ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.11.04.

Fire år mere med Bush - og kamp for værdier, frihed og sikkerhed

Præsident George W. Bush sejrede overbevisende med foreløbigt 274 og måske ialt 286 valgmandsstemmer mod 252 til Kerry.

51 % af alle stemmer - eller 59.117.523 stemmer - til Bush mod 48 % - eller 55.557.584 - til Kerry blev resultatet. Det er 3.4 mio flere stemmer til Bush end til modkandidaten. Og det samlede tal er det højeste antal stemmer en amerikansk præsident nogensinde har fået.

For Senatets vedkommende er der nu 51 republikanere mod 44 demokrater, og i Repræsentanternes Hus er stillingen 231 mod 200.

Resultatet skal ses i lyset af den meget høje valgdeltagelse. Næsten 60 % mod kun 54 i 2002, sølle 49 i 1996 (da Clinton blev genvalgt) og godt 55 i 1992 (Clintons nyvalg, hvor han personligt vandt med kun 43 % af de afgivne stemmer). Altså i år en bemærkelsesværdig forbedring der hænger sammen med parternes energiske forsøg på at mobilisere så mange vælgere som muligt i den hårde valgkamp. Men det var overraskende, at fordelen blev størst for Bush, for det er normalt demokraterne der vinder mest ved høj valgdeltagelse.

Til gevinsterne denne gang hører - udover god overensstemmelse mellem valgmandstal og vælgertal - også, at trediemanden i kapløbet, miljøaktivisten Ralph Nader, fik så få stemmer, at de var uden betydning både på landsplan og lokalt.

Undre kan det også, at et så teknologisk højtudviklet land som USA visse steder fortsat i 2004 benytter hulkort til stemmeafgivning. Men det skal her huskes, at landet ikke er centraliseret. Det er op til de enkelte stater at afgøre, hvilke metoder der skal bruges. Og der er altså forskel på hvor langt man er kommet de forskellige steder.

Da der har været forudsigelser om slutresultatet ud fra enkeltbegivenheder under valgkampen, skal det noteres, at reglen om at den der vinder første tv-duel også vinder valget ikke blev bekræftet. Ej heller reglen om at den højeste af kandidaterne vinder. I begge tilfælde skulle Kerry have vundet.

Protestanterne - og det var dem der gjorde udslaget i 2000 - stemte for Bush med 58 % og 41 % imod. Men selvom Kerry som katolik kunne hverve mange katolske stemmer, fik protestanten Bush faktisk 51 % af dem eller 3 % flere end Kerry.

De unge - og det var i år 19 mio nye vælgere - hældede ikke som man kunne forvente massivt til Kerry i protest mod Bush. Det menes tværtimod at mange stemte på Bush i protest mod deres mere eller mindre liberale forældre.

At flere kvinder stemte på Kerry end på Bush afspejler det faktum, at flere kvinder er imod Irak-krigen end for.

Generelt var demokraternes vælgere overvejende motiveret af økonomiske hensyn (modstanden mod skattelettelserne og budgetunderskuddet), mens republikanerne tænkte mere på religionen, de moralske værdier og sikkerheden.

Bøsser og lesbiske støttede Kerry larmende og spektakulært både i Vestkyst- og Østkyststaterne, der i forvejen er demokratisk sindede. Men det kan andre steder have skræmt almindelige mennesker over til republikanerne.

Rigmanden og spekulanten George Soros fik ikke succes med sine angreb på Bush. Og forhenværende, nyligt bypass-opererede præsident Bill Clintons støtte til Kerry vakte naturligvis stort bifald i demokraternes forsamling, men kan på landsplan meget vel have fået andre til at stemme på Bush. Clinton er unægteligt en karismatisk skikkelse, men indtrykket fra Lewinsky-affæren af flosset moral hænger for altid ved denne mand. Al Gore frabad sig klogeligt hans støtte i 2000.

Også andre ting kan have virket mod hensigten. Fx Osama bin Ladens tv-taler med trusler mod amerikanerne, hvis de støttede Bush. Den stærkt forøgede terror i Irak de seneste måneder kan ligeledes have givet flere amerikanere særlig grund til at bakke op om deres præsident. Lækningen af sagen om de 380 ton sprængstof, der ikke i tide skulle have været bragt i sikkerhed af de amerikanske tropper i Irak efter invasionen, hører også til den slags stof der alt for tydeligt minder om en bagtanke. Tony Blair's kone skulle nok også have holdt sin mund om Irak-krigen, mens hun var i USA som gæste-forelæser.

Indsatsen i Irak og kampen mod den internationale terrorisme samt støtten til Israel fastholdes i princippet, men kan og vil formentligt undergå visse justeringer. Specielt må det nok forudses at præsident Bush vil presse premierminister Sharon til at genoptage fredsprocessen. Derimod bliver der ingen ændring i forholdet til Yassir Arafat - så meget mindre som denne nu er så alvorligt syg, at det kun er et spørgsmål om tid inden han definitivt er uden nogensomhelst politisk indflydelse.

Der er i de vestlige lande allerede rejst forventninger om en blødere linje i den amerikanske udenrigspolitik i præsident Bush's anden - og sidste - periode. Men kommentarerne er stort set forsigtige. Ingen vil naturligvis modsætte sig bestræbelser fra Bush's side om en større tilnærmelse mellem USA og Europa - 'det gamle Europa' som forsvarsminister Rumsfeld kom for skade at kalde det da kløften var størst. Man skal dog ikke forestille sig større ændringer, al den stund modsætninger mellem USA og Europa ikke ligger alene i forskellen mellem Bush og europæiske statsledere eller i uenigheden om Irak, men stikker langt dybere, nemlig i forskellen mellem USA's mission og opgave i verden og Europas rolle. Europa er ingen supermagt - og bliver det formentligt heller aldrig. Europa holder sig bevidst tilbage.

Der er forlydender om at udenrigsminister Colin Powell ønsker at trække sig fra sit job, men det er ikke bekræftet. Hvis det sker, vil valget af efterfølgeren sige en hel del om en eventuel ændring i den amerikanske udenrigspolitik. Om der iøvrigt sker ændringer i Bush-staben er endnu uklart. Forsvarsminister Rumsfeld kan meget vel blive udskiftet på et eller andet tidspunkt. Han har vitterligt ikke haft tilstrækkeligt styr på tropperne, men skal ønske at gøre sin igangværende reformering af det militære apparat færdig.

John F. Kerry holdt en fin personlig tale i Massachusetts, da han afblæste videre valgkamp. Han understregede vigtigheden af at alle nu medvirker til at hele splittelsen i USA. Det var velment. Og præsident Bush på sin side erklærede da også, at han ønsker at være præsident for alle amerikanere.

Palæstinenserne, irakerne, iranerne, afghanerne samt alle andre i Mellemøsten må også lære at leve med kendsgerningen. Det gælder ikke mindst alle terrorister og USA-hadere. De fleste af dem er uden for pædagogisk, diplomatisk eller anden rationel rækkevidde. Men helt ligegyldigt er det ikke, om de gennem deres terror og trusler oplever at de kan påvirke USA og USA's koalitionspartnere eller ej. Den allerførste forudsætning for at deres potentielle frontkæmpere blandt unge frustrerede mennesker kommer på andre tanker inden det er for sent er, at forkæmperne for de vestlige værdier ikke på noget tidspunkt lader sig kyse.

Antiamerikanismen rundt omkring i verden kan få yderligere vind i sejlene som følge af genvalget af Bush, men man kan lige så godt forestille sig en vis selverkendelse hos nogle af Bush-skeptikerne i betragtning af Bushhadernes åbenlyse nederlag. For enhver der ikke på grund af et vanvittigt had er holdt op at tænke selv vil der bestå den mulighed at gå konstruktivt ind i et samarbejde med USA om sikkerheden, frihedsrettighederne og demokratiet.

En demokratiseringsproces er ikke et vestligt påfund der på imperialistisk vis forsøges påduttet folk der i århundreder har levet uden, men faktisk en universel idé der som den eneste giver et folk eller en nation mulighed for at udvikle friheden og sikkerheden samtidigt og sideordnet.

Moderniteten er ensbetydende med oplysning, frihed og menneskerrettigheder, og den vil derfor altid og overalt støde på modstand fra mennesker der er opdraget autoritært og tænker og føler autoritært. Modstanden skyldes frygt for forandring, men også uvidenhed om at friheden ikke nødvendigvis ender med moralsk opløsning.

USA er som de fleste vestlige lande præget af en moderne, sekulariseret kultur der inden for visse grænser giver individerne betydelig frihed til eksperimenter og afvigelser og følgelig også ofte medfører deciderede vildskud. Men moralen og ansvarligheden bliver ved at være der, selvom det undertiden ser ud til at nihilismen og postmodernismen har vundet. Netop USA er et glimrende eksempel på at friheden er forenelig med ansvarlighed og moralsk besindelse. Ulykken er, at splittelsen i den amerikanske befolkning betyder at de sekulariserede og frihedselskende mennesker kommer til at stå som en subkultur ved siden af en mere moralsk eller puritansk.

Politisk er republikanerne i høj grad præget af gammel puritanisme, men at det skulle være 'højre' der har vundet valget, er en af de sædvanlige, men efterhånden trættende bortforklaringer, der forkludrer analysen og beror på en utilladelig forenkling af værdierne og religionens rolle - samt en forældet højre-venstre-opdeling.

Konservatismen i USA er af meget speciel art. Det er let nok at påvise at den ofte giver sig udslag i regulær fundamentalisme, fx gennem bevægelser som Moral Majority, der siden blev til The Liberty Federation, og fik afgørende betydning for Ronald Reagans valgsejre. Eller vores dages Christian Family Coalition.

George W. Bush er metodist og 'genfødt kristen', og hans tag i den amerikanske protestantisme er en af forudsætningerne for hans politiske succes, men han er ikke typisk konservativ, for han er ikke snæversynet eller fundamentalistisk. Han har derimod fat i almindelige menneskers almindelige sunde fornuft og moralske forestillinger samtidigt med at han føjer en klar religiøs, men overordnet dimension til det politiske.

Dette sidste er der simpelthen ikke mange europæere der forstår, og derfor går mange ofte galt i byen i vurderingen af manden. De præges af fordommene om religion som overtro og mangel på intelligens. Og de fatter ikke at religion og politik kan hænge sammen uden at være forbundne som siamesiske tvillinger.

Sammenhængen har noget at gøre med den overordnede religiøse dimension der kommer ind under begrebet 'historisk ansvar'. Et sådan ansvar føler George W. Bush i allerhøjste grad - som iøvrigt også på sin vis Tony Blair. Og hans politik kan ikke forstås uden medinddragelse af denne dimension. Derfor bliver alternativet i en bedømmelse af manden denne tåbelige opfattelse af at han skulle være dum eller kun have egne olieinteresser i tankerne.

Enhver der har set videooptagelserne med George W. Bush der på besøg på en almindelig skole 11.9. blev orienteret om terrorangrebet, vil huske, at præsidenten tilsyneladende var længe om at reagere. Han er endog blevet bedømt som helt paralyseret i situationen, fordi en af hans medarbejdere måtte gå ind og hviske ham katastrofen i øret to gange. Men enhver der véd at Bush allerede før sin indsættelse som præsident var overbevist om, at han havde en særlig mission i amerikansk politik, vil forstå, at det der skete på skolen hin 11.19. var, at Bush blev klar over, hvad hans mission gik ud på. Og han har siden ikke ét øjeblik tvivlet på den.

Det kan man grine ad - som de fleste gør der aldrig selv har haft fornemmelser af denne art og som følgelig tillægger det simpel ufornuft eller indbildskhed at have sådanne fornemmelser. Men dermed afskærer man sig fuldstændigt fra en adækvat og retfærdig bedømmelse af manden. Og dét turde være ufornuft, om noget.

Artikel om intellektualismens dilemma: Klik

Artikel om religionens mulige stilling i det moderne samfund:
Religionen og sekulariseringen  (afsnit af Værdimanifestet)

Se iøvrigt Værdimanifestet

Rice efterfølger Powell  (18.11.04.)
Spænding om præsidentvalget i USA  (30.10.04.)
Antiamerikanisme i Europa?  (28.9.04.)
Valgtid i USA  (8.9.04.)
Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?  (27.5.04.)
De grimme amerikanere  (3.5.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Bush - ramt af Marsfeber?  (19.1.04.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)