|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.06.Status over året 2006Muhammed-krisen - Fogh og religionen - Mellemøsten - Irak - Palæstinensiske konflikt - USA - Det danske smørhul - Ministerudskiftning - Behandlingsgaranti - Uligheden - Integrationen - Ungdomshuset - Velfærdsdebatten - Kulturlivet - Teatertomheden - Mozart - Film - Madsens 'Prag' - Høegs stille pige - Kandinsky - L.A. Rings intuition - Gode ønsker - HenvisningerEt naturligt led i den sunde eftertanke som Jernesalts - af økonomiske, politiske og religiøse særinteresser uafhængige - hjemmeside eller 'eksistenslog' står for er den årlige status over vigtige begivenheder i ind- og udland, ganske enkelt fordi en sådan status gør det nødvendigt at se tilbage på hele året og finde netop de begivenheder frem til genopfriskning og genkommentering som påkalder sig opmærksomhed ud fra sidens særlige tværfaglige og komplementære helhedsrealisme. Centralt står fortsat Muhammedkrisen med kulmination i februar-marts, fordi denne krise afslørede helt fundamentale træk ved den dybe kløft der skiller demokratisk-sindede og sekulariserede vesterlændinge fra muslimske østerlændinge på tværs af politiske, etniske og nationale skel. Krisens anledning var som bekendt nogle efter danske forhold temmelig harmløse tegninger af profeten Muhammed i Jyllands-Posten den 17.9.05. De blev af visse herboende imamer og diplomater brugt til at rejse en proteststorm mod Danmark i muslimske lande ud fra den grundholdning at enhver forhånelse af profeten Muhammed er en utilladelig krænkelse af muslimernes dybeste religiøse følelser og derfor i det konkrete tilfælde burde have resulteret i såvel undskyldning fra officiel dansk side som indgreb i den danske ytrings-, tegne- og pressefrihed. De hellige krigeres forehavende lykkedes over al måde idet danske flag og billeder af statsministeren efterfølgende blev brændt af tillige med hele ambassadebygninger - og Danmark dermed sat på muslimernes verdenskort. Reaktionen var fuldstændigt ude af proportion med anledningen og afslørede kun at bestemte imamer og regeringer i Mellemøsten og Fjernøsten havde behov for at markere deres voldsomme frustrationer og kunne bruge den første den bedste syndebuk, fordi befolkningerne på de kanter åbenbart er yderst letbevægelige. Store personligheder med FN's generalsekretær Koffi Annan i spidsen undlod ikke at udtrykke deres forargelse over tegningerne, og selvom de egentlig ikke brød sig om de ophidsede menneskemængders iscenesatte protester var de meget lunkne i støtten til den danske regering. De fleste af dem slugte helt ukritisk den opfattelse at religiøse følelser ikke må krænkes og så dermed fuldstændigt bort fra det afgørende, at også religiøse følelser kan knyttes til fanatiske magtinteresser. Statsminister Anders Fogh Rasmussen mistede det meste af den internationale goodwill han havde bygget op siden det vellykkede formandsskab i EU i 2002, og han fandt det oven i købet påkrævet at give en slags officiel undskyldning på arabisk TV i håb om at dæmpe gemytterne lidt ned. Han fastholdt den danske ytringsfrihed og påpegede at den danske regering ikke kunne gribe ind over for Jyllands-Posten, men han gjorde samtidigt udtrykkeligt opmærksom på at han personligt ikke brød sig om tegningerne. Meget hjalp det ikke på dem han henvendte sig til, men pinligt var det at se på for os andre, fordi man netop kunne have forventet at den selvsamme mand der havde taget afstand fra tredivernes danske appeasement-politik ville afholde sig fra at vise nogen form for eftergivenhed over for nutidens kræfter der ikke tolerer ytringsfriheden. Desværre drog statsministeren også den forkerte slutning af sagen hvad angår religionens stilling i samfunds- og kulturlivet, idet han kun fandt bekræftelse på sin forhåndsindstilling: religion hører ikke hjemme i det offentlige rum. Jf. artiklen Fogh Rasmussen: religion og sammenhængskraft (24.5.06.) . Den rationelt indstillede regeringschef var synligt rystet over den religiøse fanatisme sagen havde udløst og kunne åbenbart slet ikke se, at den eneste fornuftige udvej af krisen var at lære at skelne ordentligt mellem fanatisk og absolutistisk religion og ufanatisk, relativiseret og sekulariseret religion. Det drejer sig slet ikke om at forvise religionen til de private lønkamre og de på vore kanter marginaliserede religiøse institutioner, men at rense den for al den skadelige fanatisme der kommer af sammenblandingen af religion og magtmæssige politiske og institutionelle interesser. Her mangler statsministeren simpelthen både psykologisk og religionshistorisk indsigt og udsyn. Men i virkeligheden gælder det for hele Mellemøst-konflikten at forståelsen af religionens mangetydighed halter langt bagefter realiteterne, idet det store flertal af verdens politiske ledere og diplomater samt kommentatorer har svært ved overhovedet at se noget værdifuldt i religiøs indstilling - rationelle som de fleste af dem er. Men religion indeholder universelle værdier og inspirationskraft som ligger i sådanne dybe arketypiske og irrationelle forestillinger som det er umuligt at mane i jorden og som det ville være katastrofalt at få manet i jorden, hvis det kunne lade sig gøre, fordi sådanne værdier er uundværlige i den menneskelige eksistens. Vejen ud af den religiøse fanatismes skadelige virkninger hedder derfor ikke at gøre religion til en privatsag, men at sekularisere samfundene, så det farlige magtaspekt ved religionen bliver siet fra, mens de øvrige etiske og eksistentielle aspekter fremdeles får mulighed for at gøre sig gældende på linje med ikke-religiøse forestillinger. Ulykken er, at rationalismen siden oplysningstiden har fået held til at gøre religionen suspekt som intellektuelt underlødig og frihedsmæssigt undertrykkende. Men religion omfatter - til forskel fra rationalismen - hele den menneskelige eksistens. Og kan man ikke lide ordet 'religion', fordi der er hæftet ubehagelige ting ved det, så kunne man bare kalde fænomenet noget andet, fx helhedsrealisme! Helheden kommer man nemlig aldrig udenom. Forstået som ægte helhedsrealisme er det fuldstændigt håbløst at fjerne religionen fra det offentlige rum i verden. Dette gælder også de vestlige, oplyste lande, for menneskene her lever også på etik og mening, men det er ganske specielt en håbløs strategi i de muslimske lande fordi disse er gennemsyret af religion i snæver forstand, men mangler det demokrati der er ene om at kunne råde bod på tendensen til religiøs eller ideologisk fanatisme. En demokratisering er nødvendig, hvis disse lande skal ind i en støt fremadskridende udviklingsproces. Men demokrati forudsætter adskillelse af politisk magt og religiøs magt, dette er blot noget helt andet end en fjernelse af religionen fra det offentlige rum. Den yderst uheldige udvikling i Irak, der synes at være endt i en meget alvorlig og meget destruktiv magtkamp mellem alle mulige politiske, etniske, religiøse og klanmæssige grupperinger, viser i allerhøjeste grad behovet for et sekulariseret demokrati, men det stiller unægteligt også spørgsmålet hårdt og lige på, om det overhovedet er muligt at skabe demokrati i Irak og de øvrige mellemøstlige lande. Men rejser man dette spørgsmål, stiller man i grunden også spørgsmålet om det overhovedet er muligt at få skabt en udviklingsproces der vil betyde modernisering - eller om de muslimske lande for tid og evighed skulle være dømte til at forblive i deres tilbagestående patriarkalske, kvindeundertrykkende og frihedsundertrykkede systemer. Det er rigtigt - som det er blevet understreget mange gange de sidste tre år - at demokrati ikke kan eksporteres fra land til land. Det skal komme fra neden, dvs fra folket, hvad der ikke udelukker at der kan være foregangsmænd i et land (det er faktisk den anden betingelse) eller at disse skulle kunne hente inspiration og støtte fra udlandet, men derimod betyder at basis for ethvert demokrati er selve folkets ønske om frihed og demokrati. På dette punkt er der imidlertid ingen tvivl for Mellemøstens vedkommende, fordi folk dybest set altid ønsker frihed, eftersom frihed er en universel værdi. I praksis er det derfor altid et folks politiske og religiøse ledere og forførere der eventuelt stiller sig i vejen for demokratiet i forsvar for deres særinteresser - og bl.a. gør det ved at misinformere om demokratiets fortrin. De vil ikke afgive den magt de har og som beror på folkets ufrihed. Derfor udspreder de løgne om demokratiet og løgne om de vestlige demokratiske lande. I alle Mellemøstens lande er der og har der meget længe været en åbenlys modsætning mellem de politiske og religiøse ledere på den ene side og folket på den anden. Men desværre forkludres billedet ganske betydeligt af demagogernes evne til at forføre folket med løgne om landene og navnlig livsmønstrene udenfor. Kendsgerningen er - og så kan man lide at høre den eller ej - at oplysningsniveauet er for ringe, undertrykkelsen og forførelsen for effektiv. Og derfor er det ganske givet at den demokratisering der er behov for og som før eller siden vil slå igennem bliver en langstrakt, endda meget langstrakt proces. Den er kommet i gang. Men den vil tage meget lang tid. Og det må i denne forbindelse stærkt understreges at demokrati aldrig kan reduceres til et formelt folkestyre der giver vinderen af et frit valg ret til at indføre ufrihed. Demokrati betyder altid også respekt for mindretal og mulighed for at komme af med en regering. Hele spørgsmålet om betimeligheden af indblanding fra udlandets side må ses i dette lys. Det går ikke an at slutte fra de store aktuelle vanskeligheder i Irak på grund af den massive tilstedeværelse af amerikanske og britiske soldater til nogen dom om at det var en fejl at gribe ind mod Saddam Hussein. Der er desværre sket uhyggeligt mange og alvorlige fejl i og omkring den hidtidige proces, men status quo ante bellum (dvs før 2003) ville hverken kunne være bevaret i Irak eller i Mellemøsten iøvrigt, selvom amerikanerne ikke havde grebet ind. Det er naivt at tro dette. Konflikten mellem israelerne og palæstinenserne er fortsat en central del af problemstillingen, og selvom der netop synes at være bevægelse på fronterne - jf artiklen Fred på jorden... - er det langt fra sikkert at det lykkes at bryde isen, hvad der nemlig i realiteten vil kræve intet mindre end en dyb selvransagelse i Hamas-bevægelsen. Status quo i denne konflikt vil måske betyde lidt længere tids stabilitet end et nyvalg der risikerer at ende med nederlag for præsident Abbas. Men heller ikke her kan status quo opretholdes i længden. Pres på parterne fra det internationale samfunds side er nødvendigt og vil fortsætte, men naturligvis bør der tages højde for at al modning kræver tid. Modning af fanatiske palæstinensere kræver endda meget lang tid - og måske ligefrem mirakler i form af åbenbaringer! Ingen vover sig ind i tragediens område, hvor det at have ret er hørt op, uden at få nogle dybe indsigter i at livet slet ikke drejer sig om at kræve sin ret endsige få hævn. Libanon er i store problemer på grund af Hizbollah-bevægelsens held med destabilisering. Og både Syrien og Iran spiller højt spil om fremtiden - ud fra forskellige bevæggrunde. Iran er på grund af sit atomprogram blevet en decideret trussel mod magtbalancen i regionen, og intet tyder på at FN vil have mere held med at få gjort præsident Ahmadinejad medgørlig end organisationen havde med Iraks afsatte og nu dødsdømte og henrettede Saddam Hussein. Ulykken er ikke bare at Ahmadinejad er kommet til at stå uhyre stærkt i regionen, men at han som Hussein er uden for ægte dialog. Kun et mirakel kan ændre situationen. Usikkerheden vil derfor komme til at præge hele næste år. Og den vil på det endnu større internationale plan betyde, at der fortsat ikke kan afsættes de fornødne ressourcer eller opvises den fornødne vilje til at tage fat for alvor på de store økonomiske, sociale og medicinske problemer som ikke mindst mange afrikanske stater lider under. Udviklingen af det civile samfund har i disse lande været så mangelfuldt at befolkningernes skæbne stort set er overladt til de tilfældigheder der skabes af primitive magtkampe. Det internationale samfund kan komme med henstillinger og formaninger og yde begrænset humanitær hjælp, men magter ikke for øjeblikket en militær indgriben der virkelig kan ændre forholdene. Reelt kan der ikke skabes muligheder for effektiv hjælp i de afrikanske lande, før konflikterne i Mellemøsten kommer nærmere en fredelig og konstruktiv løsning. FN vil stort set være magtesløs - også under den nye generalsekretær. Vi er igen henvist til at vente på miraklerne - en dybere erkendelse hos de implicerede. Alt imens må verdenssamfundet og navnlig det rige Europa slås med flygtningeproblemet. USA er for alvor kommet ind i forandringens epoke. Novembervalget vendte op og ned på det politiske mønster til ugunst for præsident Bush. Han har stadig som præsident det afgørende ord i udenrigspolitikken, men er nødt til i langt højere grad at tage hensyn til oppositionen. Ikke mindst hvad angår den mere og mere upopulære Irak-invasion. Bakerrapporten har fremprovokeret en vis selvransagelse, men den har haft den grundskavank at den opstillede en ny strategi som et samlet hele, hvorfra der ikke kunne udtages løsrevne anbefalinger. Nøjagtigt det samme som den danske Velfærdskommissions udspil for et års tid siden. Og da rapporten indeholdt mindst to anbefalinger som hvor velmenende de end måtte forekomme var helt uantagelige for den siddende præsident, nemlig forslaget om at inddrage Iran og Syrien direkte i en løsning, så bliver den ikke som mange havde håbet ophøjet til ny strategi. Præsidenten kommer i begyndelsen af det nye år med sin konkrete justering af regeringens strategi, men det bliver en justering. Og den vil fastholde støtten til den irakiske regering og demokratiseringsprocessen. Det betyder ikke nogen umiddelbar tilbagetrækning af de amerikanske tropper i landet, men en omrokering af dem så irakerne får større ansvar for landets sikkerhed, men amerikanerne forbliver som garanter for den irakiske regerings opretholdelse. Ingen med realitetssansen i behold burde have forventet andet. Ingen der fatter lidt af hvad der foregår i præsident Bush's hjerne og hjerte bør vente andet. Problemet er, at mange vestlige politikere og iagttagere og almindelige mennesker ikke fatter at præsident Bush har såvel et langsigtet historisk som et dybt religiøst perspektiv i sin politik. I dette store perspektiv tager tingene sig anderledes ud end i det kortsigtede perspektiv der har umiddelbar succes og velfærd som eneste kriterier. Det gælder også vort eget land. I det store historiske og helhedsrealistiske perspektiv er Danmark fortsat et smørhul i verden. Det er vores eget, og vi værner om det, går op i dets udvikling og dets mange og store problemer. Vi holder det åbent mod det globale rum, men vil trods alt ikke have det forandret til ukendelighed. Vi kan da pippe med i koret i FN's sikkerhedsråd og EU - og endda have overskud til at sende julegeder i tusindvis til landsbyerne i Afrika. For vi er jo gode mennesker, der tror på næstekærligheden og under andre mennesker det bedste. Selv præsterne anser det i dag for deres allervigtigste opgave at prædike næstekærlighed. Nede i smørhullet sker der dog af og til et og andet. Udover Muhammedkrisen - der kostede mange millioners smøreksport til de arabiske lande - så har vi i årets sidste måned haft en ministerudskiftning der ikke så meget skyldtes en ministers uduelighed eller forsømmelighed, men en mediehetz som Dansk Folkeparti var lidt for nævenyttige til at udnytte til simpel markering af deres uundværlighed som støtteparti for VK-regeringen. Lars Barfoed gled ikke i smørret eller fedtet fra ukontrollerede svin, men i Pia Kjærsgaards fedtede dadel og statsministerens ophøjelse over den slags julelege. Det huer selvsagt ikke de konservative og gavner ikke samarbejdet mellem de tre partier, men det sætter fokus på dilemmaet: Hvorfor er Dansk Folkeparti ikke med i regeringen, når det både er forudsætningen for regeringen og har fuldt kompetente personer til ministerposter? Svaret blafrer i suppedasen. Men reelt er det den belastede relation mellem de to folkepartier bag regeringen der spøger og som statsministeren mangler mod til at drage frem til afklaring. Regeringen har også haft problemer med behandlingsgarantien til kræftpatienter. Den har været umulig at opfylde fordi der bl.a. har manglet kvalificeret personale til betjeningen af de eksisterende strålekanoner og være for dårlig kommunikation mellem hospitalerne og sundhedsstyrelsen. Den slags kan der og vil der blive rettet op på, men reelt er grundproblemet at der slet ikke kan gives absolut behandlingsgaranti for nogen sygdom, fordi en sådan dels ville blive alt for dyr, dels teknisk og administrativt ikke er mulig, da teknologien hele tiden udvikler sig og giver bedre og bedre behandlingsmuligheder og altså øger behovet, men læger, sygeplejersker og administratorer er fortsat mennesker der ikke er ufejlbarlige og ikke kan arbejde 24 timer i døgnet. I videre forstand er ikke bare en absolut behandlingsgaranti, men et absolut effektivt sygehusvæsen en illusion, da ressourcerne selv i et rigt land som Danmark er og bliver begrænsede. Danmark er et smørhul - og både hullet og mængden af smørret kan tilsyneladende udvides i det uendelige, men det bliver samtidigt også både sygdomstilfældene og behandlingsmulighederne. Og den ildehørte sandhed i sundhedsvæsenet er at man ikke kan forbedre behandlingen af bestemt former for sygdom markant og ensidigt uden at forringe behandlingen af andre i et eller andet omfang. Smørhullet er endnu ikke blevet et paradis hvor problemer ikke eksisterer - og det bliver det heller aldrig. Men det er der åbenbart mange der render rundt og tror. Derfor har året også været præget af fortsat debat om ligheden og uligheden i landet. Socialministeren kom allerede forrige år for skade at sige højt, at ulighed i samfundet er en fordel, for den er udtryk for lige præcis den evne til at gøre en forskel som er forudsætningen for velstanden. Men sådan en udtalelse bliver selvfølgelig i dette vidunderlige smørhul opfattet som om uligheden sættes som et mål i sig selv - og det går ikke. Statsministeren måtte dengang på sin regerings og sit partis vegne kalde til orden: Et ordentlig samfund er ikke en smørtyv der stjæler mest muligt smør, men et smørhul for alle. Nogle har lidt mere end andre, men der skal være plads til alle der kan udholde lugten og miljøet. Men debatten er ikke standset - heller ikke internt i Venstre. Og hvad statsministeren angår, så har han igen forsømt det eneste rigtige som ville være at rede trådene ud i det åbenbart komplicerede spørgsmål om lighed og ulighed i et samfund. Kompleksiteten i spørgsmålet kommer naturligvis af den simple logiske modsætning mellem lighed og ulighed. Jf. artiklen Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre. Et samfund kan ikke samtidigt stile efter størst mulig lighed og størst mulig eller bare acceptabel ulighed. Men den slags er logik, for i praksis kan man sagtens lade lighed og ulighed være hinanden accepterende og udfordrende fænomener, hvis man betragter dem som komplimentære fænomener - og dermed én gang for alle gør dem fri af forstandens logiske forhekselse. Sagen er at vi alle har glæde og gavn af lighedstanken, fordi et samfund der ikke ensidigt fokuserer på uligheden vil have bedst chance for at give flest mulig en rimelig tryghed. Men omvendt gælder også at vi alle vil have glæde og gavn af frihedstanken - eller -princippet, fordi det er friheden der giver os udfoldelsesmulighederne og dermed også udviklingen og den velstand der er til gavn for alle. Begge principper er altså forudsætningen for det moderne velfærdssamfund - og det er i princippet umuligt at fastlægge et bestemt forhold mellem dem som det rigtige. Det vil skifte med tilfældighederne i udviklingen. Men det er under disse omstændigheder vigtigt at sørge for at samfundet fortsat bevarer sin sammenhæng, selve fællesskabet. Og dette sker hverken hvis lighedens tilhængere styrer for ensidigt efter trygheden som det eneste saliggørende mål for smørhullet eller frihedens tilhængere styrer for ensidigt efter udfoldelse, fornyelse og åbenhed. Fællesskabet er sammenhængskraften, og det vil både sige at der må være grænser for uligheden og grænser for spaltningen mellem rige og fattige i samfundet. Ikke for ingenting hed sloganet for de store revolutioner i slutningen af 1700-tallet: Frihed, Lighed og Broderskab. Integrationen af indvandrere er i denne sammenhæng ikke blot et problem for dem selv, for så vidt manglende integration er ensbetydende med følelsen af fremmedhed hos dem der ikke integreres, men også et problem for smørhullets opretholdelse og vedligeholdelse. For mange frustrerede unge indvandrere betyder øget fattigdom, øget kriminalitet og øget risiko for indrullering i ekstremistiske grupperinger der direkte undsiger smørhullet. Problemet er komplekst, fordi det både indeholder generelle elementer og ganske specielle forhold som årtiers fejl og mangler i den officielle integrationspolitik og helt aktuelle paralleliseringer til det store internationale sammenstød mellem det muslimske og det ikke-muslimske 'fortolkningsfællesskab'. I en vis forstand har integration af indvandrere meget tilfælles med integrationen af unge danskere af autonom indstilling, fordi der i begge tilfælde er tale om unge mennesker der ikke vil acceptere det civile smørhul de lever i og nyder godt af, men som har visse etiske forpligtelser som de viger tilbage for. Begge grupper er fælles om ikke at ville være voksne med fuldt ansvar for deres eget liv; de tror de kan leve i alternative parallelhuller med større eller mindre udfald mod det etablerede smørhul. Det er umuligt i længden, og naturligvis er der efterhånden nogle der opgiver deres modstand og bliver integreret i det store samfund. Men nogle holder stand og graver sig endnu dybere ned i deres huller og bliver en risiko for flertallet. Dette gælder også de autonome i Ungdomshuset på Jagtvej, der uheldigvis er havnet i den situation at de ikke kan blive boende i det hus de har haft til rådighed i seksten år, fordi Københavns Kommune var så tåbelig at sælge det til en tåbelig sekt. Mange behjertede mennesker prøver at finde et andet hus til dem. Men en fornuftig løsning synes helt og holdent at afhænge af lige netop den begyndende ansvarlighed hos de unge autonome der bevirker at de tør tage det første lille skridt ind i tragediens område, hvor det at have hundred procents ret hører op, men hvor de til gengæld fortsat kan leve i en art alternativitet til det bestående samfund - alt imens de hver for sig modnes som de fleste andre ungdomsoprørere gennem tiderne. Den slags sker jo - og det er et af de store ting ved tilværelsen. Det hedder blandt andet humor. Humor har der også været over den danske velfærdsdebat i årets løb. Dels startede den som nævnt på samme ufikse måde som debatten om Bakerrapporten i USA ved at en kommission kom med et gennemarbejdet, samlet forslag som den selv angav at der ikke kunne pilles ved. Og da rapporten nøjagtigt på samme måde som Bakkerraporten indeholdt elementer der var uspiselige for regeringen, så blev regeringens sluttelige udspil og lovgivning et helt andet. Dels endte alt som forventeligt med et bredt forlig der slet ikke blev dårligt, men dog gik uden om de problemer eksperterne forudser vil blive påtrængende om ganske få år, nemlig problemerne der hænger sammen med den demografiske udvikling og manglen på fremtidig kvalificeret arbejdskraft. Men endelig - for det tredje - kom der slet ikke fokus på de positive sider af sagen og regeringens senere konkrete udspil om en kvalitetsreform. For alt kom lynhurtigt til at dreje sig om nedskæringer i den offentlige sektor, vel at mærke ikke faktisk vedtagne nedskæringer, men frygtede nedskæringer i forbindelse med kommunalreformen. Alle erkender kommunalreformens nødvendighed. Alle kan også forstå, at den på mange områder må medføre ændringer som ikke kan forudses i alle detaljer og som i nogle tilfælde vil betyde forbedringer, men i andre forringelser, i hvert fald midlertidigt. Men i debatten blev alt stillet op sort mod hvidt. Tallene føg over det danske smørhul så ingen til sidst kunne hverken se, lugte eller smage det ellers gode lurmærkede danske smør. Dommedagsprofeter med smag for fedmens store fare tordnede mod smørrets fristelser. Nogle ville have mere af alt, mens andre foreslog mådehold og ansvarlighed. Men madpakkerne i børnehaverne var i fare - og så er fanden løs i Laksegade. Hvem der får ret i deres forudsigelser vil først vise sig hen ad vejen, når reformerne træder i kraft. Men betydelige forskydninger i vælgernes bevægelser mellem partierne er allerede en kendsgerning. På utrolig kort tid vandt de socialdemokratiske smørtilhængere de ellers tabte vælgere tilbage - og regeringen og navnlig Venstre gik tilbage. Og på det sidste kan konstateres at både Det radikale Venstre og Dansk Folkefolkeparti har sat det meste af den ekstra medvind de af forskellige grunde havde fået tidligere på året over styr. Meget kan naturligvis ske inden næste valg om to år. Men hovedindtrykket bliver tilbage, at hele Anders Fogh Rasmussens store projekt om at torpedere det gamle partimønster, rykke ind på midten og som borgerligt parti blive Danmarks største - synes røget i vasken. Uretfærdigt vil mange sige. Velfortjent andre. Under alle omstændigheder er det da tilfældighedernes klare tale - og dermed et eminent udtryk for humor i smørhullet. Set ud fra et helhedsrealistisk hovedsynspunkt så er disse gennemgående udtryk for humor i såvel den danske andedam som den store verden ikke at beklage, men tværtimod at betragte som en bekræftelse på det grundsynspunkt at verdens gang ikke er styret af et gennemskueligt system af love og altså ikke følger årsagsloven i streng deterministisk forstand. Verden er ikke et stort himmelsk urværk som man troede da man i sin tid forlæste sig på Newtons fysik. Der er plads