JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - irakfred12

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.10.05.

Irakisk ja til forfatningen, men fortsat usikkerhed

Den hårdt prøvede irakiske befolkning stemte lørdag den 13. oktober om landets nye forfatning, men først i går, tirsdag den 25., forelå det endelige resultat: et massivt flertal for hele landets vedkommende på 79 % mod 21 % nej - og med en valgdeltagelse på 63 % der ikke kan rokke ved slutresultatets holdbarhed.

Grunden til det sene resultat var ikke blot en utroligt langsommelig optælling under stort sikkerhedsopbud, men strengeste kontrol for at forhindre valgsvindel - navnlig i den ene af de tre sunnimuslimske regioner. Et samlet ja til forfatningen var ikke nok for dens vedtagelse, det krævede også at højst to regioner sagde nej med over 2/3 af stemmerne. Og da netop to af dem - Al-Nabar og Tikrit - havde hhv 97 % og 82 % nej, afhang alt af den sidste Ninive-region. Resultatet her blev et flertal af nejstemmer, men på 55 % og altså et godt stykke fra 2/3.

To andre regioner med blandet sunnimuslimsk og kurdisk befolkning sagde knebent ja. Ellers var der massivt ja på 99 % i de rene kurdiske regioner og stort ja i de shiamuslimske områder, varierende fra 95 til 99 %. Bagdad havde 78 % ja.

Afstemningen var alt i alt et klart ja til selve demokratiseringsprocessen. Det var første gang i årtier at befolkningen kunne stemme om en forfatning, men samtidigt var afstemningen en utvetydig bekræftelse på at den vedtagne forfatning har store indbyggede stridspunkter som gør sunnimuslimerne genstridige og langt fra sikrer landets enhed.

Nu skal der vælges nyt parlament, så landet kan få sin første frit valgte regering efter Saddam Husseins fald, og derefter skal der findes en løsning på forfatningens udestående afklaring af sunniernes rettigheder med hensyn til olieindtægternes fordeling og de tidligere Baath-partimedlemmers borgerstatus. Kun ét af de sunnimuslimske partier accepterede forfatningsudkastet og anbefalede sine medlemmer at stemme ja. De øvrige var og er imod. Og deres reaktioner i de kommende måneder vil være afgørende for om demokratiseringsprocessen vil gå videre på fredelig vis, så en genopbygning af landet endelig kan komme i gang for fuld kraft - eller om volden vil escalere og landet dermed yderligere vil blive trukket ud i manglende stabilisering.

Realiteten er jo - her to år efter Saddam Husseins fald - at hverken den midlertidige irakiske regering eller koalitionsstyrkerne under USA's og UK's ledelse har fuld kontrol over sikkerhedsituationen i Irak. Der er ikke alene næsten dagligt terrorhandlinger mod myndigheder og troppestyrker, men også en udbredt kriminalitet over for den almindelige befolkning. Genopbygningen af infrastrukturen går for langsomt og kommer ikke alle mærkbart til gode. Og der er flere områder af landet der kontrolleres af lokale militser med tætte bånd til det internationale terrornetværk og/eller lande som Iran og Syrien der ønsker indflydelse gennem destabilisering. Reportager i medierne viser eksempelvis at sortklædte, maskerede, fuldt bevæbnede og fanatiske råbende militser kan paradere frit i Basra uden at de britiske styrker er i stand til at forhindre det. Det er uhyggelige billeder af ekstremister helt ude på vanviddets overdrev.

Forfatningsvedtagelsen er altå nok på den ene side et lille skridt i den demokratiseringsproces et stort flertal af den irakiske befolkning ønsker, men på den anden side absolut ingen garanti for opbygningen og konsolideringen af det for den videre proces nødvendige civile styre med ro og orden samt sikker forsyning af vand, el og olie. Terroristerne vil fortsætte deres undergravning og destruktion og har også - som en opinionsmåling har afsløret - en vis sympati blandt mange irakere, fordi stemningen i landet er vendt mod amerikanernes tilstedeværelse.

Amerikanerne og koalitionen forbliver naturligvis i landet alligevel, for ellers går det omgående så galt, at hele indsatsen må betegnes som spildt. Heller ikke den danske regering vil - som krævet af oppositionen - gå i fælden og melde ud allerede nu om de danske troppers tilbagetrækning efter det foreløbige mandats udløb 1.7.06.

Men det store problem i udviklingen det næste halve eller hele år bliver shiamuslimernes vilje til at respektere forfatningens demokratiske grundsubstans: at den føderale, pluralistiske og muslimske republik skal være multinational, multikonfessionel og multikulturel med religionsfrihed og politiske rettigheder også for kvinderne. Islam er statsreligion og en hovedkilde for lovgivningen, men er ikke eneste kilde.

Det springende punkt her er om shiamuslimerne med deres overordentligt magtfulde, iran-inspirerede ayatollaher som Ali al-Sistani vil stile efter en decideret islamisering af Irak eller respektere demokratiet og dermed den faktiske sekularisering der har været gældende i landet siden løsrivelsen fra det osmanniske rige i 1918, og som også Saddam Hussein var garant for.

Ayatollaherne har i hele perioden fra den amerikanske invasion af landet med største held kunnet fiske i rørte vande, fordi den irakiske befolkning som enhver anden befolkning i samme situation selvklart ønsker alle fremmede tropper ud af landet hurtigst muligt, og da navnlig tropper som de amerikanske der har begået den ene store fejl og forbrydelse efter den anden. Det er ikke forkert, når en kender af Irak som studielektor Omar Dhahir fra Århus Universitet gør gældende at den amerikanske besættelse har bidraget til en islamisering af landet, bl.a. fordi amerikanerne har måttet allierere sig med ayatollaherne for ikke helt at miste kontrollen (kronik i Politiken 8.9.05.).

Islamisering er hverken i Irak eller noget andet sted i verden forenelig med demokratisering. Irak skulle ud fra sin historie efter 1918 have de bedste betingelser for et sekulariseret demokrati. Det kræver imidlertid vedvarende respekt for de bestemmelser der nu er blevet grundlov, men som har den mangel at de på flere punkter er uklare, fordi deres afklaring med forsæt blev udskudt, da man ikke kunne blive enige om dem før fristen udløb.

Hvor svær balancen mellem hensynet til en religiøs helhedsopfattelse og hensynet til en demokratisering der hviler på sekularisering i grunden er, fremgår af et interview i Politiken 13.8. med den britiske, pakistanskfødte muslim og islamekspert Ziauddin Sardar. Han slår utvetydigt fast, at den muslimske ekstremisme ikke vil forsvinde, "før vi tager et gennemgribende opgør med fortolkningen af vores værdier inden for islam". Muslimerne må efter hans mening se i øjnene at problemets kerne - terrorismen - bygger på elementer af deres egen trosopfattelse (med stadige henvisninger til islam), men ikke desto mindre er af det onde. Han understreger udtrykkeligt at hans kritik ikke er islamofobisk, men tværtimod et bidrag til kampen om islams sjæl. Religionen må ikke være ideologi, men omvendt må der heller ikke ske en så total adskillelse af religion og politik som den sekularismen indebærer.

Det er kloge ord på rette tid og sted (inkl. BBC-udsendelse 12.9.) og det understreger samtidigt vigtigheden af at skelne skarpt mellem sekularisme som ideologi (religion gøres til ren privatsag) og sekulariseringen som praktisk adskillelse mellem statsmagt og religøs magt (med udelukkelse af enhver form for præstestyre eller pavestyre). Det er desværre en sondring mange ikke forstår eller ikke vil acceptere, og deraf kommer bl.a. den blandt muslimer udbredte frygt for at sekulariseringen og dermed demokratiseringen forudsætter at deres religion gøres politisk og kulturelt helt uvedkommende. Det er ikke acceptabelt for dem - og iøvrigt heller ikke overensstemmende med en religionshistorisk opfattelse af religion som en altomfattende helhedsanskuelse, sådan som den kommer til udtryk med Jernesalts 'helhedsrealisme'.

Hverken irakerne, muslimerne i den øvrige verden eller ikke-muslimer der konfronteres med den muslimske tankegang kommer altså uden om disse fortolkningsproblemer. I sidste ende må alle parter være ved, at sammenstødet mellem muslimske og vestlige værdier ikke behøver at udarte til en krig mellem islam og kristendom med hvad deraf måtte følge af uforsonlighed, vold og terror, men uundgåeligt bliver et spørgsmål om sekularisering i betydningen en fjernelse af al absolutisme og al på denne beroende tro på retten til at hævde sin egen religion som den eneste sande, om galt skal være endog med de værste magtmidler som selvmordsbomber.

Hvor muslimerne fastholder en sådan absolutisme og lader den begrunde nogen form for terrorisme, må de gøre sig klart af de vil møde modstand fra vestlig side - om nødvendigt også med anvendelse af nødvendige magtmidler.

I Irak og i Mellemøsten i det hele taget er der ingen vej tilbage efter USA's og koalitionens indgreb i Iraks indre anliggender, for der har siden 11. september 2001 ikke været nogen vej uden om forebyggende indblanding i andre landes mod Vesten direkte rettede destruktive udenrigspolitik eller terrorunderstøttelse. Helt aktuelt viser såvel problematikken omkring Irans atomprogram som sagen om det syrisk styrede mord på Libanons præsident at det internationale samfund umuligt kan vente passivt på at tingene udvikler sig til det værste, men må gribe ind i tide, inden det bliver for sent.

Dette er og bliver det store historiske perspektiv i Irak-krigen og Mellemøsten-konflikten. Og dette perspektiv må fastholdes ikke bare nogle år endnu, men i lige så lang tid som truslerne eksisterer. Perspektivet kan meget vel blive aktuelt resten af det 21. århundrede.

Henvisninger: