tabt. Det får ingen chancer for at komme over spærregrænsen én gang til.

For regeringens vedkommende skal man ikke se bort fra at Anders Fogh Rasmussen ikke er af samme støbning som Poul Schlüter og altså ikke vil affinde sig med konstant at blive ydmyget med evindelige drillerier i fodnoteform eller lignende fra en magtesløs oppositions side. Han vil ikke finde sig i alt, som han udtrykkeligt har sagt. Han vil tværtimod uden tvivl udskrive nyvalg, hvis han ikke kan mønstre 90 mandater ved de afgørende afstemninger i folketinget. Men omvendt gælder da også at han ingen interesse har i at forhindre en inddragelse af Ny Alliance i sin politik, selvom det måtte koste nogle mindre indrømmelser som Dansk Folkeparti skal kunne acceptere. Lykkes en inddragelse kan det set fra hans synspunkt kun kompromitere Ny Alliance, men fra dette partis eget synspunkt betyde dokumentation for selve eksistensberettigelsen. Lykkes det ikke bliver det værst for Ny Alliance. Afgørende for udfaldet af næste valg bliver nemlig ikke Ny Alliances eksistens eller ikke-eksistens, men partiets usvigelige borgerlighed og vilje til kompromis med Dansk Folkeparti.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen kunne benytte lejligheden og de kommende måneder til at forsøge at gøre det integrationsminister Birthe Rønn Hornbech på grund af sin begrænsede filosofiske horisont er ude af stand til, nemlig at påvise og understrege den ægte folkelighed og midterposition i hele den nuværende regerings parlamentariske grundlag. Det skulle han have gjort for længst - som ofte påpeget på disse sider. Men det ligger lige for at gøre det nu, hvor også Ny Alliance - ganske meget mod sin vilje - er kommet til at høre til regeringens parlamentariske grundlag.

Politik er nok kamp om magt, men den er også et spørgsmål om stadig erkendelse, selverkendelse og modning. Og dermed også om identitet og integritet.

Peer Sendemand

Henvisninger:

Peer Sendemands rubrik: Klik

Gitte Seebergs fornuftige beslutning (30.1.08.)