JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - irakfred13

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.12.05.

Irak, Iran, Israel - og USA

Irak
Jordan, Syrien, Libanon, Egypten og Palæstina
Iran
Israel
USA
Henvisninger

Irak Til toppen Næste

Parlamentsvalget i Irak torsdag den 15. december blev en milepæl i den politiske udvikling i landet af særligt fire grunde:

(1) Valget forløb fredeligt og ordentligt. Der var kun enkelte, mindre voldsaktioner og ikke flere klager over afstemningsforløbet end at de internationale observatører har kunnet sige god for det. Dog har sunnimuslimerne og de moderate shiamuslimer en uges tid efter valget klaget over valgsvindel i dele af Bagdad - og krævet omvalg.

(2) Valgdeltagelsen blev høj, nemlig helt oppe på omkring 70 %, hvad der både viser bred opbakning til hele demokratiseringsprocessen og forhåbninger om bedre tider.

(3) Sunnimuslimerne deltog - i modsætning til i januar, hvad der dels betød et klart nej til vold fra oprørere, dels håb om sunniernes fulde inddragelse i den videre politiske proces.

(4) Kvinderne blev sikret stor repræsentation i parlamentet og dermed støtte til fortsat kamp for liberettigelse.

Hertil kommer at hele processen fra valget af midlertidigt parlament i januar over folkesafstemningen om forfatningen i oktober frem til valget 15. december har bragt større klarhed over de forskellige politiske og religiøse partiers og grupperingers indbyrdes styrkeforhold og vilje til samarbejde og kompromis. Der er stærke ønsker om vidtgående selvstyre for dele af Irak og ligeledes om styrkelse af islam som lovkilde, men der synes også at være ret nøgtern erkendelse af at kun et sekulært-demokratisk kompromis vil kunne forhindre en splittelse af landet og en risiko for borgerkrig.

En genopbygning af Irak kræver sammenhold af alle ansvarlige partier, så borgerkrig kan undgås og oprør fra militserne såvel som terror fra al-Queda-inspirerede grupper kan bekæmpes og minimeres.

Nu skal stemmerne tælles op, så den endelige mandatforeling kan foretages. Først derefter kan de vanskelige forhandlinger om regeringsdannelsen gå i gang. Formentlig vil de religiøse shiamuslimer med folk som Abdul-Aziz al-Hakim og Moqtada al-Sadr samt den nuværende ministerpræsident Ibrahim al-Jaafari få mest at sige. Men en sekulær shiamuslim som den vestligt orienterede leder af INA-alliancen Ayad Allawa er blevet nævnt som mulig kompromis som regeringsleder - netop fordi han er den varmeste fortaler for det og desuden med et lille sekulært parti i ryggen vil være den bedste garant for et sammenhold uden for stærke religiøse overtoner.

Ingen kan vide hvad resultatet bliver, men så meget er klart, at befolkningen og flertallet af politikere ønsker volden standset og genopbygningen sikret og fremskyndet.

Alt tyder også på at de irakiske sikkerhedsstyrker i løbet af de næste 1½-2 år vil være stærke nok i tal, uddannelse og udrustning til at kunne sikre roen og freden. Og de vil fortsat kunne regne med amerikanernes og de fleste koalitionsstyrkers tilstedeværelse. USA har klart og tydeligt tilkendegivet, at de bliver i Irak til arbejdet er gjort færdigt, dvs til irakerne selv er i stand til at sørge for sikkerheden.

Et særligt aspekt af parlamentsvalget har været herboende irakeres mulighed for at deltage i afstemningen. Valgdeltagelsen blev høj, og sikkerhedsforanstaltningerne i Bellacentret var meget store og meget effektive. Irakernes glæde over at kunne være med til at sikre genopbygningen og demokratiseringsprocessen i deres hjemland har været umiskendelig.

Men der er rejst kritik af selve deres deltagelse i valget, fordi de fleste har både dansk og irakisk statsborgerskab. Interessen for valget kan altså i en vis forstand tolkes som udtryk for forbehold over for integrationen i det danske samfund. Men hertil er kun at sige, at mange af dem faktisk håber at kunne vende tilbage til det Irak hvor deres familier lever. Dette håb forstærkes naturligvis kun ved at de selv er med til at sikre demokratiseringsprocessen i Irak. Og ingen kan fortænke dem i disse forhåbninger.

Volden, de lokale militsoprør og de mange ødelæggende og spektakulære selvmordsbomber fra terroristernes side har været i mediernes fokus helt op til valget - og dermed givet et fortegnet billede af situationen i Irak. Først i de sidste dage før valget sørgede medierne for mere nøgterne og alsidige beretninger om at der rent faktisk er en genopbygning af landet i gang - på trods af de destruktive kræfters fortsatte held til alvorlig sabotage.

Men genopbygningen sikres ikke uden en fortsat demokratiseringsproces - og derfor er det mest lovende i øjeblikket valgets fredelige gennemførelse og sunnimuslimernes store deltagelse.

Jordan, Syrien, Libanon, Egypten og Palæstina Til toppen Næste

En demokratiseringsproces er i gang i hele Mellemøsten, men Irak er prøvestenen på processens succes. Gang på gang sker der tilbageslag i forskellige lande i regionen, som fx i Jordan med terrorbomben mod tre internationale hoteller i Amman. Det var her en ung kvindelig belgisk konvertit viste sig at være en af selvmordsbomberne, hvad der kun bekræfter at konversion ofte er det samme som hjernevask. Men også at der er europæere der hader Vesten og de vestlige værdier.

I Syrien/Libanon har først mordet på Libanons tidligere premierminister Rafik al-Hariri i februar i år og nu sidst attentatet på den stærkt antisyriske chefredaktør og politiker Gibran Tueni i Beirut vist hvor langt Syrien er fra demokratiet og fredsprocessen i regionen. Presset udefra - fra FN, USA og Europa - er stort og stigende, både hvad angår undersøgelse af mordene og forandringer i systemet, men de syriske magthaveres frygt for reformer er ikke mindre. Ikke med urette har Politikens Anders Jerichow sammenlignet Syrien med et frilandsmuseum, hvis diktator, præsident Bashar al-Assad, synes helt uvidende om at forandringsprocessen uigenkaldeligt er kommet i gang i regionen.

I præsident Mubaraks Egypten har myndighederne brugt vold for at forhindre folk i at stemme på oppositionen ved parlamentsvalget i begyndelsen af december, først og fremmest Det Muslimske Broderskab. Regeringspartiet har fortsat absolut flertal, men Broderskabet fik flerdoblet sit mandattal.

For Palæstinas vedkommende er ministerpræsident Mahmoud Abbas' autoritet stadig svag i forhold til de udfordringer han stikker i. Det vil ikke gøre hans situation lettere, hvis Hamas i det nye år vinder valget på Vestbredden - hvad meget tyder på. Et sådant valgresultat vil også betyde at EU standser sin støtte til området. Hamas er en organisation der altid har spillet og stadig spiller dobbeltspil: den organiserer vigtig social hjælp, men også terror mod Israel. Og dette kan EU ikke lukke øjnene for.

Generelt er demokratiseringsprocessen - og dermed også fredsprocessen - tæt forbundet med muslimernes eget opgør med egne værdier, det vil først og fremmest sige med alle religiøse forestillinger om absolutte sandheder. Derfor får debatten i Den Islamiske Verdensorganisation (OIC) uundgåeligt stor betydning, og her viste det sig på konferencen 7.-8. dec., at der efterhånden er voksende forståelse for nødvendigheden af visse justeringer for at undgå at islam bliver identificeret med terrorisme, men fortsat mangler der vilje til at gribe om nældens rod: absolutismen. Konferencens afstandtagen til hvad man kalder krænkende ytringer og tegninger om profeten Muhammed - naturligvis møntet på Danmark og Jyllands-Posten, men uden at nævne navne - viser at man er langt fra at turde antaste absolutismen.

Iran Til toppen Næste

Intet muslimsk land skiller sig dog mere ud fra de arabiske lande end Iran, der ikke bare har et atomprojekt der med rette bekymrer FN, USA, EU og Israel, men nu også har fået en ung præsident der med en ny generation af politikere i spidsen for sin regering kan gejle sine tilhængere op til en hadefuld fanatisme som ikke lader afdøde ayatollah Khomeini meget efter.

Præsident Mahmoud Ahmadinejad tyer til de værste demagogiske metoder for at ophidse masserne. Israel skal ødelægges og fjernes fra landkortet. Eller flyttes til Tyskland. Etableringen af det zionistiske regime var et træk foretaget af verdens undertrykkere imod den islamiske verden, har han sagt. Holocaust er for ham en myte der udelukkende er fabrikeret af Vesten med det formål at begrunde dannelsen af en jødisk stat på palæstinensisk jord. For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at også Det muslimske Broderskab i Egypten netop har erklæret holocaust for en myte.

Den slags demagogi er ikke tomme ord, for den skaffer den iranske præsident et fast tag i masserne, svækker de moderate dele af præstestyret og gør hele atomprojektet endnu farligere, fordi det bliver et projekt for magt og ideologi. Men som Herbert Pundik har påpeget i Politiken 21.8., så er der også psykologi i sagen (det er der nu altid i demagogi!), nemlig at Iran føler sig alle arabiske lande overlegen og derfor vil være medlem af den fine klub af atomstater som ingen af de arabiske lande er medlem af.

Under alle omstændigheder vil det blive en katastrofe for Israel, hele regionen og hele den øvrige verden, om Iran får atombomber. Fra vestlig side har man prøvet forhandlingsvejen, men også her har den iranske præsident vist sig fra den overlegne side: han har åbent tilkendegivet at Iran kun har forhandlet på skrømt - for at trække tiden ud. EU er blevet helt til grin. Spørgsmålet kan hurtigt blive, om USA bliver nødt til at gribe ind militært i kraft af Bush-doktrinen om forebyggende krig - eller om Israel skal slå til først.

Israel Til toppen Næste

I Israel ændredes den politiske situation brat da Arbejdepartiet i november valgte den 53-årige marokkansk fødte Amir Peretz til ny formand i stedet for den 82-årige Shimon Peres, der har været viceministerpræsident i Ariel Sharons regering. Peretz er fagforeningsmand og vandt afstemningen i partiet på pensionisternes og de arabisk-israelske partimedlemmers stemmer. Han profilerer sig m.a.o. primært socialt, men vil sandsynligvis miste stemmer fra den veletablerede mellemklasse. Herbert Pundik udbasunerede valget af Peretz som et sandt mirakel for Israel!

Peretz trak Arbejderpartiet ud af regeringen, så Sharon måtte udskrive valg til afholdelse i marts. Men da denne selv var i fare for at miste sit eget partis støtte til fordel for tidligere ministerpæsident Netanyahu, valgte fighteren Sharon at melde sig ud af Likud-partiet, som han ellers var med til at grundlægge i 1973, og danne et nyt parti under navnet 'Kadima'. Han fik følgeskab af flere ministre, herunder efter nogen tøven også udenrigsministeren.

Udviklingen fik sluttelig Shimon Peres til at melde sig ud af Arbejderpatiet og give sin støtte til Sharon (uden dog at melde sig ind i Kadima).

Ariel Sharon er ubestridt Israels populæreste politiker, og hans sikkerhedspolitik, herunder den overraskende tilbagetrækning fra Gaza, har fuld opbakning i befolkningen. Meningsmålingerne har da også vist at Likud vil gå tilbage og miste sin indflydelse, mens Sharon med Kadima står til at vinde valget.

En terrorbombe 10. december i et indkøbscenter i feriebyen Netanya understregede kun sikkerhedspolitikkens førsteprioritet i den politiske kamp. Den palæstinensiske selvmorder var udsendt af Islamisk Jihad, der igen er finansieret af Iran. Våbenhvilen mellem Hamas og de israelske styrker blev undergravet i ét nu og Mahmoud Abbas' position dermed undermineret. Sharon blev derimod styrket - og Pundik tilsvarende deprimeret.

Så skete der ganske vist det at Ariel Sharon kollapsede søndag den 19. Premierministeren der på trods af sine 77 år byder sig en arbejdsdag på 20 timer blev indlagt på grund af et mindre slagtilfælde, dvs en lille blodprop i hjernen. Han blev dog udskrevet igen tirsdag og har genoptaget sit arbejde. Men tilfældet rejser naturligvis tvivl om hvorvidt manden kan klare en hård valgkamp og de hårde udfordringer i den efterfølgende regeringsperiode. Palæstinenserne jublede ved budskabet om slagtilfældet, men den israelske befolkning kan meget vel - som tidligere - reagere med endnu stærkere opbakning til deres leder. Problemet er at Sharon ikke umiddelbart har en efterfølger, og at hans nye parti ikke har konsolideret sig.

USA Til toppen Næste

For USA's regering og præsident må den seneste tids udvikling i Mellemøsten siges at være ret opmuntrende. Længe så det ud til at volden og terroren i Irak var endeløs - og den irakiske regering nærmest magtesløs. Men billedet har ændret sig - og alt i alt bekræftet at der er skred i holdningerne i Mellemøsten.

Opmuntringen kommer meget belejligt for en præsident der er så trængt i sit eget land som næsten tænkes kan. Modstanden mod hans krig har været stigende, utålmodigheden efter at få de amerikanske tropper hjem ligeledes. Og hertil kommer den dalende popularitet i forbindelse med håndteringen af naturkatastroferne i de sydlige områder - og navnlig i New Orleans.

Strengt taget kan præsident Bush sagligt set ikke bebrejdes ret meget i disse sager, men han står unægteligt som den formelle leder af regeringsapparatet og blive derfor automatisk syndebuk for alle de fejl myndighederne på forskellige niveauer har begået. Og den første sag af denne art har nu engang altid tendens til at forstærke de følgende. Men hertil kommer de politiske sager som overgrebene i Irak, behandlingen af fangerne på Guantanemo samt de hemmelige CIA-transporter med krigsfanger fra land til land. Udenrigsminister Condoleezza Rice har på sine rundrejser ikke kunnet undgå at mærke de moralske europæeres ubehag. Endelig har præsidenten også måttet erkende fejl i efterretningstjenesternes undersøgelser af Irak forud for beslutningen om krigen. Meningsmålingerne har været derefter, nemlig nedadgående. Sagen om aflytning af terrormistænkte uden normal dommerkendelse rejser også principielle spørgsmål om præsidentens særlige beføjelser i en terrortid.

Men valget i Irak og udsigten til at udviklingen dernede nu er vendt har fået regeringens sikkerhed tilbage, og præsidenten har på de sidste holdt flere taler hvor han har kunnet slå stærkt på de optimistiske strenge. Et stort flertal i befolkningen er faktisk enige med regeringen i at de amerikanske tropper skal forblive i Irak indtil opgaven er løst. Og den allersidste meningsmåling giver præsidenten noget af den tabte tilslutning tilbage.

Da man i Europa fortsat hæfter sig mest ved amerikanernes fejl, herunder ikke mindst påstandene om Saddam Husseins ødelæggelsesvåben, er der imidlertid grund til at fremhæve, at præsident Bush i sin tale til nationen fra det ovale rum i Det Hvide Hus den 18. ikke et øjeblik stillede spørgsmålstegn ved berettigelsen af krigen mod Irak. Tværtimod.

I de afsnit som ikke blev gengivet i ret mange danske medier, men som kan læses på Det Hvide Hus' hjemmeside, sagde Bush bl.a., at det fortsat er et faktum, at Saddam Hussein havde brugt masseødelæggelsesvåben, at han systematisk skjulte programmerne og forhindrede våbeninspektørernes arbejde. Det var derfor rigtigt at fjerne ham fra magten. Han fik et ultimatum - og han valgte selv krigen.

Og om Iraks aktuelle situation gjorde præsident Bush det klart, 1) at koalitionen fortsætter sin kamp mod fjenden og overførslen af mere kontrol til de irakiske enheder, 2) at amerikanerne hjælper den irakiske regering med at etablere demokratiske institutioner som inkluderer alle dele af Iraks befolkning, og 3) at koalitionen gør fremskridt i henseende til at genopbygge Iraks økonomi og infrastruktur og give irakerne tillid til at et liv i frihed vil blive et bedre liv for dem.

Hele dette perspektiv bør ikke glemmes, for det er faktisk det præsident Bush hele tiden har styret efter - og det er dette perspektivs opfyldelse - og det alene - der i sidste ende må være kriteriet for om krigen var berettiget og ofrene og omkostningen var indsatsen værd. Dette kan ikke afgøres endeligt før om ti, tyve eller måske tredive år. Det eneste helt sikre er at der er sat en proces i gang som ikke ville være kommet i gang uden præsident Bush's beslutning i marts 2003.

Der er fortsat lang vej til demokrati, sekularisering og fred i Mellemøsten - men fremskridt er der sket. Historisk set er der en proces i gang der nok kan bremses eller forhales en tid, men ikke vendes.

Henvisninger: Til toppen

Link til præsident Bush's tale 18.12.05.

Artikler på Jernesalt: