JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - hizbollah03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.8.06.

Både Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma

Det voldsomme israelske bombeangreb på den sydlibanesiske by Kana natten til den 30. juli har vakt ekstraordinær opsigt, fordi det lagde store dele af den lille by øde og dræbte over 50 civile libanesere, hvoraf halvdelen var børn. Målet var at ramme Hizbollah og deres raketafskydningsramper og -depoter, og byens indbyggere var på forhånd blevet advaret, men et eller andet var tilsyneladende gået galt i efterretningsarbejdet, så et forkert hus blev ramt. Harmen var ikke alene stor blandt libaneserne og deres allierede; fordømmelsen regnede ned over den isralske hær og regering fra Verdenssamfundet, FN og EU og flere vestlige regeringer. Israel måtte beklage hændelsen og lod også flyangrebene indstille i to døgn.

Reelt er der tale om en form for fejl, der hvor tragiske dens konsekvenser end er må betragtes som hørende til moderne krigs ubarmhjertige vilkår. Den overordnede strategi fra israelernes side er i enhver henseende rationel og forsvarlig: Så længe Hizbollah skyder raketter af mod Israel fra baser i Sydlibanon, har Israel ikke andet valg end at prøve at ødelægge disse baser og svække Hizbollah mest muligt. Strategien er så meget mere nødvendig som Hizbollah har truet med at ramme Israel endnu sydligere end Haifa, og uden svækkelse også vil blive i stand til det som følge af våbenleverancer fra Iran. Det er her til formiddag faktisk blevet bekræftet at Hizbollah har haft held til at ramme mål 35 km inde i Israel. Og det er yderligere blevet bekræftet fra ayatollah Ali Khameinis side, at Iran har samme mål som Hizbollah.

Indvendingen at en terrororganisation som Hizbollah ikke kan svækkes ved angreb af den art israelerne benytter gælder ad Wandsbeck til. For dels er organisationen - i hvert fald efter israelsk opfattelse - blevet svækket logistisk; Ehud Olmert har netop bedyret at Hizbollahs infrastruktur er blevet ødelagt. Dels er det muligt at skabe en zone op til den israelske grænse der er renset for Hizbollah-folk. Det er forudsætningen for at en international styrke i givet fald vil kunne overtage kontrollen. Men først og fremmest gælder, at selv om Hizbollah fortsat vil eksistere og fortsat vil have mulighed for fanatisk kamp, så er der intet alternativ, medmindre Israel helt opgiver sin kamp for eksistensen.

For det er jo en sådan kamp der er tale om. Det er Hizbollahs hovedmål at udslette staten Israel - ganske som det er Hamas' og Irans erklærede mål. Det er trods alle forhandlinger siden afslutningen af den libanesiske borgerkrig og indgåelsen af Oslo-aftalen i 1991 ikke kommet til en eneste afgørende principiel ændring af disse parters ideologiske grundindstilling. Tværtimod er den israelske imødekommenhed gennem tilbagetrækning fra Sydlibanon for seks år siden og tiltrækningen fra Gaza for et år siden af disse fanatikere blevet betragtet som en svaghed der kun har opildnet disse gale mennesker til mere modstand mod israelerne. Den store drøm, den store illusion, livsløgnen hos de militante palæstinensere og deres militante tilhængere verden over er usvækket, ja kraftigt øget. Og da deres våben samtidigt er blevet bedre - og endda for Irans vedkommende kan ende med erhvervelsen af det ultimative atomvåben - så er der virkelig tale om en decideret krig mod Israels eksistens. Dette er også blevet bekræftet utvetydigt af Tysklands tidligere udenrigsminister Joschka Fischer, der trods sin fiasko som EU-forhandler med Iran er nævnt som mulig mægler mellem Iran og Vesten.

Israels kæmpemæssige moralske dilemma er næppe blevet bedre pointeret end af den israelske forfatter Zeruya Shalev i et interview forleden i 'Der Spiegel'. Hun betragter det der skete i Kana som en stor tragedie, der både chokerede og bedrøvede hende. Men tilføjer hun: når alt kommer til alt så er det sket fordi Hizbollah fyrer hundreder af raketter mod Israel af fra Kana. Når Israel fejlagtigt rammer et hus hvor der ikke er Hizbollah-folk er det en forfærdelig fejl, men i sidste ende er civilbefolkningen i Libanon ofre for Hizbollahs kamp.

Hun finder det naturligvis principielt rigtigt at den israelske regering gør hvad den kan for at beskytte sit eget folk. Men krigen betegner hun som et frygteligt valg. Der findes i situationen blot et valg mellem to onder. Man kan ikke være pacifist, når ens lands eksistens trues.

Shalev påpeger at Hizbollah har misbrugt den israelske tilbagetrækning fra Sydlibanon for seks år siden til at skaffe sig raketter og forberede den igangværende krig. Men det har man overset fra israelsk side (og fra Verdenssamfundets side).

Vi israelere, fortsætter hun, føler at denne krig i mange henseende er en kritisk fase i en proces der truer Israels eksistens. Hvis Hizbollah vinder, vil Iran og andre islamistisk-fundamentalistiske-terorristiske grupper i Jordan og Egypten blive opmuntret og Israel vil ikke mere kunne leve et normalt liv. På langt sigt opviser denne krig altså en kæmpemæssig fare for Israel, men også for hele Mellemøsten og den vestlige verden. Det er bl.a. kun et spørgsmål om tid inden Hizbollah får våben der kan nå Jerusalem.

Shalev har palæstinensiske venner, men for dem er dilemmaet endnu større, for hvis de retter kritik mod Hizbollah bliver de i den arabiske verden betragtet som forrædere - selvom de pragmatiske kræfter for længst har indset at denne krig er en fare for hele regionen. Men det er netop en del af tragedien at de pragmatiske kræfter i den arabaiske verden ikke er i stand til at kontrollere de fundamentalistiske ekstremister.

Men i virkeligheden rammer det store moralske dilemma også hele verdenssamfundet, dvs alle der overhovedet grundliggende mener at det eneste moralske ideal og det eneste værdige politiske mål er en fred mellem folkene, kulturerne og religioner der gør det muligt at opbygge frie, civile og suveræne stater. Når et folk eller en bevægelse i et folk af den ene eller anden grund vælger vold, terror og krig som middel til at nå deres magtmæssige drømme, så må det nødvendigvis indebære at de der principielt går ind for fred og frihed tvinges ud i en kamp for deres egen frihed og suverænitet. Der er intet nyt i dette, for sådan har det været fra 'tidernes morgen', dvs så længe den menneskelige historie kan følges tilbage i annalerne.

Da der altid i historien har været magtkamp og krig mellem folk, har det moralske dilemma også altid været den normale situation. Vi lever ikke i paradiset, men i en meget ufuldkommen verden, hvor vi må gå på kompromis med hensyn til vore idealer. Det er selvfølgeligt muligt at spille idealist og pacifist, men resultatet er jo ikke at freden, friheden og de forskellige folks nationale, kulturelle og religiøse eksistens og forskellighed sikres, men alene at fredens og frihedens undergravere får overtaget.

Derfor er det største moralske dilemma af alle faktisk at tvivle på retten til at forsvare freden, friheden og diversiteten af den blotte angst for at komme til at gøre uret. Selveste Sokrates satte problemet på spidsen med påstanden om at det er bedre at lide uret end at gøre uret (fremsat i diskussion med Polos i Platons dialog 'Gorgias'). Men det er en sproglig fælde, for det er slet ikke valget mellem passivitet og aktiv handlen der bliver det store moralske problem over for uretten, men derimod valget mellem de midler man kan ty til. Hvis selve det overhovedet at gribe til magt over for vold og uret gøres moralsk angribeligt, så er der ingen effektive midler mod dem. Tværtimod må det anses for fuldt moralsk forsvarligt at gribe til nødvendig magtanvendelse mod vold og uret. Og derfor ender den moralske vurdering i netop dette spørgsmål som et pragmatisk skøn over hvor grænsen går mellem det nødvendige og det unødvendige.

Vælger man at forsvare sig mod uretmæssig vold og krig med retmæssig vold og krig, så handler man fuldtud moralsk forsvarligt, ja så gør man principielt det rigtige, fordi det er nødvendigt i en ufuldkommen verden at sætte grænser for vold og uret. Men samtidig accepterer man risikoen for at gøre uret og få både snavs og blod på hænderne. For sagen er at det ikke hører realiternes verden til at føre forsvarskrig uden risiko for at komme til at skade uskyldige mennesker.

I den aktuelle konflikt mellem Israel og Hizbollah (og mellem Israel og Hamas) er der grundliggende tale om Israels kamp for sin eksistens imod fjender der har Israels udslettelse som sit mål. En sådan eksistenskamp må efter sin natur blive en hård og bitter kamp - som de europæiske folks kamp fra 1939-45 mod naziregimets overgreb måtte blive en hård og bitter kamp. Det betyder at det trods al skyldig hensyntagen er fuldstændigt umuligt at undgå at ramme civilbefolkningen i kampområderne. Det er rent ud sagt en fuldstændig blåøjet illusion at tro, at der overhovedet kan føres krig uden at det går ud over uskyldige mennesker.

Ét er at der findes velmenende og behjertede pacifister der deraf drager den slutning, at så bør krig under alle omstændigheder undgås. De er allesammen skikkelige mennesker som man sagtens kan drikke te med i al fordragelighed. Fred være med dem, for de forstår ikke ret meget af den menneskelige psykologi eller den menneskelige magtkamp. Og de har trods mange smukke ord og taler aldrig haft held til at forhindre eller forebygge krige.

Noget andet og helt anderledes beklageligt og farligt er at mange af Verdenssamfundets ledere, herunder førende skikkelser i FN og EU - med Kofi Annan og Javier Solana samt den finske udenrigsminister i spidsen - er blevet så skræmte over krigen og krigshandlingerne, at de giver sig til at fordømme et land som Israel der i den givne situation ikke har andet valg end at føre skånselsløs kamp mod Hizbollah i Libanon og derfor heller ikke kan undgå at ramme uskyldige mennesker. Lader man fordømmelsen af Israel overskygge fordømmelsen af den udslettelseskrig Hizbollah fører mod Israel, og som FN ellers i årevis har pålagt Libanon at forhindre, så har man ikke alene valgt en tom, blåøjet og idealistisk moraliseren i stedet for en effektiv og 'beskidt' aktioneren mod Hizbollah, så har man i realiteten overladt Israel til - med enestående økonomisk, militær og politisk støtte fra USA - at klare sit forsvar selv, og samtidigt har man overladt Israel til hele den arabiske og iranske verdens fordømmelse. Og man har oven i købet givet det palæstinensiske store selvbedrag, den palæstinensiske livsløgn, sin moralske opbakning.

Det er ynkeligt - og det er dødsensfarlig politik. Farlig for Israel og hele Mellemøsten. Og farlig for Verdenssamfundet.

Og det er - set ud fra helhedsrealismens synspunkt - altsammen kun udtryk for den dybeste moralske forvirring. I klar kontrast til Israels strategi.

Jan Jernewicz

PS! Den danske regerings politik på området tages op til behandling i særskilt artikel.

Henvisninger:

Interview med den israelske forfatter Zeruya Shalev i 'Der Spiegel - Online' (31.7.06.)
Link til Der Spiegel