JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - valg07e

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.11.07.

VK overlevede truslen fra NA
DF styrkede sin position,
men Fogh ønsker samarbejde med begge partier

For oppositionen gælder, at Søvndals SF blev den store sejrherre,
men at Helle Thorning og Margrethe Vestager
trods nederlag står uantastede som formænd

Folketingsvalget blev en overraskelse på to måder. Ny Alliance blev ikke afgørende for VK-regeringens fortsættelse, idet det gamle VKO-flertal er intakt med den ene borgerlige færings hjælp. Og oppositionen med Helle Thorning Schmidt i spidsen kom ikke i nærheden af at få opfyldt drømmen om at slå Fogh.

**Valgets resultat i mandater**
Parti	2005	2007
Venstre	52	46
Socialdemokraterne	47	45
Dansk Folkeparti	24	25
Socialistisk Folkep.	12	23
Konservative F.p.	18	18
Det radikale Venstre	17	9
Ny Alliance	0	5
Enhedslisten	6	4
Kristendemokraterne	0	0

Venstre bevarede altså stillingen som landets største parti, men tabte seks mandater. Socialdemokraterne tabte to mandater. Dansk Folkeparti vandt trods alle spådomme et enkelt mandat og bevarede stillingen som landets trediestørste parti. Socialistisk Folkeparti fik et kanonvalg og gik frem fra 12 til 23 mandater og blev således landets fjerdestørste parti. Det konservative Folkeparti bevarede status quo i mandater, men måtte affinde sig med femtepladsen, hvad der fortsat giver plads i præsidiet. Det radikale Venstre blev næsten halveret, fra 17 til 9 mandater, og må afgive en præsidieplads, og Enhedslisten kom akkurat lige over spærregrænsen og reddede fire af sine seks mandater. Ny Alliance fik overraskende nok kun fem mandater og blev derfor ikke tungen på vægtskålen når det gælder statsministerudpegningen. Og Kristendemokraterne blev igen dømt ude og har herefter ingen reelle chancer for comeback.

Ny Alliances dårlige resultat betyder at opbruddet i dansk politik fusede ud. Partiet blev dannet med det formål at bryde en blokpolitik som påstodes at ligge i Dansk Folkepartis vetoret over for VK-regeringen. Man ville bryde såvel dette partis magt og indflydelse som Det radikale Venstres afmagt og mangel på indflydelse. Men projektet mislykkedes mandatmæssigt. Dansk Folkeparti gik styrket ud af valget, og VK-regeringen kan fortsætte uden nødvendigvis at give indrømmelser til Ny Alliance, ja uden så meget som at holde en 'dronningerunde'.

Men alligevel må det siges at der er sket noget, nemlig en vis opblødning af de stive fronter. Dansk Folkeparti er ikke afvisende over for et samarbejde med Ny Alliance, ligesom Ny Alliance heller ikke er det den anden vej. Begge bliver også nødt til at acceptere, at Anders Fogh Rasmussen vil forsøge at skabe et bredere flertal for regeringens politik, herunder ikke mindst kvalitetsreformen, end der kunne skabes i det gamle folketing. Han udskrev valget med henblik på at få renset luften, og det må siges at være sket. Selv de radikale og socialdemokraterne må for deres egen skyld betragte det som klogest at få indflydelse ved at gå positivt ind i alle kommende forhandlinger med regeringen. Muligvis vil de - med SF på bagsmækken - prøve at underminere regeringens stabilitet, men undgår regeringen en sådan fælde vil det blive en sand ørkenvandring for både S og R at være gold opposition til regeringen i tre eller fire år.