til tilfældighed og emergens. Derfor er det vigtigt at vi ved siden af det praktiske liv med alle dets daglige, nytteprægede gøremål og ved siden af den givende naturvidenskab og teknologi har et kulturliv der kan sætte udviklingen i relief og sætte spørgsmålstegn ved dens tendenser. Kulturen og religionen (i bedste udogmatiske, ukonfessionelle og helhedsrealistiske forstand) er ikke underordnede fænomener der kan betragtes som rene fritidsssysler der kun tjener underholdsningsmæssige og rekreative formål. Nej, de er af aldeles afgørende eksistentiel værdi. Det betyder helt konkret, at samfundslivet lider skade, hvis ikke der findes et rigt kulturliv og religiøst liv i form af kunst, teater, film, musik, dans, fest og kult, hvorfra de enkelte menneske til stadighed kan hente inspiration og psykisk energi til at leve det mere regulerede liv til hverdag. Teatret skal der ikke siges meget om her, da undertegnede ganske enkelt ikke længere følger ordentligt med. Skuespillerne har aldrig være bedre end i dag. Sceneinstruktører og scenografer har aldrig været mere virtuose i brug af alskens stærke og raffinerede teatereffekter. Og der gives såmænd gode forestillinger. Men skandalerne og tomheden fylder for meget og - værst af alt - der bydes på for lidt af det teater der sætter en dybere eksistentiel debat og eftertanke i gang. Man frygter ligefrem at det store skuespilhus der er ved at skyde op ved Kvæsthusbroen skal blive et monument for tomheden i tidens teater - lidt i stil med den store og flotte Opera på den anden side af havnen, hvor der endnu ikke er vist en opera-forestilling af virkelig kultisk format. Og det er faktisk kult i ikke-kirkelig forstand vi har teater og opera til. Kultisk format findes i Mozarts musik og operaer - og Mozart-året er heldigvis ikke gået til ende uden rig lejlighed til på dvd og udenlandske tv-kanaler at se forestillinger der lever op til ånden i mandens værk. Men herhjemme kan man ikke se sådanne forestillinger. I det nye år kommer dog live-forestillinger fra Metropolitan-operaen i New York - i Imperial biografen. Og det er skam et spændende initiativ, der sågar starter med Mozarts 'Tryllefløjten' i Julia Taymors iscenesættelse. Det er altså biograferne der tager stikket hjem for tiden, og det med et righoldigt repertoire der er spredt over mange flere oprindelseslande end længe. Især Tyskland er kommet gevaldigt med. Her skal blot nævnes Florian Henckel von Donnersmarcks 'De andres liv' om de rystende forhold i det gamle DDR op til Murens Fald. Af danske film fortjener både Pernille Fischer Christensens 'En soap' og Christina Rosendahls 'Supervoksen' at blive nævnt. 'En soap' skildrer overbevisende de problemer et menneske havner i, når det fødes med et køn det ikke sjæleligt føler sig hjemme i. Og 'Supervoksen' behandler lige så overbevisende det mere generelle problem om ganske unge pigers tackling af det uundgåelige 'syndefald'. Dansk film er særdeles stærk i disse år - og det kan derfor tages med største overbærenhed at Lars von Trier brillerede med makværket 'Direktøren for det hele'. Stærkest står Ole Christian Madsens 'Prag' fordi det her lykkedes filminstruktøren bag 'Nordkraft' på en både psykologisk, poetisk og humoristisk måde at komme i lag med tre vigtige og problematiske sider af det moderne liv: parforholdet, manderollen og et faderkompleks af mere almen karakter. Livet er hårdt, og vi kan ikke få alt, lyder det fra en af filmens personer, den tjekkiske advokat der skal håndtere alle de praktiske ting omkring sin danskfødte vens død og begravelse i konfrontation med vennens søn. Ole Chr. Madsen har i et interview meget pessimistisk udtalt at vi er 'faldet af kærligheden' og havnet i en følelseskultur helt ude af kontrol. Det kan naturligvis diskuteres, men det sættes under skarp belysning i filmen, der dermed også viser vej til nye erkendelsesmuligheder for instruktøren selv. Det lover godt. I litteraturen kom Peter Høeg igen efter ti års pause med romanen 'Den stille pige' der fik en blandet modtagelse på grund af bogens meget komplekse opbygning og tematik. Undertegnede har ikke lagt skjul på at jeg fandt bogen utroligt givende, fordi den både turde gå i lag med de dybeste eksistentielle problemer og gøre det på en gennemmusikalsk og gennemhumoristisk måde, som jeg personligt skal til fx Mozart og Shakespeare for