JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - usamidtvv06b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.11.06

Bush og republikanerne tabte
- Rumsfeld går, amerikanerne bliver i Irak
- og USA står med et problem af dimensioner

Som ventet tabte republikanerne magten i Kongressen ved midtvejsvalget i tirsdags - omend der for Senatets vedkommende var så tæt løb i staterne Virginia og Montana at resultatet først var sikkert natten til torsdag - og stadig kan ende med krav om omtælling. Foreløbigt er det for Senatets vedkommende blevet til 51 pladser til demokraterne (inkl. to uafhængige der støtter dem) og 49 til republikanerne. I Repræsentanternes Hus blev udfaldet mindst 230 til demokraterne mod knap 200 til republikanerne. Præsident Bush gjorde hvad han kunne for at holde på de republikanske stemmer - og har stadig en vis appeal til mange vælgere. Men færre og færre troede på hans forsikringer om at USA vil vinde krigen.

Irakkrigen og de mange skandaler i det republikanske parti gjorde udslaget og vil svække præsident Bush de sidste to år af hans embedsperiode, så han må acceptere et vist samarbejde med demokraterne. Men for det første er det fortsat præsidenten der bestemmer USA's udenrigspolitik, for det andet har demokraterne ikke nogen klar og entydig eller troværdig plan for en anstændig afslutning på Irak-engagementet, og for det tredje indebærer det amerikanske partisystem med to enerådende partier at der er mange nuancer i begge lejre. Der findes republikanerne der er og længe har været kritiske eller forbeholdne over for præsident Bush, og der er demokrater der er helt eller delvist enige med ham på visse områder. Situationen er ikke så sort/hvid som medierne gerne vil gøre den til og som altid kommer tydeligst frem ved selve præsidentvalgene. Og den netop overståede valgkamp blev derfor heller ikke nær så præget af de intellektuelles eller venstreorienteredes hadefulde kampagne mod præsident Bush som sås for to år siden (og som muligvis dengang gav bagslag).

En sådan kampagne var heller ikke nødvendig denne gang, for valget blev først og fremmest den protest mod præsidentens Irakkrig som et flertal i befolkningen efterhånden var blevet mere og mere kritisk overfor i takt med den dybt utilfredsstillende eller katastrofale udvikling i Irak. Valget kan i mindre grad tages som en entydig opbakning til demokraterne, selvom disse naturligvis med resultatet har fået de allerbedste kort på hånden for at sikre en ny sejr ved præsident- og kongresvalget om to år. Udvælgelsen af kandidater til præsidentvalget er så småt kommet i gang, men bliver først endeligt afgjort om et års tid. Og meget kan ske inden da. Demokraternes største problem synes at blive at heller ikke de kan anvise en nem og hurtig vej ud af det irakiske dilemma - og derfor i værste fald kan komme til at sidde med sorteper om to år, hvis de vinder præsidentvalget.

Skandalerne i det republikanske parti behøver ikke mange ord efter valget. Det er indlysende at udbredt korruption er en uting som vælgerne vil straffe, og at intet parti kan værge sig tilstrækkeligt imod den hvis det får lov at sidde for længe ved magten. Og sexskandalerne er det også svært at værge sig imod, da mennesket er som det er og især magtmennesker nu engang har svært ved at modstå de fristelser selve deres magt giver dem, men disse skandaler rammer selvsagt særligt hårdt de politikere der indtil de bliver gennemskuet hverver stemmer på moralsk renhed og snæversyn. På begge områder ligger republikanerne derfor nu stort set som de selv har redt.

Irak-krigen er og bliver imidlertid hovedårsagen til republikanernes nederlag og begmanden til præsident Bush. Og det er ikke spor mærkeligt, når man ser på hvor galt det går i Irak. Det er givet at der kommer ændringer i den amerikanske udenrigspolitik efter dette valg. Om man vil kalde det en ny taktik eller en ny strategi er mere et spørgsmål om retorikken, dvs om hvor store ændringer Bush-regeringen vil indrømme den foretager sig. Det vil først vise sig, når det af præsidenten udpegede Baker-udvalg kommer med sin rapport om et par uger og Bush beslutter sig for en konkret justering.

Men den første og lovende ændring er allerede foretaget af Bush, da han i går blev enig med forsvarsminister Donald Rumsfeld om, at det var bedst at denne forlod regeringen og gav plads for den 63-årige Robert Gates, medlem af Baker-udvalget og tidligere CIA-direktør, der regnes for langt mere pragmatisk end den ideologiske Rumsfeld. En stivsindet kriger, kalder 'Der Spiegel' den afgående minister.

Rumsfeld lagde sig som bekendt tidligt ud med de gamle europæiske allierede. Han lod Pentagon køre sit eget løb uden ordentlig koordinering og kommunikation med udenrigsministeriet. Han havde ingen plan for Irak efter krigen og satte civile administratorer til at skabe ny orden i landet uden at give dem de fornødne militære midler (hvad USA end ikke kunne have drømt om at gøre i Europa eller i Japan efter 2. verdenskrig). Og han så alt for længe gennem fingre med de amerikanske soldaters uhyrlige behandling af irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet. Bare for at nævne nogle centrale kritikpunkter. Det var overraskende at Rumsfeld ikke fik silkesnoren efter præsidentens genvalg i 2004. I stedet blev det udenrigsminister Colin Powell der valgte at gå. Bush's nære sikkerhedspolitiske rådgiver Condaleeza Rice blev hans efterfølger, men heller ikke hun fik nogensinde god kommunikation med Rumsfeld.

Ændringer i den amerikanske Irak-politik vil komme, når Baker-udvalget har aflagt rapport og Robert Gates er blevet godkendt som forsvarsminister. Og der kan ikke herske tvivl om, at ændringerne først og fremmest vil dreje sig om at skabe de bedst muligt betingelser for amerikansk tilbagetrækning fra Irak så hurtigt som det vil være praktisk muligt at overlade sikkerheden i Irak til den irakiske regering. Enhver tilbagetrækning inden dette falder på plads vil være en åbenlys falliterklæring ikke blot for præsident Bush og koalitionen, men også for amerikansk supermagtspolitik og drøm om en udvikling i Mellemøsten der kan mindske den terrorisme der både regionalt og globalt er blevet den største trussel mod frihed og demokrati.

Spørgsmålet bliver derfor i første omgang om det overhovedet bliver muligt at sikre et stabilt styre i Irak, dvs en koalitionsregering der på den ene side kan holde sammen på de mange modstridende politiske, økonomiske, etniske og religiøse interesser i landet og på den anden side er i stand til militært og sikkerhedspolitisk at skabe en ro og orden i landet som kan sikre genopbygningen. Alt tyder på at det for øjeblikket går den forkerte vej i denne henseende. Og selv om koalitionen utvivlsomt vil gøre hvad den kan for at medvirke til opbygningen af sikkerhedskræfter i Irak der effektivt kan modvirke de destabiliserende kræfter, så er det hårde odds man er oppe imod, fordi oprørerne og terroristerne er for mange og for stærke. En eventuel begrænset forøgelse af de amerikanske styrker i en begrænset periode bedømmes af eksperter til at være aldeles utilstrækkelig. Der skal massive styrker til opgaven - og det bliver der næppe politisk mulighed for at skaffe i USA efter valget. Det vil nemlig komme til at afhænge af demokraternes vurderinger og Baker-udvalgets anbefalinger - og det vil igen sige at præsident Bush nu må se meget barske realiteter i øjnene.

Til de barske realiteter alle må tage i betragtning hører dog fortsat, at Irak-engagementet hverken kan ses uafhængigt af udviklingen i det øvrige Mellemøsten eller udviklingen i den internationale terrorisme.

Problemerne med palæstinenserne, syrerne og iranerne er fortsat uløste og ligger dermed fortsat som en fundamental trussel mod Israels eksistens, stabiliseringen af regionen og udviklingen hen mod opbygningen af fredelige og velfungerende civile samfund. En hurtig tilbagetrækning af de amerikanske tropper fra Irak vil ikke alene umiddelbart medføre kaos i Irak, men risikere at kaste hele regionen ud i en omvæltning ingen kan overskue resultaterne af. Den demokratiseringsproces i regionen som amerikanerne og koalitionspartnerne ønsker har nok fået længere udsigter end godt er, men er fortsat eneste vej til fred, stabilitet og udvikling i Mellemøsten. Og derfor er det fortsat den eneste ansvarlige politik at fastholde processen som langsigtet målsætning.

Og kampen mod den internationale terrorisme af islamistisk tilsnit er fortsat ikke et geopolitisk eller socialøkonomisk afgrænseligt problem, men et langt dybere der angår selve forskellen mellem vestlige og ikke-vestlige værdier.

Det er indlysende at amerikanerne med deres fremfærd i Irak - ligesom i sin tid med deres fremfærd i Det fjerne Østen - har medvirket til at nære de indfødte befolkningers aversion imod vestlige værdier, eftersom lovene for de psykiske primærprocesser bevirker at folk ofte umiddelbart sætter simpelt lighedstegn mellem det nogle amerikanere foretager sig og det vesterlændingene generelt står for. Men omvendt gælder jo også at de muslimske befolkninger narrer sig selv, hvis de bevidst og ubevidst modsætter sig demokratisering, sekularisering og modernisering, blot fordi der sker fejl og misbrug i de vestlige lande. Demokrati udelukker ikke fejl, men har faktisk sin allerstørste styrke og værdi i evnen til at opdage og viljen til at rette opståede fejl.

Modernisering er til syvende og sidst muslimernes eneste udvej af de former for 'middelalderlig' autoritær kulturel og religiøs undertrykkelse de fortsat lider under. Terroristernes svar på moderniteten hedder had og destruktivitet. Men hvis der ellers er hold i påstanden om at frihedsrettighederne er universelle, så burde det ikke skræmme frihedens forkæmpere hverken blandt de undertrykte muslimer eller de moderne og sekulariserede vesterlændinge, at terroristerne fortsætter deres bitre og fanatiske kamp mod reformer. Tværtimod svigter Vesten de universelle frihedsrettigheder ved at overlade Mellemøsten til sig selv.

Men risikofri er indblanding ikke - og det bliver den heller aldrig. Alle virkninger i politik og kulturliv har altid - som historikeren Paul Johnson har fastslået - utilsigtede virkninger ved siden af de tilsigtede, virkninger man ikke kan forebygge eller undgå, fordi man ikke kan forudse dem. Den historiske udvikling har sin dynamik som betyder at dens åsagssammenhænge ikke er gennemskuelige. Derfor vil det altid gælde at der spildes, hvor der handles. Det må bare aldrig indebære, at ansvarlige folk afholder sig fra at handle, for så går det først galt. Men naturligvis skal de handle så fornuftigt som det er muligt under de givne betingelser, dvs under den størst mulige iagttagelse af de realiteter man kan fastslå som realiteter.

Perspektivet skal blot aldrig glemmes, heller ikke det store historiske perspektiv, det man også kalder utopien. For uden vore forestillinger om det gode og frie samfund kan vi ikke bevare vor menneskelighed. Derfor må demokraterne og republikanerne i USA holde fast ved et fælles perspektiv. Og derfor må også den danske regering, dens støtteparti og dens opposition fastholde målsætningen om demokratisering i Mellemøsten som den eneste bæredygtige mulighed på længere sigt.

Jan Jernewicz

Henvisninger: