ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.1.04.

Marsmanden

Lad det være slået fast med det samme: Amerikanernes heldigt gennemførte landing af det ubemandede rumfartøj "Spirit" på Mars søndag den 4. januar 2004 var forskningsmæssigt en historisk bedrift som igen understreger USA's førende rolle inden for naturvidenskab og teknologi. Ikke mindst set i lyset af det europæiske projekts uheld med "Beagle2" kun fjorten dage tidligere.

Dansk rumforskning er med i begge projekter - og der er intet at sige til at den danske Marsforsknings nestor, den nu 73-årige Jens Martin Knudsen fra Århus Universitet, var ovenud begejstret. Det fremgik bl.a. af DR1's Profilen 7. jan. med Kurt Strand som vært. Siden Knudsen valgte Marsforskningen som sit speciale helt tilbage i 60'erne har han set hen til den dag, hvor det ville være muligt at fastslå, om der har været biologiske processer i form af bakterier på Mars - og om de i så fald er at betragte som udslag af en nødvendig automatik som følge af eksistensen af vand i tilstrækkelige lang tid på planeten.

Vores marsmand er en særdeles engageret formidler af sit stof, fordi hans formidling er båret af sand entusiasme - kombineret med en usvigelig sikker principiel skelnen mellem naturvidenskab og religiøs eller eksistentiel forståelse. Naturvidenskab går ud på gennem observation og eksperiment at fastslå, hvad der er faktuelt, mens vores øvrige gøren og laden på jorden beror på moralske, politiske, æstetiske og religiøse værdier og forestillinger, som ikke er rationelle og ikke kan begrundes rationelt.

Når Knudsen derfor betragter sig selv som et religiøst eller om man vil ‘troende' menneske ligger det altså ikke i, at han snyder i sin videnskab ved at misbruge Gud eller Vorherre som forklaring på nogenting eller nogetsted, men ene og alene fordi han betragter tilværelsen som et mysterium af største skønhed - og dermed som en gave der forpligter.

Jens Martin Knudsens ræsonnement er, at hvis der er liv andre steder i universet end på jorden, så kan vi mennesker ikke længere betragte os som verdens centrum - og følgelig må hele vort verdensbillede laves om.

Men ræsonnementet gælder til Vandsbeck (et sted i Tyskland, hvor det påstås der også er liv). For det er lige præcis slet ikke naturvidenskaben eller dens opdagelser der har gjort os til verdens centrum, men vores irrationelle, værdimæssige og religiøse opfattelse, eller med andre ord vores psykiske og sproglige måde at forholde os til verden på - og den ændres ikke en tøddel, fordi der eventuelt konstateres liv andre steder i universet.

Tværtimod vil det fortsat være således, at mennesket på jordkloden vil vedblive at være verdens eksistentielle centrum - uanset hvor meget liv der eventuelt konstateres alle mulige andre steder i universet. Hvis man tænker sig, at vi engang ville komme i kontakt med levende væsener andre steder i universet, og de ville være af en art der kunne minde om os selv (dette er ganske vist meget usandsynligt, men kan ikke teoretisk udelukkes), så ville vi måske måtte sande, at også disse væsener himmelråbende naivt påberåbte sig at være verdens centrum.

Og det kan begge parter jo ikke være - sådan naturvidenskabeligt faktuelt set!

Men eksistentielt forholder det sig helt anderledes, for dér gælder, at alle levende væsener på en bestemt klode ifølge sagens natur vil betragte sig selv som værende universets centrum, og dette er de i deres gode eksistentielle ret til, ja, de kan faktisk ikke gøre andet. For i eksistensen gælder ikke den objektive, naturvidenskabelige sandhed, men den subjektive, irrationelle, værdibetonede - og kun den.

Dette faktum giver sig udslag på den bestemte måde, at vi altid hænger i sproget - som Niels Bohr sagde. Det vil sige, at ligegyldigt hvor objektiv eller værdifri vi gør vores videnskab, så undslipper vi aldrig selve den subjektivitet der ligger i, at vi i udforskningen og beskrivelsen af universet må bruge et ufuldkomment, historiske bestemt sprog der binder os til den begrænsning, at vi altid ser naturen fra vores egen synsvinkel og altid kun stiller den spørgsmål som vi selv finder relevante og interessante. Vi ser aldrig naturen udefra, men er en del af den natur vi betragter.

Han har for sjov syslet med tanken om at forfalske sin dåbsattest, så han kunne blive så meget yngre, at han om nogle år kunne komme i betragtning ved opsendelsen af bemandede fartøjer til Mars. Og i så fald kunne man spare returbilletten. For da var han blevet så gammel, at han ikke behøvede at komme tilbage!

Deres ærbødigste Jens Vrængmose.

Og se artiklen Bush - ramt af Marsfeber?