JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - finans08

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.8.07.

Finanslov og rettidig omhu?

Finansminister Thor Pedersen har nu forelagt regeringens finanslovsforslag for 2008 og som sidste år gjort det med stor tilfredshed og humor. Dansk økonomi har det godt. Inflationen er lav, ledigheden er rekordlav (under 100.000) og beskæftigelsen rekordhøj (over 2.8 mio), og velfærden har det bedre end nogensinde. I hvert fald bruger den borgerlige regeringen mere på offentlige udgifter end den tidligere socialdemokratiske regering gjorde. Men er dette ikke uansvarligt, i betragtning af at der faktisk mangler arbejdskraft til at sikre den økonomisk vækst og den lave inflation? Nej, ikke ifølge Thor Pedersen, for "Vi kører lige til grænsen. Men vi mener selv, at vi går dertil hvor det er sikkert".

Statens samlede budget er på 578 mia kr., hvoraf 241 er indkomstoverførsler, 141 bloktilskud til regioner og kommuner (herunder sygehusvæsen) og 110 mia er udgifter til uddannelse, forsvar og politi og andre statslige institutioner. Indtægterne er på 639 mia kr., hvoraf momsen udgør 181 mia, personskatterne 177, afgifterne 112, arbejdsmarkedsbidraget 92 og erhvervsskatterne 55 mia. Der er altså et overskud på budgettet på ikke mindre end 61 mia. kroner der hovedsageligt skal bruges til afvikling af statens gæld.

Af de nævnte udgiftsbeløb går 10,8 mia til 'nye initiativer' efter 2015-planen. Det er primært 2,5 mia til sundhedsvæsenet, 2 mia til investeringer, 1,8 mia til børnepasning, ældre og andre sociale formål, 1,6 mia til initiativer ifølge kvalitetsreformen, knap 1 mia til svage og udsatte og knap 1 mia til klima og miljø.

Da der både i offentligheden og blandt erhvervsfolk og økonomer fokuseres på de offentlige serviceudgifter skal noteres, at væksten i disse offentlige serviceudgifter fra 2001 til 2008 er 45 mia kr, målt i 2008-priser, heraf 21 mia til sundhedsvæsenet, 11 til socialområdet og 11 til uddannelse. Realvæksten i de offentlige serviceudgifter var 37 mia sidste år og vil efter 2015-planen stige med yderligere 37 mia frem til 2015, altså sammenlagt en fordobling i 2015. Det giver en andel af bruttonationalproduktet på 26 % for årene 2002-2008 og 26,5 % for den planlagte periode frem til 2015, sammenlignet med 25,5 % for årene 1993-2001 under den socialdemokratiske regering. Altså både en fortsat relativ og fortsat absolut vækst under den borgerlige regering. Hvad den offentlige beskæftigelse angår er den i perioden 2001-06 steget med ialt 7.600, hvad der dækker en stigning i kommunalt ansatte med 10.900, men et fald i statsansatte med 3.300, hvoraf det meste forklares med reduktionen af antallet af værnepligtige.

Men hvordan bliver nu alt dette bedømt af politikere, økonomer, erhvervsfolk og fagforeninger?

Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov mener ikke regeringen er i stand til at indfri de løfter den har givet. Ole Sohn fra SF konstaterer at der ikke er afsat så meget som fem øre til lønløft for de offentligt ansatte. Mens de radikales Morten Helveg Petersen modsat mener at det er dybt uansvarligt at regeringen hælder så mange penge ud på toppen af en højkonjunktur, når man ikke samtidigt gør noget som helst for at skaffe flere hænder til de virksomheder der må sige nej til ordrer på grund af manglende arbejdskraft.

Venstre og Konservative bakker naturligvis op om finansministeren, hvorimod Kristian Thulesen Dahl forsigtigt pointerer at Dansk Folkeparti ikke har ultimative krav, men vil kræve at de lavestlønnede offentlige ansatte skal have lønforbedringer. Han véd selvfølgeligt godt, at dette er et spørgsmål mellem arbejdsgiver og arbejdstager, men "vi føler os lidt på arbejdsgiversiden, og derfor skal vi være med til at sikre, at der er penge til de offentligt ansatte".

Fagforeningerne for de offentligt ansatte, FOA, FTF, Sygeplejerskerne m.fl. brokker sig samstemmende over at finansloven ikke indeholder mere løn til deres medlemmer. Mens mange erhvervsfolk - herunder direktør Krog fra HTS, direktør i finansrådet, Jørgen A. Horwitz, direktør Hans Skov Christensen, Dansk Industri, og direktør i Dansk Erhverv, Lars Krobæk, alle til Berlingske Tidende understreger at forbrugsfesten i det offentlige kommer til at koste virksomhederne ordrer, fordi den betyder mangel på arbejdskraft. Og de tårnhøje forventninger til de kommende overenskomstforhandlinger vil kun øge presset på den private sektor. Finansministeriet selv peger jo også på at den økonomiske vækst vil blive mærkbart dæmpet i de kommende år. Boligmarkedet er under afkøling. Aktiekurserne ventes ikke at stige. Byggeriet vil formentlig stagnere. Renten vil stige, ligesom prisen på olie og benzin - samt efterfølgende også arbejdsløsheden.

Direktør Lars Goldschmidt fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører skældte i DR2's Deadline tirsdag aften regeringen ud for intet at gøre for at løse det helt centrale problem at skaffe mere arbejdskraft. Ledelsen for regionerne, der står for hele sygehussektoren, frygter i så høj grad de krav de offentligt ansatte vil stille til de kommende overenskomstforhandlinger, at den simpelthen foreslår forhandlingerne udskudt. Og Nationalbankdirektør Nils Bernstein kommer med en kraftig advarsel til regeringen mod overophedning. Min holdning er, siger Bernstein til Børsen, at "der bestemt ikke er behov for en ekspansiv finanspolitik på et tidspunkt, hvor økonomien befinder sig på toppen af en højkunjunktur. Begrænsningen i dansk økonomi er det stramme arbejdsmarked, og i den situation er der ikke brug for ekspansiv finanspolitik". - Advarsler direkte fra nationalbandirektøren kan en regering ikke tillade sig fuldstændigt at ignorere, men Thor Pedersen har reageret med en gentagelse af sine bemærkninger fra pressemødet. "Vi har helt bevidst valgt at gå til kanten, men ikke ud over den. Udfordringen nu", tilføjer han, "er at få mere arbejdskraft. Men vi kaster ikke penge i grams."

I sin kommentar i Politiken skriver Peter Mogensen, at regeringen med sin 'drømmefinanslov' har cementeret den økonomiske stabilitet, men ikke den politiske stabilitet. De tre store spørgsmål er, om det er ansvarligt at lempe finanspolitikken i en så presset økonomisk situation, om der er hænder nok til væksten, og om den økonomiske situation egentlig er så fantastisk som den bliver beskrevet. Det mener Mogensen ikke, tværtimod. Det hele sejler mildt sagt rundt, fordi der er skabt langt større forventninger end der er basis for at tilfredsstille. Bl.a. kræft-krisen leverer dagligt 'nye vejsidebomber til regeringen'. Fogh er ganske enkelt ved at miste kontrollen. Endda uden hjælp fra oppositionen. - Hårde ord på en kold augustdag, selvom der ses fuldstændigt bort fra, at det ikke er regeringen der kan beskyldes for at skabe forventninger om store lønstigninger.

Knubbede ord kommer der også fra Politikens lederskribent, der mener, at der på kort sigt er skabt store forventninger og plads til begejstring, men på langt sigt stor skuffelse og plads til selvransagelse. Heller ikke her er objektiviteten indlysende. For nok er regeringen, eller i hvert fald finansministeren, begejstret, men det er ikke regeringen der skaber forventninger der kun kan skuffes. De alt for store forventninger er der skam, skuffelserne vil derfor uundgåeligt komme, og tid til selvransagelse vil der følgelige også blive. Men den politiske situation er meget mere kompleks. eftersom en stor del af vælgerkorpset tilsyneladende har mistet realitetssansen.

Berlingske Tidendes leder kalder finanslovsudspillet for et generøst udtryk for at den skatteyderfinansierede velfærd øges. Regeringens dyrt anlagte kvalitetsreform samt finanslov er et bud på en mere tidssvarende offentlig service, som sammen med skattestoppet og de bebudede skattelettelser synes at være udtryk for rettidig omhu. Derimod gør oppositionen sig skyldig i uansvarligt overbud, ja det er "rystende at lægge øren til socialdemokraternes udmeldinger fra Morten Bødskov". For han hævder jo, at man må forholde sig til, hvordan danskerne oplever situationen. Og det vil i lederskribentes øren sige, at det ikke er fakta, men mavefornemmelser han vil have folk til at forholde sig til.

Thomas Larsen fra samme dagblad påpeger den paradoksale situation regeringen står i, fordi et kor af topøkonomener taler om overophedning af økonomien, mens Socialdemokrater og SF angriber regeringen for at bruge for få midler til det offentlige. Også fagforeninger og regioner melder ud om manglende midler. Regeringen står derfor ikke blot over for den opgave at få et forlig om skatter og finanser på plads, men over for at skulle vinde selve kampen om virkeligheden. Kun hvis regeringen vinder dette slag, vil Helle Thorning Schmidt komme til at stå som taberen. Men Thor Pedersen vil ikke kunne vinde slaget om virkeligheden alene. Han får hårdt brug for assistance fra regeringens førstemænd, Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen.

Jyllands-Postens leder angriber finansministeren skarpt og frontalt. Hans 'verbale udslip' om de offentlige ansattes lønniveau i forhold til de privatansatte viser at han savner talent til en pædagogisk karriere. Men endnu værre er, at hans ekspansive finanspolitik er løbet løbsk. Danmark har ikke brug for 'turbovækst' i de offentlige udgifter, men "for en finanslov hvor den offentlige sektor tilpasser bemandingen til udbuddet af arbejdskraft", og brug for "at borgerne bliver gjort begribeligt, at velfærd ikke er identisk med en offentlig sektor, der lider af svær overvægt".

Ralf Pittelkow påpeger klart og præcist at den aktuelle situation giver et forvarsel om presset på regeringen i den kommende tid. Forberedelserne til kommunale velfærdsprotester og lønaktioner i det offentlige er i fuld gang. "Forslaget til finanslov spænder det offentlige forbrug til bristepunktet. Men intet tyder på, at det vil forhindre lavinen af velfærdskonflikter i at rulle videre i de kommende måneder". Efter Pittelkows mening har skatteballaden og Thor Pedersens bemærkninger om den offentlige løn kun sat yderligere gang i lavinen. Alt var lagt til rette til et valg. Men nu er det blevet besværligt for regeringen at tage valget, men efter alt at dømme endnu mere besværligt at vente med det. Kort og godt: "Gennemtænkt valgplan. Præcis udførelse. Og så gik der alligevel koks i det. Et strejf af Olsen-banden over dansk politik"!

Ja, sådan er meninger delte - som de må være i et demokrati hvor problemerne er til debat, hvor eksperterne er uenige, politikerne konkurrerer om vælgernes gunst, kommentatorerne let bliver sarkastiske og vælgerne sørme tillader sig at kræve mere og mere, jo mere de allerede har.

To ting kan vist konstateres med ret stor sikkerhed i denne situation. For det første er de politiske udspil fra såvel regering som opposition umiskendeligt præget af den forestående valgkamp. Valget kan komme her i efteråret eller først om et års tid, men parterne går tilsyneladende ud fra som givet at det vil blive vundet af dem der forstår at love vælgerne mest af alt det disse ønsker højest - uanset om gaverne er realøkonomisk forsvarlige og uanset om de oplyste vælgere inderst inde véd at det nok på langt sigt er bedst at der er overensstemmelse mellem udgifter og indtægter og mellem løn og udbud. For det andet er folks forventninger om øget privat og offentligt forbrug steget støt og stærkt i takt med flere års højkonjunktur med det resultat at alle uden videre går ud fra at væksten kan og vil fortsætte om ikke i det uendelige, så i hvert fald i overskuelig tid.

I denne situation må det uundgåeligt komme til at knibe med den rettidige omhu for den økonomiske og beskæftigelsesmæssige situation. Den ville i givet fald kræve at man undlod enhver form for overophedning af økonomien, dvs enhver udpumpning af offentlige midler der vil øge presset på den private sektor og dens konkurrenceevne. For det største problem i dansk økonomi er manglen på arbejdskraft. Den gør sig allerede i dag gældende i så høj grad, at private virksomheder må sige nej til ordrer, fordi de ikke kan skaffe hænder til den produktion der er og bliver forudsætningen for al velstand i samfundet. Manglen vil gør sig endnu stærkere gældende i de kommende år, fordi den demografiske udvikling betyder at flere og flere forlader arbejdsmarkedet uden at der automatisk kommer lige så mange nye til, en udvikling der iøvrigt også fremover vil stille større og større krav til ældreplejen.

I dette dilemma er det måske ikke direkte uansvarligt at regeringen med finansministerens egne ord helt bevidst går til kanten, men ikke ud over kanten. Men det kan sandelig heller ikke kaldes rettidig omhu, for fremtiden er usikker og alle prognoser behæftet med usikkerhed. Regeringen viger tilbage for at benytte finansoverskuddet til konsolidering, dvs til at fastholde et råderum der er stort nok til i givet fald at klare en lavere konjunktur. I stedet for ser den så optimistisk på fremtiden, at den vanen tro blæser på alle advarsler. Endda med Thor Pedersens veloplagte humor. Den skal man ikke fortænke en finansminister i. Men den stiller regeringens manglende vilje til ægte statsmandskab i klart relief.

Det skal i denne forbindelse ikke forbigås, at den borgerlige regering - uanset hvad landets liberalister måtte mene - ganske markant afviger fra den socialdemokratiske og folkesocialistiske opposition ved ikke at give los for skatteforhøjelser og systematisk udvidelse af den offentlige sektor. Den ser så optimistisk på den økonomiske vækst i de næste otte år, at den tillader en relativt beskeden vækst i det offentlige serviceniveau, fordi den ønsker et velfungerende velfærdssamfund. Men at kalde det 'forbrugsfest' og 'turbovækst' er en overdrivelse som ikke tjener noget fornuftigt formål. Tværtimod afleder det opmærksomheden fra det centrale. For det primære moralske problem ligger ikke i ønsket om bevarelsen af velfærdssamfundet, men i ansvaret for vælgernes virkelighedsopfattelse. For det er slet ikke ligegyldigt, hvordan befolkningen oplever deres hverdag, de økonomiske realiteter og regeringens muligheder og ansvar.

Hvad der med andre ord savnes er et moralsk lederskab af format, der vil være i stand til at hamle op med den stigende mangel på økonomisk realitetssans der nu et års tid har kendetegnet store dele af de offentligt ansatte.

Regeringen har ikke lovet de offentligt ansatte generelle lønforbedringer, men den har lovet dem bedre vilkår på deres arbejdspladser og den har samtidig øget befolkningens generelle forventninger til serviceniveauet på sundhedsområdet såvel som børne- og ældreområdet. Realiteten er imidlertid, at de offentligt ansatte - godt støttet af deres alt andet end partipolitisk uvildige fagforeninger - kræver helt urimelige og urealistiske lønforhøjelser (ofte nævnes et krav på 5000 kr. pr. måned) samtidig med at der er mangel på arbejdskraft i landet. Giver kommuner, regioner og stat efter for lønkravene, vil det skabe lønpres også i den private sektor og skrue såvel inflationen som arbejdskraftmanglen i vejret - og uundgåeligt ødelægge landets endnu sunde økonomi. Giver de ikke efter, bliver der ballade. Illusionerne trives så godt blandt flertallet af offentligt ansatte, at det må betragtes som en næsten given sag, at der til foråret kommer store og dybt skadelige konflikter på arbejdsmarkedet.

Lykkes det regeringen at komme helskindet igennem med det aktuelle skatteudspil og den aktuelle finanslov, kan den undgå et valg i efteråret. Men den undgår ikke uro til foråret eller et usikkert valg om et eller halvandet år. Den har altså på få måneder fået mange odds imod sig og kan nu langt fra være sikker på at få en ny regeringsperiode, hvor den i fred og ro kan gøre sit reformarbejde færdigt. Efter min mening skyldes dette hovedsageligt den også tidligere påpegede begrænsning hos regeringslederen:

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har undladt at slå på de mere ideologiske strenge som kunne bringe folk til klarhed over det komplementære forhold mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet samt borgerskabets fulde ansvar for en fornuftig midterpolitik der både vil kunne sikre velfærdssamfundet på langt sigt og til stadighed holde sig inden for de realøkonomiske begrænsninger og den rettidige omhu for helheden.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til Finanslovsforslaget på Finansministeriets hjemmeside Klik

Relevante artikler på Jernesalt:

Finansloven 2008 i hus med DF og NA (6.3.08.)