ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.11.04.

Rice efterfølger Powell

Præsident Bush har naturligt nok benyttet sit genvalg som lejlighed til at ændre sit kabinets sammensætning. Bl.a. kommer der ny justitsminister efter John Ashcroft, ny energiminister efter Spencer Abraham, ny finansminister efter John Snow, og ny landbrugsminister efter Ann Venneman. Undervisningsminister Rod Paige erstattes med Margaret Spellings. For alle nyudpegede ministre gælder at de først skal godkendes af senatet, men da Republikanerne her har et komfortabelt flertal på 55 ud af 100, er godkendelsen ikke nogen større sag.

Udenrigsminister Colin Powell meddelte forleden sin afgang og ny udenrigsminister bliver altså Bush's hidtidige Nationale Sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, tidl. professor i politik ved universitet i Stariford.

Powells afgang var ventet, eftersom han tidligere har antydet at han kun ville have posten i én valgperiode. Men den 67-årige Powell formodes også at have følt at have gjort sin pligt, nemlig loyalt, energisk og særdeles kompetent at have forsvaret præsidentens udenrigspolitik herunder engagementet i Irak, selvom den har ført til stigende kritik i mange vestlige lande.

Det er den udbredte opfattelse, at Colin Powell helst havde set en bredere koalition bag krigen, og først og fremmest FN's opbakning til den, men det er efter alt at dømme en fejl at tro, at han skulle være uenig med Bush i krigen. Powell ville næppe have lagt navn til selve den tilslutning til krigen og præsidentens udenrigspolitik iøvrigt som ligger i formuleringen af hans egen afskedsbegæring, hvis ikke han virkelig mente den. Respekten for Colin Powell ligger ikke mindst i, at han betragtes som troværdig i enhver henseende.

Det er almindeligt antaget, at Colin Powell i regeringen stod ret isoleret over for de tre mænd omkring Bush som bestemte den overordnede sikkerhedspolitik, nemlig vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og sikkerhedsrådsgiver Condoleezza Rice. Ja det betragtes som en kendsgerning, at udenrigsministeriet som sådan havde mindre indflydelse på udenrigspolitiken end de tre nævnte personer. Men der er ingen andre indicier for dette end en vis animositet i udenrigsministeriet mod de tre personer. For nok er det uden tvivl Colin Powell der qua sine store evner og erfaringer som diplomat har måttet argumentere for nuanceringerne i den fælles politik. Men der er intet grundlag for at tro, at han ikke i den sidste ende skulle have accepteret de trufne beslutninger. Der er tværtimo al grund til at tro, at Powell ville have taget sit gode tøj og gået sin vej, hvis der var blevet truffet beslutninger han var inderligt imod.

Det lykkedes ikke Powell at overbevise Sikkerhedsrådet om tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben, og selvom det vitterligt ikke var amerikanernes hovedbegrundelse for at gå i krig med Irak - det var derimod FN's krav om total afvæbning af Saddam Hussein, så blev masseødelæggelsesvåbnene kernen i debatten, både i sikkerhedsrådet og i verdensopinionen.

Der var særdeles gode grund for at antage, at Saddam Hussein besad sådanne våben og kunne finde på at anvende dem. Men der var ingen håndfaste beviser, og senere undersøgelser har som bekendt vist, at de heller ikke fandtes. Powell har måttet indrømme sin fejltagelse, men man kunne i bagklogskabens lys lige så godt sige, at fejlen ikke så meget lå i fejlbedømmelsen af masseødelæggelsesvåbnenes sandsynlige tilstedeværelse som i nedprioriteringen af hovedbegrundelsen for at gå i krig. Fejlbedømmelsen ligger inden for den almindelige politiske usikkerheds margener når der overhovedet skal træffes beslutninger på et ufuldstændigt grundlag, hvad der i virkeligheden gælder stort set alle vigtige spørgsmål, men amerikanerne og briterne skulle naturligvis - ligesom den danske regering gjorde - have holdt fast i, at grunden til krigen var at afvæbne Saddam Hussein definitivt som forudsætning for at standse den problematiske våbeninspektion og ophæve de økonomiske sanktioner mod Irak.

Fredsprocessen efter den såkaldte 'Køreplan' for fred mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre som var udarbejdet af FN, USA, Rusland og EU (hvor Danmark på det tidspunkt havde formandssædet) løb efter Irak-krigen hurtigt af sporet, selvom alle fire initiativtagere gjorde hvad de kunne for at undgå det. Powell personligt forhandlede endog med Yassir Arafat i Ramallah, skønt Arafat udtrykkeligt var erklæret irrelevant af Ariel Sharon og også af præsident Bush betragtedes som en mand der ikke kunne forhandles med.

Men hele prioriteringen i Mellemøsten blev med Irak krigen ændret én gang for alle: Irak var vigtigst. Fredsprocessen mellem israelerne og palæstinenserne kom i anden række.

Irak-krigen eller rettere oprydningen i Irak med henblik på genopbygning og demokratisering blev af længere varighed end først antaget - og er stadig en hård nød at knække, hvad de seneste ugers kampe om Fallujah tydeligt viser. Det lå desuden i luften, at parterne måtte afvente Yassir Arafats afgang som leder af det palæstinensiske selvstyre. Afgangen kom hurtigere end ventet, nemlig ved mandens fysiske død i Paris for en uge siden (se artiklen Arafat - en saga blot). Nu afventes det følgeligt om tomrummet efter Arafat bliver udfyldt med en mand der både har fredsvilje og mandat, autoritet og effektivitet til at holde den palæstinensiske terror stangen.

Det er på denne baggrund at udenrigsministerskiftet i USA skal ses. Powell har gjort et fint stykke diplomatisk arbejde for at bane vej for præsident Bushs udenrigspolitiske linje, og det er ikke hans personlige skyld, at der er opstået splittelse i den vestlige verden mellem USA og europæiske lande som Frankrig og Tyskland. Men situationen i dag er væsentligt anderledes end for halvandet eller to år siden. Og allerede af denne grund er der god mening i at lade en ny minister komme til.

Hun skal efter sigende være en hård forhandler, men hun har i modsætning til Powell ingen erfaring i diplomatiets ædle kunst. Dette må betragtes som et stort minus for hende, både i forhold til det udenrigsministerium, hun nu skal lede og som skal have følt sig tilsidesat i forhold til det Nationale Sikkerhedsråd hun kommer fra, og i forhold til de mange udenrigsministre verden over hun nu skal til at forhandle med. Hendes store fordel er den tilknytning til præsidenten der skal være så stor at hun siges at kunne fuldføre præsidentens sætninger, når han går i stå. De tænker formentligt i samme baner, men der er rejst tvivl om, hvor selvstændig hun egentlig er i sin politiske bedømmelse. Endelig er hendes store chance den nye situation i Mellemøsten efter Arafats død og Fallujahs nedkæmpelse.

Men situationen gør i allerhøjeste grad ønskelige justeringer mulige - og det er vel dem det kommer an på. Præsidenten er blevet genvalgt og skal i de næste fire år ikke tænke mere på genvalg eller tage særligt hensyn til specielle vælgergrupper. Han står som enhver anden genvalgt præsident friere i sin anden periode.

Dernæst er Arafat død og begravet, og selvom der kan blive hårde og måske også langvarige magtkampe mellem palæstinenserne om hvem der skal være leder og hvilken linje han skal følge, så vil den palæstinensiske befolkning frem over kunne se og mærke konsekvenserne af deres egne valg på en langt mere håndfast måde end hidtil, hvor det var et symbol der sad øverst i hierarkiet og her urokkeligt opretholdt nogle katastrofale illusioner om opfyldelse af krav som flygtningenes tilbagevenden til deres hjemland og Jerusalem som hovedstad.

USA har da også allerede - for at vise sin gode vilje - bebudet at ville give 114 millioner kr. til hjælp for det Palæstinensiske Selvstyres arbejde. Dette vil Colin Powell meddele når han en af de nærmeste dages mødes med de nye ledere.

Endelig er der trods alle vanskeligheder en vis mulighed for at udviklingen i Irak kan gå ind i en ny fase med demokratiske valg, genopbygning og stabilisering samtidigt med fortsat bekæmpelse af terroristerne. Det vil i bedste fald kunne bringe FN på banen igen - tillige med EU og lande som Frankrig og Tyskland. For Danmarks vedkommende tegner der sig derfor her et billede af ganske gode muligheder for medindflydelse gennem medlemsskabet af Sikkerhedsrådet fra nytår. Spændende bliver givetvis de næste to år.

Vi får se hvordan hendes musik kommer til at spille.

Pessimisterne vil naturligvis tro, at det hele vil gå 'from bad to worse', mens optimisterne vil tro på mulighederne for en ændring til det bedre og dermed for et gennembrud for præsident Bush's vision om demokrati, fred og stabilitet i Mellemøsten - og dermed øget sikkerhed i verden.

Helhedsrealistisk set er det væsentligt at det overordnede perspektiv om demokrati, fred og stabilitet i Mellemøsten fastholdes, hvad der igen vil sige at kontinuiteten i præsident Bush's udenrigspolitik fastholdes. Det vil der formentligt ikke herske tvivl om med Rice som udenrigsminister.

Arafat - en saga blot  (11.11.04.)
Hvorfor Moore ikke tager sit eget liv  (8.11.04.)
Fire år mere med Bush  (4.11.04.)
Spænding om præsidentvalget i USA  (30.10.04.)
Antiamerikanisme i Europa?  (28.9.04.)
Valgtid i USA  (8.9.04.)

Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?  (27.5.04.)
De grimme amerikanere  (3.5.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)