at genfinde. Genialt henlægger Høeg handlingen til et cirkusmiljø og gør hovedpersonen til en klovn. For mig bekræfter Peter Høegs bog i et og alt den dybe forbindelse der er mellem humor og tragedie, og dermed bliver bogen en sand skønlitterær udfordring til den komplimentære helhedsrealisme. Årets to store kunstudstillinger blev Kandinsky-udstillingen i London og L.A. Ring-udstillingen på Statens Museum for Kunst. Den førstnævnte viste udviklingen fra realismen til den abstrakte kunst hos en af den moderne kunsts banebrydende personligheder. Han var kendetegnet af dyb spirituel interesse, men endte som en skuffet mand fordi forhåbningerne om en bedre verden viste sig illusoriske og spiritualiteten altså i sidste ende uholdbar. Den sidstnævnte skal fremhæves for det modsatte. L.A. Ring (1854-1933) slap aldrig realismen han var vokset op med, hverken i æstetisk eller psykisk forstand. Den abstrakte kunst lå ham fjernt, og respekten for almuen, bonden, håndværket og arbejdet med jorden slap han aldrig. Han var revolutionær som ung, men blev politisk desillusioneret, fordi der ikke hurtigt nok kom nogle afgørende ændringer. Den tungsindige mand var i sine unge år også eksistentielt desillusioneret. Han troede i lange perioder hverken på sig selv eller på andre, endsige på Gud eller en mening med det hele. Men han blev 40-år gammel lykkeligt gift med en 20 år yngre kvinde - og ændrede bane. Det førte ham ad uransagelige veje til en dobbelthed i maleriet der har været lidt af en gåde for kunsthistorikerne, idet de har været tilbøjelige til at finde symbolisme i værkerne, hvad der i snæver forstand kun var en kort periode. Den virkelige dobbelthed hos Ring ligger slet ikke i en bevidst forestilling om at billedet kan og skal forestille noget andet end det giver sig ud for, men derimod i at han spontant fik øje på to sider af betragtningsmuligheden: den ydre (realistisk-betonede) og den indre (meditative) - og at han formåede med usvigelig sikker intuition at fastholde begge perspektiver på lærredet. Der er i realiteten tale om en komplementær helhedsrealisme som er enestående i dansk kunst og som gør Ring til en af vore største kunstnere overhovedet. Han stod faktisk - uden selv at vide det - solidt plantet mellem de to virkeligheder vi befinder os i. Han mistede sin hustru som 70-årig og mistede for en tid lysten til at male. Men han fik livslysten tilbage - og døde som et afklaret menneske. I realiteten er der hos ateisten Ring tale om en form for religiøsitet der er fuldstændigt blottet for såvel dogmatiske som konfessionelle undertoner. Ring-udstillingen viser derfor - ved siden af Peter Høegs roman og Ole Christian Madsens film - at religion og religiøsitet i helhedsrealistisk forstand umuligt kan undværes i det offentlige rum. Så kan man lide ordene eller ej. Med disse helhedsrealistiske betragtninger ønskes Jernesalts læserer et Godt nytår! Hold humøret oppe. Tro på kærligheden. Og frygt ikke fremtiden! Jan Jernewicz Henvisninger: At læse Jernesalt Status over året 2005 (31.12.05.) Status over året 2004 (30.12.04.) Status over året 2003 (31.12.03.) Status over året 2002 (01.01.03.) Muhammedkrisen Fogh Rasmussen: religion og sammenhængskraft (24.5.06.) Fred på jorden og krig i menneskene Hizbollah hindrer nyt Mellemøsten Novembervalgeti USA Bakerrapporten gør ikke udslaget Ingen absolut behandlingsgaranti Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen (19.12.06.) Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre Ungdomshuset, Faderhuset og Tragediens Hus Nedskæringer i den offentlige sektor Mozarts sjæl og fascinationskraft Pernille Fischer Christensens 'En soap' Christina Rosendahls 'Supervoksen' Ole Christian Madsens 'Prag' Peter Høegs 'Den stille pige' Kandinsky, det abstrakte og det spirituelle Ring mellem de to virkeligheder Artikler om Danmark Artikler om EU Artikler om Mellemøsten Artikler om USA Artikler om Samfund Artikler om Musik Artikler om Film Artikler om Kunst Artikler om Litteratur Artikler om Eksistens Artikler om Verdsliggørelse Artikler om Religion Artikler om Humor Artikler om Sekularisering JERNESALTs fundamentale filosofi beskrives i artiklerne: Den komplementære helhedsrealisme Komplementariteten - principielt og generelt Værdimanifestet (komplet) Værdimanifestet (forkortet) Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |