|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.7.06.Hizbollah destabiliserer MellemøstenPalæstinenserne er længere fra egen stat end før intifadaen i 2000. Libaneserne er længere fra suverænitet end før den myrdede ministerpræsident Hariris valg i 2000. Israelerne er længere fra ubetinget muslimsk anerkendelse end efter Oslo-aftalen i 1993. Hele Mellemøsten ser ud til at være længere fra fred og demokrati end efter præsident Sadats og ministerpræsident Begins ellers skelsættende møde i Jerusalem i 1977. Dette er den dybt beklagelige, men nøgterne konklusion på tre ugers voldsom eskalering af den i forvejen spændte situation i regionen. Udviklingen er bogstaveligt terroriseret og bombet år tilbage. Og grunden er ikke de i sig selv alvorlige problemer i Gaza, Sydlibanon, Irak og Afghanistan, men den hidtil forholdsvis upåagtede Hizbollah-leder Hassan Nazrallahs held til med hele det atomvåbentruende iranske stats- og præstestyre i ryggen at udnytte den af Hamas i Gaza skabte spænding til at foretage et nærmest genialt strategisk dobbeltgreb: at destabilisere de centrale dele af regionen med et kynisk overgreb mod Israel og at tage det ideologiske førerskab for de militante muslimer i den uforsonlige kamp mod frihed og demokrati.Den aktuelle eskalering startede søndag den 25. juni med militante palæstinenseres bortførelse af en israelsk soldat. Ugerningen blev besvaret torsdag den 29. med israelsk angreb på Gaza, der på den ene side svækkede den i forvejen svage Hamas-regering yderligere, men på den anden side ikke rokkede det mindste ved dens uforsonlighed, endsige gjorde det lettere for den velmenende, men i realiteten hjælpeløse præsident Mahmoud Abbas at få vendt udviklingen efter Hamas's ulyksalige sejr ved parlamentsvalget i begyndelsen af året. Alle forventede med rette kun en åben strid mellem fløjene i Hamas og en fortsat international boykot af styret - og i værste fald nødvendigheden af en israelsk tilbagevenden til Gaza. Under alle omstændigheder definitiv mørklægning af selv den ringeste succes for det såkaldte arabiske initiativ i området. Men så kom Hassan Nazrallahs overlagte og præcist timede svinestreg med botførelsen af to israelere fra Sydlibanon og den israelske regerings hurtige og voldsomme gengældelse med bombardementer af Hizbollahs hovedkvarter og raketbaser samt veje, broer og lufthavne i Libanon. Svaret var nye raketangreb mod Israel, bl.a. mod havnebyen Haifa, og svaret på disse nye voldsomme bombninger af Libanon. Den libanesiske regering er stort set magtesløs, for Hizbollah er en del af den og bl.a. derfor uden for kontrol. De arabiske lande er ikke begejstrede for Hizbollahs stigende indflydelse - og endnu mindre er de mange etniske mindretal i landet. Men sket er sket og kan ikke gøres ugjort. Borgerkrig er ikke udelukket, skønt de endnu friske erfaringer fra den altødelæggende borgerkrig 1975-90 kun viste at borgerkrig er det sidste der kan sikre opretholdelsen af en suveræn stat. 16 års besværlig kamp for genopbygning er lagt i ruiner på få timer. Nye flygtningestrømme er blevet resultatet. Hastige og risikable evakueringer af ferierende indvandrere fra de europæiske lande - herunder omkring 2500 danskere - har måttet sættes i værk på bedste beskub. Det internationale samfund erkender i princippet nødvendigheden af indgriben, men kan slet intet gøre med øjeblikkelig virkning og formentlig kun udsættende foranstaltninger de nærmeste uger og måneder. Den af Hizbollah tilsigtede destabilisering går nu sin skæve gang. Fred, opbygning og demokrati er ikke hvad magthavere af Nazrallahs kaliber overhovedet nærer noget ønske om. Det er Israels eksistens denne fanatiker vil ramme - og det er den han kan ramme, fordi det nu engang er den letteste sag i verden at appellere til muslimers dybe og indgroede had til Israel, og fordi Israel i sit berettigede nødværge er tvunget til at bruge militære midler der ikke kan undgå at ramme uskyldige civile mennesker. Den 46-årige shiamuslimske Hizbollah-leder Hassan Nazrallah regnes ikke alene for en snu forhandler og udspekuleret guerilla-strateg, men også for en karismatisk lederskikkelse med en veludviklet sans for public relation der sætter ham i klasse med Khomeini og Zarkawi. Han er fanatisk antizionist og har som Hamas i det palæstinensiske område forstået kunsten inden for sit eget domæne at sørge for nyttig og effektiv opbygning af sygehuse, skoler, elværker, veje og broer ved siden af religiøse institutioner og militære lejre og enheder. Han har nok så katastrofalt skaffet sig moderne langtrækkende raketter fra de ideologiske våbenbrødre i Iran og har netop overrasket Israel ved at demonstrere at de nordlige israelske byer nu er kommet inden for hans rækkevidde. Snu som han er, placerer han sine raketter blandt sydlibanesiske sunnimuslimer, så israelerne tvinges til at ramme hans egne fjender, hvis de vil uskadeliggøre ham. Dette sidste er selvfølgelig den israelske regerings erklærede mål, men det bliver vanskeligere end som så, fordi hans militser er mobile - og støttes systematisk af Iran med penge og våben. Israel er i sin gode ret til at forsvare sig med de til rådighed stående midler, og vil uden tvivl også gøre det, uanset hvad omverdenen måtte mene om de uundgåelige civile tab. Det er jo blevet et af de militante muslimers mest effektive kort i kampen mod demokrati, fred og anerkendelse af staten Israel, at store dele af den offentlige opinion i den vestlige verden med mediernes skruppelløse hjælp ser mere på krigens frygtelige umiddelbare følger for civilbefolkningen end på de langsigtede virkninger på områdernes muligheder for etablering af fred og demokrati. Det er forlængst ophørt at være en selvfølge at den vestlige verden står bag Israels ret til at eksistere. For overhovedet at forstå noget som helst af hvad der foregår i Mellemøsten er det nødvendigt at holde fast i at oprettelsen af den jødiske stat Israel i 1948 i Palæstina skete på grundlag af FN's delingsplan fra november 1947 som følge af briternes opgivelse af sit mandat og den massive jødiske indvandring fra Europa efter nazisternes systematiske holocaust, men stik imod de arabiske landes ønsker og vilje. Resultatet blev krigen 1948-49 mellem den nye stat og de uafhængige arabiske nabostater. Den endte med våbenhvile, men samtidig med den geografiske udvidelse af Israel og udskydelsen på ubestemt tid af oprettelse af en palæstinensisk stat. 700.000 palæstinenserne blev flygtninge i Egypten, Jordan, Libanon og Syrien - oftest under kummerlige og omskiftelige forhold, der dog ikke forhindrede deres mangedobling. Først i 1994 oprettedes det palæstinensiske selvstyre, omfattende Vestbredden og Gaza. Populært sagt blev der begået en dyb uretfærdighed mod palæstinenserne i 1948, og den har kun kunnet opretholdes gennem massiv vestlig og navnlig amerikansk støtte af såvel økonomisk som militær art til Israel gennem alle årene. Og selv efter muligheden for etablering af en regulær palæstinensisk stat - under forudsætning af ubetinget anerkendelse af staten Israel - har ikke blot palæstinenserne, men alle arabere og muslimer i området med dyb afsky for den jødiske stat set denne som en forlængelse af den franske og britiske kolonipolitik i Mellemøsten i 1900-tallet. Der er altså reelle politiske og historiske interesser bag konflikten som man ikke bør se bort fra, men samtidig er der dybe psykologiske og/eller identitetsmæssige følelser bag dens nutidige opretholdelse - og dem er parterne nødsaget til at forholde sig direkte til for at komme videre. Flertallet af de forurettede vil ikke acceptere de politiske realiteter, men drømmer fortsat på helt utopisk vis om en tilbagevenden til forholdene før 1948 (eller endda før 1920), dvs før Israels oprettelse (eller det britiske mandats etablering), og de nærer derfor fortsat et ubegrænset had til israelerne og deres støtter samt en fanatisk vilje til at ødelægge mest muligt for israelerne, amerikanerne og øvrige vestmagter i området samt disses mere eller mindre kølige venner eller forbundsfæller blandt de arabiske magthavere. Devisen blandt de forurettede er meget entydig: hellere fortsat had, terror og ødelæggelse end accept af 1948-afgørelsen og israelernes eksistensret kombineret med opbygning af egen suveræne stat og gradvise demokratisering. Palæstinenserne har det på nogenlunde samme måde som de tyskere der efter 2. verdenskrig blev fordrevet fra Tjekkoslovakiet (Sudeterland) og Polen (Schlesien) eller de polakker Stalin fordrev fra Østpolen til Schlesien - og som i vid udstrækning er blevet ved at satse på revanche og tilbagevenden. Psykologisk set er der kun én holdbar udvej af en sådan uretfærdighed: at acceptere den og begynde på en frisk. Det har mange folk gjort gennem tiderne, men det kræver at omgivelserne ikke giver efter for pres af ren og skær medfølelse, men at folkene derimod selv giver efter for en dyb følelsesintegrerende erkendelse. Omtrent som når et menneske efter en uforskyldt trafikulykke accepterer tabet af fx en ægtefælle eller et barn. Skaden kan ikke gøres ugjort. Men livet går videre - og det kan gå videre, for dem der vil. For Mellemøstens vedkommende er kernen i hele sagen derfor fortsat denne: Iraks rejsning eller ej, Afghanistans ditto eller ej, Irans atomvåben eller ej, Saudiarabiens, Egyptens og Syriens demokratisering eller ej, Hamas eller ej, Hizbollah eller ej? Anerkendelsen af staten Israel er forudsætningen for løsning af alle andre konflikter og problemer i Mellemøsten. Men dette vil verdens mere eller mindre magtesløse magthavere helst ikke sige højt og tydeligt lige op i ansigtet på dem der ikke vil forstå det. Derfor tyr de til de gamle, prøvede, men oftest nytteløse moraliseringer: Stop krigshandlingerne, stop raketangrebene og bombningerne, stop drab og lemlæstelse af civilbefolkningen, stop flygtningestrømmene, accepter en våbenhvile, lad FN holde parterne adskilte, indled forhandlinger - indirekte elle direkte! Og lad os få gang i fredsprocessen igen, for fred er det eneste der sikrer frihed, velstand og demokratisering på langt sigt! Ingen kan være uenig, men ingen kan heller få øje på nogen synderlig effekt af de pæne ord. For der tales for døve øren. Vigtigt bliver det selvfølgeligt om Hamas bliver enig med sig selv om hvorvidt man hellere vil slås eller komme i gang med at opbygge en civil palæstinensisk stat. Egyptens præsident ser helst en fredelig løsning - og der findes også moderate folk i Hamas. Vigtigt blivet det om Hizbollah bevarer førertrøjen eller om den libanesiske regering får mulighed for med hjælp fra FN, de arabiske lande og stiltiende accept fra Syrien og Iran at få tilstrækkeligt styr på situationen. USA's præsident er kommet for skade at røbe at han inderst inde ikke ser anden udevej end at Syrien griber ind, og derfor rejser hans udenrigsminister nu til Damaskus. FN og EU kæmper som altid bravt for fredelige løsninger og store ord, men Sikkerhedsrådet har foreløbig opgivet at nå til enighed om et konkret våbenhvileforslag. Fundamentale er fortsat spørgsmålene om Irans atomprogram og udviklingen i Irak og Afghanistan. Men det aktuelle tilbageskridt i Libanon er enormt og uhyggeligt - og vil tage år at vende. Israel og USA har fortsat ubestridt militær overlegenhed, men denne er ikke nok over for kombinationen af indædt had, indædt terrorvilje og indædt ødelæggelseslyst. Givet er at Israel udnytter tidsfristen til at ramme Hizbollah og Hamas hårdest muligt. Men også at hadet til israelerne og amerikanerne vil blive øget dag for dag. Set i dette perspektiv turde det være indlysende at de sidste tre ugers eskalering af konflikten i Mellemøsten lægger sig på linje med terrorangrebet på New York og Washington 11.9.2001 og de efterfølgende terrorangreb i Madrid og London samt hele den muslimske opstandelse om Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten. Stadigvæk må det understreges igen og igen - helst ikke blot som et bevidstløst mantra - at der ikke er tale om et sammenstød mellem religioner eller kulturer, men derimod om en kamp på liv og død mellem demokratiske og vestlige værdier af universel karakter på den ene side og antidemokratiske og antisekulære værdier af delvis muslimsk, delvis middelalderlig karakter på den anden side. Spørgsmålet om Israels eksistens er ad mere eller mindre tilfældige og irrationelle grunde gået hen og blevet selve lakmusprøven på, hvilken grad af realitetssans de involverede parter har. Og dette er et dybt psykologisk og dybest set religiøst spørgsmål: Det er spørgsmålet om man vil gå ind i tragediens område, hvor det at have ret er hørt op. Jan Jernewicz Henvisninger: Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten (27.7.06.) Det Arabiske Initiativ forfejlet? (31.5.06.) Global borgerkrig eller global inkonsistens? (21.5.06.) Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme? (14.5.06.) Hamas, hadet og humoren (14.4.06.) Har tre års Irak-indsats virkelig været nødvendig? (20.3.06.) Front mod islamismen (4.3.06.) Koffi Annans fejlvurdering (27.2.06.) Hellig krig eller hellig ånd? (26.2.06.) Religiøse følelser ikke uantastelige (6.2.06.) Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation (31.1.06.) Hamas vandt valget, men står nu over for sit afgørende valg: Volden eller dialogen, opbygningen og freden (30.1.06.) Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt - og blokerer dermed sekulariseringen (29.1.06.) Fighteren Ariel Sharon ude af politik (6.1.06.) Status over året 2005 (31.12.05.) Irak, Iran, Israel - og USA (23.12.05.) Muhammed-sagen Had og demokrati om politisk had i Eksjugoslavien og Mellemøsten Humor og tragedie Artikler om Mellemøsten Artikler om USA Artikler om Samfund Artikler om Psykologi Artikler om Etik Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Humor Artikler om Sekularisering Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |