ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.01.04.

Bush - ramt af Marsfeber?

De gamle og ikke altid sikre rumfærger skal alle skrottes inden 2010.
Et nyt, billigere og mere stabilt rumfartøj skal udvikles.
I 2008 sendes robotter til Månen for at forberede en månebase.
En base oprettes på Månen af astronauter inden 2020.
Og endelig skal et bemandet rumfartøj omkring år 2030 med afsæt på Månebasen landsættes på Mars.

Marsfartøjet kan først returnere til Månen 560 dage senere, når Månen og Mars igen er tættest på hinanden. Mandskabet vil således med et langt ophold på Mars skulle opholde sig i rummet i henved tre år, hvad der kræver ikke blot helt usædvanlig hård fysisk og psykisk optræning, men også utrolig teknologisk udvikling af alskens udstyr.

Foreløbig øges NASA's bevillinger med 2 milliarder dollars om året, så det alt i alt kommer tæt på 100 mia $ de næste 5 år. Men de totale udgifter til hele projektet frem til år 2030 vil blive astronomiske - hvis de overhovedet bevilliges. For bevillingerne bliver naturligvis ikke uafhængige af hverken USA's økonomiske udvikling eller den politiske prioritering.

Kritikken er da også straks blevet ført frem. USA's økonomi er trods de nu opadgående konjunkturer ikke altfor god i øjeblikket på grund af det kæmpemæssige underskud på statsbudgettet. Men mange amerikanere mener desuden - ganske forventeligt - at de uhyre summer vil kunne bruges til bedre formål inden for sundhedsvæsenet og socialpolitikken. Det er især kvinder der har denne opfattelse. Ja, mange kan slet ikke se noget fornuftigt formål med at udforske Mars og universet - endsige forcere udforskningen.

Men her vil meningerne være delte - og især vil mange mænd nok være mere tilbøjelige til at betragte projektet som spændende i sig selv - nemlig i henseende til at stille den menneskelige nysgerrighed. Og det er formentlig også givet, at præsident Bush vil få gavn af projektets lancering her i valgåret. For han viser dermed at han ikke savner store ambitioner. Ingen glemmer John F. Kennedy's satsning i 1960'erne på at få amerikanerne til Månen før alle andre.

Sagen er jo nemlig, at det er nemt nok, hvis man i forvejen ikke kan lide Bush, at ironisere over hans beslutning om at komme til Mars. For er det ikke dér han kommer fra, som Ole Rasmussen fra Politikens 'Sket i ugen' spørger. Nemt er det også at sige, at pengene umiddelbart kunne bruges til langt mere påtrængende formål, eller - som Politikens lederskribent og andre mener - at den gode Bush ikke blot er ude efter billige points i valgkampen, men ude på at aflede opmærksomheden fra problemerne i Irak.

Det sidste er en temmelig lav argumentation, al den stund alle kandidater vil have brug for alle de points de overhovedet kan skrabe sammen, men navnlig fordi det vil være komplet umuligt for Bush i den kommende valgkamp at abstrahere fra de tre afgørende spørgsmål: Irak-krigen, økonomien og beskæftigelsen.

Og hvad Irak-krigen angår er der ingen tvivl om, at vurderingen af den siddende regerings politik vil stå og falde med, om det lykkes at få minimeret terroren i Irak, opbygge infrastrukturen og overdrage væsentlige forvaltningsområder til irakerne - inden 8 måneder. Selvmordsbomben i går, den 18. jan. var et nyt alvorligt anslag mod at få FN bragt på banen.

Det største problem er og bliver imidlertid, om den amerikanske administration i Irak under Paul Bremers ledelse vil være i stand til at holde de islamiske fundamentalister stangen, så det kommende selvstyre ikke bliver islamisk og dermed ikke-sekulariseret og udemokratisk. For hvis det sker, er hele den amerikanske indsats nærmest spildt og drømmen om en påvirkning i demokratisk retning i hele regionen dermed også kuldsejlet.

Er der overhovedet nogle på jorden der vil blive lykkeligere af den grund, er det naturligt at spørge? Og svaret må naturligvis være nej ikke direkte. For bortset fra at forskerne der bliver involveret i projektet givetvis vil føle sig lykkelige over at blive stillet over for de store udfordringer og lykkelige over at løse den ene opgave efter den anden, så afhænger menneskenes lykke generelt ikke af teknologiens landvindinger, men af psykiske og sociale forhold, dvs. af folks og deres nærmestes egen indstilling til tilværelsen.

Dette betyder ikke, at menneskene for deres lykkes skyld behøver at modsætte sig den videnskabelige og teknologiske udvikling - ligesom maskinstormerne omkring 1800, da den industrielle udvikling for alvor satte ind. Men derimod at være i stand til at bevare en sådan distance til denne udvikling, at de ikke forsømmer de eksistentielt vigtigere ting.

I virkeligheden er der ikke tale om uforenelige modsætninger mellem 'lykken' eller livskvaliteten på den ene side og den videnskabelige og teknologiske eller økonomiske udvikling på den anden side, men om komplementaritet.

Begge sider af tilværelsen har sine værdier og sin store tiltrækning på mennesket, fordi dette altid både har vilje til transcendens, til at gå ud over sine hidtidge grænser, og behov for at nyde det bestående og det vundne, at være i immanensen, for nu at bruge eksistensfilosofiens gængse udtryk. Den klogeste indstilling til tilværelsen og udviklingen er altså at veksle mellem transcendens og immanens - og samtidig at kunne holde en nødvendig distance til den udvikling der har tendens til at løbe stærkere og stærkere og gøre den enkelte stresset.

Det er ikke godt at vide, hvor langt amerikanerne kommer med det ambitiøse Mars-projekt. Men det er sikkert, at mennesket altid vil være ambitiøst, når det gælder den videnskabelige og teknologiske udvikling. Pengene kan sagtens bruges til opgaver de fleste vil mene er umiddelbart mere påtrængende end at komme til Mars. Men på langt sigt vil pengene til Mars-projektet komme igen - i og med at utroligt mange ting bliver sat i gang, som de enkelte mennesker både kan have gavn af og vil komme til at opleve som spændende udfordringer.

Mars-feber eller ej. Udfordringer hører den menneskelige tilværelse til.

Og læs artiklen om Transcendens

eller artikelserien om om 'Veje til livskvalitet og mening':

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.