|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.7.06.Hizbollah hindrer Nyt MellemøstenMed bortførelsen af to israelere fra Sydlibanon den 12. juli havde Hizbollah-terrorbevægelsen held med på ganske få dage at destabilisere hele Mellemøsten, fordi bortførelsen ikke var et isoleret tilfælde af guerillachikane mod Israel, men en kynisk kalkuleret demonstration af bevægelsens fuldstændige militære kontrol over grænseområdet til Israel og dermed også af Hassan Nazrallahs afgørende position i den overordnede shiamuslimske strategi der hedder Israels udslettelse. Bortførelsen blev derfor selvsagt af Israel betragtet som en decideret krigserklæring og besvaret som sådan af det israelske forsvar. Israel satte ind med massive bombninger af såvel Hizbollahs tilholdssteder, affyringsramper og depoter i Sydlibanon som bombninger af veje og broer samt Hizbollahs kvarterer i Beirut. Målet var ikke en definitiv ødelæggelse af Hizbollah - for israelerne véd udmærket godt at man ikke kan udslette en terror- og guerillabevægelse alene med bomber. Målet var derimod en systematisk ødelæggelse af så mange Hizbollah-baser som muligt inden presset fra Det internationale samfund via USA blev så stort at kravet om en våbenhvile ikke længere kunne overhøres. USA skal efter sigende i første omgang have givet Israel en uges tid til opgaven, men den viste sig hurtigt større end antaget, så Israel har nu fået yderligere frist. Og da Hizbollah samtidigt har optrappet konflikten med afskydningen af et stort antal raketter mod israelske områder, navnlig havnebyen Haifa, som er inden for rækkevidde, har den israelske hær følt sig nødsaget til at gå ind i Sydlibanon med troppeenheder for at rydde det nærmeste grænseområde for fjender. Set fra Israels side er krigen en simpel kamp for overlevelse. Set fra Hizbollahs side er krigen derimod en dobbelt kamp: at destabilisere området for at forhindre fred med Israel og at forstærke Hizbollahs egen indflydelse i området, navnlig i forhold til den libanesiske regering. Såvel Iran som Syrien er moralsk, økonomisk og militært en støtte for bevægelsen ud fra hver sin strategi, men der er af gode grunde ingen der véd i hvor høj grad Hassan Nazrallah kører friløb. Hvad der derimod vides med sikkerhed er at krigens umiddelbare ofre - som altid - først og fremmest er civilbefolkningen i begge lande. Tilfældigvis er krigen brudt ud midt i ferietiden, hvad der betyder at op mod 200.000 libanesere med statsborgerskab i vestlige lande har været hjemme på familiebesøg - og derfor er blevet fanget af krigens pludselige opståen og rædsler, men dog i de fleste tilfælde er blevet evakueret, i en aktion der betegnes som en største siden 2. verdenskrig.Der er intet nyt i det faktum at civilbefolkningen må undgælde for krigshandlinger, men selvfølgelig noget nyt og moderne i at det fylder så meget i mediernes reportager fra området. Hizbollah har ligefrem til lejligheden lanceret specielle guidede ture for journalister i områder der ellers er lukkede for fremmede. Men effekten af reportagerne fra de bombede boligkvarterer er stor. Det fremgår bl.a. af flere indslag med libanesiske øjenvidner, at mange muslimer sætter lighedstegn mellem vestligt demokrati og bombninger af civile - hvad der på ingen måde kan betegnes som ulogisk, hvis man kender lovene for de psykiske primærprocesser. Den internationale bekymring og forargelse over Israels fremfærd er stor. Principielt indrømmer man Israel ret til at forsvare sig som suveræn stat når landet angribes. Men i praksis hævder man en utopisk forestilling om at der kan føres effektiv forsvarskrig uden civile tab. Blot fordi der ifølge ukontrollerede tabstal ser ud til at være ti gange så mange omkomne og sårede blandt libaneserne som blandt israelerne, så hævder kritikerne at der ikke er rimelige proportioner mellem Israels skader og gengældelse. Betragtningen viser - uanset dens ukontrollable facts - at der er mange mennesker der hverken accepterer en krigs logik eller det forhold at en fredelig stat som Israel ikke står over for en relativ simpel landhær som fjende, men over for en mangefacetteret guerillabevægelse der har Israels udslettelse som mål og som desuden har udnyttet den libanesiske regerings totale uformåenhed i henseende til at afvæbne Hizbollah således som den ellers har været forpligtet til i henhold til FN-resolution nr. 1559. Det fra mange sider fremførte krav til parterne om at indføre en våbenhvile afslører hulheden i argumentationen. Kravet er velment og banalt, men fuldstændigt urealistisk som situationen er. Det blev da også afvist ikke blot af Israel, men også af USA - under henvisning til at en fastholdelse af status quo ikke indebærer nogen løsning. For løsningen er og bliver Hizbollahs afvæbning. FN's moraliserende generalsekretær Kofi Annan har naturligvis også konsekvent appelleret til våbenhvile, men den netop afsluttede konference i Rom om sagen viste kun, at våbenhvilen bare er en skøn drøm. De aktører der eventuelt kunne sikre dens etablering gennem indstilling af egne handlinger, nemlig Hizbollah-bevægelsen og Syrien var ikke med til konferencen, og den libanesiske regering der deltog er magtesløs. Annan for sit vedkommende undlader ikke at fremsætte bebrejdelser mod Israel når kamphandlingerne ved et uheld rammer fire FN-observatører, men sige det der skal siges til Hizbollah og deres støtter om nødvendigheden af fuld anerkendelse af staten Israel kan og vil han ikke. I EU er der også uenighed om linjen. Og som sædvanlig er der markant forskel mellem Frankrigs og Storbritanniens synspunkter. Det betyder blandt andet at der for øjeblikket slet ikke kan øjnes nogen mulighed for at etablere en såkaldt 'robust' international styrke der kunne løse den svære opgave det er med fornøden magt at opretholde en bred og sikker bufferzone mellem Israel og Libanon uden Hizbollah-militser. Opgaven ville nemlig kræve at styrken effektuerer FN's resolution om afvæbning af Hizbollah, men da Hizbollah ikke vil gå med til dette, indebærer indsatsen at den robuste styrke skal gå i krig med Hizbollah som stedfortræder for Israel. Og det er der selvsagt ingen lande der har ringeste lyst til. Dels bliver opgaven enormt krævende - man taler om nødvendigheden af en styrke på ti eller tyve tusinde mand - dels vil styrken uundgåeligt med opgavens løsning gribe ind i konflikten på en partisk måde - nøjagtigt som de internationale styrker i Afghanistan og Irak. Og dér er erfaringerne dårlige, fordi styrkerne får lokalbefolkningerne imod sig. Det eneste positive ved de politiske sonderinger der finder sted om sagen er tilsyneladende at Tyskland ser ud til nu at være åben for aktiv deltagelse i en international styrke. Men ellers er situationen præget af en fastlåsthed i positionerne der på den ene side indebærer at Israel med USA's velsignelse får nogle uger ekstra til at rydde op i Sydlibanon, mens flertallet af arabiske lande må nøjes med store ord og advarsler. På den anden side bevarer Hassan Nazrallah indtil videre sin reele førerposition i den shiamuslimske kamp mod Israel med Irans fulde velsignelse og støtte og med Syrien som den mest uberegnelige medspiller. Anders Jerichau har netop i en kommentar repeteret den gamle erfaring, at der ikke kan føres effektiv krig mod Israel uden Egyptens deltagelse, men at der heller ikke kan skabes fred med Israel uden Syriens medvirken. Det vil med andre ord sige, at Syrien står med det trumfkort der kunne føre til realitetsforhandlinger om en anerkendelse af Israel. Men ingen tror rigtigt på at Syriens leder vil spille kortet ud, for sagen er at Syrien i allerhøjeste grad har fordele af Hizbollahs aktion for at ødelægge den libanesiske regerings muligheder for at kontrollere hele landet. I sidste ende er sagens kerne, at de militante og terroristiske muslimske bevægelser for øjeblikket har lige så meget vind i sejlene som i illusionerne, og at ethvert forsøg på at få styr på dem både vil medføre bitter modstand og have alle psykologiske odds imod sig. De militante bevægelser i Mellemøsten bygger reelt deres eksistens på den livsløgn der hedder at staten Israel ikke har ret til at eksistere. Denne livsløgn har været holdt i live i snart 60 år; den er en indgroet bestanddel af de fleste palæstinensiske og libanesiske flygtninges og efterkommeres sjæleliv; og den er derfor også af en sådan art, at den ikke kan fjernes uden at man tager lykken eller livsmeningen fra disse mennesker - for nu at tale i Ibsenske vendinger. Livsløgne kan være en katastrofe for enkeltmennesker, men ganske særligt for kollektiver, fordi de kan forføre mennesker i samme situation. Dette emne skal tages op i særskilt artikel. Der er dybest set kun én udvej af falske illusioner, og det er selverkendelsens vej. Det vil sige at det i palæstinensernes og libanesernes tilfælde ingen vej er udenom at erkende at drømmen om israelernes fjernelse fra det gamle Palæstina er en håbløs drøm der aldrig går i opfyldelse, men så længe den opretholdes til gengæld formår at spærre for alle fornuftige og konstruktive løsninger på de problemer civilbefolkningerne har. Løsningen af de aktuelle krige mellem Hizbollah og Israel og mellem Hamas og Israel er nøjagtig den samme som den generelle konflikt i Mellemøsten, nemlig et Nyt Mellemøsten der sikrer statens Israels eksistens tillige med civile samfund i alle omliggende lande med en dybtgående demokratisering som slutmål. Dette betyder at der i det lange løb ikke blot skal satses på militære aktioner, eller blot på diplomatiske og politiske initiativer, men også på en decideret kamp mod de bærende livsløgne i de muslimske befolkninger med hensyn til israelerne og jøderne. Denne sidste del af den kombinerede indsats forsømmes desværre totalt. Derfor kommer man ingen vegne. Og derfor skal der fortsat mere tid til opgaven. Krigens logik og diplomatiets logik må komplementeres med erkendelsesmæssige fremskridt som ikke beror alene på rene fornuftsargumenter, men i sig rummer det irrationelle element der hedder opgivelse af rethaveriskhed og hævn - uanset hvilken uret man føler sig udsat for gennem tiderne. Reelt en kæmpeudfordring der forudsætter langvarigt, systematisk og og bevidst desillusionerende indsats fra det internationale samfunds side. Men her og nu er Hizbollah en hindring for det nye Mellemøsten der vil give fred, sikkerhed og demokrati til regionen - og derfor er det Hizbollah der skal bekæmpes. Jan Jernewicz Henvisninger: Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma (2.8.06.) Hizbollah destabiliserer Mellemøsten (18.7.06.) Det Arabiske Initiativ forfejlet? (31.5.06.) Global borgerkrig eller global inkonsistens? (21.5.06.) Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme? (14.5.06.) Hamas, hadet og humoren (14.4.06.) Har tre års Irak-indsats virkelig været nødvendig? (20.3.06.) Front mod islamismen (4.3.06.) Koffi Annans fejlvurdering (27.2.06.) Hellig krig eller hellig ånd? (26.2.06.) Religiøse følelser ikke uantastelige (6.2.06.) Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation (31.1.06.) Hamas vandt valget, men står nu over for sit afgørende valg: Volden eller dialogen, opbygningen og freden (30.1.06.) Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt - og blokerer dermed sekulariseringen (29.1.06.) Fighteren Ariel Sharon ude af politik (6.1.06.) Status over året 2005 (31.12.05.) Irak, Iran, Israel - og USA (23.12.05.) Muhammed-sagen Had og demokrati om politisk had i Eksjugoslavien og Mellemøsten Humor og tragedie Artikler om Mellemøsten Artikler om USA Artikler om Samfund Artikler om Psykologi Artikler om Etik Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Humor Artikler om Sekularisering Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |