ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.10.04.

Spænding om præsidentvalget i USA

Men uanset hvem der går hen og vinder på tirsdag, må det for alle parters skyld håbes, at resultatet bliver så entydigt, at en vinder kan udråbes på valgnatten.

Når alt tyder på tæt løb, skyldes det de mange forskellige meningsmålinger, der har skiftet lidt til de to sider alt efter hvornår de har haft konvent og hvilke temaer, rygter og skandaler der har kunnet bringes frem i medierne, men som også er præget af stor metodisk usikkerhed. Et af de meget usikre momenter er valgdeltagelsen, der sidste gang kun var omkring 50 %, men som begge parter denne gang forsøger at få i vejret ved at overtale så mange som muligt til at lade sig registrere som vælgere. Det ser ud til at lykkes - i hvert fald i nogle af de vigtige svingstater. Så valgdeltagelsen kan meget vel blive højere end sidst. Det bliver så spørgsmålet, om det som normalt vil blive til størst gunst for demokraterne.

De to partiers kernevælgere spiller stadig en afgørende rolle, derfor har både Bush og Kerry slået systematisk på de strenge der holder på visse vælgere. Men der er mange førstegangs-vælgere, og det giver også usikkerhed om resultatet.

De intellektuelle - filmfolk, kunstnere, forfattere, og ikke at forglemme de homoseksuelle - støtter massivt Kerry. Endog en mand som finansmanden, spekulanten og filantropen George Soros har lagt sig i selen for Kerry, fordi han betragter Bush som en katastrofe. Og i år har flere aviser end sædvanligt valgt side - imod den siddende præsident.

De religiøse grupperinger betyder meget i amerikansk politik, fordi det store flertal af befolkningen har tilknytning til organiseret religion og ikke som mange sekulariserede europæere automatisk betragter religion som overtro. Generelt gælder stadig som hovedregel, at jo større vægt amerikanerne lægger på religionen, jo mere vil de hælde til republikanerne. De sekulariserede derimod, de intellektuelle, storbyernes flertal, hælder den anden vej.

Bush havde som 'genfødt kristen' held til sidst at mobilisere de protestantiske vælgere og vinde valget med deres hjælp. Han har formentligt fortsat deres støtte, men det er langt fra sikkert at det er nok til at vinde på tirsdag. Katolikkerne er splittede, men da Kerry personligt er katolik, giver det ham visse fordele i disse kredse. Jøderne skulle være sikre Bush-stemmer, fordi Bush har støttet Sharon, men muslimerne i USA, der i første omgang bakkede op om præsidenten efter 11. september for at vise at de bestemt ikke lider af antiamerikanisme, deler ikke Bush-regeringens opfattelse af krigen i Irak og stemmer formentligt i stort tal for Kerry.

Da kvinder generelt har andre prioriteringer end mænd, spiller Irak-krigen også her ind til fordel for Kerry. Flertallet af kvinder er imod krigen. Men omvendt gælder, at Bush har fordel af sit mere vindende og samtidigt beslutsomme væsen.

Alt i alt er der så mange usikkerhedsmomenter i valget, at intet er afgjort på forhånd. Men selvom tæt løb er det mest sandsynlige, skal man ikke undre sig, hvis udfaldet bliver klart.

De tre tv-dueller mellem de to hovedpersoner betød mere, fordi Kerry klarede sig fint og fremstod som en sikker mand med klare svar på de fleste spørgsmål. Bush tabte navnlig den første duel på en noget overraskende usikker og defensiv reaktion på flere spørgsmål. De følgende to gange var parterne mere lige, men dog med overvægt til Kerry, således at han siden har været nogenlunde på højde med Bush i meningsmålingerne.

Tonen i valgkampen er ikke blevet blidere med tiden, de gensidige beskyldninger og insinuationer har ikke været flatterende for nogen af parterne. Beskidte trick er også - som sædvanligt - blevet brugt fra begge sider. Det hører internet-alderen til at det fx også er lykkedes hackere at få generet præsident Bushs kampagnehjemmeside så stærkt, at den har måttet lukkes ned for brugere uden for USA. Men udslaggivende bliver nok helt som sædvanligt de to kandidaters personlige udstråling. Bush fremstår fortsat som den mest beslutsomme af dem, og det har i høj grad betydning for vurderingen af hvem af dem der er bedst egnet til at bekæmpe den internationale terrorisme. Omvendt står Kerry nok som den mest troværdige når det gælder erfaring i hele det parlamentariske spil og hensyntagen til de svage i samfundet.

Opsvinget er på vej - som det har været i flere år. Men dets egentlige gennembrud lader fortsat vente på sig. Budgetunderskuddet er derfor fortsat tårnhøjt og fortsat stigende. Og den store ledighed er fortsat et problem.

Genopbygningen af Irak går mildest talt ikke for godt, selvom også den er i gang. Den irakiske infrastruktur bliver lokalt forbedret dag for dag. Men modstanden mod den midlertidige regering og amerikanernes tilstedeværelse i landet er ikke alene heftig, men ødelæggende for mulighederne for at opbygge irakiske sikkerhedsstyrker der ville kunne overtage amerikanernes rolle og bl.a. sikre det til januar berammede parlamentsvalg.

De amerikanske styrker kan ikke få bugt med de enklaver af oprørske militser der har koncentreret sig i byer som Fallujah, og resultatet er, at man må ty til samme midler som Sharon i kampen mod palæstinensiske terror-militser, nemlig at bombardere de bygninger og boligkvarterer hvor oprørerne har til huse eller skjuler sig - med det uundgåelige resultat at man rammer sagesløse civile mennesker og dermed øger modstanden mod og hadet til amerikanerne. Fejlen med hensyn til disse militser er, at amerikanerne ikke fra starten - umiddelbart efter selve felttogets succes i maj sidste år - tvang disse enklaver til at aflevere deres våben og til gengæld inddrog dem i opbygningen af et nyt irakisk politi og militær.

Hertil kommer de katastrofale fejl amerikanerne har begået i behandlingen af tilfangetagne modstandere, specielt i det i forvejen berygtede Abu Ghraib-fængsel. De overgreb amerikanerne her har begået, har afsløret en uhyggelig mangel på kontrol med egne folk og en uhyggelig mangel på klare etiske regler fra de højeste instanser i systemet. De dokumenterede og heldigvis efterhånden også retsligt opfulgte overgreb har givet hele den irakiske mission en dybt beklagelig inkonsistens. USA har ikke levet op til de idealer det har stået for og som det har ønsket at videregive til det undertrykte og frihedsstræbende irakiske folk.

Hertil kommer så endelig de mange, næsten daglige alt for spektakulære og medieegnede terrorbomber og gidseltagninger, der holder modstanden mod amerikanerne og den midlertidige irakiske regering i konstant fokus - og undergraver mulighederne for opbygningen af et irakisk politikorps. Et af de uhyggeligste eksempler på terroristernes kynisme er den nylige nedslagtning af 48 nyuddanede irakiske politifolk, der samtidigt afslører, at terroristerne har særdeles god insider-viden om det irakiske politi. Og den får de ikke uden stor korruption og upålidelighed i korpset.

Bush må selv rage kastanjerne ud af ilden - også selv om dette forsinker genopbygningen og rammer den irakiske civilbefolkning hårdt.

Det er på denne baggrund usikkert om det bebudede valg i Irak til januar overhovedet kan gennemføres, og endnu mere usikkert hvad det i givet fald til give som resultat. Valget som sådant bliver demokratisk i den forstand at det vil give alle etniske, religiøse og politiske grupperinger i Irak mulighed for at blive repræsenteret i det nye parlament. Men det kan meget vel ende udemokratisk i den forstand at de shiitiske grupper som ønsker en muslimsk stat kan gå hen og vinde - med det slutresultat, at demokratiet reelt afskaffes og en borgerkrig mellem shiiter, sunnier og kurdere udløses.

Da det er præsident Bush der sidste år indledte krigen mod Saddam Hussein, da det er Bush der har lavet alle fejlene i såvel krigen som de efterfølgende bestræbelser på at få gang i genopbygningen af landet, skabe sikkerhed for befolkningen og give den mulighed for at påbegynde en egentlig demokratiseringsproces, og da det endelig også er præsident Bush der har undladt at sikre sig orden og tilstrækkelig høj moralsk standard i egne rækker, ville det logiske måske være at lade ham selv gøre arbejdet færdigt med de omkostninger det vil kræve at rette op på forholdene.

Men dels er logik og konsekvens ikke en almindelig regel i politik, dels kan logikken også bruges den anden vej: at sætte manden fra bestillingen, når han nu vitterligt har løst den af ham selv stillede opgave så dårligt.

Hvis John F. Kerry bliver USA's næste præsident, har han ikke denne fordel, men derimod hele den ulempe det er at skulle arve alle problemerne efter Bush, endda i bevidstheden om selv at have sanktioneret krigsinitiativet. Kerry er en særdeles erfaren politiker og et særdeles sympatisk menneske. Han har under den sidste måneds valgkamp vist sig som en betydeligt stærkere personlighed end man troede for tre måneder siden. Han vil uden tvivl være i stand til at løfte opgaverne. Men det vil være en illusion at tro, at han på kort tid vil være til i stand afgørende at ændre situationen i Irak eller Mellemøsten i det hele taget.

Kerry har forlængst indset og tilkendegivet, at han ikke vil trække de amerikanske tropper hjem med det samme. Han forudser flere års amerikansk tilstedeværelse i Irak. Det afgørende spørgsmål kan blive om han vil sikre det bebudede valg, den dertil krævede sikkerhed, det nødvendige krav om fortsat demokratisering og dermed en blokering for eventuel islamisering af Irak. Besvarelsen af disse spørgsmål får ikke blot betydning for Irak og USA, men i allerhøjeste grad også for Israel og udviklingen iøvrigt i Mellemøsten.

Polariseringen i USA vil ikke ophøre. Valget på tirsdag vil bekræfte den. Den eneste umiddelbare forskel et præsidentskifte vil have, vil blive at de meget højrøstede og aggressive intellektuelle kan indstille skydningen for en tid. Det er i visse kredse populært at give George W. Bush skylden for polariseringen, men det er unfair, for den var der i forvejen; den var endda under Clinton blevet så stor, at Bush i forrige valgkamp satte som et af sine mål at bryde den. Han ville gerne være en samlende skikkelse som i sin tid Ronald Reagan. Og han blev det umiddelbart efter 11. september. Men krigen mod Irak satte en stopper for ambitionen.

Polariseringen bør ikke uden videre betragtes som en uting. Den har nemlig den vigtige rolle at lade de faktiske modsætninger fremstå som det de er: fundamentale forskelle i holdninger til ikke blot politiske og kulturelle, men også eksistentielle spørgsmål. Faren ved den er, at parterne i stedet for at holde en frugtbar dialog i gang, gør deres synspunkter til dogmer. Det sekulariserede har tilbøjelighed til at se al religion som overtro og mørk middelalder. De religiøse har omvendt en tendens til at se moral og verdensbillede som fastlagt én gang for alle i de hellige skrifter. Begge dele er tåbelige. Hvad der trænges til er at hæve erkendelsen over begge dele i en ansvarlig og tidspassende modernitet eller oplysning.

Det vil ligeledes være en illusion at tro at John F. Kerry vil have held til på kort tid at reparere skaderne i forholdet mellem USA og de vestlige regeringer der var modstandere af krigen mod Irak, selvom det er hans erklærede hensigt. Flere af de vestlige ledere vil formentlig foretrække Kerry som præsident. Det påstås at selv Tony Blair skulle høre til denne gruppe. Men hverken problemerne i Irak eller modsætningerne på handelsområdet vil blive ændret, fordi Kerry kommer til.

Sålænge USA forbliver en supermagt uden konkurrence af nogen anden magtfaktor - som eksempelvis ad åre EU eller Kina - og uden at kunne få sine og den øvrige verdens sikkerhedsmæssige interesser effektivt varetaget af en overordnet neutral instans - som eksempelvis et utopisk FN der udelukkende ville have ansvarlige demokratiske stater som medlemmer - vil USA have en særstilling i verden, der gør dets til hver en tid siddende præsident til en mand med større historisk ansvar end nogen anden statsleder. Det er indlysende, at dette betyder, at det ikke er ligegyldigt om den amerikanske præsident er sig dette historiske ansvar fuldt bevidst.

Sekulariserede europæere har forbandet svært ved at se det religiøse som andet end opium for folket og gudstro eller gudsforhold som andet end uvidenskabelig omgang med det irrationelle. Men religionshistorisk set er religion en fuldstændig virkelighedstroskab der i modsætning til den snævert rationelle, praktiske og naturvidenskabelige virkelighedsopfattelse har føling med alle dimensioner af tilværelsen, og som følge heraf opfatter den menneskelige eksistens som fuld af mening, ansvar og - historisk perspektiv.

Set ud fra denne synsvinkel får såvel præsident Bush som hans krig mod Irak netop det historiske perspektiv som både han og den britiske premierminister påberåber sig og som også den danske statsminister i virkeligheden handler efter, selvom han med fuldt overlæg og af gode grunde undgår at bruge disse store ord.

Set ud fra samme synsvinkel vil det gøre en forskel om præsident Bush bliver genvalgt eller om demokraternes kandidat vinder valget. Dette skal ikke forstås på den måde, at John F. Kerry på nogen måde vil blive en katastrofe for USA - sådan som det mere end antydes fra republikaneres side i valgpropagandaen. Kerry er uden al tvivl en både erfaren og kompetent mand til at tage USA's opgaver op. Han vil som tidligere sagt heller ikke kunne ændre USA's udenrigspolitik endsige engagementet i Mellemøsten radikalt fra den ene dag til den anden. Men hans indfaldsvinkel til jobbet er en anden end den siddende præsidents. Og det vil få konsekvenser - hvad enten man kan lide det eller ej. Nogle vil beklage det, andre bifalde det.

Under alle omstændigheder vil USA bevare sin status som foreløbigt eneste supermagt der kan påvirke udviklingen i Mellemøsten i ønsket retning.

Fire år mere med Bush   (4.11.04.)

Antiamerikanisme i Europa?  (28.9.04.)
Valgtid i USA  (8.9.04.)
Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?  (27.5.04.)
De grimme amerikanere  (3.5.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Bush - ramt af Marsfeber?  (19.1.04.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Midtvejsvalget i USA  (5.11.02.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)

Artikler om sekulariseringen  Klik.