Socialistisk Folkeparti kan være glade for vælgernes store opbakning, men vil reelt ikke kunne bruge mandatgevinsten til andet end at markere utilfredsheden med regeringen. Men partiet er blevet fornyet og har vist at det ikke kan overses af socialdemokraterne. Til gengæld er partiet for alvor blevet et problem for det svækkede Radikale Venstre. Og Enhedslisten klarede lige skærene, paradoksalt nok både på trods af og i kraft af Asmaa Abdul-Hamid. Det er nemlig hendes opstilling der medførte den store tilbagegang for partiet, men formentlig også hendes personlige stemmer fra muslimske trosfæller der gav den tilvækst fra uventet kant der var nødvendig. Men også taktiske stemmer fra SF'ere kan have været medvirkende. Og da partiet fik det bedste resultat i Hovedstaden og har opstillet sine kandidater i rangorden, kan det indebære at Abdul-Hamid ikke selv kommer i tinget. Men nærmere herom i morgen, når alle personlige stemmer er optalte.

Det radikale Venstre må sige farvel til flere af deres mere kendte folk - det afgøres først i løbet af dagen i dag, når de personlige stemmer er blevet talt op - men Margrethe Vestager har stået distancen og får nu mulighed for at vise i praksis om hun kan skaffe partiet den indflydelse som Marianne Jelved på forhånd udelukkede med sin afvisning af ethvert samarbejde med Fogh.

Socialdemokraterne gik tilbage og fik faktisk det dårligste resultat i sin historie siden begyndelsen i 1900-tallet. Det er der naturligvis flere grunde til, bl.a. Helle Thorning Schmidts unge alder og beskedne folketings-erfaring. En velmenende og veltalende socialdemokratisk leder kan ikke slå Fogh bare fordi hun er en køn og ung, velbegavet kvinde. Men hun har vist at evnerne er tilstrækkelige - og at chancen kan komme næste gang. Holdet er nemlig fornyet, og sammenholdet i partiet er kommet i orden, fordi opponenterne forlængst er sivet. Men netop de mange nye ansigter i partiet har ikke gjort opgaven lettere. Hovedproblemet synes dog at være, at 'de forrige tider' for stedse er forbi. Danmark er ikke længere et klassesamfund. Den politiske kamp er ikke arbejderklassens og fagbevægelsens fælles kamp mod en borgerlig front af bønder, kapitalister og erhvervsfolk, men en kamp om den store og brede middelklasses forskellige interesser for at bevare velfærdssamfundet.

Socialdemokraterne vil gerne opfatte velfærdssamfundet som deres opfindelse som ingen andre skal komme at pille ved, men det er for det første en illusion, idet velfærdssamfundet primært er en følge af den økonomiske vækst under et markedsøkonomisk system, og for det andet er det en fatal fejlvurdering at borgerlige partier ikke skulle have både ret til og naturlig interesse i at videreudvikle velfærdssamfundet på sunde markedsøkonomiske betingelser. Det er en fatal fejl at mistænke Venstre for ikke at have reelle hensigter med sin nye midterpolitik, og det er en fatal fejl at udelukke et i bedste forstand folkeligt parti som Dansk Folkeparti fra indflydelse. Det er med andre ord en fatal politik at føre blokpolitik imod VKO, og det er faktisk det socialdemokraterne i de sidste seks år har gjort - med de radikales tåbelige hjælp.

Det er karakteristisk for de borgerlige blades kommentarer til valget, at de understreger at det er borgerligheden der har vundet, men som tidligere påpeget på disse sider, så er både de radikale og socialdemokraterne at betragte som borgerlige i den forstand at de accepterer markedsøkonomi og ikke ønsker revolutionære omvæltninger i landet. For det borgerlige Danmarks vedkommende gælder at der naturligvis inden for rækkerne gør sig forskellige opfattelser og interesser gældende - alt efter miljø, job, uddannelse, bolig og økonomi og ideologi. Vælgerbefolkningen er ikke ét fedt - og bliver det heldigvis heller aldrig. Derfor vil der fortsat være brug for forskellige partier til at varetage de forskellige interesser, og der vil også herske modsætninger og antipatier mellem dem. Dette har ramt VKO-flertallet, fordi der vitterligt er konservative borgerlige vælgere med høj uddannelse og ledende stillinger i erhvervslivet som ser med nedladenhed for ikke at sige foragt på Dansk Folkepartis medlemmer og vælgere, selvom disse er og betragter sig som borgerlige midtervælgere. Derfor opstod der - navnlig efter Muhammedkrisen - en betydelig uvilje mod Dansk Folkepartis indflydelse på VK-regeringen, og ikke mindst stor utilfredshed med Anders Fogh Rasmussens person og lederskab (til dels også hans lederstil).

Det var grunden til erhvervsfolks offentlige kritik, til Gitte Seebergs udbrud fra Det konservative Folkeparti og Leif Mikkelsens udbrud fra Venstre. Og det blev grunden til Venstres nedtur under valgkampen og ved valget. Fogh bevarer regeringsmagten, fordi det bl.a. blev for meget for visse erhvervsfolk som Asger Aamund at Ny Alliance i valgkampen skabte usikkerhed om sin støtte til Fogh. Men Venstre tabte seks mandater - og formåede på ingen måde at skabe afklaring af sin politik i forhold til hverken Dansk Folkeparti eller Ny Alliance og Det radikale Venstre. Fogh fik i slutningen af valgkampen rettet noget op på sit image som det borgerlige Danmarks leder, men han får det ikke let i den kommende regeringsperiode. Og Venstre som parti må siges at være i krise.

Venstre har ikke alene forsømt en afklaring af forholdet til de nærmeste partier, men har også fuldstændigt forsømt den afklaring af forholdet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet som er forudsætningen for at kunne samle landets liberalister i en moderne komplementær socialliberalisme. Jf. tidligere artikler herom.

Men hertil kommer at partiet som det eneste af folketingets partier ikke har undergået en personmæssig fornyelse de senere år - og i dag fremstår som overordentligt svagt sammenlignet med alle andre partier når det gælder yngre kræfter med virkeligt politisk talent. Den tidligere politiske ordfører Jens Rohde gik helt ud af politik. De kvindelige ministre Eva Kjer Hansen og Rikke Hvilshøj er søde og dygtige mennesker, men ledertyper er de ikke. Og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen der er partiets næstformand er nok klar favorit til posten som Foghs afløser som formand - senest bekræftet af Fogh i DR1s valgudsendelse med Venstre den 8. ds. - men heller ikke han har trods sine ubestridelige kvalifikationer oplagt lederformat.

Helge Sander og Ullas Tørnæs må siges at have været svage som ministre (og er end ikke sikre på genvalg). Bertel Haarder er en virkelig personlighed, men skulle ikke have været gjort til undervisningsminister, eftersom uviljen mod ham er umådeligt stor i skolekredse fra hans år som undervisningsminister i Schlüter-perioden, og han har under alle omstændigheder også alderen imod sig. Karen Jespersen er også en stor personlighed, men kan på grund af sin fortid ikke tænkes som lederfigur i Venstre. Så det skal blive interessant at se hvordan Fogh vil sammensætte sit nye regeringshold.

Tilbage står, at uanset hvordan folketingsgruppen og regeringen sammensættes, vil oppositionen under Helle Thorning Schmidt, Margrethe Vestager og Villy Søvndal få alle chancer for at kunne slå Fogh og VK næste gang. Det er der iøvrigt ikke nogen grund til at græde over allerede nu, da det er sundt for demokratiet at partierne skiftes til at have regeringsmagten. V og K har nu fået muligheden for at føre deres velfærdsprojekt til ende.

Set ud fra Jernesalts helhedsrealistiske synsvinkel er det først og fremmest en ideologisk afklaring Venstre mangler. Fogh har haft alle chancer for at gennemføre den inden for de sidste år, men har forsømt det. Ingen andre i partiet er i stand til det. Men Anders Fogh Rasmussen er indtil videre det bedste, ja det eneste bud på en statsminister der kan lede det borgerlige Danmark nogenlunde sikkert gennem de udfordringer der forestår.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til Indenrigsministeriets hjemmeside og valgresultaterne
Link til Statsministeriet - med links til øvrige ministerier
Link til partiet Venstre

Relevante artikler på Jernesalt: